tirsdag den 22. december 2015

Kald mig Blomsterberg

Nogle husker måske, at jeg kogte lækre klejner sidste år til jul:


Well, guess what:

I år har jeg bagt knasende sprøde pebernødder:


Så kan jeg rigtig forkæle familien i juledagene.

lørdag den 19. december 2015

Juleslut: The Sequel

Du kender det sikkert:

Du har været til den fedeste julefrokost på jobbet. Skøn mad, drikkevarer i rigelige mængder, glade kolleger, dans og grin i timevis og udsigten til 14 dages ferie. Fedt!

Og du tager toget hjem klokken 23.

Og du falder i søvn syv minutter inden ankomst til dit bestemmelsessted.

Og du vågner af din egen højlydte snorken, slår øjnene op ...

... og opdager til din rædsel, at toget holder stille på en station, og at skiltene på perronen udenfor bekendtgør, at det er DIN station.

Shit!

Så du springer op fra sædet, griber din taske og løber ud mod togdørene. Som netop er gledet i.

Du trykker neurotisk på døråbningsknappen. Uden resultat. Så du trykker igen. Og igen. Mens du presser næsen flad mod ruden i togdøren og kan se din egen by lige udenfor.

Ti sekunder senere sætter toget i gang.

Og du kører med til næste destination på køreplanen.

Her sætter du dig til at vente en halv time i støvregn på et tog, der kører den modsatte vej.

Og endelig ankommer du igen til din egen by. Godt og vel en time efter at du har været der sidst.

Denne gang står du af toget.

Du går ud foran stationsbygningen for at praje en taxi. Der er ingen taxier. Tænker ikke, der kommer ret mange hyrevogne forbi stationen, når det sidste tog er kørt.

Der står til gengæld tre mænd og venter - åbenbart i samme ærinde som du.

Efter lang tid har de første to mænd fået sig hver en vogn. Og den sidste har ringet efter en. Smart ;-) Men du kan bare ikke selv ringe efter en taxi, for din telefon er løbet tør for strøm.

Så du forbereder dig slukøret og halvvissen på at gå de sidste fem kilometer hjem til forstadsvillaen ...

... da pludselig den tredje mand venligt siger, at du da kan køre med i hans vogn. Han skal godt nok til nordbyen, mens du skal til vestbyen, men der er ikke mere end et par kilometer fra hans bestemmelsessted til dit.

YAY! Reddet på målstregen af en flink mand.

Du sætter dig ind i bilen og takker manden mange gange for hans venlighed. Du er nemlig ikke klogere, da du har en grundlæggende tillid til dine medmennesker.

Og så kører taxien til nordbyen. Den venlige mand beder chaufføren standse ved et busstoppested. Hvorpå han stiger ud af bilen ... OG GÅR SIN VEJ.

WTF?!

Nu sidder du så alene tilbage i taxien, hvor taxameteret viser 152 kroner. SOM MANDEN IKKE HAR BETALT.

Du har ikke andet valg end at oplyse din adresse til chaufføren, lade dig bringe hjem og betale for begge køreture.

Hold nu kæft for en uforglemmelig afslutning på en ellers skøn aften.

fredag den 18. december 2015

Juleslut

Ahhh, sidste dag på jobbet inden 14 dages juleferie.

I dag skal jeg hente min julegave på kontoret. Jeg får for 500 kroner. Noget, jeg har ønsket mig. Det er ret flot sådan at få individuelt indkøbte julegaver på en offentlig skole.

Jeg skal også med mine skønne elever i kirke. Jeg tror ikke meget på hende der Gud og føler mig ikke velkommen i kirken. Men til jul er det sgu meget hyggeligt.

Derpå gælder det om hurtigst muligt at få eleverne werfet hjem.

Så vi andre kan komme i gang med vores julefrokost.

Hehe.

Tager sjovt nok toget på arbejde i dag.

Ønsk mig god bedring i morgen.

tirsdag den 15. december 2015

Læring

Glæder mig helt ind i sjælen over den læring, Barn 3 på 17 tilegner sig for tiden.

Ungersvenden skulle have risalamande med til spejdermøde i dag og blev således af Mutti sat til at koge risengrød i går. 

Og nu har han så lært, hvad der sker, hvis man bliver for optaget af 9GAG på mobilen, mens man skal forestille at holde øje med, hvornår mælken kommer i kog.

I dag har han lært, hvordan man renser en kogeplade for fastbrændt mælk.

