søndag den 24. december 2017

Varme ønsker om en glædelig jul

Så kom dagen. Juleaftensdag. Længe ventet af mange.

Julepresset er ved at aftage. 

Jeg sidder i mit køkken i forstadsvillaen og drikker kaffe. Risengrøden til aftenens risalamande bobler på komfuret.

Alt, hvad jeg får brug for i de næste tre dage, er indkøbt.

Eller ... øh ... NÆSTEN alt. Eneste minor detail er, at jeg er løbet tør for vanille og mandelessens til risalamanden. 

Fuck!

Og Rema 1000 har lukket.

Så risalamanden kommer til at smage af luft.

But then again: Gad vide, om nogen overhovedet bemærker, at risalamanden smager af luft? Nu ER det jo ikke smagen, det kommer an på. Det er MANDELGAVEN.

Som Barn 1 på 24 leverer. Og da Barn 1 er forholdsvis gak, rummer mandelgavesituationen i år et vist anstrøg af spænding.

Desuden kan vi jo bare drukne risalamanden i kirsebærsauce.

Jeg KAN selvfølgelig også bare indkøbe de manglende ingredienser i Fakta. Selv om jeg synes, det er synd, at Faktas medarbejdere absolut skal piskes på job juleaftensdag. For det er sgu nok ikke chefen, der sidder ved kassen.

Nå, men jeg vil ikke bruge dette indlæg på at bitche. Det er ikke julens ånd.

Jeg VIL derimod ønske alle mine læsere en rigtig glædelig jul og love jer, at jeg nok skal give en melding om, hvordan risalamande-gate fandt sin afslutning 😏

Take care now og nyd livet og hinanden.

Møzzer herfra 💖



torsdag den 21. december 2017

Hvad jeg skal i julen, spørger du?

Tjah ...

Jeg skal holde jul.

Breaking news, I know.

Og jeg KAN vælge at afslutte mit indlæg her. 

Men jeg KAN også være mere konkret. Hvilket i grunden giver bedre mening i en bloggingsammenhæng 😉

So here it is:

Jeg har taget et stort spring mod julen i dag. For jeg er gået på ferie, woop woop 💃💃💃

Jeg har også været i kirke. Og jeg blev IKKE ramt af hverken lyn eller salmebøger. Så tak til Vorfader for det. Eller Vormoder. For hvis der er en gud, er det sgu nok en kvinde. Ellers er det i hvert fald en feminin mand med de værdier. Måske en bøsse.

Nå, men det fantastiske ved kirkedelen af sidste skoledag er, at jeg får lov at stå uden for kirken bagefter. Lige der, hvor alle mine elever går forbi, når de skal hjem. Og de kommer allesammen hen og giver hånd eller krammere og ønsker mig en skøn ferie. Og alle er glade og forventningsfulde.

Det er completely priceless.

Med eleverne således godt sendt hjem fulgtes jeg med et par kolleger tilbage til skolen og den afsluttende omgang julehygge på lærerværelset: æbleskiver, gløgg, øl, juleknas og gaver. 

I år fik jeg tre flasker god vin. Og det er flot. For der er mange skoler, der ikke forærer medarbejderne en skid. Selv ikke den mindste erkendtlighed i anledning af julen og et vel afsluttet halvår, efter hvilket en del lærere altså hænger i laser.

Fint at blive påskønnet 😊

Og nu sidder jeg så hjemme i forstadsvillaen. Og ligesom skuer hen over de næste dage.

I morgen bliver stille og rolig. Jeg mangler at købe to gaver. Dem fikser jeg i morgen formiddag. Tænker også, at jeg får indkøbt de fleste af de madvarer, jeg får brug for i juledagene. 

Huset får en sanering. Synes sgu, jeg har haft så travlt på det seneste, og det er ved at sande til i alle hjørner og kroge her på matriklen.

Og endelig skal der chilles. Det er vigtigt at chille. Under tæppet på sofaen. Med en bog eller en skærm. Nammenam 👍

Lørdag tror jeg sgu, jeg vil lave en portion risalamande. Mest fordi jeg skal bruge den lørdag aften. 

Den 23. er hele familien nemlig altid samlet hos mine forældre. Bortset fra, at jeg desværre mistede min far i juni måned i år. Men min mor holder fast i traditionen. Og vi børn og svigerbørn gør, hvad vi kan for at hjælpe. Nogle medbringer skrællede kartofler, nogle dukker tidligt op og dækker bord, nogle tager sig af brunede kartofler og sovs. "Nogle" laver risalamande. Og sårn.

