torsdag den 22. oktober 2015

Et fristende tilbud

Jeg har læst avis i dag. Metroxpress, som den kalder sig. Spækket med dybdegående journalistik.

Som nu denne notits:

Så har du skeletter i skabene, tager Nationalmuseet altså gerne imod.

Nice to know ;-)

tirsdag den 20. oktober 2015

Nå ja, det ville jeg også have skrevet i går

Haha, der var indtil flere ting, jeg ikke rigtig fik med i mit sløve indlæg i går.

Der var dels den med "kneppeaffaldet," som du heller ikke får i dag, men sikkert en anden dag.

Og så var der jo det store lysshow, der mødte mig, mens jeg efter arbejde i går rullede hjemad i Yarisen.

Lige midt på landevejen.

Pludselig begyndte alle de modkørende bilister sgu at blinke med lygterne.

Det var ikke svært at gætte, hvad de forsøgte at fortælle: 

Pas på! Fotovogn!!!

Og ganske rigtigt: Få hundrede meter længere fremme fik jeg øje på sådan en satan på en vigeplads med sit usle våben rettet direkte mod mig og de andre nordpåkørende motortrafikanter.

Men han fik mig ikke, panserbassen i kassevognen (eat shit, motherfucker). For jeg var jo blevet advaret i god tid af mine modbilister.

Og ... øh ... desuden kørte jeg slet ikke for stærkt (men jeg bliver altid så pisseparanoid, når jeg ser sådan en fanden).

Det var i grunden lidt sjovt at opleve den samhørighed med de andre bilister. Fælles front mod fjenden, you know.

Totally feelgood faktisk.

Og oplevelsen bekræftede, hvad jeg i virkeligheden hele tiden har vidst:

Fotovognene er en pengemaskine.

Denne djævel stod således ved en bred landevej med godt udsyn i alle retninger og uden tværgående trafik. Ikke ligefrem stedet, hvor man forventer, at der er sket en masse ulykker, så det ville være rart at få sænket hastigheden.

Pengemaskine-motherfucker!

MEN ...

... når det er sagt, så forstår jeg ikke helt, hvorfor folk egentlig brokker sig over disse pengemaskiner.

Altså, jeg mener, hvis folk overholder hastighedsgrænserne, så fucking FÅR de jo ingen bøder. Fotovogne eller ej.

So the solution is simple: 

Kør pænt, suckers!

Bum.

mandag den 19. oktober 2015

SÅ træt

Sjit, hvor er jeg træt!

Havde besøg i min seng sidste nat. 

Troede ellers, at nu skulle jeg have en ordentlig nats søvn, så jeg rigtig kunne sprudle på denne første skoledag efter efterårsferien.

Men det blev vi altså to om at bestemme. Eller ... øh ... det blev vi faktisk EN om at bestemme. 

Og det blev ikke mig. Nope.

Det blev Barn 4. 

Som er syg og derfor syntes, det var rimeligt at forpeste Muttis sovemiljø ved at snotte, nyse, hoste, snorke, kaste rundt med ben og arme og også med sin egen dyne, der røg på gulvet.

Men så tager man naturligvis bare mors.

Øh ... for hun skulle nok alligevel ikke bruge den eller hvad?

Pyha. 

Jeg minder igen mig selv om, at det fannerme er godt, man ikke har små børn længere (Barn 4 er 11).

For jeg har slæbt mig gennem dagen med tungen hen ad gulvklinkerne på skolen. Tror, jeg har været en sur og ikke særlig overskudsagtig tranlampe over for dem, der har været uheldige at krydse min vej. 

Og jeg glæder mig inderligt over, at det er fyraften. Så jeg kan komme i seng.

Så dette her bliver også alt, hvad du får, kære bloglæser. Ville ellers have skrevet lidt om "kneppeaffald," som er et nyt ord, der er blevet tilført mit vokabularium i dag (så har dagen da ikke været spildt).

Men det må vente.

Zzzzzzz ...

søndag den 18. oktober 2015

Hæsblæsende søndag

Hold kæft, hvor er jeg energisk i dag. Jeg kan blive helt træt blot ved at være i nærheden af mig.

Nu har jeg for eksempel lige grundet hele mit grimme og tidligere halvfjerdserbrune (op i røven med "trendy") køkken. Det er dermed godt på vej til at blive hvidmalet. Nice!

Og om lidt vil jeg gå i haven. 

