Jeg er målløs.
Speechless.
Sprachlos.
😲
Nu vil du velsagtens gerne vide hvorfor 😉
Og det vil jeg da gerne fortælle dig:
Visse unges forbrug.
Det stikker jo helt af. Som en dopet Tour de France-rytter.
Ikke, at det ikke har været på vej i nogen tid.
Da Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) var små, undrede jeg mig for eksempel tit over, at en del af klassekammeraterne fucking ALTID kunne flashe de nyeste, hotteste gadgets inden for spilteknologi. Gameboys for eksempel. Altid nyeste model i hænderne på de samme klassekammerater.
Så blev smartphones lanceret, og her blev historien den samme (og er det i øvrigt stadigvæk): Det giver street credit at kunne fiske den nyeste iPhone op af lommen.
Nu er det jo selvfølgelig ikke den lille dreng eller pige i 0. klasse, der har økonomi til hele tiden at anskaffe ny, dyr spilteknologi. Og det er ikke eleven i 6. klasse, der er i stand til at smide 10.000 kroner efter en telefon, hver gang der kommer en ny Apple-model på markedet.
Det er forældrene, der gør det.
I min optik har en del forældre længe dystet med hinanden om at kunne fremvise de dyreste og mest trendy produkter i deres børns hænder. (Og min erfaring er, at det ikke nødvendigvis er de forældre med den bedste økonomi, der har brug for at deltage i dysten.)
Dermed er disse forældre formentlig blevet fremkaldervæske (et fedt udtryk, jeg for nylig har hørt i Mads & Monopolet 😉) for et fuldkommen absurd forbrug hos deres poder.
For nylig har jeg haft et par oplevelser inden for samme tema. Her handler det bare om teenagere og om tøj og sko.
Nu er jeg heldigvis velsignet med tre børn, som ikke går op i dyre gadgets. Ingen af dem har nogensinde ejet en iPhone eller en Mac. Og ingen af dem finder tilfredsstillelse i mærketøj.
"Men," undrer sig nu den bloglæser, der har læst ovenfor. "Du skriver 'tre børn'. Øh ... har du ikke FIRE?"
Og jo, det er lige præcis, hvad jeg har. 😊
Men den yngste! Barn 4! Oh my god 😱 Hun falder jo helt uden for kategori.
Hun excellerer i brand dropping (det er det samme som name dropping, blot med produktnavne i stedet for personnavne).
Hun ejer som den første i familien en iPhone. Og er netop ved at købe en Macbook for de penge, hun de seneste måneder har tjent ved kassen i ABC Lavpris. Også selv om hendes udmærkede pc kun er to år gammel, og Apples computere bestemt ikke egner sig til det gymnasiearbejde, englebassen har i vente efter sommerferien.
Når vejret ellers tillader det, flasher hun sine Gucci-sko (som hun selv har købt brugt). Men kun hvis hun ikke skal gå for langt, for pasformen er ad helvede til, og hun får ondt i fødderne 😂 Til gengæld uddeles der stokkeslag for at flytte på dem, hvis hun har efterladt dem i entréen. De må nemlig ikke berøres af pøbelen.
Hun har for nylig mødt en sød fyr. Med mørke krøller og nuttede smilehuller.
I begyndelsen var alting selvfølgelig meget hemmeligt, og Barn 4 sendte kun små signaler om det nye bekendtskab: Hun blev lidt mere optaget af Snapchat end ellers, fniste mere, end hun plejede, og søgte hyppigere sit eget (og mobilens) selskab inde på værelset.
Men SÅ ... Pludselig en morgen ... Da jeg kom ud fra mit soveværelse ... Blev jeg mødt af ...
DE STØRSTE OG MEST KLODSEDE SKO, JEG NOGENSINDE HAVDE SET 😱
Nogen havde parkeret de gamle Aarhus-Kalundborg-færger i min entré (og åbenbart tilbragt natten på min datters værelse). Peder Paars og Niels Kliim stod der side om side og optog en betragtelig gulvplads. Lige til højre for mine kopi-crocs.
Da knægten senere på formiddagen var daffet af, kommenterede jeg hans ... øh ... lidet elegante fodtøj over for Barn 4.
"Jamen, MOR! Det er jo et par ... Balenciaga!" svarede barnet med ærefrygt i stemmen, og det sidste ord blev næsten hvisket. Hvorpå hun tav og med tydelig forventning imødeså min reaktion. Som udeblev.
Balenci ... hvaffornoget? Det mærke havde jeg sgu aldrig hørt om.
Men jeg var da nødt til at Google.
De ser sådan ud.
Fuck, mand! 😮
Sådan et par Balenciaga-færger koster jo tæt på 6.000.
6.000 GODE, DANSKE KRONER, folkens!
De er så uskønne, at man får ondt i øjnene. Og så dyre, at man får ondt i lattermusklerne. Og det er meget ondt på en gang.
Samme søde unge fyr var i øvrigt med en tur i København i sidste weekend.
Her benyttede han og Barn 4 sig af muligheden for at shoppe lidt på Strøget. Og da de efter endt shoppetur kom hjem, strålede ungersvenden som en nypudset sølvlysestage: De havde været i Illum. Og her havde han gjort et fantastisk køb. Hvorpå han fra Illum-posen fremdrog en hvid T-shirt.
Plain white.
I hvert fald ved første øjekast.
Men når man så nærmere efter og virkelig anstrengte øjnene, kunne man ganske svagt ane et hvidt tryk på maven. Og når man stak ansigtet helt ind i navleregionen på T-shirten, fornemmede man et ord:
Versace.
Og knægten var ved at sprænges af begejstring. For tøjstykket var sat 800 kroner ned. Så han havde KUN givet 1.200!
