lørdag den 30. september 2017

Om likviditetsproblemer

Læste lige i dag. 

Ikke, fordi det i sig selv er så usædvanligt. For jeg læser sådan set hver dag.

Men lige i dag læste jeg, at PostNord igen hæver prisen på porto.

Heller ikke, fordi DET i sig selv er så usædvanligt. For det læser jeg sgu også næsten hver dag.

No surprise there.

Faktisk viderefører de jo bare en lang tradition fra Post Danmark-tiden, som Rokokoposten i øvrigt beskriver så komisk, at fruen måtte klukke af grin.

Men dermed stopper morskaben så.

For jeg VENTER PÅ NOGET.

For eksempel mit nye betalingskort. Med beundringsværdig timing blev mit Visa-Dankort jo spærret. For FUCKING NI DAGE SIDEN. Netop som jeg var på vej til Amsterdam på romantisk weekend med nogen.

Og det begynder ærlig talt at blive lidt anstrengende at måtte klare mig uden. Selv om jeg i begyndelsen mente, det måtte være sundt nok at prøve, hvordan det er at have absolut knappe midler.

Sådan er der jo nogle, der har det.

Besluttede således i mandags at omdanne mit elendige likviditetsproblem til et socialt eksperiment:

Lånte 200 kroner af yngstedatteren og stillede mig selv spørgsmålet: Hvor længe kan du brødføde dig selv og dine to hjemmeboende rotter for dette beløb?

Svar: Fire dage.

Jeps.

Og det synes jeg faktisk er pissegodt gået.

Vi har tilmed levet nogenlunde. Ikke overdådigt, bevares, men okay. For vi har for eksempel fået tomatsuppe med nudler og brød, kyllingeschnitzler (på tilbud i Rema 1000 til en 10er pakken) med fritter, risengrød og kyllingelår med ovnkartofler.

Jaja, jeg ved det godt. Kylling to gange. Men kylling er åbenbart tit på tilbud, og den slags betyder altså noget, når man pludselig lever under fattigdomsgrænsen.

Skal jeg endelig sætte en finger på et eller andet, så er det ikke blevet til meget rødvin i ugens løb, men det var jo ligesom en del af konceptet, at der ikke var råd til det.

Så jep: tre mennesker i fire dage for 200 kroner (selv om jeg ikke ved, om det var snyd, at jeg i forvejen havde en bakke æg i køleskabet til madpakker). 

Nå, men som du måske kan fornemme, gik der sport i den, og det var sjovt nok at prøve at leve på lavbudget. (For en stund og med den bevidsthed, at jeg har penge nok på kontoen, forstås.)

Men nu begynder det fandme så at blive lidt FOR sjovt at måtte undvære mit betalingskort.

For ...

...

... wait for it ...

...

NETFLIX HAR SAT MIN ACCOUNT I BERO!

Vræl!

De trækker jo deres penge på mit kort hver måned. Og det kan de ikke nu. Da mit kort er spærret, og skide PostNord sidder og piller sig i navlen og åbenbart ikke kommer med et nyt foreløbig, da de har for vane at omdele post med meget store mellemrum.

Derfor ingen Netflix.

Vræl igen!

Det er synd for mig.

onsdag den 27. september 2017

Shit, en dejlig by

Hold da op, for en skøn weekend, jeg har haft.

Det var min fødselsdagsgave. Fra en person, jeg godt kan lide.

En weekend i Amsterdam. Woop, woop!

Jeg havde ikke været i Amsterdam, siden jeg for 28 år siden var der et par timer en eftermiddag. Så byen var så godt som helt ukendt for mig.

Jeg havde taget en feriedag i fredags, så det var bare af sted sydvestpå i overlydsfart fra tidlig morgen, for at vi kunne nå frem og stadig få lidt ud af eftermiddagen ...

... øh ... troede jeg.

Det blev bare ikke helt så tidlig morgen, som jeg havde bildt mig ind.

