søndag den 9. september 2018

Om at være overdrevet heroisk

Jep, det kan man nemlig sagtens.

Være overdrevet heroisk.

Faktisk er der en fin grænse mellem at være almindelig heroisk og overdrevet heroisk. (Og somme tider er det kun en lille smule dumhed, der afgør, om man er det ene eller det andet.)

Man er således overdrevet heroisk, når omkostningerne ved den heroiske handling slet ikke står mål med udbyttet.

Jeg var det sidste i tirsdags.

Heroisk.

I overdrevet grad.

Historien:

Jeg havde booket en minilejr med 8C. Den skulle finde sted tirsdag og onsdag i den forløbne uge. 

Og turen gik i al sin smukke enkelhed ud på, at jeg skulle stille med klassen i Svejbæk ved Silkeborg tirsdag formiddag klokken 10. Her skulle alle iføre sig en kajak, hvorpå tre uddannede kajakinstruktører fra den lokale ungdomsskole ville ledsage os ud til øen Møgelø ved Himmelbjerget. Distance: 3-4 kilometer.

På Møgelø ville kajakinstruktørerne aktivere englebasserne med nogle teambuildingøvelser tirsdag eftermiddag, og klokken 15 ville de hapse en robåd med påhængsmotor, sejle over til fastlandet og overdrage aktiveringen af og tilsynet med eleverne til fire fædre fra klassen, der skulle hjælpe dem med at lave aftensmad og overnatte hos dem i en spejderhytte.

Jeg selv skulle også med robåden over til fastlandet og med toget retur til den by, hvor min skole ligger, så jeg kunne hente min bil på skolen og suse hjem til Rotterne herhjemme.

Onsdag morgen ville en af mine gode teamkolleger møde på Møgelø klokken 7 for at afløse de indkaldte fædre og ledsage eleverne tilbage til udgangspunktet i kajak.

Smukt og enkelt, right?

Wrong!

Det gik galt allerede inden afsejlingen fra Svejbæk tirsdag formiddag.

For jeg havde sgu aldrig siddet i sådan en fætter før. En kajak altså.

Jeg vidste, at vi alle ville blive tilbudt en våddragt, men min blufærdighedsgrænse gik altså lige præcis her. For så vidt jeg ved, er sådan en vådmotherfucker ret kropsnær. Og jeg skulle fandme ikke nyde noget af det prestigetab, sådan et antræk ville påføre mig over for 8C.

Så nej tak! Jeg kunne vel også sagtens ro den sølle distance over til øen uden at blive våd, tænkte jeg kløgtigt.

"Altså, det kan godt være, at du kan leve uden våddragten, men du skal altså tage et par vådsko på, for dit fodtøj bliver gennemblødt på turen," lød det imidlertid fra en af de pisseirriterende og tydeligvis bedrevidende kajakinstruktører.

Nå.

Men et par vådsko ville vel være knap så blufærdighedkrænkende som at klemme hele min frodige kvindekrop ned i et grimt gummietui, så jeg indvilligede.

Og det skulle jeg aldrig have gjort.

For idet jeg bukkede mig ned for at tage mine vandresko af og iføre mig vådskoene, gav det et ordentligt smæld i min ryg. Nærmere betegnet i lænden, hvor jeg har den udsøgte fornøjelse at være indehaver af to diskusprolapser, der af og til laver lidt ... øh ... ballade.

Fuck!

Hvis nogen af mine læsere har prøvet det, så ved de, at den slags føles, som om en hærdebred havnearbejder står og jakker en issyl i ryggen på en. Med al sin kraft.

Det gør mildt sagt ondt.

Faktisk så ondt, at jeg et øjeblik så hvidt af smerte. Og næsten havde det, som om jeg skulle ørle. Lige der foran 8C. Fedt.

Og hvad der var endnu federe var ... at jeg var nødt til at tage på vandet med klassen som planlagt.

Det forholder sig nemlig sådan, at ungdomsskolen ikke vil på vandet med en klasse, medmindre der er en lærer med. Og det er egentlig fornuftigt nok. For ungdomsskolens kajakinstruktører kender jo ikke eleverne særlig godt, og hvad fanden skal de stille op, hvis en af englebasserne pludselig flegner ude midt på vandet?

Så jeg kunne lynhurtigt regne ud, at hvis ikke jeg iførte mig den satans kajak og sejlede af sted med ungerne, ville en pæn del af deres lejrtur være ødelagt. For jeg var den eneste lærer til stede.