😂😂😂
Det giver en før-pris på 2.000. Hvad der jo så nok også er nogle, der har givet for skidtet.
Ungersvenden står ikke alene med sine købevaner.
Jeg hører tilsvarende beretninger fra andre bekendtskabscirkler. Det er en hel bevægelse. At teenagere (og vist nok især drenge) søger den status og eksklusivitet, der ligger i MEGET dyrt mærketøj. Der er oven i købet en betegnelse for disse unge:
Hypebeasts.
Min første tanke, når jeg bliver mødt med så grotesk et forbrug, er, at de unge må have problemer med selvværdet (og meget gavmilde forældre).
Og at det i grunden er synd for dem, at jeg tænker sådan.
For jeg tror ikke, det er det, de forsøger at signalere. Problemer med selvværdet altså. Jeg tror, de forsøger at signalere, at de er græske skibsredere 😂
Og jeg ville ønske, at de kunne finde tilfredsstillelse i nogle andre værdier. For det er i min optik en usund selvhævdelseskultur.
Skal jeg endelig give en thumbs up i denne forbindelse, må det så ubetinget være til de mærker, der har haft dygtighed til at brande sig selv så godt, at de kan få folk til at sætte fornuften på stand-by.
DET er fandme godt gået 👍
Nu vil jeg i bad. Take care 💜
Viser opslag med etiketten Unge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Unge. Vis alle opslag
søndag den 5. juli 2020
torsdag den 25. juni 2020
Så blev der stille
Øv 😢
Det er jo en tsunami. Antallet af farveller i denne tid.
Hvis du læser, hvad jeg har skrevet om mig selv inde under "Om mig" (sjovt nok), vil du se, at jegikke bryder mig om fucking HADER at sige farvel.
Og i denne tid væltes jeg næsten omkuld.
Den første ildevarslende tsunamibølgekam opstod i sidste uge, hvor jeg sagde farvel til bestyrelsen på den skole, hvor mine fire Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.) har tilbragt deres grundskoletid.
Jeg har siddet i bestyrelsen i otte år, og da der er tale om en privatskole, har bestyrelsen en ikke ubetydelig indflydelse på mange ting.
Vi har således i min periode udvidet skolen og lavet to spor fra syvende klasse og opefter, og vi har købt naboejendommen, revet den ned og er i FULD gang med at opføre en ny og fantastisk lækker skolebygning.
Vi har også grillet og serveret pølser i skolegården til både elever og forældre.
Vi var en meget forskelligartet flok bestyrelsesmedlemmer: en bygningskonstruktør, en bankdirektør, en advokat, en eventkoordinator og en folkeskolelærer (mig). Men hold kæft, hvor vi havde det sjovt. Vi har fået SÅ mange gode grin og højtbelagte stykker smørebrød til bestyrelsesmøderne.
Men nu er det altså farvel til bestyrelsen 😭 Det skete på generalforsamlingen sidste tirsdag. Og det var fuldkommen efter bogen: Yngstedatteren (eller Barn 4, om du vil) afslutter nemlig niende klasse nu, så jeg KUNNE ikke genvælges.
But I will be missed.
Hele tre af mine medbestyrelsesmedlemmer rejste sig til generalforsamlingen, takkede mig for mit arbejde og mine gode input i årenes løb. Og udtrykte en vis tristesse over at måtte sige farvel.
Og efter seancen blev jeg inviteret med op på lærerværelset. Det plejer afgående bestyrelsesmedlemmer ellers ikke at blive. For det er den NYE bestyrelse, der samles og konstituerer sig efter generalforsamlingen.
Men de havde brug for at sige noget til mig.
Og give mig noget:
Hehe.
Og jeg er rørt. Det plejer at være to flasker rødvin = den nemme løsning. Denne gave er langt mere personlig og varmer mig om hjertet 💘
Tirsdag og onsdag i denne uge har luften også været fyldt med indflyvende farveller.
For tirsdag havde 9. årgang på MIN skole sidste skoledag, og i går havde vi translokation.
Nu ved jeg godt, at jeg allerede HAR skrevet øv. Men lad mig lige gentage:
Øv.
Disse unge mennesker har udgjort en væsentlig del af mit liv i de sidste fire år. Jeg er kommet til at holde virkelig meget af dem. Og nu flyver de af sted, spredes mod alle verdenshjørner. Selv står jeg tilbage og kan kun håbe, at jeg har givet dem noget med, som kan være dem til nytte.
Jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Og hvis man kan bruge omfanget af afskedsgaver fra de små pus som målestok, kan jeg finde hvile i, at min indsats tilsyneladende har været påskønnet:
(Eller også er de bare glade for at slippe af med mig 😂)
Hold da op!
Jeg har aldrig oplevet noget lignende 💃💃💃
Der er chokolade og andre spiselige lækkerier i kilovis, vin, øl, gin, brugskunst. Både fra klasser og fra enkeltelever.
Og så er der de sødeste kort. Skrevet af eleverne selv.
Her er et par uddrag:
"Jeg har lært meget af dig. Jeg kommer til at savne dig, dine sjove bemærkninger og udtryk helt vildt. Jeg håber, du får nogle gode unger næste år. De får i hvert fald en god lærer. Du ville få det største kram af mig, hvis vi måtte kramme."
Og fra en anden elev:
"Du er den mest livsglade, positive og muntre person, jeg kender, som gør at du er en person man altid bliver glad for at se. Bliv endelig ved med det, fordi det spreder mere glæde, end du overhovedet er klar over og er det mest livsbekræftende. Jeg kommer virkelig til at savne din smukke sangstemme, dit grin og din væremåde omkring andre mennesker"
Eller hvad med:
"Tak for dit gode humør og en masse timer, som på mystisk vis ender med at være utrolig komiske. We love you 💘"
Foruden kort og e-mails fra forældre, som takker for "spændende undervisning og kompetent formidling"
og skriver "At du har vist retning, bakket op og udfordret min søn har betydet, at han har fået et godt fundament at gå videre med - og det er jo netop det, folkeskolen skal kunne. At kunne afslutte med den konklusion er en stor gave."
