Lidt om en ung dame

Måske kender du det ikke:

Du stormer rundt på tennisbanen, det bedste du har lært, for at banke din tennismakker, Ulla.

"Din telefon ringer," lyder det så fra Ulla, som spiller i den ende af banen, hvor din taske står, og derfor kan høre, hvad der sker i den. "Men det er nok ikke Mette, for jeg har kun hørt én ringetone."

Mette er din datter. Det yngste barn af fire. På 16 år. 

Og når Ulla kun har hørt én ringetone og deraf kan slutte, at det ikke er Mette, der ringer, så er det, fordi Mette er en meget insisterende ung dame. Så når hun skal have fat i sin mor, upåagtet at barnet UDMÆRKET ved, Mutti flintrer omkring med en tennisketcher i hånden, ja, så skal det altså ikke være om hverken to, tre eller fire sekunder!

Hun ringer således først over Messenger. Og svarer fruen ikke omgående, så ringer barnet på mors mobilnummer. Og så tilbage til Messenger. Og når hun har vekslet lidt frem og tilbage en syv-otte gange, så skriver hun en besked:

"Måtter! Tag så din telefon!"

Somme tider er det sjovt lige at trække den ti minutter, før man reagerer 😂

Nå, men da Ulla i går kun havde hørt en enkelt ringetone, kunne hun således sagtens have haft ret i, at det nok ikke var Mette, der ringede. Men hun havde ikke hørt mobilen til ende, for et øjeblik senere lød ringetone 2.

Det var sjovt nok Mette. 

Hun havde et meget presserende spørgsmål, som nok kunne retfærdiggøre en afbrydelse af Muttis tennisdyst:

"Mor, må Gabriel tage med i sommerhus i næste uge?"

Oh my freakin' god!

Barnet mestrer utrolig mange ting. Og behovsudsættelse er ikke en af dem.

Til gengæld er hun et lille ordensmenneske. Dejligt med sådan et i huset. 

For eksempel kan hun sagtens finde på at kommentere, hvis en mælkebøtte har stukket hovedet op mellem fliserne på terrassen. Eller hvis græsset er blevet for langt, siden Mutti sidst har slået det.

Her har hun lige ryddet op i sit tøjskab:

Jeps, et lille ordensmenneske. Skabet er således fuldkommen ryddet.

Æstetisk sans har hun også. Og hun er ikke bange for at træffe og iværksætte beslutninger om boligindretningen her i forstadsvillaen.

For eksempel var denne gamle platte pludselig en dag forsvundet fra væggen i spisestuen:

Og var stuvet bort i gæsteværelset. Den er åbenbart grim.

Mens denne:

havde fundet plads midt på klaveret i stuen.

Men den er da også ... øh ... i hvert fald iøjnefaldende. 

Og så synes barnet, det er sjovt, at Mutti engang har gået på Fame-skole i USA og tilmed vundet en pris.

På messingpladen forneden har man angivet, hvilken pris jeg har vundet. Under mit navn, som er stavet forkert.

De andre prismodtagere fik priser for at være "Bedste sanger", "Bedste danser", "Bedste guitarist" osv.

Skolen ville også gerne give MIG en pris, men problemet var, at jeg faktisk ikke var "Bedste" noget som helst. Og da der ikke uddeltes priser for middelmådighed, måtte man være lidt kreativ og OPFINDE en, der passede lige til mig:

"International Arts Award" (som siger absolut INGENTING om evner).

Jeg var nemlig den eneste ikke-amerikaner i hele Northside School of the Arts og gav således skolen et internationalt anstrøg.

Det er denne stolte pris, barnet har gravet ud af et skab i bryggerset og plantet i stuen.

Musik fylder i det hele taget meget her på matriklen. 

Både Mette og Mutti spiller klaver. Mette bedre end Mutti og respekt for det! Jeg synger i kor. Og vi er begge flittige brugere af musik på Spotify og Youtube.

Min musiksmag er bred. Jeg kan lide både jazz og klassisk og rock og pop og latin. 

Mette er mest til dakke dak. 

Fuck, det er forfærdeligt 😱

Det er muligt, jeg fremstår som en sur, gammel tranlampe, men jeg HADER dakke dak. For det er totalt hjernedødt og gør ondt i alle tandhalse. Prøv bare at høre her. Hvis du overhovedet kan holde det ud:





Den slags fornøjelige toner klinger lystigt fra barnets mobiltelefon i en uendelighed. 

Til gengæld kan hun spille rigtig højt, for mobilen har en Bluetooth-forbindelse til denne store motherfucker, som hendes far har givet hende i fødselsdagsgave, hvilket han har kunnet gøre forholdsvis risikofrit, da hun IKKE BOR HOS HAM:

Motherfuckeren er forsynet med en praktisk bæresele, så barnet ikke behøver lade den blive liggende på værelset, men ubesværet kan bringe den med sig RUNDT I HUSET til fælles glæde og fornøjelse.

Oh yes, der er mange velsignelser ved at omgås en teenager som netop Barn 4. En af dem er overraskelsesmomentet.

Som nu forleden dag, da det storstøjende dakke dak-lort pludselig standsede og blev afløst af ... intet mindre end balsam for mors hårdt prøvede øregange:




Så der er sgu nok alligevel håb for ungmøen. Og kedelig er hun i hvert fald ikke. 💘💘💘

Det var uge 1

Fuck, hvor tiden flyver 🚀

Jeg er jo allerede 25% gennem min sommerferie 😭😭😭 

Jeg gik ellers ind i ugen med store planer. Om tennis for eksempel. Hvilket bedre sted at tilbringe en corona-fesen sommerferie end på tennisbanen? Med frisk luft og motion. Right?