Så ned i kajakken med mig. Og så handlede det ellers KUN om overlevelse.

Og jeg gjorde stort set ALT forkert. Hvilket i og for sig havde været okay med mig, hvis ikke det var, fordi en af kajakinstruktørerne åbenbart så det som sin fornemste mission at lære mig at gøre det rigtigt.

"Nej nej nej, du skal SIDDE op!" lød det således fra manden igen og igen.

Og han kunne jo ikke vide, at jeg lige præcis IKKE skulle sidde op. Jeg skulle fandme LIGGE NED. Så meget, som det overhovedet kunne lade sig gøre i sådan en formstøbt plasticbalje. Ellers ville jeg dø. Det var jeg sikker på.

Så jeg pippede noget om ondt i ryggen tilbage til manden.

Men han var ikke sådan lige at bringe til tavshed. For han var jo ved at flyde over af gode råd. Han mente åbenbart, at de var nødvendige.

"Nej nej nej, IKKE bruge armene! Du skal vride i overkroppen. Sådan her," lød det således videre fra ham, mens han med spidsen af sin kajak puffede til min. Jeg var vist også kommet en smule ud af kurs.

Wrong again, motherfucker!

Jeg skulle fandme ikke vride i nogen overkrop. Jeg skulle bare nå over til den skide ø uden at krepere af smerte undervejs.

Og sådan fortsatte vi med at hygge os. Han sagde, hvad jeg skulle gøre, og jeg gjorde noget helt andet. 

Fuck altså.

Han må have troet, jeg er virkelig tungnem.

Nå, men efter hvad der virkede som en fuldkommen endeløs rotur, ankom jeg til øen. Som den sidste naturligvis.

Onsdag og torsdag var jeg sygemeldt.

Stupid me.

Og fremover ikke mere heltindepis herfra.

Bum.

torsdag den 30. august 2018

Blev ikke færdig i går

I går skrev jeg lidt om, at det var længe siden, jeg sidst havde skrevet

Og så antydede jeg, at jeg ville fortælle hvorfor. Og så fulgte en meget lang smøre. Med en hel masse ord, som ...

... øh ... ikke rigtig forklarer, hvorfor der skulle gå en hel måned mellem to indlæg, haha.

Så jeg er nødt til at skrive noget mere. Ellers fremstår jeg jo komplet upålidelig.

Jeg har fået ny mis. For to en halv uge siden.

Så nu tror du måske, at jeg har fire. Fordi du fra tidligere indlæg ved, at jeg har en pigemis, der hedder Tove, og en drengemis, der hedder Hilmer. 

Right?

Wrong!

For midt i sommerferien fik jeg et opkald. Det var fra Randers Dyrehospital. Jeg hørte ikke telefonen ringe, så damen havde indtalt en besked:

"Vi har fået indleveret din lille kat. Vil du ringe tilbage?"

Så sagde hun ikke mere. Men jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke ringede, fordi jeg havde vundet i lotteriet.

Pulsen dunkede i ørerne, og jeg begyndte omgående at sitre over hele kroppen. Så jeg næsten ikke kunne ramme tasterne. Jeg fornemmede jo nok, at jeg stod på tærsklen til kedafdethed.

Og ganske rigtigt: Min skønne, frække lille Hilmer var blevet ramt af en bil :-( 

Et forbipasserende kærestepar havde set den lille fyr ligge i vejkanten, og da de spottede, at han var øretatoveret, havde de gættet, at der nok var en familie et sted, som holdt af ham og savnede ham. Derfor havde de taget ham med og afleveret ham på dyrehospitalet.

Det var godt nok pænt gjort.

Jeg fik ikke deres navne, så jeg har ikke kunnet skrive til dem, men hvis de læser med her på bloggen, hvad de sikkert ikke gør, så vil jeg takke dem varmt for deres betænksomhed.

Nå, men jeg vrælede ned i telefonen, allerede inden jeg havde fået sagt farvel til damen fra dyrehospitalet. Det var SÅ sørgeligt.

Og ikke alene var jeg selv ked af det, jeg vidste også, at jeg måtte ringe til mine børn og gøre DEM kede af det. Og det var mindst lige så slemt. 

De gik rundt på Caminoen i Spanien med The Person Formerly Known as Lucifer her på bloggen. (Nye læsere ved det ikke, men i tiden efter min skilsmisse for otte år siden gik min eksmand under betegnelsen Lucifer, fordi jeg syntes, han var dum.)

