søndag den 29. juli 2018

Touching base: The sequel

Så gør jeg det lige igen.

Skriver et ikke-indlæg. Mest for at fortælle, at der stadig er puls.

Jeg er med andre ord igen landet i forstadsvillaen for en meget begrænset stund. Mellem to ferier.

Denne gang har jeg været i Harzen. Med Barn 3 og 4.

Fin ferie. Dog med en enkelt not-so-good, som jeg kommer ind på senere.

Vi boede i Goslar. Nærmere betegnet her:



Lige midt på torvet. Ved siden af det gamle rådhus. Hvor vi til Rotternes begejstring havde fået tildelt ... TÅRNVÆRELSET. Wuhuuu 💃💃💃 (Lidt royale har man da lov at være, og det er Rotterne, der titter ud til folket ad vinduet i tårnet.)

Nå, men Harzen er kort fortalt et besøg værd. Navnlig, hvis du ikke synes, du er omgivet af danskere nok hjemme i Danmark. Man skal i hvert fald passe på med at snakke for højlydt om folk bag deres ryg.

Er man i Goslar, må man ikke gå glip af Rammelsberg-minen. Den ser således ud over jorden:



Og således under:



Yeah, well, næste gang kunne man overveje at bruge blitz dernede i mørket. 

Minen er på Unescos verdensarvsliste. Og med god grund. Det var et virkelig spændende og informativt besøg, hvor vi hørte om minedrift i 1000 år.

Vi besøgte også Brocken. Som på dansk hedder Bloksbjerg. Frygtede lidt, at de ville beholde mig deroppe, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Vil man besøge Bloksbjerg, kan man ikke køre derop i bil. Men man kan springe på en hestevogn i byen Schierke eller på et damptog samme sted. Vi valgte at parkere bilen i Schierke og vandre resten af vejen til toppen.

Og damn for en smuk tur. Og stejl. Med en gazillion klipper, der skulle forceres. Og så i 34 graders varme. Vand havde vi naturligvis ikke med. Men så er det jo godt, at den slags kan købes på toppen. 

Hvad man også kan købe på toppen er adgang til en udstilling om stedets politiske, historiske og geologiske betydning.

Vi valgte at tage toget ned. Trætte efter to timers opstigning i heden. 

Bad choice. 

For det skulle koste ... FUCKING 73 EURO at køre de sølle ni kilometer (eller deromkring) ned til Schierke. Et rip-off af fuldkommen monstrøse dimensioner!

Wernigerode er en fed by. Med bindingsværksidyl helt ud i det mindste atom. (Og heldigvis med iscaféer og andre gode steder, hvor man kan køle sig ned i den svitsende hede.) Helt klart også et besøg værd.

Og sådan er det i Harzen: smuk natur, fine seværdigheder og bindingsværksidyl.

Så se bare at komme af sted. Ned til alle de andre danskere.

Slog et smut omkring Designer Outlet Neumünster på hjemvejen. Fuck for et koncept. Meget amerikansk. Som i MEGET. 

Men jeg havde lovet Barn 4, som, til forskel fra de fleste af sine søskende, er modefreak, at vi ville køre forbi.

Og når alt lort om overfladisk kommercialitet er sagt, så ER det altså billigt dernede. For 1000 kroner fik barnet et par Hilfiger-jeans, en Calvin Klein-bluse og et par Puma-sko. 

JEG benyttede til gengæld lejligheden til at få købt et par gaver og lidt tøj at spille tennis i (yep, jeg er begyndt at spille tennis, og det er SPAS 💃).

Nå, men nu til den not-so-good bette ting, jeg har lovet at berette om:

Mens vi har været væk, har Eksmanden (formerly known as Lucifer her på bloggen) fodret vores missekat, Tove. Altså stillet vand og mad til hende i garagen.

Og for at gøre det nemt for ham, lukkede jeg i søndags op for vandforsyningen til haven, så han bare kunne bruge den haveslange, der hænger ved garagedøren.

Hvad jeg IKKE lige tænkte på, var, at jeg sådan set også har et drivhus. Som jeg ikke har nået at tage i brug i år og derfor ikke rigtig færdes i.

I drivhuset sidder en vandhane. Og DEN vandhane har været lukket op siden sidste efterår, for at der ikke skulle stå vand i rørene ned gennem haven i perioder med frost.

Så da jeg åbnede for vandforsyningen til haveslangen ved garagen, åbnede jeg også for vandforsyningen til mit fucking DRIVHUS.

Og så tog jeg til Harzen ...

... mens vandet ...

... PISSEDE UD AF VANDHANEN I DRIVHUSET.

I går blev jeg så ringet op af en nabo. Han ville bare sige, at han ikke kunne forstå, at der løb en masse vand ned i hans have. Oppe fra min.

Fuck!

Fuck, fuck, FUCK!

Så jeg har altså hældt vand ud i haven. I SEKS DAGE.

Tjekkede lige min vandmåler. Der er røget svimlende 150 kubikmeter vand ud af min hane, mens jeg har drukket fadbamser og spist currywurst



 i Tyskland. 

Det koster 5.700 kroner. Heraf tre fjerdedele i VANDAFLEDNINGSAFGIFT. Øh ... uden at jeg har brugt kloaksystemet.

Så det er fandme surt. Med agurkesalat og sauerkraut på.

Nå, men nu vil jeg slutte. Jeg skal pakke. Spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 4 og suser til København i morgen. Der vil vi støde til Barn 1 og sammen med hende besøge Barn 2, som studerer ved DTU. Vi bliver hængende indtil på torsdag. Og det bliver SÅ hyggeligt 😊 (Barn 3 holder vi udenfor,  men det er mest, fordi han er taget til Polen, og ikke så meget fordi vi ikke kan lide ham.)

Tænker lige, at jeg tjekker en ekstra gang, at alle haner på matriklen er forsvarligt lukket, inden afgang.

Og nu er det så endt med, at mit ikke-indlæg alligevel er blevet til et indlæg.

Så løgnagtig kan jeg altså være.

Take care now, og så høres vi ved.

Bum.

søndag den 22. juli 2018

Touching base

Yep.

Just touching base.

Det betyder oversat til dansk:

"Her-kommer-en slags-pseudoindlæg-som-ikke-er-et-rigtigt-indlæg-fordi-jeg-ikke-har-tid-til-at- skrive-langt-og-uddybende-men-som-bare-skal-fortælle-min-trofaste-læserskare-at-jeg-er-okay-og-blot-spartler-sommeren-ud-med-væg-til-væg-ferieaktiviteter"

Nå, men disse ferieaktiviteter kan i stikordsform koges ned til:

BORNHOLM MED CYKELTUR, VANDRETUR, VM-FODBOLD, HAMMERSHUS, OPALSØEN, GUDHJEM, SVANEKE, HELLIGDOMSKLIPPERNE, EKKODALEN, RYTTERKNÆGTEN, ØSTERLARS RUNDKIRKE, STRANDTUR PÅ DUEODDE, CHRISTIANSØ og FISK.

Kom hjem i lørdags efter en motherFUCKING ferietrafik hen over Fyn. Tænker, det er noget pis, at de VIPs, der sidder og skal træffe beslutninger om den danske infrastruktur ... ALLESAMMEN SIDDER I FUCKING KØBENHAVN. 

Så jeg var naturligvis ikke overrasket over at se motorveje i en ret bred radius omkring hovedstaden med HELE FIRE spor i hver retning. Mens de stakkels fynboer må nøjes med to. Ikke særlig smart, når man indtænker, at Fyn er en 

FUCKING FLASKEHALS!!!

Og når jeg nu ER ved at bitche over infrastrukturen, så er der TO ting vedrørende broer, som pisser mig af:

  1. Hvorfor bliver Storebæltsbroen VED med at koste penge at køre over? Lovede de der idiotiske trafikpolitikere ikke, at broafgiften ville ophøre, så snart opførelsen af motherfuckeren var BETALT? Well, det er den altså, så vidt jeg ved, blevet flere gange nu, men jeg ser sgu ikke ordet "Gratis" nogen steder, når jeg skal passere den. Jeg ser derimod et skilt, hvor der står hit med 240 kroner!
  2. Hvilket til gengæld er for INTET at regne mod prisen for at krydse fucking ØRESUND! 430 gode danske kroner for at køre over den lille pisbro. Jeg troede sgu, jeg skulle få et apoplektisk anfald. Hvem HAR dog lyst til at betale så mange penge for at komme til Sverige?!
Nå, men har jo så været hjemme i en god uge nu. Som jeg har tilbragt i min elskedes favn. I det omfang, vi har kunnet holde ud at opholde os i hinandens favn altså. Varmegenereringen, you know. Næsten ikke til at udholde, når Gud i forvejen har smidt godt med brændeknuder i sin store kamin. Og det har han sandelig i år.

Stikord fra ugen:

UDELIV, IS, GRILLHYGGE, MØNSTED KALKGRUBER, VANDRETUR I MOLS BJERGE, NETFLIX, BØGER, SOMMERELSKOV, OSETUR I EBELTOFT, STRAND, KATTEDØD (yes, desværre har jeg mistet lille Hilmer, som blev ramt af en bil i tirsdags, og jeg har således været temmelig grådlabil i perioder, men mere om det en anden gang), HJEMMEBAG og MERE IS.

Nu kan jeg til gengæld ikke skrive mere i denne omgang. Skal skynde mig at pakke, for i morgen tidlig fylder jeg Yarisen ud med bagage, topper op med Barn 3 og 4 og ruller en tur til Harzen.

Nyd nu fortsat din sommer, og så høres vi ved, før du aner det 💃💃💃

fredag den 6. juli 2018

Take care now

Nu siger jeg sådan set farvel.

Jeps.

Jeg forlader dig.

Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men jeg var faktisk også væk både i går og i forgårs.

I København. Fordi Store Søn (aka Barn 2) skulle forsvare sin bachelor ude på DTU, hvor han læser til kemiingeniør.

Han var meget nervøs. Havde brugt rigtig lang tid på at skrive sin opgave. Og havde i den forbindelse lavet et utal af forsøg i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe. Produktudvikling. Et eller andet top secret. Og VIGTIGT, hvis man skal tro på barnet selv.

Og han havde høje forventninger til sin egen præstation. 

"Nu skal du ikke gå hen og blive en 12-talspige," formanede jeg ham moderkærligt, aftenen før han skulle op. Jeg støder i mit lærerjob på alt for mange 12-talspiger, og DE er fandme ikke i for god en stand.

Han forsikrede mig, at han ikke var sådan en pige. 

Så gik han op, fik ti ... og blev lidt skuffet. 

Men Mutti blev stolt! Og det bliver han også, når det hele lige får bundfældet sig lidt, er jeg sikker på.

Så nu kan han kalde sig bachelor. Og efter en velfortjent sommerferie tager han hul på kandidaten.

JEG er til gengæld tilbage i Randers nu.

Rotterne fløj med deres far til Madrid i går aftes, og jeg ser dem ikke igen før om to en halv uge.

Og i dag skal jeg pakke. For jeg skal også på ferie. Bornholm. Med en dejlig kvinde, som jeg elsker 💃💃💃

Vi har haft et lidt knastfyldt forår. Faktisk har vi været gået fra hinanden. Fucking TO gange. Det var mig, der blev forladt begge gange. Og det gjorde nas ad helvede til.

Men vi har fundet hinanden igen. Og er måske nu blevet mere bevidst om ikke at tage hinanden for givet. Meget sundt, tror jeg. Er heller ikke sikker på, at vi kunne klare et tredje brud, så vi må hellere holde fast og give hinanden den plads, vi har brug for.

Så jeg har lidt småtravlt. Med at pakke ferietaskerne. Men det er travlt på den fede måde 👍👍👍

Derfor vil jeg blot sige:

Pas på dig selv. Brug solcreme. Husk cykelhjelmen. Tænd ikke ild i naturen. Spis is. Dyrk masser af sommersex. Og NYD LIVET.

Og så høres vi sgu ved 😊






onsdag den 4. juli 2018

Om pølser

Så gik det dovne lærersvin på ferie. Hehe 💃💃💃

(Der er faktisk nogle, som i mediernes onlinedebatter finder på at hævde, at lærere har 7-8 ugers sommerferie. Lad dem bare blive i troen. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde. Til mennesker med et mere rationelt mindset: Lærere har cirka fire ugers sommerferie. Vi bliver hængende på skolen, EFTER at eleverne er stoppet, og vi møder ind igen, FØR eleverne kommer tilbage.)

Jeg vil runde dette arbejdsår af med at skrive et sidste blogindlæg om jobbet: noget om pølser (går ellers rundt og påstår, at jeg er FÆRDIG med pølser, efter at jeg har fået en damekæreste (blink, blink), men det er jeg så ikke helt alligevel).

Nå, men historien handler i al sin enkelhed om, at mit team og jeg i sidste uge inviterede hele 7. årgang ned i fritidsklubben til en sommerferiehyggedag med vandkamp og hotdogs.

To af mine mænd (jeg er i team med fire mænd og nyder den opmærksomhed og respekt, det giver at være eneste kvinde) havde om morgenen været en tur i Føtex, hvor de havde købt pølsebrød, pølser og toppings i temmelig store mængder.

Så store mængder, at deres arme næsten så længere ud end normalt, da de kom traskende tilbage til skolen med i hvert fald ti indkøbsposer.

Og så er det sgudda heller ikke fedt at blive mødt med et lunkent blik fra fruen. Men det fik de altså, fordi de kun havde købt pølser med svinekød.

Jeg er normalt rigtig glad for svin. Det er de fleste etniske danskere. 

Men det er ikke alle muslimer, der mønstrer helt den samme begejstring for netop den type kød. Og da vi HAR muslimske elever på årgangen, syntes jeg, det var lidt fesent kun at kunne tilbyde dem en kradser på vores sommerferiehyggedag.

Nu var det kun en enkelt muslimsk elev (vi kan jo kalde hende Özlem, selv om hun hedder noget andet), der var i skole den dag, men jeg syntes stadigvæk ikke, vi kunne være bekendt ikke lige at hapse en pakke kyllingepølser med på udflugten.

Det forslag blev ikke ligefrem mødt med jubelscener hos de to mænd, der havde stået for dagens indkøb. Ikke, fordi de er uempatiske, men fordi de var lidt trætte efter at have slæbt de mange poser hjem fra byen til fods og ikke havde trang til en ny tur. Forståeligt nok.

Så aftalen blev, at jeg ville suse forbi Rema 1000 for at indkøbe kyllingepølser på vejen ned i klubben.

Og som sagt, så gjort. 

Jeg hentede vores købekort hos sekretærerne, gik i Rema, købte kyllingepølser og fortsatte hen i klubben, mens jeg ikke kan sige mig fri for at føle mig en smule frelst, når jeg sådan gjorde noget ekstra for en enkelt elev, som grundet omstændigheder, hun ikke selv var skyld i, ikke kunne spise som de andre.

Så blev det frokosttid, og de første svinekødspølser ramte stegepanderne. Og aldrig så snart var duften af stegt svin begyndt at brede sig på klubbens arealer, før Özlem indfandt sig i køkkenet.

"Det der spiser jeg ikke," konstaterede hun nøgternt og bestemt.

Det problem mente jeg imidlertid at have både forudset OG løst, så jeg svarede hende i glad forventning om et vist mål af påskønnelse fra hendes side.

"Jamen, vi har også kyllingepølser, Özlem. Jeg har købt kyllingepølser til dig!"

"Men jeg spiser det ikke," lød hendes overraskende svar lige så roligt og nøgternt som før.

Jeg kastede dog ikke uden videre håndklædet i ringen.

"Altså, der er jo ikke svinekød i. Det er KYLLING," blev jeg således ved.

Og nu kom så det udsagn, der var lige ved at få min kæde til at hoppe af. Eller i hvert fald få min cykel til at takke over.

"Jamen, det er ikke halal."

Det er ikke halal?!!!

Fuck altså!

Jeg plejer at sætte en ære i at møde minoriteter med åbenhed og imødekommenhed. Jeg træffer en del minoriteter via mit job, og jeg er meget opmærksom på ikke at forskelsbehandle nogen. Jeg tilhører også selv en minoritet og forventer at blive behandlet med samme respekt som andre.

MEN!

Her var min grænse tæt på at være nået. Dyr SKAL altså bløde ihjel, mens en eller anden fremsiger en bøn på arabisk? Come on!

Og desuden har barnet vist ikke rigtig styr på fakta. For 99% af alle danske kyllinger bliver faktisk halalslagtet, og jeg kender flere muslimer, som godt kan spise en kyllingepølse.

Jeg prøvede at undertrykke min irritation og tror også, at jeg havde held til det. For i virkeligheden er det jo Özlems FORÆLDRE, der er skyld i problemet.

De er meget ortodokse. 

Så meget, at pigen faktisk ikke må omgås danske venner. Hun deltager aldrig i sociale aktiviteter i klassen. Vil ikke være med til at lege, når vi leger. Vil ikke være med til at spille. Hverken rundbold eller kortspil. Og hun må sikkert heller ikke tage med på skolerejse til Berlin, når vi skal derned til næste forår.

Fagligt er hun superdygtig, og hun har høje ambitioner i forhold til uddannelse og karriere. Men hvis det går hende, som det er gået hendes ældre søstre (dem har hun naturligvis mange af), så bliver hun tidligt gift og får børn, og så er det slut med de ambitioner.

Forældrene selv har boet her i mange år. I hvert fald over 20, tror jeg. Men de taler desværre ikke dansk. Så de skal ledsages af deres dansktalende børn, når de skal handle eller til lægen eller ordne andre ærinder ude i samfundet. Det samfund, som vi andre lever i, og som er parallelt til deres.

Når de skal til møder på skolen, betaler kommunen for en tolk.

De arbejder ikke.

Og desværre er det i nogle kredse DEM, der tegner billedet af den stereotype muslim. Det er DEM, der puster til danskernes fremmedfrygt og giver DF vind i sejlene.

Selv JEG kan faktisk blive lidt utilpas, når jeg møder social kontrol som den, Özlem er udsat for.

Det er ærgerligt for alle de muslimer, der ønsker at lade sig integrere.

Nå, men for at runde pølsesnakken af, så måtte Özlem spise pølsebrød i sidste uge, mens vores kyllingepølser ved frokosttid i går blev stegt, puttet i pølsebrød og garneret med sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg, kapers og agurkesalat i lærerkøkkenet og sat til livs med største velbehag af mig og mine teamkolleger.

Nammenam!

Nu skal jeg pakke.

I eftermiddag spartler jeg Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 3 og 4, og så suser vil til Kbh, hvor Barn 2 i morgen skal forsvare sin bacheloropgave på kemistudiet på DTU.

Glæder mig til at fejre ham og kramme lidt på ham 💃💃💃

søndag den 1. juli 2018

Folks børn altså

"Vi vil have is! Du skal give os is!"

Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.

Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.

7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.

Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.

Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.

"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.

"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.

"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."

Det var imidlertid ikke helt sandt.

Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.

Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.

Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.

"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.

Og tak for det, dreng. 

Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.

Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse. 

Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!

"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.

"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."

Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈

Men jeg fortsatte skånselsløst:

"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.

Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.

Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?

I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."

Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.

Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.

Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.

Naive mig.






lørdag den 30. juni 2018

Nuit macabre

Tove har haft en henrivende nat i nat.

Og nu tror du nok, at Tove er en lækker dame, som jeg har forført og gennemknaldet. 

Men det er det ikke. 

Tove er min mis. Altså den mis, som ikke sidder mellem benene på mig og heller ikke er hankatten Hilmer.

Hvad min mellem-benene-mis foretager sig om natten, vil jeg ikke uddybe her, men det er lidt forskelligt og afhænger af selskabet.

Og hvad Hilmer foretager sig om natten, aner jeg ikke. Han feder den vel i og omkring huset, for det gør han næsten altid. Han er jo mand.

Men til gengæld ved jeg nu, nøjagtig hvad TOVE foretager sig.

Situationen (som du sikkert allerede kender og har prøvet masser af gange):

Det er omkring midnat, og du sover. Alene i dit hus, da Rotterne (læs: bloggerens elskelige børn, red.) er hos deres far.

Dit vindue står åbent, fordi det er varmt. Og døren mellem soveværelset og entréen står også åben, fordi to af dine misser (gæt selv hvilke) bruger netop DIT vindue som entrance- og exit point, og de små pus skal jo have adgang til deres madskål, som står i køkkenet.

Pludselig vågner du. Du kan høre en høj skrigelyd ude fra entréen. Meget high-pitched. Så er der noget, der rumsterer. Formentlig mellem de sko og tasker, der ligger på gulvet derude. Så skriges der. Så rumsteres der. Igen og igen.

Det er en frygtelig lydkulisse, for du ved udmærket, hvad der foregår. Tove må have fanget en mus, som hun har bragt med ind i huset via ... DIT soveværelsesvindue (!), og nu leger hun med den på grusomste kattefacon, inden hun vil slå den ihjel. Mens den stakkels lille mus skriger af rædsel og prøver at gemme sig.

Og du ved, præcis hvad du skal gøre ...

... så du står op og lukker døren ud til entréen, hvor dramaet foregår.

Det nytter nemlig ingenting at indfange musen og sætte den ud, for Tove finder den selvfølgelig igen i løbet af et splitsekund. Og desuden er du jo panisk angst for stort set alt, hvad der har puls, så du ville heller aldrig TURDE nærme dig.

Så lægger du dig og venter på, at Tove forbarmer sig over den stakkels mus og gør det af med den.

Efter ti minutter er der ro i entréen, og et øjeblik senere kradser "nogen" på din dør. 

Nu står du til gengæld i et dilemma:

Tove vil muligvis med stolthed præsentere dig for sit døde trofæ, og det har du SLET ikke lyst til, at hun skal. For den slags er megaklamt.

Men samtidig skal du faktisk tisse, og så er du jo ikke alene nødt til at åbne døren, du er OGSÅ nødt til at vove dig uden for trygheden i soveværelset.

PIS (bogstaveligt talt).

Du overvejer at springe ud ad vinduet og tisse i haven. For SÅ bange er du for at møde aflivede smådyr i entréen.

Men du beslutter, at det er lidt for åndssvagt. Så du tager mod til dig og linder forsigtigt på døren.

Det ER sjovt nok Tove, der har banket på, og nu kommer hun ind i rummet til dig. I munden har hun ...

... ingenting. 

So far, so good.

Du stikker forsigtigt hovedet ud i entréen, mens du frygter at blive mødt af et makabert syn.

Det sker imidlertid ikke.

Der er ingen døde mus i syne. Så du ånder lettet op og lister dig skridt for skridt ud på badeværelset, mens du hele tiden er bange for at træde på noget, du har overset. Yuck!

HER falder dit blik til gengæld på en bunke ...

... FJER? 

På badeværelsesgulvet.

WTF?

Musen er åbenbart ikke det eneste levende væsen, der er blevet fragtet ind ad dit soveværelsesvindue og har mødt en grusom død inde i dit hus i den time, der er gået, siden du lagde dig til at sove.

Oh dear!

Og det helt store og uoverskuelige problem er nu, at RESTEN af fuglen ikke er til at spotte, og du åbenbart har fucking TO døde dyr til at ligge på ukendte lokationer i din umiddelbare nærhed.

FUCK!

Nå, men der er ikke andet at gøre end at tøffe i seng igen, for du er for skrækslagen til ligefrem at begynde at OPSØGE dyreligene, og du beslutter, at du i morgen vil ringe efter Barn 3, som er naturmenneske, så HAN eventuelt kan bortskaffe Toves klamme efterladenskaber for dig.

So far, so good igen.

Klokken 01.50 vågner du ved endnu en lyd. Eller TO lyde faktisk. 

Den første kender du. Det er Tove, der springer ind ad vinduet. Den anden lyd kender du ikke, men den er pænt foruroligende.

Det er nemlig et "DUNK". 

Der er altså noget, der rammer gulvet. Som ikke er Tove, fordi hun allerede ER landet.

Du er pludselig igen lysvågen og ruller rundt, så du kan kigge ud over kanten af sengen med et forsigtigt, halvt øje.

Oh NOOO!

Det er en fucking FUGL! 

Du er bange for ting med puls i almindelighed, og det er slemt nok. Men du er intet mindre end PISSEBANGE for fugle. Fugle er det VÆRSTE, du ved. Flaksende sataner. 

Og nu ligger der fandme sådan en djævel på gulvet i dit soveværelse cirka en halv meter fra dit ansigt. Og den er kun HALVDØD.

Rædslerne kender jo FUCKING INGEN GRÆNSER denne nat. Tove har allerede bragt dig to fugle og en mus, og klokken er ikke en gang to.

Nå, men kattedyret slår til fuglen med poterne. Så tager hun den heldigvis i munden og forsvinder ud i entréen med den, mens den opgivende og formålsløst basker lidt med vingerne. Entréen er åbenbart Toves henrettelsesplads.

Denne gang gør hun relativt kort proces. For der går ikke mere end et par minutter, før hun atter viser sig i soveværelset. Denne gang med en DØD fugl i munden.

Den spiser hun. Og løser dermed et mysterium. For hun spiser det hele. Det HELE, folkens! Fødder, næb, fjer, knogler, kranium, indvolde.

Her er, hvad der er tilbage af fuglen:



Ikke meget, hva'?

Og den samme skæbne er selvfølgelig overgået fuglen på badeværelset. Så nu ved du i det mindste, hvor DEN er henne.

Du lægger dig nu til at sove for tredje gang og håber, at fortæringen af fuglen var enden på nattens drama.

Du tager imidlertid fejl. HELT fejl!

For klokken 04.23 er den gal igen. HELT gal!

Der rumsteres i entréen. For en gangs skyld. Og du vågner. For en gangs skyld.

Det er Tove. Sjovt nok. Og nu kommer hun ind i dit soveværelse, der efterhånden minder lidt om Fredericia Banegård i gennemgående trafik.

I munden har hun denne gang ...

... den manglende døde mus. 

Another mystery solved. Nu ved du også, hvor MUSEN er.

Men det er fandme ingen lettelse, for det, som Tove NU gør, fylder dig med ren, hårrejsende panik:

HUN FUCKING KASTER MED MUSEN!

Op i luften. Højt op i luften. 

I dørhåndtagshøjde flyver den døde, maltrakterede gnaver rundt i dit soveværelse og lander fuldkommen tilfældige steder. Igen og igen. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før det klamme ådsel lander hos dig i din seng.

Du ser derfor ingen andre muligheder end at rejse dig op i sengen, holde dynen foran dig som et værn og ...

... HVINE HØJT.

Meget modigt og dødsforagtende.

Nå, men miraklernes tid er heldigvis ikke forbi. Du får hylet så højt og så længe, at Tove tilsyneladende bliver træt af støjniveauet (tør sgu end ikke overveje, hvad naboerne må have tænkt) og ...

... VÆLGER AT FORTRÆKKE, woop, woop 💃💃💃 

Ud ad vinduet med sit legetøj i gabet for at lege videre med den lille motherfucker i haven.

Og aldrig så snart har hun forladt lokalet, før DU eftertrykkeligt smækker dit vindue i. Og for fjerde gang lægger dig til at sove.

Rædslernes nat er forbi. Eller nuit macabre, om du vil.

I dag er du til gengæld lidt slap i betrækket. Og dræbermaskinen Tove? Hun sover selvfølgelig. Sødt og umanerlig nuttet og bedårende. Hun skal vel lade op til den kommende nats blodbad.

torsdag den 28. juni 2018

Noget om eksamener

Jeg har vist antydet, at jeg kan være stolt af min datter for tiden. Barn 1.

Det antyder jeg for eksempel i dette indlæg. Hvor jeg OGSÅ antyder, at jeg har designet en genial gave til barnet.

Og nu er jeg ikke den, der praler på Facebook. 

