Det var uge 2

VRÆÆÆL! 😭

Så er anden uge og dermed FUCKING HALVDELEN af ferien passeret forbi i overlydsfart. 

Sådan lidt ligesom store tyske biler med midaldrende mænd bag rattet på E45. Helt op i røven på den forankørende, et par koleriske blink med forlygterne for at komme forbi. Og så er de væk.

Fordi de er så betydningsfulde 😂

Det er ferieugerne også. Betydningsfulde (denne gang mener jeg det 😉). Og hurtigt væk.

Uge 2 har været fin nok. "Fin nok" er jysk og betyder "superskøn".

Vanløse-damen eller Englebassen, om du vil, har været her, og vi har hygget big time.

For eksempel var vi en tur i biffen. Woop, woop! 🎆🎆🎆 

Jeg er ret glad for fucking ELSKER bifture. Faktisk er det altid et nytårsforsæt, at jeg vil to gange i biffen hver måned. (Dét og så at drikke bedre rødvin 🍷😋 og som du kan høre, er jeg hård ved mig selv, når det gælder nytårsforsætter.)

Nå, men da statsministerinden lukkede landet ned den 11. marts, havde jeg været af sted fem gange, en gennemført smuk kadence i forhold til målet.

Men så gik det galt 😱 For med lukkede biografer over hele kongeriget, var det ikke nemt at holde tempoet, og nu er jeg kommet bagud 😭😭😭

Med sidste uges biografforestilling har jeg altså rundet de seks. Hvilket betyder, at jeg kun skal nå i biffen 18 gange endnu inden nytår 😂 Hvilket IGEN betyder, at jeg muligvis må se den samme film flere gange, da det ikke er sandsynligt, at jeg kan spotte 18 film, jeg gider se.

Det blev Undtagelsen, der satte fornyet gang i mine bif-aktiviteter. Det er en udmærket film, og da jeg netop havde læst bogen, kunne jeg nyde at sammenligne de to værker.

Nu er jeg gået i gang med at læse bogen Pigebørn af Louisa May Alcott, fordi jeg også gerne vil se Little Women. 

Den har fået ret gode anmeldelser, og selv om jeg ikke har den store tillid til anmeldere og dybest set mener, at både litteratur- og filmanmeldere er små, sure, bedrevidende mennesker, der ikke selv kan klare cuttet som producenter af god kultur og derfor tænder på at vise, hvor intellektuelle og kloge de er, enten ved at rakke andre ned i et smagløst pedanteri eller ophøje mildt sagt bizarre værker som for eksempel Sorrentinos eller Murakamis mærkværdigheder til guddommelige åbenbaringer, håber jeg, at jeg kan være enig med dem denne gang.

So keep 'em crossed please ✌ (Mit åndssvage blogprogram giver ikke adgang til en krydse fingre-emoji, så du får victory-tegnet, og så må du selv forestille dig fingrene i en anden position. Sådan lidt ligesom når jeg skriver "fuck": 👆😂)

Nå, men da jeg jo er en lille sucker for kultur, kunne jeg naturligvis ikke slå mig til tåls med et par bøger og sådan en enkelt lille filmoplevelse. Så i tirsdags daffede Englebassen og jeg en tur til Kolding. 

Det var egentlig Englebassens idé. 

Hun ville gerne besøge "det der Koldinghus", som, hun troede, var et kunstmuseum.

"Øh ... det er altså et slot, skat," kunne jeg så oplyse.

"Hvad pokker er det for et dumt navn at give et slot?" lød det indignerede svar. "Så kunne de sgudda kalde det 'Koldingslot'!"

Tjoh, det kunne lækkermåsen selvfølgelig have ret i. Misvisende lortenavn.

Nå, men efter således at have fastslået beskaffenheden af vores udflugtsmål, vendte vi kølergrillen på Yarisen sydover. 

Det var en fin dag.

Her ses bloggeren selv (jeps, det ER mig) foran Koldingslot 😉 og en reklame for Jim Lyngvilds kongelige kreationer = billeder af hele kongerækken portrætteret via levende modeller, som for tiden udstilles på slottet (og dermed tog Englebassen altså ikke helt fejl med den antagelse, at vi skulle på kunstmuseum).

