Hovedet oven vande

Gisp!

Må lige hive lidt efter vejret. For eminencen har dælme haft noget at se til for nylig.

På den fede måde heldigvis 😎

Berlin har jeg fortalt om i sidste indlæg. Her er et kort resumé:

Fed by. Skynd dig derned!

Og dagen efter hjemkomst fra Berlin huggede jeg min yngste søn, M, med en tur til København. For at besøge min ældste søn, P.

Eller ... til Lyngby. Men for os jyder er det hele jo København, lige så snart man kører i land fra broen. Det er mere enkelt 😉

Sådan en fin tur, man der havde 💃💃💃

P og kæresten, S, stod klar med lækker middag og vin på kollegiet, hvor de bor, fredag aften. Og vi pludrede. Og pludrede. Og pludrede.

Indtil eminencen ikke pludrede mere, fordi det var på tide at rulle om på skjoldet. På den til formålet medbragte luftmadras. Og med yngstesønnen på gulvet lige ved siden af. Familiehygge i høj potens.

Lørdag: fodboldkamp. 

P spiller fodbold. I Gladsaxe. Og selv om man er en stor dreng på 23, vil man altså stadig MEGET gerne have mor med til kamp. Ligesom da man var 6.

💘

Knægten var dog noget utilfreds til at begynde med. Han skulle nemlig starte på bænken. Ikke den fedeste indledning på en kamp, når man har egne supportere med.

Det var også en lille smule kedeligt for supporterne, kan jeg så røbe. Så jeg lod mig i ventetiden diskret optage af en hyggelig chatkorrespondance med en dame 😋

Efter 25 minutter blev ungersvenden imidlertid sendt på banen, og Mutti måtte forlade chatten. Skulle bare liiige skrive de allersidste fem ord ...

... og stod således med ansigtet begravet i mobiltelefonen, da yngstesønnen diskret prikkede mig på skulderen og sagde:

"Øh, mor? Nu scorede P."

Oh my god. Oh my god! Oh my GOD!

Jeg så det ikke! Fuck!!!

Jeg er jo worst mom ever! The mother from hell.

Men. Hvem fanden løber også op og scorer mål, ti sekunder efter man er kommet på banen?! Det er jo absurd.

Nå, men jeg foreslog yngstesønnen, at P egentlig ikke behøvede at vide noget, og han nikkede indforstået.

Heldigvis scorede sønnike en gang mere i kampen og landede således to kasser ud af holdets fem.

Anden gang var Mutti tilmed opmærksom på præstationen 👍

Så blev det eftermiddag, og jeg tog børnene med på bøssebar. Som man jo gør.

Jeg kan godt lide Café Oscar inde på Regnbuepladsen ved siden af Københavns rådhus. Fordi det er en almindelig café. Der bare har et større klientel af homoseksuelle end andre caféer. Den er ikke klam og lurvet som de fleste af de homosteder, jeg ellers har besøgt.

Det blev til et par kolde fadbamser på Oscar. Og jeg var glad for at kunne præsentere børnene for lidt mere af min verden. Tror, jeg fik gjort det fremmede lidt mindre fremmed for dem ved den lejlighed 😊

Om aftenen var vi henrivende politisk ukorrekte (igen). Spiste således en ordentlig motherfucker af en ribeye på en argentinsk bøfrestaurant i Christianshavn. 

Tilbehør: fritter og bearnaise. Og ikke antydningen af salat eller andet ulækkert med friske vitaminer.

Hehe 😋

Søndag. Op og hjem. Efter et fint ophold i Lyngby.

Når man altså lige ser bort fra, at jeg måtte gennemleve lørdag morgen uden kaffe. Og det er jeg fandme ikke ret god til.

Ved sgu ikke lige, hvad der er gået galt med ældstesønnen der: Han drikker espresso! Føj for satan. 

Jeg drikker ikke espresso. Men allerhelst en dejlig, hjemmerørt pulverkaffe. Med MÆLK. Hvad køleskabet naturligvis ikke rummede. 

Overvejede i desperation, om ikke der mon lå en lille butik i nærheden. Måske en 7eleven? Så jeg kunne have hentet mig en liter til trods for en ikke ubetydelig morgengrimhed.

Men nu forholder det sig sådan, at sønnikes kollegium ligger mellem Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Og det SKAL åbenbart være så irriterende naturskønt derude, at der ingen 7eleven er. Hrmpf 😡

Nå, men det endte med, at jeg drak en kop te, selv om jeg ikke var syg.

Søndag aften efter hjemkomst fra det sjællandske: til middag hos the person formerly known as Lucifer. Han stod klar med tre lækre retter og havde da i øvrigt lige fjernet mit haveaffald fra min matrikel, mens jeg havde været i Lyngby.

Det begynder sgu at ligne noget med ham 😊 

Og siden da har jeg ligget vandret på jobbet og har sådan set ikke rigtig haft tid til andet.

Nu vil jeg til gengæld runde af. Jeg skal til hestegejl med Barn 4, som er komplet bindegal med ... wait for it ... wait for it ... heste (surprise!).