Wrong.

Spillede sidste gang i lørdags. Midt imellem to byger. 

Eller ... "midt imellem" er måske en lettere omskrivning af fakta. 

For det støvregnede FUCKING HELE DAGEN. Nogle gange kraftigere end andre. Og Tennis-Ulla og jeg var altså heldige at ramme tre kvarter med kun ALMINDELIG støvregn. Dog af den slags, der uafladeligt og på ingen tid afsætter hundreder af mikrodråber på brilleglas og derved vanskeliggør enhver afstandsbedømmelse.

Ulla og jeg bærer begge briller.

😂

Need I say more? Det skulle da lige være: GODT, der ikke var publikum. Tænker, at fornuftige mennesker holdt sig indendøre.

Vi havde også en aftale søndag. 

Ulla har for nylig aflyst en rejse til Portugal i sommerferien, og jeg har konverteret min tur til Montenegro til et sikkert næsten lige så eksotisk sommerhusophold i Mommark på Als. 

Montenegro eller Mommark. Who would know the difference? 😂😂😂

Nå, men da ingen af vores sommerferieplaner kommer til at optage mere end en enkelt uge (og da slet ikke Ullas, som jo faktisk ikke længere findes), kunne vi trøste os med helt usædvanlig rige muligheder for at komme på tennisbanen.

One problem though: I søndags var vi velsignet med regn fra morgen til aften. Og ikke bare støvregn, men den slags regn, der uden problemer kunne have skyllet brillerne helt AF og ned i Gudenåen, som i virkeligheden er en flod. 

Det bedste, der kunne siges om den dag, var, at Übermensch (læs: min kære gamle veninde, som nu er vendt tilbage til mine cirkler, selv om jeg grundet jalousi fra ekskæresten slog hånden af hende for flere år siden, hvilket jeg ALDRIG vil ophøre med at skamme mig over, red.) om aftenen lagde vejen forbi med papvin under armen og lyst til at pludre 🍷

Mandag så?

One problem though: I mandags var vi velsignet med storm fra morgen til aften. 

Og det bedste, der kunne siges om DEN dag, var, at blæsten satte en stopper for mine planer om at klippe hæk. 

Mine fucking 300 meter hæk gør mig kort fortalt ikke våd i trussen. Har indtil nu haft held til at udskyde hækkeklipningen til et stykke efter Sankt Hans under påskud af, at det var for at skåne de små pipfugleunger i deres reder. Men sandheden er, at jeg ikke gider.

Og jeg begriber stadig ikke, hvilket mentalt kollaps der for seks år siden førte til, at jeg købte kvarterets suverænt største villagrund:




Med den suverænt største have (de andres haver er jo små pygmæhaver). Og den længste hæk 😫 (Og man kan i øvrigt se Yarisen i indkørslen, så jeg var altså hjemme, da Google kom forbi.)

Tirsdag?

Øh ... nej. For tirsdag var dagen efter, at min ryg for en gangs skyld stod af 😭😭😭 

Mine FUCKING bagstykker, som med en smule prolaps her og der sørger for, at jeg ikke glemmer, at jeg har dem.

Så det blev ikke til mere tennis i denne uge.

Til gengæld var jeg beriget med en hel del tid med sofaen på ryggen. Og den slags tid kan man selvfølgelig bruge på at tælle knaster i træloftet. 

Man kan også læse.

Og af de to muligheder, synes jeg alligevel, den sidste giver den mest meningsfyldte adspredelse.

Faktisk kunne jeg ikke leve uden bøger.

Jeg føler mig rastløs, hvis ikke jeg har gang i en bog. Som du måske ved, hvis du har fulgt godt med her på bloggen, har jeg i 14 år levet af at oversætte bøger for snart sagt alle de største forlag i kongeriget. Og de er ikke lette at slippe. Bøgerne altså. 

Samtidig prøver jeg at veksle mellem tysk, engelsk og dansk litteratur for at holde sprogene vedlige. 

Nu var det dansksprogets tur, og da jeg har købt biografbilletter til filmen Undtagelsen til i morgen, tænkte jeg, at det kunne være en god idé at læse bogen først (jaja, jeg ved godt, at der så er en overhængende risiko for at blive skuffet over filmen, men jeg synes også, det er meget sjovt at kunne sammenligne de to).

Så den købte jeg i tirsdags.



So far, so good. 

Men for helvede altså! 😈

Nogen kunne sgudda godt have fortalt mig, at den er på MERE END 600 SIDER!



Fuck! 👆 (Yes, det er den forkerte finger. Jeg ved det godt, men den slags vulgaritet findes ikke blandt de emojis, jeg har adgang til her i mit blogprogram, og du må derfor forestille dig, at det er en anden finger, der stritter).

Jeg havde således tre dage til at kværne hele bogen, hvis jeg skulle nå det inden i morgen. 

My GOD altså!

Nå, men heldigvis fænger historien, og der var alligevel ikke andet at lave nu, hvor jeg havde aflyst både tennis og hækkeklip og var tæt på bundet i vandret position og med anselige mængder Pamol, Ipren og sodavand inden for rækkevidde.

Så jeg nåede det. I DID IT! 💃💃💃

Med ryggen går det efterhånden en anelse bedre, så det er ikke sikkert, jeg kommer til at læse med helt samme kadence i den næste uge. Men det gør ingenting, for i morgen kommer kvinden i mit liv på besøg. Helt ovre fra Vanløse! Og hun bliver hængende til på torsdag, så mon ikke jeg kan få tiden til at gå alligevel 😉

Nu skal jeg have min pizza ud af ovnen. Jeg har spiffet den op med bøffelmozzarella fra Netto. Nammenam! 😋