Det er hyggeligt at se familien lillejuleaften. Alle er inviteret med: min bror og hans kone og deres døtre og svigersønner, min søster og hendes mand og deres børn, mig og mine børn ...

Men hov? siger nu den opmærksomme bloglæser. Er det ikke, som om der mangler nogen?

Og jo, det gør der.

Min kæreste og hendes søn mangler. De er aldrig inviteret med til vores familiesammenkomster. I hvert fald ikke når min mor inviterer.

Hun forstår ikke, at to kvinder kan være i et forhold nøjagtig ligesom en kvinde og en mand. Og hun har ikke fanget, at jeg bliver såret og ked af det, hver gang MIT parforhold bliver ignoreret på den måde.

I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Ikke at det ville gøre den store forskel på fremmødet, hvis min kæreste BLEV inviteret, for hun ville formentlig takke pænt nej. Forståeligt nok.

Den 24. laver jeg sgu nok endnu en portion risalamande. For jeg skal sjovt nok bruge den om aftenen. Hjemme hos min søster.  

Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) skal fejre jul hos mig i år. I hvert fald de fleste af dem. Undtagen Store Søn, som kommer hjem efter et halvt års studieophold i USA og lander i Kastrup om formiddagen den 24. Og derfor vælger at være hos sin far i Charlottenlund juleaften.

Nå, men de tilbageværende tre Rotter synes, vi ville blive rigeligt få (Kan man sige det?), hvis vi bare skulle være os fire hjemme i forstadsvillaen. De har aldrig før prøvet at være så beskedent et antal juleaften. 

Så jeg har spurgt Søs, om vi eventuelt måtte nasse lidt på DERES jul. Spise DERES and og drikke DERES rødvin og danse om DERES juletræ og sårn. Og det måtte vi gerne 😊

Jeg har til gengæld lovet at medbringe ... RISALAMANDE. Surprise!

Den 25. er den helligste dag i julen for mig. Det er den også for den danske folkekirke. Vistnok på grund af jesusbarnet. For MIG er den imidlertid hellig på grund af uforstyrretheden. 

Sjældent kommer jeg ud af mit nattøj.

Jeg sover så længe, som jeg gider. Så laver jeg English breakfast. Eventuelt med hjælp fra Rotterne, efterhånden som de ruller ud af fjerene.

Og så dalrer vi rundt. Kigger lidt på vores julegaver. Spiller måske et spil. Ser måske en film på Netflix. Gør et absolut minimum af det, vi gider.

Fed dag!

I år bliver dagen imidlertid anderledes. Ikke ringere. Kun anderledes.

FOR STORE SØN KOMMER HJEM TIL MOR.

Yes!

Jeg har sidst set ham i juli måned, inden han rejste til New York for at studere det der kemiingeniør, han læser, og jeg tror, han savner mig. JEG savner i hvert fald HAM.

Så det skal blive en saliggørende fryd at kramme drengen igen. Så længe vi bare krammer HURTIGT.

For en time efter ungersvendens ankomst sidder vi nemlig alle fem (Mutti og Rotterne) i biffen med sodavand og popcorn. Star Wars. Længe ventet! Og en lidt utraditionel måde at tilbringe den 25. december på. Til gengæld den eneste mulighed, hvis vi alle skal se filmen sammen.

Og det skal vi selvfølgelig. Eneste uheldige lille detalje: PRISEN!

For prøv en gang at gætte, hvad det mon kan koste at invitere børnene en tur i biffen:

FUCKING 800 GODE DANSKE KRONER.

Men så flotter vi os sandelig også med at dele hele to bægre popcorn imellem os fem.

Damn, hvor er det uforskammet dyrt at gå i biografen. Fuck!

Nå, men jeg skal snart spise, så jeg må runde af nu.

Vil blot nøjes med at fortælle, at Rotterne skal til deres far den 26., og mor skal slappe af. Og den 27. skal vi til julefrokost hos min mor.

Naturligvis igen uden kæresten.

Slut på indlæg. Lidt brat, I know, men det er mit privilegium som blogejer, hehe 😈

onsdag den 20. december 2017

Om en uge

... og det tilmed ikke en HVILKEN som helst uge.

Nope.

Det er for eksempel den sidste arbejdsuge i 2017, wuhuuu 👍💃

Hvis du læste med i sidste uge, ved du, at jeg fik lov at lege juledame, da 7A fik ødelagt deres pakkekalender, og jeg af chefen fik lov at købe nye pakker.

Denne uge har også været feelgood.

Blandt andet fordi jeg har modtaget dette:



Og ... øh ... dette:



Hver elev i klassen har skrevet en bette ting om mig. 