Og da jeg ikke ville spolere deres ferie med dårligt nyt hjemmefra, måtte jeg vente med at ringe, til de var landet i Kastrup. Så kunne jeg gå og glæde mig til det.

Vi besluttede, at når vi var færdige med at være kede af det over Hilmer, måtte vi hellere få en ny lille mis. 

Dels for vores egen skyld. Det er pissehyggeligt og sjovt at have sådan et lille kræ. Og dels for Toves skyld. Hilmer var Toves bror, og nu gik hun rundt og så lidt ensom ud.

Og som sagt, så gjort.

Nu er Erling flyttet ind. 

Han er fjorten uger gammel. Og jeg skal sandelig love for, at der er kommet liv i forstadsvillaen. 

Han ser sådan ud:


¨
Han er neger. Det må man vel godt skrive, når det er en mis. Fuldkommen sort. Overalt. Selv på snuden og trædepuderne. Nå ja, undtagen på tungen måske. Den er til gengæld meget lyserød i alt det sorte. 

Tænkte, at Tove nok ville blive glad for lidt selskab. Men jeg er ikke naiv, så jeg tænkte OGSÅ, at damen nok lige skulle vænne sig lidt til The Black Intruder.

Og det fik jeg mildt sagt ret i. Det viser sig, at Tove er TEMMELIG GLAD for sit territorium. 

Og lille Erling får tæsk.

Så nu har vi en katteKILLING ... og en katteKÆLLING.

Retfærdigvis må jeg dog også skrive, at bøllebankene er blevet mindre hyppige, så der ER håb om en fredsløsning.

Nu vil jeg lægge skriveriet fra mig. Jeg er hjemme med MEGA dårlig ryg efter en ret uheldig kajaktur i tirsdags (mere om det en anden gang), og jeg trænger virkelig meget til at ligge lidt.

Take care, y'all :-)

onsdag den 29. august 2018

Long time, no write

Fuck.

Kan se, at mit seneste indlæg er fra den 29. juli. Long time, no write altså. En hel måned faktisk.

Så hvad skete der lige der?

Tjoh. 

Jeg har afsluttet sommerferien. Det har de fleste vel.

I mit tilfælde med en tur til København. Til Store Søn. Flyttede altså på kollegium igen. Med fælleskøkken og luftmadras på gulvet. Og med ledsagelse af mine to døtre, Barn 1 og 4.

Jeg holder meget af at besøge hovedstaden. Der er altid nye kroge at opdage, og så længe jeg ved, at jeg kommer hjem til Jylland igen, er det hele kringeling.

I denne omgang hed de nye kroge Kastellet, havnebadet ved Islands Brygge, street food på Refshaleøen og Frederiksborg Slot.

Foruden Lyngby Sø og Furesøen set fra kano.

Og DET var fandme spændende, haha.

Store Søn havde booket to af de kanoer, der tilhører kollegiet og frit kan benyttes af kollegiets beboere.

Så det var SÅ fint.

Øh ... bortset fra at de selvfølgelig var væk, da vores tid kom (hvilket skulle vise sig at være held i uheld, men mere om det længere nede).

JEG var ikke overrasket over, at andre ikke havde respekteret vores booking. Har sgu snart set så meget til mennesker, at jeg ved, den slags nærmest må forventes. Men SØNNIKE, oh dear, han havde nær fået et apoplektisk anfald af skuffelse og irritation, haha.

Han har stadig en del af lære om verden.

Nå, men vi hapsede en anden kano, som ikke var reserveret. En ordentlig motherfucker af en balje. Den var ganske vist ikke så fiks og strømlinet, som de to mindre fartøjer, sønnike havde booket, men den kunne til gengæld rumme hele selskabet på en gang. Og lå stabilt og godt i vandet.

Og heldigvis for det. For vores kanotur blev så stor en succes, at vi to dage senere fik lyst til at begive os ud i en tilsvarende aktivitet. Denne gang i de to åbenbart eftertragtede og førhen uden succes bookede kanoer, som i mellemtiden var blevet tilbageleveret.

Big mistake, haha.

For da fruen nedsænkede sit legeme i den ene ... sank den ... stort set. Det vil sige, den mønstrede nok et fribord (slå det op) på sølle tre centimeter. Og dermed lige i underkanten til Muttis sarte smag. Der skulle i hvert fald ikke meget vip til, før det var gået HELT galt.

Så da vi havde fået grinet af, måtte vi sluge al stolthed og entre et større fartøj.

Nå, men de lyse og lykkelige familiedage i København fik en ende og det nye skoleår en begyndelse.