Det er vist noget med en aktivitetsdag i den stald, hvor hun har part. Med kaffe og kage og trækketure på ponyer. Tror nu, jeg springer ponyturen over. Jeg er pissebange for de der fucking store dyr. Men jeg vil gerne vise Barn 4 min support.

Dernæst: mere kaffe og kage hos Übermensch. Så der er lagt op til en skøn eftermiddag.

Take care now 💜💜💜

Snart Pride

Tjah, den nærmer sig faktisk. Aarhus Pride. Det er på lørdag.

Og jeg har gode planer 💃

Har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden.

For dels er det jo en vildt festlig og farvestrålende dag. En hyldest til mangfoldigheden. Og en stædig påmindelse om ikke at lade sig knægte, blot fordi man er født med en anden seksuel orientering end flertallet.

Jeg elsker at se regnbueflaget på busser og på domkirke, rådhus og andre kendte bygninger. Der ligger et skønt statement i det.

Men når det er sagt. Damn. Så må jeg altså også sige, at hvis man HAR fordomme mod bøsser og lesbiske og biseksuelle og transpersoner, ja, så skal man nok få dem bekræftet til overflod uden at behøve at kaste mange blikke på pridedeltagerne. 

For hold nu kæft, hvor er der mange ... øh ... alternative eksistenser i bybilledet den dag. 

Lak og læder og fjerboaer og glimmer og glitter og plasticbryster og pailetter og perlebesatte plateausko. På mænd, forstås. 

Karseklip, skovmandsskjorter og hængerøv i beskidte, slaskede jeans på kvinder.

Hvis det ellers giver mening at tale om mænd og kvinder.

Men når DET til gengæld er sagt, så er det saliggørende at færdes blandt så mange andre homoseksuelle og så mange heteroseksuelle, som bakker op. Og den dag behøver jeg  for en gangs skyld ikke at føle mig anderledes. For der er mange andre, der er LANGT mere anderledes. I tell you!

Derfor planlægger jeg at deltage.

Og det bliver en god dag.

Først skal jeg mødes til brunch med en gammel veninde, som jeg trænger til at få en snak med. En skøn og empatisk kvinde, som vil lytte til det, jeg måtte have at klynke over for tiden.

Og så tager vi ned i byen.

Jeg håber, vi kan komme til at gå lidt med i selve paraden, men det er også fedt bare at kigge.

Vi ender på Officerspladsen under Regnbuen på Aros, og her er der fest. Jeg håber også at kunne lokke et par kolleger til at drikke en øl med mig derinde. Stille og roligt og hyggeligt.

Og så tager jeg hjem. Måske.

Ses vi?

In sync

Er ved at læse en bog. 

Ikke, at det ligefrem er breaking news.

For jeg læser sådan set altid bøger. Af svingende kvalitet ganske vist. Men jeg føler et tomrum, hvis jeg ikke har et eller andet liggende på natbordet.

Denne bog har jeg imidlertid høje forventninger til. For kvinden i mit liv siger, den er god. Og hun bør vide det, for hun er nemlig færdig med at læse den.

Den hedder Den, der lever stille. Og er skrevet af Leonora Christina Skov. Hun er en af mine yndlingslebber, og hun har skrevet en selvbiografisk roman.

Jeg håber, jeg kan spejle mig i noget af den. Fru Skov har i hvert fald bokset med sine forældre i forhold til sin homoseksualitet. Det samme har jeg. Og måske kunne min kæreste også finde noget at reflektere over i relation til sig selv.

Det var derfor, jeg foreslog hende, at vi skulle læse den.

Det er en af de mange ting, jeg rigtig godt kan lide ved den kvinde, jeg elsker:

Vi læser. 

Vi kan sagtens sidde længe i hver sin sofakrog med hver sin bog. Mens vi drikker Yogi-te og nulrer hinandens tæer. Og somme tider udveksler hyggelige småbemærkninger om det, vi læser.

In sync.

Og prøv lige at slippe os løs i en boghandel. Oh dear.

Vi fandt en i Lübeck. Sådan en rigtig lækker luksusbutik. Af gigantiske dimensioner. Tre etager. Med både elevator og rulletrapper og hele svineriet. Og et kæmpemæssigt udvalg af fede kvalitetsbøger. 

Vi kunne næsten have tilbragt hele weekenden der, tror jeg.

Jeg købte to romaner af tyske forfattere. 

Jeg er ikke så lidt stolt over, at jeg kan læse tyske romaner. For ét er at kunne udslynge ord som "Krankenhaus" og "Hubschrauber", som jeg gør i min undervisning. Noget ganske andet er imidlertid at kunne læse en hel fucking voksenroman med fremmedord og alting. Det er som at lande på to vidt forskellige sprogplaneter.

Til at begynde med var min tyske læsestrategi den, at jeg valgte internationale bestsellere, som var oversat til tysk. For jeg kendte ingen tyske forfattere, og hvis jeg møjsommeligt skal tygge mig gennem en 400-siders motherfucker på prøjsisk, så skal historien fandme fænge. Ellers knækker jeg halsen.