Og hvad kan jeg sige, andet end at det sgudda nok kan skabe en vis julehygge i mit bankende lærerhjerte (og en varm glæde over, at det ikke er MIG, der har undervist englebasserne i dansk retskrivning, haha).

Samtidig spotter jeg i teksten enkelte vidnesbyrd om, at jeg stadig lever op til mit ry som stand-up-comedy-singer-dancer-sproglærer. Mission accomplished altså 😉

Nå, men bortset fra det, så slæber dagene sig op til en ferie altså afsted som en ond rodbehandling ved tandlægen. 

Til gengæld er målet nu langt om længe ved at være nået.

Således at jeg i morgen vil lade mig forkæle med lækker morgenmad i klassen. Dernæst hygge hele formiddagen. OG slutte kalenderarbejdsåret af med kirkegang.

For på vores skole har vi nemlig IKKE givet køb på gode danske traditioner af et misforstået hensyn til vores elever af anden etnisk herkomst. Som man har visse andre steder. Som for eksempel i Græsted, tsk, tsk.

Er dog spændt på, om Gud mon smækker kirkedørene i for næsen af mig eller måske slår mig i gulvet med en salmebog. 

For 2017 blev jo det år, hvor jeg forlod den der religiøse forening, som jeg aldrig har bedt om optagelse i, men som jeg til gengæld i mange år har været medfinansierer af, til trods for at foreningen er SÅ loaded, at der formentlig ikke findes en eneste sognegård i det hele danske land, hvor man ikke har svært ved at sparke sig frem for designermøbler.

Der frådses faktisk i en grad, så jeg har set kirkerum overhængt med gigantiske PH-koglelamper til den beskedne sum af 80.000 kroner pr. stk. Gad vide, hvorfor man ikke kan dyrke sin gud i skæret fra en IKEA-lampe?

Nå, men jeg tror, jeg vil slutte nu. Skal have stegt en dejlig julemedister. Tænker at lave stuvet spinat til.

Nammenam og vi høres ved 😊

torsdag den 14. december 2017

Om juleondskab

PIS!

FATTER simpelt hen ikke visse mennesker narrøve. 

For ikke ligefrem at kalde dem dumme svin.

Røvhuller.

Fladlus

Undermedicinerede motherfuckere.

Og nu er du måske blevet så nysgerrig, at jeg sådan set godt må holde op med at bitche og i stedet fortælle historien?

Okay så. (Ingen grund til ikke at være lidt julegavmild ;-))

Det forholder sig sådan, at jeg mødte ind på arbejde i morges (breaking news, I know). 

Og aldrig så snart var jeg kommet inden for døren og havde rystet irritationen over morgentrafikken på E45 af mig, før jeg blev mødt af en kollega.

(Ikke noget usædvanligt der. Jeg støder tit på kolleger, når jeg møder ind på arbejde.) 

Denne kollega sagde så:

"Godmorgen, Mrs. English Teacher. Du er kontaktlærer i 7A, ikke? Jeg tror lige, du skal kigge derop."

Og allerede her må jeg sige, at jeg anede en grad af ugler i mosen. For kollegadamen så ret alvorlig ud.

Og ganske rigtigt.

Da jeg trådte ind i 7As klasselokale ... så jeg sjovt nok 7A.

Nogle af eleverne stod i ophedet samtale. Andre sad på deres pladser og så slukørede ud.

Og det gik hurtigt op for mig hvorfor.

Børnene havde nemlig lavet en pakkekalender. De havde hver især købt og medbragt en lille gave, som var blevet hængt op ved siden af whiteboardet. Og hver dag her i december har de skiftedes til at trække et navn på en klassekammerat, som så har måttet vælge en gave at pakke op.

Et sødt og hyggeligt lille juleritual, right?

Well, så er det bare sådan, at nogen i går eftermiddags efter skoletid har været inde i klassen og har ødelagt børnenes pakkekalender. De har klippet alle gaverne op og spist dem af dem, der kunne spises. Papiraffaldet lå spredt i klassen. Som en ekstra hån måske.

Oh my god. Hvor blev jeg ked af det. Og vred.

7A er en samling megasøde børn med megavarme hjerter. De er hjælpsomme og høflige og passer godt på hinanden. Spørger altid pænt om lov til alting og hilser smilende, når man møder dem på gangen. De har stadig den der barnlige uskyld, som jeg ikke kan stå for, og det er en fornøjelse af undervise dem.

Jeg kunne næsten ikke bære, at nogen havde ødelagt deres pakkekalender.