Det var fint nok at komme på job igen. Det havde jo været en fantastisk sommer med alle de varmegrader, man kunne ønske sig. Og indtil flere ferierejser. Med de fineste mennesker i verden 💃💃💃

Eneste lille malurt var min egen personlige Vandgate-skandale. 

Som i al sin ubarmhjertige enkelhed gik ud på, at jeg rejste på ferie fra en åben vandhane i drivhuset. 150 kubikmeter vand direkte ned i jorden. Pris: 7500 kroner (formentlig). Heraf 75% i vandafledningsafgift. Uden at jeg har brugt et afløb. Det kan du læse mere om her.

Nu har historien fået en slutning. Ikke ligefrem en lykkelig slutning. Jeg vil snarere kalde det en FORVENTET slutning.

Jeg blev nemlig af flere personer i min omgangskreds, og tilmed af en sød læser på bloggen, opfordret til at tage kontakt til spildevandsfirmaet i min kommune. Det hed sig, at andre havde haft held til at få reduceret deres afgift efter uheld som mit. 

HVIS man altså var venlig og imødekommende hos spildevandsfirmaet.

Yeah, right!

Det kan man i hvert fald ikke sige om Vandmiljø Randers. 

Jeg skrev en længere og fuldkommen ærlig mail til firmaet, hvor jeg forklarede, hvad der var sket, og understregede, at mine 150 kubikmeter vand var trængt ned i jorden, hvorved jeg jo ikke havde brugt afløbssystemet. 

Og hvor ked af det, jeg var, fordi jeg nu skulle betale flere tusind kroner for en vare, jeg ikke havde modtaget.

And guess what:

De var fuldstændig kolde i røven. 

Jeg modtog en mail, hvor man ganske vist udtrykte beklagelse over min uheldige situation ...

... MEN ...

... sjovt nok desværre ikke kunne give mig nogen reduktion på regningen. Og her kunne jeg selv læse deres regler, som i øvrigt også var at finde på deres hjemmeside.

Så fulgte en opremsning af regler og vedtægter på cirka en halv meter. Regler, som jeg antager, at firmaet selv har vedtaget, og som bestemt ikke var til min fordel. Ydmygende og træls.

Stupid me.

Hvordan kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg ville flytte så meget som et kussehår på en fladlus, hvis jeg skrev til dem og appellerede til deres empati?

Det er nemlig ikke nødvendigt med empati og individuelle hensyn til kunderne, hvis man sidder i et monopollignende foretagende. For hvor fanden skal utilfredse kunder gå hen?

Vandmiljø Randers kommer til at inddrive tusindvis af kroner for en vare, jeg ikke har modtaget, når regningen lander engang efter nytår. Ved nemt og bekvemt at dække sig ind under egne regler og paragraffer.

Det er ikke okay, men det rager dem tydeligvis helt utrolig lidt.

Så jeg må nøjes med at give dem en sviner her. Griske, paragrafliderlige tyveknægte.

Nå, men nu kom jeg helt i dårligt humør. Må hellere slutte, inden jeg også bliver adfærdsvanskelig.

Vi høres ved :-)

søndag den 29. juli 2018

Touching base: The sequel

Så gør jeg det lige igen.

Skriver et ikke-indlæg. Mest for at fortælle, at der stadig er puls.

Jeg er med andre ord igen landet i forstadsvillaen for en meget begrænset stund. Mellem to ferier.

Denne gang har jeg været i Harzen. Med Barn 3 og 4.

Fin ferie. Dog med en enkelt not-so-good, som jeg kommer ind på senere.

Vi boede i Goslar. Nærmere betegnet her:



Lige midt på torvet. Ved siden af det gamle rådhus. Hvor vi til Rotternes begejstring havde fået tildelt ... TÅRNVÆRELSET. Wuhuuu 💃💃💃 (Lidt royale har man da lov at være, og det er Rotterne, der titter ud til folket ad vinduet i tårnet.)

Nå, men Harzen er kort fortalt et besøg værd. Navnlig, hvis du ikke synes, du er omgivet af danskere nok hjemme i Danmark. Man skal i hvert fald passe på med at snakke for højlydt om folk bag deres ryg.

Er man i Goslar, må man ikke gå glip af Rammelsberg-minen. Den ser således ud over jorden:



Og således under:



Yeah, well, næste gang kunne man overveje at bruge blitz dernede i mørket. 

Minen er på Unescos verdensarvsliste. Og med god grund. Det var et virkelig spændende og informativt besøg, hvor vi hørte om minedrift i 1000 år.