Men gradvist har jeg bevæget mig over på de tyske forfatteres egen banehalvdel. Ikke mindst via nudging fra min kvinde.

Det er nemlig også en ting, vi har til fælles: tysk.

Hun er cand.ling.merc i tysk og dermed flere tusind lysår foran mig ud i beherskelsen af vores sydlige nabolandssprog. Det er i øvrigt en af de ting, jeg beundrer ved hende: Hun er pissedygtig til det. Jeg beundrer dygtighed. Som hendes.

Jeg underviser kun i skidtet på folkeskoleniveau.

Nå, men hun har nudget mig over i tyske forfattere og anbefalet Elisabeth Herrmann. Den glæder jeg mig til at læse. Hun købte en anden roman af samme forfatter. Så kunne vi jo bytte.

Hun købte også en ordentlig mursten. Eller nærmest en fortovsflise. Af en bog om vandreture rundt omkring i verden. Som inspiration til drømme og planer om at opleve klodens naturseværdigheder.

For vi elsker at vandre. Her er vi in sync.

Vi har brugt talrige weekender på at vandre. 

I Mols Bjerge. I Dollerup Bakker. Ved Silkeborgsøerne. I Rebild Bakker. På Hærvejen. 

Overalt, hvor det lugter af god og naturskøn vandring, er vi at finde. Når det altså ikke pisser ned. Walk and talk i Moder Natur. Det er næsten as good as it gets. I særdeleshed når jeg stjæler mig til en tæt omfavnelse og et inderligt kys i skovens dybe, stille ro. Hvor ingen kigger.

NÅR det pisser ned, og det gør det jo i cirka elleve måneder om året. Er vi til gengæld at finde i kunstbiografen Øst for Paradis. Nogen skal jo holde den biks kørende.

Smalle europæiske film ledsaget af et dejligt glas rødvin eller en latte eller en af de der pissegode italienske sodavand, som de langer over disken dernede. Nammenam. Eller "molto delizioso", om du vil.

Så sidder vi tæt i mørket og fletter fingre. Måske har vi oven i købet fået et love seat. Slikket har vi smuglet med. Det er billigere og bedre. Og så føler jeg mig dejlig rebelsk. Et liv på kanten, you know ;-)

Efter filmen piller vi den selvfølgelig fra hinanden. Mens vi arm i arm slentrer tilbage til bilen ad de smalle brostensgader i Latinerkvarteret. Og under hele køreturen hjem. Fordøjer oplevelsen i småbidder. Analyserer på kryds og tværs. Hjælper hinanden til at se den i forskellige perspektiver.

Sidst så vi bøssefilmen Call Me by Your Name. Skøn film, som sætter spot på nogle af problematikkerne ved at være homoseksuel.

Når det gælder filmsmag og påskønnelsen af gode filmoplevelser er vi sjovt nok ... in sync. Feelgood indeed 💃💃💃

Og så går vi til foredrag. Mindst en to-tre stykker om året.

Helst forfatterforedrag. 

Sidste gang hørte vi Hanne-Vibeke Holst. Hende kan vi lide. Hun er pissesej (selv om hun også er lidt ananas i egen juice-agtig, men det er en del forfattere vist af natur). 

Hun er virkelig dygtig til at skrue en historie sammen, hun bruger gigantiske mængder af tid på research, og så skriver hun med mange velvalgte metaforer. Jeg er en sucker for metaforer. Og det er kvinden i mit liv også.

For vi er tekstnørder. Optaget af kærlighed til det danske sprog.

JEG har arbejdet med oversættelse i mange år. HUN har arbejdet med oversættelse i mange år. I sidste uge blev vi enige om, at vi tilhører en gruppe litteraturelskere, der automatisk tilføjer en ekstra dimension, når vi læser: sproglig korrekthed. 

Vi spotter næsten ALT. For eksempel når fru Holst i sin seneste bog, Som pesten, skriver "umbrakonøgle".

Hvad er der nu galt med det? tænker nogle bloglæsere nok. For der er mange, der tror, at dette lille stykke værktøj fucking HEDDER sådan.

Men ... øh ... sagen er bare den, at ... det hedder det ikke. 

Det hedder en UNbrakonøgle. 

En fuldkommen uvæsentlig detalje, som vi begge to fangede, da vi læste bogen.

In sync igen. 

Og det gør mig fuldstændig varm indeni, når jeg tænker på, at jeg har mødt et menneske, som jeg har så meget til fælles med. Det troede jeg ikke var muligt. 

Og at jeg har fået lov at elske hende. Og at VÆRE elsket af hende.

Nå, men nu må jeg hellere videre med min lebberoman. Jeg skulle gerne være færdig med den inden 2. maj, for fru Skov holder foredrag i Skanderborg den dag, og jeg har pudsigt nok billetter til begivenheden.

Desværre må jeg alene af sted denne gang.

Om fodboldsprog

Spillede skolefodbold i torsdags.