Du kender sikkert situationen:

Du skal på weekendtur til Amsterdam og vil lige som noget af det første trille ind på en tank for at købe en kop tag med-kaffe til at nyde i bilen.

Og det går i grunden ganske planmæssigt. Der kommer kaffe ud af maskinen, og det bliver hurtigt din tur til at betale ved disken.

So far, so good.

Men så er det bare, at betalingsterminalen ikke vil tage imod dit Visa-Dankort.

"Æh ..." siger du lidt forfjamsket, men ikke super forfjamsket, for du har da før prøvet, at en terminal ikke lige ville tage dit kort, og det plejer den så at ville i andet eller tredje forsøg.

No sweat.

Men.

Det vil denne terminal så bare ikke.

Sweat!

Du tænker imidlertid hurtigt, for du er dælme skarp i dag.

"Tager I eventuelt imod Mobile Pay?" spørger du damen bag disken.

"Øh ... ja, det gør vi vist," svarer hun imødekommende og finder en mobiltelefon frem.

Du gør det samme. Og logger ind på din app. Og taster beløbet. Og taster damens telefonnummer. Og swiper "Send"

Nothing. Bortset selvfølgelig fra en besked på mobilens display om, at der er noget galt med det betalingskort, der er tilknyttet funktionen.

Oh dear. Og der står din labre, dampende varme latte, og du kan ikke betale, for du har næsten aldrig kontanter på dig.

Undtagen de sølle 140 euro, som du aftenen forinden har hævet i en automat på Østervold i Randers. Ikke mange euro at tage med på sådan en tur, men du havde jo dit Visa-Dankort og det ville blive dit primære betalingsmiddel i Amsterdam. Ifølge planen.

Damn!!!!!

Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi: 

Du FÅR din kaffe, for tankdamen tager også imod euro.

Men du står tilbage med en lille problematisk detalje: 

Dit betalingskort virker åbenbart ikke, og du har nu 130 euro tilbage til din weekend i Amsterdam. Disse 130 euro skal i princippet dække både brændstof til Yarisen, restaurantbesøg, entrébilletter, souvenirs og gaver til rotterne (læs: dine elskelige børn, red.).

Og hvad fanden er der lige galt med det fucking kort?!

Så du ringer til banken.

"Dit kort er blevet spærret, fordi der er forsøgt hævet på det fra udlandet i nat. Nogen må have opsnappet dine kortoplysninger på nettet, så vi kan desværre ikke åbne det igen," lød beskeden fra den venlige bankdame.

Beundringsværdig timing fra de satans udenlandske svindlere! Hundehoveder, hængerøve, socialdemokrater og småbørnspædagoger!!!

Så du må altså af sted med dine skide 130.

Jeps, den situation kender du sikkert ;-)

Nå, men det blev jo alligevel en herlig weekend. (Og selv om vi måtte lade os forsinke lidt af Visa-Dankort-gate, nåede vi frem, så vi kunne nyde en fortryllende aften.)

Min rejsefælle var heldigvis forsynet med rigelige betalingsmidler, så jeg kunne låne af hende.

Fuck, det er en dejlig by, Amsterdam. Har du ikke været der, skulle du se at komme af sted.

Atmosfæren er fantastisk. Stille og rolig. Og tolerant. Det er, som om alle bare er super velkomne.

Vejret var selvfølgelig fremragende. (Sol og 20 grader.)

Og det var Van Gogh-museet også.

Og kanalrundfarten.

Og ved du hvad?

Amsterdam er en HOMOBY.

Yes!

Homoseksuelle er velkomne rigtig mange steder.

Se nu bare de billeder, jeg har skudt:





Alle steder regnbueflag.

Det var en fantastisk følelse af frihed, som vi desværre ikke oplever herhjemme.

Jeg turde holde i hånd med min kæreste på åben gade. Og jeg kyssede hende. På en bar. Og flettede fingre med hende. Over bordet på en restaurant. Og ingen gad kigge.

Det var SÅ fedt. 

Gid det kunne være sådan her hos os.

Vi spiste også hashkager. For det må man godt i Amsterdam.

