onsdag den 21. maj 2014

Frugt

Vi har frugtordning på skolen. Det betyder, at der hver morgen kommer en smilende og storhilsende lille muslimsk mand og afleverer to bugnende kurve med store modne frugter og som regel også lidt småguf i form af vindruer, chokoladeovertrukne rosiner og den slags på lærerværelset.

I dag afleverede han blandt andet en stor skål med nødder af forskellig art.

"Uhm, jeg elsker gode nødder!" udbrød jeg højlydt til indforståede smil fra de personer på lærerværelset, der ved, at jeg er lesbisk og derfor tænder på bryster.

"Haha, den kunne misforstås," sagde en kollega, der netop er begyndt på job igen efter barsel og derfor intet kender til mit privatliv.

Njah, trunte, det er jeg altså bange for, at den ikke kunne. Øh ... medmindre man altså tror, at det var nødderne i skålen, jeg refererede til.

;-)

tirsdag den 20. maj 2014

Hold kæft hvor er den grim

Åh, haha, prøv lige at se:

Nejnejnejnejnej, hvor er den grim!

Kender du det der med, at man er indehaver af en af verdenshistoriens mest smagløse genstande, som er for grim til, at man gider have den stående, men har for meget affektionsværdi til, at man vil smide den ud?

Sådan en ting ser du på billedet.

Shit altså.

Jeg havde denne genstand med til et foredrag om USA, som jeg holdt for en ottendeklasse i går. Jeg har boet i USA i to år og er derfor ret godt klædt på til netop sådan et foredrag. 

Det første år var jeg udvekslingsstudent i Atlanta, Georgia, hvor jeg gik på en vaskeægte Fame-skole (hvis du er gammel nok, ved du udmærket, hvad jeg mener med Fame-skole, og hvis ikke, kan jeg fortælle, at det er en skole, hvor man kan modtage performing arts-undervisning på et ret højt niveau).

Jeg blev optaget i skolens koncertkor. Ikke fordi jeg har den vidunderligste sangstemme i universet, men fordi jeg var fra Danmark = eksotisk i amerikanske øjne og dermed eftertragtet.

Så mens alle de andre elever i koret pænt måtte ud i en audition for at blive optaget, strøg jeg direkte igennem nåleøjet. (Rendyrket snyd, men hvem siger nej tak til sådan et tilbud?)

Og da man i USA ikke kender meget til Janteloven og derfor belønner dygtighed og samtidig elsker bling, ja så har man altså på skolerne sådan nogle "award nights", hvor alle de dygtige elever bliver fremhævet ved at modtage et trofæ som vist på billedet, mens de ikke-så-dygtige elever klapper. Ved sgu ikke rigtig, hvem der er heldigst: dem, der får sådan en motherfucker, eller dem, der ikke gør.

På en Fame-skole som min uddeles trofæerne typisk til "Bedste sangstemme", "Bedste danser", "Bedste musiker", "Bedste skuespiller", "Flittigste elev", "Most likely to succeed" og sårn.

Og jeg var på rigtig god fod med min sanglærer, så han havde altså besluttet at berige mig med et trofæ på skolens award night. 

Problemet var bare, at ... øh ... jeg sådan set ikke var kvalificeret inden for nogen af kategorierne. Jeg var ikke rigtig andet end interessant, you see.

What to do, what to do? Jeg kan lige forestille mig, hvordan han har grillet sin egen hjerne for at få den sag kringlet, haha. Og han fandt da også på en fremragende løsning:

Hvis ikke eleven passer til et trofæ, så DIGTER man sgu et trofæ, der passer til eleven!

Så på min unikke plastikskulptur på marmorfod står følgende indgraveret: "International Arts Award" (læs: "Ret-middelmådig-elev-men-er-rejst-hertil-helt-fra-Danmark-som-vist-nok-er-hovedstaden-i-Sverige") efterfulgt af mit navn, som til gengæld er stavet forkert. Jeg har sgu aldrig heddet "Pederson" altså.

Og da jeg var den eneste internationale elev på skolen, var det jo en smal sag at udpege vinderen.

Prisen havde aldrig tidligere været uddelt og sgu nok heller aldrig siden. Men nu står den altså i min stue i al sin vederstyggelighed, og min yngste datter synes, den er fantastisk, og vil gerne arve den, når jeg dør.

Det har jeg ingen indvendinger imod. Hun må også gerne arve den, FØR jeg dør.

fredag den 16. maj 2014

Ib Rehne Cairo

Sådan lyder det opfindsomme navn på den café i Sønderborg centrum, hvor jeg lige nu sidder og venter på et ordentligt svin af en burger.

Jeg er nødt til at skrive herfra, fordi mit lortevandrerhjem ikke har et netværk, der fungerer. 

Pis!

Det betyder også, at jeg er nødsaget til at se Netflix på mobilen i aften, når jeg kommer tilbage efter mit cafébesøg. (Det er hæsligt ikke at være online! Tror jo, jeg skal dø, når jeg ikke har ordentlig forbindelse til mit cyberunivers, haha.) 

Dobbeltpis!!

Mens jeg drikker den halvdårlige/heldyre rødvin, som jeg har været nødt til at købe på "hjemmet", da "Medbragte drikkevarer ikke er tilladt!"

Hrmpf.

Nå, men dagen begyndte ellers fint hernede på øen Als.

Her er nogle billeder fra min vandretur fra landsbyen Mjels til vigen Dyvig, som jeg kastede mig ud i, da jeg havde sat min medbragte æggemad med jalapenos til livs:




  
 Smukt, ikke? 

Jeg gik tit en del af strækningen med min mormor, da jeg var lille. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det er i denne del af verden, jeg befinder mig lige nu. Det er et rent nostalgitrip, you see. 

