Jeg har en søn.
Well, faktisk har jeg to. Og to døtre. Men det er nu mest den ene søn, jeg vil sætte spot på her.
Vi kan jo kalde ham Mads. Mest fordi han HEDDER sådan 😉
Mads er 21 og virkelig skarp (og her er jeg selvfølgelig fuldkommen objektiv i min betragtning, selv om jeg er hans mor, haha).
Han er en super sød ungersvend (objektiv igen). Men han kan DÆLME også være en slambert.
En lille forhistorie:
Efter at Mads blev student for et par år siden, var han i en periode vikar på den skole, hvor jeg har min daglige gang som engelsk- og tysklærer.
Han var der sådan ret fast i en fire-fem måneder. Her mødte han mange elever på forskellige årgange og var også somme tider "på" i nogle af de klasser, Mutti underviser til daglig.
Så begyndte Mads at studere på Aarhus Universitet. Nano Science. Lyder pissekedeligt, og det var det vist også.
For efter et år på studiet besluttede han at trække stikket. Og forlod uni.
Og kom på det, som de kalder "uddannelseshjælp", hvilket ikke har en skid med uddannelse at gøre, men i virkeligheden vist nok er en forskønnende omskrivning af "kontanthjælp". Som ikke må hedde "kontanthjælp", når man er under 30, fordi man så føler sig stigmatiseret og måske kommer til at give op og hænge fast i sølet forever.
Lidt søgt, men hvis det virker, så pyt med, at det er gak.
Nå, men for at få "uddannelseshjælp" skal man altså yde noget. Fair nok.
Og Mads kom til at yde i Netto.
Han kom til at sidde ved kassen fra morgen til aften. Uden løn.
En god deal for Netto, som fik en gratis medarbejder. Og en fin strategi for samfundsøkonomien, for det skal ikke være bekvemt at være på offentlig forsørgelse, da man jo ellers ikke motiveres til at forsørge sig selv.
Men ikke så god en deal for Mads, der kom til at kede sig gevaldigt. Undtagen hvis han kunne være heldig at støde på en idiotisk, kværulerende kunde, som kunne give lidt adspredelse. Så var det ikke kedeligt. Kun træls.
På et tidspunkt i efteråret foreslog jeg ham så at ringe til min skole og endnu en gang tilbyde sig som vikar. For det stod lidt skralt til med vikarerne hos os. En del af dem havde nemlig en uheldig tilbøjelighed til at sidde med mobiltelefonen på Facebook i timerne, mens eleverne stort set passede sig selv.
Jeg vidste, at Mads havde gjort det godt sidste gang. Skolesekretærerne havde forsikret, at de MEGET gerne ville have ham tilbage i folden. Og vikararbejde aflønnes med omkring 200 gode danske kroner i timen og er således ret lukrativt for en ung mand som ham.
So what's not to like? tænkte jeg. Godt tilfreds med mit eget indfald.
"Naaah, det gør jeg nok ikke lige," lød det lidt overraskende og tydeligt afvisende svar fra ungersvenden. "Jeg tror ikke, jeg kan nå frem i tide om morgenen." (Knægten bor i udkanten af Aarhus og skal med cykel, tog og vandreben for at nå frem til den skole, hvor jeg arbejder.)
Nå?!
Øh ... No comprendo. Jeg troede ikke, jeg havde hørt helt rigtigt. Jeg har selv ret langt på job, men det fungerer jo. Og jeg syntes da lige, jeg havde fået en brillant idé. En rigtig mor-idé 😂 Totally win-win.
Men måske var det hans måde at sige "butt out" på.
Al respekt for det og drengen fortsatte således sin monotone hverdag i Netto.
Det var forhistorien. Nu spoler vi et par måneder frem. Til midt januar 2020:
Fruen er lige trådt ind til 7D mandag morgen. Klassen skal have tysk.
Men inden vi kommer helt i gang, rækker Maja hånden op:
"Hanne, skal din søn egentlig være vikar her hos os igen?" spørger hun.
"Nej, det skal han ikke," svarer jeg uden tøven, og inden jeg når at spekulere over, hvordan DET spørgsmål lige er opstået i pigens hjernevindinger.
"Nå. Men jeg har altså lige set ham ude på gangen," fortsætter hun henkastet.
Åhh, haha, den lille slambert altså 😂😂😂
Så har han, BAG MORS RYG (hrmpf), ringet til skolen og lavet en aftale, hvorefter han bare er dukket op.
Det er sgudda grineren 😂 Og det må det også have været for 7D at se mit utjekkede ansigtsudtryk ved DEN erkendelse.
Nå, men da jeg var færdig med at give drengen verbale stokkeslag for brud på hans sønlige oplysningpligt, kunne jeg da kun glæde mig over hans disposition.
Det er HYGGELIGT at have ham lige der på mit job hver dag💘💘💘 Når han møder ind om morgenen, sker det altid med et muntert "Godmorgen kollega".
Og ude i klasserne er han efterhånden kendt for at håndtere larm og uro med et "Jeg siger det til min mor".
Oh my god, haha. Helt humorforladt er han heldigvis ikke.
Og jeg tænker, at han elsker sådan at have taget røven på Mutti 😂
Nå, men nu må jeg vist i tøjet. Jeg sidder i forstadsvillaens køkken og har netop slugt den sidste mundfuld af min dejlige, hjemmerørte pulverkaffe. Og af mit perfekt blødkogte æg.
Lidt småsen morgenmad, indrømmet, men det er ferie, og jeg var til tapashygge hos Übermensch i går aftes, så jeg er behageligt slap i betrækket i dag.
Take care now og vi høres ved 💜
Viser opslag med etiketten Facebook. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Facebook. Vis alle opslag
søndag den 9. februar 2020
mandag den 15. juli 2019
Bliver tæppebombet ...
... med notifikationer fra Google og Facebook for tiden: "Genoplev denne dag".
Og hvis jeg klikker på notifikationerne, åbner jeg en hel masse billeder, som jeg har taget med min mobiltelefon og/eller lagt på Facebook sidste sommer. Eller sommeren før. Eller sommeren før den. Eller ... ja, fortsæt selv 😉
Det er fine, glade sommerferiebilleder. Med sol, kølige drinks på terrasser, storslåede naturscenerier i fremmede lande. Skønne minder 💘
Men det er OGSÅ en nekrolog over mit forliste parforhold.
For gæt selv, hvem der toner frem på mange af billederne.
Jepper: ekskæresten.
Eller The Woman Formerly Known As Lady Godiva (indtil hun blev pissed over, at jeg somme tider omtalte hende her på Dropsene, og jeg som reaktion fjernede alle indlæg, hvor hun optrådte).
Suk.
Det giver altså en vis ambivalens, kan jeg så fortælle.
Nu er der gået mere end et halvt år, siden jeg forlod hende, og jeg er for længst kommet videre. Jeg dater et udvalg af kvinder (hehe 😋) og har allerede haft et temmelig heftigt crush på en anden.
Derudover stornyder jeg min singletilværelse og kan somme tider mærke en varm lykkefølelse over, at jeg ikke skal stå til regnskab.
Her i ferien er det blevet meget tydeligt for mig:
Rotterne er hos deres far i disse uger, og jeg behøver ikke foretage mig andet end det, der falder mig ind. Jeg skal ikke gøre rede for, hvad jeg bruger tiden på, eller hvem jeg tilbringer den med. Jeg skal ikke være noget sted på noget bestemt tidspunkt. Jeg kan takke ja til spontane invitationer. Og jeg oplever en fuldkommen uvant, uforpligtende frihed.
Det er completely priceless 💘
Så nej, denne Godiva fylder ikke ret meget.
Men ... det sørger Google og Facebook så for, at hun gør alligevel.
Med alle disse fantastiske sommerminder, som de nådesløst og uophørligt kaster i min retning.
Og det i en grad, så jeg faktisk kom til at savne hende lidt forleden dag.
Pis! Og NOT by intention, kan jeg roligt sige 😡
Men indtil vi ikke var det mere, var vi virkelig et lækkert match. In sync på langt de fleste områder i livet. Vi gik godt i "indhak", som hun sagde.
Og det var sgudda også lidt af en rejse, vi foretog sammen.
I de første år var vi hinandens faste støtter igennem krise efter krise. Udspring, skilsmisse, retssager, politiransagninger, ledighed, forældres intolerance. You name it.
Og så den lange række af skønne, lykkebringende oplevelser. Lækker damesex, vandreture, rejser, kulturoplevelser i næsten enhver afskygning, daseaftener med Netflix, grillhygge, lange, lange, dybe samtaler, fingerflet i biffen.
Så ja, der VAR mange gode ting. Og det er velsagtens naturligt fra tid til anden at kunne blive ramt af et stik af savn og sorg over, at det ikke længere ER sådan.
I løbet af de 8½ år vi var sammen, har vi jo også været med til at gøre hinanden til de mennesker, vi er i dag. For vi er jo alle summen af vores fortid.
Når jeg lader mig lokke for langt ud ad den tangent og ønsker at vende tilbage til virkeligheden og lyksaligheden over at have det, præcis som jeg har det lige nu, kender jeg heldigvis et simpelt trick, der virker hver gang:
Jeg tænker bare på hendes reaktioner, da jeg gik fra hende. Det er navnlig to ting, der effektivt bringer mig ud af mit savn:
Og hvis jeg klikker på notifikationerne, åbner jeg en hel masse billeder, som jeg har taget med min mobiltelefon og/eller lagt på Facebook sidste sommer. Eller sommeren før. Eller sommeren før den. Eller ... ja, fortsæt selv 😉
Det er fine, glade sommerferiebilleder. Med sol, kølige drinks på terrasser, storslåede naturscenerier i fremmede lande. Skønne minder 💘
Men det er OGSÅ en nekrolog over mit forliste parforhold.
