lørdag den 29. december 2018

Om nytårsforsætter

Det kunne godt blive et kort indlæg, dette her. For jeg har nemlig ingen. Nytårsforsætter altså.

For nytårsforsætter har en kedelig tendens til at løbe ud i sandet, så snart vi blot er kommet et par uger ind i det nye år. Mine har i hvert fald.

Men man kan jo godt reflektere lidt over, hvilke gode ting, man MENER at komme til at udrette og opleve i det nye år.

Bæredygtighed

Jeg mener for eksempel, at jeg vil få større fokus på bæredygtighed. Jeg arbejder på at oprette et valgfag på min skole, som blandt andet vil introducere eleverne for FNs verdensmål, og håber at kunne komme til at udbyde det efter sommerferien. 

Der er i min optik ET problem, der overskygger alle andre her i verden. Og det er klimaet. Vi har ødelagt den jord, vi bor på. I en grad, så den ikke længere er i stand til at hele sig selv. Det har den ellers kunnet et langt stykke hen ad vejen, men mennesket har gjort en imponerende indsats for at hærge og destruere. Vi har savet vores egen gren et pænt stykke mere end halvt over, tror jeg. Det er ærgerligt.

Kost

Derfor kommer jeg også til at spise mindre kød. Jeg vil ikke nægte mig selv en ordentlig motherfucker af en bøf en gang imellem, men jeg tror, vi kommer til at svinge mere over i retning af kylling, fisk og grønt her på matriklen. 

Et egentligt nytårsforsæt er det ikke, for vi vil bare komme til at fortsætte den trend, vi kastede os ud i herhjemme, da Yngste Søn i oktober flyttede på kollegium i Århus. 

HAN kunne sætte kød til livs. I tell you. Og han lagde aldrig skjul på, at grøntsager ikke lige var sagen. "Jeg kan da ikke spise min mads mad," som han sagde, når Mutti havde kreeret en eller anden lækker vegetarret.

Nu har knægten sit eget madbudget, og da hans likvide midler er temmelig begrænsede, tror jeg, at det falder ham ret "naturligt" at spise mindre kød for tiden.

Til gengæld har jeg kun Yngste Datter tilbage herhjemme. Og hun er glad for kylling og grønt. Kød? Not so much. Så det kommer til at gå helt af sig selv.

Rejser

Jeg skal dog ikke bade mig for meget i lyset fra min egen klimaglorie: Jeg har købt en flyrejse. Til Dublin. I sommerferien. Der har jeg nemlig aldrig været. Det var Yngste Datters ønske, at rejsen skulle gå til Dublin, og Mutti var hurtig til at nikke ja.

Flyrejsen til Dublin er dog for intet at regne mod den, der muligvis ligger på tegnebrættet til oktober: Australien. 

Damn, for et brændstofforbrug.

Men min kusine (ja, hende fra juledagene) skal giftes til den tid, og min mor har inviteret mig og min søster med en tur derud til bryllup. HVIS altså min mors helbred tillader det. Min mor nærmer sig de 80 og begynder at skrante lidt her og der. 

Jeg har selvfølgelig takket ja, så jeg må lægge mig fladt ned og erkende, at jeg ikke er bedre end de fleste andre danskere: Vi giver nødig afkald på vores flyrejser. Det er et af de steder, det kradser mest at skære ned.

Kommer også til at slå et smut omkring Berlin i slutningen af maj. Det er 8. årgang, der skal på skolerejse derned, og jeg skal med som en af de primære lærere på årgangen. Det koster selvfølgelig også brændstof at rejse til Berlin, men det bliver med bus, så det går vel nok.

Sundhed

Jeg tænker, jeg vil fortsætte med ... ikke at ryge. Faktisk ville det være en bizar beslutning at begynde at ryge i en alder af 51. 

Jeg tænker, jeg også vil fortsætte med kun at drikke alkohol i weekenden.

Og så tænker jeg, at jeg vil fortsætte med at spille tennis. Og vandre.

Vægten skal ned. Men det er heller ikke noget nytårsforsæt, for det har jeg været i gang med siden sommerferien. Så også her skal jeg bare videre.

Kærlighed

Well, you got me there. Det ligger jo ligesom lidt hen i det uvisse.

Men jeg skal i hvert fald først og fremmest prøve at være single. Det har jeg ikke været, siden jeg var 22.

Jeg skal for en gangs skyld prøve IKKE at være moralsk forpligtet over for en partner. Prøve, at ingen har en mening om, HVEM jeg omgås, HVORNÅR og HVORDAN.

Nice 😃

Og når jeg så har prøvet det, skal jeg selvfølgelig have en kæreste. Hvis jeg kan finde en. Det er ikke, fordi mit univers ligefrem boomer af egnede emner. 

Men vi får se.

Kultur

Kommer det til gengæld til at knibe lidt med, tror jeg. Min ekskæreste og jeg var helt fantastisk dygtige til at benytte os af kulturelle tilbud. Koncerter, udstillinger, foredrag, film. 

Og selv om der ikke er nogen, der siger, at jeg nødvendigvis skal holde op med den slags, så er det altså fedest at gøre sammen med nogen. Og helst sammen med nogen, som også sætter pris på den slags oplevelser.

Så kulturen får helt sikkert et knæk i år. Men så er der selvfølgelig noget at arbejde på til næste år.

Ikke mere nu. Jeg skal rette opgaver.

Vi høres ved 😃

Ingen kommentarer:

Send en kommentar