Super flotte billeder og super flotte dragter, som hr. Lyngvild selv har syet. Og respekt for det!

Skulle nogen nu få lyst til at besøge udstillingen, må jeg lige advare: 

Den er populær, og man risikerer at få lange patter, når man dukker op på Koldingslot 😉 og finder ud af, at der er fucking TRE TIMERS ventetid på at få adgang til Det Forjættede Land = afdelingen med Lyngvilds billeder, hvor man bliver lukket ind i hold, alt efter hvilket klokkeslæt der er angivet på ens billet.

Løsningen på DET problem kan være at dukke op halvanden time, inden man skal være der, og snige sig indenfor med et af de tidligere hold (men man kan selvfølgelig også bare reservere en plads online hjemmefra, HVIS man er opmærksom på muligheden).

Selv kunne jeg ALDRIG have fundet på at tilslutte mig det forkerte hold og havde sgu nok bare ventet de tre timer og fået endnu længere patter, end jeg har i forvejen. 

Men ENGLEBASSEN 😂 

Hun er fræk som en slagterhund og lidet autoritetstro. Så hun marcherede forrest og med stor myndighed hen til den slotsmedarbejder, der gelejdede folk ind til udstillingen og FIK LOV AT GÅ MED IND. Der er åbenbart en del museumsgæster, der ikke dukker op på det tidspunkt, der står på deres billet, og så kan man være heldig at få deres plads.

På Koldingslot 😉 kan man i øvrigt nyde synet af et MEGET politisk ukorrekt produkt, der er til salg i butikken:

Oh my god! 😱 

Ved slotsledelsen da slet ikke, at alle dem med de rette meninger vil shitstorme dem, slagte dem, kaste fatwaer over dem, når de promoverer og oven i købet tjener penge på sådan noget racistisk svineri?

Tsk, tsk, TSK!

Øjensynligt ikke. Eller også er de ligeglade. Og TAK for det, Koldingslot 🙏 

Jeg ved godt, at jeg lever lidt på kanten, når jeg skriver dette her:

JEG HAR MED GLÆDE LÆST NETOP DENNE BOG HØJT FOR MIN BØRN, DA DE VAR SMÅ.

Sådan. Nu er det ude. Og det oven i købet i en tid med stor ballade over Kæmpeeskimoen 😂

Men jeg KAN forsikre dig for, kære læser, at jeg ikke er racist, og at mine børn heller ikke er racister. Tanken om, at der skulle være noget etnisk problematisk ved at læse Lille Sorte Sambo for mine fire Rotter, strejfede mig faktisk slet ikke dengang. Jeg anede ikke, at jeg gjorde noget forkert.

Og jeg mener, at man lige bør tage tidsperspektivet med i ligningen, inden man begynder at brænde bøger. Personligt vil jeg da hellere gå i dialog med mine børn om det syn på mennesker med anden etnisk oprindelse, som disse bøger formidler, end jeg vil se bøgerne fjernet. 

Tage snakken om, at de repræsenterer en anden tidsperiode og et helt andet menneskesyn. For hvad enten man brænder bøgerne eller ej, kan man jo ikke lave historien om. 

Selv om Pippis far ikke længere er "negerkonge", kan man ikke ændre ved, at det altså var det ord, Astrid Lindgren BRUGTE, da hun skrev bøgerne, og så kan man lige så godt benytte litteraturen som oplæg til en pædagogisk snak.

Eller hvad med Bibelen? Her kan man sgudda tale om en bog med et forældet og nedværdigende syn på en hel del. Kvinder for eksempel. Og homoseksuelle. Og slaveri. Men jeg tænker ikke, vi skal til at brænde bibler eller vælte kirker.

Nå, men ikke mere om den sag. Det skulle da lige være, at jeg kan frygte, folk får nok af den krænkelseskultur, som balladen om Pippis far og Kæmpeeskimoen er symbol på, og at der så i kølvandet opstår en smagløs modbevægelse (som jeg faktisk allerede kan se tegn på i kommentarspor her og der 😟).