Vi besøgte også Brocken. Som på dansk hedder Bloksbjerg. Frygtede lidt, at de ville beholde mig deroppe, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Vil man besøge Bloksbjerg, kan man ikke køre derop i bil. Men man kan springe på en hestevogn i byen Schierke eller på et damptog samme sted. Vi valgte at parkere bilen i Schierke og vandre resten af vejen til toppen.

Og damn for en smuk tur. Og stejl. Med en gazillion klipper, der skulle forceres. Og så i 34 graders varme. Vand havde vi naturligvis ikke med. Men så er det jo godt, at den slags kan købes på toppen. 

Hvad man også kan købe på toppen er adgang til en udstilling om stedets politiske, historiske og geologiske betydning.

Vi valgte at tage toget ned. Trætte efter to timers opstigning i heden. 

Bad choice. 

For det skulle koste ... FUCKING 73 EURO at køre de sølle ni kilometer (eller deromkring) ned til Schierke. Et rip-off af fuldkommen monstrøse dimensioner!

Wernigerode er en fed by. Med bindingsværksidyl helt ud i det mindste atom. (Og heldigvis med iscaféer og andre gode steder, hvor man kan køle sig ned i den svitsende hede.) Helt klart også et besøg værd.

Og sådan er det i Harzen: smuk natur, fine seværdigheder og bindingsværksidyl.

Så se bare at komme af sted. Ned til alle de andre danskere.

Slog et smut omkring Designer Outlet Neumünster på hjemvejen. Fuck for et koncept. Meget amerikansk. Som i MEGET. 

Men jeg havde lovet Barn 4, som, til forskel fra de fleste af sine søskende, er modefreak, at vi ville køre forbi.

Og når alt lort om overfladisk kommercialitet er sagt, så ER det altså billigt dernede. For 1000 kroner fik barnet et par Hilfiger-jeans, en Calvin Klein-bluse og et par Puma-sko. 

JEG benyttede til gengæld lejligheden til at få købt et par gaver og lidt tøj at spille tennis i (yep, jeg er begyndt at spille tennis, og det er SPAS 💃).

Nå, men nu til den not-so-good bette ting, jeg har lovet at berette om:

Mens vi har været væk, har Eksmanden (formerly known as Lucifer her på bloggen) fodret vores missekat, Tove. Altså stillet vand og mad til hende i garagen.

Og for at gøre det nemt for ham, lukkede jeg i søndags op for vandforsyningen til haven, så han bare kunne bruge den haveslange, der hænger ved garagedøren.

Hvad jeg IKKE lige tænkte på, var, at jeg sådan set også har et drivhus. Som jeg ikke har nået at tage i brug i år og derfor ikke rigtig færdes i.

I drivhuset sidder en vandhane. Og DEN vandhane har været lukket op siden sidste efterår, for at der ikke skulle stå vand i rørene ned gennem haven i perioder med frost.

Så da jeg åbnede for vandforsyningen til haveslangen ved garagen, åbnede jeg også for vandforsyningen til mit fucking DRIVHUS.

Og så tog jeg til Harzen ...

... mens vandet ...

... PISSEDE UD AF VANDHANEN I DRIVHUSET.

I går blev jeg så ringet op af en nabo. Han ville bare sige, at han ikke kunne forstå, at der løb en masse vand ned i hans have. Oppe fra min.

Fuck!

Fuck, fuck, FUCK!

Så jeg har altså hældt vand ud i haven. I SEKS DAGE.

Tjekkede lige min vandmåler. Der er røget svimlende 150 kubikmeter vand ud af min hane, mens jeg har drukket fadbamser og spist currywurst



 i Tyskland. 

Det koster 5.700 kroner. Heraf tre fjerdedele i VANDAFLEDNINGSAFGIFT. Øh ... uden at jeg har brugt kloaksystemet.

Så det er fandme surt. Med agurkesalat og sauerkraut på.

Nå, men nu vil jeg slutte. Jeg skal pakke. Spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 4 og suser til København i morgen. Der vil vi støde til Barn 1 og sammen med hende besøge Barn 2, som studerer ved DTU. Vi bliver hængende indtil på torsdag. Og det bliver SÅ hyggeligt 😊 (Barn 3 holder vi udenfor,  men det er mest, fordi han er taget til Polen, og ikke så meget fordi vi ikke kan lide ham.)

Tænker lige, at jeg tjekker en ekstra gang, at alle haner på matriklen er forsvarligt lukket, inden afgang.

