søndag den 24. december 2017

Varme ønsker om en glædelig jul

Så kom dagen. Juleaftensdag. Længe ventet af mange.

Julepresset er ved at aftage. 

Jeg sidder i mit køkken i forstadsvillaen og drikker kaffe. Risengrøden til aftenens risalamande bobler på komfuret.

Alt, hvad jeg får brug for i de næste tre dage, er indkøbt.

Eller ... øh ... NÆSTEN alt. Eneste minor detail er, at jeg er løbet tør for vanille og mandelessens til risalamanden. 

Fuck!

Og Rema 1000 har lukket.

Så risalamanden kommer til at smage af luft.

But then again: Gad vide, om nogen overhovedet bemærker, at risalamanden smager af luft? Nu ER det jo ikke smagen, det kommer an på. Det er MANDELGAVEN.

Som Barn 1 på 24 leverer. Og da Barn 1 er forholdsvis gak, rummer mandelgavesituationen i år et vist anstrøg af spænding.

Desuden kan vi jo bare drukne risalamanden i kirsebærsauce.

Jeg KAN selvfølgelig også bare indkøbe de manglende ingredienser i Fakta. Selv om jeg synes, det er synd, at Faktas medarbejdere absolut skal piskes på job juleaftensdag. For det er sgu nok ikke chefen, der sidder ved kassen.

Nå, men jeg vil ikke bruge dette indlæg på at bitche. Det er ikke julens ånd.

Jeg VIL derimod ønske alle mine læsere en rigtig glædelig jul og love jer, at jeg nok skal give en melding om, hvordan risalamande-gate fandt sin afslutning 😏

Take care now og nyd livet og hinanden.

Møzzer herfra 💖



torsdag den 21. december 2017

Hvad jeg skal i julen, spørger du?

Tjah ...

Jeg skal holde jul.

Breaking news, I know.

Og jeg KAN vælge at afslutte mit indlæg her. 

Men jeg KAN også være mere konkret. Hvilket i grunden giver bedre mening i en bloggingsammenhæng 😉

So here it is:

Jeg har taget et stort spring mod julen i dag. For jeg er gået på ferie, woop woop 💃💃💃

Jeg har også været i kirke. Og jeg blev IKKE ramt af hverken lyn eller salmebøger. Så tak til Vorfader for det. Eller Vormoder. For hvis der er en gud, er det sgu nok en kvinde. Ellers er det i hvert fald en feminin mand med de værdier. Måske en bøsse.

Nå, men det fantastiske ved kirkedelen af sidste skoledag er, at jeg får lov at stå uden for kirken bagefter. Lige der, hvor alle mine elever går forbi, når de skal hjem. Og de kommer allesammen hen og giver hånd eller krammere og ønsker mig en skøn ferie. Og alle er glade og forventningsfulde.

Det er completely priceless.

Med eleverne således godt sendt hjem fulgtes jeg med et par kolleger tilbage til skolen og den afsluttende omgang julehygge på lærerværelset: æbleskiver, gløgg, øl, juleknas og gaver. 

I år fik jeg tre flasker god vin. Og det er flot. For der er mange skoler, der ikke forærer medarbejderne en skid. Selv ikke den mindste erkendtlighed i anledning af julen og et vel afsluttet halvår, efter hvilket en del lærere altså hænger i laser.

Fint at blive påskønnet 😊

Og nu sidder jeg så hjemme i forstadsvillaen. Og ligesom skuer hen over de næste dage.

I morgen bliver stille og rolig. Jeg mangler at købe to gaver. Dem fikser jeg i morgen formiddag. Tænker også, at jeg får indkøbt de fleste af de madvarer, jeg får brug for i juledagene. 

Huset får en sanering. Synes sgu, jeg har haft så travlt på det seneste, og det er ved at sande til i alle hjørner og kroge her på matriklen.

Og endelig skal der chilles. Det er vigtigt at chille. Under tæppet på sofaen. Med en bog eller en skærm. Nammenam 👍

Lørdag tror jeg sgu, jeg vil lave en portion risalamande. Mest fordi jeg skal bruge den lørdag aften. 

Den 23. er hele familien nemlig altid samlet hos mine forældre. Bortset fra, at jeg desværre mistede min far i juni måned i år. Men min mor holder fast i traditionen. Og vi børn og svigerbørn gør, hvad vi kan for at hjælpe. Nogle medbringer skrællede kartofler, nogle dukker tidligt op og dækker bord, nogle tager sig af brunede kartofler og sovs. "Nogle" laver risalamande. Og sårn.