Pyha.
Jeg sidder jo her og vræler, så det drypper i tastaturet 😭😭😭 (Godt, at det er skolens computer. Så får jeg vel en ny, hvis den drukner 😉)
Nå, men det faktum, at så mange elever har taget initiativ til at takke os lærere så overstrømmende, vidner om, at det er en flok med dannelse og ordentlighed, vi sender videre ud i verden.
Og det er stærkt tilfredsstillende.
Danmarks ungdom er somme tider en udskældt størrelse. Det har de ikke fortjent. I hvert fald ikke MINE unge.
Bum.
Nå, men det var naturligvis ikke slut med farvellerne.
For efter translokationen i går aftes, da alle afgangselever og deres forældre havde forladt skolens område, og der var blevet stille 😭, satte jeg mig i en krog på lærerværelset med to af mine mænd og en øl.
Jeg har skrevet om mine mænd her.
Vores farvel til vores elever, var jo også vores farvel til hinanden og til vores gode, nære samarbejde.
Jeg bliver erstattet i teamet af en sød og dygtig kollega, som jeg har stor respekt for. Det har mine mænd også. "Men hun er jo ikke DIG," som en af dem sagde over vores øl i går aftes. Og større kompliment kunne han nok ikke have givet mig 💘
Til gengæld er det STADIG ikke slut med de fucking farveller.
For i aften har min egen datter translokation.
Det bliver også et betydeligt farvel for mig.
Som ovenfor antydet har barnet netop afsluttet niende klasse. Og det er ikke uden en vis moderlig stolthed (tilsat en god portion blærerøvsarrogance, men det må jeg godt, for det er MIN blog, hehe 😈), jeg kan fortælle at barnet forlader grundskolen med et svimlende snit på 11,5.
Hvilket vidner om, at den unge dame KAN, hvad hun VIL.
Nu har hun sat sig for, at hun vil være direktør. Hvad hun vil være direktør FOR står stadig hen i det uvisse. Måske er det verdensherredømmet, hun går efter. So be prepared! 😂
Men i hvert fald har den ambition fået hende til at trække sin ansøgning til det almene gymnasium tilbage. For hun tænker, at en handelsstudentereksamen er en bedre vej til målet. Så for hende hedder det nu HHX efter sommerferien.
Hendes farvel til skolen bliver desværre også MIT farvel til skolen.
Efter 21 år har jeg ikke længere børn på ovennævnte privatskole. Og DET er dælme svært at sluge.
For hold op, hvor har jeg brugt mange timer på den skole gennem årene, og hvor har den givet et godt og solidt fundament til alle mine fire Rotter. Den vil efterlade et tomrum.
Det napper da også lidt, at jeg ikke længere har skolesøgende børn - i hvert fald ikke i grundskolen. For det vidner jo om, at en livsepoke er slut. Også for mig. Og det KAN faktisk gøre en lidt grådlabil (så det er virkelig store tudedag 😭😂).
Nå, men jeg vil slutte nu. Jeg har ting, jeg skal udrette.
For eksempel skal jeg en tur ned i byen for at købe a little something til Yngstedatterens lærere, som de skal have til translokationen i aften (belært af, HVOR feelgood det lige er for en lærer at få en anerkendelse fra ens afgangselever 😉).
Og så skal jeg have købt ind til en ordentlig røvfuld hummus. I morgen skal Barn 2 nemlig forsvare sit speciale og bliver således kandidat fra DTU. Kemiingeniør. Det er stort! Og mor er stolt! Igen 😋
Jeg suser således til Lyngby og skal medbringe snacks, så vi kan fejre den unge mand, når han træder ud fra sit specialeforsvar. The Person Formerly Known As Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) medbringer champagne. Det skal nok blive en fest 💃🎆🎈
Men allerførst skal jeg have svaret på alle de venneanmodninger, der vælter ind på Facebook. Det er mine elever, der vil være ven med mig. Og det må de gerne nu. Jeg tager ikke imod venneanmodninger fra elever, men gerne fra TIDLIGERE elever. Og det er de jo rent formelt fra og med i dag.
Ikke mere nu. Håber, du har overlevet al min pral. Man skal fejre sine succeser. Fuck Janteloven. Bum.
💜💜💜
Det er jo en tsunami. Antallet af farveller i denne tid.
Hvis du læser, hvad jeg har skrevet om mig selv inde under "Om mig" (sjovt nok), vil du se, at jeg
Og i denne tid væltes jeg næsten omkuld.
Den første ildevarslende tsunamibølgekam opstod i sidste uge, hvor jeg sagde farvel til bestyrelsen på den skole, hvor mine fire Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.) har tilbragt deres grundskoletid.
Jeg har siddet i bestyrelsen i otte år, og da der er tale om en privatskole, har bestyrelsen en ikke ubetydelig indflydelse på mange ting.
Vi har således i min periode udvidet skolen og lavet to spor fra syvende klasse og opefter, og vi har købt naboejendommen, revet den ned og er i FULD gang med at opføre en ny og fantastisk lækker skolebygning.
Vi har også grillet og serveret pølser i skolegården til både elever og forældre.
Vi var en meget forskelligartet flok bestyrelsesmedlemmer: en bygningskonstruktør, en bankdirektør, en advokat, en eventkoordinator og en folkeskolelærer (mig). Men hold kæft, hvor vi havde det sjovt. Vi har fået SÅ mange gode grin og højtbelagte stykker smørebrød til bestyrelsesmøderne.