Og nu er det så endt med, at mit ikke-indlæg alligevel er blevet til et indlæg.

Så løgnagtig kan jeg altså være.

Take care now, og så høres vi ved.

Bum.

søndag den 22. juli 2018

Touching base

Yep.

Just touching base.

Det betyder oversat til dansk:

"Her-kommer-en slags-pseudoindlæg-som-ikke-er-et-rigtigt-indlæg-fordi-jeg-ikke-har-tid-til-at- skrive-langt-og-uddybende-men-som-bare-skal-fortælle-min-trofaste-læserskare-at-jeg-er-okay-og-blot-spartler-sommeren-ud-med-væg-til-væg-ferieaktiviteter"

Nå, men disse ferieaktiviteter kan i stikordsform koges ned til:

BORNHOLM MED CYKELTUR, VANDRETUR, VM-FODBOLD, HAMMERSHUS, OPALSØEN, GUDHJEM, SVANEKE, HELLIGDOMSKLIPPERNE, EKKODALEN, RYTTERKNÆGTEN, ØSTERLARS RUNDKIRKE, STRANDTUR PÅ DUEODDE, CHRISTIANSØ og FISK.

Kom hjem i lørdags efter en motherFUCKING ferietrafik hen over Fyn. Tænker, det er noget pis, at de VIPs, der sidder og skal træffe beslutninger om den danske infrastruktur ... ALLESAMMEN SIDDER I FUCKING KØBENHAVN. 

Så jeg var naturligvis ikke overrasket over at se motorveje i en ret bred radius omkring hovedstaden med HELE FIRE spor i hver retning. Mens de stakkels fynboer må nøjes med to. Ikke særlig smart, når man indtænker, at Fyn er en 

FUCKING FLASKEHALS!!!

Og når jeg nu ER ved at bitche over infrastrukturen, så er der TO ting vedrørende broer, som pisser mig af:

  1. Hvorfor bliver Storebæltsbroen VED med at koste penge at køre over? Lovede de der idiotiske trafikpolitikere ikke, at broafgiften ville ophøre, så snart opførelsen af motherfuckeren var BETALT? Well, det er den altså, så vidt jeg ved, blevet flere gange nu, men jeg ser sgu ikke ordet "Gratis" nogen steder, når jeg skal passere den. Jeg ser derimod et skilt, hvor der står hit med 240 kroner!
  2. Hvilket til gengæld er for INTET at regne mod prisen for at krydse fucking ØRESUND! 430 gode danske kroner for at køre over den lille pisbro. Jeg troede sgu, jeg skulle få et apoplektisk anfald. Hvem HAR dog lyst til at betale så mange penge for at komme til Sverige?!
Nå, men har jo så været hjemme i en god uge nu. Som jeg har tilbragt i min elskedes favn. I det omfang, vi har kunnet holde ud at opholde os i hinandens favn altså. Varmegenereringen, you know. Næsten ikke til at udholde, når Gud i forvejen har smidt godt med brændeknuder i sin store kamin. Og det har han sandelig i år.

Stikord fra ugen:

UDELIV, IS, GRILLHYGGE, MØNSTED KALKGRUBER, VANDRETUR I MOLS BJERGE, NETFLIX, BØGER, SOMMERELSKOV, OSETUR I EBELTOFT, STRAND, KATTEDØD (yes, desværre har jeg mistet lille Hilmer, som blev ramt af en bil i tirsdags, og jeg har således været temmelig grådlabil i perioder, men mere om det en anden gang), HJEMMEBAG og MERE IS.

Nu kan jeg til gengæld ikke skrive mere i denne omgang. Skal skynde mig at pakke, for i morgen tidlig fylder jeg Yarisen ud med bagage, topper op med Barn 3 og 4 og ruller en tur til Harzen.

Nyd nu fortsat din sommer, og så høres vi ved, før du aner det 💃💃💃

fredag den 6. juli 2018

Take care now

Nu siger jeg sådan set farvel.

Jeps.

Jeg forlader dig.

Det er ikke sikkert, du har bemærket det, men jeg var faktisk også væk både i går og i forgårs.

I København. Fordi Store Søn (aka Barn 2) skulle forsvare sin bachelor ude på DTU, hvor han læser til kemiingeniør.

Han var meget nervøs. Havde brugt rigtig lang tid på at skrive sin opgave. Og havde i den forbindelse lavet et utal af forsøg i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe. Produktudvikling. Et eller andet top secret. Og VIGTIGT, hvis man skal tro på barnet selv.