Jeg vil nu gå videre og fortælle, at den forløbne uge også har budt på en del praktisk arbejde i og omkring forstadsvillaen.

For eksempel har jeg på Englebassens foranledning og med hendes hjælp omdannet min udestue fra rodet pulterkammer til behageligt opholdsareal.

Jeg har desværre ikke noget før-billede. Men tro mig: Den var FYLDT med skrammel. Papkasser, presenninger, gammelt computerudstyr, værktøj, afmonterede skabslåger fra køkkenet. 

Jeg ved sgu ikke, hvad der sker, men i hele vores ni måneder lange vintersæson, fylder jeg udestuen med ting, der bedre egner sig til genbrugspladsen.

Men NU. Se nu bare her:

Et studie i lækkerhed. Oven i købet med kold rosé og snacks på bordet 😋

I udestuen er man omgivet af lortehaven.

Gamle læsere ved, at jeg holder af min have i den forstand, at jeg kan lide at sidde derude på en lun solskinsdag og se dejlig ud med en kølig drink og en god bog 😎

Men med haveARBEJDE forholder det sig anderledes. Det tiltaler mig nemlig ikke Jeg fucking HADER det!

For eksempel mine 300 meter hæk. Eller 400. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke målt motherfuckeren. Men den er fandme lang. Og høj.

Og på begge langsider må jeg først klippe en tunnel mellem hækken og en række monstrøse, tætvoksende rhododendron-buske og syrener for at kunne få stigen med mig rundt.

FUCK altså 👆👆👆

Til gengæld er resultatet nydeligt. 

I hvert fald i den uges tid, der går, inden krapylet for alvor begynder at skyde igen 😡

Nå, men nu vil jeg snart ikke trætte dig med flere ord fra min side. Jeg gider nemlig ikke skrive, at ugen naturligvis også har budt på tennis og Netflix og damesex. For det gør de fleste uger.

Som en sidste krølle vil jeg faktisk bare fortælle, at jeg for FØRSTE, men helt sikkert ikke SIDSTE, gang har syltet rødløg:

 

Jeg brugte æblecidereddike og krydrede med nelliker, peberkorn, laurbærblade og friskhøstet timian fra haven. Nammenam! 😋

Første portion blev serveret til en lækker omgang tapas, da min gamle mor lagde vejen forbi til middag i mandags:

Ikke mere nu. Jeg er blevet sulten ved synet af det sidste billede og må hellere se, om køleskabet skulle gemme på et eller andet lækkert.

Pas godt på dig selv til næste gang 💘

Læs den!

Så. 

Nu har jeg lige vendt sidste side i en virkelig læseværdig bog. 

Som har gjort mig meget mere bevidst om en lang og sej kamp mod nogle sørgelige, kvindeundertrykkende mønstre og strategier på utrolig mange områder i det danske samfund.

Den ser sådan ud:

Og er skrevet af Birgitte Possing, som er professor emerita i historie og antropologi og har vundet en række priser for værker om sammenhængen mellem biografi, køn og historie.

Jeg kan ikke referere noget fra bogen lige så godt, som Birgitte Possing selv har skrevet det, men jeg kan citere lidt fra epilogen. Som en slags teaser:

"Vores samfund er båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det er et mønster, der har gentaget sig fra demokratiets spæde barndom til i dag: Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet. Argumenter imod kvinder viser, at magtbærende personer gennem 170 år har forsøgt at gøre repræsentanter for et helt køn tavse ved at kalde alle dets repræsentanter for magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige. Selv om de enkelte kvinder, der stak hovedet frem, i virkeligheden var det modsatte."

Birgitte Possing skriver videre, at:

"Magten er ulige fordelt mellem de to køn, så det kan ses: 80 % af alle ledere på alle samfundets domæner er mænd, og kvinder er kun repræsenteret på 20 % eller færre af samfundets topposter."