Øh ... det vil sige ... JEG spillede sgu ikke skolefodbold. Det gjorde VI. Altså min skoles fodboldhold.

Først pigerne og så drengene.

Men min indsats var ikke mindre heroisk end spillernes, vil jeg vove at påstå. For kan DU måske huske, hvordan vejret var i torsdags?

Lortevejr. 

Det er muligt, at årstiderne har skiftet. Men vejret er sgu stadigvæk, som det har været i hele juli. 

Kulde og pisregn.

Hvis der er noget, der ikke kan tage røven på mig. Så er det imidlertid vejret. 

Derfor var jeg naturligvis iført en praktisk regnjakke. Bukserne var ikke nødvendige, tænkte jeg, så de var blevet hjemme i forstadsvillaen.

Not the cleverest move, kan jeg så fortælle.

For hvad tror du, der sker, når alle Guds fucking sluser er lukket op, og man kun har en regnjakke på?

Ja, så bliver man jo gennemblødt sådan cirka fra livet og ned, Einstein.

Så der stod jeg ved sidelinjen og heppede på vores tapre piger og drenge, men kunne egentlig lige så godt have stået i en andedam til navlen.

Under drengenes kamp havde jeg taget opstilling ved siden af et par af holdets spillere fra 9. årgang, som ventede på at blive skiftet ind.

Det var fint nok.

Indtil de begyndte at kommentere modstandernes spillere.

"Se lige ham bøssen der," lød det taktfuldt fra den ene. "Han kan kraftedeme da ikke ramme bolden."

"Nej, han er fandme en svans," lød det lige så taktfuldt fra den anden.

"De er bare nogle fucking megafaggots. Jeg løber dem sgu ned, når jeg kommer ind," rundede den første så deres hjertevindende samtale af.

Suk.

Til nye læsere skulle jeg måske berette, at jeg er en kvinde. Der er fascineret af en anden kvinde. I en grad, så vi kysser. Og nusser. Og elsker så dejligt og så tit, vi kan. Og ser hinanden som livspartnere.

Jeg færdes samtidig dagligt i et af de mest homofobiske miljøer, der findes herhjemme: den danske folkeskole.

Det er her, jeg tjener min svimlende løn.

Jeg plejer at sige fra, når mine elever bruger ord som "Fucking homo" og andre charmerende udtryk. For jeg bliver ked af det, når nedsættende bemærkninger om en ret uskyldig minoritet - og tilmed en minoritet, som jeg selv tilhører - bliver fremsat igen og igen som en helt naturlig del af daglig tale.

Det er ikke så sært, at det er svært for unge homoseksuelle at finde sig til rette med deres seksualitet, når de gang på gang hører sig selv omtalt som skældsord.

Mine elever plejer heldigvis at skrue lidt ned for charmen, når jeg er i nærheden. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.

Men de to drenge på fodboldbanen var ikke mine elever. Det er muligt, at de har hørt, jeg er homo. Den slags information elsker folk i almindelighed at formidle til andre, så jeg tror da, at hele skolen ved det. Til gengæld følte de ikke, det var nødvendigt at vise hensyn.

De har formentlig slet ikke spekuleret over det.

Det er det, der er problemet.

Om at være et ensomt lille pus

For helvede!

Jeg har igen forsømt mine ... øh ... forsømte læsere. Jep, dig.

Det beklager jeg dælme.

Forklaring:

Som udskolingslærer bliver man somme tider eksamensramt. 

Eller rettere sagt PRØVEramt. 

(Af en eller anden idiotisk grund er det nemlig no go at kalde det eksamen. Selv om ... øh ... eleven altså skal testes. I et pensum. Og der er en eksaminator til stede. Og en censor. Og en grøn dug på bordet. Men eksamen? Det hedder det fandme ikke. Could have fooled me though.)

Nå, men i år er jeg altså eksaminator i to dage og ude som censor i fem. Derfor går meget af min tid i juni med prøveforberedelse og -afvikling. Og ikke så meget med blogpleje. Sorry.

Det betyder dog ikke, at der ingenting er at fortælle.

For eksempel var jeg til Pride i Århus i lørdags. 

Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ikke ubetinget tilhænger af paraden. 

Faktisk er jeg lidt ambivalent.

Dels synes jeg, det er fedt, at så mange viser tolerance og support for mangfoldigheden ved at gå med i sådan et optog. Så føler jeg mig accepteret. I hvert fald af paradedeltagerne.

Og dels frygter jeg, at de små og skræmte heteroseksuelle individer, der har fordomme mod mennesker med en anden seksualitet end dem selv, blot bliver bestyrket i deres fordomme, når de ser en række feminine, fjerboaprydede mænd i lak og læder og plateausko komme sejlene gennem byen. Eller betonlebber med maskinklippet hår, skovmandsskjorter og stålkam i baglommen.

Jeg deltager faktisk ikke i paraden. Men jeg dukker op på Officerspladsen ved Aros og Musikhuset bagefter. For her samles folk. Både fra homo- og heteromiljøet.

Jeg kommer for at opleve den glade stemning.