Og han havde høje forventninger til sin egen præstation. 

"Nu skal du ikke gå hen og blive en 12-talspige," formanede jeg ham moderkærligt, aftenen før han skulle op. Jeg støder i mit lærerjob på alt for mange 12-talspiger, og DE er fandme ikke i for god en stand.

Han forsikrede mig, at han ikke var sådan en pige. 

Så gik han op, fik ti ... og blev lidt skuffet. 

Men Mutti blev stolt! Og det bliver han også, når det hele lige får bundfældet sig lidt, er jeg sikker på.

Så nu kan han kalde sig bachelor. Og efter en velfortjent sommerferie tager han hul på kandidaten.

JEG er til gengæld tilbage i Randers nu.

Rotterne fløj med deres far til Madrid i går aftes, og jeg ser dem ikke igen før om to en halv uge.

Og i dag skal jeg pakke. For jeg skal også på ferie. Bornholm. Med en dejlig kvinde, som jeg elsker 💃💃💃

Vi har haft et lidt knastfyldt forår. Faktisk har vi været gået fra hinanden. Fucking TO gange. Det var mig, der blev forladt begge gange. Og det gjorde nas ad helvede til.

Men vi har fundet hinanden igen. Og er måske nu blevet mere bevidst om ikke at tage hinanden for givet. Meget sundt, tror jeg. Er heller ikke sikker på, at vi kunne klare et tredje brud, så vi må hellere holde fast og give hinanden den plads, vi har brug for.

Så jeg har lidt småtravlt. Med at pakke ferietaskerne. Men det er travlt på den fede måde 👍👍👍

Derfor vil jeg blot sige:

Pas på dig selv. Brug solcreme. Husk cykelhjelmen. Tænd ikke ild i naturen. Spis is. Dyrk masser af sommersex. Og NYD LIVET.

Og så høres vi sgu ved 😊






onsdag den 4. juli 2018

Om pølser

Så gik det dovne lærersvin på ferie. Hehe 💃💃💃

(Der er faktisk nogle, som i mediernes onlinedebatter finder på at hævde, at lærere har 7-8 ugers sommerferie. Lad dem bare blive i troen. De er nok uden for pædagogisk rækkevidde. Til mennesker med et mere rationelt mindset: Lærere har cirka fire ugers sommerferie. Vi bliver hængende på skolen, EFTER at eleverne er stoppet, og vi møder ind igen, FØR eleverne kommer tilbage.)

Jeg vil runde dette arbejdsår af med at skrive et sidste blogindlæg om jobbet: noget om pølser (går ellers rundt og påstår, at jeg er FÆRDIG med pølser, efter at jeg har fået en damekæreste (blink, blink), men det er jeg så ikke helt alligevel).

Nå, men historien handler i al sin enkelhed om, at mit team og jeg i sidste uge inviterede hele 7. årgang ned i fritidsklubben til en sommerferiehyggedag med vandkamp og hotdogs.

To af mine mænd (jeg er i team med fire mænd og nyder den opmærksomhed og respekt, det giver at være eneste kvinde) havde om morgenen været en tur i Føtex, hvor de havde købt pølsebrød, pølser og toppings i temmelig store mængder.

Så store mængder, at deres arme næsten så længere ud end normalt, da de kom traskende tilbage til skolen med i hvert fald ti indkøbsposer.

Og så er det sgudda heller ikke fedt at blive mødt med et lunkent blik fra fruen. Men det fik de altså, fordi de kun havde købt pølser med svinekød.

Jeg er normalt rigtig glad for svin. Det er de fleste etniske danskere. 

Men det er ikke alle muslimer, der mønstrer helt den samme begejstring for netop den type kød. Og da vi HAR muslimske elever på årgangen, syntes jeg, det var lidt fesent kun at kunne tilbyde dem en kradser på vores sommerferiehyggedag.

Nu var det kun en enkelt muslimsk elev (vi kan jo kalde hende Özlem, selv om hun hedder noget andet), der var i skole den dag, men jeg syntes stadigvæk ikke, vi kunne være bekendt ikke lige at hapse en pakke kyllingepølser med på udflugten.

Det forslag blev ikke ligefrem mødt med jubelscener hos de to mænd, der havde stået for dagens indkøb. Ikke, fordi de er uempatiske, men fordi de var lidt trætte efter at have slæbt de mange poser hjem fra byen til fods og ikke havde trang til en ny tur. Forståeligt nok.

