tirsdag den 29. maj 2018

Funny me

Skal snart være censor i engelsk på en skole i Skanderborg. Og er af eksaminator blevet spurgt, om jeg har særlige ønsker til censorfrokosten. (Hvilket jo er noget af det vigtigste ved sådan en eksamination.)

Jeg tænker, at hans skole foretrækker at servere noget, jeg kan både lide og tåle.

Da jeg imidlertid af og til kan være helt utrolig plat, har jeg naturligvis svaret, at jeg ikke så godt kan lide foie gras.

Damn altså.

Det er så eksaminators førsteindtryk af censor, haha.

Efterfølgende har jeg selvfølgelig fortrudt, at jeg ikke også har skrevet nej tak til blæksprutter i eget blæk (YUCK!). Eller brisler (mere YUCK ... øh ... tror jeg nok, for jeg har aldrig smagt brisler, men det lyder fandme ulækkert).

Så måske skulle jeg lave en lille tilføjelse til min besked. Bare så jeg ikke risikerer noget, you see.

Eller også skulle jeg måske nøjes med at finde hvile i den tanke, at de sgu nok serverer den kyllingesandwich eller de tre stykker højt belagt smørrebrød, de fucking PLEJER at servere ;-)

Nå, men jeg glæder mig til min censoropgave. Det er STORT at være med til at slutte de unge mennesker af og sende dem videre.

I øvrigt kan jeg se på det prøvemateriale, jeg har modtaget, at en del af eleverne har valgt at fremlægge om homoseksuelles vilkår til prøven. Man må sige, at de har fået den rette censor.

Ikke mere nu. Jeg skal ... spise. Salisbury steak. Nammenam!

mandag den 28. maj 2018

Snart Pride

Tjah, den nærmer sig faktisk. Aarhus Pride. Det er på lørdag.

Og jeg har gode planer 💃

Har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden.

For dels er det jo en vildt festlig og farvestrålende dag. En hyldest til mangfoldigheden. Og en stædig påmindelse om ikke at lade sig knægte, blot fordi man er født med en anden seksuel orientering end flertallet.

Jeg elsker at se regnbueflaget på busser og på domkirke, rådhus og andre kendte bygninger. Der ligger et skønt statement i det.

Men når det er sagt. Damn. Så må jeg altså også sige, at hvis man HAR fordomme mod bøsser og lesbiske og biseksuelle og transpersoner, ja, så skal man nok få dem bekræftet til overflod uden at behøve at kaste mange blikke på pridedeltagerne. 

For hold nu kæft, hvor er der mange ... øh ... alternative eksistenser i bybilledet den dag. 

Lak og læder og fjerboaer og glimmer og glitter og plasticbryster og pailetter og perlebesatte plateausko. På mænd, forstås. 

Karseklip, skovmandsskjorter og hængerøv i beskidte, slaskede jeans på kvinder.

Hvis det ellers giver mening at tale om mænd og kvinder.

Men når DET til gengæld er sagt, så er det saliggørende at færdes blandt så mange andre homoseksuelle og så mange heteroseksuelle, som bakker op. Og den dag behøver jeg  for en gangs skyld ikke at føle mig anderledes. For der er mange andre, der er LANGT mere anderledes. I tell you!

Derfor planlægger jeg at deltage.

Og det bliver en god dag.

Først skal jeg mødes til brunch med en gammel veninde, som jeg trænger til at få en snak med. En skøn og empatisk kvinde, som vil lytte til det, jeg måtte have at klynke over for tiden.

Og så tager vi ned i byen.

Jeg håber, vi kan komme til at gå lidt med i selve paraden, men det er også fedt bare at kigge.

Vi ender på Officerspladsen under Regnbuen på Aros, og her er der fest. Jeg håber også at kunne lokke et par kolleger til at drikke en øl med mig derinde. Stille og roligt og hyggeligt.

Og så tager jeg hjem. Måske.

Ses vi?

søndag den 27. maj 2018

Om at vise for meget engagement i sit arbejde

Jeg har gjort en god gerning. Synes jeg selv. Og det samme har mine fire mænd.