Og for ikke at føle mig så fandens alene.

For det er til tider lidt ensomt at være homo. Det er det i hvert fald i mit univers. Når man ikke rigtig kan finde sig til rette i "miljøet" og derfor ikke dyrker det. 

For hvem siger, at man klikker med folk, bare fordi man har samme seksualitet? Det er jo heller ikke alle heteroer, der klikker med alle andre heteroer.

Jeg er kort fortalt altid den eneste. Den eneste i familien, den eneste på jobbet, den eneste til kor, den eneste i skolebestyrelsen, den eneste i yngstedatterens rideklub.

Og når jeg er sammen med en kæreste, er VI de eneste. De eneste i vennekredsen, de eneste til familiefesterne.

Hvor jeg end mig vender hen, kan jeg aldrig kigge mig omkring i mængden og finde nogen ligesom mig. I hvert fald ikke i de mængder, jeg normalt plejer omgang med.

Hvis du, kære læser, er heteroseksuel, så prøv at forestille dig hele tiden at være omgivet af homoseksuelle. Kun homoseksuelle. Altid.

Eller hvis du er kvinde, så prøv at forestille dig at leve helt alene blandt mænd.

Eller hvis du er mand, så prøv at ... nå, det behøver jeg sgu ikke skrive igen. You get the point, I'm sure.

Så derfor nyder jeg at sidde der under regnbuen på Officerspladsen på Pride-dagen og drikke dåseøl (er meget til dåser, blink, blink) og holde i hånd med min kvinde. For jeg behøver blot at vriste blikket fra hendes smukke øjne for at få øje på andre ligesom os. Når jeg altså kan afholde mig fra at stirre på lakmændene og betondamerne.

Fedt for en gangs skyld ikke at være the talk of the town.

Bum.

Om arrogance og synet af homopar i bylivet

Hold nu op, hvor bliver man da glad i låvet af det vejr, vi har haft i weekenden.

Jeg får jo lyst til at danse lambada, når solen sådan luner, og et lysegrønt skær lægger sig over buskadser og hække.

Og når jeg aldrig rigtig ved, hvilket stykke overtøj jeg skal iføre mig, hvis jeg skal ud, fordi vinterfrakken måske bliver for varm. Woop, woop!

Jeg vandrede en tur ved Moesgaard i lørdags. Nice :-) (Selv om ti millioner andre forårskåde danskere havde fået samme uoriginale idé.)

Og efter endt vandring tænkte jeg, at det i grunden kunne være lækkert med en lille frokost på Skovmøllen, som er en pissehyggelig restaurant midt i skoven. Bindingsværk og stråtag og hele lortet. Og en romantisk rislen fra den å, der forsyner etablissementets tudsegamle vandmølle med vand.

Vejret var tilmed godt nok til at sidde udenfor, og her fandt jeg et bord i læ og sol, hvilket var heldigt, fordi Skovmøllen er ualmindeligt populær blandt århusianere.

Så ja, der var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

Øh ... indtil der ikke længere var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

For shit, hvor er de arrogante derude på Skovmøllen.

Hvor fanden skulle jeg for eksempel vide fra, at restauranten ikke serverer mad udenfor? Der er ikke noget skilt, hvor man kan læse sig til det. Og hvis der er, er det ikke iøjnefaldende nok til at fange min opmærksomhed.

Så skal jeg fortælle dig, hvad der sker, hvis man sætter sig udenfor og pænt venter på betjening?

Ikke en lunken, ildelugtende skid.

Selv om tjener efter tjener kommer hastende lige forbi det bord, hvor man sidder, og man høfligt beder om menukortet, lader de, som om de hverken kan se eller høre.

Og til sidst giver man op og går ind i huset for selv at hente et fucking menukort, og her får man så langt om længe at vide, at man må sætte sig INDE I restauranten, hvis man vil spise, og at der i øvrigt ingen ledige borde er.

Til gengæld er det ikke første gang, jeg har fået en umanerlig dårlig service på netop Skovmøllen.

Fik således sidste år en regulær skideballe af en tjener, fordi jeg havde flyttet mig fra et bord i skyggen til et bord i solen. Jeg måtte da kunne forstå, at jeg ikke bare uden videre kunne skifte bord.

Sure tranlampe.

Og fuck for en arrogance. Den adfærd fortæller med al tydelighed, at Skovmøllen har så mange gæster, at de kan være skide ligeglade med, hvordan de behandler dem. Sådan synes jeg tit, det er, når man kommer de populære steder.

Nå, men jeg gik.

Og tog i stedet ind på Café Ziggy på Trøjborg. Fedt sted. Uprætentiøst. Ikke popsmart som caféerne ved åen. Og vist også lidt billigere. My kind of place, hehe.

And boy, was I lucky :-D

Kom til at sidde lige ved siden af to mænd, der allerede ved første øjekast og via min gaydar gav mig det indtryk, at de var bøsser.

De var utrolig pæne. Det er der mange bøsser, der er. Velplejede. Veltrænede. Velklædte. Og så havde de bestilt caféens brunch med græsk yoghurt og frisk frugt.

