fredag den 30. december 2022

Jeg ved det godt

For få dage siden skrev jeg "Godt nytår" til alle 🎆🎇

Og det KUNNE måske tolkes, som om jeg ikke havde mere på hjerte for i år.

Men.

Det ville faktisk være løgn.

For nu skriver jeg igen. 

Det KAN jeg, fordi det er mig, der bestemmer. Eller som man jo siger: C'est moi qui decide 😉

Og det GØR jeg, fordi jeg har en ekstra lille ting at fortælle. En lille jule-/nytårsbonus. Og fordi jeg er alene hjemme et par timer.

Jeg skal nemlig lige huske at prale lidt. Fuldkommen ubeskedent.

For jeg har faktisk de bedste børn i verden. Og hvis du selv har børn, kære bloglæser, så skal de nok tage sig sammen for at nå op på siden af mine 😂

Denne gang handler historien om Barn 2. Vi kan også kalde ham Peter. Mest fordi han HEDDER Peter.

Denne Peter er i skrivende stund 27 og bor på Frederiksberg. Han er en sød og følsom knægt. Og klog. Han er kemiingeniør og i færd med at tage en ph.d på DTU. Noget med kemiske processer og kunstig intelligens. Som INGEN (læs: Mutti, red.) rigtig forstår.

Han bor sammen med skønne Sofie. Som er kemiingeniør og ... i færd med at tage en ph.d på DTU.

Selv om Peter er flyttet til Udkantsdanmark (prøv bare at kigge på et kort 😂), ser og hører jeg faktisk en del til ham. Han er megasød til at ringe og pludre, og vi besøger hinanden ret ofte. 

Sidst jeg var henne i københavnsområdet var den 27. oktober. Jeg skulle stå for et forfatterarrangement inde på Egmont, da jeg jo i årets løb har fået mit navn på forsiden af en bog 💃💃💃

Og når jeg har aftaler i hovedstaden, lægger jeg som regel vejen forbi Peter og Sofie. De laver dejlig mad, vi hygger, og jeg overnatter på en madras på gulvet i stuen.

Således også hin dag i oktober.

På et tidspunkt efter middagen forsvandt Peter ind i soveværelset og rumsterede lidt rundt. For et øjeblik senere at returnere til dagligstuen med en æske i favnen og et skævt grin om munden.

"Værsgo, mor," sagde han og kiggede på mig med et glimt i øjnene, som jeg ikke helt kunne tolke. "Vi har lavet en pakkejulekalender til dig og Anne-Mette."

(Til nye læsere kan jeg fortælle, at Anne-Mette er mit livs kærlighed 💘💘💘 Og at vi blev hinandens hustru på en fantastisk dag i juni måned i år 👰👰🎆🎇)

Så rakte han mig æsken, som var fyldt med en masse små og forholdsvis ubehjælpeligt indpakkede gaver.

Jeg takkede glad og overvældet, fordi jeg aldrig før har været i modtagerenden af en pakkekalender fra mine børn.

Æsken blev bragt med toget hjem til forstadsvillaen i Randers og sat i venteposition. 

1. december åbnede vi den første pakke. Den indeholdt 36 puslespilsbrikker. De passede sammen og dannede en lille firkant med et ubestemmeligt motiv i hvide, grå og brune nuancer.

2. december åbnede vi den anden pakke. Den indeholdt også 36 puslespilsbrikker. Som også passede sammen og dannede en ny lille firkant. Også med et ubestemmeligt motiv i de samme nuancer.

3. december åbnede vi den tredje pakke. Og du kan måske selv gætte, hvad den indeholdt 😉

Her var det så, vi opdagede, at de tre små firkanter kunne sættes sammen. Og skarpsindige som vi er, regnede vi ud, at vi jo nok ville stå med et helt, færdiglagt puslespil, når de 24 pakker var åbnet og samlet.

Sjov idé 😃

I begyndelsen af december ringede Peter hjem hver dag. Bare for lige at høre, om vi tilfældigvis havde fået åbnet vores pakker. Det var, som om han fiskede efter noget, og på tredjedagen ville han dag også forsigtigt høre, om vi mon havde gættet, hvad puslespillet forestillede. Han var tydeligvis ved at eksplodere af forventning.

No clue. 

Vi kunne stadigvæk kun se firkanter i de samme, lidt kedelige, nuancer. Efterhånden dog suppleret med en lille smule rødt.

Men på femtedagen var der noget i motivet, jeg kunne genkende. En flagstang. 


Og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor rørt jeg blev, da hele konceptet gik op for mig.