For gæt selv, hvem der toner frem på mange af billederne.
Jepper: ekskæresten.
Eller The Woman Formerly Known As Lady Godiva (indtil hun blev pissed over, at jeg somme tider omtalte hende her på Dropsene, og jeg som reaktion fjernede alle indlæg, hvor hun optrådte).
Suk.
Det giver altså en vis ambivalens, kan jeg så fortælle.
Nu er der gået mere end et halvt år, siden jeg forlod hende, og jeg er for længst kommet videre. Jeg dater et udvalg af kvinder (hehe 😋) og har allerede haft et temmelig heftigt crush på en anden.
Derudover stornyder jeg min singletilværelse og kan somme tider mærke en varm lykkefølelse over, at jeg ikke skal stå til regnskab.
Her i ferien er det blevet meget tydeligt for mig:
Rotterne er hos deres far i disse uger, og jeg behøver ikke foretage mig andet end det, der falder mig ind. Jeg skal ikke gøre rede for, hvad jeg bruger tiden på, eller hvem jeg tilbringer den med. Jeg skal ikke være noget sted på noget bestemt tidspunkt. Jeg kan takke ja til spontane invitationer. Og jeg oplever en fuldkommen uvant, uforpligtende frihed.
Det er completely priceless 💘
Så nej, denne Godiva fylder ikke ret meget.
Men ... det sørger Google og Facebook så for, at hun gør alligevel.
Med alle disse fantastiske sommerminder, som de nådesløst og uophørligt kaster i min retning.
Og det i en grad, så jeg faktisk kom til at savne hende lidt forleden dag.
Pis! Og NOT by intention, kan jeg roligt sige 😡
Men indtil vi ikke var det mere, var vi virkelig et lækkert match. In sync på langt de fleste områder i livet. Vi gik godt i "indhak", som hun sagde.
Og det var sgudda også lidt af en rejse, vi foretog sammen.
I de første år var vi hinandens faste støtter igennem krise efter krise. Udspring, skilsmisse, retssager, politiransagninger, ledighed, forældres intolerance. You name it.
Og så den lange række af skønne, lykkebringende oplevelser. Lækker damesex, vandreture, rejser, kulturoplevelser i næsten enhver afskygning, daseaftener med Netflix, grillhygge, lange, lange, dybe samtaler, fingerflet i biffen.
Så ja, der VAR mange gode ting. Og det er velsagtens naturligt fra tid til anden at kunne blive ramt af et stik af savn og sorg over, at det ikke længere ER sådan.
I løbet af de 8½ år vi var sammen, har vi jo også været med til at gøre hinanden til de mennesker, vi er i dag. For vi er jo alle summen af vores fortid.
Når jeg lader mig lokke for langt ud ad den tangent og ønsker at vende tilbage til virkeligheden og lyksaligheden over at have det, præcis som jeg har det lige nu, kender jeg heldigvis et simpelt trick, der virker hver gang:
Jeg tænker bare på hendes reaktioner, da jeg gik fra hende. Det er navnlig to ting, der effektivt bringer mig ud af mit savn:
- Da jeg ville hente de ejendele, jeg havde liggende hos hende, havde hun lagt dem udenfor i decemberregnen. Sådan lidt ligesom Sys Bjerre, der synger om en X-Box på Enghavevej 😂
- Da jeg bad om afregning for nogle flybilletter, jeg havde lagt ud for, ville hun modregne det, som det nok havde kostet hende i ekstra el, vand og varme de gange, jeg havde overnattet hos hende. Så jeg så selvfølgelig aldrig en krone.
Det var arrogant og respektløst og minder mig om andre uheldige oplevelser i samme kategori. Og når tankerne er tænkt til ende, bliver mit savn hurtigt erstattet af lettelse over at være fri af damen.
Sådan kan jeg heldigvis manipulere mig selv. Og det har jeg god brug for under bombardementet fra Google og Facebook.
Sådan kan jeg heldigvis manipulere mig selv. Og det har jeg god brug for under bombardementet fra Google og Facebook.
Nå, men det var dagens strøtanker. Jeg må hellere liste ud i haven. Der er et par opgaver at løse derude 😉
Take care og vi høres ved 💜💜💜
tirsdag den 26. februar 2019
Crush
Jeg har et crush 💘
På en skøn kvinde.
Hvem hun er, og hvor jeg har mødt hende, holder jeg for mig selv.
Men jeg kan fortælle, at hun fascinerer mig (sjovt nok). For hun har temmelig mange kvaliteter, som gør mig våd i trussen.
For eksempel har hun et højt intellekt.
For ikke længe siden blev jeg spurgt om, hvad der tænder mig ved en potentiel partner. Og mit svar var, at sådan en skal kunne stimulere mit intellekt.
Det var ikke et svar, der faldt i den allerbedste jord i det selskab, jeg befandt mig i.
Tror nok, det blev tolket sådan, at jeg selv føler mig hævet over andre, så jeg landede i en ubehagelig krydsild, som jeg måske fortæller om ved en anden lejlighed (og bliver jeg stillet spørgsmålet igen, siger jeg bryster 😉).
Men det var nu mere ment således, at hvis ikke der er et match på det intellektuelle, tror jeg ikke, der er grobund for noget varigt. Og det gælder, uanset hvor højt eller knap så højt et intellekt man er udstyret med.
Denne kvinde kan sagtens stimulere mig på det intellektuelle plan.
Hun interesserer sig meget for filosofi, litteratur og fremmede ideologier. Og støder hun på et begreb, hun finder interessant, fordyber hun sig i det med et misundelsesværdigt engagement.
Hun er videbegærlig og reflekteret.
Hun er empatisk og hjælpsom. Varmhjertet.
Og så er hun karismatisk og sjov.
Aldeles henførende.
I sidste uge kastede vi os ud i en glødende chatkorrespondance. Så glødende, at jeg følte, luften omkring mig var ladet med en intens elektricitet.
Jeg var en lortelærer hele ugen, for jeg kunne ikke fokusere på andet. Jeg MÅTTE på Messenger hele tiden. Og kunne bare krydse fingre for, at ingen af mine elever opdagede, præcis HVOR optaget jeg var af det i timerne så forbudte sociale medie.
Og jeg gik uafbrudt rundt og smilede bredt og åndsfraværende. Så åndsfraværende, at jeg flere gange blev totalt til grin på lærerværelset, når nogen sagde noget til mig, som jeg overhovedet ikke hørte.
Fuldstændig tabt for omverdenen. Prisgivet.
Samtidig følte jeg, at hun havde det på samme måde.
Og jeg elskede det 💃💃💃
Det var kun anden gang i mit liv, at jeg havde prøvet at føle mig så tiltrukket af en anden kvinde, som lod til at føle sig lige så tiltrukket af mig.
Hun besøgte mig i weekenden. Og vi havde et par skønne dage.
Vi snakkede og grinede og spiste sushi og bland selv-slik og drak hvidvin. Og snakkede og snakkede og snakkede. Time efter time.
Og da hun i søndags kørte hjem, var det med den forståelse ... at det ikke skulle være os.
Skulle vi fortsætte, måtte det være som venner.
Så mit crush blev til et crash.
Hvorfor kan være lige meget.
Men jeg blev selvfølgelig ret skuffet og trist 😢
For jeg havde bragt mig selv helt op at køre. I 12. gear og i medvind. 120 i timen. Og jeg havde været blind for alt andet end suset. For eksempel blind for, at det slet ikke var realistisk.
Det sidste, hun sagde, inden hun kørte, var: "Vi ses." Ledsaget af et varmt smil og et glimt i de smukke øjne.
Det må vi så se, om vi gør.
Jeg vil i hvert fald gerne først have fundet min de-crush-knap. For jeg har brugt alt, alt, ALT for meget af mit liv på ulykkelige forelskelser.
Til gengæld fortryder jeg ikke min stormfulde sidste uge i så meget som et sekund. For det er præcis den følelse af gengældt affektion, jeg har længtes efter altid. Og den kan ingen tage fra mig. Den VAR der.
For den gave vil denne skønne kvinde have en plads i mit hjerte temmelig længe 💘
And what's almost as good: Jeg blev i processen opmærksom på, at jeg er kommet HELT over min ekskæreste, som jeg gik fra før jul.
Jeg er SÅ klar til endnu et kærlighedseventyr, og det skal nok komme.
Wish me luck 😊
På en skøn kvinde.
Hvem hun er, og hvor jeg har mødt hende, holder jeg for mig selv.
Men jeg kan fortælle, at hun fascinerer mig (sjovt nok). For hun har temmelig mange kvaliteter, som gør mig våd i trussen.
For eksempel har hun et højt intellekt.
For ikke længe siden blev jeg spurgt om, hvad der tænder mig ved en potentiel partner. Og mit svar var, at sådan en skal kunne stimulere mit intellekt.
Det var ikke et svar, der faldt i den allerbedste jord i det selskab, jeg befandt mig i.
Tror nok, det blev tolket sådan, at jeg selv føler mig hævet over andre, så jeg landede i en ubehagelig krydsild, som jeg måske fortæller om ved en anden lejlighed (og bliver jeg stillet spørgsmålet igen, siger jeg bryster 😉).
Men det var nu mere ment således, at hvis ikke der er et match på det intellektuelle, tror jeg ikke, der er grobund for noget varigt. Og det gælder, uanset hvor højt eller knap så højt et intellekt man er udstyret med.
Denne kvinde kan sagtens stimulere mig på det intellektuelle plan.
Hun interesserer sig meget for filosofi, litteratur og fremmede ideologier. Og støder hun på et begreb, hun finder interessant, fordyber hun sig i det med et misundelsesværdigt engagement.
