tirsdag den 25. september 2018

Om rejser

At rejse er at leve. 

En ikke så original tanke, I know. Jeg tror i hvert fald nok, en eller anden digter er kommet på den samme før mig. 

Men det PASSER fandme!

Jeg bruger stort set alle mine penge på rejser og oplevelser. 

Også selv om forstadsvillaen lige nu godt kunne bruge en tømrer, en VVS'er, en fugeperson og et nyt komfur. 

Og selv om hornet i Yarisen er stået af og godt kunne bruge en mekaniker. 

Og selv om jeg har knækket en tand og godt kunne bruge en tandlæge. 

Og selv om jeg faktisk trænger til nye briller, fordi alting ligesom har fået en uldkant, når jeg kigger på det.

Jeg har kort fortalt en hel, hel masse fornuftige ting at bruge mine penge på. 

Problemet er bare, ... at FORNUFTIGT ... er fucking KEDELIGT!

Så derfor rejser jeg til Stavanger. På torsdag.

Jeps.

Sammen med en ... øh ... temmelig nær veninde.

Det bliver SÅ fedt.

For eksempel fordi jeg har et par nye bukser, jeg skal have testet. Som omtalte dame gav mig i fødselsdagsgave i år. Et par lækre Fjällräven vandrebukser, nammenam. Ledsaget af et par spritnye Salomon vandrestøvler, som jeg er så glad for, at jeg nærmest sover med dem om natten.

Og for eksempel fordi Stavanger er det sted, hvor Prædikestolen findes. 

Nu tror du måske, at du ikke kender Prædikestolen. Men det gør du. Prøv bare at billedgoogle motherfuckeren. Så har du helt sikkert set den før.

Dette kæmpemæssige, ikoniske klippeplateau hæver sig hele 600 ærefrygtindgydende meter over Lysefjordens vand ... og skal naturligvis bestiges. 

Om klippen også skal betrampes eller blot forsigtigt belistes, vil tiden vise. Rygtet siger, at den har slået en revne på en halv meter, så det bliver spændende at stå derude og krydse fingre for, at lortet holder sig oppe. Må hellere se, om jeg kan nå at smide et kilo eller to inden opstigningen.

Fedest bliver det dog at nyde min kvinde. Langt borte fra alt, hvad vi kender. Bare os to. Og Norge. (Og så lige dem i Stavanger. Og turistmasserne på Prædikestolen.) Elsker sådan at være på eventyr med kvinden i mit liv.

Hvad jeg imidlertid IKKE elsker, er det norske prisniveau. Googlede lige et par restauranter i Stavanger. Her kan man åbenbart købe en pizza ... for 340 kroner. Fuck!

Overvejede også på et tidspunkt at tilkøbe indcheckning af en kuffert på turen. For selv om jeg sædvanligvis udmærket kan rejse med kun et par trusser og en tandbørste i bagagen, ER det altså fedest at have mere plads, når bagagen nødvendigvis omfatter alskens vandregear. 

Ikke noget problem, oplyste de hos Norwegian. Hvis vi bare lige overførte 777 kroner til dem, så måtte vi hjertens gerne tage en kuffert med. Både ud og hjem. 

Right! Jeg tror sgu, vi nøjes med håndbagage.

I øvrigt er det ikke så ligetil at flyve til Stavanger. I hvert fald ikke fra Jylland. Der går nemlig ingen direkte fly. Så på vejen derop må vi mellemlande i Oslo. Hvilket ikke er så slemt, for det er i det mindste i den rigtige retning. Sort of.

Men på hjemturen. Damn. 

På hjemturen forlader vi Stavanger Lufthavn klokken 07.00. For klokken 08.35 at lande i ... fucking BERLIN!

Så kan vi kigge ned og vinke til Yarisen på parkeringspladsen i Billund Lufthavn, når vi flyver over den på vejen mod den tyske hovedstad.

Oh dear.

Nå, men nu skal jeg vist have gang i madlavningen. Jeg har sultne børn.

Take care. Og så høres vi ved. Formentlig når jeg om et par uger fortæller om London.

søndag den 9. september 2018

Om at være overdrevet heroisk

Jep, det kan man nemlig sagtens.

Være overdrevet heroisk.

Faktisk er der en fin grænse mellem at være almindelig heroisk og overdrevet heroisk. (Og somme tider er det kun en lille smule dumhed, der afgør, om man er det ene eller det andet.)

Man er således overdrevet heroisk, når omkostningerne ved den heroiske handling slet ikke står mål med udbyttet.

Jeg var det sidste i tirsdags.

Heroisk.

I overdrevet grad.

Historien:

Jeg havde booket en minilejr med 8C. Den skulle finde sted tirsdag og onsdag i den forløbne uge. 

Og turen gik i al sin smukke enkelhed ud på, at jeg skulle stille med klassen i Svejbæk ved Silkeborg tirsdag formiddag klokken 10. Her skulle alle iføre sig en kajak, hvorpå tre uddannede kajakinstruktører fra den lokale ungdomsskole ville ledsage os ud til øen Møgelø ved Himmelbjerget. Distance: 3-4 kilometer.