Ikke alene havde Peter og Sofie brugt både penge og en betragtelig mængde tid på at købe OG lægge et stort puslespil, skille det ad i små firkanter, der passede indbyrdes til hinanden, og pakke alle brikkerne ind i 24 pakker, som de omhyggeligt havde nummereret i den helt rette rækkefølge.

De havde også fået puslespillet specialfremstillet med et ganske særligt motiv. For jeg kunne genkende flagstangen.

Sådan en stod der nemlig på hver side af døren til det gamle rådhus i Randers den dag, jeg blev viet til Anne-Mette.

Og da puslespillet den 24. december var færdiglagt, så det således ud:


Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på varmen og hengivenheden i Peter og Sofies pakkekalender.

💘💘💘

Ikke mere bonus nu. Jeg skal videre med at lave så lidt som muligt, mens jeg endnu har juleferie.

Take care and keep cruisin' 💜

onsdag den 28. december 2022

Bedste nytårshilsener ...

... from all of me to all of you 🎆🎇

Endnu et år er gået. Julen er overstået.

Og har du fulgt med her på bloggen, ved du også, kære læser 💜, at jeg er The Grinch. Bare uden den grønne kulør.

Jeg har nemlig længe syntes, at julen, den lille motherfucker, er for travl, kommerciel, traditionsstyret, religiøs, dyr, fed, grå og fuld af klimaskadeligt overforbrug. Der er socialiserings-og-alt-muligt-andet-tvang, og jeg kan VIRKELIG bedst lide at bestemme selv.

Spørger man Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.), vil man få at vide, at julen ikke har været den samme, siden jeg forlod deres far for 12 år siden.

Og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Det er svært at gøre julen til helt den samme for børnene efter en skilsmisse. Blandt andet fordi den ene forælder som regel tilbringer højtiden på en anden lokation.

Det forsøgte jeg at råde bod på for nogle år siden. Hvor jeg foreslog The Person Formerly Known as Lucifer (læs: fruens eksmand og Rotternes far, red.), at vi kunne holde jul sammen. Allesammen. 

"Glimrende idé," svarede manden.

Han skulle bare lige afstemme med The Wicked Witch of the East (læs: mandens samleverske, som han bor med i den del af Udkantsdanmark, der også går under betegnelsen København, red.). Kun en formalitet.

Det blev et klart nej. 

Damen havde sjovt nok ikke lyst til at holde jul med mandens ekskone.

Så Rotterne pendler fortsat mellem far og mor. Hvert sted hvert andet år.

I år forsøgte vi at gøre julen billigere og mere bæredygtig. Og jeg synes i al beskedenhed, at det har fungeret fremragende.

Rotterne og jeg besluttede nemlig at gå sammen og ved lodtrækning lade os tildele én person i gruppen, som vi skulle købe gave til.

Det betød, at jeg har købt en gave til Barn 2, mens jeg selv har fået en af Barn 1. Budget: maks. 500 kroner.

Derved har vi sparet os selv og klimaet for indkøb af i alt 20 gaver. Og december er blevet mindre hektisk.

Selvfølgelig har vi skullet vænne os til tanken om, at det altså ikke er alle i den nære familie, man er på gave med, men det er faktisk gået superfint og kan helt klart anbefales.

Juleaften tilbragte jeg hos Schwiegermutter i Risskov. Sammen med Englebassen (læs: fruens guddommelige hustru, red.) og hendes to børn.

Skønt for en gangs skyld ikke at skulle lave en skid. Ud over at hakke mandler til risalamanden. En overkommelig opgave.

Jeg lagde Grinchen fra mig for en stund (der er jo ingen grund til at overdrive, og når vi først når til den 24., er meget af det grimme jo også overstået ;-)) og nød aftenen 💜

Selv om jeg til at begynde med blev en lille smule forskrækket. 

Schwiegermutter er nemlig meget højlydt antialkoholisk, og ingen ud over bloggeren selv, viste det sig, vovede at ytre ønske om et lækkert glas rødvin til julemiddagen, selv om vi ellers havde medbragt en flaske.

Awkward.

Så stod jeg nemlig der. Og havde nikket glad, da det blev mig tilbudt. Hvorpå ALLE andre takkede nej.

Og jeg måtte lave en hurtig og elegant retræte, da jeg manglede pænt meget lyst til at være den fucking ENESTE vindrikker omkring bordet:

"Øøøhh ... ved nærmere eftertanke tror jeg ... at ... øøøhh, jeg for resten nok har mere lyst til noget andet end ... vin," løj jeg således overbevisende.