Og jeg kunne heller ikke forstå, at nogen kan være SÅ hensynsløse. Det er jo ondskab, guys.

Så jeg sprang ned på skolens kontor og fik fat i en af vores sekretærer. 

"Kan vi gøre noget?!" spurgte jeg og var så følelsesbevæget, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Sentimentalt, I know, men jeg HADER, når uskyldige børn bliver udsat for den slags lort.

Sekretæren er en empatisk dame, og hun blev omgående helt forfærdet over mit triste budskab. Så hun ringede til vores skoleleder og gentog mit spørgsmål i telefonen.

Og skolelederen er heldigvis OGSÅ en empatisk dame, så hun svarede: "Ja."

Så blev jeg forsynet med skolens Føtex-kort og stormede ned i byen til butikken. Her indkøbte jeg 16 gaver, to ruller gavepapir og en rulle sølvfarvet gavebånd.

Dernæst tilbage til skolen i flyvende stil. Og det kunne KUN gå for langsomt med at få pakket de 16 gaver ind, for jeg skulle have tysk i selvsamme 7A klokken 9.50, hvorved mit tidsvindue for projekt kalendergaver ville lukkes. 

Hvis jeg sprang min formiddagspause over, ville jeg have nøjagtig en halv time til pakkearbejdet. Og selv om det ville blive ret stramt, MÅTTE jeg gøre forsøget. I tankerne var jeg dog allerede begyndt at planlægge at pakke de sidste gaver ind i spisefrikvarteret. Hvis jeg bare spiste min madpakke lidt hurtigt, så ...

Men hey! 

Miraklernes tid er ikke forbi! 

Det forholder sig nemlig så umanerlig heldigt, at ovennævnte empatiske sekretær tilfældigvis engang har været juleassistance i stormagasinet Salling. Og hun var ikke sen til at tilbyde sin hjælp.

Så med sikre og erfarne hænder fik hun slået papir om gaverne på ingen tid, mens jeg tog mig af det sølvfarvede gavebånd. 

Mission accomplished :-D

Sekretærdamen fandt en nissehue frem til mig, så jeg kunne være standsmæssigt påklædt, når jeg skulle bringe den store pose med nye gaver op til mine søde elever.

Hvor blev de glade!

Og for mig var det totally feelgood at kunne veksle en sørgelig situation til forundrede smil og latter hos de små (jaja, jeg ved godt, at man teknisk set ikke er lille, når man går i 7. klasse, men man er altså kun 12 eller 13 år og har stadig kun mødt en mikroskopisk del af verdens ondskab).

Nu håber jeg bare, at vi får fingre i gerningsmændene. For de skylder skolen 400 kroner og 7A en kæmpemæssig undskyldning.

Bum!

tirsdag den 12. december 2017

Om et upassende forslag

Ja, jeg var jo så til julefrokost i fredags.

Pissefed fest ellers.

Lagde for eksempel ud med at blive headhuntet af skolens mest eftertragtede ungersvend. En stump på sølle 28, som jeg faktisk kunne være mor til. Og det er måske også sådan, han opfatter mig. Han søger i hvert fald mit selskab, men han har også mistet sin egen mor i en ung alder.

"Kom, Mrs. English Teacher," sagde han således insisterende (bortset fra, at han altså sagde mit rigtige navn, for det kender han nemlig). "Du skal sidde ved siden af mig!"

Og sådan gik det. Og de misundelige blikke, der tilsvømmede mig fra mange af de andre damer i selskabet, undgik ikke min opmærksomhed, hehe.

Så sad vi der og hældte snaps på hinanden.

Fuck! Jeg HADER snaps!

Eller ... øh ... 

Nej, faktisk hader jeg ikke snaps. Jeg kan godt lide det. Sådan lidt ligesom jeg også kan lide chili. Den der varme fornemmelse ned igennem systemet, you know.

Mit problem er bare, at jeg får de ondeste tømmermænd af at drikke lortet, og jeg fortryder altid de to gange årligt, jeg udsætter mig selv for det.

Nå, men julemaden blev trykket ind, og så åbnede jeg dansedelen af ballet sammen med min unge damekollega Nanna.

Hun søger mig også. Faktisk er jeg en af hendes yndlingskolleger. Det sagde hun til en sommerfest for et par år siden. 

And I'm deeply flattered :-)

Jeg har en ret dyrebar beholdning af mennesker på mit job, som viser mig respekt. 

