Om et par okay dage

Så er vi ved at være på den anden side af denne jul. JEG er i hvert fald.

Ikke at det gør noget. Jeg bliver mindre og mindre til jul. 

Jeg synes, julen er offer for en ret smagløs kommercialisering. Det handler i vid udstrækning om at trække penge op af vores lommer.

Får også som regel mere end nok af at socialisere. Sådan op igennem december i almindelighed og i juledagene i særdeleshed.

Og så bliver den løftet op på det helt store emotionelle plan. Man SKAL fandme hygge sig. I lyksalig fred med familie og venner.

Og det ER da også hyggeligt. 

Men det er dælme også massivt. Det syntes jeg allerede sidste år.

I år var mine forventninger til julen særligt lave. Sådan et pænt stykke under jordniveau faktisk.

Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) skulle fejre jul hos deres far. Og det er altid lidt svært at skulle undvære sine rotter juleaften.

Jeg selv skulle ud til kæresten. 

Men så blev jeg pludselig single. Fire dage før jul. Og så var der jo ligesom ikke nogen kæreste at køre ud til.

Og min julestemning var følgelig blevet lidt fesen.

Heldigvis kan det somme tider være en god strategi ikke at forvente for meget. Hvis bare man forventer lort, er der en god chance for at blive positivt overrasket.

Min jul begynder altid for alvor den 23 december. Lillejuleaften er Rotterne og jeg inviteret hjem til min mor. Sammen med min søster og hendes familie og min bror og hans.

I år var ingen undtagelse. Rotterne og jeg troppede op i min mors hjem i Hadsten og blev her mødt af den øvrige samlede familie. Deriblandt to importerede familiemedlemmer fra Australien: min kusine, Ella, og hendes forlovede, Cameron.

De havde hørt meget om danske juletraditioner, men aldrig selv testet dem for alvor.

Så vi var en bagatel af 18 stk. omkring flæskestegen.

Alting er meget juletraditionsbundet i min familie. 

Lillejuleaften får vi således altid flæskesteg. Og risalamande. Vi danser også om juletræ. Og de af os, der ikke skal være sammen selve juleaften, pakker de gaver op, de har købt til hinanden. Så kan man se ens egen gave blive modtaget, og det er dejligt.

Men det giver også en heftig juleoplevelse, for vi holder således juleaften to dage i træk. So to speak.

Australierne tog pænt imod flæskestegen. Også den sprøde grisehud, som australske ganer ellers ikke så ofte lader sig forkæle med, da det for fjerne folkeslag måske kan synes lidt klamt.

De morede sig over traditionen med mandlen i risalamanden, og syntes, det var lidt weird at danse om træet efter middagen. De danser åbenbart ikke rundt om deres vegetation i Australien.

Den 24. om morgenen udvekslede jeg gaver med Rotterne. Jeg havde gjort mig umage. Og det lod da også til, at mine gaver faldt i ret god jord. 

Navnlig det bokslagen, jeg havde købt til Barn 3. Umiddelbart lyder et bokslagen ikke som den mest pisseeksotiske gave. Men drengen er lige flyttet på kollegium og har åbenbart købt lagener, der er alt for små. Det må også være pænt irriterende, når ens lagen ikke kan nå fra den ene side af sengen til den anden. Så deraf begejstringen.

Jeg blev til gengæld også begejstret for Rotternes gaver til MIG. 

Først fik jeg et hjemmedesignet tørklæde. Rigtig fint og i en farve, der passer godt til en del af mit tøj. Nice 👍

Dernæst en lige så nice bluse fra Esprit. Med mønster og farver. De ved, at Mutti er til spræl.

Og til sidst en af de mest unikke gaver, jeg nogensinde har fået. En bog. Og det tilmed en rigtig god bog. Det ved jeg, den er ...

... fordi de gav mig nøjagtig den samme bog i fødselsdagsgave sidste år, haha.

Completely unique, og Mutti var ved at rulle ned på gulvet af grin 😄 Kæft nogle kegler altså.

Så tog vi i Den Gamle By. 

