fredag den 28. december 2018

Videre

Nå, men jeg må videre. I mere end én forstand.

Det lod sig meget godt illustrere, da jeg i morges besteg min badevægt. Med bange anelser oven på juledagenes fuldkommen overdrevne indtag af flæsk og alkohol ville jeg nu gøre status.

Jeg er gået 600 gram op. 

Phew!

Det kunne have været LANGT værre. 

Dog ændrer det ikke ved det faktum, at dagens frokost kommer til at bestå af salat. Efterfulgt af en forhåbentlig høj energiudladning på tennisbanen i eftermiddag.

Men helt ærligt. 600 gram bør jeg kunne smide på en dag eller to. Piece of cake, so to speak 😋

Så mangler jeg bare de andre 14 kilo, som er målet. Jeg ER dog gået 7 kilo ned siden sommerferien, så det må være overkommeligt. Det kan vel kun tage et års tid, haha.

Jeg har også taget et skridt videre ved at fjerne julepynt fra hele huset. 

Jeg har så at sige lukket ned for julen. Den gamle kælling. 

Som jeg antydede i indlægget fra i forgårs, har jeg en lidt ambivalent holdning til al den julekalas, vi udsætter os selv for i december. Jeg synes, det er overdrevet, og de sidste to år (mindst) har jeg haft lidt svært ved at finde den helt rette stemning.

Så væk med kravlenisser og julefyrfadsstager. Og tilbage med en kulisse, hvor jeg føler mig bedre tilpas.

Endelig har jeg ... suk ... oprettet en profil på et dating site for homoseksuelle. 

Jep.

Jeg HADER ellers datingmarkedet. 

Pludselig står sidste gang, jeg datede, for ni år siden, fuldstændig glasklart for mig. Hvor pisseakavet, det kan være at sidde der på en café over for en vildtfremmed person, som man bare SLET ikke klikker med. Og holde en anstrengt samtale i gang, mens man venter på en lejlighed til at runde af og smutte.

Så jeg skal ikke date, og jeg er IKKE på udkig efter en ny kæreste. Endnu da. Der skal gå lang tid, inden jeg vil kaste mig ud i et nyt forhold.

Men jeg har brug for kontakt til nogen. Nogen, som kender de problematikker, man kan bokse med som lesbisk. For det kan være ret ensomt at rende rundt med denne her fucking seksuelle orientering, som man ikke har bedt om. Og som til gengæld desværre somme tider medfører, at man rammes af fordomme, latterliggørelse og de akkompagnerende selvværdsknaster.

Og da jeg lukkede døren til mit parforhold, lukkede jeg samtidig døren til den eneste person i verden, jeg havde at spejle mig i. 

Jeg har ganske enkelt ingen andre lesbiske i mit liv. Når man lige ser bort fra mine lesbiske læsere, men det er jo ligesom envejskommunikation og dermed ikke helt det samme (og rent faktisk ved jeg ikke, om jeg overhovedet HAR lesbiske læsere).

Så jeg søger connections. Derfor har jeg oprettet min profil.

Men oh dear. Det er godt nok et stygt sted, det der dating site. Ludere og lommetyve.

Jeg mindes sidste gang, hvor jeg fik et utal af klamme beskeder: 

Kvinden, der drømte om, at jeg slikkede hende i skridtet, mens hendes mand tog mig bagfra. 

Og den anden kvinde, der åbenbart kunne læse ud af min profiltekst, at jeg tændte på dyr ligesom hun selv. Dyr?! 

Eller hvad med indvandrermanden, der foreslog at "ordne" mig på bagsædet af sin Opel? Nammenam.

Så galt er det heldigvis endnu ikke gået i denne omgang, men min profil har også kun eksisteret i to dage.

I min profiltekst skriver jeg, at jeg er interesseret i kvinder, og at man ikke behøver kontakte mig, hvis man er mand.

Og min profil har i skrivende stund haft 364 gæster. Heraf har 345 været ... mænd. Flot.

For eksempel har jeg haft prominent besøg af "translurer", "ÅrhusHerskeren", "Fed slave Djurs", "Numseslikker" og "Sut mig tom". Jeg ved godt, det er fristende at gengælde besøgene og også svinge omkring disse velærværdigheders profiler, men jeg har indtil nu lagt bånd på mig selv og modstået.

Jeg har også fået to mails. Begge fra ... mænd igen. Flot igen.

Af kvinder har jeg blandt andet haft besøg af to på 23, en på 22, en på 20 og to på ... 15!

15?!!! Oh my god. 

Det er jo tæt på kriminelt. Hvad i alverden får dog en 15-årig til at klikke sig ind på MIN profil? Jeg er mere end tre gange så gammel. Det må sgudda være en MOR, de søger. Jeg har i hvert fald en datter på den alder.

Shit.

Nå, men jeg bliver hængende lidt på sitet. Bare for at se, hvad der sker.

Og derudover vil jeg igen begynde at vandre med den lebbevandreklub, jeg meldte mig ind i sidste år. Jeg var kun af sted en enkelt gang sidste januar. Men de får sgu en chance til.

For jeg må videre. Også selv om det er i vandretempo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar