fredag den 6. juli 2018

Take care now

Nu siger jeg sådan set farvel.

Jeps.

Jeg forlader dig.

Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men jeg var faktisk også væk både i går og i forgårs.

I København. Fordi Store Søn (aka Barn 2) skulle forsvare sin bachelor ude på DTU, hvor han læser til kemiingeniør.

Han var meget nervøs. Havde brugt rigtig lang tid på at skrive sin opgave. Og havde i den forbindelse lavet et utal af forsøg i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe. Produktudvikling. Et eller andet top secret. Og VIGTIGT, hvis man skal tro på barnet selv.

Og han havde høje forventninger til sin egen præstation. 

"Nu skal du ikke gå hen og blive en 12-talspige," formanede jeg ham moderkærligt, aftenen før han skulle op. Jeg støder i mit lærerjob på alt for mange 12-talspiger, og DE er fandme ikke i for god en stand.

Han forsikrede mig, at han ikke var sådan en pige. 

Så gik han op, fik ti ... og blev lidt skuffet. 

Men Mutti blev stolt! Og det bliver han også, når det hele lige får bundfældet sig lidt, er jeg sikker på.

Så nu kan han kalde sig bachelor. Og efter en velfortjent sommerferie tager han hul på kandidaten.

JEG er til gengæld tilbage i Randers nu.

Rotterne fløj med deres far til Madrid i går aftes, og jeg ser dem ikke igen før om to en halv uge.

Og i dag skal jeg pakke. For jeg skal også på ferie. Bornholm. Med en dejlig kvinde, som jeg elsker 💃💃💃

Vi har haft et lidt knastfyldt forår. Faktisk har vi været gået fra hinanden. Fucking TO gange. Det var mig, der blev forladt begge gange. Og det gjorde nas ad helvede til.

Men vi har fundet hinanden igen. Og er måske nu blevet mere bevidst om ikke at tage hinanden for givet. Meget sundt, tror jeg. Er heller ikke sikker på, at vi kunne klare et tredje brud, så vi må hellere holde fast og give hinanden den plads, vi har brug for.

Så jeg har lidt småtravlt. Med at pakke ferietaskerne. Men det er travlt på den fede måde 👍👍👍

Derfor vil jeg blot sige:

Pas på dig selv. Brug solcreme. Husk cykelhjelmen. Tænd ikke ild i naturen. Spis is. Dyrk masser af sommersex. Og NYD LIVET.

Og så høres vi sgu ved 😊






onsdag den 4. juli 2018

Om pølser

Så gik det dovne lærersvin på ferie. Hehe 💃💃💃

(Der er faktisk nogle, som i mediernes onlinedebatter finder på at hævde, at lærere har 7-8 ugers sommerferie. Lad dem bare blive i troen. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde. Til mennesker med et mere rationelt mindset: Lærere har cirka fire ugers sommerferie. Vi bliver hængende på skolen, EFTER at eleverne er stoppet, og vi møder ind igen, FØR eleverne kommer tilbage.)

Jeg vil runde dette arbejdsår af med at skrive et sidste blogindlæg om jobbet: noget om pølser (går ellers rundt og påstår, at jeg er FÆRDIG med pølser, efter at jeg har fået en damekæreste (blink, blink), men det er jeg så ikke helt alligevel).

Nå, men historien handler i al sin enkelhed om, at mit team og jeg i sidste uge inviterede hele 7. årgang ned i fritidsklubben til en sommerferiehyggedag med vandkamp og hotdogs.

To af mine mænd (jeg er i team med fire mænd og nyder den opmærksomhed og respekt, det giver at være eneste kvinde) havde om morgenen været en tur i Føtex, hvor de havde købt pølsebrød, pølser og toppings i temmelig store mængder.

Så store mængder, at deres arme næsten så længere ud end normalt, da de kom traskende tilbage til skolen med i hvert fald ti indkøbsposer.

Og så er det sgudda heller ikke fedt at blive mødt med et lunkent blik fra fruen. Men det fik de altså, fordi de kun havde købt pølser med svinekød.

Jeg er normalt rigtig glad for svin. Det er de fleste etniske danskere. 

Men det er ikke alle muslimer, der mønstrer helt den samme begejstring for netop den type kød. Og da vi HAR muslimske elever på årgangen, syntes jeg, det var lidt fesent kun at kunne tilbyde dem en kradser på vores sommerferiehyggedag.

Nu var det kun en enkelt muslimsk elev (vi kan jo kalde hende Özlem, selv om hun hedder noget andet), der var i skole den dag, men jeg syntes stadigvæk ikke, vi kunne være bekendt ikke lige at hapse en pakke kyllingepølser med på udflugten.

Det forslag blev ikke ligefrem mødt med jubelscener hos de to mænd, der havde stået for dagens indkøb. Ikke, fordi de er uempatiske, men fordi de var lidt trætte efter at have slæbt de mange poser hjem fra byen til fods og ikke havde trang til en ny tur. Forståeligt nok.

Så aftalen blev, at jeg ville suse forbi Rema 1000 for at indkøbe kyllingepølser på vejen ned i klubben.

Og som sagt, så gjort. 

Jeg hentede vores købekort hos sekretærerne, gik i Rema, købte kyllingepølser og fortsatte hen i klubben, mens jeg ikke kan sige mig fri for at føle mig en smule frelst, når jeg sådan gjorde noget ekstra for en enkelt elev, som grundet omstændigheder, hun ikke selv var skyld i, ikke kunne spise som de andre.

Så blev det frokosttid, og de første svinekødspølser ramte stegepanderne. Og aldrig så snart var duften af stegt svin begyndt at brede sig på klubbens arealer, før Özlem indfandt sig i køkkenet.

"Det der spiser jeg ikke," konstaterede hun nøgternt og bestemt.

Det problem mente jeg imidlertid at have både forudset OG løst, så jeg svarede hende i glad forventning om et vist mål af påskønnelse fra hendes side.

"Jamen, vi har også kyllingepølser, Özlem. Jeg har købt kyllingepølser til dig!"

"Men jeg spiser det ikke," lød hendes overraskende svar lige så roligt og nøgternt som før.

Jeg kastede dog ikke uden videre håndklædet i ringen.

"Altså, der er jo ikke svinekød i. Det er KYLLING," blev jeg således ved.

Og nu kom så det udsagn, der var lige ved at få min kæde til at hoppe af. Eller i hvert fald få min cykel til at takke over.

"Jamen, det er ikke halal."

Det er ikke halal?!!!

Fuck altså!

Jeg plejer at sætte en ære i at møde minoriteter med åbenhed og imødekommenhed. Jeg træffer en del minoriteter via mit job, og jeg er meget opmærksom på ikke at forskelsbehandle nogen. Jeg tilhører også selv en minoritet og forventer at blive behandlet med samme respekt som andre.

MEN!

Her var min grænse tæt på at være nået. Dyr SKAL altså bløde ihjel, mens en eller anden fremsiger en bøn på arabisk? Come on!

Og desuden har barnet vist ikke rigtig styr på fakta. For 99% af alle danske kyllinger bliver faktisk halalslagtet, og jeg kender flere muslimer, som godt kan spise en kyllingepølse.

Jeg prøvede at undertrykke min irritation og tror også, at jeg havde held til det. For i virkeligheden er det jo Özlems FORÆLDRE, der er skyld i problemet.

De er meget ortodokse. 

Så meget, at pigen faktisk ikke må omgås danske venner. Hun deltager aldrig i sociale aktiviteter i klassen. Vil ikke være med til at lege, når vi leger. Vil ikke være med til at spille. Hverken rundbold eller kortspil. Og hun må sikkert heller ikke tage med på skolerejse til Berlin, når vi skal derned til næste forår.

Fagligt er hun superdygtig, og hun har høje ambitioner i forhold til uddannelse og karriere. Men hvis det går hende, som det er gået hendes ældre søstre (dem har hun naturligvis mange af), så bliver hun tidligt gift og får børn, og så er det slut med de ambitioner.

Forældrene selv har boet her i mange år. I hvert fald over 20, tror jeg. Men de taler desværre ikke dansk. Så de skal ledsages af deres dansktalende børn, når de skal handle eller til lægen eller ordne andre ærinder ude i samfundet. Det samfund, som vi andre lever i, og som er parallelt til deres.

Når de skal til møder på skolen, betaler kommunen for en tolk.

De arbejder ikke.

Og desværre er det i nogle kredse DEM, der tegner billedet af den stereotype muslim. Det er DEM, der puster til danskernes fremmedfrygt og giver DF vind i sejlene.

Selv JEG kan faktisk blive lidt utilpas, når jeg møder social kontrol som den, Özlem er udsat for.

Det er ærgerligt for alle de muslimer, der ønsker at lade sig integrere.

Nå, men for at runde pølsesnakken af, så måtte Özlem spise pølsebrød i sidste uge, mens vores kyllingepølser ved frokosttid i går blev stegt, puttet i pølsebrød og garneret med sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg, kapers og agurkesalat i lærerkøkkenet og sat til livs med største velbehag af mig og mine teamkolleger.

Nammenam!

Nu skal jeg pakke.

I eftermiddag spartler jeg Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 3 og 4, og så suser vil til Kbh, hvor Barn 2 i morgen skal forsvare sin bacheloropgave på kemistudiet på DTU.

Glæder mig til at fejre ham og kramme lidt på ham 💃💃💃

søndag den 1. juli 2018

Folks børn altså

"Vi vil have is! Du skal give os is!"

Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.

Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.

7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.

Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.

Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.

"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.

"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.

"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."

Det var imidlertid ikke helt sandt.

Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.

Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.

Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.

"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.

Og tak for det, dreng. 

Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.

Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse. 

Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!

"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.

"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."

Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈

Men jeg fortsatte skånselsløst:

"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.

Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.

Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?

I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."

Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.

Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.

Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.

Naive mig.






lørdag den 30. juni 2018

Nuit macabre

Tove har haft en henrivende nat i nat.

Og nu tror du nok, at Tove er en lækker dame, som jeg har forført og gennemknaldet. 

Men det er det ikke. 

Tove er min mis. Altså den mis, som ikke sidder mellem benene på mig og heller ikke er hankatten Hilmer.

Hvad min mellem-benene-mis foretager sig om natten, vil jeg ikke uddybe her, men det er lidt forskelligt og afhænger af selskabet.

Og hvad Hilmer foretager sig om natten, aner jeg ikke. Han feder den vel i og omkring huset, for det gør han næsten altid. Han er jo mand.

Men til gengæld ved jeg nu, nøjagtig hvad TOVE foretager sig.

Situationen (som du sikkert allerede kender og har prøvet masser af gange):

Det er omkring midnat, og du sover. Alene i dit hus, da Rotterne (læs: bloggerens elskelige børn, red.) er hos deres far.

Dit vindue står åbent, fordi det er varmt. Og døren mellem soveværelset og entréen står også åben, fordi to af dine misser (gæt selv hvilke) bruger netop DIT vindue som entrance- og exit point, og de små pus skal jo have adgang til deres madskål, som står i køkkenet.

Pludselig vågner du. Du kan høre en høj skrigelyd ude fra entréen. Meget high-pitched. Så er der noget, der rumsterer. Formentlig mellem de sko og tasker, der ligger på gulvet derude. Så skriges der. Så rumsteres der. Igen og igen.

Det er en frygtelig lydkulisse, for du ved udmærket, hvad der foregår. Tove må have fanget en mus, som hun har bragt med ind i huset via ... DIT soveværelsesvindue (!), og nu leger hun med den på grusomste kattefacon, inden hun vil slå den ihjel. Mens den stakkels lille mus skriger af rædsel og prøver at gemme sig.

Og du ved, præcis hvad du skal gøre ...

... så du står op og lukker døren ud til entréen, hvor dramaet foregår.

Det nytter nemlig ingenting at indfange musen og sætte den ud, for Tove finder den selvfølgelig igen i løbet af et splitsekund. Og desuden er du jo panisk angst for stort set alt, hvad der har puls, så du ville heller aldrig TURDE nærme dig.

Så lægger du dig og venter på, at Tove forbarmer sig over den stakkels mus og gør det af med den.

Efter ti minutter er der ro i entréen, og et øjeblik senere kradser "nogen" på din dør. 

Nu står du til gengæld i et dilemma:

Tove vil muligvis med stolthed præsentere dig for sit døde trofæ, og det har du SLET ikke lyst til, at hun skal. For den slags er megaklamt.

Men samtidig skal du faktisk tisse, og så er du jo ikke alene nødt til at åbne døren, du er OGSÅ nødt til at vove dig uden for trygheden i soveværelset.

PIS (bogstaveligt talt).

Du overvejer at springe ud ad vinduet og tisse i haven. For SÅ bange er du for at møde aflivede smådyr i entréen.

Men du beslutter, at det er lidt for åndssvagt. Så du tager mod til dig og linder forsigtigt på døren.

Det ER sjovt nok Tove, der har banket på, og nu kommer hun ind i rummet til dig. I munden har hun ...

... ingenting. 

So far, so good.

Du stikker forsigtigt hovedet ud i entréen, mens du frygter at blive mødt af et makabert syn.

Det sker imidlertid ikke.

Der er ingen døde mus i syne. Så du ånder lettet op og lister dig skridt for skridt ud på badeværelset, mens du hele tiden er bange for at træde på noget, du har overset. Yuck!

HER falder dit blik til gengæld på en bunke ...

... FJER? 

På badeværelsesgulvet.

WTF?

Musen er åbenbart ikke det eneste levende væsen, der er blevet fragtet ind ad dit soveværelsesvindue og har mødt en grusom død inde i dit hus i den time, der er gået, siden du lagde dig til at sove.

Oh dear!

Og det helt store og uoverskuelige problem er nu, at RESTEN af fuglen ikke er til at spotte, og du åbenbart har fucking TO døde dyr til at ligge på ukendte lokationer i din umiddelbare nærhed.

FUCK!

Nå, men der er ikke andet at gøre end at tøffe i seng igen, for du er for skrækslagen til ligefrem at begynde at OPSØGE dyreligene, og du beslutter, at du i morgen vil ringe efter Barn 3, som er naturmenneske, så HAN eventuelt kan bortskaffe Toves klamme efterladenskaber for dig.

So far, so good igen.

Klokken 01.50 vågner du ved endnu en lyd. Eller TO lyde faktisk. 

Den første kender du. Det er Tove, der springer ind ad vinduet. Den anden lyd kender du ikke, men den er pænt foruroligende.

Det er nemlig et "DUNK". 

Der er altså noget, der rammer gulvet. Som ikke er Tove, fordi hun allerede ER landet.

Du er pludselig igen lysvågen og ruller rundt, så du kan kigge ud over kanten af sengen med et forsigtigt, halvt øje.

Oh NOOO!

Det er en fucking FUGL! 

Du er bange for ting med puls i almindelighed, og det er slemt nok. Men du er intet mindre end PISSEBANGE for fugle. Fugle er det VÆRSTE, du ved. Flaksende sataner. 

Og nu ligger der fandme sådan en djævel på gulvet i dit soveværelse cirka en halv meter fra dit ansigt. Og den er kun HALVDØD.

Rædslerne kender jo FUCKING INGEN GRÆNSER denne nat. Tove har allerede bragt dig to fugle og en mus, og klokken er ikke en gang to.

Nå, men kattedyret slår til fuglen med poterne. Så tager hun den heldigvis i munden og forsvinder ud i entréen med den, mens den opgivende og formålsløst basker lidt med vingerne. Entréen er åbenbart Toves henrettelsesplads.

Denne gang gør hun relativt kort proces. For der går ikke mere end et par minutter, før hun atter viser sig i soveværelset. Denne gang med en DØD fugl i munden.

Den spiser hun. Og løser dermed et mysterium. For hun spiser det hele. Det HELE, folkens! Fødder, næb, fjer, knogler, kranium, indvolde.

Her er, hvad der er tilbage af fuglen:



Ikke meget, hva'?

Og den samme skæbne er selvfølgelig overgået fuglen på badeværelset. Så nu ved du i det mindste, hvor DEN er henne.

Du lægger dig nu til at sove for tredje gang og håber, at fortæringen af fuglen var enden på nattens drama.

Du tager imidlertid fejl. HELT fejl!

For klokken 04.23 er den gal igen. HELT gal!

Der rumsteres i entréen. For en gangs skyld. Og du vågner. For en gangs skyld.

Det er Tove. Sjovt nok. Og nu kommer hun ind i dit soveværelse, der efterhånden minder lidt om Fredericia Banegård i gennemgående trafik.

I munden har hun denne gang ...

... den manglende døde mus. 

Another mystery solved. Nu ved du også, hvor MUSEN er.

Men det er fandme ingen lettelse, for det, som Tove NU gør, fylder dig med ren, hårrejsende panik:

HUN FUCKING KASTER MED MUSEN!

Op i luften. Højt op i luften. 

I dørhåndtagshøjde flyver den døde, maltrakterede gnaver rundt i dit soveværelse og lander fuldkommen tilfældige steder. Igen og igen. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før det klamme ådsel lander hos dig i din seng.

Du ser derfor ingen andre muligheder end at rejse dig op i sengen, holde dynen foran dig som et værn og ...

... HVINE HØJT.

Meget modigt og dødsforagtende.

Nå, men miraklernes tid er heldigvis ikke forbi. Du får hylet så højt og så længe, at Tove tilsyneladende bliver træt af støjniveauet (tør sgu end ikke overveje, hvad naboerne må have tænkt) og ...

... VÆLGER AT FORTRÆKKE, woop, woop 💃💃💃 

Ud ad vinduet med sit legetøj i gabet for at lege videre med den lille motherfucker i haven.

Og aldrig så snart har hun forladt lokalet, før DU eftertrykkeligt smækker dit vindue i. Og for fjerde gang lægger dig til at sove.

Rædslernes nat er forbi. Eller nuit macabre, om du vil.

I dag er du til gengæld lidt slap i betrækket. Og dræbermaskinen Tove? Hun sover selvfølgelig. Sødt og umanerlig nuttet og bedårende. Hun skal vel lade op til den kommende nats blodbad.

torsdag den 28. juni 2018

Noget om eksamener

Jeg har vist antydet, at jeg kan være stolt af min datter for tiden. Barn 1.

Det antyder jeg for eksempel i dette indlæg. Hvor jeg OGSÅ antyder, at jeg har designet en genial gave til barnet.

Og nu er jeg ikke den, der praler på Facebook. 

Men her? Tjah, det er jo en anden sag. 

For det er faktisk MIN blog, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil, uden at risikere fordømmelse af alle mulige venner.

Så derfor vil jeg voldprale lidt: 

Hold nu kæft, hvor er hun sej, mit barn!

Færdig som lærer. Sådan lidt i Muttis fodspor. To say the least. 

Forskellen er bare ...

... at hun på eksamensresultaterne outshiner sin mor med rigtig mange watt. 10 og 12 i en uendelig strøm.

Hun er superdygtig. I hvert fald på det teoretiske plan. Og det bliver hun også på det praktiske, er jeg sikker på.

Og så er hun allerede i job. 

Headhuntet. 

Til en skole, der havde hørt om hendes evner. Øh ... og så også om den lille ubetydelige detalje, at hun har tysk som linjefag. Og tysklærere hænger ikke på himbeerbuskene.

Hun forsvarede sin bachelor mandag i sidste uge. Som det allersidste skridt på uddannelsen.

Jeg var der naturligvis. Med gaver og blomster. Og vi skålede i bobler og spiste frokost i gårdhaven på Café Englen i Århus midtby. Dejlig dag 💃💃💃

I lørdags holdt hun "færdigfest". Med 31 indbudte gæster. Jeg leverede en bagatel af to kilo oksekødsfrikadeller og 4,7 kilo kartoffelsalat. Som supplement til de 4,5 kilo kød, Eksmanden bidrog med.

Jeg gjorde også noget fuldkommen stereotypt lesbisk. 

Ikke at jeg betragter mig selv som stereotyp lebbe ...

... men ...

... jeg gav hende altså en værktøjskasse. I eksamensgave.

Så gisp! Nu er det ude. And go ahead: Judge me.

Heldigvis var min smukke kæreste nøjagtig lige så stereotyp. Af hende fik barnet OGSÅ en værktøjskasse.

Haha 😄

Flot, at vi ikke magter lige at koordinere. Bare lidt.

Nå, men nu er barnet så udstyret med TO værktøjskasser. Som hun har fået af to af sine tre mødre.

I forgårs var hun til dimission. 

Jeg var med. Havde ganske vist ikke fri, men jeg fik lige ... øh ... "fikset" ... et par småting (godt, at man har krammet på sine mænd, hehe) (læs: mændene i mit team, som nærmest vil vende vrangen ud på sig selv for at gøre den grå eminence (aka me) tilpas, red.), så jeg alligevel kunne være ved barnets side.

For det synes jeg fandme, man bør. Som forælder HAR man bare at dukke op ved den slags anledninger.

Det gjorde mine egne forældre nemlig ikke. I hvert fald ikke, da jeg blev lærer. 

Jeg fik NUL support hjemmefra. Min kæreste stod klar med favnen fuld af røde roser, da jeg trådte ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen. Og hun var også med til min dimission. Ledsaget af mine børn. Mine forældre så jeg ikke skyggen af.

Og det var jeg ked af. Også selv om jeg var en voksen dame på 40+.

Jeg vil for alt i verden ikke begå samme idiotiske fejl over for mine egne børn. Derfor tryllede jeg lidt, så jeg kunne være med i forgårs.

Og derfor drager jeg på en i grunden overkill-agtig tur til København på onsdag.

Årsag:

Sønnike på 22 skal forsvare SIN bachelor på DTU i Lyngby. På torsdag.

Men hvorfor skriver damen mon, at det er overkill at tage til sønnikes bachelorforsvar, når det var okay til datterens? tænker nu den opmærksomme bloglæser. Går hun ikke ind for ligestilling mon?

Og jo, det gør hun.

Men.

Nu er det jo ikke, fordi sønnike bliver færdig med sin uddannelse på torsdag. For han er allerede optaget på kandidaten, som han tager hul på efter sommerferien.

Så hans bachelor er kun et nødvendigt stop på vejen.

Men mor kommer selvfølgelig alligevel. For at kramme lidt på drengen.

Også selv om det betyder Randers-København onsdag aften. Og København-Randers torsdag eftermiddag.

For sådan skal det være.

Bum.

onsdag den 20. juni 2018

Noget om en biftur

Jeg var i biffen i fredags. På date. Med en lækker dame. Som jeg har the hots for.

Vi skulle se lebbefilmen Ulydighed i vores stambif, Øst for Paradis, i Aarhus. Og hvis du ikke kender Øst for Paradis og kan lide at se andet end hjernedøde amerikanske mainstreamfilm, så PRØV den! For det er et pissefedt sted.

Jeg elsker lebbefilm, for jeg er stadig nysgerrig på den minoritet, jeg tilhører. Og når jeg ser lebbefilm, får jeg den følelse, at vi er en del flere end bare mig. 

Lesbiske i verden altså. 

Den tanke boksede jeg ellers med i de år, jeg var gift med en mand. At det kun kunne være nogle ganske få freaks, der var ligesom mig.

Så lebbefilmene giver mig en vis følelse af normalitet.

Og filmen var god. Ikke Guds muntreste film, men en okay fortælling. Om en kvinde, der på grund af sin fars død vender hjem fra New York til sit jødiske minisamfund i London, hvorfra hun ellers var blevet forvist som følge af sin homoseksualitet.

Skræmmende lille møgsamfund. Hvor tolerancen kunne ligge på rygskjoldet af en fladlus.

Social kontrol er noget pis.

Og det er problemet med ortodokse trossamfund. Og så er det for den sags skyld lige meget, om det er kristne, muslimske eller jødiske samfund. For de gør det i krogene af alle tre religioner. Og de skulle hellere lade være.

Nå, men kvinden i filmen genfinder heldigvis sin gamle kærlighed, som desværre i mellemtiden er blevet presset til at gifte sig med en fælles mandlig ven. Og så har vi balladen. Som jeg imidlertid ikke vil skrive mere om, i fald nogen har lyst til at se filmen. Der i øvrigt også er dejlig fræk, hehe 😏

Min date og jeg var selvfølgelig ikke de eneste to lebber i biffen. På række fire sad et par. Og på række fem. Og ved siden af os på række seks sad endnu et par.

Fedt, tænkte jeg. For som antydet ovenfor vil jeg gerne andre lebber. Det kunne jo være skønt at finde nogen at spejle sig lidt i. Også selv om det ville blive en flygtig oplevelse der i biografen. Men her var måske en mulighed.

Right. Og better luck next time.

For hvor blev jeg fucking skuffet.

I særdeleshed over parret ved siden af os på sjette række.

Burde måske nok have spottet det, da jeg så, at de sad med hver sin styrthjelm. Biker dykes.

Og derfra gik det KUN ned ad bakke med mit indtryk af damerne.

For min date og jeg er ikke bikere. Langt fra. Vi har svært ved at se det seje i at dreje på et gashåndtag og spille hård nitte. Det er i hvert fald en sørgelig slags sej så.