Men nu er det altså farvel til bestyrelsen 😭 Det skete på generalforsamlingen sidste tirsdag. Og det var fuldkommen efter bogen: Yngstedatteren (eller Barn 4, om du vil) afslutter nemlig niende klasse nu, så jeg KUNNE ikke genvælges.
But I will be missed.
Hele tre af mine medbestyrelsesmedlemmer rejste sig til generalforsamlingen, takkede mig for mit arbejde og mine gode input i årenes løb. Og udtrykte en vis tristesse over at måtte sige farvel.
Og efter seancen blev jeg inviteret med op på lærerværelset. Det plejer afgående bestyrelsesmedlemmer ellers ikke at blive. For det er den NYE bestyrelse, der samles og konstituerer sig efter generalforsamlingen.
Men de havde brug for at sige noget til mig.
Og give mig noget:
Hehe.
Og jeg er rørt. Det plejer at være to flasker rødvin = den nemme løsning. Denne gave er langt mere personlig og varmer mig om hjertet 💘
Tirsdag og onsdag i denne uge har luften også været fyldt med indflyvende farveller.
For tirsdag havde 9. årgang på MIN skole sidste skoledag, og i går havde vi translokation.
Nu ved jeg godt, at jeg allerede HAR skrevet øv. Men lad mig lige gentage:
Øv.
Disse unge mennesker har udgjort en væsentlig del af mit liv i de sidste fire år. Jeg er kommet til at holde virkelig meget af dem. Og nu flyver de af sted, spredes mod alle verdenshjørner. Selv står jeg tilbage og kan kun håbe, at jeg har givet dem noget med, som kan være dem til nytte.
Jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Og hvis man kan bruge omfanget af afskedsgaver fra de små pus som målestok, kan jeg finde hvile i, at min indsats tilsyneladende har været påskønnet:
(Eller også er de bare glade for at slippe af med mig 😂)
Hold da op!
Jeg har aldrig oplevet noget lignende 💃💃💃
Der er chokolade og andre spiselige lækkerier i kilovis, vin, øl, gin, brugskunst. Både fra klasser og fra enkeltelever.
Og så er der de sødeste kort. Skrevet af eleverne selv.
Her er et par uddrag:
"Jeg har lært meget af dig. Jeg kommer til at savne dig, dine sjove bemærkninger og udtryk helt vildt. Jeg håber, du får nogle gode unger næste år. De får i hvert fald en god lærer. Du ville få det største kram af mig, hvis vi måtte kramme."
Og fra en anden elev:
"Du er den mest livsglade, positive og muntre person, jeg kender, som gør at du er en person man altid bliver glad for at se. Bliv endelig ved med det, fordi det spreder mere glæde, end du overhovedet er klar over og er det mest livsbekræftende. Jeg kommer virkelig til at savne din smukke sangstemme, dit grin og din væremåde omkring andre mennesker"
Eller hvad med:
"Tak for dit gode humør og en masse timer, som på mystisk vis ender med at være utrolig komiske. We love you 💘"
Foruden kort og e-mails fra forældre, som takker for "spændende undervisning og kompetent formidling"
og skriver "At du har vist retning, bakket op og udfordret min søn har betydet, at han har fået et godt fundament at gå videre med - og det er jo netop det, folkeskolen skal kunne. At kunne afslutte med den konklusion er en stor gave."
Pyha.
Jeg sidder jo her og vræler, så det drypper i tastaturet 😭😭😭 (Godt, at det er skolens computer. Så får jeg vel en ny, hvis den drukner 😉)
Nå, men det faktum, at så mange elever har taget initiativ til at takke os lærere så overstrømmende, vidner om, at det er en flok med dannelse og ordentlighed, vi sender videre ud i verden.
Og det er stærkt tilfredsstillende.
Danmarks ungdom er somme tider en udskældt størrelse. Det har de ikke fortjent. I hvert fald ikke MINE unge.
Bum.
Nå, men det var naturligvis ikke slut med farvellerne.
For efter translokationen i går aftes, da alle afgangselever og deres forældre havde forladt skolens område, og der var blevet stille 😭, satte jeg mig i en krog på lærerværelset med to af mine mænd og en øl.
Jeg har skrevet om mine mænd her.
Vores farvel til vores elever, var jo også vores farvel til hinanden og til vores gode, nære samarbejde.
Jeg bliver erstattet i teamet af en sød og dygtig kollega, som jeg har stor respekt for. Det har mine mænd også. "Men hun er jo ikke DIG," som en af dem sagde over vores øl i går aftes. Og større kompliment kunne han nok ikke have givet mig 💘
Til gengæld er det STADIG ikke slut med de fucking farveller.
For i aften har min egen datter translokation.
Det bliver også et betydeligt farvel for mig.
Som ovenfor antydet har barnet netop afsluttet niende klasse. Og det er ikke uden en vis moderlig stolthed (tilsat en god portion blærerøvsarrogance, men det må jeg godt, for det er MIN blog, hehe 😈), jeg kan fortælle at barnet forlader grundskolen med et svimlende snit på 11,5.
Hvilket vidner om, at den unge dame KAN, hvad hun VIL.
Nu har hun sat sig for, at hun vil være direktør. Hvad hun vil være direktør FOR står stadig hen i det uvisse. Måske er det verdensherredømmet, hun går efter. So be prepared! 😂
Men i hvert fald har den ambition fået hende til at trække sin ansøgning til det almene gymnasium tilbage. For hun tænker, at en handelsstudentereksamen er en bedre vej til målet. Så for hende hedder det nu HHX efter sommerferien.
Hendes farvel til skolen bliver desværre også MIT farvel til skolen.
Efter 21 år har jeg ikke længere børn på ovennævnte privatskole. Og DET er dælme svært at sluge.
