Endnu en forlænget, religiøs weekend. Nammenam 😋
Den begyndte sgu egentlig fint nok. Med halvanden times tennis 🎾 Nice 😄
Bortset fra ... at de der fucking, små, gule bolde ... dem skal man faktisk lade være med at bakke tilbage og træde på, mens man med elegance og overskud er ved at lægge an til et slag.
For skal jeg fortælle, hvad der sker, hvis man gør det?
Så vælter man.
Og det ser SÅ dilettantisk ud.
Men så kan man selvfølgelig glæde sig over, at terrassen ved klubhuset kun var TREKVART fuld af forældre, der stod og nød udsigten over banerne, mens deres afkom var til træning. Så antallet af tilskuere til mit stunt var ikke oppe på maks. Ikke helt 😂😂😂
Efter anstrengelserne og den stordramatiske performance på tennisbanen var det skønt at komme hjem i solen på terrassen, smide tøjet og rette op på væskebalancen med en halv liter iskold øl. Som selvfølgelig var økologisk. Fordi det er vigtigt at være helsebevidst og drikke sundt 😇
Jep.
Så kom en fin aften. Hvor Mutti var alene hjemme. Og kunne nyde en helt igennem politisk ukorrekt oksebøf. Slet ikke i tråd med mit kryds ved Enhedslisten i onsdags.
(Det eneste enhedslisteagtige ved min bøf var faktisk farven indeni. Nammenam 😋)
Efterfulgt af et par spritnye afsnit af The Handmaid's Tale.
Den serie kan jeg altså godt lide. Den er jo fuldkommen fucked up, og jeg vil faktisk give den mine varmeste anbefalinger. Så skynd dig at abonnere på HBO, så du kan få den set!
Dagen i dag har til gengæld ikke været ringere. For one thing så vil jeg glæde mig over, at det regner hvertandet øjeblik 🌂💃
Så slipper jeg nemlig for at ligge på knæ i indkørselen og fjerne ukrudt mellem fliserne. For det kan man jo ikke i regnvejr.
Rent teknisk KAN man selvfølgelig udmærket rende rundt herinde i huset og gøre rent og vaske tøj. But then again: Motivationen er ret lille og omstillingen naturligvis alt for stor på en dag, hvor man jo havde planlagt, at man skulle i haven.
Så ræsonnementet er, at det nok er bedre at sidde lige så stille i køkkenet og skrive et blogindlæg 😂
I formiddags drak jeg kaffe med mine ekssvigerforældre. Altså forældrene til The Person Formerly Known as Lucifer (læs: min eksmand, som jeg ikke havde så godt et forhold til, lige da jeg var gået fra ham, og derfor måtte kalde noget slemt her på bloggen, men som nu har rettet sig, red.). Dem havde jeg ikke besøgt i ni år.
Det var hyggeligt 😄
Jeg ved godt, at de ikke syntes, det var pissefantastisk, at jeg forlod deres præmiesøn til fordel for en kvinde dengang. Men jeg føler også, at vi er kommet videre. Og vi har jo en fælles fortid, der strækker sig over temmelig mange år. Så vi kender hinanden godt, og der er egentlig meget at tale om.
Her nyder jeg virkelig, at jeg ikke længere er sammen med ekskæresten (altså damen, som jeg forlod før jul). For hun ville aldrig have billiget, at jeg sådan plejede omgang med The Person ... blablablas familie.
Men i dag landede jeg altså i deres sofa, fordi jeg skulle hente Barn 4, der havde tilbragt natten hos farmor og farfar.
Så den stod på gamle minder for en stund.
Til gengæld ved jeg ikke noget om weekenden fremadrettet. For ud over tennis på mandag har jeg ingen planer.
Eller ...
Jo.
Jeg ved, at jeg skal have ratatouille til aften. For jeg har været i drivhuset for at høste. Og se, hvad jeg fandt:
Det er en squash.
Og sikke da en motherFUCKER af en squash. Den er jeg selvfølgelig nødt til at skære i stykker og putte i en gryderet.
Mine penischilier
ser imidlertid ikke rigtig ud til at blive til noget. Men jeg tænker også, at det måske giver sig selv, at de ikke trives her på min matrikel 😂
Ikke mere nu. Jeg skal et smut omkring mit homodating-site og se, om jeg har haft besøg på min profil. Sidste gang havde både "Ungpassivglatrøv" og "Translurer" været forbi. Begge mænd. Forudsigeligt nok. (Der er forsvindende få kvinder på sitet, der kalder sig noget i samme lumre kategori.)
Måske har jeg mere held denne gang 😉
Fortsat god lørdag, take care og vi høres ved 💜💜💜
Ingen kommentarer:
Send en kommentar