For her tilbragte jeg engang utallige ferier, forlængede weekender og juleaftener.

Det var mit himmerige, og jeg forgudede min mormor, som havde købmandsforretningen i Mjels. Min morfar var karetmager. (Der kan man sgudda tale om at blive overhalet indenom af den tekniske udvikling. Tror ikke, han producerede mange kareter i de sidste årtier af sin levetid).

Nå, men tilbage til dagens vandretur.

Det er imponerende som ens sans for proportioner ændrer sig med alderen. Hvad der i min barndom forekom mig at være en utroooooooolig lang strækning, når jeg tilbagelagde den med min mormor, blev i dag overstået på kun toenhalv kilometer.

Til gengæld endte min vandring tilfældigvis lige ved Dyvig Badehotel, som du ser her:



Skønt sted, hvor de kunne servere en dejlig kølig hvidvin på terrassen, mens fruen nød solen på snudeskaftet og udsigten over vigen.

Nå, men tilbage til Ib Rehne Cairo: Jeg bliver nok nødt til at glide nu.

Imens jeg har skrevet indlægget, har jeg sat min burger til livs, og det begynder at blive lidt akavet at sidde her på en café, hvor alle borde er optaget, og spytte i min cola, mens servitricerne sender mig utålmodige blikke. De vil vist gerne have mig vippet ud.

Inden jeg går, vil jeg imidlertid berige dig med synet af noget af den kunst, der pryder væggene på lortevandrerhjemmet.





Ved sgu ikke, om jeg synes, det er sjovt eller creepy. Lidt af begge dele måske. 

torsdag den 15. maj 2014

Hashkage

Fik alle tiders grin i dag :-D

8. årgang har været på lejrtur i denne uge, og i morges svirrede rygterne på lærerværelset hjemme på skolen:

Fire elever var blevet hjemsendt på grund af hashbradepandekagebageri.

Åh, hahahaaaah, hvor sjovt!

Jeg kunne, i lighed med en del af mine kolleger, sagtens komme i tanker om fire drenge på 8. årgang, der kunne finde på den slags, og snakken om syndernes identitet gik lystigt omkring bordene i formiddagens kaffepause.

Så ... øh ... derfor var vores overraskelse også så meget desto større, da det blev oplyst, at ophavsmændene til den famøse kage i virkeligheden ikke var ophavsMÆND, men derimod ophavsKVINDER.

Tilmed fire af de søde, dygtige, flittige, velopdragne piger.

For satan altså, hvor fanden får de idéen og modet fra?

Mere haha :-D

Nå, men det viser sig, at forbrydelsen havde været gennemplanlagt på forhånd: Pigerne havde medbragt et helt gram hash hjemmefra.

Uhada.

Nu vil den opmærksomme læser nok spekulere over, hvordan i alverden man kan skabe "juice" nok i en bradepandekage, når man kun har et enkelt gram af det sjove.

Og det havde man altså heller ikke kunnet, men pigerne var gået op i projektet med en ildhu, så de i deres håbløse jagt på en rus havde spist så meget af kagen, at de havde fået ... almindelig forstoppelse (!) og måtte gå til bekendelse over for en lærer.

Derpå hjemsendelse.

Men hey! Halleluja i ligestillingens navn! Fedt, at det ikke var drengene denne gang ;-) Hvorfor skal det altid være dem, der laver balladen?

søndag den 11. maj 2014

Lidt om frøken Pølse og ateistisk kirkegang

MGP er overstået for denne gang. Og her fra ludergaden skal lyde et stort tillykke til frøken Pølse (eller Fräulein Wurst, om du vil) fra Østrig.

Som lesbisk og dermed en del af en på verdensplan temmelig undertrykt minoritet må jeg naturligvis glæde mig over det statement, som sejren indebærer: et eftertrykkeligt hak i tuden til Rusland andre homoundertrykkere og en accept af retten til at være anderledes.

Problemet i MGP-sammenhæng er bare lige, at det i min (og vist nok også mange andres) optik ... øh ... ikke var den bedste sang, der vandt.

Men det er en bagatel, for hvornår har MGP ikke handlet om andet end blot at kåre den bedste sang?

Jeg stemte på Holland.

Og så kommer jeg i øvrigt lige fra kirken. Og vil i den forbindelse udbryde: "Det var dog satans som denne her halvgamle ateist kommer rendende i Guds hus for tiden!"

For kun en uge siden gennemlevede jeg hele TO fucking gudstjenester i træk, da mine to syvendeklasser blev konfirmeret. Og i dag har jeg været til barnedåb. 

Af Lucifers nyfødte søn.

Jeg er af uvisse årsager blevet inviteret med til både seancen i kirken og den efterfølgende fest i mit gamle hjem i velhaverkvarteret.

Og det er nu nøjagtig fem dage siden, Lucifer og jeg tørnede sammen i byretten.

Shit altså for en bizar situation.

Tænkte, at vi måske ikke var så gode venner i dag, så jeg takkede pænt nej til festen. Men jeg var med i kirke. For mine børns skyld. De så SÅ forventningsfulde ud, da de overrakte mig indbydelsen, og jeg kunne ikke bære at skuffe dem helt.

Min advokat siger, at det er stort af mig og kalder mig sej.

Det synes jeg faktisk også.

mandag den 5. maj 2014

Nå ja

Det er for resten i morgen tidlig, jeg skal i retten. Der skal jeg forsøge at overbevise dommeren om, at min yngste datter på ni år skal blive hos mig og ikke flytte med Lucifer til København.

Hvis hun flytter, kommer jeg næsten ikke til at se hende.

Det ville være svært at bære :-(

Jeg er virkelig nervøs.

Og ked af det.