Ikke fordi jeg nyder at kravle rundt i staudebedene. Det kan jeg faktisk på ingen måde påstå, at jeg bryder mig om.

Men i næste weekend får jeg besøg af ...

... TO HAVEMENNESKER.

YIKES!

Og var det så bare lokale havemennesker, kunne jeg måske have håbet, at de ville ankomme efter mørkets frembrud og tage hjem før solopgang og dermed slet ikke ville se min ret forsømte have.

Men nej, nej. Sådan bliver det ikke.

De kommer helt ovre fra Udkantsdanmark (eller København, som nogle kalder det), og dermed bliver de faktisk hængende natten over.

Jeg glæder mig til at se dem, for de er gode venner, og jeg har ikke været sammen med dem i adskillige måneder.

Men jeg må altså i haven først. Damn. (Og ja, jeg ved godt, at jeg i denne situation er offer for min egen forfængelighed, men denne forfængelighed kan altså somme tider få tingene gjort, så det er velsagtens okay :-))

Inden jeg går i haven, må jeg dog lige en tur i Rema 1000. 

Har som overskuds- og antispeltmor lovet Barn 4 at lave citronfromage i eftermiddag. Det har jeg aldrig før lavet, så jeg føler mig dristig.

Citronfromageprojektet kan jeg takke Dr. Oetker for. Barnet så således i går aftes en tv-reklame for ... øh ... citronfromage (surprise!) fra selvsamme producent og fik dermed en instant craving, som mor altså hellere må gøre noget ved i dag. 

Via pædagogisk fælleskøkkenaktivitet.

Samtidig kan både samfundet, Rema 1000 og jeg naturligvis glæde os over, at jeg åbenbart har avlet en lille reklamestyret mønsterforbruger, som forstår at drive mor væk fra sofaen og ud i butikken. 

Det er i hvert fald ikke hverken min eller barnets skyld, hvis den danske økonomi går i stå.

Nå, men når jeg så har været i Rema, lavet citronfromage og rodet lidt rundt i haven, tror jeg sgu, jeg vil løbe en tur.

For en gangs skyld.

For også med Barn 2 har jeg et projekt kørende. Et større et altså.

Hvis du følger med på Facebook, ved du, at drengen for nogle uger siden kom ud til mig i køkkenet med et fantastisk tilbud:

"Mor, vil du ikke være med i et løb?" lød det således fra ungersvenden.

Vi har tidligere deltaget i et par løb sammen, og det plejer at være ret hyggeligt. Sådan en feelgood mor søn-ting.

"Jo, det kunne måske være fedt nok. Hvad er det for et løb, du har i tankerne?" svarede jeg derfor imødekommende.

"Copenhagen Marathon."

Jaså. 

Sådan et løb er dælme langt. 42,195 kilometer faktisk.

Pis.

Og jeg havde ikke løbet siden sidste jul.

Mere pis.

Men det har jeg så nu. Løbet altså. Jeg begyndte med tre tunge og uskønne kilometer for nogle uger siden. Så tænkte jeg, at jeg altid kunne øge med de sidste 39.

Og hey, miraklernes tid er ikke forbi: Nu er jeg allerede oppe på seks! 

Jeg har således øget distancen med 100 procent. Og det skal jeg kun gøre tre gange mere for at være fit til et marathonløb.

Piece of cake.

lørdag den 17. oktober 2015

Efterårsferie med tudserne

Så gjorde jeg det igen.

Suk.

Tudserne (læs: lebbens aldrende forældre, red.) havde inviteret mig og alle mine fire rotter (læs: lebbens for det meste elskelige børn, red.) på sommerhusefterårsferie. Ved Limfjorden.

Og jeg havde takket ja. 

Mod bedre vidende.

Pis.

Først for sent kom jeg nemlig i tanker om, at hver gang jeg er på familieferie med tudserne, lover jeg mig selv, at det var SIDSTE gang, jeg indlod mig på det cirkus.

Og det løfte holder jeg som regel meget godt ...

... indtil næste gang de spørger altså.

Således også i år.

Så i mandags spartlede jeg Yarisen ud med børn og bagage og vendte kølergrillen nordvestpå. For at slutte mig til tudserne i deres lejede sommerhus.

Og aldrig så snart var vi ankommet, før jeg hensynsløst blev mindet om en af grundene til min lidt lunkne indstilling til den slags ophold.

Det var nemlig pissekoldt i huset.

Min mor er krigsbarn. Og dermed opvokset under knaphed af stort set alt og præget til at mene, at billigt er godt.