Hun er videbegærlig og reflekteret.
Hun er empatisk og hjælpsom. Varmhjertet.
Og så er hun karismatisk og sjov.
Aldeles henførende.
I sidste uge kastede vi os ud i en glødende chatkorrespondance. Så glødende, at jeg følte, luften omkring mig var ladet med en intens elektricitet.
Jeg var en lortelærer hele ugen, for jeg kunne ikke fokusere på andet. Jeg MÅTTE på Messenger hele tiden. Og kunne bare krydse fingre for, at ingen af mine elever opdagede, præcis HVOR optaget jeg var af det i timerne så forbudte sociale medie.
Og jeg gik uafbrudt rundt og smilede bredt og åndsfraværende. Så åndsfraværende, at jeg flere gange blev totalt til grin på lærerværelset, når nogen sagde noget til mig, som jeg overhovedet ikke hørte.
Fuldstændig tabt for omverdenen. Prisgivet.
Samtidig følte jeg, at hun havde det på samme måde.
Og jeg elskede det 💃💃💃
Det var kun anden gang i mit liv, at jeg havde prøvet at føle mig så tiltrukket af en anden kvinde, som lod til at føle sig lige så tiltrukket af mig.
Hun besøgte mig i weekenden. Og vi havde et par skønne dage.
Vi snakkede og grinede og spiste sushi og bland selv-slik og drak hvidvin. Og snakkede og snakkede og snakkede. Time efter time.
Og da hun i søndags kørte hjem, var det med den forståelse ... at det ikke skulle være os.
Skulle vi fortsætte, måtte det være som venner.
Så mit crush blev til et crash.
Hvorfor kan være lige meget.
Men jeg blev selvfølgelig ret skuffet og trist 😢
For jeg havde bragt mig selv helt op at køre. I 12. gear og i medvind. 120 i timen. Og jeg havde været blind for alt andet end suset. For eksempel blind for, at det slet ikke var realistisk.
Det sidste, hun sagde, inden hun kørte, var: "Vi ses." Ledsaget af et varmt smil og et glimt i de smukke øjne.
Det må vi så se, om vi gør.
Jeg vil i hvert fald gerne først have fundet min de-crush-knap. For jeg har brugt alt, alt, ALT for meget af mit liv på ulykkelige forelskelser.
Til gengæld fortryder jeg ikke min stormfulde sidste uge i så meget som et sekund. For det er præcis den følelse af gengældt affektion, jeg har længtes efter altid. Og den kan ingen tage fra mig. Den VAR der.
For den gave vil denne skønne kvinde have en plads i mit hjerte temmelig længe 💘
And what's almost as good: Jeg blev i processen opmærksom på, at jeg er kommet HELT over min ekskæreste, som jeg gik fra før jul.
Jeg er SÅ klar til endnu et kærlighedseventyr, og det skal nok komme.
Wish me luck 😊
søndag den 3. februar 2019
Bare et hurtigt hej :-)
Jeg har ikke glemt dig 💜
Ved godt, at jeg plejer at skrive i weekenden. Men lige netop denne weekend har jeg fyldt ud med andre gode ting:
Yngste Søn kom hjem til Mutti fredag aften og har været her siden.
Jeg spillede tennis i går formiddags og spiste frokost hos min mor. Sammen med hele tre af mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn).
Brugte efter hjemkomst ret lang tid på Messenger og dejlig hyggechat med ... en dame. Som jeg chatter med.
Og om en times tid vil jeg køre til Silkeborg, hvor jeg vil vandre med kvinderne i Gaia. Sidder faktisk her i mit vandregear. Og må konstatere, at mine skønne Fjällräven-bukser er blevet for store. Eller rettere sagt: Det er sgu nok mig, der er blevet for lille. For jeg har tabt 10 kilo siden sidste sommer. Woop, woop 💃💃💃
Nå, men jeg må se, om jeg kan finde et bælte.
Klokken 17 tennis igen.
Og SÅ er jeg træt.
Vil derfor fede den i aften. Med Netflix. Og den hvidvin, der er til overs fra i fredags.
Så nej, jeg får sgu nok ikke tid til at skrive et indlæg i denne weekend 😉
Men om fem arbejdsdage får jeg ... VINTERFERIE. YAY! Og da jeg ingen planer har før fredag den 15., ja, såøh ... lur mig, om ikke der skulle blive tid til en linje eller to her på Dropsene.
Der er sådan set nok at fortælle.
Take care, og vi høres ved 💘💘💘
Ved godt, at jeg plejer at skrive i weekenden. Men lige netop denne weekend har jeg fyldt ud med andre gode ting:
Yngste Søn kom hjem til Mutti fredag aften og har været her siden.
Jeg spillede tennis i går formiddags og spiste frokost hos min mor. Sammen med hele tre af mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn).
Brugte efter hjemkomst ret lang tid på Messenger og dejlig hyggechat med ... en dame. Som jeg chatter med.
Og om en times tid vil jeg køre til Silkeborg, hvor jeg vil vandre med kvinderne i Gaia. Sidder faktisk her i mit vandregear. Og må konstatere, at mine skønne Fjällräven-bukser er blevet for store. Eller rettere sagt: Det er sgu nok mig, der er blevet for lille. For jeg har tabt 10 kilo siden sidste sommer. Woop, woop 💃💃💃
Nå, men jeg må se, om jeg kan finde et bælte.
Klokken 17 tennis igen.
Og SÅ er jeg træt.
Vil derfor fede den i aften. Med Netflix. Og den hvidvin, der er til overs fra i fredags.
Så nej, jeg får sgu nok ikke tid til at skrive et indlæg i denne weekend 😉
Men om fem arbejdsdage får jeg ... VINTERFERIE. YAY! Og da jeg ingen planer har før fredag den 15., ja, såøh ... lur mig, om ikke der skulle blive tid til en linje eller to her på Dropsene.
Der er sådan set nok at fortælle.
Take care, og vi høres ved 💘💘💘
fredag den 4. januar 2019
Nu har jeg sgu gjort noget vildt ...
... synes jeg.
Gamle læsere ved, at jeg som homoseksuel til tider kan føle mig lidt ensom i min seksualitet.
For jeg har ingen omkring mig, der er ligesom mig (og "ligesom mig" er egentlig ikke så outreret, det er bare almindelig lesbisk, you know).
Som i INGEN. NIEMAND. NOBODY. PERSONNE.
Ikke i min opvækst.
Ikke mens jeg sejlede under heteroseksuelt bekvemmelighedsflag og lod, som om jeg var lykkelig hustru i et traditionelt ægteskab.
Ikke på nogen af de mange uddannelser, jeg har taget (jeps, jeg har to ungdomsuddannelser og to videregående uddannelser og er dermed ikke regeringens våde drøm, slet ikke).
Ikke på mit job.
Ikke i mine fritidsaktiviteter.
FUCKING INGEN STEDER. Ingen steder havde jeg nogen, der kunne vise mig, at jeg ikke var completely deranged.
Først da jeg mødte min ekskæreste, fik jeg langt om længe en at spejle mig i. En, som kunne få mig til at føle, at jeg ikke var helt off alligevel. Og det var nyt. Og totally nice 💃
Nu findes mit parforhold ikke længere, og jeg er rykket tilbage til square one i den forstand, at jeg i-fucking-GEN ikke har nogen med samme seksualitet at læne mig opad.
Well, tænkte jeg så i sidste uge. Og måske også fordi jeg er "on the rebound" (slå det selv op). Det må jeg fandme gøre noget ved. For det er faktisk lidt træls. Nederen, vil jeg næsten sige.
Og så ... tog jeg det første vilde skridt: Jeg meldte mig ind i en Facebook-gruppe for lesbiske singler.
Jeps. Tag DEN! Det gjorde jeg sgu!
Man lever vel på kanten 😉
Og det bliver vildere endnu!!!
I denne Facebook-lebbegruppe lå pludselig et opslag fra en kvinde (sjovt nok), som søgte andre kvinder (sjovt nok igen), der havde lyst til at tage en tur i sommerhus. I Nordsjælland. I en weekend i vinterferien.
Og så skrev jeg, at det ville jeg da gerne.
Så nu skal jeg det.
I sommerhus. I februar. Med seks andre singlelebber, som jeg overhovedet ikke kender.
Haha. Det kan sgudda KUN blive spas 😄😄😄
Jeg fortalte det til tre af mine mænd i dag. Jeg har fire mænd i alt. I mit team på jobbet. Og jeg har det som blommen i en hel masse æg, når jeg er sammen med disse mænd. Vi taler ret åbent om mange ting. Også damer.
Og oh dear, for nogle blikke, de sendte hinanden og mig. Et sommerhus fyldt med lebber? Det kan KUN blive ... øh ... interessant 😉 Sådan tænkte de. Det kunne jeg både se og høre på dem.
Og den havde de fandme ikke set komme. At JEG, Mutti, skulle melde mig til SÅDAN en weekend.
Og jeg solede mig i deres beundrende blikke og spillede med på den. Man kan jo lige suge den street credit til sig, der ligger i at lade, som om det trækker op til et orgie.
Så kan man jo altid holde lidt lav profil med, at det altså overhovedet ikke er på tegnebrættet. Programmet omfatter vandreture og cafébesøg og Kronborg og andre museer. Helt uskyldigt og pænt.
Nå, men jeg GLÆDER mig! Måske får jeg nu det netværk, jeg sådan har savnet.
Keep your fingers crossed 🙏
Gamle læsere ved, at jeg som homoseksuel til tider kan føle mig lidt ensom i min seksualitet.
For jeg har ingen omkring mig, der er ligesom mig (og "ligesom mig" er egentlig ikke så outreret, det er bare almindelig lesbisk, you know).