Føj for den lede.

Køber jeg brunch på en café, skal det for helvede da ikke være med græsk yoghurt og frisk frugt. Ad. Det minder lidt for meget om de fucking havregryn med skummetmælk og UDEN SUKKER, jeg får til hverdag. Jeg går klart efter eggs and bacon and beans and hashbrowns. Hele kolesterolpakken.

Nå, men de to fyre gav altså indtryk af at være bøsser.

Og bingo!

Pludselig var der et kærtegn. En hånd, der blidt strøg over en kind. Og jeg blev glad.

For jeg synes, det er fedt, når homoseksuelle, og især bøsser, tør vise deres kærlighed i det offentlige rum.

Jeg tror, det er den måde, homofobi skal bekæmpes på. For jo mere vi kan vise, at homoseksuel kærlighed ikke er mere pervers eller outreret end heteroseksuel, desto mindre fremmed virker den. Og det er jo ofte det fremmede, der gør os ængstelige og giver os fordomme.

Mere af det, tak.

Flere homoting

Det har været en interessant uge.

Skal jeg skrive omvendt kronologisk, slog jeg her til morgen øjnene op til følgende overskrift:

Trump's White House Website Takes Down Official Pages on Civil Rights, Climate Change, LGBT Rights

Suk. Nu begynder det. Vores klaphat af en ny verdensleder har omgående kastet sig ud i at omsætte sine usympatiske, virkelighedsfjerne indfald til handling.

Nu skal de fossile brændstoffer have fuld skrue, mens borger- og homorettighederne får et ordentligt hug mellem øjnene med hr. Trumps kødfulde knytnæve.

Sender derfor en medfølende tanke til såvel klimaet som mine homoseksuelle brødre og søstre på den anden side af Atlanten. Det kan ikke være fedt sådan at få fjernet al officiel omtale af en. Som om man aldrig har eksisteret.

Og apropos omtale, så var jeg ude at gå en tur i går. Det gør jeg, når jeg har tid. Jeg vandrer allerhelst ude i Guds grønne natur med min damekæreste ved min side. Elsker at gå der og småpludre med den kvinde, jeg kysser på, mens jeg nyder sceneriet omkring mig og kan mærke pulsen i ørerne.

Men her i weekenden har jeg ikke set noget til L. Hun har travlt med at drive verdensfirmaet, og jeg har haft børnene hos mig.

Så må jeg jo gå alene.

I går blev det til en sekskilometers tur rundt i nabolaget. 

Da jeg var ved at være hjemme igen, hørte jeg pludselig en flok ungersvende bag mig. Præcis hvad de snakkede om, ved jeg ikke, men jeg kunne ikke undgå at høre, at den ene pludselig råbte:

"Er du en fucking bøsse?!"

til en af de andre.

Damn for en retorik. 

Jeg havde lyst til at vende mig om og forklare englebasserne, at de træder på folk som mig, når de bruger ordene på den måde. Men jeg var selvfølgelig blevet grinet helt ud af byen. 

For det ER en håbløs kamp. Jeg møder det alle steder. En eller anden betegnelse for den minoritet, jeg tilhører, brugt som skældsord, gerne i kombination med "fucking" (og jajaja, jeg ved godt, jeg ikke er bøsse, men den rammer alligevel).

Så føles det, som om der er langt til tolerance og MEGET langt til respekt.

Og apropos respekt, så tror jeg nok, det var af respekt for mig, at en af mine elever for nogle dage siden spurgte mig, om det egentlig var okay at kalde mig homo.

Bare homo? Altså uden fucking foran?

Mit første indfald var at sige, at det måtte man selvfølgelig gerne. For objektivt set er ordet homo jo bare en forkortelse af homoseksuel og dermed ret neutralt. 

(Og det ER jo det, jeg er. Blandt meget andet altså.)

But then again. Pigen spørger naturligvis, fordi hun fornemmer, at jeg kunne føle mig krænket.

Og hvorfor fornemmer hun det?

Jo, det gør hun, fordi hun er vant til at høre ordet udtalt i den hensigt at ytre sig nedladende om eller henvendt til andre.

Damn igen.

Op ad bakke

Sad lige og hørte Mads & Monopolet i formiddags.

Det er mit yndlingsradioprogram. Og jeg glæder mig hver lørdag til at få tunet ind og lytte med på andre menneskers problemer. Hehe.

Og de lørdage, hvor jeg er heldig at være hos min smukke L, sidder vi altid og debatterer med og tager stilling til stort og småt.

Vi har selvfølgelig vores yndlingsmonopoldeltagere.

Således jubler vi, når enten Hella Joof, Asger Aamund eller Nikolaj Kopernikus er med. For de giver det lidt kant. Og gør det sjovt og underholdende.

Og knap så begejstrede er vi for Huxi Bach og Mads Christensen. Huxi, fordi han ævler og ikke rigtig bidrager med noget. Og Mads Christensen, fordi han er for selvfed.