Hun har ikke opdaget, at tiderne har ændret sig.

Så ingenting må koste noget. Og det betyder for eksempel, at det eneste rum i sommerhuset, der måtte varmes op her i ferien, var det store opholdsrum.

Derfor var mit og børnenes værelser iskolde, nærmest stivfrosne, helt ind i madrasfjedrene, da vi ankom. 

Not good.

Så jeg tog chancen og vovede at tænde for værelsernes radiatorer.

Not good either.

I hvert fald ikke at dømme efter min mors diskret forpinte ansigtsudtryk, da jeg orienterede hende om min ødselhed.

Men sådan måtte det være. Det havde jeg besluttet. For jeg synes, at enhver hygge forsvinder, hvis man fryser. ME NO LIKE.

Derfor: tudsedisposition overruled.

Min mor indså vist hurtigt, at det var nytteløst at kæmpe imod på omtalte flanke.

Til gengæld fandt hun en anden angrebsvinkel og bekendtgjorde, at det boblebad, sommerhuset var udstyret med, under ingen omstændigheder måtte benyttes. 

Og det samme gjaldt i øvrigt saunaen. 

For vi skulle jo selv betale for el og vand.

Desuden kunne hun i samme åndedrag da lige oplyse, at hun og far ikke havde kunnet finde ud af at tænde for varmen på badeværelset, men altså også var blevet enige om, at det var fint, for så tog børnene og jeg nok ikke så lange brusebade.

Fuck altså!

Nå, men op i røven med det.

Lucifer (læs: rotternes lidet elskelige far, red.) tjener svinsk mange penge og har naturligvis udstyret sin villa med både boblebad og sauna (og dampbad for den sags skyld), så ungerne savner ikke adgang til disse luksusgoder, og jeg kunne også godt undvære. Ganske som jeg plejer.

Nå, men ikke et ord mere om tudsernes sparsommelighed. De har det virkelig ikke godt med ekstravagance. Fred være med det.

Det er en anden sag med min fars alkoholforbrug.

Oh dear :-(

Her på bloggen har jeg ikke lagt skjul på, at jeg har haft en lidt blandet opvækst, fordi min far var alkoholiker.

And guess what:

Det er han sgu stadig.

Og jeg kan leve med det på to betingelser:

  1. Han skal IKKE trække mig med i det. Jeg drikker IKKE alkohol klokken ni om morgenen. Heller ikke selv om jeg synes, det er lidt akavet ikke at ville gøre min far selskab, når han spørger. Og jeg ønsker IKKE, at han på noget tidspunkt skal blande mine drinks, for de bliver altid 60% vodka og 40% juice, og de smager ad helvede til.
  2. Han skal IKKE forulempe andre. For eksempel skal han ikke irettesætte mine børn, når det sker i fuldskab. For så bliver han så satans upoleret (det ved jeg bedre end de fleste andre). I denne uge sagde han således til min yngste datter, at hun var træls, mens han trak en dyne ned over hovedet på det forskrækkede barn og holdt den der. Det var kraftedeme en ommer, kære far! Og det måtte jeg som ansvarlig mor naturligvis sige til ham. Og det var pisse akavet, folkens :-(
Så ja, det kan være en smule anstrengende at holde ferie med tudserne. Og jeg er egentlig glad for at være hjemme igen.

Men når det er sagt, så må jeg tilstå at være lidt ambivalent. For det er fandme pænt af dem at invitere. Og de gør det i den bedste mening. Og ser man bort fra de små flaws, jeg har omtalt, var det faktisk hyggeligt.

Så jeg siger måske også ja tak, næste gang de spørger.

Øh ...

tirsdag den 6. oktober 2015

OMG hvor plat

Oh shit, jeg har gjort det igen!

Gjort mig ufattelig plat bemærket altså.

Er lige kommet hjem fra lærermøde på skolen. 

I dag havde vi prominent besøg fra Erhvervsguiderne, et korps af frivillige, som hjælper elever med ondt i skolen til at komme lidt videre. Give dem struktur i dagligdagen. Åbne deres øjne for de erhvervsmuligheder, der findes. Og sårn.

Denne guide var ret seriøs, og hun fortalte entusiastisk om sine egne tilbud til vores elever for et lærerkollegium, der sad musestille og lyttede.

Indtil altså min mobiltelefon begyndte at ringe. Lige mens damen holdt en pause i sin talestrøm for at trække vejret.

Fuck.