Som i INGEN. NIEMAND. NOBODY. PERSONNE.
Ikke i min opvækst.
Ikke mens jeg sejlede under heteroseksuelt bekvemmelighedsflag og lod, som om jeg var lykkelig hustru i et traditionelt ægteskab.
Ikke på nogen af de mange uddannelser, jeg har taget (jeps, jeg har to ungdomsuddannelser og to videregående uddannelser og er dermed ikke regeringens våde drøm, slet ikke).
Ikke på mit job.
Ikke i mine fritidsaktiviteter.
FUCKING INGEN STEDER. Ingen steder havde jeg nogen, der kunne vise mig, at jeg ikke var completely deranged.
Først da jeg mødte min ekskæreste, fik jeg langt om længe en at spejle mig i. En, som kunne få mig til at føle, at jeg ikke var helt off alligevel. Og det var nyt. Og totally nice 💃
Nu findes mit parforhold ikke længere, og jeg er rykket tilbage til square one i den forstand, at jeg i-fucking-GEN ikke har nogen med samme seksualitet at læne mig opad.
Well, tænkte jeg så i sidste uge. Og måske også fordi jeg er "on the rebound" (slå det selv op). Det må jeg fandme gøre noget ved. For det er faktisk lidt træls. Nederen, vil jeg næsten sige.
Og så ... tog jeg det første vilde skridt: Jeg meldte mig ind i en Facebook-gruppe for lesbiske singler.
Jeps. Tag DEN! Det gjorde jeg sgu!
Man lever vel på kanten 😉
Og det bliver vildere endnu!!!
I denne Facebook-lebbegruppe lå pludselig et opslag fra en kvinde (sjovt nok), som søgte andre kvinder (sjovt nok igen), der havde lyst til at tage en tur i sommerhus. I Nordsjælland. I en weekend i vinterferien.
Og så skrev jeg, at det ville jeg da gerne.
Så nu skal jeg det.
I sommerhus. I februar. Med seks andre singlelebber, som jeg overhovedet ikke kender.
Haha. Det kan sgudda KUN blive spas 😄😄😄
Jeg fortalte det til tre af mine mænd i dag. Jeg har fire mænd i alt. I mit team på jobbet. Og jeg har det som blommen i en hel masse æg, når jeg er sammen med disse mænd. Vi taler ret åbent om mange ting. Også damer.
Og oh dear, for nogle blikke, de sendte hinanden og mig. Et sommerhus fyldt med lebber? Det kan KUN blive ... øh ... interessant 😉 Sådan tænkte de. Det kunne jeg både se og høre på dem.
Og den havde de fandme ikke set komme. At JEG, Mutti, skulle melde mig til SÅDAN en weekend.
Og jeg solede mig i deres beundrende blikke og spillede med på den. Man kan jo lige suge den street credit til sig, der ligger i at lade, som om det trækker op til et orgie.
Så kan man jo altid holde lidt lav profil med, at det altså overhovedet ikke er på tegnebrættet. Programmet omfatter vandreture og cafébesøg og Kronborg og andre museer. Helt uskyldigt og pænt.
Nå, men jeg GLÆDER mig! Måske får jeg nu det netværk, jeg sådan har savnet.
Keep your fingers crossed 🙏
onsdag den 2. januar 2019
Til mine nye læsere
Jeg ved, jeg har nye læsere. Det har jeg næsten altid, men jeg ved også, at jeg har flere nye læsere, end jeg plejer. For jeg har inviteret en Facebook-gruppe med i klubben.
Til mine nye læsere vil jeg sige velkommen. Rigtigt hjerteligt velkommen. Jeg håber, I får lidt ud af at læse med her 💜
Jeg skriver dette indlæg til jer. For at prøve at fortælle lidt om, hvem jeg er. Så I ikke behøver arbejde jer igennem alle de 500 blogindlæg, jeg i tidens løb har lagt her på Dropsene.
Til mine gamle læsere. Bær over med mig, please. I vil møde gentagelser. Håber, det er okay. I får også et hjerte: 💜
Nå, men kort fortalt (eller måske ikke så kort fortalt, for jeg er pissegod til at cykle ud ad en eller anden tangent og komme til at skrive alt for meget, haha):
Jeg er 51.
Jeg bor i Randers, men det er ikke noget, jeg sådan går rundt og fortæller folk. For så får jeg alle mulige ... øh ... interessante bemærkninger og spørgsmål, hvoraf mange sjovt nok indeholder ordene Mokai, Nike Shocks eller scooter.
Underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole. 60 kilometer fra min bopæl. Hvilket er praktisk, fordi jeg så ikke risikerer at løbe ind i elever og forældre til spontane skole-hjem-samtaler, når jeg færdes i gademiljøet i min by. Og IKKE så praktisk, fordi jeg hver dag får fornøjelsen af fucking E45.
Før jeg blev lærer, var jeg selvstændig og arbejdede i 14 år med oversættelse af litteratur for snart sagt alle de store forlag, vi har her i landet.
Det var fedt, fordi jeg kunne sidde hjemme og arbejde og havde en stor grad af selvbestemmelse i min arbejdsdag. Og ikke så fedt, fordi jeg aldrig så en sjæl. Jeg kunne sagtens sidde fordybet i et manuskript fra 8 til 17 og ikke tale med nogen. Så jeg trampede så at sige mine egne sociale behov ned under parketgulvet med det arrangement.
Oversættelsesarbejdet spillede heller ikke så godt for min kreativitet.
Jeg elsker at udtrykke mig på skrift. Lege med ordene. Lade sproget sprudle. Og jeg sætter stor pris på den kreative frihed, jeg har her på Dropsene.
Men når jeg sad med en engelsk eller amerikansk originaltekst og skulle omsætte den til et dansk manuskript, ja, så var jeg en anelse bundet på min kreativitet. Tror sgu nok, at forlagsredaktørerne ligesom forventede, at jeg lagde mig forholdsvis tæt op ad udgangsteksten og ikke pludselig begyndte at digte og indføje et brutalt sexmord i et værk af Dalai Lama. Sådan bare for at give hans bog en smule kant, you know 😉
Nå, men jeg fortryder ikke min tid som selvstændig. For på det tidspunkt var jeg gift med en mand, en travl konsulent med masser af rejsedage. Og med ham havde jeg fået fire børn. Yes, du læste rigtigt: FIRE.
Og når nu manden næsten aldrig var hjemme, var det praktisk for familien, at JEG var.
Nu er Rotterne store (når jeg skriver om Rotterne her på bloggen, så er det altså mine fire elskelige børn, jeg mener).
Ældste Datter på 25 blev færdig som lærer før sommerferien. Og underviser blandt andet i engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Det er jo det samme som Mutti! Ved sgu ikke, om det er creepy eller flatterende, men hælder nok mest til det sidste. Hun bor i en lejlighed i Aarhus og havde en nærildebrandsoplevelse nytårsaften. Den kan du læse om in another afsnit.
Ældste Søn på 23 er udvandret fra Jylland. Det ved jeg ikke, om jeg helt har tilgivet ham endnu. Men objektivt set var det vel okay, da drengen blev optaget på kemiingeniøruddannelsen på DTU, og DTU altså ligger i Lyngby. Not much to do about that.
Somme tider besøger jeg ham på hans kollegium. Så rykker mor ind på en luftmadras på gulvet og lærer under besøget at glæde sig over, at hun ikke SELV lever med et fælleskøkken. For hold nu kæft, hvor kan sådan nogle unge studerende altså svine på fællesarealerne.
Yngste Søn er 20. Han læser nano science på Aarhus Universitet. Jeg aner ikke en skid om nano science, men det er vist nok noget med nogle meget små ting. Han lader til at være ret glad for det, og det er vigtigt.
På muren på hans institut står der INANO med store bogstaver. Det har jeg set nogle gange, når jeg er kørt forbi. Men først i sidste uge faldt det mig ind at læse skiltet bagfra. Oh my god, haha! Nogen har lavet lidt af en brain fart der 😂
Yngste Søn bor også på kollegium. Skjoldhøj i Brabrand. Kollegiet fra helvede. Eller i hvert fald der, hvor de andre ikke gider bo. Skjoldhøj ligger et stykke uden for byen, og det er ikke hipt ikke at bo centralt, så alle vil gerne videre. Derfor var det også let for drengen at få et værelse derude.
Mutti render til gengæld rundt med armene over hovedet over drengens boligforhold, for han har haft en privilegeret opvækst i et pænt og dyrt kvarter, og det er godt at prøve det andet også.
Og så er der Bette. Yngste Datter. Hun er 14 og går i 8. klasse på en privatskole her i byen.
Som mange andre teenagere oplever hun tilsyneladende, at hendes mor er blevet mere og mere vanskelig og urimelig i den senere tid. Hun er i hvert fald god til at rulle opgivende med øjnene over en del af mine holdninger og dispositioner. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer jeg i bedring, når barnet nærmer sig de 18-20 år. Så genvinder mange forældre nemlig deres fornuft 😉
I min fritid dyrker jeg en fantastisk portefølje af interesser. (Synes jeg da selv. Heldigvis.):
Det er oplevelser i ind- og udland, jeg bruger de fleste af mine penge på, når mine faste udgifter er betalt.
For 8½ år siden sprang jeg ud som lesbisk.
Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg PLUDSELIG var blevet homoseksuel. For det havde jeg sådan set altid været. Men jeg var blevet træt af at leve det forkerte liv. Af at følge konventionerne og pænt leve under tag og dyne med en mand.
Under min opvækst og i hele mit hidtidige liv havde jeg aldrig truffet en homoseksuel. I hvert fald ikke en, der var sprunget ud. Jeg havde aldrig haft nogen at spejle mig i. Der VAR ganske simpelt ingen åbent homoseksuelle i de kredse, hvor jeg færdedes.