Til gengæld støder vi på det samme mønster, "uanset om vi bevæger os i det politiske liv, i erhvervslivet, i organisationslivet, i den videnskabelige verden, på den kulturelle, kirkelige eller kunstneriske scene, i sportsverdenen eller i mediernes magtbærende cirkler."

Værsgo og spis!

Har du, kære bloglæser, den mindste interesse i kvindekamp og ligestilling, skal du således skynde dig at købe bogen. Den er virkelig "tragispændende".

Birgitte Possing giver også foredrag. 

Jeg glæder mig for eksempel til den 6. maj, hvor jeg skal høre damen fortælle live hos Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus. 

Så vidt jeg ved, er der stadig billetter. Måske ses vi 😉

Nu vil jeg til gengæld lade sofaen springe på ryggen af mig og min kvæstede fod og et afsnit af Sopranos springe i øjnene 😄

Take care and keep cruisin' 💜💜💜

Farvel til en gammel kontakt eller om at spare penge

Har lige gennemgået min økonomi. Det var nødvendigt.

Den direkte årsag er, at jeg for nylig er gået cirka 50.000 kroner netto ned i indkomst om året. En ikke ubetydelig indkomstnedgang forårsaget af, at Barn 3 fyldte 18 sidste sommer.

Dermed bortfaldt naturligvis den månedlige ungdomsydelse, jeg modtog fra det offentlige. PLUS børnebidraget fra Lucifer (læs: min eksmand, red.).

Og jaja, jeg VED godt, at jeg er holdt op med at kalde Lucifer for ... øh ... Lucifer, fordi han ikke er så slem, som han HAR været (han er for eksempel holdt op med at slæbe mig i retten og har også flere gange lånt mig sin bil), men i dette tilfælde er han i min optik altså stadigvæk en lille djævel.

For til trods for at Barn 3 stadig bor her hos mig og dermed stadig koster mig de samme penge, har Lucifer fulgt reglerne til punkt og prikke og fjernet ethvert tilskud fra den dag, knægten blev myndig.

Nå, men det skal jeg ikke bitche mere over. Det er Lucifers gode ret, og så er der ikke mere at sige til det.

Bortset altså fra at 50.000 kroner selvfølgelig kan mærkes i en beskeden økonomi som min.

Derfor altså en kritisk gennemgang af alle mine udgifter, hvilket har medført følgende:

1. Farvel til Yousee og goddag til Oister. Nu betaler jeg 79 kroner månedligt for mit mobilabonnement i stedet for 500 kroner pr. kvartal.
2. Farvel til den store TV-pakke og goddag til mellempakken. 
3. Farvel til ASE (a-kassen for selvstændige) og goddag til Lærernes A-kasse.
4. Farvel til abonnementet på Illustreret Videnskab.
5. Farvel til folkekirken.

Okay. Inden du begynder at stille kritiske spørgsmål om punkt 5, må jeg hellere med det samme sige, at jeg IKKE har skrottet Gud for at spare penge.

Det med Gud er meget velovervejet. Skattebesparelsen er bare en bonus ;-)

Ser du, jeg har det problem med Gud, at jeg ikke tror på Hende. 

Vi lever. Vi dør. Slut. 

Og hvem siger, at "slut" er så slemt? At tro på evigt liv er i min optik bare grådighed og dødsangst i en virkelighedsfjern tango.

Desuden ser jeg religion som et middel til at styre og undertrykke et folk (og navnlig kvinderne). Det er ikke så slemt med vores folk længere, men det er det eddermame i andre lande.

Og så er religion en af de største dræbere, der findes.

Så nej, jeg bryder mig ikke om religion. Og jeg bryder mig SLET ikke om begrebet statsreligion.

Helt ærligt!

I vores statsreligion er vi automatisk fra fødslen meldt ind i en forening med nogle bestemte værdier uden at blive spurgt. Bare fordi der er flest lutheranere i landet.

Det svarer jo næsten til, at vi automatisk var meldt ind i Socialdemokratiet. Hvad nu, hvis vi ikke bryder os om socialdemokratisk politik?

Endelig (og det blev nok dråben) bryder jeg mig ikke om visse kristnes holdning til homoseksuelle.