Men her? Tjah, det er jo en anden sag. 

For det er faktisk MIN blog, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil, uden at risikere fordømmelse af alle mulige venner.

Så derfor vil jeg voldprale lidt: 

Hold nu kæft, hvor er hun sej, mit barn!

Færdig som lærer. Sådan lidt i Muttis fodspor. To say the least. 

Forskellen er bare ...

... at hun på eksamensresultaterne outshiner sin mor med rigtig mange watt. 10 og 12 i en uendelig strøm.

Hun er superdygtig. I hvert fald på det teoretiske plan. Og det bliver hun også på det praktiske, er jeg sikker på.

Og så er hun allerede i job. 

Headhuntet. 

Til en skole, der havde hørt om hendes evner. Øh ... og så også om den lille ubetydelige detalje, at hun har tysk som linjefag. Og tysklærere hænger ikke på himbeerbuskene.

Hun forsvarede sin bachelor mandag i sidste uge. Som det allersidste skridt på uddannelsen.

Jeg var der naturligvis. Med gaver og blomster. Og vi skålede i bobler og spiste frokost i gårdhaven på Café Englen i Århus midtby. Dejlig dag 💃💃💃

I lørdags holdt hun "færdigfest". Med 31 indbudte gæster. Jeg leverede en bagatel af to kilo oksekødsfrikadeller og 4,7 kilo kartoffelsalat. Som supplement til de 4,5 kilo kød, Eksmanden bidrog med.

Jeg gjorde også noget fuldkommen stereotypt lesbisk. 

Ikke at jeg betragter mig selv som stereotyp lebbe ...

... men ...

... jeg gav hende altså en værktøjskasse. I eksamensgave.

Så gisp! Nu er det ude. And go ahead: Judge me.

Heldigvis var min smukke kæreste nøjagtig lige så stereotyp. Af hende fik barnet OGSÅ en værktøjskasse.

Haha 😄

Flot, at vi ikke magter lige at koordinere. Bare lidt.

Nå, men nu er barnet så udstyret med TO værktøjskasser. Som hun har fået af to af sine tre mødre.

I forgårs var hun til dimission. 

Jeg var med. Havde ganske vist ikke fri, men jeg fik lige ... øh ... "fikset" ... et par småting (godt, at man har krammet på sine mænd, hehe) (læs: mændene i mit team, som nærmest vil vende vrangen ud på sig selv for at gøre den grå eminence (aka me) tilpas, red.), så jeg alligevel kunne være ved barnets side.

For det synes jeg fandme, man bør. Som forælder HAR man bare at dukke op ved den slags anledninger.

Det gjorde mine egne forældre nemlig ikke. I hvert fald ikke, da jeg blev lærer. 

Jeg fik NUL support hjemmefra. Min kæreste stod klar med favnen fuld af røde roser, da jeg trådte ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen. Og hun var også med til min dimission. Ledsaget af mine børn. Mine forældre så jeg ikke skyggen af.

Og det var jeg ked af. Også selv om jeg var en voksen dame på 40+.

Jeg vil for alt i verden ikke begå samme idiotiske fejl over for mine egne børn. Derfor tryllede jeg lidt, så jeg kunne være med i forgårs.

Og derfor drager jeg på en i grunden overkill-agtig tur til København på onsdag.

Årsag:

Sønnike på 22 skal forsvare SIN bachelor på DTU i Lyngby. På torsdag.

Men hvorfor skriver damen mon, at det er overkill at tage til sønnikes bachelorforsvar, når det var okay til datterens? tænker nu den opmærksomme bloglæser. Går hun ikke ind for ligestilling mon?

Og jo, det gør hun.

Men.

Nu er det jo ikke, fordi sønnike bliver færdig med sin uddannelse på torsdag. For han er allerede optaget på kandidaten, som han tager hul på efter sommerferien.

Så hans bachelor er kun et nødvendigt stop på vejen.

Men mor kommer selvfølgelig alligevel. For at kramme lidt på drengen.

Også selv om det betyder Randers-København onsdag aften. Og København-Randers torsdag eftermiddag.

For sådan skal det være.

Bum.