Så aftalen blev, at jeg ville suse forbi Rema 1000 for at indkøbe kyllingepølser på vejen ned i klubben.

Og som sagt, så gjort. 

Jeg hentede vores købekort hos sekretærerne, gik i Rema, købte kyllingepølser og fortsatte hen i klubben, mens jeg ikke kan sige mig fri for at føle mig en smule frelst, når jeg sådan gjorde noget ekstra for en enkelt elev, som grundet omstændigheder, hun ikke selv var skyld i, ikke kunne spise som de andre.

Så blev det frokosttid, og de første svinekødspølser ramte stegepanderne. Og aldrig så snart var duften af stegt svin begyndt at brede sig på klubbens arealer, før Özlem indfandt sig i køkkenet.

"Det der spiser jeg ikke," konstaterede hun nøgternt og bestemt.

Det problem mente jeg imidlertid at have både forudset OG løst, så jeg svarede hende i glad forventning om et vist mål af påskønnelse fra hendes side.

"Jamen, vi har også kyllingepølser, Özlem. Jeg har købt kyllingepølser til dig!"

"Men jeg spiser det ikke," lød hendes overraskende svar lige så roligt og nøgternt som før.

Jeg kastede dog ikke uden videre håndklædet i ringen.

"Altså, der er jo ikke svinekød i. Det er KYLLING," blev jeg således ved.

Og nu kom så det udsagn, der var lige ved at få min kæde til at hoppe af. Eller i hvert fald få min cykel til at takke over.

"Jamen, det er ikke halal."

Det er ikke halal?!!!

Fuck altså!

Jeg plejer at sætte en ære i at møde minoriteter med åbenhed og imødekommenhed. Jeg træffer en del minoriteter via mit job, og jeg er meget opmærksom på ikke at forskelsbehandle nogen. Jeg tilhører også selv en minoritet og forventer at blive behandlet med samme respekt som andre.

MEN!

Her var min grænse tæt på at være nået. Dyr SKAL altså bløde ihjel, mens en eller anden fremsiger en bøn på arabisk? Come on!

Og desuden har barnet vist ikke rigtig styr på fakta. For 99% af alle danske kyllinger bliver faktisk halalslagtet, og jeg kender flere muslimer, som godt kan spise en kyllingepølse.

Jeg prøvede at undertrykke min irritation og tror også, at jeg havde held til det. For i virkeligheden er det jo Özlems FORÆLDRE, der er skyld i problemet.

De er meget ortodokse. 

Så meget, at pigen faktisk ikke må omgås danske venner. Hun deltager aldrig i sociale aktiviteter i klassen. Vil ikke være med til at lege, når vi leger. Vil ikke være med til at spille. Hverken rundbold eller kortspil. Og hun må sikkert heller ikke tage med på skolerejse til Berlin, når vi skal derned til næste forår.

Fagligt er hun superdygtig, og hun har høje ambitioner i forhold til uddannelse og karriere. Men hvis det går hende, som det er gået hendes ældre søstre (dem har hun naturligvis mange af), så bliver hun tidligt gift og får børn, og så er det slut med de ambitioner.

Forældrene selv har boet her i mange år. I hvert fald over 20, tror jeg. Men de taler desværre ikke dansk. Så de skal ledsages af deres dansktalende børn, når de skal handle eller til lægen eller ordne andre ærinder ude i samfundet. Det samfund, som vi andre lever i, og som er parallelt til deres.

Når de skal til møder på skolen, betaler kommunen for en tolk.

De arbejder ikke.

Og desværre er det i nogle kredse DEM, der tegner billedet af den stereotype muslim. Det er DEM, der puster til danskernes fremmedfrygt og giver DF vind i sejlene.

Selv JEG kan faktisk blive lidt utilpas, når jeg møder social kontrol som den, Özlem er udsat for.

Det er ærgerligt for alle de muslimer, der ønsker at lade sig integrere.

Nå, men for at runde pølsesnakken af, så måtte Özlem spise pølsebrød i sidste uge, mens vores kyllingepølser ved frokosttid i går blev stegt, puttet i pølsebrød og garneret med sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg, kapers og agurkesalat i lærerkøkkenet og sat til livs med største velbehag af mig og mine teamkolleger.

Nammenam!

Nu skal jeg pakke.

I eftermiddag spartler jeg Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 3 og 4, og så suser vil til Kbh, hvor Barn 2 i morgen skal forsvare sin bacheloropgave på kemistudiet på DTU.

Glæder mig til at fejre ham og kramme lidt på ham 💃💃💃