Som synes, at jeg er en dygtig lærer og roser mig for mine oplæg om mit internationale arbejde, som jeg har udsat dem for ved et par lejligheder. Som siger, jeg er en god og underholdende formidler. Som synes, jeg er virkelig sjov. Som opfatter mig som et moralsk og anstændigt menneske. Som gerne vil mig.

De får mig til at føle mig som en succes. Og det kan jeg nok have brug for. For jeg har i mange år levet i et ægteskab, hvor jeg følte mig som alt andet.

Og så er der de nye kolleger, der ikke kender mig endnu.

Sådan en var jeg også ude at danse med. Og det gik sådan set fint nok. Indtil damen kom med et forslag.

"Hvorfor prøver du ikke at gå hen og lægge an på en af dem der?" spurgte hun nemlig og gav et kast med hovedet hen imod et bord fyldt med kvindelige kolleger.

Oh dear.

Der skal VIRKELIG en ny, ung kollega til for at stille mig sådan et spørgsmål. Og ret naiv.

For nok er jeg frisk og sjov og buddy med de seje (OGSÅ med de seje). MEN jeg følger også et vist moralkodeks. Som for eksempel byder mig ALDRIG at være min kæreste utro og ALDRIG at lægge an på en kollega.

Og helt ærligt: 

Ville denne unge kvinde nogensinde have kastet en tilsvarende opfordring i retning af en heteroseksuel damekollega i et fast forhold? Altså have bedt hende om at lægge an på en eller anden mand i selskabet og dermed være sin egen mand utro?

Hmmm.

Nå, men jeg kan berette, at fredagens julefrokost også bød på en debut til fruen:

Første runde beer pong. Ever.

En forholdsvis simpel drikkeleg, hvor man skal prøve at få en bordtennisbold til at lande i et af en række plastickrus med øl. Rammer modstanderen et af ens krus, skal man drikke indholdet. 

Egentlig en meget sjov leg ... øh ... hvis man altså ikke begynder at reflektere over, HVOR den fucking bordtennisbold lige har været henne, inden den landede i ens krus. Hvilket i vores tilfælde vil sige på gulvet en hel masse gange og mellem bakteriesovsede fingre på et uspecificeret antal kolleger.

FØJ for satan.

Men nu er det prøvet. Been there, done that, bought the T-shirt.

Nu skal jeg lave spaghetti bolognese.

søndag den 10. december 2017

Du kender det sikkert

Ja, det gør du sikkert:

Du har inviteret ældstedatteren på 24 i din yndlingsbif, Øst for Paradis, i Århus lørdag eftermiddag. I skal se Mordet i Orientekspressen.

Du vælger at tilbagelægge distancen fra din forstadsvilla til den lokale banegård til fods, for du har været til julefrokost dagen før, og i dag har du AFGJORT godt af den friske luft. Det tager 50 minutter. 

Dernæst springer du på toget. For det er lettere at tage toget end at skulle rode rundt i Århus midtby i bilen for at finde parkering i juletrængslen.

Da toget nærmer sig Århus, skriver du en sms til ældstedatteren for at fortælle, at Mutti er lige om hjørnet, og om I ikke bare skal mødes ved biografen.

Et øjeblik senere ringer din telefon.

Det er ældstedatteren.

"Mor, hvad LAVER du?" spørger hun. I grunden et bizart spørgsmål, for det har du jo lige skrevet til hende. Dummkopf.

"Hey sweetie," kvidrer du. "Jamen, jeg er ved at være inde med toget."

"Øh, mor?" fortsætter barnet, og hun lyder ikke helt så opstemt som du.

"Du ved godt, at det først er i morgen, ikke? Jeg har en anden aftale i dag."

Jeps, det kender du nok.

lørdag den 25. november 2017

To indrømmelser og lidt om en weekend

Okay.

Jeg lægger mig fladt ned og tilstår:

Jeg har haft lus. 

Og det var ikke svært at få. 

Man skal faktisk bare avle børn. Så kommer de helt af sig selv. Lusene. I særdeleshed, hvis man avler pigebørn med langt hår, der hvirvler omkring dem og vikler sig ind i ting. For eksempel i andre børns lange hår, som måske indeholder nogle af de små kræ. Og sluttelig i Muttis hår. Det er ganske vist knap så langt, men det lykkedes sgu alligevel at sende et par af de blodsugende krapyler i min retning.

Pis! Hate the little motherfuckers!

Dels er det noget grænseoverskridende sådan at være omdannet til værtsorganisme eller fodertrug, om du vil (yuck), og dels koster det intet mindre end en formue at behandle bæsterne.

Se nu bare denne diminutive lorteflaske:



Det er et oliebaseret produkt til behandling af lus. 

