torsdag den 27. december 2018

Übermensch

I går skrev jeg lidt om, hvad jeg har fået i julegave i år. Lidt tøj. Lidt hudplejeprodukt. Lidt læsestof (høhø). 

Well. Jeg har fået en gave til. Af nærmest overjordisk substans. Og så vild, at jeg har svært ved at fatte det:

Jeg har fået en gammel, savnet veninde tilbage 😄😄😄  

Og jeg er ganske simpelt nødt til at skrive om det. For ellers tror man ikke, at den slags mennesker findes.

So brace yourself. Her kommer den. Historien (og den er ikke lige smuk hele vejen igennem):

For pænt mange år siden havde jeg en veninde. En virkelig nær veninde. Faktisk en af de bedste veninder, jeg nogensinde havde haft.

Hun var empatisk. Og loyal. Og skarp. Og pissesjov. Og uselvisk. Og lyttende. Og støttende. Og gavmild. Og tæt på alle andre positive prædikater, jeg kan komme i tanker om.

Hun spottede lynhurtigt, at jeg ikke var helt lykkelig i mit ægteskab, at min mand ikke rigtig forstod at vise mig den påskønnelse eller respekt, jeg havde brug for, og at mit selvværd jævnligt fik en ordentlig uppercut. 

Og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at give mig den bekræftelse, jeg savnede, og holde mig oppe. Hun så alt det gode i mig.

Jeg betroede hende næsten alt. Og det kunne jeg også lige så godt, for hun kunne læse mig som en åben bog.

Vi var fuldkommen in sync. Så hinanden næsten hver dag, for hun boede i huset overfor. Og hvis vi ikke lige så hinanden, gjorde det ikke så meget, for så havde vi helt sikkert snakket i telefon. Eller skypet.

Da jeg mødte den damekæreste, jeg nu ikke længere har, var min gamle veninde den første, jeg sprang ud overfor. Og ligesom min kæreste gav hun mig en uvurderlig moralsk støtte i den svære proces, jeg måtte kaste mig ud i for at frigøre mig fra min mand og splitte min familie op. 

Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg skulle have fundet styrke til at gennemløbe de første uger efter bruddet med min mand, hvis ikke jeg havde haft de to gode kvinder som back-up.

Men så skubbede jeg min veninde fra mig.

Jeg vil ikke ind på de nærmere motiver eller omstændigheder her, men lad os bare sige, at jeg lod mig ... stimulere til at presse min veninde ud af mit liv. Så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg vil imidlertid godt fortælle, at det ikke var nemt. For netop den handling gjorde mig til den usleste person i kongeriget. Og selv om det ville være bekvemt, kan jeg ikke uden videre pege fingre ad en anden, for det var MIG, der handlede. Det var MIT ansvar. 

Fuck!

Hver gang jeg har tænkt på min gamle veninde i de sidste otte år, er jeg blevet ramt lige i synet af den ringeste samvittighed. Jeg troede ikke, jeg kunne være så nedrig. Og skal jeg absolut finde noget godt at sige om hele affæren, så må det være, at jeg har fået større selvindsigt. Men det har ikke været noget kønt syn. I tell you. 

Nå, men efter bruddet med min kæreste i sidste uge, poppede min gamle veninde op i mine hjernevindinger igen. Jeg havde savnet hendes venskab og ville virkelig gerne bringe hende tilbage i mit liv.

Vidste godt, at chancen for succes måtte være spinkel. Det ville være fuldt forståeligt og fortjent, hvis hun stak mig verdenshistoriens største fuckfinger, efter at jeg sådan havde pisset hende op og ned ad ryggen.

Men jeg anmodede alligevel forsigtigt om hendes venskab på Facebook. Og skrev lidt om, hvor stor en fortrydelse, jeg havde følt efter sådan at have skubbet hende bort.

Hun svarede:

"That's what friends are for. Rigtige venner venter også gerne i kulissen. Så tvivl ikke på mit venskab, du kære."

Hendes ord taler for sig selv, tror jeg. 

Du Übermensch 🙌🙌🙌

Ingen kommentarer:

Send en kommentar