Jeg synes for eksempel, det er ydmygende at måtte bønfalde en præst om lov til at blive viet i hendes kirke.

For præster har nemlig lov til at afvise giftelystne homoseksuelle ved kirkedøren, hvis de vil.

Menøh ... nu er det jo vedtaget ved lov i Danmark, at homoseksuelle har RET til kirkelige vielser. Derfor fatter jeg ikke, at det skal afhænge af en eller anden prædikants forgodtbefindende, om jeg må have lov at gifte mig med min kæreste i en kirke eller ej.

Hvordan kan præster være hævet over loven?

Det er sgudda MEganederen.

I virkeligheden synes jeg oprigtigt, at kirke og stat skulle adskilles. Og for den sags skyld også kirke og SKOLE.

For hvorfor skal børnenes konfirmationsforberedelse nødvendigvis foregå i skoletiden? De KUNNE jo for eksempel modtage nyttig skoleundervisning i skoletiden og gå til præst om aftenen.

Nå, men jeg besluttede mig altså for at bryde forholdet til Vordame. Og det skulle være let nok, havde jeg læst.

Mens det førhen vistnok var besværligt at få lov at fravælge tilhørsforholdet til tvangskirken, skulle det nu kunne klares med en e-mail. Piece of cake.

Så jeg skrev til det lokale kirkekontor og spurgte, hvordan jeg skulle bære mig ad med at melde mig ud af klubben.

Og fik at vide, at jeg skulle gå ind på borger.dk og bede om en ny dåbsattest.

Så gik jeg ind på borger.dk. Her var et menupunkt, der hed "Udmeldelse af folkekirken." Det klikkede jeg på ...

... og fik at vide, at jeg bare skulle skrive til kirkekontoret (!) og oplyse, hvor og hvornår jeg er født og døbt ifølge min nuværende dåbsattest.

Så skrev jeg til kirkekontoret IGEN og gav dem de nødvendige oplysninger.

Hvorpå jeg modtog en NY mail fra kordegnen og fik at vide, at jeg skulle gå ind på borger.dk ...

AAAAARGH!!!

Rundt og rundt i en endeløs spiral. Man kunne jo næsten tro, at man forsøgte at køre mig rundt i arenaen, til jeg faldt død om.

Til sidst måtte jeg da også hejse det hvide flag og RINGE til kirkekontoret, så jeg kunne vride armen om på fjolserne. Hvilket ikke er nemt, fordi de åbenbart har SÅ travlt, at de er nødt til at lukke telefonerne klokken 13 hver dag.

Damn!

Men nu skulle det altså være en realitet. 

OH, GLORIOUS VICTORY :-)

Om at juble over et fucking foredrag

Wuhuuu!

Havde en skøn aften ved Lady Godivas side i går. 

Til foredrag i FOF.

Øh ... 

... okay.

Indrømmer, at det lyder midaldrende eller det, der er værre, sådan ligefrem at juble over et fucking foredrag i FOF. 

Og det var da også et publikum med en ret ... hmmm ... "lys" hårpragt (sender en venlig tanke til min frisør for denne forskønnende omskrivning af "grå"), der fyldte salen. 

Men holdnukæft, hvor var det godt :-D

Hende der Christine Feldthaus er fandme spot on.

Og nu, kære dropslæser, siger du nok: "Øh, Christine hvem?"

Eller også gør du ikke. 

For du er måske ikke kendisblind som jeg.

Jeg er løbet ind i maven på Lotte Heise og har trådt Søren Pind over tæerne i en grad, så han sagde: "Undskyld," uden at ane, at disse to ikke bare var ordinære kødpølsedanskere.

For jeg får ganske simpelt ikke øje på dem. Kendisserne.

Og jeg havde heller aldrig nogensinde hørt om denne Feldthaus, da Lady Godiva sidste år lokkede mig med til et foredrag med damen på Århus Katedralskole.

Så jeg havde ikke de fjerneste forventninger, da jeg dengang satte mig til rette i skolens foredragssal (allerfuckingbagerst, fordi "at komme i god tid" er et begreb, Ladyen og jeg ikke praktiserer).

