Udfordret på færdigheder

Oh dear 😱

Så blev man lige udfordret på færdigheder der.

Plejer ellers at tage imod en udfordring med en pæn gejst. 

Og har således for nylig både sejlet på paddleboard. Og redet på hest, selv om jeg er en kylling over for stort set alt, hvad der har puls. (Og det ved du i øvrigt alt sammen, hvis du er fast læser her 😄)

Men i torsdags ... Oh dear 😱

Det begyndte sådan set i tirsdags. Hvor jeg havde trommet alle mine fire Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.) sammen til middag, fordi Den Fortabte Søn (Barn 2), som er flyttet til hovedstadsområdet, havde valgt at begunstige det jyske med et besøg i et par dage. Og den slags skal selvfølgelig markeres med en familiemiddag hos Mutti, hvor alle søskende er samlet.

Vi spiste og pludrede og hyggede, og alt var godt ...

... lige indtil Barn 1 sådan lidt brat, men alligevel henkastet sagde:

"Mor? Hvad skal du egentlig på torsdag?"

Og når man bliver stillet et spørgsmål med den ordlyd, bør man være på vagt. Kan jeg så fortælle. Det er jeg lige blevet mindet om.

Men jeg plumpede selvfølgelig direkte i fælden:

"Jamen, jeg tror da ikke, jeg skal noget, søde. Hvorfor spørger du?" svarede jeg således imødekommende og moragtigt.

Hvorpå datteren lyste op i et stort smil og jublede med hele kroppen, så hun nær var faldet af stolen:

"Fordi ... så skal du med mig til ... (wait for it ... wait for it ... wait for it) ...

... PORCELÆNSMALING!"

Oh no 😱 

Jeg kan dårligt forestille mig, at hun kunne have sagt noget værre.

For jeg er komplet blottet for kreative færdigheder. I hvert fald når det gælder fingerfærdigheder. 

Jeg KAN simpelt hen ikke. Jeg har ALDRIG hverken syet eller strikket eller hæklet eller dyrket glaskunst eller blomsterbinding eller ... malet fucking porcelænsmaling.

Jeg er bare for lesbisk!

Men barnet havde jo for helvede fanget mig på det forkerte ben, og jeg var nødt til at sige:

"Det vil jeg sandelig gerne, skat."

Mens jeg tænkte fuck.

Så blev det pludselig torsdag.

Og jeg indfandt mig som aftalt på Vesterbro Torv i Aarhus i et etablissement, der kalder sig Art By Me.

"Art" ligefrem? Det er nok så meget sagt, hvis det er med deltagelse af mig, sagde jeg til mig selv, da jeg trådte ind ad døren.

Og blev mødt af dette syn:

Oh my god.

På bagvæggen: hylder med et udvalg på flere hundrede porcelænsting, som man kunne vælge at male på. 

På væggen ved siden af hylderne: et display af tallerkener med "special effects" som 3D-maling, blondetryk og andet guf.

I skabet op ad væggen: et udvalg af børster, svampe, stempler og udefinerbare genstande, som jeg end ikke kan fucking FORESTILLE mig anvendelsen af.

På øen i forgrunden: maling i 1000 forskellige farvenuancer. Med eller uden glimmereffekter.

Jeg troede, jeg skulle dø.

Nå, men der var ingen udvej, og jeg måtte vælge mig en ting at bemale. 

Jeg gik bevidst efter en simpel ting. Med LIGE flader. For jeg skulle fandme ikke nyde af at vove mig ud i noget rundt. GYS 😱😱😱 Eller for den sags skyld noget med små detaljer. For dette her handlede KUN om overlevelse.

Havde egentlig rakt ud efter en lille vægklinke på 10X10 centimeter, men forstod på det blik, datteren sendte mig, at jeg hellere måtte vælge noget andet og trak diskret hånden til mig igen. Hun havde vist højere forventninger til sin mor.

Så det blev en flødekande. Formet som en åbnet kvartliterskarton. Med LIGE flader 😉

Og da jeg var færdig med at tage forklæde på, var min nøgne flødekande blevet leveret til det bord, hvor vi skulle sidde. Klar til dekoration.

Fuck igen.

Så sad vi der. 

Datteren havde valgt en slikskål og havde allerede 1000 kreative idéer kørende i hjernevindingerne. Jeg havde nul.

Men jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget. Så jeg malede lortet lilla.

Og tænkte, at med lidt overbærenhed fra datteren kunne jeg godt hævde, at jeg var færdig med mit kunstværk.

Men så let skulle det bare ikke gå. For da jeg havde set afslappet, og formentlig lettet, ud i halvandet sekund, sagde barnet:

"Øh, mor? Skal du ikke ... øh ...? Skal du ikke prøve noget mere ... ligesom?"

For helvede altså! 

Jeg kunne egentlig godt have levet med en lilla flødekande. Men måtte nok også give hende ret i, at det ville være et lidt fesent resultat.

"Jojo, DET skal jeg. Jeg er jo bare midt i den kreative tankeproces" løj jeg derfor. Ingen grund til at fortælle englebassen, at mors hjerne var midt i et meltdown og absolut ikke kunne producere EN ENESTE kreativ tanke.

Tror dog, hun fangede den alligevel. For hun foreslog, at jeg fandt et citat, som jeg kunne skrive på min flødekande.

Godt så. Jeg kunne dermed søge i sikkerhed på Google for en stund. 

Og fandt også en smuk ting at skrive:

Roses are red
Mornings are hard
I suck at poetry
Coffee

DET kunne have været flot på min kvartliterskarton.

One problem though:

Min håndskrift er pissegrim. 

Jeg skulle have været læge med den håndskrift. I hvert fald ikke lærer. Men sådan er der jo så meget shit i verden.

Nå, men jeg øvede mig lidt på at skrive pænt. Og konstaterede, at det er fuldkommen ligegyldigt, om jeg skriver med højre eller venstre. Det bliver ganske enkelt lige grimt.

Så kom datteren imidlertid to the rescue. Hun havde spottet Muttis trængsler:

"Mor, de har jo sådan nogle stempler, du kan bruge."

YES!

Tak, min skat! Det er LIGE løsningen til mor: STEMPLER for helvede! Sådan nogle med bogstaver på. Som man bare dypper i maling og trykker på sin fucking flødekande. Brilliant 💃💃💃

Så jeg begyndte at rode i kassen med stempler ... 

For blot at konstatere, at i hvert fald halvdelen af bogstaverne til mit smukke citat ikke var at finde.

Derfor nedjusterede jeg ambitionerne en smule og besluttede at skrive MÆLK.

Meget kreativt på en flødekande 😋

Og så kunne jeg nemlig også nøjes med at skrive et enkelt bogstav på hver af kandens fire lodrette sider: M - Æ - L - K. 

Easy! HA!

One problem though:

Jeg kunne ikke finde et Æ.

Damn!

Jeg KUNNE imidlertid finde ... et A omlyd! Altså et A med to prikker over. Som bliver til et Æ ... på tysk.

Smooth!

One more problem though:

Jeg kunne heller ikke finde et K 😂 I hvert fald ikke i den rigtige størrelse. 

Så det blev et meget lille et.

Nu er min kande til brænding. Jeg forventer, den er klar til afhentning om et par dage. 

Det bliver et stort øjeblik.