Flasken indeholder 60 milliliter. 60 milliliter olie. Gad vide, hvad det koster at producere sådan en flaske? En krone måske. Eller mindre. 

Men gæt så, hvad den koster at KØBE på apoteket:

SVIMLENDE 140 GODE DANSKE KRONER.

Det svarer til en literpris på 2.333.

Hold kæft, hvor er det uartigt. Jeg er forarget ud over alle grænser. 

Sidst måtte jeg købe to flasker. Og set over de sidste 20 år tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange liter jeg mon har købt i alt.

Fuck.

Jeg vil således kaste dagens fatwa over Thornton & Ross i Storbritannien, som fremstiller produktet. 

Eller eventuelt over Norpharma i Vedbæk, som er dansk distributør. (Med de priser på deres varer er det sgu ikke så mærkeligt, at de har adresse i Vandkantsdanmark, som nogle af de gode borgere nord for København selv kalder området. I al beskedenhed naturligvis.)

Eller eventuelt over apotekerne.

Et eller andet sted ligger der i hvert fald en grotesk avance. Til skade for os børnefamilier.

UARTIGT, siger jeg.

Nå, men jeg har også en anden tilståelse. I en lidt anden kategori:

Jeg stemte rødt ved kommunalvalget i tirsdags.

Så. Nu er det ude.

Som du måske fornemmer, kære bloglæser, krævede det en del overvindelse for mig at sætte mit kryds på den røde del af stemmesedlen. For hele setuppet om mit liv var indtil for få år siden ærkeblåt.

Lige fra jeg var lille.

Min far var virksomhedsejer og direktør. Han stemte venstre. Eller konservativt. Og de røde var djævelens yngel. Hellere død end rød, you know.

Og min mor stemte på Fremskridtspartiet. (Nu stemmer hun sjovt nok DF. Hun er nemlig bange for de fremmede. At hun ved at stemme på DF også stemmer på et homoskeptisk parti til skade for sin egen datter, tænker hun ikke på. Og hun skal jo også stemme efter sin EGEN overbevisning og ikke min. Selv om det andet selvfølgelig kunne være rart.)

Så blev jeg voksen og gift. Med en mand med en rigtig indbringende stilling og et blåt livssyn.

Og jeg uddannede mig inden for økonomi og marketing og blev selvstændig. Mere blåt, you know. Og alting var enkelt og smukt.

MEN.

Så gik jeg sgu fra mand, virksomhed og velhaverhjem. Jeg blev enlig mor. Og lebbe. OG uddannede mig fandme også til folkeskolelærer.

Og nu er mit setup alt andet end blåt.

Så de sidste par år har det ligget lidt i kortene at skifte politisk side. Faktisk. Men jeg HAR ikke kunnet overvinde mig selv. Den der opvækst har altså haft større indflydelse på mig, end jeg bryder mig om at være ved.

Det virkede ganske simpelt forkert. Som at spise remoulade på leverpostej.

Men i tirsdags tog jeg skridtet: 

JEG STEMTE PÅ EN SOCIALDEMOKRAT.

Så dristig var jeg!

And guess what: Det føles faktisk rart, woop, woop :-D 

Ikke mindst er det lækkert, at det ikke er alle mulige andre mennesker omkring mig, der præger mig til at sætte mit kryds et bestemt sted. Beslutningen var MIN.

Ikke flere tilståelser nu.

Jeg stiller om til weekenden.

Den bliver skøn.

Og det begyndte allerede i går: Jeg var alene hjemme :-D

En sjælden luksus, for jeg er aldrig alene. Som i ALDRIG.

Så jeg lod mig selv træne alt, hvad jeg gad, i mit træningscenter efter arbejdstid. Fantastisk fedt sådan at køre hele kroppen igennem uden at skulle skynde mig, fordi nogen ventede på mig derhjemme.

Og jeg forkælede mig selv med en fuldkommen politisk ukorrekt bøf. Med kartoffelgratin (dybfrost fra Rema 1000) og varm salat med ristede svampe, haricots verts, løg og bacon. Dertil flødesauce og en dejlig ripasso. Nammenam!

Og, ikke mindst, valgte jeg SELV, hvad jeg ville se i fjernsynet. Plejer ellers at være underlagt indtil flere børns præferencer ud i den disciplin.

Så i går var fed. 

Det bliver i dag til gengæld også. 

Har således lige pludret lidt med Barn 1 i telefonen. Hun er 24 og et fint menneske. 