Og når man ingen forventninger har, ja så bliver man somme tider positivt overrasket, og det blev jeg dengang.

Hun var sgudda totalt grineren, hende Feldthaus :-D:-D:-D

Derfor var jeg heller ikke sen til at foreslå Ladyen endnu en runde med samme dame, da jeg så, at hun skulle komme til Århus igen.

Og det var hun så i går.

Hehe.

Denne gang havde FOF tilmed opgraderet hende til Rytmisk Sal i Musikhuset. Ikke flere skumle, tudsegamle katedralskoler til fru Feldthaus. Nice choice!

Og jeg ved ikke, hvordan jeg bar mig ad, men da jeg modtog vores billetter, stod der: "Række A, sæde 2 og 4."

Øh? Første række midtfor?! 

Den var fandme ny i mit og Ladyens komme for sent-agtige univers, haha.

Så der var virkelig lagt op til en klasseaften krydret med tårnhøje forventninger.

And guess what:

Vi blev ikke skuffede (sagt på godt jysk).

Hun ER altså virkelig en oplevelse værd, hende Feldthaus. 

I går tog hun temaet mænd og kvinder eller "Han, hun og hen" under respektløs behandling i noget, som jeg vel bedst kan beskrive som en slags stand up comedy-foredrag.

Ladyen og jeg er ellers ikke til stand-uppere (hvad enten der er tale om hele personer eller mandlige kønsorganer, høhø). For vi finder det uendelig ordinært at stille sig op på en scene og råbe løs om pik og patter i timevis.

Pik og patter kommer Feldthaus godt nok heller ikke udenom (det ligger sgu nok i mand og kvinde-temaets natur), men hun gør det hele med spidsfindighed og en skide god indlevelse.

Hendes mimik er således til at dø af grin over (og vi ved det, for vi sad på FUCKING FØRSTE RÆKKE MIDTFOR, hehe). Og så tydelig, at hun formentlig kunne holde hele foredraget uden at sige et ord.

Desuden bliver jeg våd i trussen, når intet er for helligt til en tur i vridemaskinen. 

Og sådan er det hos Feldthaus, som satte spot på både negere og kommunalt ansatte og jyder og firkantede lebber og meget andet guf.

Henførende politisk ukorrekt, nammenam ;-)

Og apropos lebber, så kan jeg oplyse, at Ladyen og jeg ikke var det eneste homopar i salen. Det ved vi, fordi "de andre" var af betonslagsen og dermed nemme at spotte i mængden.

Hvilket var interessant, fordi aftenens emne ligesom lugtede lidt at heteronormativitet. 

Men kvinden i mit liv og jeg blev hurtigt enige om, at Christine Feldthaus måske tiltrækker os, fordi vi kan lide stærke, selvstændige kvinder med succes.

Bum.

Nå, men nok om Feldthaus. Ud over, altså, at jeg vil sige: "Prøv hende!"

I morgen skriver jeg nok et lille indlæg om jøder. 

So stay tuned!

"Syrlig eller ond og overfladisk??"

Sådan havde en anonym læser skrevet i kommentarfeltet under mit seneste indlæg.

"Uhada," tænkte jeg. "Det var sørme en grim kommentar. Den må jeg hellere slette."

Og så gjorde jeg det. Inden jeg fik tænkt mig om.

Nu har jeg tænkt.

Og er nået frem til den konklusion, at jeg ved at slette kommentaren jo rent faktisk har øvet censur.

Jeg er jo fucking Nordkorea!

Shit.

Så nu er kommentaren altså tilbage på bloggen. Oven i købet blæst op som overskrift til et indlæg.

For jeg vil godt kommentere.

Lad os starte med "ond."

Hmmm. Det kan da godt være, at jeg somme tider er en ond motherfucker. 

Men jeg tror ikke, at jeg er den rette at spørge. Mine nærmeste omgivelser lader ikke til at forbinde mig med den store ondskab. But then again: Måske siger de ikke altid hele sandheden. Det kan være, de ikke tør ;-)

Så den vil jeg lade hænge og i stedet rette fokus mod "overfladisk."