I dag gjorde Mads Christensen ikke noget godt for sig selv. I hvert fald ikke, hvis han ønsker at vinde MIN sympati.

For jeg havde da nær fået mit dybfrostrundstykke og min nyrørte pulverkaffe i den gale hals, da hr. Blærerøv ytrede sig om familiemønstre:

"Far og mor og børn under et tag, det er den ideelle løsning. Og det betyder ikke, at jeg foragter bøsser, sparker på lesbiske eller ikke kan lide hunde eller hva' faen," lød det således fra manden.

Øh ...?

Sagde han virkelig det? måtte jeg spørge mig selv.

Og ja, det sagde han sgu. For jeg har lige genhørt det på nettet.

Fuck altså!

Så idioten foragter IKKE bøsser og sparker IKKE på lesbiske. Men ... øh ... henfører os alligevel under samme kategori som hunde i selvsamme sætning?

Den mand MÅ fandme være castet til Monopolet på grund af sin usympatiske fremtoning. Sådan lidt ligesom Blachman i X Factor, mener jeg.

Og det gør mig så træt at støde på intolerance som blærerøvens. Så føler jeg sgu, at det går lidt op ad bakke.

Måske navnlig, fordi det er præcis den slags udsagn fra alle mulige uoplyste kanter, der i alt for mange år skræmte mig fra at springe ud og fik mig til fuldkommen at undertrykke mig selv og leve under ulykkeligt dække som heteroseksuel.

Det kan hr. Blærerøv fandme ikke være bekendt.

Jeg har aldrig hørt en homoseksuel udtrykke afsky, forargelse eller hån, fordi nogle mennesker forelsker sig i det modsatte køn.

Er det for meget forlangt at bede om samme respekt over for os?

Bum.

Rapport fra Sydafrika

Så fik jeg pludret lidt med Store Søn i Sydafrika. I går aftes. Over Skype :-D

Der er ingen netforbindelse hos den familie, hvor han bor, men i weekenderne tager han og nogle venner ind til Cape Town og overnatter på et hostel. Med wifi!

Forbindelsen var tilmed så god, at vi kunne slå kameraerne til.

Skønt at se sønnike :-) Men tænker, at fornøjelsen mest var på min side. For jeg var fannerme ikke noget kønt syn.

Er jo alene hjemme og kom derfor slet ikke ud af nattøjet i går. Sad altså her ved køkkenbordet uden makeup og iført lyserød pyjamas, badekåbe og morgenhår og videotransmitterede til sønnike og vennerne i Sydafrika. Godt, at kameraet ikke også kan opfange duftsignaler, tænker jeg.

Nå, men han kunne altså berette, at han i nærmeste fremtid vil foretage et spring fra den højeste bungee-bro i verden OG dykke med hvidhajer OG skydive.

Shit. 

Jeg tænkte, om han mon ikke hellere ville rejse hjem til mor i forstadsvillaen. Så kunne jeg stege koteletter til ham.

Tror dog ikke, han falder for mit tilbud.

Nå, men sønnike kunne også fortælle, at han var blevet lagt an på af en fedklam, halvgammel mand, mens han havde trænet fitness i bar overkrop sammen med nogle af de andre hjælpearbejdere på stedet.

Argh! 

Selv om han forsøgte at lyde cool, kunne jeg høre på ham, at han var blevet forskrækket. (Mutti er ikke så nem at narre.) 

Store Søn har indtil nu ført en tryg og beskyttet tilværelse uden grund til at være ret meget på vagt over for andre.

Men han er en høj og slank og veltrænet fyr med et rart og tiltalende udseende, så det er måske ikke så mærkeligt, at han kan tiltrække sådan en mand.

Håber, at han hurtigt får det rystet af sig, men glæder mig samtidig lidt over den læring om mennesker, han har fået ud af det. Det er sundt nok med en vis skepsis, når man er på egen hånd langt hjemmefra.

Han kunne i øvrigt berette, at Sydafrika overraskende nok har en af de mest liberale homolovgivninger i verden. Allerede i 1994 vedtog man en lov, der forbyder enhver diskrimination ud fra seksuel orientering.

Det lød jo godt i mors ører, da det i almindelighed vist ikke er let at være homo i de afrikanske lande. 

Så bravo, Sydafrika!

Men da jeg efter vores samtale forskede lidt i temaet, fandt jeg desværre ud af, at loven i praksis ikke rigtig bliver brugt. Der er masser af hatecrimes og mord på homoseksuelle, som aldrig bliver opklaret. 

Og så er vi jo lige vidt.

Nå, men med henvisning til omtalen af duftsignaler ovenfor i indlægget, så tror jeg, at jeg vil forskønne kvarteret lidt og liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren.

Hav en fortsat forrygende søndag, folkens!

Gæt hvad jeg fik af julemanden

Nå ja.

Gæt for resten, hvad jeg fik i julegave af ... øh ... julemanden:

Jep. Et regnbueflag. Hehe.

Til at begynde med hænger jeg det på en eller anden væg i min forstadsvilla. Bare for at provokere min mor lidt og såd'n.