Ingen curling her.

Bum.

mandag den 14. december 2015

Juletid på godt og ondt

Du milde himmel, hvor er jeg stuffed. Som en Thanksgiving-kalkun.

Og det tilmed på flere planer.

Fysisk:

Weekenden har budt på sild, fiskefilet, rejer, laks, flæskesteg, medisterpølse, juleskinke, brunede kartofler, grønlangkål, sild igen, laks igen, sønderjyske kålpølser, frikadeller, hamburgerryg, grønlangkål igen, hjemmelavet rullepølse, lun leverpostej med bacon, ost, konfekt og småkager.

Alt sammen fordelt på en julefrokost fredag aften og min fars 77-års fødselsdag i går.

Pyyyyyyh!

Så for samvittighedens og figurens skyld nøjedes jeg med at sætte en spinatlasagne til livs lørdag aften. Slankepasta, nammenam. 

Og socialt naturligvis:

Hold nu kæft, hvor har jeg snakket og hygget. 

Fredag i selskab med det meste af bestyrelsen på rotternes skole, hvor jeg er næstformand.

Det er herlige, morsomme, idérige, inspirerende mennesker, jeg sidder med der. Alle på nær en enkelt. Men ham kan jeg til gengæld ikke fordrage. 

Pompous ass!

Han er advokat. Og tydeligvis ramt af røvhulseffekten

For eksempel har jeg overhovedet ikke oplevet, at han er kommet til tiden, når vi har holdt bestyrelsesmøder. Og i fredags var den da helt gal. 

Vi havde således et par dage inden mødet/julefrokosten modtaget en dagsorden. Her stod, i overensstemmelse med seneste referat fra slut september, at mødet startede klokken 16.30.

Og gæt så, hvornår advokatsnuden arriverede:

KLOKKEN FUCKING 17.30! Hrmpf!!!

Det er mildt sagt respektløst gang på gang at lade andre sidde og vente på, at det passer en at indfinde sig.

Derpå fik han det meste af aftenen til at gå med

  1. at brokke sig over vores skattetryk OG det faktum, at Danmark topper i GINI-indekset. Og har jeg læsere, der ikke ved, hvad GINI-indekset er, så kan jeg fortælle, at GINI er et mål for graden af ulighed i en fordeling - som oftest i en indkomstfordeling. Og her er vi altså i Danmark - til advokatsnudens kæmpestore forargelse - verdensmestre. Det vil sige, at af alle de lande, vi sammenligner os med, er vi dem, der fordeler vores samlede indkomst, så uligheden i samfundet er mindst. En god nyhed, synes jeg.
  2. at glorificere det amerikanske samfund, inklusive deres hjernedøde våbenlovgivning og deres ... øh ... "velfærdssystem" (?!). Advokatsnuden kender nemlig en mand i USA, som engang blev syg og ikke kunne passe sit job. Og da der ikke rigtig er noget i USA, der hedder sygedagpenge, var manden på røven. MEN så begyndte alle hans naboer, hans lokale kirke og hans øvrige netværk sandelig at samle penge ind til ham, og på ingen tid havde de indsamlet 300.000 kroner, og den slags er bare "SÅ smukt altså!" Yeah right. Der er selvfølgelig tale om en mand med kapitalstærke omgivelser. Hvad nu, hvis der havde været tale om en anden mand uden de rette forbindelser? I min optik er det fandme farligt at overlade velfærd til private initiativer.
  3. at rable løs om nogen, han kender, som har et kæmpestort og MEGAdyrt hus (gaaaab).
Jeg ØRLER over den arrogance, pengefiksering og mangel på medmenneskelighed, denne advokatsnude viser. 

Han tilhører et vellønnet segment af befolkningen og vil ikke dele. 

Men mon ikke han har fået hver en krone af sin fine lange uddannelse betalt af skatteyderne, og mon ikke hans børn også får deres uddannelse betalt, og mon ikke han har fået gratis lægebehandling i hele sit liv, og mon ikke han dagligt færdes på offentligt anlagte veje osv.osv.osv.osv.osv.

Smatbalje.

Hrmpf!

torsdag den 10. december 2015

Krummer somme tider tæer

Jeg har en elev i en af mine klasser. Okay, elever har jeg selvfølgelig mange af, men det er en ganske særlig elev, jeg vil skrive om her.