Min date og jeg sidder heller ikke og manspreader (slå det eventuelt op 😏). Manspreading er lidt ... øh ... usexet. Både hos mænd og kvinder. Synes jeg.

Men disse dykes havde altså travlt med at flashe deres styrthjelme og manspreade. 

De havde også travlt med at tjekke deres fucking mobiler flere gange under filmen. 

Og med at gå på toilettet. Eller i hvert fald forlade salen. Den ene to gange. Og den anden kun en enkelt. Til gengæld mente HUN, at det var smart at forlade salen ved at mase sig TVÆRS IGENNEM det gelænder, der adskilte hendes plads fra trappen ned til udgangen.

Suk.

For slet ikke at nævne deres fucking tomme ølflasker. Som de naturligvis efterlod i deres kopholdere, da filmen var slut. Så det blev ikke dem, der bar deres efterladenskaber tilbage til baren. Det blev mig.

Jeg oplever heldigvis sjældent en arrogance som deres. Men jeg MÅ altså reflektere lidt over, hvorfor fanden to yngre lebber har SÅ travlt med at spille rå. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig ALMINDELIGT?

Har de fået deres usympatiske, hårdkogte rend mig i røven-attitude, fordi de føler, at livet giver dem tæsk? Er det en forsvarsmekanisme?

Jeg ved det ikke. Men de var sgu lige lidt svære at bonde med altså.

tirsdag den 19. juni 2018

Om homorygter

Jeg har været ude som censor. I fredags og i går. På en anden skole i den by, hvor jeg arbejder. 

Det har jeg skrevet lidt om i et tidligere indlæg. Hvor jeg blandt andet lige nævner, at en del af eleverne havde valgt at fremlægge om homoseksuelles vilkår.

Og sådan blev det. Jeg hørte en del om, hvordan det må føles at være mig.

Og jeg lyttede interesseret til elevernes refleksioner.

En af pigerne sagde alt det rigtige om diskrimination og ligestilling og tolerance. Dog spærrede jeg øjnene en kende op, da hun til sidst i sin fremlæggelse ville gøre rede for sin egen holdning til homoseksuelle. 

"I think it's a little weird," sagde ungmøen nemlig. Og var dermed umiddelbart ikke helt in sync med den fremlæggelse, hun lige havde leveret.

Men så sagde hun noget, der reddede det hele hjem for hende.

"But I think that's because I have never seen two men or two women kissing. If I had seen that from time to time, I probably wouldn't find it weird."

Smooth. 

Og totalt forståeligt, at unge kan have en holdning som denne pige, når de ikke møder bøsser og lesbiske i deres hverdag.

Hun fik således fortalt mig, at tanken om homoseksuelle i hendes optik er lidt bizar, men samtidig givet en fuldkommen fornuftig grund til, at det forholder sig sådan.

Så jeg sad der og følte mig ikke den mindste smule forulempet.

Det skulle hun have credit for, så da hun efter eksaminationen var inde for at få sin karakter og sin feedback, roste jeg hende, fordi hun havde sagt sin mening, uden at jeg følte mig trådt på.

"... og jeg lægger mærke til den slags," tilføjede jeg, "for jeg er sammen med en kvinde."

Hvorpå pigen sagde noget, der fik min underkæbe til at ramme mit brystparti med et klask. Sådan lidt i overført betydning altså 😉

"Ja, det ved jeg godt."

WTF?

Vi er lige enige om, at jeg ALDRIG i mit liv havde set omtalte pige før, ikke? Og der sad hun og fortalte, at hun ved, jeg knalder med en anden dame.

Fuck.

Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, hvordan hun er blevet gjort bekendt med oplysningen. For hun kender nok nogle af eleverne på MIN skole. Og så har hun spurgt lidt ind til, hvordan censor er. Det er ret normalt, tror jeg.

Og jeg tænker, mine elever har svaret, at jeg er sød og venlig. Sjov måske. Ikke særlig skrap. 

Og ... homoseksuel.

Hvorfor det sidste er væsentligt, ved jeg ikke. De havde nok ikke omtalt min seksualitet, hvis jeg havde været sammen med en mand.

"... og så er hun hetero!" 

Nej, vel?

Nå, men jeg er snart vant til at være the talk of the town. Og jeg håber, at jeg netop ved at være åben over for denne pige kan få hende til at synes, det er mindre bizart at elske en person af sit eget køn.