Senere kan jeg sætte det på en stang og tage det med til Priden i Århus. Så kan jeg vifte med det der.

Jeg sørger altid for, at der ligger noget fra julemanden til mig selv under træet. Så ved man da, at man får noget godt (ud over det, som Ladyen har købt, naturligvis). Og i år var hans gave til mig altså lidt homomanifestationsagtig.

Min søn på 16 synes, det er et fedt flag. Hans første reaktion, da han så det, var at iføre sig det som en kappe.

Åh, haha. En homosuperhelt i min stue :-D

Lurer lidt på, om han kunne være til mænd.

Hvis han er, så synes jeg, han er heldig, at hans mor er til kvinder. Det kunne jeg godt have brugt, at min mor også var.

Verdensrundtur i Homofobia

Da jeg for nylig blev interviewet til avisen, lavede jeg for mine elevers skyld lidt research om diskrimination af homoseksuelle på verdensplan. Det kunne jo være, de kunne bruge noget af det til deres artikel.

Det blev til en rundtur i Homofobia:

USA:

Sex med en person af samme køn har ikke været lovligt i USA før 2003.

I 34 amerikanske stater er det lovligt at fyre en medarbejder, hvis arbejdsgiveren opdager og misbilliger, at pågældende medarbejder er homoseksuel.

I de fleste amerikanske stater, kan boligejere nægte at leje ud til homoseksuelle.

Australien: 

Det giver en mildere straf at slå et menneske ihjel, hvis offeret er af samme køn som gerningsmanden, og gerningsmanden hævder, at han følte, den anden "lagde an".

Ligeledes i Australien må trosbaserede organisationer som kirker og visse skoler og hospitaler nægte at ansætte homoseksuelle.

Afghanistan, Algeriet, Angola, Antigua, Barbuda, Bangladesh, Barbados, Belize, Bhutan, Botswana, Brunei, Burundi, Cameroon, Comorerne, Cook-øerne, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik, Egypten, Eritrea, Etiopien, Gambia, Gaza, Grenada, Guinea, Guyana, Jamaica, Kenya, Kiribati, Kuwait, Libanon, Lesotho, Liberien, Libyen, Malawi, Malaysia, Maldiverne, Mauritius, Marokko, Mozambique, Myanmar, Namibia, Namibia, Nauru, Nordcypern, Oman, Pakistan, Palau, Papua Ny Guinea, Qatar, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, Samoa, São Tomé og Principe, Salomonøerne, Senegal, Seychellerne, Sierra Leone, Singapore, Sri Lanka, Swaziland, Syrien, Tanzania, Togo, Tonga, Trinidad og Tobago, Tunesien, Turkmenistan, Tuvaly, Uganda, Uzbekistan, Zambia og Zimbabwe: 

Homoseksualitet er forbudt ved lov og kan straffes med bøder, pisk, anden fysisk afstraffelse eller fængsel.

Saudi-Arabien, Iran, Mauretanien, Sudan, Yemen og dele af Nigeria og Somalia: 

Homoseksualitet straffes med fængsel eller henrettelse.

Rusland: 

Det er strafbart at uddele informationsmateriale om homoseksualitet eller på anden måde propagandere for en anden livsstil end den traditionelle. Desuden risikerer homoseksuelle at blive frataget deres børn, som til gengæld risikerer anbringelse på et russisk børnehjem.

Estland, Letland og Litauen:

Disse lande er berygtede for deres hate crimes mod homoseksuelle. Myndighederne søger systematisk at lægge hindringer i vejen for Priden.

Google: 

Prøv at indtaste "homoseksuelle skal" i søgefeltet på Google og se så, hvad Google selv foreslår som det tredje ord.

Det er mig, Google her skriver om :-(

Så ved du det.

Bund eller bøsse

"Skål!" sagde jeg og hævede rødvinsglasset i en hilsen til det muntre selskab, der hjalp mig med at fejre min dimission som lærer for et par uger siden.

"Bund eller bøsse," svarede den ene af mine sønner kækt, givetvis for at være sjov og samtidig fortælle mig, at middagen i hans optik havde varet længe nok, og at det ville være passende, hvis jeg drak ud med det samme.

Hmm... 

Jeg ved godt, at jeg er oppe imod en skræmmende overmagt, hvis jeg tror, at jeg kan få nutidens unge til at holde op med at bruge ordene bøsse, lebbe eller homo som skældsord, for at latterliggøre andre eller blot som en joke, men jeg er altså NØDT til at opponere. Jeg bruger jo heller ikke ordet hetero i den slags situationer (selv om det måske kunne være meget sjovt).

"Bund eller LEBBE, mener du vist," gav jeg igen. "Og så vælger jeg for resten lebben, for man skal altid stå ved den person, man er."

Således havde jeg held til at spolere ungersvendens smukke bogstavrim og samtidig løfte en moralsk pegefinger.

I øvrigt er det en forfærdende tanke at bunde et dejligt glas rødvin. Den dreng har lidt at lære.