Nu bliver nye læsere sikkert rundt på gulvet over, at lebben åbenbart har fire mænd. Og for den uindviede kan det også virke lovlig open-minded.

Men det er sandelig ganske uskyldigt.

For mine fire mænd og jeg udgør tilsammen det lærerteam, der i år skal tage sig af undervisningen på 7. årgang på min skole. 

Vi er kolleger.

Vi arbejder tæt sammen, kan lide hinanden og er heldigvis enige om det meste.

Og i sidste måned blev vi så enige om at sende repræsentanter for teamet (og dermed skolen) i kirke til vores elevers konfirmation. Således at alle klasser havde selskab af mindst én af deres lærere under selve kirkehandlingen.

Vi syntes, det var sådan en fin og nobel ting at gøre. Og vi forventede, at gevinsten på feelgood-kontoen (både vores, elevernes og forældrenes) langt ville opveje den kendsgerning, at vi måtte bruge tid på englebasserne i weekenden og dermed arbejde gratis.

Og det fik vi ret i.

Jeg har sjældent oplevet en forældregruppe, der blev SÅ glædeligt overrasket, som da det gik op for dem, at vi havde prioriteret deres børn på en fridag.

Og det var guld at opleve børnenes begejstring, da de fik øje på os.

Win-win, tænkte jeg og godtede mig i al beskedenhed over vores egen betænksomhed og det boost, vi lærere lige havde givet vores relationer til eleverne.

Øh ... indtil jeg forrige fredag var til møde med skolens ledelse.

Teamkoordinatormøde.

Det vil sige, at hvert lærerteam fra 6. årgang til 9. sender en repræsentant for teamet til møde med de to ledere, vi refererer til. Sådan ligesom for at få føling med, hvad der sker rundt omkring i afdelingen. Og jeg er teamkoordinator i team 7.

Da det blev min tur til at afrapportere om vores gøren og laden på 7. årgang, kunne jeg med slet skjult tilfredshed fortælle om vores konfirmationsstunt.

Hvilket affødte ros fra lederne. Og forbavselse. For den slags havde de ikke hørt om før.

But then again: Hvilken leder ville ikke også synes, at det var helt okay, at de ansatte arbejdede uden løn? Og i det offentlige BLIVER man velsagtens forbavset, når medarbejdere pludselig møder på job, uden at det står i et eller andet regulativ.

Repræsentanterne fra team 8 og 9 tog også imod nyheden med smil og anerkendelse.

Anderledes forholdt det sig dog med repræsentanten fra 6. årgang.

Ikke at man egentlig kan fortænke hende i det. Hendes elever skal jo konfirmeres til næste år, og hvad nu, hvis min og mine mænds handling skaber præcedens? Hvis der opstår et forventningspres på hende og hendes teamkolleger? Det er jo en kilden affære, når det involverer fritid.

Så det ville hun da godt lige have en dialog om.

Jeg gætter på, at hun i denne sag er betænkelig, fordi der i hendes team er en ung kvinde, som desværre er lidt stressramt. Så der måske er tale om et hensyn til denne unge kvinde. Og det er jo teamkoordinatorens opgave at tage vare på de andre i teamet.

Når det er sagt, så vil jeg imidlertid også sige øv.

Kan det virkelig passe, at man kan vise FOR MEGET engagement i sine elever? Jeg kan ganske simpelt ikke se, hvordan det IKKE kan være i orden, at jeg så englebasserne blive konfirmeret for min egen regning.

Og det kan aldrig blive skolens opgave at regulere, hvad jeg skal bruge min fritid på.

Eller er det i virkeligheden mig, der er galt afmarcheret? Skaber jeg et unødigt pres på kolleger, for hvem jobbet er en større udfordring, end det er for mig, ved sådan at levere mere, end jeg bliver betalt for?

Det er et interessant spørgsmål, synes jeg.

Og problematikken vil gentage sig, når jeg om en måned har tænkt mig at bruge en aften på at deltage i 9. årgangs translokation. Også uden løn.

Despicable me.

lørdag den 26. maj 2018

Har fået ring på

Jeps.

Det har jeg.