Og rabarber-/hindbærsaften fra Rema 1000 er virkelig også dejlig at skåle i, kan jeg fortælle.

I pakken fra Barn 1 fandt jeg ...

... et croquis-kursus.

Haha 😂

Jeg er omtrent lige så kreativ som en køkkentaburet, så det skal dælme nok blive sjovt 😱😱😱

Jeg ved heldigvis, at kurset ledsages af et glas cava. Nammenam! 😋 Så må vi håbe, det hjælper på kreativiteten.

Nå, men nu vil jeg snart rulle.

Jeg skal blot fortælle, at dagene efter jul har været totalt henførende. Intet mindre. Der er nemlig ikke sket en skid. Og det i himmelsk samvær med min smukke, elskede hustru.

Og så skal jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår!

Gud bevare Danmark 🎆🎇

torsdag den 15. september 2022

Otte en halv måned ...

... er der aldrig før gået mellem to blogindlæg fra min hånd. 

Men nu skulle det altså ske. Og for dét, kære bloglæser: my sincerest apologies 😌

Det kunne måske være fristende at tro, at jeg har tilbragt tiden med sofaen under ryggen og Erling (den af mine to misser, der rent faktisk er en kat, blink, blink 😜) på maven:


Og det kunne da også have været meget rart. Men sådan forholder det sig rent faktisk ikke.

For jeg har nemlig haft travlt fucking pissehamrende LATTERLIGT travlt.

Det er der til gengæld kommet et nyt barn ud af.

Eller ... øh ... barn og barn. Det er jo ikke, fordi jeg som 54-årig kvinde har ladet mig besvangre af min damepartner. Men jo. Det ER sgu så godt som min nye lille baby. Og den ser sådan ud:


En henrivende lille skabning, ikke?

Og jeg er ved at fucking BRISTE af moderstolthed. Tænk en gang, at jeg, JEG (!), langt om længe har fået mit navn på forsiden af en bog.

Det er en ældgammel drøm, der endelig er gået i opfyldelse. Eller ... øh ... nu har jeg godt nok altid set mig selv som international bestseller-romanforfatter i mine drømme. 

Men lærebogsforfatter er et okay kompromis mellem ikke-forfatter i den ene ende og internationale bestseller-romaner i den anden. 

Og denne bog er en lærebog. Den er en del af et nyt engelsksystem fra et af vores førende lærebogsforlag, og den er til 8. årgang.

Den var supersvær at klemme ud. Jeg havde presseveer i månedsvis. 

Ikke mindst fordi min medforfatter pludselig sprang fra, og jeg dermed stod alene med babyen. Og så er der jo også den lille biting, at jeg altså samtidig havde (og i øvrigt stadig har) et fuldtidsjob som lærer på en skole, der ligger 60 kilometer fra mit hjem. Hvilket betød, at jeg ikke blot lagde over 40 timer ugentligt på skolen, men også måtte bruge lang tid på transport hver dag.

Så det har ikke været uden konsekvenser: 

Det kan ses på blodtrykket. Jeg havde ikke længere tid til Dropsene. Eller tennis. Eller for den sags skyld ret mange af mine andre helsebringende fritidsaktiviteter (vandreture, foredrag, bifture, hyggelæsning, cafébesøg osv.).

Mine nærmeste var bekymrede. Ikke mindst min smukke kæreste, som tydeligt kunne mærke på mig, at jeg var presset. Så jeg lovede højtideligt, at mit forfatterarbejde ville slutte med babyen på billedet ovenfor.

Det var en uomtvistelig nødvendighed. Af helbredsmæssige årsager og fordi jeg ikke længere ønskede at være Des med mine nærmeste ved kun at ses i min forbiflyvning.

Øh.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den almene del af grundskolen i Danmark slutter med 9. årgang.

Og bogen på billedet ovenfor hedder jo ligesom noget med 8. Hvilket kunne antyde, at det er den NÆSTsidste i den serie til udskolingen, som forlaget udgiver under navnet Connect.

Så jeg havde jo nok på fornemmelsen, at min redaktør kunne finde på at telefonere for at spørge, om jeg mon skulle have lyst til endnu en omgang i ringen.

Men jeg var stålsat. Det ville blive et NEJ tak herfra.

Opringningen kom ved juletid.

Nu har jeg lige afleveret manus til 9eren. Jeg er i fuld gang med lærervejledningen til samme bog, og dernæst skal jeg lave det tilhørende website.

Så ja. Jeg har rygrad som et stykke overkogt tagliatelle. 

Til gengæld er jeg jo tæt på at være Queen of English, og det er også noget værd.

