onsdag den 23. september 2015

Vandforgiftning

"Hvad satan, din skiderik!"

Disse onde gloser undslap min mund forleden dag, da jeg kom kørende ind ad villavejen i Yarisen med Barn 4 på passagersædet og spottede en nabo rende rundt med en dunk.

En dunk med et flydende indhold.

Som tilsyneladende skulle hældes ud over hans ukrudt ved foden af hækken ud mod vejen.

"Hvad er der i vejen, mor?" lød det lidt bekymret fra englebassen ved min side.

"Der er bare det i vejen, lille skat, at den slemme mand derovre går og hælder gift ned i jorden. Og at den gift siver ned i vores vand. Det er ikke så godt, for så bliver vandet jo forgiftet" svarede jeg pædagogisk og skolelæreragtigt.

Og så kastede jeg en mental fatwa over nabomanden og tænkte ikke mere over den sag ...

... før Barn 4 forleden dag kom ud til mig i køkkenet, mens jeg var ved at være klar med aftensmaden, og sagde:

"JEG drikker altså ikke vand til maden!" med skingert eftertryk.

"Øh, hvaffornoget?" spurgte jeg begavet.

"Ja, for du har selv sagt, at vandet er forgiftet. Så det er nok bedre at drikke cola." ræsonnerede prinsessen snusfornuftigt.

Så kan jeg måske lære at lade være med at være så højlydt miljøbevidst.

Bum. 


tirsdag den 22. september 2015

Kender du Funeral Blues?

Stop all the clocks, cut off the telephone
Prevent the dog from barking with a juicy bone
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead
Put crepe bows round the white necks of the public doves
Let the traffic policemen wear black cotton gloves

He was my North, my South, my East and West
My working week and my Sunday rest
My noon, my midnight, my talk, my song
I thought that love would last forever: I was wrong

The stars are not wanted now: put out every one
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.
 
Sådan skrev W.H. Auden i digtet Funeral Blues i 1938.

Jeg synes, det er et super digt. Med metaforer fundet i dagligdagen, formår han at beskrive en helt fortvivlende dyb og intens sorg over at miste sin kærlighed. Og håbløsheden i det.

GYS!

Tilmed uden at gøre det langhåret og uforståeligt.

Jeg bruger det i skolen. I engelsk i 9. klasse. I dag præsenterede jeg englebasserne for det for første gang. Jeg var lidt usikker på, hvordan de ville tage imod det.

Det kan godt være sådan lidt en fesen fornemmelse at stå der og med begejstring præsentere et eller andet, som man selv er henrykt over, for så blot at fremkalde et par dovne grynt og et enkelt skuldertræk hist og her.

MEN HEY! De var sgu med på den! Og syntes det var et FEDT digt, yip, yip!!!

Og det er fandme skønt at være lærer, når man kan udfordre sine elever og lukke deres øjne op for noget fremmed (som for eksempel poesi), og de så bare tager imod og spiller med.

Hehe.

Digtet er med i filmen Four Weddings and a Funeral. Du kan høre det læst op her:



W. H. Auden udmærker sig i øvrigt ved at være homoseksuel. Det gør ikke noget ;-)

søndag den 20. september 2015

Møgsystem

Er simpelt hen SÅ vred på en gammel venindes vegne. Hun går rundt for tiden og har lyst til at rykke sit eget hår af i frustration. 

Og jeg har næsten lyst til at gøre det samme.

Hvorfor?

Tjah, det er historien om et fucking, uovervindeligt møgsystem:

Min veninde har en søn, der går i specialklasse på en folkeskole i Århus. På 7. årgang.

Sidste år skulle han have tysk for første gang. Det er en del af reformen, at man skal have tysk fra 5. årgang og opefter. Og reformen gælder også specialklasserne.

Derfor undrede det min veninde en kende, da hun i begyndelsen af skoleåret ikke fandt nogen tysktimer på drengens skema. I stedet stod der "Sprogblok".

Sprogblok? 

Den betegnelse kunne selvfølgelig godt dække over faget tysk, men for en sikkerheds skyld spurgte min veninde lige ind til sagen. Hun er meget omhyggelig, når det gælder sønnikes skolegang.