Derfor troede jeg også, at jeg var anderledes. Forkert. Når jeg blev ved med at forelske mig i andre kvinder.
Og jeg skammede mig over det. Ingen måtte for Guds skyld vide noget. Så jeg lavede en heteroseksuel skinmanøvre og gik i flyverskjul i min kernefamilie.
Indtil jeg altså fik nok.
Da jeg var cirka 40, begyndte jeg nemlig at reflektere over den del af mit liv, der var gået, og den, der var tilbage. Og det blev en hårrejsende refleksion. Som med en lægtehammer blev jeg blev ramt midt mellem øjnene af den erkendelse, at jeg ikke kunne fortsætte med min tilværelse, som den var.
Så jeg oprettede en profil på et dating site for homoseksuelle.
Og der mødte jeg en skøn kvinde. Sød og skarp og smuk og empatisk og sjov og sexet og meget andet guf.
Hende forelskede jeg mig håbløst i.
Så håbløst, at jeg forlod min mand, flyttede fra stor villa til lejlighed i den lokale ludergade, lukkede mit firma, fordi jeg ikke tjente nok til at kunne forsørge mig selv og fire børn, tog ny uddannelse, fik nyt job, købte hus.
Og her sidder jeg nu.
Med en kop friskrørt pulverkaffe. Og tænker, om jeg i grunden ikke har fortalt nok om mig selv sådan lige for nærværende. Jeg vil i hvert fald mene, at nye læsere nok har fået en idé om, hvem jeg er, så de ikke behøver at slæbe sig gennem alle 500 indlæg på bloggen 😉
Så mangler jeg bare at runde af.
Det vil jeg gøre ved at fortælle, at forholdet til min dejlige kvinde holdt i 8½ år. Hvoraf langt de fleste stunder har været fantastiske. Hun gav mig lov til for første gang i mit liv at opleve gengældt kærlighed, og for det vil jeg altid være hende dybt taknemlig.
Men for to uger siden gik det i stykker. Og jeg tror ikke, det kommer til at genopstå.
Enough about me. Måske høres vi ved igen 🙏
Til mine nye læsere vil jeg sige velkommen. Rigtigt hjerteligt velkommen. Jeg håber, I får lidt ud af at læse med her 💜
Jeg skriver dette indlæg til jer. For at prøve at fortælle lidt om, hvem jeg er. Så I ikke behøver arbejde jer igennem alle de 500 blogindlæg, jeg i tidens løb har lagt her på Dropsene.
Til mine gamle læsere. Bær over med mig, please. I vil møde gentagelser. Håber, det er okay. I får også et hjerte: 💜
Nå, men kort fortalt (eller måske ikke så kort fortalt, for jeg er pissegod til at cykle ud ad en eller anden tangent og komme til at skrive alt for meget, haha):
Jeg er 51.
Jeg bor i Randers, men det er ikke noget, jeg sådan går rundt og fortæller folk. For så får jeg alle mulige ... øh ... interessante bemærkninger og spørgsmål, hvoraf mange sjovt nok indeholder ordene Mokai, Nike Shocks eller scooter.
Underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole. 60 kilometer fra min bopæl. Hvilket er praktisk, fordi jeg så ikke risikerer at løbe ind i elever og forældre til spontane skole-hjem-samtaler, når jeg færdes i gademiljøet i min by. Og IKKE så praktisk, fordi jeg hver dag får fornøjelsen af fucking E45.
Før jeg blev lærer, var jeg selvstændig og arbejdede i 14 år med oversættelse af litteratur for snart sagt alle de store forlag, vi har her i landet.
Det var fedt, fordi jeg kunne sidde hjemme og arbejde og havde en stor grad af selvbestemmelse i min arbejdsdag. Og ikke så fedt, fordi jeg aldrig så en sjæl. Jeg kunne sagtens sidde fordybet i et manuskript fra 8 til 17 og ikke tale med nogen. Så jeg trampede så at sige mine egne sociale behov ned under parketgulvet med det arrangement.
Oversættelsesarbejdet spillede heller ikke så godt for min kreativitet.
Jeg elsker at udtrykke mig på skrift. Lege med ordene. Lade sproget sprudle. Og jeg sætter stor pris på den kreative frihed, jeg har her på Dropsene.
Men når jeg sad med en engelsk eller amerikansk originaltekst og skulle omsætte den til et dansk manuskript, ja, så var jeg en anelse bundet på min kreativitet. Tror sgu nok, at forlagsredaktørerne ligesom forventede, at jeg lagde mig forholdsvis tæt op ad udgangsteksten og ikke pludselig begyndte at digte og indføje et brutalt sexmord i et værk af Dalai Lama. Sådan bare for at give hans bog en smule kant, you know 😉
Nå, men jeg fortryder ikke min tid som selvstændig. For på det tidspunkt var jeg gift med en mand, en travl konsulent med masser af rejsedage. Og med ham havde jeg fået fire børn. Yes, du læste rigtigt: FIRE.
Og når nu manden næsten aldrig var hjemme, var det praktisk for familien, at JEG var.
Nu er Rotterne store (når jeg skriver om Rotterne her på bloggen, så er det altså mine fire elskelige børn, jeg mener).
Ældste Datter på 25 blev færdig som lærer før sommerferien. Og underviser blandt andet i engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Det er jo det samme som Mutti! Ved sgu ikke, om det er creepy eller flatterende, men hælder nok mest til det sidste. Hun bor i en lejlighed i Aarhus og havde en nærildebrandsoplevelse nytårsaften. Den kan du læse om in another afsnit.
Ældste Søn på 23 er udvandret fra Jylland. Det ved jeg ikke, om jeg helt har tilgivet ham endnu. Men objektivt set var det vel okay, da drengen blev optaget på kemiingeniøruddannelsen på DTU, og DTU altså ligger i Lyngby. Not much to do about that.
Somme tider besøger jeg ham på hans kollegium. Så rykker mor ind på en luftmadras på gulvet og lærer under besøget at glæde sig over, at hun ikke SELV lever med et fælleskøkken. For hold nu kæft, hvor kan sådan nogle unge studerende altså svine på fællesarealerne.
Yngste Søn er 20. Han læser nano science på Aarhus Universitet. Jeg aner ikke en skid om nano science, men det er vist nok noget med nogle meget små ting. Han lader til at være ret glad for det, og det er vigtigt.
På muren på hans institut står der INANO med store bogstaver. Det har jeg set nogle gange, når jeg er kørt forbi. Men først i sidste uge faldt det mig ind at læse skiltet bagfra. Oh my god, haha! Nogen har lavet lidt af en brain fart der 😂
Yngste Søn bor også på kollegium. Skjoldhøj i Brabrand. Kollegiet fra helvede. Eller i hvert fald der, hvor de andre ikke gider bo. Skjoldhøj ligger et stykke uden for byen, og det er ikke hipt ikke at bo centralt, så alle vil gerne videre. Derfor var det også let for drengen at få et værelse derude.
Mutti render til gengæld rundt med armene over hovedet over drengens boligforhold, for han har haft en privilegeret opvækst i et pænt og dyrt kvarter, og det er godt at prøve det andet også.
Og så er der Bette. Yngste Datter. Hun er 14 og går i 8. klasse på en privatskole her i byen.
Som mange andre teenagere oplever hun tilsyneladende, at hendes mor er blevet mere og mere vanskelig og urimelig i den senere tid. Hun er i hvert fald god til at rulle opgivende med øjnene over en del af mine holdninger og dispositioner. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer jeg i bedring, når barnet nærmer sig de 18-20 år. Så genvinder mange forældre nemlig deres fornuft 😉
I min fritid dyrker jeg en fantastisk portefølje af interesser. (Synes jeg da selv. Heldigvis.):
- Jeg skriver for eksempel blogindlæg (SURPPRISE!).
- Jeg læser. Romaner. Gerne spændende. Og gerne på både engelsk, tysk og dansk.
- Jeg er næstformand i bestyrelsen på Yngste Datters skole.
- Jeg synger i kor.
- Jeg spiller tennis.
- Jeg vandrer. Ude i Guds grønne natur, det billige pis.
- Jeg tager til foredrag og koncerter og udstillinger.
- Og en hel masse i biffen.
- Og så elsker jeg at rejse.
Det er oplevelser i ind- og udland, jeg bruger de fleste af mine penge på, når mine faste udgifter er betalt.
For 8½ år siden sprang jeg ud som lesbisk.
Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg PLUDSELIG var blevet homoseksuel. For det havde jeg sådan set altid været. Men jeg var blevet træt af at leve det forkerte liv. Af at følge konventionerne og pænt leve under tag og dyne med en mand.
Under min opvækst og i hele mit hidtidige liv havde jeg aldrig truffet en homoseksuel. I hvert fald ikke en, der var sprunget ud. Jeg havde aldrig haft nogen at spejle mig i. Der VAR ganske simpelt ingen åbent homoseksuelle i de kredse, hvor jeg færdedes.
Derfor troede jeg også, at jeg var anderledes. Forkert. Når jeg blev ved med at forelske mig i andre kvinder.
Og jeg skammede mig over det. Ingen måtte for Guds skyld vide noget. Så jeg lavede en heteroseksuel skinmanøvre og gik i flyverskjul i min kernefamilie.
Indtil jeg altså fik nok.
Da jeg var cirka 40, begyndte jeg nemlig at reflektere over den del af mit liv, der var gået, og den, der var tilbage. Og det blev en hårrejsende refleksion. Som med en lægtehammer blev jeg blev ramt midt mellem øjnene af den erkendelse, at jeg ikke kunne fortsætte med min tilværelse, som den var.