Denne pige er sød og sjov og dygtig og høflig. Hun markerer tit i timerne, har altid sine lektier i orden og hilser pænt, når hun møder mig på gangene. Og jeg har ikke hørt hende sige et eneste ukvemsord i den tid, jeg har kendt hende.

Der er kun en enkelt lille ting, jeg kunne ønske var anderledes: Hun har ophøjet selvpromovering til en kunstart.

Okayokayokay, jeg er også somme tider selvpromoverende her. Men det er jo MIT forum, you see.

Det er noget andet i klasserummet.

Et par eksempler:

Hvis jeg uddeler verbale stokkeslag til klassen, når for mange elever ikke har lavet deres lektier, kan jeg roligt bide mig selv i babserne på, at denne elev vil række hånden op og sige:

"JEG har lavet mine lektier, Frau Lehrerin."

Eller hvis jeg antyder, at nogle måske vil finde en opgave lidt svær:

"JEG synes ikke, den er svær, Mrs. English Teacher."

Ofte fremhæver hun altså sig selv på bekostning af sine klassekammerater. Og det kan hun have alle mulige gode grunde til. 

For eksempel tror jeg, at der hviler et enormt præstationspres på hende i hjemmet. Hendes forældre er ret jævne og har ikke udrettet noget stort. Og jeg tror ikke, de har de store ambitioner på egne vegne. Så det har de i stedet på vegne af deres mønsterbrydende datter. 

Derfor skal denne datter paces frem, og jeg gætter på, at hendes selvpromoverende adfærd er et resultat af mors og fars forventninger. Det er vigtigt, at læreren hele tiden mindes om, hvor flittig og dygtig pigen er.

Not good if you ask me. I hvert fald ikke, hvis hun gerne vil bevare de gode relationer til de andre elever.

Nå, men jeg har hidtil ikke været nævnt i hendes tåkrummende udsagn i klasserummet.

Indtil i går altså.

Hvor følgende ordveksling fandt sted:

Mig til hele klassen, efter at jeg har stillet et spørgsmål i tysk, som ingen har lyst til at svare på: "Sig mig en gang. Har jeg ikke lige sagt til jer til skole hjem-samtalerne for et par uger siden, at det vil være rigtig fint, hvis I kan finde modet til at markere lidt mere?"

Pigen højlydt ud i klasserummet: "Nej. Til MIG sagde du altså, at du ville ønske, at alle dine elever var ligesom mig."

PIS!

Jeg må tage mig til hovedet.

Det er rigtigt, at jeg roste hende til skole hjem-samtalerne. Men jeg roste også mange andre. Og jeg havde ikke regnet med, at de ting, jeg sagde til dem ved den lejlighed, skulle anvendes i reklameøjemed.

Ikke alene bringer hun rent socialt sig selv i en træls situation med sådan et ulideligt udsagn, hun får også MIG til at fremstå, som om jeg har favoritter blandt eleverne.

Og det er fandme uheldigt.

Bare hun ville klappe i. Både for sin egen skyld og for min.

onsdag den 9. december 2015

Thanx, guys, you made my day :-D

Jeg har nogle stykker at takke i dag. 

Og den ene af dem, bliver du overrasket over, smukke bloglæser. Just you wait and see.

Hehe.

Første situation:

Jeg står i en engelsktime i 8C. Signe har fødselsdag, og har ikke fået lov at dele de cookies, hun har bagt, ud i nogen af de andre timer, klassen har haft.

Det er da synd :-( 

Så hun får selvfølgelig lov i engelsk.

Jeg insisterer på, at klassen skal synge fødselsdagssang. 

Signe må vælge og bestemmer, at det skal være den engelske. 

Jeg insisterer dermed på, at klassen også skal synge "Joyeux anniversaire" og "Zum Geburtstag viel Glück". Og gør således afsyngningen af fødselsdagssangen til et multisprogligt forehavende med tre vers på tre forskellige sprog.

Klassen er med på min idé. Det bliver en sjov og hyggelig stund, selv om de kæmper lidt med den franske udtale.

Da timen er ved at være slut, siger en af drengene ligesom tilfældigt henkastet:

"Vi skulle have mere engelsk."

"Æh, hvad?" svarer jeg meget begavet, men til gengæld opmærksomt. 

Jeg er altid interesseret i feedback fra eleverne, og hvis denne feedback har en positiv klang, vågner jeg rigtigt op.

"Ja. Vi skulle have mere engelsk. I stedet for tysk. For vi kan bedre lide dig."

HA!