Og holdnukæft, hvor blev hun forbavset, da hun fik skolens svar:

Kinesisk og græsk.

FUCKING KINESISK OG GRÆSK, folkens!

Til gengæld slet ingen tysk (eller "sletter ingen", som jeg har en kollega, der siger).

Øh?

Vi er lige enige om, at der er tale om en specialklasse for børn med indlæringsvanskeligheder her, ikke! Og nogle af disse børn kæmper i forvejen en næsten umenneskelig kamp for bare at finde hoved og hale i vores eget alfabet.

Så er det sgudda fucking genialt at fjerne enhver motivation for at lære nyt ved at præsentere dem for to ret perifere sprog, som begge er beriget med et alfabet, børnene ikke ville have en kinamands chance for at gennemskue.

På bekostning af tysk.

Min veninde tog sagen op i forældrekredsen. Og over for skoleledelsen. Og fik, efter adskillige ugers kamp og trods en uforståeligt ringe opbakning fra de andre forældre, tysk sat på skemaet. Og kinesisk og græsk fjernet.

So far, so good.

Men nu er den kraftedeme gal med sprogundervisningen igen! 

I år spiser man klassen af med to tysktimer og to engelsktimer om ugen. Det er en lektion for lidt i begge fag. I følge vejledningen fra Undervisningsministeriet skal man have 120 lektioner i både tysk og engelsk på 7. årgang. Det er tre om ugen.

Så min veninde er atter på banen. Og er fra skoleledelsens side blevet affejet med en oplysning om, at der er lovhjemmel til at nedprioritere alle andre fag end dansk og matematik.

Som sproglærer på en anden folkeskole bliver jeg somme tider rådspurgt af min veninde. Hun vil gerne vide, hvordan man andre steder griber prioriteringen af fagene an. 

Jeg har derfor spurgt skemalæggeren på min skole, og han fortæller, at han ALDRIG har oplevet et fag blive nedprioriteret. Tværtimod. Hvis vi ændrer på timetallet, er det, fordi vi OPPRIORITERER.

Men det gør man åbenbart ikke på omtalte skole i Århus altså. 

Man lader heller ikke specialklasseeleverne undervise af liniefagsuddannede lærere. De har EN lærer. Som underviser dem i alle fag. Not good! Det kan måske gå an på yngre klassetrin, men sgudda ikke i udskolingen. Denne lærer har for eksempel ingen som helst uddannelse i sprogdidaktik.

Og da han var sygemeldt i en lang periode sidste år, blev klassen undervist af en pædagog. Not good again!

Og eleverne har ingen lærebøger og blev ikke tilbudt lektiecafé sidste år.

Desuden er min venindes søn i flere fag kommet så vidt i sin læring, at han gradvist skal inkluderes i en normalklasse. Hvorpå båtnakkerne på hans skole har valgt at sætte ham i en 8. klasse.

Øh? Hans stamklasse er en specialklasse på 7. årgang, og nu skal han så springe en årgang over for at blive inkluderet???

Listen over meningsløsheder udbudt af denne skole bliver ved og ved. Og hver gang siger min veninde fra. Hun er heldigvis utrættelig.

Øh ... hvilket så har medført, at hun er kommet i bad standing på skolen og af skoleledelsen har fået mundkurv på. 

Hun må ikke længere kommunikere direkte med klassens lærer. Det betyder, at al kommunikation skal gå via skolelederen. Også oplysninger om sygedage og tandlægebesøg og glemte madpakker.

Hun føler sig røvdårligt behandlet af skolen. Hver gang hun spørger ind til en eller anden mangel, bliver hun affejet. Skolelederen holder tydeligvis hånden over sine medarbejdere og deres elendige dispositioner.

Hun føler sig også ladt i stikken af de andre forældre, som viser sig fra en konfliktsky side og ikke har givet hende selv den mindste lillebitte support.

Så hvem fanden henvender man sig til, hvis man gerne vil påpege en mangel eller have noget ændret?

Jeg foreslog Undervisningsministeriet.

Dem ringede hun til.

De var søde :-) Syntes det lød, som om skolen måske ikke levede helt op til sit ansvar. Og ville gerne undersøge sagen nærmere.