Det er hyggeligt at se familien lillejuleaften. Alle er inviteret med: min bror og hans kone og deres døtre og svigersønner, min søster og hendes mand og deres børn, mig og mine børn ...

Men hov? siger nu den opmærksomme bloglæser. Er det ikke, som om der mangler nogen?

Og jo, det gør der.

Min kæreste og hendes søn mangler. De er aldrig inviteret med til vores familiesammenkomster. I hvert fald ikke når min mor inviterer.

Hun forstår ikke, at to kvinder kan være i et forhold nøjagtig ligesom en kvinde og en mand. Og hun har ikke fanget, at jeg bliver såret og ked af det, hver gang MIT parforhold bliver ignoreret på den måde.

I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Ikke at det ville gøre den store forskel på fremmødet, hvis min kæreste BLEV inviteret, for hun ville formentlig takke pænt nej. Forståeligt nok.

Den 24. laver jeg sgu nok endnu en portion risalamande. For jeg skal sjovt nok bruge den om aftenen. Hjemme hos min søster.  

Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) skal fejre jul hos mig i år. I hvert fald de fleste af dem. Undtagen Store Søn, som kommer hjem efter et halvt års studieophold i USA og lander i Kastrup om formiddagen den 24. Og derfor vælger at være hos sin far i Charlottenlund juleaften.

Nå, men de tilbageværende tre Rotter synes, vi ville blive rigeligt få (Kan man sige det?), hvis vi bare skulle være os fire hjemme i forstadsvillaen. De har aldrig før prøvet at være så beskedent et antal juleaften. 

Så jeg har spurgt Søs, om vi eventuelt måtte nasse lidt på DERES jul. Spise DERES and og drikke DERES rødvin og danse om DERES juletræ og sårn. Og det måtte vi gerne 😊

Jeg har til gengæld lovet at medbringe ... RISALAMANDE. Surprise!

Den 25. er den helligste dag i julen for mig. Det er den også for den danske folkekirke. Vistnok på grund af jesusbarnet. For MIG er den imidlertid hellig på grund af uforstyrretheden. 

Sjældent kommer jeg ud af mit nattøj.

Jeg sover så længe, som jeg gider. Så laver jeg English breakfast. Eventuelt med hjælp fra Rotterne, efterhånden som de ruller ud af fjerene.

Og så dalrer vi rundt. Kigger lidt på vores julegaver. Spiller måske et spil. Ser måske en film på Netflix. Gør et absolut minimum af det, vi gider.

Fed dag!

I år bliver dagen imidlertid anderledes. Ikke ringere. Kun anderledes.

FOR STORE SØN KOMMER HJEM TIL MOR.

Yes!

Jeg har sidst set ham i juli måned, inden han rejste til New York for at studere det der kemiingeniør, han læser, og jeg tror, han savner mig. JEG savner i hvert fald HAM.

Så det skal blive en saliggørende fryd at kramme drengen igen. Så længe vi bare krammer HURTIGT.

For en time efter ungersvendens ankomst sidder vi nemlig alle fem (Mutti og Rotterne) i biffen med sodavand og popcorn. Star Wars. Længe ventet! Og en lidt utraditionel måde at tilbringe den 25. december på. Til gengæld den eneste mulighed, hvis vi alle skal se filmen sammen.

Og det skal vi selvfølgelig. Eneste uheldige lille detalje: PRISEN!

For prøv en gang at gætte, hvad det mon kan koste at invitere børnene en tur i biffen:

FUCKING 800 GODE DANSKE KRONER.

Men så flotter vi os sandelig også med at dele hele to bægre popcorn imellem os fem.

Damn, hvor er det uforskammet dyrt at gå i biografen. Fuck!

Nå, men jeg skal snart spise, så jeg må runde af nu.

Vil blot nøjes med at fortælle, at Rotterne skal til deres far den 26., og mor skal slappe af. Og den 27. skal vi til julefrokost hos min mor.

Naturligvis igen uden kæresten.

Slut på indlæg. Lidt brat, I know, men det er mit privilegium som blogejer, hehe 😈

onsdag den 20. december 2017

Om en uge

... og det tilmed ikke en HVILKEN som helst uge.

Nope.

