Om de næste dage

Der begynder at tegne sig et billede af resten af året.

Det ser ikke helt ud, som det gjorde for halvanden uge siden, for dengang skulle jeg naturligvis både fejre jul og gå UD af det gamle år og IND i det nye med min kæreste ved min side.

Men så var min kæreste sørme ikke længere min kæreste, og det fremkaldte jo et behov for et par ... øh ... småjusteringer. Faktisk måtte jeg delete en pæn del af mine planer. 

For ikke at sige ... dem alle.

Julen har jeg fortalt om.

Nu er det nytåret, der står for døren. Der er kun tre dage tilbage af 2018. 

Selv om jeg har udraderet alle planer, er det nu ikke, fordi jeg kommer til at sidde med hænderne i skødet. For jeg har skyndsomst lavet et spritnyt sæt. Planer altså. Jeg har nemlig gode mennesker omkring mig, som jeg gerne laver planer med.

I morgen skal jeg således spille tennis. Med min faste tennismakker. Vi kan jo kalde hende Ulla. For det hedder hun nemlig.

Ulla kom for alvor ind i mit liv, da jeg meldte mig ind i tennisklubben i april i år. Første gang jeg mødte hende, sagde hun: "Gud, heeeeej!"

Oh no. 

Det er aldrig godt at møde et nyt menneske, som så indleder med at sige: "Gud, heeeeej!"

For det betyder nemlig, at det IKKE er et nyt menneske, selv om man ikke kan mindes at have mødt det før.

"Æh ... hej?" svarede jeg lidt prøvende, og Ulla fangede den med det samme: Jeg anede tydeligvis ikke, hvem hun var. Så hun skyndte sig at forklare.

"Vi har da haft børn sammen." 

(Har vi det?)

"I vuggestuen på Viborgvej."

Stadig ingen klokker, der ringede, men nu havde jeg da fået damen placeret i en epoke i mit liv. Og det stillede vi os begge tilfreds med. (Hun kunne heldigvis heller ikke huske, præcis HVILKE børn det drejede sig om, da vi begge har flere at vælge mellem.)

Siden har vi mødtes nogle gange om ugen, og vi klikker SÅ fint. Både i samtale og i niveau på tennisbanen. Ulla er skoleperson ligesom jeg, så vi har ferie på samme tid, og det kunne ikke passe bedre.

Når jeg er færdig med Ulla, er jeg nødt til at arbejde lidt. Det er naturligvis ikke noget, jeg ville røbe andre steder end i dette begrænsede og fortrolige forum, for som lærer MÅ jeg rent faktisk ikke arbejde i ferierne. 

Men for helvede altså. 

Med en klasse på 28 elever, der allesammen har afleveret en engelskopgave i start december, kan jeg for fanden da ikke være bekendt ikke at have deres opgaver klar til dem efter ferien! Og min forberedelsestid har IKKE slået til.

Så jeg vil være en lille rebel og sætte mig til at arbejde i morgen eftermiddag. Så kan de lære det, de skide skolereformpolitikere.

I morgen aften er jeg inviteret ud. 

Jepper. 

Ud at spise. I mit ekshjem. Sammen med min eksmand. Ham, jeg kalder Lucifer, men det SKAL jeg altså holde op med, for han har i lang tid været SÅ sød. Faktisk kommer han i morgen eftermiddag for at tømme min garage for haveaffald og køre det på losseren, inden han skal skynde sig hjem for at lave mad til mig. 

Børnene nyder det, når mor og far kan hygge sig sammen, selv om ægteskabet ikke kunne holde. Det synes jeg, vi skylder dem, så jeg har med glæde takket ja.

Og i overmorgen skal jeg sjovt nok spille tennis. Med Ulla. Inden jeg skal skynde mig videre på vandretur. Med Jeanette.

Jeanette er en god kollega. Hun var min mentor, da jeg blev ansat på min skole, og siden da har vi kørt et ret nært parløb på det professionelle plan. Det var Jeanette, jeg var til konference på Malta med sidste år. Vi har fælles interesser ud i det globale og FNs verdensmål i undervisningen og er begge sproglærere. 

Vi er også blevet gode veninder.

Jeanette var den eneste på lærerværelset, som jeg rigtig betroede mig til, da min kæreste gik fra mig i juni måned (jepper, dette her er ikke den første gang, vi er gået fra hinanden, men det bliver formentlig den sidste). Hun er en god lytter, og til hende vil jeg betro mig igen. I overmorgen. Det bliver en walk & talk. Vi er begge glade for at vandre. Også gerne langt. Det glæder jeg mig til.

Nytårsaftensdag skal jeg spille tennis (surprise). 

Så skal jeg nok arbejde lidt mere.

Og nytårsaften lå det egentlig på tegnebrættet, at jeg skulle være ... alene. For min oprindelige plan var jo borte.

Jeg havde funderet en del over, hvordan det mon ville være at sidde alene nytårsaften. For det havde jeg aldrig prøvet før. Og jeg havde besluttet, at jeg først ville forkæle mig selv med en dejlig menu. Så ville jeg se fjernsyn. Mens jeg sikkert ville blive vældig trist. Jeps. Sådan tænkte jeg.

Men så ringede min mor. Hun skal holde nytårsaften hos sin gamle veninde. Og de ville høre, om ikke jeg havde lyst til at være med.

Så nu skal jeg holde nytårsaften med Tudse 1 og Tudse 2. Og når klokken bliver 12, vil vi i den rene vildskab ved fælles hjælp vende tre lænestole ud mod udsigten over byen og nyde alle de andres fyrværkeri fra stuen. Man lever vel på kanten 😉

Sådan ser planerne for de næste tre dage ud. Så må vi se, om lortet kommer til at holde stik.