Thank you, sweet Jesus! Fordi du har sendt mig disse elever. Sikke et boost, jeg lige fik der. Også selv om det skete på bekostning af en medtysklærer, muahahahaaah ;-)

Anden situation:

Og som om det ikke gav mig spark nok opad på lykkebarometeret, så kom sgufandme min plageånd af en kollega hen til mig i en pause.

Denne plageånd har jeg skrevet om i et tidligere indlæg. Som jeg har slettet igen. Jeg kaldte hende Cruella. Fordi jeg havde den klare fornemmelse, at hun ikke kunne lide mig, og hun behandlede mig dælanedme ikke pænt.

Men det har sandelig godt nok ændret sig, skal jeg love for.

Læs nu bare, hvad hun sagde til mig i dag:

"Mrs. English Teacher (i virkeligheden brugte hun mit rigtige navn), har du tænkt over, hvilket årgangsteam, du gerne vil være i til næste år?"

Mig: "Njøhæh, tjohaltså ... narhj ... det har jeg ikke sårn tænkt over endnu. Hvorfor?"

Cruella: "Jo, det er, fordi jeg har sådan tænkt, at jeg gerne vil være i team med nogle, som jeg kan lide og arbejder godt sammen med. Så faktisk synes jeg, at det ville være rart at være i team med ... øh ... DIG."

Oh my god.

Hun kan ... LIDE mig!

Pissefeelgood!

Så TAK til 8C og til Cruella. 

Love it.

onsdag den 2. december 2015

Mor har sgu været både undrende og vred i dag

Undrende:

Jeg FORSTÅR ganske simpelt ikke folk. Somme tider altså. 

Som nu i dag, hvor brandalarmen pludselig satte i gang på min skole.

Er vi enige om, at sådan en fanden normalt ikke begynder at hyle, hvis der ingen røg er, hvor der ingen røg skal være?

Og at der som regel ikke er røg, uden at der er noget meget varmt et eller andet sted?

Altså:

  1. Alarmen hyler. 
  2. Der må være røg og derfor noget i gære med en kraftig varmeudvikling. 
  3. Ifølge forskrifterne skal vi evakuere bygningerne, indtil brandvæsenet har afblæst alarmen.
Sådan er det bare, Sonnyboy.

Også selv om det var falsk alarm sidste gang, fordi nogen havde glemt en bolle i en ovn. Og selv om det var falsk alarm næstsidste gang. Og gangen før den. Og før den. Og før den.

Vi har over 800 elever, vi skal passe på, og alarmer SKAL den ondelyneme tages alvorligt. For TÆNK, hvis vi ignorerer sådan en den forkerte gang! GYS!

Og når jeg så har afsøgt lokalerne i min nærhed og har gennet alle de elever ud, som jeg er stødt på ...

... ja så undrer det mig KRAFTEDEME at se 0. klasse i en lang række på vej ind på biblioteket med biblioteksbøger under armene og uden sko på deres små søde fødder. Tilmed ledsaget af en lærer, som uanfægtet går og småpludrer med de små englebasser, om end hun må anstrenge sig for at overdøve alarmen og sirenerne på de tililende brandbiler.

WTF?!

Hvorfor er der altid nogle, som mener, at man ikke behøver reagere, når en alarm signalerer, at noget er galt?

Smatbaljer!

Vred har jeg også været i dag:

For jeg HADER snyd. 

Og snyd er det fandenpisseme, når jeg beder 9. klasse om at skrive en biografi af Nelson Mandela på engelsk, og indtil FLERE elever højt og flot copy-paster hele deres tekst fra biografier på nettet.

De spilder deres tid. Og hvad værre er: De spilder MIN.

Fuck, hvor bliver mor altså cranky så!

Overvejer i skrivende stund, hvordan jeg skal taksere sådan en omgang lort. Det ender nok med, at jeg trækker både deres forældre og min chef ind i det.

Og så blev dagens shit pile oven i købet toppet op, da jeg kom hjem fra job og tømte postkassen.

Der lå en ret dyr nodebog, som jeg havde bestilt til Barn 1 i julegave. I sådan en papemballage. Som min idiotiske postomdeler havde valgt at MASE ned i min lidt for lille postkasse.

Så emballagen var blevet kraftigt bøjet på midten. Og det samme var den fine nodebog.

PIS.

Nå, men jeg regner med at få en forholdsmæssigt vidunderlig aften. Det kan sgudda KUN gå fremad.

Bum.