Man kan bare gå ind i en butik og købe dem. Og man kan købe cannabisslikkepinde og cannabisvingummi og cannabischokolade.

Se bare her:



Tænkte på, om det mon ville være politisk ukorrekt at tage hashprodukter med hjem som gave til rotterne?

Og blev enig med mig selv om, at det ville det helt klart.

Så det gjorde jeg selvfølgelig. Hashte og hashcookies. Til hende på 24 og ham på 19. Så er der lige til en hyggelig aften.

Hehe.

Det varer nok et stykke tid, inden jeg bliver optaget i speltmødrenes klub.

Ikke mere nu.

Bare skynd dig til Amsterdam!

torsdag den 21. september 2017

Et hurtigt hej

Wuiiiiuu, for en uge.

Det er gået over stok og sten. Det kan jeg dælme godt sige dig, Hans-Otto.

Og jeg har fået et løft, så jeg næsten kun har jordforbindelse med det yderste af tåneglene. 

Så jeg siger det lige igen:

JEG HAR FAKTISK VERDENS BEDSTE JOB!

Jeps.

For eksempel har jeg i nogen tid gjort et internationalt stykke arbejde for min skole. Med mange udenlandske samarbejdspartnere. Der er blandt andet tale om elevprojekter, hvor mine elever arbejder sammen med elever fra andre lande.

Det er jeg begyndt at høste anerkendelse for :-D

Fra forældre til forældremødet i mandags. Mange anerkendende blikke blev sendt i min retning, da jeg kunne berette om italienske e-mail-projekter og finske videoforløb med deltagere fra 10 forskellige lande, heriblandt os.

Fra alle mine kolleger, som jeg holdt et oplæg om globalt medborgerskab for til fællesmødet i tirsdags. De sagde, at de var blevet meget klogere, hvilket burde være ros nok i sig selv ...

... MEN ...

... de sagde også ...

... at jeg er FANTASTISK god til at tale i en forsamling, at jeg tydeligvis er landet på den rette hylde, og hvor var det godt, at jeg blev lærer.

Skrevet her i al beskedenhed naturligvis ;-)

Det der med at være god til at tale i en forsamling, you know. Det kom fandme som en overraskelse. For et er at skulle stå ved tavlen og lære et par syvendeklasser lidt engelsk. Noget ganske andet er at stå foran 70 dygtige og engagerede kolleger for at bibringe dem faglig viden på et ret højt niveau.

Og jeg var pissenervøs. Det har jeg altid været, når jeg har skullet sige noget i store grupper.

Men de elskede mine slides og mine budskaber og mine småjokes og min ro. Min RO?!

Der kan man sgu bare se. Verdensmester i bluff.

Hele ledelsen sad også med til fællesmødet.

Yikes! 

Det gjorde det fandme ikke bedre.

Men hey! 

Min nærmeste chef sad og smilede og nikkede under hele mit oplæg. Og hans chef, som jo er min øverste leder ...

... HAR LÆRT MIT NAVN!

Hun er næsten helt ny i jobbet og har 100 medarbejdere, hvis navne hun forsøger at huske.

Mit kan hun. Nu :-)

Som følge af mit internationale arbejde har jeg tilmed vistnok fået fedtet mig selv og en kollega med på en fedeste tur til London i januar. Det fandt jeg ud af i dag.

Woop, woop.

Og det var også i dag, at jeg mødte en elev fra 7C på trappen i spisefrikvarteret.

"Hej Mrs. English Teacher," sagde han (bortset fra at han brugte mit rigtige navn, som han kender).

"Hej Daniel," sagde jeg glad, for jeg bliver altid glad, når eleverne hilser pænt på mig.

"Skal vi have engelsk i dag?" spurgte han så. 

"Ja, det skal I," smilede jeg.

"YESSS!" svarede han. Og så var han væk. Og jeg var pludselig varm indeni.

Så ugen har været fuld af komplimenter. Me like :-)

Men det er ikke det bedste.

For i morgen har jeg fri.