Vi skal jo lige huske på, at vi har prominente gæster fra Australien på besøg. De bor hos min mor her i julen, men vi andre har lovet at hjælpe med at underholde dem. Og juleaftensdag var altså min vagt, fordi jeg var det eneste af min mors børn, der ikke skulle stå i køkkenet den dag.

Det var dælme en fin tur. 

Selv om min julestemning i år var så ubetydelig, at den snildt kunne være faret vild på rygskjoldet af en fladlus, ja, så var det altså svært ikke at lade sig smitte en lille smule af den hyggelige atmosfære i Den Gamle By juleaftensdag. Godt hjulpet på vej af varm gløgg og de lækreste æbleskiver, jeg nogensinde har sat tandsættet i.

Australierne var solgt. Men vi leverede sandelig også det ypperste program, vi kunne mønstre. Så mættet af jul, at det nærmest dryppede. Ren følelsesporno. 

Så var det tid til endnu en juleaften. 

Denne gang hos min bror, som prompte slog dørene på vid gab for mig, da han hørte om bruddet med min kæreste.

Og denne gang med and og gås. Men ellers samme procedure som dagen før. Hvis man også lige ser bort fra antallet af deltagere, der var dalet fra 18 til 10.

Jeg blev varm om hjertet, da min svigerinde under gaveuddelingen pludselig fremdrog en pakke med mit navn på. 

Vi er ellers ikke på gave med hinanden, og jeg havde så småt indstillet mig på en juleaften helt uden gaver, da jeg allerede havde udvekslet med både min mor og mine børn. Men det kunne min svigerinde ikke være vidne til, så hun havde købt en dejlig Biotherm bodylotion til mig. Og nu bliver jeg altså lækker 😉

Alt i alt en okay aften. Efter omstændighederne.

Australierne tog endnu en gang det hele ind med både interesse og taknemlighed. Man siger jo, at overdrivelse fremmer forståelsen, og jeg tror da NOK lige, at de må have forstået, hvad dansk jul går ud på efter anden runde på 24 timer.

25. december plejer for mig at være den fedeste dag i julen. Her kan jeg mærke julefreden. For jeg plejer at være ret religiøs i forhold til IKKE at lave planer den dag. Allerhelst tusser jeg rundt i nattøj hele dagen og nyder at kunne slippe for den store kalas. Skønt!

Men ikke i år: australierne, you know. 

Dem kunne jeg jo ikke bare lade sidde hjemme hos min mor og pille sig i navlen. De er her kun tre dage og skal selvfølgelig se lidt af landet.

Så jeg havde sat min søster stævne hos min mor i går morges, så vi kunne agere turistguider. 

Vi kørte en tur ud på Mols. Til Mols Bjerge. Mols Mountains, haha. Jeg fortalte dem også om Sky Mountain, som vi så beskedent kalder en lille bakke nede ved Silkeborg. Tror nok, de fornemmer, at vi ikke sådan sætter vores lys under en skæppe her i gamle DK.

Det blæste ad helvede til i går. I særdeleshed da vi stod på toppen af en af jernaldergravhøjene i nationalparken. Ret langt fra subtropiske Sydney. En stor mundfuld for kusinen og hendes forlovede. But then again: Hvis de ville have sol og varme, var de sgu nok blevet hjemme. Og der er noget imponerende over naturkræfterne, når de rigtig tager ved, synes jeg.

Formiddagens udflugt blev efterfulgt af julefrokost hos min mor. Ikke noget særligt. Bare det allermest nødvendige: sild og rejer og røget laks og gravad laks og tunsalat og frikadeller og varm leverpostej med bacon og kyllingelår og røget svinemørbrad med røræg og hjemmelavet rullepølse og ost. Skyllet ned med øl og snaps og rundet smukt af med kaffe og kage.

For satan altså. Kunne knap nok rokke med ørerne efter den omgang. Og godt, at man kunne nøjes med en appelsin til aftensmad.

I dag holder jeg den 25. december. I den forstand, at jeg ikke er kommet ud af nattøjet. Jeg er alene. Kan gøre, PRÆCIS hvad jeg vil. Og kan helt lade VÆRE med at gøre noget. Jeg har tændt op i brændeovnen. Det knitrer hyggeligt.

😊