Så jeg oprettede en profil på et dating site for homoseksuelle.
Og der mødte jeg en skøn kvinde. Sød og skarp og smuk og empatisk og sjov og sexet og meget andet guf.
Hende forelskede jeg mig håbløst i.
Så håbløst, at jeg forlod min mand, flyttede fra stor villa til lejlighed i den lokale ludergade, lukkede mit firma, fordi jeg ikke tjente nok til at kunne forsørge mig selv og fire børn, tog ny uddannelse, fik nyt job, købte hus.
Og her sidder jeg nu.
Med en kop friskrørt pulverkaffe. Og tænker, om jeg i grunden ikke har fortalt nok om mig selv sådan lige for nærværende. Jeg vil i hvert fald mene, at nye læsere nok har fået en idé om, hvem jeg er, så de ikke behøver at slæbe sig gennem alle 500 indlæg på bloggen 😉
Så mangler jeg bare at runde af.
Det vil jeg gøre ved at fortælle, at forholdet til min dejlige kvinde holdt i 8½ år. Hvoraf langt de fleste stunder har været fantastiske. Hun gav mig lov til for første gang i mit liv at opleve gengældt kærlighed, og for det vil jeg altid være hende dybt taknemlig.
Men for to uger siden gik det i stykker. Og jeg tror ikke, det kommer til at genopstå.
Enough about me. Måske høres vi ved igen 🙏
tirsdag den 27. marts 2018
Om tre små ord
De MÅTTE jo komme. Tre små ord. Små sataner faktisk.
Ved selvfølgelig godt, at jeg har valgt en arbejdsplads (den danske folkeskole) med et højvirulent miljø, når det gælder spredningen af beskidte tiltaleformer.
"Luder" for eksempel. Meget smittefarligt. Fordi det har en forførende negativ effekt på modtageren.
Eller hvad med "faggot"? "Svans"? "Bøsserøv"?
I særdeleshed homofobisk ladede prædikater synes at være populære blandt mine elever. Og det er fast arbejde at sige fra. For det gør jeg konsekvent, når disse lidet flatterende udtryk lander i min øregang.
Det er i min lesbiske optik et uheldigt skråplan, at homofobiske ord og vendinger sådan er blevet en fuldt integreret del af almindelig tale. For det bidrager til at bekræfte den vildfarelse, at vi homoseksuelle er andenrangsmennesker.
Jeg er aldrig selv blevet kaldt noget af det ovenstående, når jeg har været på job. (Måske fremstår man også lidt komisk, hvis man ligefrem kalder mig bøsserøv.)
Og når jeg griber nogen i at bruge betegnelser for homoseksuelle i en nedsættende betydning, får jeg næsten altid en uforbeholden undskyldning og en forsikring om, at ordene sandelig aldrig har været rettet mod mig.
Eller ... øh ... sådan var det i hvert fald indtil forrige fredag.
Men forrige fredag sker der noget:
Jeg har tysk i 9. klasse, og eleverne skal lave en mundtlig gruppeøvelse.
En af pigerne i klassen - vi kan jo kalde hende Lonnie (det hedder hun ikke, men hendes rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)) - har for længst opgivet tyskfaget. I stedet for at forsøge at tilegne sig bare en smule af fremmedsproget bruger hun timerne på forskellige sociale medier. Ganske åbenlyst tilmed.
Nu sidder Lonnie så i sin gruppe med computeren slået op på Facebook. Skærmen vender op imod lærerens bord, så jeg tydeligt kan se, hvad hun IKKE laver: tysk.
Jeg går ned til hende og beder hende om at logge af Facebook. Ingen reaktion.
Så beder jeg hende igen om at logge af Facebook. Ingen reaktion.
Så beder jeg hende om at klappe skærmen i, for hun skal ikke bruge computer til den øvelse, hun skal deltage i. Hun vipper skærmen cirka tre centimeter hen imod sig selv. Så hun stadigvæk kan se alt, hvad der foregår på den.
Nu har jeg efterhånden fået nok. Så med en finger skubber jeg stille og roligt til skærmen, indtil hun ikke længere kan se skærmbilledet.
"Du skal ikke lukke min fucking computer!" lyder det elskværdigt fra den unge dame.
"Jamen, så kan DU jo lige lukke den," foreslår jeg som svar.
Ingen reaktion.
Skærmen klapper i af sig selv de sidste centimeter. Hvorpå pigen drejer hovedet i ninjaspeed og stirrer på mig med lynende vrede øjne.
"Din fucking homo!"
Hendes respons rammer mig som en syngende lussing.
Se, jeg bliver i almindelighed behandlet med respekt på min arbejdsplads. Aldrig har en elev kaldt mig noget som helst, der begynder med "din fucking". Og da slet ikke efterfulgt af "homo".
Og nu er jeg sendt til tælling. Står der foran klassen og føler mig totalt ydmyget. Og ked af det.
Jeg smider pigen ud. Hun kan ikke deltage i min undervisning sådan lige for en stund. For i situationen kan jeg ikke rigtig få luft for hende.
Den adfærd, hun lige har demonstreret over for mig, er nemlig en af årsagerne til min gamle rædsel for at springe ud. Til min årelange, ynkelige kamp for at knægte min natur og for alt i verden fremstå heteroseksuel.
Andre menneskers nedværdigende fordømmelse.
Jeg må have en timeout. Trække mig ud af rummet et øjeblik, så jeg kan finde fodfæste igen. Derfor lader jeg grupperne arbejde videre med deres mundtlige øvelse i klassen og flygter hen på lærerværelset.
Her kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Damn, det gør ondt. Jeg føler mig lillebitte. Skammet ud.
Heldigvis er der ikke andre i lokalet. Det er jo midt i en time.
Øh ... indtil vores arbejdsmiljørepræsentant tilfældigt træder ind ad døren.
Fuck.
Han er ikke sen til at reagere, da han hører, hvorfor jeg græder. Så han suser hen på gangen og hapser pigen for at konfrontere hende med fakta.
Selv suser jeg ned på toilettet. Søger isolation bag toiletdørens trygge værn.
Får et chok, da jeg ser mig i spejlet. Jeg er tudegrim. Det er værst med øjnene. De er røde som trafiklys. Min eyeliner er tværet ud. Til gengæld er jeg ophovnet og skjoldet i resten af ansigtet.
Ikke noget kønt syn. Jeg vil helt sikkert være længe om at genvinde mit normale udseende.
Alt for længe.
For jeg har jo 17 elever siddende i klassen. Nu uden lærer.
Fuck igen!
Jeg tripper lidt på stedet, men ser ikke andre muligheder end at lade tudegrim være tudegrim og vende tilbage til min undervisning. Jeg KAN ganske simpelt ikke lade mine elever sidde alene.
Det er ikke helt let. Faktisk kræver det adskillige dybe indåndinger og en længere peptalk til mig selv. Men til sidst ... GØR jeg det sgu!
Rødøjet og uskøn træder jeg ind i klasserummet. Forsøger af al magt at overbevise mig selv om, at mine elever GERNE må se, at lærere er mennesker. Med rigtige følelser. Og hvad det gør ved mig at blive behandlet, som jeg blev.
Håber samtidig inderligt, at jeg kan holde tårerne tilbage, når englebasserne med garanti vil spørge, hvorfor jeg ser sådan ud.
No such luck though.
Der går ikke mere end et splitsekund, før jeg igen står og smågræder. Komplet blottet. Og denne gang med 9. klasse som publikum.
Fedt.
Jeg vender et øjeblik ryggen mod klassen. Læner panden imod den kølige, hvide tavle. Og ønsker mig til Timbuktu.
Så fortæller jeg dem sandheden. Det var de færreste, der havde bemærket mit lille sammenstød med Lonnie. Men nu ved de alle det hele.
Og jeg bliver mødt med ...
... en OVERVÆLDENDE sympati.
Mine elever kan i virkeligheden slet ikke klare at se mig sådan. Lille og sårbar. De kender mig jo som den altid søde, sjove, glade mig. Og nu har de fået et kulturchok.
I særdeleshed AP (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)).
AP er en karseklippet slambert. Tilsyneladende lidt hård i filten og altid god for en halv rubber med flimmer og ballade. Og så kunne han allerede i 7. klasse trække et kondom op gennem næsen og ud gennem munden. Det har jeg selv set (YUCK!). Måske er han ikke en af Guds artigste drenge. Men han har til gengæld hjertet på rette sted, når situationen kræver det.
"Vil du ikke have et stykke kage?" siger han i afmagt og rundt på gulvet over min usædvanlige ked af det-hed. "Jeg har bagt. Til dansktimen."
Han føler et stærkt behov for at bringe universet tilbage i ligevægt. Kosmos, you know. Og det med alle forhåndenværende midler. Herunder hjemmebagt chokoladekage.
"Jamen, den har du jo bagt til jeres kageordning i dansk," snøfter jeg.
"Jeg synes, vi skal have kage nu. Så gemmer vi bare et stykke til vores dansklærer," svarer han stålsat.
Og så får vi kage. Og jeg bliver varm indeni :-)
I mellemtiden har arbejdsmiljørepræsentanten OG klassens kontaktlærer haft fat i nakkehårene på Lonnie.
Hun benægter selvfølgelig alt. DET har hun aldrig sagt, bedyrer hun stædigt. Men lader sig alligevel overtale til at mødes med mig klokken 14.30 for at give mig en undskyldning.
"Jeg har fået at vide, at jeg skal sige undskyld," indleder hun sødt, da vi mødes på gangen på det aftalte tidspunkt. "Så undskyld ... men jeg sagde det altså ikke."
Og med den ikke-undskyldning ender historien så.
Jeg får aldrig nogen beklagelse fra pigen. Til gengæld fik hun ingen kage.