Jeg skal nemlig til en tur til Amsterdam. 

Kører i morgen tidlig. Sammen med en kvinde, som jeg elsker at kysse på. En forlænget weekend. Uden børn og kattekillinger. Bare os to og Amsterdam. Og inderlige damekys.

FEDT!

Det er min fødselsdagsgave fra hende. Den bedste gave, hun kunne give mig.

Så jeg har selvfølgelig travlt med at pakke. 

Og derfor kan dagens indlæg kun blive til "et hurtigt hej".

Øh ...


lørdag den 16. september 2017

Om sproglighed

Det er ingen hemmelighed: Sprog betyder en pæn del for mig.

Talesprog for eksempel. 

Faktisk taler jeg en hel del i min hverdag. Højt og tydeligt. Somme tider planlagt. Somme tider spontant. Og på engelsk og tysk og dansk. Og af og til også på en slags fransk, når det lige kommer over mig.

Og skriftsprog for eksempel.

Jeg skriver mails. Og kontaktbogsnotater. Og elevudtalelser. Og PowerPoint-præsentationer. Og ugeplaner. Og tavlenotater. 

Og blogindlæg :-)

Oprigtigt talt så tror jeg, at sprog er kommet for at blive.

Talesprog opfattes traditionelt som mindre formelt end skriftsprog. Det snor og vrider sig i alle mulige uforudsigelige retninger under en samtale. Man må somme tider reagere på et splitsekund, og ordvalget er ofte ret usofistikeret, fordi det skal gå så fandens hurtigt med at finde de der fucking ord frem fra hjernevindingerne.

Skriftsprog, derimod, betragtes af mange som mere formelt og distanceret. Afsenderen står jo ikke ansigt til ansigt med modtageren, har ikke stemmeføring, ansigtsudtryk og kropssprog til rådighed og må derfor være meget præcis i sit ordvalg, hvis hun ikke skal misforstås. Hun har også mulighed for lige at læse sit lort igennem, inden hun afleverer det til modtageren.

Nu er sprog imidlertid en dynamisk størrelse. Et levende væsen i stadig udvikling. Og i takt med fremkomsten af de elektroniske medier med chat og sms er talesproget begyndt at smelte ind i skriftsproget.

Fint med mig. 

Om man kan tillade sig at bruge talesprog på skrift afhænger selvfølgelig af situationen. Skal man skrive en jobansøgning, bør man måske ikke indlede med "Yo bitches". 

Men her på bloggen er jeg i hvert fald selv tilbøjelig til at bruge talesprog fra tid til anden. Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde distancerer mig mindre fra mine læsere og fremstår som en mere autentisk person. Et ægte menneske faktisk.

Jeg laver også grammatiske fejl. Stavefejl. Fejl i tegnsætning. Og syntaks.

Og det er okay. Af to grunde.

For det første er det MIN blog, og jeg skriver, som jeg vil.

For det andet er jeg helt klar over, at jeg laver disse fejl. Det er forsætlige fejl. Der er en underliggende mening.

Hvad man til gengæld IKKE finder her på bloggen er sammensatte navneord i to dele (slagter dreng (stakkels dreng)), fejl i nutids-r (jeg køre lige en tur) og ejefald med apostrof s (Jensen's Bøfhus (som de heldigvis efter mange år nu har rettet til det korrekte "Jensens")).

For den slags fejl er i min optik pinlige. Der er ingen mening med dem. De opstår, fordi folk ikke formår at skrive rigtigt dansk. De er sjuskede. Eller måske har de været for uopmærksomme i skolen. Eller måske er de ikke blevet undervist ordentligt i det. Eller måske er de bare ligeglade, fordi modtagerne af deres budskaber sikkert ved, hvad de mener.

Jeg gider i særdeleshed ikke at se sprogligt sløseri hos fagfolk som journalister eller dansklærere, hvad jeg i virkeligheden alt for ofte gør. Jeg krummer for eksempel tæer, når nordjyske.dk i en artikel skriver:


- Vi vil mopning til livs

Forældre og elever får gode råd af Lars Bom, der selv blev moppet som dreng


YIKES!