Og så er jeg i øvrigt ovenud lykkelig i mit smukke privatliv. For prøv lige at se her:


Her har jeg været gift med VERDENS DEJLIGSTE KVINDE i cirka ti minutter 👭💘💘💘

18. juni 2022 klokken 10 blev vi viet. Med et halvt års fucking corona-forsinkelse. Og gudskelov for det. Nu blev det et fantastisk sommerbryllup, hvor vi festede i 15 timer med alle de mennesker, vi havde lyst til at se. Uden mundbind, forsamlingsloft og andre dødssyge restriktioner.

Vejret var godt, maden var lækker, humøret var højt over hele linjen.

Og jeg vil gerne bryste mig lidt af, at vi havde inviteret begge vores eksmænd med, og at de havde takket ja.

Det er sådan, det skal være 💃💃💃

Bryllupsrejsen gik til Palermo. I to uger. 

Og hvis du ikke har været i Palermo, så skynd dig af sted. Det er den mest henrivende upolerede og autentiske storby. Langt fra de friserede og alt for pæne italienske turistmagneter, jeg tidligere har oplevet.

Her er nogle pics:

Midlerne er gået til underetagen

Flere kontraster

Street art

Min skønne frue

Charme

Liv

Street food

Her set udefra

Multikulturel

Farverig

Rustik

Italiensk

Forfald

Atmosfære

Bygningskunst

Mosaik

Imponerende skønhed

Bizarre vækster

Poleret her og der

Flere farver

Bloggeren selv

Der bor faktisk nogen

Ja, sådan er Palermo. Smuk i al sin grimhed. En smule til den varme side i juli. Prøv i maj.

Nu må jeg rulle. Men jeg håber, at vi høres ved snart igen.

Take care 💜








søndag den 2. januar 2022

Godt nytår!

Allerkæreste læser

Du skal naturligvis ikke snydes for en nytårshilsen her fra mit skrivebord. 

Jeg håber, du havde en fantastisk nytårsaften, og at du kom godt og trygt ind i 2022.

Jeg fejrede nytåret med mit livs udkårne. Vi så sådan ud:


Det er mig til højre.

Vi havde behageligt selskab af mit Barn 3, en sund og velskabt dreng på 23. Og det var sødt og rørende, at han sådan havde lyst til at fejre nytåret hjemme hos mødrene. 

Delikate kammuslinger, torsk og entrecote blev kørt ind sammen med et lækkert udvalg af alkoholiske drikke. Jeg holder mig nemlig ikke tilbage for at drikke med mine børn 😂

Det var Anne-Mette, der havde designet og købt ind til nytårsmiddagen. Og måske havde hun glemt, at vores fryser gik i stykker i julen. For hun ringede hjem fra bilen efter endt madindkøb og kvidrede glædestrålende:

"Blablablablabla ... og så har jeg købt en skøn mangosorbet til dessert!"

Oh my god, haha 😂 Mangosuppe altså.

Nå, men så galt gik det ikke. For det gav jo en god lejlighed til at banke på hos naboen for at ønske godt nytår ... og så lige tilfældigvis spørge efter en smule låneplads i fryseren derovre.

Hvis det ikke var for fucking corona havde vi kunnet fejre 13-dages bryllupsdag nytårsaften. Vi skulle nemlig have været gift den 18. december. Nu bliver det forhåbentlig 18. juni i stedet. Så har vi et halvt år mere til at glæde os, woop, woop.

Nu må jeg desværre slippe dig igen, kære læser. Du skulle bare vide, at der stadig er puls her i forstadsvillaen. Der går fucking ALT for lang tid mellem mine indlæg her på Dropsene. Men jeg er presset og hænger KUN på med det yderste af fingerneglene lige nu. 

Jeg tror, jeg har fortalt, at jeg er blevet forfatter på et nyt bogsystem til engelskundervisningen i udskolingen. Alt er sådan set godt. Det kører planmæssigt, og den bog, jeg arbejder på nu, skal efter planen udkomme til februar. 

One problem though: Jeg havde en medforfatter, som jo tog sig af sådan cirka halvdelen af arbejdet. Men hun sprang fra i oktober. Så jeg har siddet med dobbeltarbejde på bogen ved siden af mit fuldtidsjob som lærer de sidste tre måneder.

Det er ærlig talt lidt hårdt. Og jeg har måttet sætte en del flødeskum på standby. Som for eksempel tennis. Og Dropsene.

Så nu ved du, hvorfor der har været radio silence her på kanalen i nogen tid. Håber, det bliver bedre i 2022.

Gotta split!

Take care and keep cruisin'

💜