Og i dag kommer hun hjem til Mutti. For at lave julekonfekt og hygge. Hun kommer angiveligt klokken tre i eftermiddag. Medmindre hun bliver sulten inden da, forlyder det. For så kommer hun lidt tidligere, da hendes køleskab er tomt. Åh haha, det kan være så fedt at være på SU. Godt, hun har sin mor.

Nå, men barnet bliver og overnatter. Og i morgen tidlig vil MIN mor støde til. Sådan omkring morgenmadstid. Med sig vil hun have et par ruller frisklavet brunkagedej. Selv vil jeg lave dej til pebernødder. Min mormors opskrift, som BARE tager kegler.

Og så skal der bages til den store guldmedalje.

Jep, sådan bliver det. And life ain't half bad.

Håber, at du også har en fed weekend i støbeskeen.

Møzzer herfra :-*

søndag den 19. november 2017

Hvordan det i virkeligheden kom til at gå

For et par dage siden berigede jeg dig, kære læser, med mine planer for den kommende weekend.

Altså den weekend, der er ved at dø. Ikke fordi det kan have været særlig interessant læsning, for der var sgu ikke noget vildt på tapetet. Der var afslapning efter et par pissehårde uger. 

Og forhåndsrestitution. 

Det lyder måske en smule bizart, da man normalt restituerer EFTER en belastning. Men om søndagen, however, må jeg altså forhåndsrestituere, fordi jeg har en helvedes lang mandag.

Så derfor laver jeg ikke så gerne en skid om søndagen. Så jeg lissom kan komme i zen, you know. Samle energi til arbejdsugen og sårn.

Og da jeg vågnede i morges, troede jeg faktisk også, at der lå en smule zen i støbeskeen for i dag.

Ikke at optakten havde været særlig zenagtig altså. 

For eksempel blev jeg klappet på skulderen nogle gange i nattens løb. Det er den dame, jeg somme tider sover ved siden af. Der altså ikke bare sover ved siden af mig, men også somme tider klapper mig en.

Bare fordi jeg snorker. 

Så det lyder, som om vi sover i maskinrummet på en Stenafærge. Og det gjorde vi så i nat. På tur med Stena Line, woop, woop!

Nå, men zenbarometeret steg en anelse, da omtalte dame foreslog at hente morgenbrød.

Nice.

Smørmættede grovbirkes, uhmmm. En af mine all time favorites. Med fed og ernæringsmæssigt ukorrekt brie. 

Og pulverkaffe. Billig BKI. Ingen prætentiøs latte her. Jeg er jo ikke radikal, vel.

Alt sammen ledsaget af en pludder om, hvad vi skulle fordrive søndagen med.

"Vi kunne jo køre til Lille Vildmose," var der en, der foreslog, og det var ikke mig.

Hmmm. Det var ikke ligefrem zenskabende Netflix, men jeg var alligevel game. Af den simple årsag, at jeg ikke havde været i Lille Vildmose før og vejrede eventyr.

(Der findes også en Store Vildmose. Men hvis man starter med den, er der jo ingen steder at avancere hen. Det MÅ således være "lille" før "store". Ellers kradser det i min OCD.)

Altså: Af sted vi drog. Med hjemmelavede rugbrødssandwiches med kylling og varmrøget laks og lækre, fabriksfremstillede pistaciekager fra Karen Volf under armen.

Lille Vildmose udmærker sig ved at være ... en stor mose. Ved sgu ikke, hvor det der "lille" kommer fra.



Og midt i området ligger et flot og ret nyt besøgscenter, der ligesom kan tage godt imod de besøgende, der kommer strømmende til. Øh ... SÅFREMT de kommer strømmende mandag til fredag mellem 10 og 14.



Jeg gentager lige:

"... MANDAG TIL FREDAG MELLEM 10 OG 14."

Fuck altså! Hvem fanden i helvede har tid til at være naturturist i det tidsrum?!

I weekenden er der til gengæld lukket.

Og parkeringspladsen var gabende tom.

Men det gjorde selvfølgelig ingenting, for køreturen derop havde vi jo klaret på kun halvanden time.

Og vi er ikke for pivede til at begive os ud i vildnisset på egen hånd. Heller ikke selv om der måske er brunstige elge i farvandet.

Kunne imidlertid godt have brugt et kort over vandrestierne. Som eventuelt KUNNE have ligget i en kortdispenser et eller andet sted i nærheden af parkeringspladsen. Men det gjorde de naturligvis ikke.

Vores store udflugt til Lille Vildmose begrænsede sig således til en tur omkring vildsvineindhegningen, så vi var sikre på ikke at fare vild.