Så ringede hun til sin lokale rådmand. Også her mødte hun forståelse og support, yip, yip! De syntes, hun skulle ringe til områdelederen.

Her stoppede festen så. 

For efter at have fået en smuk support helt oppe fra toppen af skolehierarkiet var hun nu nået ned på så lavt et niveau, at folk begyndte at kende hinanden personligt.

Lur mig, om ikke områdelederen og skolelederen på omtalte møgskole har siddet sammen ved mange lækre frokostborde. Selvfølgelig har de det. Og resultatet var, at min veninde lige så godt kunne stikke piben ind. 

Hun fik ikke det mindste anstrøg af support fra denne områdeleder.

Og hun kommer ikke videre. Hun kan ikke håbe på, at skolen begynder at levere den undervisning, ministeriet anbefaler. 

Systemet kan ikke besejres, når folk holder hånden over hinanden. Og det gør de. 

Fuck!

Til gengæld er hendes relation til skolen blevet ret fjendtlig. For skoleledelsen ved godt, at der er blevet klaget, og min veninde ved ikke, hvordan de skal kunne fortsætte samarbejdet. Så hun ser ikke andre muligheder end at flytte sønnike til en anden skole.

Problemet er bare, at ingen andre skoler vil have sønnike. Han har stadig brug for støtte i visse fag. Og støtte koster penge.

Øv :-( 

tirsdag den 15. september 2015

Sdot

Argh!

Sdot i sdudeskaftet. 

Hate that shit! Og ligger her på sofaen i forstadsvillaen og kaster fatwaer over de kolleger, som i sidste uge mødte syge op på arbejde. Hvad fanden ligner det at tro, man er heroisk, når man møder op på job uden at være rask!

Det er sgudda ikke heroisk. 

Det er SMITSOMT, er det! Sådan at rende rundt og klistre sine små ulækre bakterier fast til dørhåndtag, trappegelændere, køleskabslåger, computertastaturer, whiteboardpenne og vandhaner.

Hrmpf!

Men ... øh ... når det er sagt, så må jeg nok hellere tage på arbejde i morgen. 

Er ganske vist ikke rask. 

Men har pissedårlig samvittighed over at ligge indhyllet i dyner og tæpper og varm te og Netflix uden at foretage mig noget produktivt, når jeg burde hjælpe 9. årgang med at nå årets pensum i engelsk og tysk.

Så jeg daffer på job i morgen. Og klistrer mine små ulækre bakterier fast til dørhåndtag, trappegelændere, køleskabslåger, computertastaturer, whiteboardpenne og vandhaner.

Bum.




onsdag den 9. september 2015

Hvad jeg aldrig ville lægge på Facebook og lidt om ugens ytringer

Sådan.

Nu har jeg taget et billede, som jeg ALDRIG ville uploade til Facebook.

Her er det:
Flot, hva'!

Er lige trådt ud af mit drivhus med favnen fuld af dette fad. Og kunne altså ikke lade være med at tage et billede.

For det ser sgudda brandgodt ud! Flotte farver og såd'n. 

Og det er en mega tilfredsstillelse selv at have frembragt disse godter, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i til et godt stykke kalvekød og et glas rødvin lige om lidt.

Hehe.

Facebook lander billedet imidlertid aldrig på. I hvert fald ikke på min personlige profil. For jeg har nævnt det før, og jeg nævner det lige igen:

Jeg HADER småløgnagtige, overforkromede, selvpromoverende opdateringer. 

Og hvis jeg lagde dette billede på min profil ville jeg jo fremstå som den helsebevidste, økologiske, overskudsagtige, back-to-nature speltmor, som jeg IKKE er, men som jeg (totalt gennemskueligt) måske gerne ville have folk til at TRO, jeg var.

Jeg lægger heller ikke billeder af hjemmebagt brød, endomondo-statusser og børnesportspokaler ud.

Men hvorfor så her på bloggen? kunne man måske fristes til at spørge.

Fordi jeg her kan tillade mig at være pisseirriterende uden at genere nogen, jeg kender, muahahahaaaah ;-)

Nå, men videre til anden halvdel af dagens overskrift: 

Ytringer.