Og nu tror den opmærksomme bloglæser måske, at det trækker op til bryllupsklokker hos lebberne.

Men det gør det nu ikke. Langt fra faktisk.

For dels har vi begge meldt os ud af folkekirken. Og dels ... 

Well, det skriver jeg måske om i et andet indlæg.

Næh nej, jeg har bare været på besøg hos min mor. I søndags. Til pinsefrokost. Sammen med Barn 3 og Barn 4.

Og mens vi sad der på terrassen og trykkede en lille beskeden portion sild med karrysalat og rejer og laks med asparges og røget mørbrad med røræg og lun leverpostej med champignon og parmaskinke og frikadeller og ost ind. Ledsaget af øl og snaps og rødvin ...

(For satan altså. Min mor drikker nul alkohol i hverdagene, når hun bare går rundt alene. Men når hun har gæster, gør hun tilsyneladende alt for at indhente sit akkumulerede alkoholunderskud. Og da jeg var den eneste at skåle med, var det sgu lige ved, at hun drak mig helt ned på terrassegulvet der, haha. Snaps?! For helvede altså!)

Nå, men mens vi sad der, så fandt hun pludselig sit smykkeskrin frem. Hun er ved at dele ud af arven, skal jeg sige dig. Ikke fordi hun er ved at dø fra os. Tror jeg da ikke. Men hun siger, at det er federe at give med en varm hånd end med en kold. Og det kan hun måske have ret i.

Ud af smykkeskrinet dukkede ... en ring. Eller to faktisk. Som har tilhørt min far. Herreringe altså.

Damn.

Jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde har set min far med fingersmykker. Eller nogen som helst smykker overhovedet. Ud over vielsesringen. Så jeg anede ikke, at han var sådan en lille lord of the rings.

Dem fik jeg. Ringene. Begge to.

Og det føles virkelig nice at gå rundt med min fars ring. Han døde for knap 11 måneder siden. Og nu bærer jeg ham med mig alle steder hen på min ringfinger. Så er det, som om han er en lille smule hos mig :-)

Og man kan jo nok have brug for at have sin far ved hånden fra tid til anden.

Nå, men ud af smykkeskrinet dukkede også nogle guldsmykker, som jeg tit har set min mor med, da jeg var lille. To sæt. Hvert bestående af en halskæde og et armbånd.

Det ene sæt havde Mutti tiltænkt min søster. Og det andet måtte jeg få. 

Og da min søster IKKE havde været forbi med en buket på mors dag, som visse andre (hehe), og derfor momentant var i bad standing, fik jeg lov at vælge først.

Hold da op!

Jeg får ellers aldrig lov at vælge først. 

Hvis det er et sæt guldrandede småkagefade, der skal deles ud af, får jeg typisk dem, der har været i opvaskemaskinen. Eller de skårede kaffekopper. 

Mens både min søster og min brors kone er mestre i at hapse de gode ting. Hurtigt og effektivt. Ninja-like.

Så derfor er jeg i tidens løb gået glip af utallige pragtgenstande sendt i arv fra alle mine bedsteforældre.

Nu er jeg godt nok ikke supermaterialist. Faktisk er jeg IKEA-fan. Og jeg tror ikke, man bliver lykkelig af at have mange fine ting.

Jeg synes også, det er latterligt at skændes om en arv.

Men jeg er ikke fri for at synes, det var fedt for en gangs skyld at være førstevælger.

Så jeg tog det sæt, jeg kunne huske at have set min mor med. At det også er langt mere værd end det andet gør ikke noget ;-)

Til gengæld takkede jeg pænt nej, da min mor så gavmildt også tilbød mig sin gamle badedragt, som hun indkøbte til en Kreta-tur i 2005.

Den kunne ellers have gjort mig til the center of attention på en strand, er jeg sikker på. For min mor er i hvert fald 30 kilo tungere end jeg.

Nu er indlægget slut.

mandag den 21. maj 2018

Åndelig føde og politiopbud

I april skrev jeg dette indlæg.

Det er ét indlæg i en række, som handler om min fortvivlelse over at være blevet forladt af min dejlige kæreste. En nærdødsoplevelse, man så vidt muligt bør undgå, kan jeg så berette. Hvis du vil det bedste for dig selv, så lad være med at blive forladt!