Igen vil jeg ikke afvise kategorisk. 

Jeg går ud fra, at det er min karakteristik af og holdning til Linse, den anonyme læser refererer til.

Og jeg må tilstå, at de ting, jeg skrev om damen i forgårs, udelukkende hviler på det subjektive indtryk, jeg har dannet mig i løbet af de forholdsvis få gange, jeg har været eksponeret for hende i medierne.

Jeg havde således ikke foretaget nogen som helst research, inden jeg skrev mit indlæg. Og dermed er det altså en håbløs journalistik, jeg leverer.

Det har jeg nu rådet bod på.

Jeg har googlet Linse Kessler:

Ifølge Wikipedia er Linse Kessler kendt for "at have Skandinaviens største barm" og "at være storesøsteren til den professionelle bokser Mikkel Kessler."

Aha!

Allerede nu falder mit indlæg fra i forgårs jo fra hinanden. For her skriver jeg, at hun er berømt for "absolut ingenting."

Næse til mig.

Der står også andre interessante sager på Wikipedia, som KUN understreger, at jeg ikke havde gjort mit forarbejde godt nok i forgårs, da jeg nøjedes med at omtale damens bryster og formodede intelligens.

Heraf nævner jeg nu nogle få:

1. Hun er for nylig gået konkurs med stripklubben Copenhagen Redlight.
2. Hun er kendt skyldig i hashsmugling, trusler mod vidner og ulovlig indtrængen.
3. Hun har drevet mindst tre bordeller.
4. Hun er engang flygtet fra Haderslev Arrest.
5. Hun er hele TI FUCKING GANGE dømt for overfald og vold (hvilket gør mig taknemlig for, at jeg skriver anonymt her på bloggen).

Alle disse interessante oplysninger om frøken Kessler (foruden lidt om tatoveringer, ansigtsløft, botoxbehandlinger, pornonegle og realityserier) havde jeg altså indføjet i omtalte blogindlæg, hvis jeg ikke havde været så overfladisk.

Næse nummer to til mig.

Men én ting står jeg ved: Jeg er godt nok ked af, hvis alt for mange børn og unge ser denne barmfagre forbryderske som et forbillede.

Bum.

Av ...

... hvor gør det ondt i hjertet at læse om en svensk skoleklasse, hvor samtlige 30 piger er omskåret. Og 28 af dem tilmed på den værste måde, hvor man fjerner både klitoris og begge hold skamlæber og tilmed syr åbningen ved skeden så meget sammen, at menstruationsblod har svært ved at passere.

PIS ALTSÅ!

Jeg har engang set den modbydeligste tv-optagelse, hvor en forsvarsløs lille pige på et par år holdes fast og med en rusten kniv og uden bedøvelse får fjernet kønsdelene. Jeg glemmer aldrig det fortvivlede udtryk i pigens ansigt. Hvor må hun have følt sig forrådt af sine forældre. Af sine allernærmeste, der skulle forestille at passe på hende og værne hende mod verdens ondskab. For derpå at vise sig at VÆRE ondskaben selv.

Hvad fanden i helvede er det for en motherfucking, mandsdomineret, middelalderlig møgkultur, der ansporer til den form for både fysisk og psykisk lemlæstelse?!

Gad vide, hvad mændene i den kultur ville sige til at få filet deres kønsdele af på samme måde. Pik og nosser og hele lortet.

Jeg bliver ikke bare vred og forarget, når jeg læser den slags.

Jeg bliver MEGET vred og forarget.

Nå ja, og så har samme afsporede, brutale kultur tilmed sin religion til fælles med den dumme mand, Mohamed al Maimouni, fra Dansk Islamisk Råd, der i denne uge kaldte mig syg.

Om at være for lesbisk

Som jeg skrev forleden dag, kommer jeg ud for ret mange spændende episoder i mit arbejdsliv lige for tiden.

Som nu for eksempel i sidste uge. Hvor det gik op for mig med al eftertrykkelighed, at der altså er visse kvindeting, jeg ganske simpelt er for lesbisk-stereotyp til at udføre.