I dyb mudder. 

Spekulerede faktisk på, om mosen mon havde tænkt sig at opsluge os helt. Men den standsede heldigvis ved anklerne. Til gengæld blev min ledsagerskes vandresko følgelig hurtigt fyldt op.

Derfor hjemover lidt snabt og med kolde tæer.

Det var dagens udflugt. 

En uforglemmelig en af slagsen. For hold kæft, hvor var det sjovt. Lige så sjovt, som det var kikset.

Nu er vi til gengæld hver for sig. Jeg har fået leveret min rotte på 13 hjemme i forstadsvillaen, efter at hun har tilbragt weekenden hos sin far.

Og nu skal vi hygge.

Med Netflix. 

Zen, you know ;-)

torsdag den 16. november 2017

Over stok og sten ... igen

Nøj, hvor jeg glæder mig til weekenden. For ih du milde, hvor har jeg dog haft en del at se til på det seneste.

For eksempel skole hjem-samtaler. Mandag og onsdag i sidste uge og mandag og onsdag i denne. 

De dage kan jeg være hjemme cirka halv ni om aftenen. Så er der gået 14 timer, siden jeg kørte hjemmefra.

Men jeg skal ikke brokke mig. For som et plaster på såret får jeg lov at hygge med det ene forældrepar efter det andet. 

Hvis de altså dukker op. For det er der nogle af dem, der ikke gør. Til trods for at de SELV har reserveret tiden på forældreintra. Så sidder vi der, to eller tre fagpersoner, og kigger ud i luften.

Somme tider bruger vi tolke. Hvis DE altså dukker op. I går kom to af dem for sent og i sidste uge var der en enkelt, der slet ikke kom. Ved udeblivelse må vi sende forældrene hjem igen og aftale ny tid. Og bestille ny tolk.

Fedt.

Inden jeg får kastet for mange fatwaer over at blive brændt af, må jeg imidlertid nævne, at de fleste samtaler finder sted til tiden og som planlagt.

Men når det er sagt, så er det fandme somme tider nogle interessante mennesker, vi sidder overfor. 

Som for eksempel den mor, der FORLANGER, at skolen skal stille en bærbar computer til rådighed for hendes ordblinde barn.

Det er i og for sig i orden, fordi det er rigtigt nok, at en ordblind elev har ret til en bærbar computer. Der er bare den lille detalje i sagen, at dette barn allerede HAR en bærbar computer derhjemme, men bare ikke gider bære den frem og tilbage mellem skole og hjem ... øh ... selv om det ordblinde barns ikke-ordblinde klassekammerater altså allesammen bærer DERES computere frem og tilbage.

Men her sætter krævementaliteten ind: 

Denne mor kræver sin ret, fordi hun HAR den ret. 

Og om ganske kort tid vil det ordblinde barn have hele TO bærbare computere, hvoraf den ene er stillet til rådighed af skolen. Det er usympatisk, hensynsløst fråds. Man kunne for eksempel forestille sig, at skolens computer havde været til større nytte hos en af de elever, hvis forældre IKKE har råd til selv at anskaffe en til barnet.

Eller for eksempel det forældrepar, der sidder og hidser hinanden op, fordi lille Oda på 13 har fået brasede kartofler de sidste TO gange i madkundskab.

Eller dem, der kræver, at vi lærere går ind på nettet og noterer det på forældreintra, hver gang vi sender eleverne på opgaver uden for skolens område. For så ved de hele tiden, hvor lille Ib på 13 befinder sig i verden.

Så jeg vil gerne kaste en fatwa til. Denne gang over fucking forkælede forældre og deres FUCKING FIRST WORLD PROBLEMS.

Nå, men når DET så er sagt, så har jeg også siddet over for mange søde, taknemlige forældrepar, som synes, at vi i lærerteamet bedriver et skide godt stykke arbejde. Tjuhej og hurra for dem :-D

Det ændrer imidlertid ikke ved, at jeg har haft en del pisselange arbejdsdage på det seneste, og NU glæder jeg mig for vildt til en rigtig lebbeweekend.

Så siger du: "God mad?", siger jeg: "Jeps!"

"Netflix?"

"You bet."

"Fodmassage?"

"Absolut!"

"Rødvin?"

"Afgjort."

"Biftur?"

"Stensikkert."

"Damekys?"

"Jada!"

"Sex?"

"We'll see."

"Gløgg og æbleskiver?"

"Uomtvisteligt."

"Fingerflet?"

"Hvem kan lade være?"

Og hvis jeg skal opsummere i et enkelt ord:

NICE!!!