Og kald mig bare grammanazi, men hvis jeg ser en af ovenstående fejl i en tekst, tænker jeg automatisk, at afsenderen må være dum eller doven.

Er man ikke indvandrer eller ramt af indlæringsvanskeligheder, bør man simpelt hen vide, hvordan man skriver bare nogenlunde fejlfrit på sit modersmål.

Bum.



fredag den 15. september 2017

Kildekritik og bøsser i Indien

Vil da godt lige skælde ud over to ting (er ligesom nødt til at bitche lidt en gang imellem, for ellers må jeg jo skifte navnet på bloggen, hvis den skal være troværdig):


1

Har lige sendt en god kollega på pension. Velfortjent, synes hun selv. Svinagtigt tidligt, synes jeg, når hun smutter i en alder af 62: en umanerligt dårlig tendens, if you ask me. 

Nå, men der var så afskedsreception for damen i dag. Nede i aulaen. Med tapas og vin, nammenam. 

Jeg havde taget plads over for en anden kollega, som også går på pension svinagtigt tidligt lige om lidt. Vi kan jo kalde denne kollega for E. Øh ... fordi hun HEDDER noget med E. 

Det var hyggeligt nok. Altså lige indtil E tiltalte en tredje kollega. Som fucking OGSÅ snart går på pension. I en alder af 60. Ham kan vi kalde K. Fordi ... ja.

K havde åbenbart i går eftermiddags foreslået E, at han jo kunne ledsage Es mand på en planlagt rejse til Indien her i efteråret. De kender åbenbart hinanden. Kollega K og Es mand.

E havde lovet at spørge sin mand, når hun kom hjem efter fyraften i går, og i dag vendte hun så tilbage med hans svar.

Det lød sådan:

"Nej, min bedre halvdel, vil gerne alene af sted til Indien. For hvis han rejser med en anden mand, tror de bare, han er bøsse."

Hvor taktfuldt af E, når jeg sad lige overfor. Heldigvis indså hun hurtigt sin fodfejl og skyndte sig at udbedre skaden ved at henvende sig til MIG:

"Altså, no offence."

Problem solved, right?

...

Wrong!

Jeg kan sgu godt forstå, at Es mand ikke vil være bøsse. For så måtte han jo finde sig i den slags bemærkninger. I hvert fald ugentligt.

Det var den første ting.

Her kommer den anden.

2

Jeg kører hjemad i Yarisen efter afskedsreceptionen på skolen. Træt efter en megalang uge med både vold og homofobi og sene arbejdsdage. Og derfor i længsel efter en afslappende weekend.

Nu kunne det være underskønt at komme hjem og lade sofaen springe på ryggen af mig. bare en halv time. 

Det er det mål, jeg har sat mig. Men planen tåler ikke for mange trafikale forsinkelser, for det er ved at være hen på eftermiddagen, så hvis jeg skal nå at snuppe en morfar, inden sengetiden nærmer sig, skal det være inden alt for længe.

Og det går sådan set udmærket. Der er ganske vist mange biler på E45, men trafikken glider okay. 

Indtil cirka 10 kilometer før Randers Syd. Her går lortet så i stå. Røde bremselygter overalt.

Jeg skruer væk fra reklamerne på Nova og ind på P4 Østjylland for at høre, hvad fanden der er galt.

Cykelløb. Postnord Danmark Rundt. Randers midtby er spærret helt af for trafik, og der må forventes kødannelse på E45. Op til halvanden time.

Ja, det må de kraftedeme nok have lov at sige.

Med sensationsagtig stemmeføring stiller studieværten om til den udsendte medarbejder i Randers midtby for at få en dugfrisk melding om trafiksituationen.

Og den udsendte medarbejder forstår nok at gøre sit arbejde med omhu, for hun har hapset en ekspert, som er villig til at give en udtalelse.