For hold op, hvor har jeg brugt mange timer på den skole gennem årene, og hvor har den givet et godt og solidt fundament til alle mine fire Rotter. Den vil efterlade et tomrum.
Det napper da også lidt, at jeg ikke længere har skolesøgende børn - i hvert fald ikke i grundskolen. For det vidner jo om, at en livsepoke er slut. Også for mig. Og det KAN faktisk gøre en lidt grådlabil (så det er virkelig store tudedag 😭😂).
Nå, men jeg vil slutte nu. Jeg har ting, jeg skal udrette.
For eksempel skal jeg en tur ned i byen for at købe a little something til Yngstedatterens lærere, som de skal have til translokationen i aften (belært af, HVOR feelgood det lige er for en lærer at få en anerkendelse fra ens afgangselever 😉).
Og så skal jeg have købt ind til en ordentlig røvfuld hummus. I morgen skal Barn 2 nemlig forsvare sit speciale og bliver således kandidat fra DTU. Kemiingeniør. Det er stort! Og mor er stolt! Igen 😋
Jeg suser således til Lyngby og skal medbringe snacks, så vi kan fejre den unge mand, når han træder ud fra sit specialeforsvar. The Person Formerly Known As Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) medbringer champagne. Det skal nok blive en fest 💃🎆🎈
Men allerførst skal jeg have svaret på alle de venneanmodninger, der vælter ind på Facebook. Det er mine elever, der vil være ven med mig. Og det må de gerne nu. Jeg tager ikke imod venneanmodninger fra elever, men gerne fra TIDLIGERE elever. Og det er de jo rent formelt fra og med i dag.
Ikke mere nu. Håber, du har overlevet al min pral. Man skal fejre sine succeser. Fuck Janteloven. Bum.
💜💜💜
søndag den 14. juni 2020
Nyhedsbrev
Det kan man vel godt kalde det, når man med monsterlange mellemrum udgiver enkeltstående publikationer.
And for that I AM sorry 😞
For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.
Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går:
Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.
Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:
HULK!
😭😭😭
Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.
HULK I-fucking-GEN 😭
Det må være kulminationen på et bizart forår.
Forhistorien:
Jeg er lærer.
"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.
Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)
Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)
På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.
Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.
Vores team fungerer fantastisk.
Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd.
Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere.
Der er heller ikke langt fra tanke til handling.
Vi er effektive og dygtige.
På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.
Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂
Men det er slut nu 😥
Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.
Right.
Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.
Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!
Og den læring, jeg tager med mig?
Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig.
Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver.
Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.
Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂
Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.
Bum!
Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.
Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)
Og vi spillede krocket på plænen.
Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?
Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:
Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂
Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.
And for that I AM sorry 😞
For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.
Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går:
Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.
Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:
Teamgate
HULK!
😭😭😭
Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.
HULK I-fucking-GEN 😭
Det må være kulminationen på et bizart forår.
Forhistorien:
Jeg er lærer.
"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.
Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)
Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)
På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.
Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.
Vores team fungerer fantastisk.
Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd.
Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere.
Der er heller ikke langt fra tanke til handling.
Vi er effektive og dygtige.
På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.
Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂
Men det er slut nu 😥
Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.
Right.
Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.
Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!
Og den læring, jeg tager med mig?
Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig.
Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver.
Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.
Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂
Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.
Bum!
Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.
Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)
Og vi spillede krocket på plænen.
Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?
Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:
Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂
Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.
Afgangsprøvegate
Jeg bryder ingen fortrolighed ved at bekendtgøre, at årets afgangsprøver for folkeskolens ældste elever er aflyst i år. Det har en anden dame nemlig bekendtgjort før mig 😉
Men jeg kan til gengæld supplere med at fortælle, at jeg om mandagen i påskeugen (hvor omtalte dame aflyste omtalte prøver) havde lagt en flaske prosecco på køl. I håbefuld forventning om, at omtalte dame NETOP ville gøre, som hun gjorde.
Og sandelig om ikke proppen sprang! 🍸 (Jeg kan ikke finde en champagne-emoji, så det bliver et cocktailglas 😂)
Jeps. Jeg er ked af at sige det, men det blev en festaften for mig 💃💃💃
For nu risikerede jeg ikke at skulle føre nogen til prøve i mundtlig tysk. Hvilket havde været en klar parallel til Slagtehus 5, da mine elever ikke kan udtrykke en skid på tysk.
Nu slap vi altså for at optræde live i en klam wannabe-splatterfilm.
Til gengæld gik der ikke mange dage, før vi i mit team besluttede at lade vores elever gå til "øveprøve" i de obligatoriske mundtlige fag: dansk, naturfag og engelsk.
For vi kunne godt se det uhensigtsmæssige i, at englebasserne ville forlade folkeskolen uden at have prøvet at gå til prøve. Hvilket også var nok det væsentligste kritikpunkt i medierne, da de formelle prøver blev aflyst.
Og som sagt så gjort.
Jeg har således i den forløbne uge haft vores tre niendeklasser oppe i mundtlig engelsk. Til en prøve, der har ligget så tæt op ad den rigtige afgangsprøve som muligt. Bare med censorer fra min egen skole.
For mit vedkommende har seancen varet seks skoledage i træk. To til hver klasse.
Og jeg er fuldkommen udmattet. For som eksaminator er man "på".
Hele tiden. Uden ophør. Uafbrudt.
Man har jo ansvaret for at hjælpe eleverne igennem. Manøvrere dem videre, hvis de går i stå, stille meningsfyldte spørgsmål og være fuldkommen alert og samtidig vurdere deres præstation og konstruere og formidle en feedback, som de kan bruge til noget i deres fremtidige arbejde med engelskfaget.
Man sidder vagtsomt helt ude på kanten af stolen i konstant alarmberedskab med alle sanser skærpet.