Det er for eksempel den sidste arbejdsuge i 2017, wuhuuu 👍💃

Hvis du læste med i sidste uge, ved du, at jeg fik lov at lege juledame, da 7A fik ødelagt deres pakkekalender, og jeg af chefen fik lov at købe nye pakker.

Denne uge har også været feelgood.

Blandt andet fordi jeg har modtaget dette:



Og ... øh ... dette:



Hver elev i klassen har skrevet en bette ting om mig. 

Og hvad kan jeg sige, andet end at det sgudda nok kan skabe en vis julehygge i mit bankende lærerhjerte (og en varm glæde over, at det ikke er MIG, der har undervist englebasserne i dansk retskrivning, haha).

Samtidig spotter jeg i teksten enkelte vidnesbyrd om, at jeg stadig lever op til mit ry som stand-up-comedy-singer-dancer-sproglærer. Mission accomplished altså 😉

Nå, men bortset fra det, så slæber dagene sig op til en ferie altså afsted som en ond rodbehandling ved tandlægen. 

Til gengæld er målet nu langt om længe ved at være nået.

Således at jeg i morgen vil lade mig forkæle med lækker morgenmad i klassen. Dernæst hygge hele formiddagen. OG slutte kalenderarbejdsåret af med kirkegang.

For på vores skole har vi nemlig IKKE givet køb på gode danske traditioner af et misforstået hensyn til vores elever af anden etnisk herkomst. Som man har visse andre steder. Som for eksempel i Græsted, tsk, tsk.

Er dog spændt på, om Gud mon smækker kirkedørene i for næsen af mig eller måske slår mig i gulvet med en salmebog. 

For 2017 blev jo det år, hvor jeg forlod den der religiøse forening, som jeg aldrig har bedt om optagelse i, men som jeg til gengæld i mange år har været medfinansierer af, til trods for at foreningen er SÅ loaded, at der formentlig ikke findes en eneste sognegård i det hele danske land, hvor man ikke har svært ved at sparke sig frem for designermøbler.

Der frådses faktisk i en grad, så jeg har set kirkerum overhængt med gigantiske PH-koglelamper til den beskedne sum af 80.000 kroner pr. stk. Gad vide, hvorfor man ikke kan dyrke sin gud i skæret fra en IKEA-lampe?

Nå, men jeg tror, jeg vil slutte nu. Skal have stegt en dejlig julemedister. Tænker at lave stuvet spinat til.

Nammenam og vi høres ved 😊

torsdag den 14. december 2017

Om juleondskab

PIS!

FATTER simpelt hen ikke visse mennesker narrøve. 

For ikke ligefrem at kalde dem dumme svin.

Røvhuller.

Fladlus

Undermedicinerede motherfuckere.

Og nu er du måske blevet så nysgerrig, at jeg sådan set godt må holde op med at bitche og i stedet fortælle historien?

Okay så. (Ingen grund til ikke at være lidt julegavmild ;-))

Det forholder sig sådan, at jeg mødte ind på arbejde i morges (breaking news, I know). 

Og aldrig så snart var jeg kommet inden for døren og havde rystet irritationen over morgentrafikken på E45 af mig, før jeg blev mødt af en kollega.

(Ikke noget usædvanligt der. Jeg støder tit på kolleger, når jeg møder ind på arbejde.) 

Denne kollega sagde så:

"Godmorgen, Mrs. English Teacher. Du er kontaktlærer i 7A, ikke? Jeg tror lige, du skal kigge derop."

Og allerede her må jeg sige, at jeg anede en grad af ugler i mosen. For kollegadamen så ret alvorlig ud.

Og ganske rigtigt.

Da jeg trådte ind i 7As klasselokale ... så jeg sjovt nok 7A.

Nogle af eleverne stod i ophedet samtale. Andre sad på deres pladser og så slukørede ud.

Og det gik hurtigt op for mig hvorfor.

Børnene havde nemlig lavet en pakkekalender. De havde hver især købt og medbragt en lille gave, som var blevet hængt op ved siden af whiteboardet. Og hver dag her i december har de skiftedes til at trække et navn på en klassekammerat, som så har måttet vælge en gave at pakke op.

Et sødt og hyggeligt lille juleritual, right?

Well, så er det bare sådan, at nogen i går eftermiddags efter skoletid har været inde i klassen og har ødelagt børnenes pakkekalender. De har klippet alle gaverne op og spist dem af dem, der kunne spises. Papiraffaldet lå spredt i klassen. Som en ekstra hån måske.

