torsdag den 30. august 2018

Blev ikke færdig i går

I går skrev jeg lidt om, at det var længe siden, jeg sidst havde skrevet

Og så antydede jeg, at jeg ville fortælle hvorfor. Og så fulgte en meget lang smøre. Med en hel masse ord, som ...

... øh ... ikke rigtig forklarer, hvorfor der skulle gå en hel måned mellem to indlæg, haha.

Så jeg er nødt til at skrive noget mere. Ellers fremstår jeg jo komplet upålidelig.

Jeg har fået ny mis. For to en halv uge siden.

Så nu tror du måske, at jeg har fire. Fordi du fra tidligere indlæg ved, at jeg har en pigemis, der hedder Tove, og en drengemis, der hedder Hilmer. 

Right?

Wrong!

For midt i sommerferien fik jeg et opkald. Det var fra Randers Dyrehospital. Jeg hørte ikke telefonen ringe, så damen havde indtalt en besked:

"Vi har fået indleveret din lille kat. Vil du ringe tilbage?"

Så sagde hun ikke mere. Men jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke ringede, fordi jeg havde vundet i lotteriet.

Pulsen dunkede i ørerne, og jeg begyndte omgående at sitre over hele kroppen. Så jeg næsten ikke kunne ramme tasterne. Jeg fornemmede jo nok, at jeg stod på tærsklen til kedafdethed.

Og ganske rigtigt: Min skønne, frække lille Hilmer var blevet ramt af en bil :-( 

Et forbipasserende kærestepar havde set den lille fyr ligge i vejkanten, og da de spottede, at han var øretatoveret, havde de gættet, at der nok var en familie et sted, som holdt af ham og savnede ham. Derfor havde de taget ham med og afleveret ham på dyrehospitalet.

Det var godt nok pænt gjort.

Jeg fik ikke deres navne, så jeg har ikke kunnet skrive til dem, men hvis de læser med her på bloggen, hvad de sikkert ikke gør, så vil jeg takke dem varmt for deres betænksomhed.

Nå, men jeg vrælede ned i telefonen, allerede inden jeg havde fået sagt farvel til damen fra dyrehospitalet. Det var SÅ sørgeligt.

Og ikke alene var jeg selv ked af det, jeg vidste også, at jeg måtte ringe til mine børn og gøre DEM kede af det. Og det var mindst lige så slemt. 

De gik rundt på Caminoen i Spanien med The Person Formerly Known as Lucifer her på bloggen. (Nye læsere ved det ikke, men i tiden efter min skilsmisse for otte år siden gik min eksmand under betegnelsen Lucifer, fordi jeg syntes, han var dum.)

Og da jeg ikke ville spolere deres ferie med dårligt nyt hjemmefra, måtte jeg vente med at ringe, til de var landet i Kastrup. Så kunne jeg gå og glæde mig til det.

Vi besluttede, at når vi var færdige med at være kede af det over Hilmer, måtte vi hellere få en ny lille mis. 

Dels for vores egen skyld. Det er pissehyggeligt og sjovt at have sådan et lille kræ. Og dels for Toves skyld. Hilmer var Toves bror, og nu gik hun rundt og så lidt ensom ud.

Og som sagt, så gjort.

Nu er Erling flyttet ind. 

Han er fjorten uger gammel. Og jeg skal sandelig love for, at der er kommet liv i forstadsvillaen. 

Han ser sådan ud:


¨
Han er neger. Det må man vel godt skrive, når det er en mis. Fuldkommen sort. Overalt. Selv på snuden og trædepuderne. Nå ja, undtagen på tungen måske. Den er til gengæld meget lyserød i alt det sorte. 

Tænkte, at Tove nok ville blive glad for lidt selskab. Men jeg er ikke naiv, så jeg tænkte OGSÅ, at damen nok lige skulle vænne sig lidt til The Black Intruder.

Og det fik jeg mildt sagt ret i. Det viser sig, at Tove er TEMMELIG GLAD for sit territorium. 

Og lille Erling får tæsk.

Så nu har vi en katteKILLING ... og en katteKÆLLING.

Retfærdigvis må jeg dog også skrive, at bøllebankene er blevet mindre hyppige, så der ER håb om en fredsløsning.

Nu vil jeg lægge skriveriet fra mig. Jeg er hjemme med MEGA dårlig ryg efter en ret uheldig kajaktur i tirsdags (mere om det en anden gang), og jeg trænger virkelig meget til at ligge lidt.

Take care, y'all :-)

onsdag den 29. august 2018

Long time, no write

Fuck.

Kan se, at mit seneste indlæg er fra den 29. juli. Long time, no write altså. En hel måned faktisk.

Så hvad skete der lige der?

Tjoh. 

Jeg har afsluttet sommerferien. Det har de fleste vel.

I mit tilfælde med en tur til København. Til Store Søn. Flyttede altså på kollegium igen. Med fælleskøkken og luftmadras på gulvet. Og med ledsagelse af mine to døtre, Barn 1 og 4.

Jeg holder meget af at besøge hovedstaden. Der er altid nye kroge at opdage, og så længe jeg ved, at jeg kommer hjem til Jylland igen, er det hele kringeling.