"Jah, vi har jo spærret midtbyen af," lyder det fra eksperten. "Og det gav selvfølgelig en smule problemer. Indtil biltrafikanterne lige havde vænnet sig til situationen. Ellers har der ikke været det store."

WTF?!

På det tidspunkt har jeg holdt 45 minutter i kø på motorvejen, og jeg kan se på alle de broer, jeg passerer i den umiddelbare nærhed af byen, at situationen er lige så helvedesagtig der.

Men så kommer jeg i tanker om noget:

Eksperten i radioen blev sgudda præsenteret som den ingeniør, der havde haft ansvaret for vejspærringerne.

Så tror da fanden, at han ikke synes, der har været nævneværdige problemer på vejene.

Fuck altså. 

De små Einsteiner i lokalradioen har et ret klart udviklingspotentiale, når det gælder kildekritik.

Fake news, siger jeg. Og kald mig bare Trump.

Til slut vil jeg godt harcelere lidt over, at sådan et fucking systematiseret dopingmisbrug (aka professionelt cykelløb) får lov at sætte dele af landet helt i stå i dagevis. Når man nu vælger at forbyde de motionsløb, der har samme effekt, om end mere kortvarigt.

Jeg kan i hvert fald sagtens leve uden små kemikaliepumpede cykelmænd.

Bum.

torsdag den 14. september 2017

Blank

Ville have skrevet et langt indlæg om et eller andet.

Men jeg kan ikke tænke to sammenhængende tanker. Åbenbart.

Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvilket brillant indlæg det var, jeg havde planlagt. Er helt blank, actually.

Så i stedet for at lade det regne med morsomme og åndrige bemærkninger om livets forunderlige gang vil jeg bare nøjes med at fordømme meningsløs vold. 

(Gad egentlig vide, hvorfor man siger "meningsløs" vold, for giver vold nogensinde mening?)

Nu tænker den opmærksomme læser, at det i grunden er bizart sådan uden varsel at skrive om vold. Mine indlæg plejer at være mere upbeat (okayokay, måske er det dårlig stil at bruge udtrykket "upbeat" i denne sammenhæng, men det betyder jo faktisk "muntert").

Det korte af det lange er imidlertid, at min dag tog en forrykt drejning, da en person, som jeg har en hel del sympati for og ofte omgås, i eftermiddags blev slået ned.

Jeg har aldrig før været så tæt på et voldeligt overfald, og jeg er rystet.

Jeg kender også overfaldsmanden. 

Det er en af mine Facebook-venner (eller VAR, skulle jeg måske sige). Og denne person har med sin idiotiske handling ikke blot krænket en anden dybt, men også fucket sit eget liv op. Mister formentlig både job, respekt og selvrespekt.

Fik jeg sagt det tydeligt nok?

Stop volden!

onsdag den 13. september 2017

Reunion

Jeg blev student ...

... for 30 år siden.

Shit.

Havde vist ikke erkendt over for mig selv, at jeg nogensinde skulle skrive den slags. Men den er sgu god nok. 

Og hvad fanden blev der lige af tiden?

Det lyder som en kliché, men hold nu kæft, hvor den flyver. I overlydsfart og på EPO.

However, bare vent, til du selv er nået hertil. så siger du det samme, methinks. Og hvis du allerede ER på den anden side, vil du sikkert give mig ret.

Den runde dag skal selvfølgelig markeres. Vi holder sgu en klassefest. Som så mange gange før. I 80erne altså. Klassefesten episode 400.

Og må jeg lige have lov at sige: Thank God for Facebook.

Det er simpelt hen lykkedes at støve alle op undtagen en enkelt, som vistnok udvandrede til USA og blev kassedame derovre. Great Expectations.

Så i næste måned suser jeg en tur til Kruså. Ikke fordi jeg gik på gymnasiet bare tilnærmelsesvis i nærheden af Kruså, men fordi vi er spredt for alle vinde, og Lillian, som lægger hus til, altså bor dernede.