Det er SÅ hårdt. I TELL you 😰
Inden prøverne var jeg lidt bange for, at mine elever ikke ville tage forløbet alvorligt. Det var jo kun "legeprøver". Deres prøvekarakter kommer ikke fremgå på deres afgangsbevis, og censor var ikke en fremmed lærer fra en anden skole.
So why give a rat's ass?
Men damn, hvor tog jeg fejl. Helt vildt fejl faktisk.
Jeg måtte således sende 11 piger grædende hjem.
Øh ... den lader jeg lige hænge lidt ...
...
...
ELLEVE piger!
Det er en fucking TREDJEDEL af årgangens piger!
Grædende, folkens! 😭😭😭 Over en fucking LEGEprøve!
Jeg er kort sagt rystet.
Hvad fanden er det for et lortepræstationssamfund, der får den ene søde, skønne pige efter den anden til at knække sammen på den måde?
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 00 og 02.
Det er måske forståeligt nok. Et slag i ansigtet, at man efter ni års engelskundervisning ikke har lært nok til at bestå eller kun lige får slæbt røven med sig over målstregen.
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 4 og 7.
Knap så forståeligt. Men jeg tror, at disse piger har haft en urealistisk selvforståelse.
Måske har de altid været sat i kærligt centrum af mor og far. Måske har de i hjemmelivet længe været sovset ind i pædagogisk korrekt anerkendelse og i årevis hørt, at de er Guds gave til menneskeheden.
Og de bombarderes helt sikkert på de sociale medier med kravet om perfektion.
På Instagram møder man i hvert fald en uophørlig strøm af input om andres fucking perfekte liv:
Perfekte udseende og stil, perfekte aktiviteter og interesser, perfekte sociale relationer, trendy forbrugsmønstre. Med succes og popularitet. Og likes i hobetal.
Og hvis man ikke er i stand til at gennemskue, at den virkelighed, man møder på sociale medier som Instagram, er stærkt redigeret, kan det velsagtens kradse lidt at høre, at man kun har præsteret til en middelmådig karakter i mundtlig engelsk. Også selv om samme karakter er den, man har fået i standpunkt hele året.
Well, nu skal jeg lige en tur til tennis 🎾🎾🎾 Min makker, Ulla, var i byen i går, så jeg håber, at kunne give hende klø i dag 😈 Skriver mere senere 😉
...
...
Og så er jeg hjemme igen. Og jeg synes NOK lige, at jeg faktisk kørte stakkels Ulla rundt på gruset 👍😎
Nå. Men slut med dette intermezzo og tilbage til dagens tekst:
Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 10 og 12. Suk.
10-pigerne græder af samme årsager som 4- og 7-pigerne, men måske også lidt af ærgrelse: SÅ tæt på den fuldkomne triumf ... og så alligevel ikke 😭
Derudover kradser det selvfølgelig komplet ulideligt, hvis VENINDERNE er rendt med et 12-tal, mens man selv må nøjes med second best.
Og 12-pigerne sørger for at græde PÅ FORHÅND. Af rædsel for ikke at kunne levere den sædvanlige perfektion.
OMG! Hvad SKER der?!
Aldrig har en afsluttende prøve betydet så lidt, og aldrig har jeg oplevet sådan en fortvivlelse i prøvesammenhæng.
Det er sgudda pissesynd for disse piger. De lider. Uanset om de græder over 00 eller 12.
Drengene bliver selvfølgelig også kede af en røvdårlig karakter, men de går nok bare hjem og sparker til en dør. De sidder i hvert fald ikke og græder ved det grønne bord.
Nå, men efter to dage med storgrædende piger fik jeg den idé at gå i Rema for at købe dette produkt:
Det er rart nok at have et lommetørklæde at stikke ud, så englebasserne ikke skal tørre snot af i ærmet.
Og jeg overvejede en kort stund, om jeg bare skulle aflevere sådan et til alle elever ved prøvens begyndelse. Så kunne vi jo altid se, hvordan det gik 😋😂
Nå, men situationen er en anden herhjemme i forstadsvillaen.
Jeg har jo OGSÅ en lille teenager (Barn 4), som går i niende klasse, og som er blevet trukket igennem den ene øveprøve efter den anden på SIN skole.
Det er gået godt. Jeg tror faktisk ikke, barnet har grædt over noget.
Heller ikke på forhånd selv om hun er kommet slæbende hjem med det ene 12-tal efter det andet.
Hun er flittig. Og cool. Og målrettet.
Hun knokler kort fortalt for at slå sin storebror (Barn 3), der præsterede et afgangsbevis fra grundskolen med 18 12-taller.
Og jeg tror sgu, hun når i mål.
Samtidig har hun fået en smart idé. Hun har udregnet et belønningssystem. Som går ud på, at JEG skal give hende noget, hver gang hun får 12.
Hun oplyser også selv, hvad jeg skal give hende.
Så indtil nu har hun fået adskillige købefrokoster efter eget valg, et nyt mobilcover, et kostume til sidste skoledag og lovning på en biograftur.
Ak ja. Den kloge narrer den mindre kloge. Og det er fandme dyrt! 😂😂😂
Nå, men nu har jeg skrevet i meget lang tid. Måske en overspringshandling, for jeg havde tænkt, at jeg skulle rydde op i udestuen og fjerne ukrudt mellem fliserne på terrassen i dag.