Oh my god. Hvor blev jeg ked af det. Og vred.

7A er en samling megasøde børn med megavarme hjerter. De er hjælpsomme og høflige og passer godt på hinanden. Spørger altid pænt om lov til alting og hilser smilende, når man møder dem på gangen. De har stadig den der barnlige uskyld, som jeg ikke kan stå for, og det er en fornøjelse af undervise dem.

Jeg kunne næsten ikke bære, at nogen havde ødelagt deres pakkekalender.

Og jeg kunne heller ikke forstå, at nogen kan være SÅ hensynsløse. Det er jo ondskab, guys.

Så jeg sprang ned på skolens kontor og fik fat i en af vores sekretærer. 

"Kan vi gøre noget?!" spurgte jeg og var så følelsesbevæget, at jeg næsten fik tårer i øjnene. Sentimentalt, I know, men jeg HADER, når uskyldige børn bliver udsat for den slags lort.

Sekretæren er en empatisk dame, og hun blev omgående helt forfærdet over mit triste budskab. Så hun ringede til vores skoleleder og gentog mit spørgsmål i telefonen.

Og skolelederen er heldigvis OGSÅ en empatisk dame, så hun svarede: "Ja."

Så blev jeg forsynet med skolens Føtex-kort og stormede ned i byen til butikken. Her indkøbte jeg 16 gaver, to ruller gavepapir og en rulle sølvfarvet gavebånd.

Dernæst tilbage til skolen i flyvende stil. Og det kunne KUN gå for langsomt med at få pakket de 16 gaver ind, for jeg skulle have tysk i selvsamme 7A klokken 9.50, hvorved mit tidsvindue for projekt kalendergaver ville lukkes. 

Hvis jeg sprang min formiddagspause over, ville jeg have nøjagtig en halv time til pakkearbejdet. Og selv om det ville blive ret stramt, MÅTTE jeg gøre forsøget. I tankerne var jeg dog allerede begyndt at planlægge at pakke de sidste gaver ind i spisefrikvarteret. Hvis jeg bare spiste min madpakke lidt hurtigt, så ...

Men hey! 

Miraklernes tid er ikke forbi! 

Det forholder sig nemlig så umanerlig heldigt, at ovennævnte empatiske sekretær tilfældigvis engang har været juleassistance i stormagasinet Salling. Og hun var ikke sen til at tilbyde sin hjælp.

Så med sikre og erfarne hænder fik hun slået papir om gaverne på ingen tid, mens jeg tog mig af det sølvfarvede gavebånd. 

Mission accomplished :-D

Sekretærdamen fandt en nissehue frem til mig, så jeg kunne være standsmæssigt påklædt, når jeg skulle bringe den store pose med nye gaver op til mine søde elever.

Hvor blev de glade!

Og for mig var det totally feelgood at kunne veksle en sørgelig situation til forundrede smil og latter hos de små (jaja, jeg ved godt, at man teknisk set ikke er lille, når man går i 7. klasse, men man er altså kun 12 eller 13 år og har stadig kun mødt en mikroskopisk del af verdens ondskab).

Nu håber jeg bare, at vi får fingre i gerningsmændene. For de skylder skolen 400 kroner og 7A en kæmpemæssig undskyldning.

Bum!

tirsdag den 12. december 2017

Om et upassende forslag

Ja, jeg var jo så til julefrokost i fredags.

Pissefed fest ellers.

Lagde for eksempel ud med at blive headhuntet af skolens mest eftertragtede ungersvend. En stump på sølle 28, som jeg faktisk kunne være mor til. Og det er måske også sådan, han opfatter mig. Han søger i hvert fald mit selskab, men han har også mistet sin egen mor i en ung alder.

"Kom, Mrs. English Teacher," sagde han således insisterende (bortset fra, at han altså sagde mit rigtige navn, for det kender han nemlig). "Du skal sidde ved siden af mig!"

Og sådan gik det. Og de misundelige blikke, der tilsvømmede mig fra mange af de andre damer i selskabet, undgik ikke min opmærksomhed, hehe.

Så sad vi der og hældte snaps på hinanden.

Fuck! Jeg HADER snaps!

Eller ... øh ... 

Nej, faktisk hader jeg ikke snaps. Jeg kan godt lide det. Sådan lidt ligesom jeg også kan lide chili. Den der varme fornemmelse ned igennem systemet, you know.