På Møgelø ville kajakinstruktørerne aktivere englebasserne med nogle teambuildingøvelser tirsdag eftermiddag, og klokken 15 ville de hapse en robåd med påhængsmotor, sejle over til fastlandet og overdrage aktiveringen af og tilsynet med eleverne til fire fædre fra klassen, der skulle hjælpe dem med at lave aftensmad og overnatte hos dem i en spejderhytte.

Jeg selv skulle også med robåden over til fastlandet og med toget retur til den by, hvor min skole ligger, så jeg kunne hente min bil på skolen og suse hjem til Rotterne herhjemme.

Onsdag morgen ville en af mine gode teamkolleger møde på Møgelø klokken 7 for at afløse de indkaldte fædre og ledsage eleverne tilbage til udgangspunktet i kajak.

Smukt og enkelt, right?

Wrong!

Det gik galt allerede inden afsejlingen fra Svejbæk tirsdag formiddag.

For jeg havde sgu aldrig siddet i sådan en fætter før. En kajak altså.

Jeg vidste, at vi alle ville blive tilbudt en våddragt, men min blufærdighedsgrænse gik altså lige præcis her. For så vidt jeg ved, er sådan en vådmotherfucker ret kropsnær. Og jeg skulle fandme ikke nyde noget af det prestigetab, sådan et antræk ville påføre mig over for 8C.

Så nej tak! Jeg kunne vel også sagtens ro den sølle distance over til øen uden at blive våd, tænkte jeg kløgtigt.

"Altså, det kan godt være, at du kan leve uden våddragten, men du skal altså tage et par vådsko på, for dit fodtøj bliver gennemblødt på turen," lød det imidlertid fra en af de pisseirriterende og tydeligvis bedrevidende kajakinstruktører.

Nå.

Men et par vådsko ville vel være knap så blufærdighedkrænkende som at klemme hele min frodige kvindekrop ned i et grimt gummietui, så jeg indvilligede.

Og det skulle jeg aldrig have gjort.

For idet jeg bukkede mig ned for at tage mine vandresko af og iføre mig vådskoene, gav det et ordentligt smæld i min ryg. Nærmere betegnet i lænden, hvor jeg har den udsøgte fornøjelse at være indehaver af to diskusprolapser, der af og til laver lidt ... øh ... ballade.

Fuck!

Hvis nogen af mine læsere har prøvet det, så ved de, at den slags føles, som om en hærdebred havnearbejder står og jakker en issyl i ryggen på en. Med al sin kraft.

Det gør mildt sagt ondt.

Faktisk så ondt, at jeg et øjeblik så hvidt af smerte. Og næsten havde det, som om jeg skulle ørle. Lige der foran 8C. Fedt.

Og hvad der var endnu federe var ... at jeg var nødt til at tage på vandet med klassen som planlagt.

Det forholder sig nemlig sådan, at ungdomsskolen ikke vil på vandet med en klasse, medmindre der er en lærer med. Og det er egentlig fornuftigt nok. For ungdomsskolens kajakinstruktører kender jo ikke eleverne særlig godt, og hvad fanden skal de stille op, hvis en af englebasserne pludselig flegner ude midt på vandet?

Så jeg kunne lynhurtigt regne ud, at hvis ikke jeg iførte mig den satans kajak og sejlede af sted med ungerne, ville en pæn del af deres lejrtur være ødelagt. For jeg var den eneste lærer til stede.

Så ned i kajakken med mig. Og så handlede det ellers KUN om overlevelse.

Og jeg gjorde stort set ALT forkert. Hvilket i og for sig havde været okay med mig, hvis ikke det var, fordi en af kajakinstruktørerne åbenbart så det som sin fornemste mission at lære mig at gøre det rigtigt.

"Nej nej nej, du skal SIDDE op!" lød det således fra manden igen og igen.

Og han kunne jo ikke vide, at jeg lige præcis IKKE skulle sidde op. Jeg skulle fandme LIGGE NED. Så meget, som det overhovedet kunne lade sig gøre i sådan en formstøbt plasticbalje. Ellers ville jeg dø. Det var jeg sikker på.

Så jeg pippede noget om ondt i ryggen tilbage til manden.

Men han var ikke sådan lige at bringe til tavshed. For han var jo ved at flyde over af gode råd. Han mente åbenbart, at de var nødvendige.

"Nej nej nej, IKKE bruge armene! Du skal vride i overkroppen. Sådan her," lød det således videre fra ham, mens han med spidsen af sin kajak puffede til min. Jeg var vist også kommet en smule ud af kurs.

Wrong again, motherfucker!

Jeg skulle fandme ikke vride i nogen overkrop. Jeg skulle bare nå over til den skide ø uden at krepere af smerte undervejs.

Og sådan fortsatte vi med at hygge os. Han sagde, hvad jeg skulle gøre, og jeg gjorde noget helt andet. 

Fuck altså.

Han må have troet, jeg er virkelig tungnem.

Nå, men efter hvad der virkede som en fuldkommen endeløs rotur, ankom jeg til øen. Som den sidste naturligvis.

Onsdag og torsdag var jeg sygemeldt.

Stupid me.

Og fremover ikke mere heltindepis herfra.

Bum.