Så fandt jeg imidlertid på noget bedre, hehe 💃
Jeg må hellere sige med det samme, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme til tasterne igen. For den kommende uge vil byde på:
- undervisning og møder på skolen (fysisk) alle dage
- tennistræning mandag aften
- generalforsamling på Yngstedatterens skole tirsdag aften
- besøg af Barn 2 + kæreste (som begge bor på kollegium i Lyngby) onsdag og torsdag
- afgang til familieweekend på herregård i Vestjylland fredag (min mor fylder 80 næste søndag og har inviteret hele familien til kalas på en ... ja ... vestjysk herregård fra fredag til mandag)
Men vi får se, hvad der sker. Det kan jo være, jeg lige skriver for at sige hej 😀
Take care og tusind tak for din opmærksomhed 💘
lørdag den 2. maj 2020
"Hvis jeg hører ordet 'corona' én gang til ...
... så slår jeg fandme nogen ihjel!"
Sådan lød det fra en god lærerkollega i begyndelsen af marts. Før alting stak af sted som en dopet Tour de France-rytter.
Hun havde fået MERE end nok, for hvor man end sig vendte hen, så handlede det om fucking corona. I begyndelsen af marts, that is.
Haha 😂
Hun må velsagtens være blevet seriemorderske siden da.
Ikke at jeg ved det med sikkerhed, for jeg har af gode grunde ikke set hende i snart to måneder.
Jeg har jo siddet her i forstadsvillaen og bedrevet fjernundervisning af min skønne 9. årgang.
Stakkels englebasser.
I lighed med mit eget Barn 4 (Yngstedatteren eller bare M), som også går i 9. klasse, er mange af dem ved at være godt trætte af at sidde alene hjemme på værelset dag ud og dag ind. I den alder betyder netværket med jævnaldrende tæt på ALT, og de små er ved at være socialt udsultede, fornemmer jeg.
Og så er der alle de traditioner, de misser. De er sgu kede af at gå glip af sidste skoledag med udklædning og karamelkast. Af fejringen. Af at være skolens absolutte midtpunkt for en stund og efter ti års slid at lade sig hylde af de yngre elever. Af at kunne sige ordentligt farvel til klassekammerater og lærere. Med krammere og high fives.
(Nogle hævder også, at de er kede af at gå glip af afgangsprøverne, men der ved jeg sgu ikke, om de er helt troværdige. Navnlig ikke dem, der skulle have været oppe i mundtlig tysk 😂😂😂)
De må undvære deres fritidsaktiviteter, de kan ikke gå i biffen eller på café, og dem, jeg kender, holder pænt afstand til andre, selv om det er mere end svært i den alder.
De er sgu seje 💪
Hvad fjernundervisningen angår, så oplever jeg, at stort set alle mine elever dukker op til de videomøder, jeg indkalder dem til hver uge. De gør deres bedste for at aflevere deres opgaver til tiden og for at levere så gode produkter som muligt, selv om jeg jo kun kan hjælpe dem på 60 kilometers afstand. Hvilket i praksis vil sige over sms og email. Foruden omtalte videomøder.
Så med fare for at gentage mig selv:
De er sgu seje 💪
Og det er lærerne dælme også.
Vi har landet over haft held til at etablere en fjernundervisning, der fungerer nogenlunde. Selv om vi i princippet asfalterer vejen, mens vi kører på den.
Personligt havde jeg inden 11. marts i hvert fald aldrig skullet undervise nogen uden at være fysisk sammen med dem. Jeg havde aldrig prøvet at afholde et møde på Microsoft Teams. Jeg anede ikke, hvordan man opretter sådan en motherfucker, hvordan man skriver møder i elevernes kalender, hvordan man deler sin skærm, så eleverne kan se, hvad læreren har på sin, eller at man kan opdele englebasserne i grupper, så de kan lave virtuelt gruppearbejde.
Ting, jeg ikke havde troet mulige online, finder jeg en løsning på.
Alt sammen via "learning by doing".
Jeg er således i fuld gang med at forberede mine elever (67 stk.) på at gå til afgangsprøve i mundtlig engelsk.
Og ja, jeg ved godt, at afgangsprøverne er aflyst, men jeg afholder altså en alligevel. Sådan at mine elever prøver at gå til prøve.
Den kommer til at ligge så tæt op ad en rigtig afgangsprøve som muligt. Jeg kommer formentlig til at bruge en af mine kolleger som intern censor. Og jeg er i færd med at give klasserne den vejledning, de også skulle have haft, hvis verden ikke var gået af lave.
Men måske kommer det hele til at foregå online. Og lige nu funderer jeg over, hvordan jeg skal organisere, at eleverne midt under eksaminationen skal trække en kuvert med et spørgsmål.
Mere uudforsket land. Men jeg skal nok finde ud af det!
Så ja. Jeg vil ikke blot give mine elever et kæmpemæssigt skulderklap for deres måde at håndtere karantænen på. Men også lidt mig selv (i al beskedenhed naturligvis 😉). For jeg er fandme også sej 💪😎
I lighed med mine kolleger over det ganske land.
Prøv bare som et tankeeksperiment for en stund at se helt bort fra corona og forestil dig så, at man i Undervisningsministeriet havde planlagt at indføre fjernundervisning i den danske folkeskole.
Så havde scenariet været følgende:
Tidshorisonten havde været måske tre år. Mindst.
Man havde udpeget en række pilotskoler, hvis lærere var blevet sendt på kursus i at fjernundervise. Så havde man afprøvet konceptet på disse skoler. Kureret børnesygdommene og rettet til. Prøvet af igen.
Skoleledelserne i resten af landet var blevet sendt på kursus i implementering og ledelse af den nye undervisningsform.
Dernæst havde så den øvrige danske lærerstab gennemført et kursusforløb. Formentlig med kursusdage fordelt over flere måneder.
Og SÅ havde man på skolerne haft et gradvist implementeringsforløb.
Men scenariet blev:
Onsdag den 11. marts 2020: Statsministeren går på tv og fortæller, at skolerne lukker.