For mit vedkommende bliver det noget af en partyweekend. For om fredagen er jeg til årsmøde med Privatskoleforeningen på Nyborg Strand (er næstformand i bestyrelsen på en privatskole, men sig det ikke højt til mine kolleger, for i folkeskolen bryder "vi" os altså ikke om privatskolerne, så jeg holder lav profil, muahahahaaah). Og det plejer sgu at blive lidt fugtigt. De der privatskolefolk kan være nogle små partyfugle. 

Håber, jeg husker at gå i seng i ordentlig tid.

For næste dag er det altså videre fra Nyborg til Kruså. Med luftmadras og sovepose. Fuck.

Det bliver spændende at se alle de andre igen. Er dog en lille smule self-conscious. På deres profilbilleder på Facebook ser de jo allesammen enormt pæne ud. 

Smukke, succesrige mennesker.

Og så er der mig. 

Mit profilbillede på Facebook ser sådan her ud:



Oh dear.

Er sgu bange for, jeg falder lidt udenfor.

Men for alligevel at være en lille smule tjekket er jeg begyndt at træne i et fitnesscenter. Så jeg kan blive lidt pumpet, you know! (Det skulle jeg vel nok kunne nå på halvanden måned.)

Gøre indtryk og sårn. Håber, det virker.

Nå, men nu skal jeg have fisket dagens stegte flæsk ud af ovnen og gjort persillesovsen færdig.

Jeg er sikker på, der kommer flere bulletiner om min reunion.

Take care.

tirsdag den 12. september 2017

Om fodboldsprog

Spillede skolefodbold i torsdags.

Øh ... det vil sige ... JEG spillede sgu ikke skolefodbold. Det gjorde VI. Altså min skoles fodboldhold.

Først pigerne og så drengene.

Men min indsats var ikke mindre heroisk end spillernes, vil jeg vove at påstå. For kan DU måske huske, hvordan vejret var i torsdags?

Lortevejr. 

Det er muligt, at årstiderne har skiftet. Men vejret er sgu stadigvæk, som det har været i hele juli. 

Kulde og pisregn.

Hvis der er noget, der ikke kan tage røven på mig. Så er det imidlertid vejret. 

Derfor var jeg naturligvis iført en praktisk regnjakke. Bukserne var ikke nødvendige, tænkte jeg, så de var blevet hjemme i forstadsvillaen.

Not the cleverest move, kan jeg så fortælle.

For hvad tror du, der sker, når alle Guds fucking sluser er lukket op, og man kun har en regnjakke på?

Ja, så bliver man jo gennemblødt sådan cirka fra livet og ned, Einstein.

Så der stod jeg ved sidelinjen og heppede på vores tapre piger og drenge, men kunne egentlig lige så godt have stået i en andedam til navlen.

Under drengenes kamp havde jeg taget opstilling ved siden af et par af holdets spillere fra 9. årgang, som ventede på at blive skiftet ind.

Det var fint nok.

Indtil de begyndte at kommentere modstandernes spillere.

"Se lige ham bøssen der," lød det taktfuldt fra den ene. "Han kan kraftedeme da ikke ramme bolden."

"Nej, han er fandme en svans," lød det lige så taktfuldt fra den anden.

"De er bare nogle fucking megafaggots. Jeg løber dem sgu ned, når jeg kommer ind," rundede den første så deres hjertevindende samtale af.

Suk.

Til nye læsere skulle jeg måske berette, at jeg er en kvinde. Der er fascineret af en anden kvinde. I en grad, så vi kysser. Og nusser. Og elsker så dejligt og så tit, vi kan. Og ser hinanden som livspartnere.

Jeg færdes samtidig dagligt i et af de mest homofobiske miljøer, der findes herhjemme: den danske folkeskole.

Det er her, jeg tjener min svimlende løn.

Jeg plejer at sige fra, når mine elever bruger ord som "Fucking homo" og andre charmerende udtryk. For jeg bliver ked af det, når nedsættende bemærkninger om en ret uskyldig minoritet - og tilmed en minoritet, som jeg selv tilhører - bliver fremsat igen og igen som en helt naturlig del af daglig tale.