Mit problem er bare, at jeg får de ondeste tømmermænd af at drikke lortet, og jeg fortryder altid de to gange årligt, jeg udsætter mig selv for det.

Nå, men julemaden blev trykket ind, og så åbnede jeg dansedelen af ballet sammen med min unge damekollega Nanna.

Hun søger mig også. Faktisk er jeg en af hendes yndlingskolleger. Det sagde hun til en sommerfest for et par år siden. 

And I'm deeply flattered :-)

Jeg har en ret dyrebar beholdning af mennesker på mit job, som viser mig respekt. 

Som synes, at jeg er en dygtig lærer og roser mig for mine oplæg om mit internationale arbejde, som jeg har udsat dem for ved et par lejligheder. Som siger, jeg er en god og underholdende formidler. Som synes, jeg er virkelig sjov. Som opfatter mig som et moralsk og anstændigt menneske. Som gerne vil mig.

De får mig til at føle mig som en succes. Og det kan jeg nok have brug for. For jeg har i mange år levet i et ægteskab, hvor jeg følte mig som alt andet.

Og så er der de nye kolleger, der ikke kender mig endnu.

Sådan en var jeg også ude at danse med. Og det gik sådan set fint nok. Indtil damen kom med et forslag.

"Hvorfor prøver du ikke at gå hen og lægge an på en af dem der?" spurgte hun nemlig og gav et kast med hovedet hen imod et bord fyldt med kvindelige kolleger.

Oh dear.

Der skal VIRKELIG en ny, ung kollega til for at stille mig sådan et spørgsmål. Og ret naiv.

For nok er jeg frisk og sjov og buddy med de seje (OGSÅ med de seje). MEN jeg følger også et vist moralkodeks. Som for eksempel byder mig ALDRIG at være min kæreste utro og ALDRIG at lægge an på en kollega.

Og helt ærligt: 

Ville denne unge kvinde nogensinde have kastet en tilsvarende opfordring i retning af en heteroseksuel damekollega i et fast forhold? Altså have bedt hende om at lægge an på en eller anden mand i selskabet og dermed være sin egen mand utro?

Hmmm.

Nå, men jeg kan berette, at fredagens julefrokost også bød på en debut til fruen:

Første runde beer pong. Ever.

En forholdsvis simpel drikkeleg, hvor man skal prøve at få en bordtennisbold til at lande i et af en række plastickrus med øl. Rammer modstanderen et af ens krus, skal man drikke indholdet. 

Egentlig en meget sjov leg ... øh ... hvis man altså ikke begynder at reflektere over, HVOR den fucking bordtennisbold lige har været henne, inden den landede i ens krus. Hvilket i vores tilfælde vil sige på gulvet en hel masse gange og mellem bakteriesovsede fingre på et uspecificeret antal kolleger.

FØJ for satan.

Men nu er det prøvet. Been there, done that, bought the T-shirt.

Nu skal jeg lave spaghetti bolognese.

søndag den 10. december 2017

Du kender det sikkert

Ja, det gør du sikkert:

Du har inviteret ældstedatteren på 24 i din yndlingsbif, Øst for Paradis, i Århus lørdag eftermiddag. I skal se Mordet i Orientekspressen.

Du vælger at tilbagelægge distancen fra din forstadsvilla til den lokale banegård til fods, for du har været til julefrokost dagen før, og i dag har du AFGJORT godt af den friske luft. Det tager 50 minutter. 

Dernæst springer du på toget. For det er lettere at tage toget end at skulle rode rundt i Århus midtby i bilen for at finde parkering i juletrængslen.

Da toget nærmer sig Århus, skriver du en sms til ældstedatteren for at fortælle, at Mutti er lige om hjørnet, og om I ikke bare skal mødes ved biografen.

Et øjeblik senere ringer din telefon.

Det er ældstedatteren.

"Mor, hvad LAVER du?" spørger hun. I grunden et bizart spørgsmål, for det har du jo lige skrevet til hende. Dummkopf.

"Hey sweetie," kvidrer du. "Jamen, jeg er ved at være inde med toget."

"Øh, mor?" fortsætter barnet, og hun lyder ikke helt så opstemt som du.

"Du ved godt, at det først er i morgen, ikke? Jeg har en anden aftale i dag."

Jeps, det kender du nok.