Ved selvfølgelig godt, at jeg har valgt en arbejdsplads (den danske folkeskole) med et højvirulent miljø, når det gælder spredningen af beskidte tiltaleformer.
"Luder" for eksempel. Meget smittefarligt. Fordi det har en forførende negativ effekt på modtageren.
Eller hvad med "faggot"? "Svans"? "Bøsserøv"?
I særdeleshed homofobisk ladede prædikater synes at være populære blandt mine elever. Og det er fast arbejde at sige fra. For det gør jeg konsekvent, når disse lidet flatterende udtryk lander i min øregang.
Det er i min lesbiske optik et uheldigt skråplan, at homofobiske ord og vendinger sådan er blevet en fuldt integreret del af almindelig tale. For det bidrager til at bekræfte den vildfarelse, at vi homoseksuelle er andenrangsmennesker.
Jeg er aldrig selv blevet kaldt noget af det ovenstående, når jeg har været på job. (Måske fremstår man også lidt komisk, hvis man ligefrem kalder mig bøsserøv.)
Og når jeg griber nogen i at bruge betegnelser for homoseksuelle i en nedsættende betydning, får jeg næsten altid en uforbeholden undskyldning og en forsikring om, at ordene sandelig aldrig har været rettet mod mig.
Eller ... øh ... sådan var det i hvert fald indtil forrige fredag.
Men forrige fredag sker der noget:
Jeg har tysk i 9. klasse, og eleverne skal lave en mundtlig gruppeøvelse.
En af pigerne i klassen - vi kan jo kalde hende Lonnie (det hedder hun ikke, men hendes rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)) - har for længst opgivet tyskfaget. I stedet for at forsøge at tilegne sig bare en smule af fremmedsproget bruger hun timerne på forskellige sociale medier. Ganske åbenlyst tilmed.
Nu sidder Lonnie så i sin gruppe med computeren slået op på Facebook. Skærmen vender op imod lærerens bord, så jeg tydeligt kan se, hvad hun IKKE laver: tysk.
Jeg går ned til hende og beder hende om at logge af Facebook. Ingen reaktion.
Så beder jeg hende igen om at logge af Facebook. Ingen reaktion.
Så beder jeg hende om at klappe skærmen i, for hun skal ikke bruge computer til den øvelse, hun skal deltage i. Hun vipper skærmen cirka tre centimeter hen imod sig selv. Så hun stadigvæk kan se alt, hvad der foregår på den.
Nu har jeg efterhånden fået nok. Så med en finger skubber jeg stille og roligt til skærmen, indtil hun ikke længere kan se skærmbilledet.
"Du skal ikke lukke min fucking computer!" lyder det elskværdigt fra den unge dame.
"Jamen, så kan DU jo lige lukke den," foreslår jeg som svar.
Ingen reaktion.
Skærmen klapper i af sig selv de sidste centimeter. Hvorpå pigen drejer hovedet i ninjaspeed og stirrer på mig med lynende vrede øjne.
"Din fucking homo!"
Hendes respons rammer mig som en syngende lussing.
Se, jeg bliver i almindelighed behandlet med respekt på min arbejdsplads. Aldrig har en elev kaldt mig noget som helst, der begynder med "din fucking". Og da slet ikke efterfulgt af "homo".
Og nu er jeg sendt til tælling. Står der foran klassen og føler mig totalt ydmyget. Og ked af det.
Jeg smider pigen ud. Hun kan ikke deltage i min undervisning sådan lige for en stund. For i situationen kan jeg ikke rigtig få luft for hende.
Den adfærd, hun lige har demonstreret over for mig, er nemlig en af årsagerne til min gamle rædsel for at springe ud. Til min årelange, ynkelige kamp for at knægte min natur og for alt i verden fremstå heteroseksuel.
Andre menneskers nedværdigende fordømmelse.
Jeg må have en timeout. Trække mig ud af rummet et øjeblik, så jeg kan finde fodfæste igen. Derfor lader jeg grupperne arbejde videre med deres mundtlige øvelse i klassen og flygter hen på lærerværelset.
Her kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Damn, det gør ondt. Jeg føler mig lillebitte. Skammet ud.
Heldigvis er der ikke andre i lokalet. Det er jo midt i en time.
Øh ... indtil vores arbejdsmiljørepræsentant tilfældigt træder ind ad døren.
Fuck.
Han er ikke sen til at reagere, da han hører, hvorfor jeg græder. Så han suser hen på gangen og hapser pigen for at konfrontere hende med fakta.
Selv suser jeg ned på toilettet. Søger isolation bag toiletdørens trygge værn.
Får et chok, da jeg ser mig i spejlet. Jeg er tudegrim. Det er værst med øjnene. De er røde som trafiklys. Min eyeliner er tværet ud. Til gengæld er jeg ophovnet og skjoldet i resten af ansigtet.
Ikke noget kønt syn. Jeg vil helt sikkert være længe om at genvinde mit normale udseende.
Alt for længe.
For jeg har jo 17 elever siddende i klassen. Nu uden lærer.
Fuck igen!
Jeg tripper lidt på stedet, men ser ikke andre muligheder end at lade tudegrim være tudegrim og vende tilbage til min undervisning. Jeg KAN ganske simpelt ikke lade mine elever sidde alene.
Det er ikke helt let. Faktisk kræver det adskillige dybe indåndinger og en længere peptalk til mig selv. Men til sidst ... GØR jeg det sgu!
Rødøjet og uskøn træder jeg ind i klasserummet. Forsøger af al magt at overbevise mig selv om, at mine elever GERNE må se, at lærere er mennesker. Med rigtige følelser. Og hvad det gør ved mig at blive behandlet, som jeg blev.
Håber samtidig inderligt, at jeg kan holde tårerne tilbage, når englebasserne med garanti vil spørge, hvorfor jeg ser sådan ud.
No such luck though.
Der går ikke mere end et splitsekund, før jeg igen står og smågræder. Komplet blottet. Og denne gang med 9. klasse som publikum.
Fedt.
Jeg vender et øjeblik ryggen mod klassen. Læner panden imod den kølige, hvide tavle. Og ønsker mig til Timbuktu.
Så fortæller jeg dem sandheden. Det var de færreste, der havde bemærket mit lille sammenstød med Lonnie. Men nu ved de alle det hele.
Og jeg bliver mødt med ...
... en OVERVÆLDENDE sympati.
Mine elever kan i virkeligheden slet ikke klare at se mig sådan. Lille og sårbar. De kender mig jo som den altid søde, sjove, glade mig. Og nu har de fået et kulturchok.
I særdeleshed AP (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)).
AP er en karseklippet slambert. Tilsyneladende lidt hård i filten og altid god for en halv rubber med flimmer og ballade. Og så kunne han allerede i 7. klasse trække et kondom op gennem næsen og ud gennem munden. Det har jeg selv set (YUCK!). Måske er han ikke en af Guds artigste drenge. Men han har til gengæld hjertet på rette sted, når situationen kræver det.
"Vil du ikke have et stykke kage?" siger han i afmagt og rundt på gulvet over min usædvanlige ked af det-hed. "Jeg har bagt. Til dansktimen."
Han føler et stærkt behov for at bringe universet tilbage i ligevægt. Kosmos, you know. Og det med alle forhåndenværende midler. Herunder hjemmebagt chokoladekage.
"Jamen, den har du jo bagt til jeres kageordning i dansk," snøfter jeg.
"Jeg synes, vi skal have kage nu. Så gemmer vi bare et stykke til vores dansklærer," svarer han stålsat.
Og så får vi kage. Og jeg bliver varm indeni :-)
I mellemtiden har arbejdsmiljørepræsentanten OG klassens kontaktlærer haft fat i nakkehårene på Lonnie.
Hun benægter selvfølgelig alt. DET har hun aldrig sagt, bedyrer hun stædigt. Men lader sig alligevel overtale til at mødes med mig klokken 14.30 for at give mig en undskyldning.
"Jeg har fået at vide, at jeg skal sige undskyld," indleder hun sødt, da vi mødes på gangen på det aftalte tidspunkt. "Så undskyld ... men jeg sagde det altså ikke."
Og med den ikke-undskyldning ender historien så.
Jeg får aldrig nogen beklagelse fra pigen. Til gengæld fik hun ingen kage.
mandag den 8. januar 2018
Blandede mig forleden dag
I en af onlineavisernes læserdebatter om et homorelateret emne.
Burde selvfølgelig have været klogere. For det er aldrig hidtil endt godt, når jeg sådan har blandet mig i kommentarsporet til et indlæg i homodebatterne.
Jeg er faktisk blevet kaldt både pervers, klam, afsporet, afvigende og påført andre gode prædikater. Blot fordi jeg i debatten har givet mig til kende som homoseksuel.
Og jeg fortryder det altid, når jeg blander mig. For jeg tager andre folks mening alt for nær. Og jeg bliver ked af det, når jeg bliver svitset på den måde.
For jeg synes jo ikke, jeg rigtig har gjort noget. Ud over at føle kærlighed.
Ganske vist til en anden kvinde. Men come on, guys, det er vel stadig den smukkeste og mest fredelige følelse, der findes?
Så jeps, det slider på mig, når jeg somme tider må læse om, hvor perverteret jeg er.
Eller når andre mener, at min homoseksualitet er et livstilsvalg.
Øh ... et VALG? Hvis valget var frit, var mit sgu nok ikke faldet på homolivet, er jeg bange for.
Nå, men læs så, hvad der skete i morges:
Jeg loggede på Facebook sådan lidt i seks. Ganske som jeg plejer på hverdage. Så kan jeg lige kigge lidt der, mens jeg trykker mine havregryn ind og lytter til Gonova.