I omtalte indlæg fortæller jeg, at vi begge elsker kultur i forskellige afskygninger. Som for eksempel litteratur og smalle film. Og foredrag.

Det er åndelig føde. Grillet ribeye med pomfritter og bearnaise, nammenam.

Vi har i tidens løb været til foredrag med et ret bredt spektrum af foredragsholdere. Som for eksempel Hanne-Vibeke Holst, Eske Willerslev, Hella Joof, Christine Feldthaus, Jakob Holdt, Leonora Christina Skov, Svend Brinkmann, Anders Agger, Peter Lund Madsen, Rasmus Tantholdt.

Spændende, ikke?

Vi var også af sted i sidste uge. Til et foredrag. (Og bemærk venligst, at jeg skriver VI, woop, woop 💃For jeg er nemlig sammen med min skønne kvinde igen!)

Med en ret interessant fyr. Ved navn Naser Khader.

Jeg har aldrig spekuleret nærmere over hr. Khader og hans budskaber. 

Han var for mig bare sådan en, man somme tider mødte i mediebilledet uden rigtig at bide mærke i ham. 

Og indtil for få år siden interesserede jeg mig faktisk ikke en skid for politik. Borgen lå fjernt fra min hverdag, tænkte jeg. Og politikere var nogle løgnagtige, manipulerende, selvpromoverende, magtliderlige typer.

Så derfor var jeg tæt på komplet uvidende om manden, da min kæreste for nogen tid siden foreslog et foredrag med ham.

Det er jeg så ikke længere.

Jeg er tæt på forundret.

Over to ting:

  1. på den fede måde over mandens enorme viden
  2. på den ufede måde over, at det virkelig kan være nødvendigt med politibeskyttelse 24/7 i mit land, blot fordi man har de "forkerte" holdninger.
Hvis vi begynder med hans viden, så må jeg bare sige ... øh ... shit. 

Han er godt nok velinformeret, den mand.

Stille og roligt (og oven i købet med en vis humor) havde han held til at forklare mig og de øvrige tilhørere, hvad konflikterne i Mellemøsten egentlig handler om. Og om det somme tider anspændte forhold mellem kristne og muslimer. Og om, hvorfor de arabiske lande er gået fuldstændig i stå. Bag ud af dansen faktisk.

Han redegjorde også for sit eget første møde med Danmark og for sin egen integration, og på det felt synes jeg, han er forbilledlig. Flot, at hans børn selv må bestemme, om de vil døbes og konfirmeres, og om de vil spise røde pølser eller ej.

Det samme er hans videbegær. Forbilledligt altså.

Hør nu bare for eksempel her: 

På et tidspunkt blev han nysgerrig på kristendommen. Han er selv muslim, men lever blandt kristne, og han følte, at han burde vide noget om vores religion. 

Hvilket naturligvis ansporede ham til at begynde at læse teologi. 

Fuck altså. Han ved jo mere om danskernes religion, end jeg selv gør. Sejt.

Nå, men hr. Khader leverede kort og godt et interessant foredrag, der gjorde mig klogere. Two thumbs up for det.

Til gengæld kan jeg blive forarget over, at det virkelig skal være nødvendigt at mandsopdække ham. Det må mildt sagt være træls altid at have følgeskab af politiet.

Blot fordi man har mod til at mene, at det ikke fører til noget godt at ophøje et tudsegammelt helligt skrift til lov. At være tvunget til at tage ordlyden bogstaveligt, når denne ordlyd stadig er, som da den blev opfundet for en gazillion år siden.

De arabiske lande er sat helt i stå, fordi samfundene skal reguleres af det gamle skidt, som ikke må fortolkes eller moderniseres. 

Som hr. Khader siger: Hvor mange gange har en muslim vundet en nobelpris?

En.

En gang.

I litteratur.

Ikke i medicin eller fysik eller en af de andre discipliner, der skal til for at skabe økonomisk vækst i et samfund.

Man bagbinder sig selv, når halvdelen af befolkningen ikke må tage en uddannelse. 