Og som om DET i sig selv ikke var pinligt, så skulle du fandme høre den ringetone, som jeg lige har installeret, og som nu brutalt brød den dødlignende stilhed på lærerværelset:

En larmende, våd pruttelyd. Gennemført barnlig.

Som tonede ud i rummet igen og igen, mens jeg febrilsk forsøgte at få slukket for bæstet og hele tiden trykkede forkert.

Aaaargh!

Jeg fornemmede en småklukken fra kollegerne omkring mig. De godtede sig utvivlsomt over, at det ikke var DEM, der havde glemt at slå deres fucking ringetone fra.

Fra min leder modtog jeg til gengæld et ret strengt og far-agtigt blik. Han morede sig vist ikke nær så meget som kollegerne.

Og som om DET alt sammen ikke var nok, kom jeg ufrivilligt til at udbygge katastrofen yderligere. Ved at blive ramt af ...

... et ustoppeligt GIGGLE ATTACK, haha :-D

Jeg syntes lige pludselig, at det, der var sket, ganske simpelt var lårklaskende morsomt. Og jeg var fuldstændig prisgivet. Jeg kunne på ingen måde holde op med at skraldgrine. 

Øh ... men sådan var jeg åbenbart den eneste, der havde det. Til gengæld sad jeg godt klemt inde i smørhullet mellem to kolleger og kunne ikke søge i dækning.

Åh nejnejnejnejnejnej, hvor plat og useriøst altså. Damn. 

Det lærermøde kunne jeg nok have håndteret med større elegance.



Bonusinfo: Det er muligt, at chefen og kollegerne ser på min nye ringetone med himmelvendte øjne, men mine elever synes til gengæld, den er tæskesjov ;-) Faktisk så sjov, at de ikke rigtig kan lade være med at ringe til mig i timerne for at høre den. Og lidt succes er vel bedre end ingenting.

mandag den 5. oktober 2015

Sejt udspring

Jeg bøjer mig i støvet.

For en af mine elever.

Historien er denne:

Jeg har engelsk i 8. fredag formiddag og har sat klassen til at spille vendespil for at øge deres ordforråd inden for et bestemt tema. Eleverne sidder i små grupper og er tilsyneladende vældig optaget af spillet.

Øh ... måske med undtagelse af en enkelt.

For jeg bemærker, at displayet på den mobiltelefon, hun har liggende på bordet ved siden af sig, sjovt nok lyser, hver gang jeg kommer forbi gruppen for at se, hvordan spillet skrider frem.

I første omgang tænker jeg, at det må være tilfældigt.

Indtil jeg opdager, at omtalte mobiltelefondisplay ikke bare lyser, hver gang jeg kommer forbi, men sgu også lyser i regnbuefarver.

Hmmm?

Jeg bliver kortvarigt strejfet af den tanke, at pigen i 8. måske vil vise mig en eller anden form for support med sin gestus. For også i 8. klasse sprang jeg ud i den allerførste time, vi havde sammen. Så de ved udmærket, at jeg er homo.

Typisk mig sådan omgående at føle mig i centrum hele tiden ;-)

Også selv om det er helt forkert gættet.

Og det var det.

Nå, men for at vende tilbage til historien, så tænker jeg ikke videre over episoden, da timen først er slut, og jeg er fløjet videre i mit program.

Men SÅ.

Mandag morgen et par uger senere bliver jeg passet op i lærergarderoben af en kollega. Hun spørger, om jeg eventuelt har kendskab til nogle gode hjemmesider, der måske kan hjælpe en af hendes elever. 

SOM LIGE ER SPRUNGET UD.

!!!

Mine synapser gløder, og på et splitsekund bliver jeg klar over, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Og hvad episoden med mobiltelefonen i virkeligheden betød.

"Øh, denne elev, går hun tilfældigvis i 8D?" spørger jeg. Men jeg kender selvfølgelig allerede svaret.

Og stuntet med mobilen havde ikke været en form for support af mig, men derimod et signal om, at hun og jeg har mere til fælles, end jeg troede.

HA! Hvor feelgood :-) Og respektindgydende.

Der sidder altså en pige på fucking 14 år (!) og er sprunget ud. 

Over for alle. Sine klassekammerater. Sine venner. Sin kontaktlærer. Sine forældre.

Og hun virker fuldstændig afklaret. Hviler i sig selv. Og er helt cool og nyder en mega respekt i klassen.

Det er SÅ sejt, wuhuuu :-D