Og ret hurtigt faldt mit småsøvnige morgenblik på et opslag. En video. Med en fyr ved navn Theodor Jørgensen.
Åbenbart en klog gammel teolog.
Videoen har nogle år på bagen, men det gør den ikke mindre aktuel, for hr. Jørgensen gør sig blandt andet nogle forestillinger om, hvordan det må føles for selvopfattelsen at blive tæppebombet med små homofobiske giftdråber.
Og jeg må sige, at jeg spærrede ... øh ... ørerne 😉 op på vid gab, da jeg hørte, hvad han sagde. For han nailer den sgu. Spot on. Synes jeg.
YAY!
Du kan se videoen her, hvis du vil.
Burde selvfølgelig have været klogere. For det er aldrig hidtil endt godt, når jeg sådan har blandet mig i kommentarsporet til et indlæg i homodebatterne.
Jeg er faktisk blevet kaldt både pervers, klam, afsporet, afvigende og påført andre gode prædikater. Blot fordi jeg i debatten har givet mig til kende som homoseksuel.
Og jeg fortryder det altid, når jeg blander mig. For jeg tager andre folks mening alt for nær. Og jeg bliver ked af det, når jeg bliver svitset på den måde.
For jeg synes jo ikke, jeg rigtig har gjort noget. Ud over at føle kærlighed.
Ganske vist til en anden kvinde. Men come on, guys, det er vel stadig den smukkeste og mest fredelige følelse, der findes?
Så jeps, det slider på mig, når jeg somme tider må læse om, hvor perverteret jeg er.
Eller når andre mener, at min homoseksualitet er et livstilsvalg.
Øh ... et VALG? Hvis valget var frit, var mit sgu nok ikke faldet på homolivet, er jeg bange for.
Nå, men læs så, hvad der skete i morges:
Jeg loggede på Facebook sådan lidt i seks. Ganske som jeg plejer på hverdage. Så kan jeg lige kigge lidt der, mens jeg trykker mine havregryn ind og lytter til Gonova.
Og ret hurtigt faldt mit småsøvnige morgenblik på et opslag. En video. Med en fyr ved navn Theodor Jørgensen.
Åbenbart en klog gammel teolog.
Videoen har nogle år på bagen, men det gør den ikke mindre aktuel, for hr. Jørgensen gør sig blandt andet nogle forestillinger om, hvordan det må føles for selvopfattelsen at blive tæppebombet med små homofobiske giftdråber.
Og jeg må sige, at jeg spærrede ... øh ... ørerne 😉 op på vid gab, da jeg hørte, hvad han sagde. For han nailer den sgu. Spot on. Synes jeg.
YAY!
Du kan se videoen her, hvis du vil.
søndag den 1. oktober 2017
Oh no!
Jeg har gjort noget forfærdeligt.
Forfærdeligt, siger jeg!
Faktisk kunne jeg dunke hovedet ind i murværket, til det smuldrer. Murværket altså. Mens jeg krummer tæerne ud gennem sålerne på mine hjemmefutter.
Forklaring:
Vågnede her til morgen og tjekkede lige Facebook på mobilos, mens jeg lå og tog mig sammen til at stå op.
Nothing unusual there. Det gør jeg som regel i weekenden.
Jeg kunne se i mine notifikationer, at tre af mine facebookvenner har fødselsdag i dag.
Den ene er en person, som jeg temmelig ofte omgås i sociale sammenhænge. Hende skrev jeg en fødselsdagshilsen til med det samme.
Den anden er en person, som jeg ikke rigtig omgås længere, men som jeg tidligere har snakket en del med, fordi vi havde børn i samme klasse. Hende skrev jeg også til med det samme.
Den tredje derimod.
Er en person, som jeg aldrig har hverken set eller snakket med. Hun er en tidligere familierelation langt, langt ude i periferien, som jeg i virkeligheden aldrig skulle have været facebookven med. Jeg aner faktisk ikke, hvem hun er som person, hvor hun bor, eller hvad hun laver.
Så jeg tøvede lidt, da jeg nåede til hendes navn i fødselsdagsoversigten.
Jeg havde aldrig skrevet en hilsen til hende før. Men nu var jeg jo så godt i gang med at skrive, og en fødselsdagshilsen er da en sød ting, hvad enten man kender fødselaren eller ej.
Så jeg gjorde det. Tillykke med fødselsdagen efterfulgt af en smiley.
Det var okay feelgood. Birthday mission accomplished, og jeg loggede af facebook og stod op.
Bryggede kaffe og lavede broiled cheese sandwich (en svaghed, jeg har, som går ud på at smide et stykke ost på et stykke rugbrød og sende skidtet en tur under grillen i ovnen, til osten er smeltet og lysebrun, nammenam).
Og mens jeg lidt efter sad og guffede min mad i mig, svingede jeg lige endnu en tur omkring Facebook.
Jeg havde fået to reaktioner på mine hilsener.
Den ene var en kommentar fra den første ven, jeg havde skrevet til. Hun takkede glad for min søde besked.
Og nu kommer vi så til det ...
... shit ...
... shit, shit, shit:
DEN ANDEN
var en smiley.
Fra en fremmed. Åbenbart en kvinde, der er facebookven med den sidste fødselar, jeg skrev til. Hende, som jeg ikke kender, you know. Og som jeg havde overvejet slet ikke at skrive til.
Nu har jeg ikke noget imod smileyer. Jeg bruger dem selv i mange situationer.
Men denne smiley var lidt speciel. Måske i særdeleshed da den var en reaktion på en fødselsdagshilsen.
Det var en grædesmiley.
Og det tog mig kun et splitsekund at forstå, hvilken gigantisk fejl jeg lige havde begået.
Big mistake!
Jeg havde skrevet en fødselsdagshilsen til en død kvinde.
Og jeg kunne have klippet fingrene af mig selv, kan jeg så fortælle dig.
Suk.
Det er et problem, at Facebook er en evigt voksende kirkegård.
Jeg får flere og flere fødselsdagsnotifikationer fra døde mennesker. Personer, som ikke lige fik oplyst nogen om deres facebookpassword, inden de døde, og hvis profiler derfor ikke kan slettes.
Og så risikerer man altså at begå så tåkrummende en fejl som den, jeg begik i dag.
Facebook burde finde en løsning.
Bum.
Forfærdeligt, siger jeg!
Faktisk kunne jeg dunke hovedet ind i murværket, til det smuldrer. Murværket altså. Mens jeg krummer tæerne ud gennem sålerne på mine hjemmefutter.
Forklaring:
Vågnede her til morgen og tjekkede lige Facebook på mobilos, mens jeg lå og tog mig sammen til at stå op.
Nothing unusual there. Det gør jeg som regel i weekenden.
Jeg kunne se i mine notifikationer, at tre af mine facebookvenner har fødselsdag i dag.
Den ene er en person, som jeg temmelig ofte omgås i sociale sammenhænge. Hende skrev jeg en fødselsdagshilsen til med det samme.
Den anden er en person, som jeg ikke rigtig omgås længere, men som jeg tidligere har snakket en del med, fordi vi havde børn i samme klasse. Hende skrev jeg også til med det samme.
Den tredje derimod.
Er en person, som jeg aldrig har hverken set eller snakket med. Hun er en tidligere familierelation langt, langt ude i periferien, som jeg i virkeligheden aldrig skulle have været facebookven med. Jeg aner faktisk ikke, hvem hun er som person, hvor hun bor, eller hvad hun laver.
Så jeg tøvede lidt, da jeg nåede til hendes navn i fødselsdagsoversigten.
Jeg havde aldrig skrevet en hilsen til hende før. Men nu var jeg jo så godt i gang med at skrive, og en fødselsdagshilsen er da en sød ting, hvad enten man kender fødselaren eller ej.
Så jeg gjorde det. Tillykke med fødselsdagen efterfulgt af en smiley.
Det var okay feelgood. Birthday mission accomplished, og jeg loggede af facebook og stod op.
Bryggede kaffe og lavede broiled cheese sandwich (en svaghed, jeg har, som går ud på at smide et stykke ost på et stykke rugbrød og sende skidtet en tur under grillen i ovnen, til osten er smeltet og lysebrun, nammenam).
Og mens jeg lidt efter sad og guffede min mad i mig, svingede jeg lige endnu en tur omkring Facebook.
Jeg havde fået to reaktioner på mine hilsener.
Den ene var en kommentar fra den første ven, jeg havde skrevet til. Hun takkede glad for min søde besked.
Og nu kommer vi så til det ...
... shit ...
... shit, shit, shit:
DEN ANDEN
var en smiley.
Fra en fremmed. Åbenbart en kvinde, der er facebookven med den sidste fødselar, jeg skrev til. Hende, som jeg ikke kender, you know. Og som jeg havde overvejet slet ikke at skrive til.
Nu har jeg ikke noget imod smileyer. Jeg bruger dem selv i mange situationer.
Men denne smiley var lidt speciel. Måske i særdeleshed da den var en reaktion på en fødselsdagshilsen.
Det var en grædesmiley.
Og det tog mig kun et splitsekund at forstå, hvilken gigantisk fejl jeg lige havde begået.
Big mistake!
Jeg havde skrevet en fødselsdagshilsen til en død kvinde.
Og jeg kunne have klippet fingrene af mig selv, kan jeg så fortælle dig.
Suk.
Det er et problem, at Facebook er en evigt voksende kirkegård.
Jeg får flere og flere fødselsdagsnotifikationer fra døde mennesker. Personer, som ikke lige fik oplyst nogen om deres facebookpassword, inden de døde, og hvis profiler derfor ikke kan slettes.
Og så risikerer man altså at begå så tåkrummende en fejl som den, jeg begik i dag.
Facebook burde finde en løsning.
Bum.
Abonner på:
Opslag (Atom)