I denne omgang hed de nye kroge Kastellet, havnebadet ved Islands Brygge, street food på Refshaleøen og Frederiksborg Slot.

Foruden Lyngby Sø og Furesøen set fra kano.

Og DET var fandme spændende, haha.

Store Søn havde booket to af de kanoer, der tilhører kollegiet og frit kan benyttes af kollegiets beboere.

Så det var SÅ fint.

Øh ... bortset fra at de selvfølgelig var væk, da vores tid kom (hvilket skulle vise sig at være held i uheld, men mere om det længere nede).

JEG var ikke overrasket over, at andre ikke havde respekteret vores booking. Har sgu snart set så meget til mennesker, at jeg ved, den slags nærmest må forventes. Men SØNNIKE, oh dear, han havde nær fået et apoplektisk anfald af skuffelse og irritation, haha.

Han har stadig en del af lære om verden.

Nå, men vi hapsede en anden kano, som ikke var reserveret. En ordentlig motherfucker af en balje. Den var ganske vist ikke så fiks og strømlinet, som de to mindre fartøjer, sønnike havde booket, men den kunne til gengæld rumme hele selskabet på en gang. Og lå stabilt og godt i vandet.

Og heldigvis for det. For vores kanotur blev så stor en succes, at vi to dage senere fik lyst til at begive os ud i en tilsvarende aktivitet. Denne gang i de to åbenbart eftertragtede og førhen uden succes bookede kanoer, som i mellemtiden var blevet tilbageleveret.

Big mistake, haha.

For da fruen nedsænkede sit legeme i den ene ... sank den ... stort set. Det vil sige, den mønstrede nok et fribord (slå det op) på sølle tre centimeter. Og dermed lige i underkanten til Muttis sarte smag. Der skulle i hvert fald ikke meget vip til, før det var gået HELT galt.

Så da vi havde fået grinet af, måtte vi sluge al stolthed og entre et større fartøj.

Nå, men de lyse og lykkelige familiedage i København fik en ende og det nye skoleår en begyndelse.

Det var fint nok at komme på job igen. Det havde jo været en fantastisk sommer med alle de varmegrader, man kunne ønske sig. Og indtil flere ferierejser. Med de fineste mennesker i verden 💃💃💃

Eneste lille malurt var min egen personlige Vandgate-skandale. 

Som i al sin ubarmhjertige enkelhed gik ud på, at jeg rejste på ferie fra en åben vandhane i drivhuset. 150 kubikmeter vand direkte ned i jorden. Pris: 7500 kroner (formentlig). Heraf 75% i vandafledningsafgift. Uden at jeg har brugt et afløb. Det kan du læse mere om her.

Nu har historien fået en slutning. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Jeg vil snarere kalde det en FORVENTET slutning.

Jeg blev nemlig af flere personer i min omgangskreds, og tilmed af en sød læser på bloggen, opfordret til at tage kontakt til spildevandsfirmaet i min kommune. Det hed sig, at andre havde haft held til at få reduceret deres afgift efter uheld som mit. 

HVIS man altså var venlig og imødekommende hos spildevandsfirmaet.

Yeah, right!

Det kan man i hvert fald ikke sige om Vandmiljø Randers. 

Jeg skrev en længere og fuldkommen ærlig mail til firmaet, hvor jeg forklarede, hvad der var sket, og understregede, at mine 150 kubikmeter vand var trængt ned i jorden, hvorved jeg jo ikke havde brugt afløbssystemet. 

Og hvor ked af det, jeg var, fordi jeg nu skulle betale flere tusind kroner for en vare, jeg ikke havde modtaget.

And guess what:

De var fuldstændig kolde i røven. 

Jeg modtog en mail, hvor man ganske vist udtrykte beklagelse over min uheldige situation ...

... MEN ...

... sjovt nok desværre ikke kunne give mig nogen reduktion på regningen. Og her kunne jeg selv læse deres regler, som i øvrigt også var at finde på deres hjemmeside.

Så fulgte en opremsning af regler og vedtægter på cirka en halv meter. Regler, som jeg antager, at firmaet selv har vedtaget, og som bestemt ikke var til min fordel. Ydmygende og træls.

Stupid me.

Hvordan kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg ville flytte så meget som et kussehår på en fladlus, hvis jeg skrev til dem og appellerede til deres empati?

Det er nemlig ikke nødvendigt med empati og individuelle hensyn til kunderne, hvis man sidder i et monopollignende foretagende. For hvor fanden skal utilfredse kunder gå hen?

Vandmiljø Randers kommer til at inddrive tusindvis af kroner for en vare, jeg ikke har modtaget, når regningen lander engang efter nytår. Ved nemt og bekvemt at dække sig ind under egne regler og paragraffer.

Det er ikke okay, men det rager dem tydeligvis helt utrolig lidt.

Så jeg må nøjes med at give dem en sviner her. Griske, paragrafliderlige tyveknægte.

Nå, men nu kom jeg helt i dårligt humør. Må hellere slutte, inden jeg også bliver adfærdsvanskelig.

Vi høres ved :-)