Jeg hader jo Tour de France!
Først er der problemet doping. For hvor interessant er det lige at se en flok undervægtige narkomaner (som Rokokoposten meget rammende kalder dem) snyde sig til en podieplads i Paris?
At Tour de France-ryttere doper sig er lige så vist, som at tørre bussemænd under kontorstolesæder kradser.
I min optik er det imidlertid et problem, at enkelte ryttere i feltet måske IKKE doper sig. For så er det jo en konkurrence på ulige vilkår, hvor anstændigheden er sikker taber.
Næh, må jeg SÅ bede om fairplay!
For eksempel via obligatorisk doping. Alle ryttere får et skud epo hver dag inden start.
Problem solved. Og vi kan tilmed spare antidopingagenturerne væk. Det er ren win/win.
Bum.
Og så er der problemet Jørgen Leth. Følgende adjektiver falder mig ind ved klangen af hans navn:
- krukket
- kvindeundertrykkende
- arrogant
- uvasket
- selvhøjtidelig
- excentrisk
- jeg tager kokkens datter, når jeg vil-agtig
- narcissistisk
- liderlig
- selvfed
Doping + Leth = en temmelig frastødende cocktail.
Men ... øh ... jeg tænder alligevel. Måske er jeg en sucker for punishment? Eller også gør jeg det bare, fordi det er tradition. For tradition betyder, at man gør ting, som man plejer, også selv om der måske er aspekter ved seancerne, man ikke bryder sig om.
Det er, ligesom når jeg altid drikker snaps til den årlige fætter/kusinejulefrokost.
Jeg kan ikke lide snaps.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar