søndag den 27. april 2014

Overspringshandlinger

Her er en overspringshandling:


Jeg viser et billede på bloggen af Animal fra Muppet Show, som sidder i min massagestol og spiller X-Box.

Og jeg har faktisk ikke den ringeste grund til at lave et blogindlæg med det tema.

Jeg synes selvfølgelig, at det er lidt sjovt, at barn 4 tager sig så godt af sine tøjdyr, at de ligefrem får tilbudt massage, mens de gamer, men ligefrem brygge et helt blogindlæg på den baggrund, DET er fandme lidt tyndt.

Jeg har dog en ganske god grund til at gøre det alligevel:

Hvis ikke jeg bruger tiden på dette her, er jeg næsten nødt til at gå videre med at rette de engelske stile, som 8A har afleveret. GAAAAAB!

Altså ... øh ... såfremt jeg ikke lige finder på at vaske bil eller sortere i mit tøj eller køre på genbrugspladsen med skrammel eller pudse vinduer eller noget andet, som pludselig forekommer mig helt enormt uopsætteligt.

Yep, selvdisciplin som en toårig, that's me.

fredag den 25. april 2014

Nok kan jeg ikke fordrage Lucifer, men det der var sgu alligevel lidt synd

Kender du det der med, at man har en megastor luksusvilla i det helt rigtige kvarter? Med en masse dyre møbler, som man er glad for?

Og at man så beslutter at flytte fra ens provinsby til København og derfor sætter villaen til salg ved Nybolig?

Som sender en fotograf og laver en boligannonce til nettet med en masse flotte billeder - blandt andet af den indvendige side af ens hus, den side med alle møblerne?

Og at ens alarm så går i gang en formiddag et par uger efter, at annoncen er blevet offentliggjort?

Og man skynder sig hjem og opdager, at ens dør er sparket ind, og ens Poul Kjærholm-stole mangler?

Nej, det kender du forhåbentlig ikke.

Men det gør Lucifer fra og med i går.

Og det pisser mig i DEN grad af!

Nabokonen har set to rockertyper 

(Tatoverede tyrenakker med en IQ som en rulle bølgepap. Kæmpestore brutale bøller udenpå og små, ynkelige, selvværdsløse eksistenser indeni, som får jern på ved at opføre sig stupidt og hensynsløst og mener, de er SÅ seje, hvis de kan dreje på gashåndtaget på en Harley. Kontanthjælpsmodtagere, der sjovt nok alle sammen har råd til svinedyre transportmidler og andre luksusvarer.)

sætte sig ind i en vogn i Lucifers indkørsel og drøne af sted.

Rent bestillingsarbejde, if you ask me. Og ikke så smart af Lucifer og Nybolig at vise billeder af dyre møbler på nettet - oven i købet forsynet med oplysninger om, hvor de kan afhentes.

Men det betyder fandengalemig ikke, at det er i orden!!!

Jeg mangler simpelt hen det gen, der sætter mig i stand til at forstå sådan en adfærd.

Eneste formildende omstændighed ved den historie må være, at man sidder ad helvede til i Poul Kjærholms fletstole, så i min optik er skaden ikke så stor.

De er skulpturer og et sted, hvor man kun sætter sig, hvis der ikke er flere ledige IKEA-møbler at sidde i.

tirsdag den 22. april 2014

Hvad storpral kan bringe

Har lige været til basketballtræning med barn 4. Hun har ikke tidligere dyrket sport, men nu har hun altså kastet sig over basketballsporten.

Fint nok.

Hun var også blevet lidt småfed, hvis du spørger mig.

Men ... øh ... det har bragt mig i en lidt prekær situation. For barnet elsker at prale med sin mors sublime evner ud i netop den sport, som jeg dyrkede på eliteplan engang i middelalderen.

"Min mor er blevet danmarksmester i basketball fem gange," er faktisk den replik, man hyppigst hører barnet ytre i diverse sportshaller, til træning og til stævner og til enhver, der gider lytte, mens hun selv ser meget betydningsfuld ud.

Til at begynde med syntes jeg, det var sødt. Hun har endnu ikke nået en alder, hvor det er pinligt at være synligt stolt af sin mor. Yeehaw!

Men nu har jeg løbet panden imod et problem, der i og for sig nok var forventeligt.

For hendes små holdkammerater er begyndt at forlange, at jeg så også demonstrerer mine åbenbart legendariske færdigheder med en bold.

Shit.

I løbet af de næsten 30 år, der er gået, siden jeg sidst var i aktion på en basketballbane, er mine evner ligesom falmet en kende. Det er faktisk pissesvært at få den der bold til at ramme den der kurv.

Så ... øh ... det var ærlig talt fedest, hvis vi bare kunne lade det blive ved snakken lidt, hvis du forstår.

Og så må jeg ellers i hemmelig skudtræning henne på banen i parken. Der er sikkert heller ingen, der vil synes, det er mærkeligt, at en midaldrende, gråhåret kvinde med et par kilo i overkanten og et indædt udtryk i ansigtet prustende løber der og spiller basketball med sig selv. 


søndag den 20. april 2014

Grænseland

Befinder mig i mere end én forstand i et grænseland. Både fysisk og mentalt.

For det første er jeg rejst helt hen til Haderslev, som ligger i Sønderjylland en halv times kørsel fra den tyske grænse.

Det er den fysiske del. 

Haderslev ser sådan ud:







Rigtig fin by med andre ord. Og gammel. Tudsegammel. Den første domkirke blev bygget i 1100-tallet. Men er naturligvis brændt ned siden. Ved sgu ikke, hvordan det lige var med middelaldermænd og tændstikker. De var i hvert fald ikke gode til at håndtere dem (not a good match, høhø). Heller ikke i Haderslev.

Jeg tog hen til Haderslev for at give mig selv den oplevelse at vandre på Gendarmstien. Det er den sti, som grænsegendarmerne i gamle dage fulgte for at afpatruljere grænsen mellem Danmark og Tyskland. De skulle fange illegale grænseoverløbere og smuglere. 

Gendarmstien strækker sig over 74 kilometer fra Padborg til Høruphav på øen Als og ser sådan ud:


Hele ruten er markeret med små blå mænd, så man ikke farer vild.

Gammel grænsesten. DRP står for Deutsches Reich Preussen.

Og gæt selv, hvad D på den modsatte side af stenen
står for. Tip: Det er ikke "Deutschland".
Ved grænsestenene kan man stå med et ben i hvert land.

Første strækning efter Kruså går gennem Kollundskovene.

Og så kommer man ud til Flensborg Fjord.

Helt ned til vandet faktisk.

Den lille blå mand er der stadig: Jeg er ikke faret vild.

Der ligger nogle monsterstore kasser ned til fjorden. I denne kasse
bor familien Fleggaard. Det er altså dåseøl, du har drukket,
der danner fundamentet for dette lidt bizarre bygningsværk.

Ah ja, Okseøerne. Her døde Dronning Margrethe I. Ifølge sagnet i
hvert fald. Sikkert er det dog, at hun havde været til fredsforhandlinger
i Flensborg og døde på hjemvejen. Den lille båd i forgrunden er færgen
derover.

Jeg aner ikke, hvad dette her er for en fætter, men fin er den altså.

Lunch! Jeg tillader mig at være så lavkulturel at elske pomfritter.

Dagens komik opstod i øvrigt, da jeg efter tre timers vandring satte mig ved et picnicbord - sådan et bord-bænkesæt, som man ser på alle rastepladser - med en kold dåseøl og Inferno af Dan Brown, som jeg er ved at læse lige nu, for at tage et velfortjent hvil.

Og ikke bemærkede, at en tyk gammel mand kom og satte sig ved siden af mig. På samme side af bordet. Som til gengæld omgående måtte give efter for overvægten og tippe rundt, hvorved den tykke mand og jeg (med favnen fuld af Dan Brown, dyrt kamera og dåseøl) simultant foretog en manøvre i stil med den, man ser, når dykkere vælter sig baglæns i vandet fra en gummibåd. Blot med et picnicbord om benene.

Men hey, sådan kommer man i kontakt med de lokale ;-)

Hvis du kan lide at vandre, og du har lyst til at aflægge grænseområdet et besøg, vil jeg foreslå, at du prøver Gendarmstien. Det har været en henførende oplevelse.

Hehe.

Og nu videre til den mentale del af mit grænseland:

Jeg er her alene!

GISP!

Troede ikke, det var muligt, at jeg kunne gennemføre en ferietur alene. Jeg er ikke alene-typen.

Eller ... øh ... jeg kan sagtens sidde alene og fordybe mig i en bog. Eller bruge timer på at skrive et blogindlæg og sårn.

For jeg er udmærket selskab for ... øh ... mig.

Men derfra er der i min optik et kvantespring til ligefrem at rejse på ferie alene med mig. Og vi taler indtil flere dage på vandrerhjem altså!

Kunne da også godt mærke, at folk sendte mig blikke, da jeg trådte ind på Ristorante Firenze på torvet i Haderslev i går aftes. De undrede sig helt sikkert over, hvad jeg lavede der uden selskab. 

Men jeg hyggede mig udmærket. For jeg iagttog også dem, muahahahaaaah. 

For eksempel manden i den røde trøje ved bordet skråt over for mig. Han var ikke alene, men han førte omtrent lige så meget samtale som jeg. Over for ham sad nemlig to gråhårede damer og pludrede uophørligt med hinanden. Han var bare med på en lytter. Og sikkert også for lige at tage sig af regningen. Og så havde han en kunstig hånd, som han holdt gemt under bordet det meste af tiden.

Og ved bordet ved siden af sad en kræftramt dame med sin mand. Hun havde en sixpence godt trukket ned over det hår, der ikke var der. Da jeg rejste mig for at gå, sendte hendes mand mig et bredt smil. Jeg tænker, han var glad for, at jeg som enlig restaurantgæst i provinsielle Haderslev måske kunne fjerne lidt af den opmærksomhed, der ellers var blevet tildelt hans syge kone.

Nu vil jeg om lidt begive mig hen i midtbyen igen. Jeg er sulten. Og det er ikke skræmmende at spise alene.

Grænseoverskridende. Men ikke farligt.

Og jeg kunne sagtens finde på at lave en tilsvarende ferieafstikker igen.

:-D


lørdag den 12. april 2014

Møgkælling og smatso

Disse to lidet flatterende prædikater er i dag blevet slynget i min retning af en person, der formentlig slet ikke ved, hvad "flatterende prædikat" betyder.

Fordi jeg turde sige fra over for en fuldstændig urimelig adfærd.

Men holdnukæft, hvor er jeg glad for, at jeg tog bladet fra munden.

Situationen:

Jeg har lige parkeret Yarisen i en parkeringskælder i byen og lukket tre af mine børn ud af bilen, da en eller anden idiot mener, det er passende at køre rundt og lave hjulspin og bremsespor på det forholdsvis begrænsede areal dernede.

Jeg bliver pissevred, for mine børn blev forskrækkede, og han kunne jo køre nogen ned. Der er jo også mennesker UDEN FOR bilerne sådan et sted.

Jeg beslutter at konfrontere idioten med min mening om hans kørsel og venter på, at han skal få parkeret og stige ud af bilen.

Da han (en ret stor mand med et temmelig råt udseende) lidt efter går forbi mig på vejen hen imod betalingsautomaten, følger jeg efter og indleder følgende dialog:

Mig: "Det er ret snævert hernede."

Manden: "Og?!"

Mig: "Mine tre børn går lige derhenne."

Manden: "Og?!"

Mig: "Det er ikke i orden at køre så vildt, som du lige gjorde. Du kunne jo have kørt dem ned."

Manden: "Og?!" (Jeg begynder at fornemme, at mandens ordforråd er begrænset.)

Mig: "Det tror jeg, du lader være med næste gang." (Jeg begynder også at fornemme, at jeg lyder en lille smule som en skolefrøken, haha.)

Manden: "Det skal du kraftedeme ikke bestemme. Min bil er kraftedeme større end din, møgkælling."

Mig: "Men du skal køre ordentligt i den."

Manden: "Luk røven, kælling! Den kan kraftedeme køre hurtigere end din."

Mig: "Og det kræver sandelig stort talent at spille smart ved at træde en speeder i bund."

Manden: "Jeg er kraftedeme ligeglad, smatso. Jeg tjener flere penge end dig."

Mig: "Men det er vist ikke den store uddannelse, du er tynget af."

Manden: "Jeg tjener flere penge end dig, smatso."

Mig: "Og det er heller ikke det store intellekt, du bærer rundt på."

Hvorpå manden fortrækker hen imod sin BMW for at lægge parkeringsbilletten i den, mens han råbende kalder mig skiftevis smatso og møgkælling. Meget opfindsomt.

Pyha, jeg troede, han ville slå mig, og jeg var ret nervøs, men jeg fik fandme sagt fra, guys! 

YEEHAW og high five til mig selv!

Og i processen udrettede jeg tilmed tre ting:

  1. Jeg viste mine børn et fantastisk eksempel på, hvordan man kan formidle sit budskab uden nødvendigvis at synke ned på modstanderens upolerede samtaleniveau.
  2. Jeg vandt deres udelte beundring og respekt i situationen: Mor er sej!
  3. Jeg vandt også min egen selvrespekt. 

Det var TOTALLY feelgood at få sagt min mening. 

Lige så feelgood som det havde været nederen at lade episoden passere uden at reagere.

fredag den 11. april 2014

Teacher crush?

Jeg havde et crush på min engelsklærer i gymnasiet. 

En kvinde selvfølgelig. Og tilmed mere end dobbelt så gammel som jeg selv. 

Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at gøre indtryk og komme tættere på. Det var ikke, fordi jeg havde våde drømme om hende, for dengang anede jeg ikke, at jeg var lesbisk. Men jeg havde en inderlig trang til at være hendes ven og betyde mere for hende, end de andre elever gjorde. 

Og det lykkedes så nogenlunde. Hun fattede sympati for mig. Ikke af seksuel karakter (tror jeg) men jeg ved, at hun kunne lide mig. På en studietur til London i 2.g inviterede hun mig for eksempel ind på sit hotelværelse til en drink. Mig alene.

Og jeg svævede.

Ladyen har også haft et crush på en kvindelig lærer. Jeg tror ikke, den slags er ualmindeligt.

Faktisk har jeg en mistanke om, at en af mine elever synes ret godt om ... øh ... mig. En elev i 8.

Hun er i hvert fald meget opmærksom på at sidde og smile sødt og ekstremt meget mere tilbøjelig end mine andre elever til give mig komplimenter. En dag sagde hun tilmed, at jeg er hendes "yndlingspige."

Bizart prædikat at få af en elev altså.

Og så kom hun og viste mig et digt af Oehlenschläger.

Det lyder umiddelbart meget uskyldigt, men prøv lige at læse det:

Raad til unge Ægtemænd

O, du, som med din Lillievaand
er nyligt lagt i Rosenbaand,
hvis Torne ikkun staaer i Brud
- gid aldrig de maa springe ud -
dig vil jeg give en Idé,
om hvordan Manden sig bør té,
naar Konen bliver øm og varm,
og Sukke hæver hendes Barm

Læg hende i en Seng saa lun,
hver Pude fyldt med Edderdun.
Skyd under hendes Bag i Smug
en Pude gjort til samme Brug.
Men hvis hun har en fyldig Bag,
Ja, da er det en anden Sag.
Skønt er Naturens nøgne Værk,
og derfor bort med hendes Særk.

Derpå du fra hinanden slaar,
de tvende marmorhvide Laar.
Tryk dig til hendes Barm saa rund,
sug Vellyst af den røde Mund.
Men blusser heftigt hendes Kind,
stik Fingeren en Smule ind.
Nu er der dem, der paastaa at
man ret for Alvor bør ta' fat.
Sligt maa du ikke agte paa,
lad Fuskere kun gøre saa.

Nej, kys og kæl og prik og stik,
til du ser Graad i hendes Blik,
indtil du ser, hun svæver i
Vellystens søde Raseri,
til hver en Muskel er i Strid,
og hun dig giver sagte Bid,
indtil du lig en Ædelsten
omsluttes fast af hendes Ben.

Selv maa hun med et kærligt Smil
slaa Haanden om din Elskovspil,
at den kan svulme rund og trind
og dybt i Hjertet trænge ind.

Gør ej for kort den søde Strid,
men stød kun langsomt og giv Tid,
og gør for ej at mangle Krudt
en Hovedpause hvert Minut.
Naar saa en Kildren i dit Spær
forkynder Øjeblikkets Nær,
stød Sceptret ind, saa langt det naar,
lad Haar sig trykke imod Haar,
og sprøjt så Styrkesaften sund
dybt ind i Grottens dunkle Bund.

Om du gaar frem ad denne Vej,
da siger hun dig aldrig Nej
men er paa første Vink tilstede
at aabne Grottens Bund med Glæde.

Tsk, tsk, Adam Oehlenschläger, din lille frækkert altså!

Men ... øh ... tilbage til eleven:

Pyha, et svedigt stykke poesi at bede mig om at læse. Og tilmed helt uden relation til
min undervisning.

Og yes, jeg ved godt, at det er et heterodigt, men flere af versene kunne lige så godt handle
om lebber. Altså man har da for eksempel hørt om lebber, der fandt på at kysse og kæle 
for partnerens bryster, sprede hendes marmorhvide lår og stikke fingeren 
ind.

Spørgsmålet er bare, hvorfor fanden denne elev syntes, hun ville dele disse erotiske input 
med mig totalt uden for engelsktimens kontekst?

Snap out of it, please!

Djævleyngel og englebørn

Fruen har påskeferie :-D Øh ... når man altså ser bort fra de engelskopgaver, der skal rettes, og den meterhøje stak af papirer, der skal sorteres og sættes i mapper, for at jeg igen kan overskue mit arbejdsliv.

Ordnung muss sein!

Men inden jeg når så langt, tror jeg sgu lige, jeg vil reflektere lidt over folks børn.

Da jeg i sidste uge trådte ind til 8C for at undervise dem i tysk, var de for eksempel lige kommet til at brække en låge af et skab. Og i timens løb greb jeg en elev i at grave et hul i en bordplade med en saks og senere en anden elev i at skrabe malingen af et bordben med samme saks. Gulvet flød med madrester og papirstumper. Det samme gjorde lærerens bord.

I forgårs skulle jeg igen undervise klassen. Jeg sendte dem på skolebiblioteket, så de kunne bruge computerne der til et projekt, jeg havde sat dem til. Da timen sluttede, havde mine elskelige elever revet alle mus og andre kabler ud af maskinerne og ændret de programmerede indstillinger på dem, så de ikke kunne slukkes. På gulvet flød det naturligvis med papirstumper.

Sidste gang jeg rettede tyskopgaver fra samme klasse, havde jeg givet seks gange 00 efter gennemlæsning af de første syv opgaver. Jeg giver 00, når jeg kan se, at en elev har kopieret store dele af "sin" tekst direkte fra internettet eller har skrevet den på dansk og ladet Google Translate tage sig af den fremmedsproglige version. Og den praksis benytter en hel del af mine elever flittigt. 

Jeg har også oplevet elever fra samme klasse brække ryglænet af en ret dyr stol i et IT-lokale, og så er der i øvrigt et par vittige hoveder blandt drengene, der somme tider finder på at sidde og brumme monotont med lukket mund, mens jeg underviser. Det er en scene fra Kundskabens Træ, de kopierer, og det virker efter hensigten, tror jeg. Jeg kan høre lyden, men jeg kan ikke se, hvem der frembringer den, og den ødelægger min undervisning. 

De leverer ganske simpelt en ubrudt strøm af hærværk og højpotent chikane i den klasse. I en grad, så man kraftedeme skulle tro, man var trådt ind i et klasselokale i "da hood". 

Men det er man ikke. Man er trådt ind i et klasselokale på en skole i et pænt dansk parcelhuskvarter i en pæn dansk provinsby. Der er stort set ingen indvandrere på skolen. Det er pæne danske børn fra pæne danske middelklassehjem og således med pæne danske middelklasseforældre, der bare har glemt at opdrage deres djævleyngel.

"Vi har fået to lærere til at gå ned med stress," siger eleverne somme tider smilende.

"No wonder," tænker jeg. "Respektløse aber!"

Men så er der den anden ende af spektret.

Som for eksempel når jeg nærmest hver uge bliver passet op på gangen af englebørn, der bare vil fortælle mig, at det er min skyld, de kan lide at gå i skole. At jeg er "den bedste engelsklærer i verden", at de pludselig er begyndt at lære noget i tysktimerne, efter at de har fået mig, at de har savnet mig megameget, hvis jeg har haft en fraværsdag. At de hellere vil have mig end de andre lærere. At de synes, jeg er sød og sjov og dygtig.

Den slags elever underminerer jo fuldstændig de tilsyneladende målrettede anstrengelser, de gør sig i 8C, for at signalere, at der intet håb er for menneskeheden. (Når englebørnenes hengivenhed altså ikke tager overhånd som her.)

Og så får de mig til at synes, at jeg alligevel er landet på den helt rette jobhylde, og at 8C bare er et vejbump :-D

mandag den 7. april 2014

"Grøn" og "sundhedsrigtig" svindel

Jeg bryder mig ikke om AFSKYER fandme at blive snydt!

Bum.

Og snydt, det bliver jeg, hvis jeg automatisk tror, at produkter, der selv hævder at være grønne og sundhedsrigtige, rent faktisk ER grønne og sundhedsrigtige.

Se nu for eksempel her, hvad jeg fandt blandt mine og Ladyens toiletartikler:


De fleste af disse produkter hævder at være både allergi- og miljøvenlige.

Navnlig producenterne af Sanex har i min optik gennem en årelang vildledning af forbrugeren skabt sig et næsten frelst image ved uophørligt at fortælle os, hvor guddommeligt helserigtige deres produkter er. 

Alene Sanex-navnet siger næsten det hele: Sanus betyder sund på latin.

MEN

Prøv en gang at læse varedeklarationen bag på produkterne.

Alle deodoranterne på billedet undtagen Organic Circle yderst til højre (som man kan købe i Rema1000) indeholder for eksempel aluminium.

Og aluminium mistænkes for at forårsage både nerveskader og kræft.

Producenterne af de øvrige artikler kan stikke deres fromme markedsføringsbudskaber op, hvor solen sjældent skinner.

Og nu lægger jeg mig. Jeg er syg (VRÆÆÆÆL!) og trænger til at rulle om på skjoldet for en stund. 




torsdag den 3. april 2014

Jetlag og dreadlocks

Øh ...

Er man ved at blive gammel, hvis man synes, man får jetlag af at skifte fra vintertid til sommertid?

Shit.

Kæmper stadig lidt med at få "vendt døgnet rundt" altså.

Haha.

Nå, men det var et lille sidespor, for det er egentlig dreadlocks, jeg vil skrive om.

Ogøh ... jeg tror, jeg vil gå lige til sagen:

FOR FANDEN, hvor ser man klam og uhygiejnisk ud, når man render rundt med sådan nogle tykke, sammenfiltrede pølser af fedtet hår!

Som nu for eksempel i forgårs. Inde på lærerværelset. Hvor jeg fik øje på en vikar eller en praktikant eller sådan noget (i hvert fald en person, der ikke plejer at færdes i huset).

Med dreadlocks til et sted neden for ballerne. Tænker, han må have problemer med at holde dem ude af toiletkummen, når han sidder der.

YUCK for satan altså!

Vedholdende rygter siger, at man fandt temmelig mange forskellige slags insekter i Bob Marley's frisure, da han døde.

Andre rygter siger, at folk med dreadlocks aldrig vasker hår. Og hvis de gør, kommer de angiveligt til at stinke deres omgivelser fuldkommen til, fordi det inderste hår i pølserne ikke rigtig kan tørre.

Sandhedsværdien af disse rygter skal jeg ikke udtale mig om, men jeg kan oplyse, at manden på lærerværelset var utrolig grim og skulle tage at slå et smut omkring frisøren, hvis han ønsker, at folk skal holde op med at gå i en stor bue uden om ham.

Bum.