Han sammenligner kristendommen og islam med to huse. 

Kristendommens hus har tidligere været lidt ramponeret. For eksempel i korstogenes tid. Men nu er det pænt, sikkert og trygt. Det centrale møbel er bordet, hvorom vi samles for at forhandle vores problemer frem til en løsning.

Og islams hus er et håndværkertilbud. Malingen skaller af, taget er utæt, og der er fugt i krogene.

Sådan sagde han.

Og den slags må man åbenbart ikke sige. I særdeleshed ikke, når man er muslim og somme tider kan opleves i medierne.

Så Naser Khader lever under en konstant trussel. Ligesom Kurt Westergaard. Og Salman Rushdie. Som altså betyder, at han bevogtes døgnet rundt.

Således også, da han i sidste uge aflagde Egaa Sognegård et besøg for at holde sit foredrag.

Før jeg lagde to og to sammen, undrede jeg mig en kende over at se en stor kassevogn fra politiet på sognegårdens parkeringsplads inden hovedpersonens ankomst.

Foredragspublikummet lignede i hvert fald ikke urostiftere. De lignede snarere en masse aldrende, krumryggede, gråhårede damer med rindende øjne og rollator eller krykker. 

(Rart for en gangs skyld at være med til at trække gennemsnitsalderen ned.)

Jeg kunne kort sagt ikke regne ud, hvad den politivogn skulle der. I den fredelige lille landsby.

Men så ankom hr. Khader, og jeg begyndte at forstå. For han var ledsaget af et par bredskuldrede mandspersoner iført jakkesæt og øresnegl.

FBI med andre ord.

Og det må han jo være døgnet rundt.

Damn.

Der er i hvert fald ikke mange thumbs up til ytringsfriheden, når DET skal være vilkårene.

Nå, men jeg må videre i programmet. Jeg er ved at afloppe babyerne (Læs: vores to søde små misser, Tove og Hilmer, red. Eller ... øh ... altså ikke mine og kærestens "misser" (blink, blink), men et par vaskeægte katte.)

Ville også bare anbefale Naser Khader. For uanset hvad man måtte mene om hans politiske holdninger, er han faktisk en rigtig god foredragsholder.

fredag den 18. maj 2018

Jeg skal til Bornholm!

Wuhuu!

Jeg skal til Bornholm i sommerferien. 

Og det er fedt af to årsager:

  1. Jeg har aldrig været der før.
  2. Jeg skal af sted med en lækker dame.
(Ovennævnte rækkefølge er IKKE prioriteret. For tænk, hvis damen læser med her. Gys! Så skulle hun jo nødig tro, at hun kommer ind på en andenplads.)

Nu tænker den opmærksomme bloglæser nok, at jeg har været hurtigere end en dopet Tour de France-rytter til at finde ny kærlighed. For mine seneste indlæg har været en smule ... øh ... tunge. Af den simple årsag, at jeg for godt og vel en måned siden blev forladt. Af den kvinde, der i de sidste otte år har givet min verden farve.

Efter bruddet skrev jeg utrolig mange indlæg her på bloggen. På utrolig kort tid. Rystet og grådlabil. Som terapi. 

Om det hjalp, ved jeg sgu ikke. Der er velsagtens ikke noget quick fix i sådan en tilstand. Hvor alting bare er ... noget pis.

Det er en lidelse, som kun tiden kan kurere. Eller ny kærlighed.

Så nu tror du nok, at jeg har været en tur på datingmarkedet for at fiske mig en eller anden ung godte. On the rebound.

Og det er også en udmærket antagelse ... bortset fra at den er forkert.

For guess what: Hun er tilbage.

Det tåler gentagelse:

Hun er tilbage!!! Kvinden i mit liv.

Woop, woop 💃💃💃

En walk and talk på neutral grund i Mols Bjerge gjorde udslaget. Midt i det smukke, majestætiske oldtidslandskab mellem gravhøje og jættestuer fik vi snakket. I en grad så det endte med et kys.

Og vi har kysset en del gange siden.

Og altså bestilt sommerferie sammen.

Til Bornholm.

Og livet er indbydende igen.

Så ved du det :-D