Således blev jeg fredag morgen antastet af en af mine ældre mandlige kolleger, der så ud til at være tydeligt lettet over min ankomst til lærerværelset.

"Du er nødt til at gå op i håndgerningslokalet. Der sidder to ungersvende fra syvende og er ved at sy et Ku Klux Klan-kostume. Og det er blevet for lille. Kan du ikke lige gå op og hjælpe dem med at lave det større. Ja ... øh ... det tænkte jeg, at du nok var bedre til end mig, møhøhø."

Suk. Hvorfra i alverden tror han, at jeg skulle have noget som helst begreb om at sidde ved en symaskine? At jeg aner, hvad der er højre og venstre på sådan en fanden? 

Faktisk irriterer det mig for vildt at få trukket sådan et prædikat ned over hovedet, blot fordi jeg er kvinde.

Jeg er jo alt for lesbisk til den slags heteronormative forestillinger.

I virkeligheden havde jeg held til at snyde mig helt uden om symaskinekørekortet i min egen skoletid. Håndgerning var for mig det mest idiotiske, tøsede, intetsigende fag i verdenshistorien. 

Det var leverpostej. Med leverpostej på. 

Og grundet min ringe interesse for de husmoderlige dyder, lykkedes det mig at bruge fulde tre måneders håndgerningstimer på at strikke en enkelt grydelap. Retstrikning hele vejen. Bare for at få tiden til at gå.

GAB!

Men der var ingen udvej for mig i fredagens prekære situation, for det var min pligt at hjælpe drengene med at få deres kostume færdigt.

Shit.

Og stakkels Ingolf, som vi jo kan kalde den arme elev, der skulle stoppes i kostumet, kom i første omgang til at ligne en overdimensioneret søpølse, da vi ved fælles anstrengelser fik ham skruet i det.

Og der var intet mindre end en katastrofe under opsejling, for kostumet var en vigtig del af en MEGET vigtig præsentation, der skulle afholdes i denne uge.

Åh, haha, hvor var det synd for ham, at han måtte nøjes med min assistance.

Men hey, miraklernes tid er ikke forbi. Jeg ved ikke, hvilke omforandringer han har fået udført på kostumet i weekenden og på sikker afstand af min hjælp, men her er han, som han så ud i dag:

Not bad at all.

Imod alle odds.

Gad vide, hvorfor ...

... jeg mon har tændt for Tour de France???

Jeg hader jo Tour de France! 

Først er der problemet doping. For hvor interessant er det lige at se en flok undervægtige narkomaner (som Rokokoposten meget rammende kalder dem) snyde sig til en podieplads i Paris?

At Tour de France-ryttere doper sig er lige så vist, som at tørre bussemænd under kontorstolesæder kradser.

I min optik er det imidlertid et problem, at enkelte ryttere i feltet måske IKKE doper sig. For så er det jo en konkurrence på ulige vilkår, hvor anstændigheden er sikker taber.

Næh, må jeg SÅ bede om fairplay! 

For eksempel via obligatorisk doping. Alle ryttere får et skud epo hver dag inden start.

Problem solved. Og vi kan tilmed spare antidopingagenturerne væk. Det er ren win/win.

Bum.

Og så er der problemet Jørgen Leth. Følgende adjektiver falder mig ind ved klangen af hans navn:

1. krukket
2. kvindeundertrykkende
3. arrogant
4. uvasket
5. selvhøjtidelig
6. excentrisk
7. jeg tager kokkens datter, når jeg vil-agtig
8. narcissistisk
9. liderlig
10. selvfed

Doping + Leth = en temmelig frastødende cocktail. 

Men ... øh ... jeg tænder alligevel. Måske er jeg en sucker for punishment? Eller også gør jeg det bare, fordi det er tradition. For tradition betyder, at man gør ting, som man plejer, også selv om der måske er aspekter ved seancerne, man ikke bryder sig om.

Det er, ligesom når jeg altid drikker snaps til den årlige fætter/kusinejulefrokost. 

Jeg kan ikke lide snaps.