Holdnukæft, jeg har fået en syvendeklasse til tysk og engelsk, der ikke er bange for at overskride mine grænser med flere fodboldbanelængder.

Jeg har ikke haft dem før, men som tilfældet er med alle andre klasser, som jeg møder for første gang, har jeg fortalt dem, at jeg er homoseksuel. 

Det gør jeg, fordi jeg afskyer rygtedannelser, og fordi jeg gerne vil hjælpe de par stykker i hver klasse, som er homo- eller biseksuelle, og som måske i hemmelighed kæmper med alle de fortvivlede følelser, den slags indebærer.

Således også i omtalte syvendeklasse.

Big mistake!

For nu mener et par af drengene i klassen, at min seksualitet nærmest er offentligt eje. Eller måske er det min åbenhed, der har forledt dem til at tro, at vi er så meget buddies, at de kan tillade sig hvad som helst. At jeg er en af knajterne.

I hvert fald har jeg i løbet af blot den seneste uge fået serveret følgende spørgsmål:

"Har du nogensinde været i seng med en elev?"

og

"Prøv lige at se det billede, jeg har taget af Klaras røv. Tænder du ikke på det?"

Shit! 

Her gik jeg og troede, at jeg udførte et vigtigt stykke relationsarbejde ved at tale så åbent og ærligt til dem, som lærer-elevforholdet tillader, og så får jeg sådan en lummer spand lort i hovedet.

Ville de mon nogensinde spørge en heteroseksuel lærer om det samme? 

I seriously doubt it.

Og det mest irriterende er, at jeg ikke bare kan ignorere den slags nærgående spørgsmål. For hvis ikke jeg skynder mig at understrege, at jeg altså IKKE TÆNDER PÅ ELEVER, men i stedet vælger at ignorere det, de siger, så kommer de måske til at sprede et forholdsvis uhensigtsmæssigt rygte.

Den, der tier, samtykker, you know.

Jeg må vist hellere tage lidt ved lære og passe mere på mig selv.

Nu er maden færdig.

Bum.

onsdag den 2. september 2015

Lidt om lasagnette

Har i morges sendt 11-årige Barn 4 på den årlige lejrtur med hele skolen. Og med både rullekuffert, rygsæk, plasticposer og en enkelt fodboldstøvlepose med madpakke, drikkevarer og en müslibar til den lange, lange bustur på en times tid.

Men det er ikke så underligt, at hun måtte rejse med en stor bagage. De skal jo være væk helt indtil i overmorgen, forstås.

Og med Barn 4 ude af håret er Barn 3 rykket frem på opmærksomhedsskalaen. Han har således fået lov at bestemme dagens middagsmenu:

Lasagnette: Nammenam! 

Or not.

Men knægten ELSKER denne gourmetret fra Knorr, og han skal også lyttes til en gang imellem.

Øh ... bortset fra at det ikke blev Knorrs version. 

For Knorr er frække nok til at forlange fucking 25 gode danske kroner for sådan en omgang pasta med syntetisk smagspulver. Og syntetisk smagspulver kan man altså også købe for 15 kroner, hvis man vælger Remas kopiprodukt.

Så Remas kopiprodukt blev det, og det har jeg ikke fortrudt. Som jeg sidder her og venter, mens lasagnetten er i ovnen, griner jeg nemlig stadig lidt af vejledningen bag på pakken.

For eksempel står der, at pasta- og sauceblandingen skal hældes i et fad, inden man stikker retten i ovnen. Hvorpå det nævnes, at det i denne sammenhæng er formålstjenligt at vælge et OVNFAST fad.

Tak, Rema. Det var aldrig faldet mig ind uden hjælp. Og så havde jeg måske valgt min for længst afdøde mormors fine småkagefad af skrøbelig, håndmalet porcelæn til min lasagnette.

Nå, men Rema stopper ikke her med de uundværlige råd. For ifølge pakken skal man også liiige være opmærksom på, at en lasagnette, der kommer ud af ovnen efter 40 minutter i 200 grader ... kan være VARM.


Tak igen.

Og nu ikke mere om lasagnette. For vi skal spise ;-)