Det er ikke så sært, at det er svært for unge homoseksuelle at finde sig til rette med deres seksualitet, når de gang på gang hører sig selv omtalt som skældsord.

Mine elever plejer heldigvis at skrue lidt ned for charmen, når jeg er i nærheden. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Men de to drenge på fodboldbanen var ikke mine elever. Det er muligt, at de har hørt, jeg er homo. Den slags information elsker folk i almindelighed at formidle til andre, så jeg tror da, at hele skolen ved det. Til gengæld følte de ikke, det var nødvendigt at vise hensyn.

De har formentlig slet ikke spekuleret over det.

Det er det, der er problemet.

mandag den 11. september 2017

Om karma

Tror sgu, jeg har sikret mig en god plads i næste liv. Eller i hvert fald en bedre plads, end det var mig tiltænkt før. Tænker noget i retning af, at hvis jeg hidtil har været regnorm, bliver jeg nok dværghamster nu. Måske.

For se nu bare her:



Mit karma-kit.

Hehe. 

Jep, jeg var en af dem, der kom og ringede på din dør i sidste weekend. For at samle ind til Red Barnet.

Det havde jeg aldrig prøvet før.

Totally feelgood. 

Og spændende oplevelse. Med spændende iagttagelser. Af folk.

Nogle var små englebasser og smed ret store beløb i bøssen ...

... mens andre fandme skulle skamme sig, tsk, tsk.

For eksempel visse fucking aggressive små cunts.

Det er for min skyld helt i orden at gemme sig bag sofaen i stuen, når en indsamler er i anmarch (det perfekte scam, for vi gætter nemlig aldrig, at folk er hjemme, selv om deres bil holder i indkørslen, og alle vinduer står på vid gab - hold da op, hvor de snyder os ;-)).

Det er også okay at takke pænt nej til at bidrage. Det kan man sagtens gøre med et smil, og uden at vi bliver fornærmede. Vi ved godt, der er mange indsamlinger, og at man ikke kan give til dem alle.

Men det er sgu ikke okay at blive ubehagelige.

Nogle steder blev vi faktisk smidt ud. Og ved I hvad, folkens? Dem, der smed os ud, var allesammen ... damer. Det er jeg fandme ikke stolt af at skrive. Usympatiske varianter af mit eget køn? Damn.

Jeg ved sgu ikke, hvad det lige er med kvinder og indsamlinger.

Men måske er det naturligt at blive defensiv, når man foretager sig noget så ukvindeligt som at afvise at støtte en god sag som den, Red Barnet repræsenterer. For måske sidder ens dårlige samvittighed og trykker lige der, hvor ens nedgroede tånegl er allermest øm. Og så er det nok det nemmeste bare at være sur og led. For damer altså.

Mændene var søde. Selv når de takkede nej.

Så kønnet lod til at gøre en forskel.

Det gjorde socialklassen også.

Jeg samlede ind i et ret pænt kvarter. Store villaer med veltrimmede haver og tyske biler i carportene.

Og lige midt i dette pæne kvarter lå et lille rækkehusområde. 

At dømme efter husenes størrelse og den rollatorbestand, der mødte blikket i den lille enklave, konkluderede jeg hurtigt, at der måtte være tale om en klynge af beskedne ældreboliger.

Min indsamlingsrute dækkede altså tydeligvis to klart adskilte socialklasser.

Og gæt så, hvilken af disse to socialklasser der spyttede mest i bøssen:

De ældre selvfølgelig. Dem, der helt sikkert havde dårligst råd. De gav næsten allesammen. Måske er de opdraget til at hjælpe dem, der trænger, uanset hvor lidt de selv har.

Til gengæld var andelen af bidragydere i luksusvillaerne beskæmmende meget mindre.

Shame on them!

But then again: Der er selvfølgelig en årsag til, at man har råd til at have en stor tysk flyder holdende i sin indkørsel. For det havde man måske ikke, hvis man hele tiden rendte rundt og kastede penge i grams. Til velgørende formål og andre vederstyggeligheder.

Interesting.