Mandag den 16. marts 2020: Alle skoler i landet lukker. Elever bliver hjemme. Lærere fjernunderviser. Uden nogen form for skoling i det og med en helt fantastisk omstillingsparathed.
Så jeg vil dedikere dette blogindlæg til alle Danmarks udskolingselever og deres fucking seje lærere.
Sådan lød det fra en god lærerkollega i begyndelsen af marts. Før alting stak af sted som en dopet Tour de France-rytter.
Hun havde fået MERE end nok, for hvor man end sig vendte hen, så handlede det om fucking corona. I begyndelsen af marts, that is.
Haha 😂
Hun må velsagtens være blevet seriemorderske siden da.
Ikke at jeg ved det med sikkerhed, for jeg har af gode grunde ikke set hende i snart to måneder.
Jeg har jo siddet her i forstadsvillaen og bedrevet fjernundervisning af min skønne 9. årgang.
Stakkels englebasser.
I lighed med mit eget Barn 4 (Yngstedatteren eller bare M), som også går i 9. klasse, er mange af dem ved at være godt trætte af at sidde alene hjemme på værelset dag ud og dag ind. I den alder betyder netværket med jævnaldrende tæt på ALT, og de små er ved at være socialt udsultede, fornemmer jeg.
Og så er der alle de traditioner, de misser. De er sgu kede af at gå glip af sidste skoledag med udklædning og karamelkast. Af fejringen. Af at være skolens absolutte midtpunkt for en stund og efter ti års slid at lade sig hylde af de yngre elever. Af at kunne sige ordentligt farvel til klassekammerater og lærere. Med krammere og high fives.
(Nogle hævder også, at de er kede af at gå glip af afgangsprøverne, men der ved jeg sgu ikke, om de er helt troværdige. Navnlig ikke dem, der skulle have været oppe i mundtlig tysk 😂😂😂)
De må undvære deres fritidsaktiviteter, de kan ikke gå i biffen eller på café, og dem, jeg kender, holder pænt afstand til andre, selv om det er mere end svært i den alder.
De er sgu seje 💪
Hvad fjernundervisningen angår, så oplever jeg, at stort set alle mine elever dukker op til de videomøder, jeg indkalder dem til hver uge. De gør deres bedste for at aflevere deres opgaver til tiden og for at levere så gode produkter som muligt, selv om jeg jo kun kan hjælpe dem på 60 kilometers afstand. Hvilket i praksis vil sige over sms og email. Foruden omtalte videomøder.
Så med fare for at gentage mig selv:
De er sgu seje 💪
Og det er lærerne dælme også.
Vi har landet over haft held til at etablere en fjernundervisning, der fungerer nogenlunde. Selv om vi i princippet asfalterer vejen, mens vi kører på den.
Personligt havde jeg inden 11. marts i hvert fald aldrig skullet undervise nogen uden at være fysisk sammen med dem. Jeg havde aldrig prøvet at afholde et møde på Microsoft Teams. Jeg anede ikke, hvordan man opretter sådan en motherfucker, hvordan man skriver møder i elevernes kalender, hvordan man deler sin skærm, så eleverne kan se, hvad læreren har på sin, eller at man kan opdele englebasserne i grupper, så de kan lave virtuelt gruppearbejde.
Ting, jeg ikke havde troet mulige online, finder jeg en løsning på.
Alt sammen via "learning by doing".
Jeg er således i fuld gang med at forberede mine elever (67 stk.) på at gå til afgangsprøve i mundtlig engelsk.
Og ja, jeg ved godt, at afgangsprøverne er aflyst, men jeg afholder altså en alligevel. Sådan at mine elever prøver at gå til prøve.
Den kommer til at ligge så tæt op ad en rigtig afgangsprøve som muligt. Jeg kommer formentlig til at bruge en af mine kolleger som intern censor. Og jeg er i færd med at give klasserne den vejledning, de også skulle have haft, hvis verden ikke var gået af lave.
Men måske kommer det hele til at foregå online. Og lige nu funderer jeg over, hvordan jeg skal organisere, at eleverne midt under eksaminationen skal trække en kuvert med et spørgsmål.
Mere uudforsket land. Men jeg skal nok finde ud af det!
Så ja. Jeg vil ikke blot give mine elever et kæmpemæssigt skulderklap for deres måde at håndtere karantænen på. Men også lidt mig selv (i al beskedenhed naturligvis 😉). For jeg er fandme også sej 💪😎
I lighed med mine kolleger over det ganske land.
Prøv bare som et tankeeksperiment for en stund at se helt bort fra corona og forestil dig så, at man i Undervisningsministeriet havde planlagt at indføre fjernundervisning i den danske folkeskole.
Så havde scenariet været følgende:
Tidshorisonten havde været måske tre år. Mindst.
Man havde udpeget en række pilotskoler, hvis lærere var blevet sendt på kursus i at fjernundervise. Så havde man afprøvet konceptet på disse skoler. Kureret børnesygdommene og rettet til. Prøvet af igen.
Skoleledelserne i resten af landet var blevet sendt på kursus i implementering og ledelse af den nye undervisningsform.
Dernæst havde så den øvrige danske lærerstab gennemført et kursusforløb. Formentlig med kursusdage fordelt over flere måneder.
Og SÅ havde man på skolerne haft et gradvist implementeringsforløb.
Men scenariet blev:
Onsdag den 11. marts 2020: Statsministeren går på tv og fortæller, at skolerne lukker.
Mandag den 16. marts 2020: Alle skoler i landet lukker. Elever bliver hjemme. Lærere fjernunderviser. Uden nogen form for skoling i det og med en helt fantastisk omstillingsparathed.
Så jeg vil dedikere dette blogindlæg til alle Danmarks udskolingselever og deres fucking seje lærere.
Abonner på:
Opslag (Atom)