tirsdag den 23. januar 2018

Nu har jeg igen været ved at læse

Denne gang en artikel på dr.dk om debattøren Mads Ananda Lodahl, som har skrevet en ny bog, der vender sig imod den "heteroseksuelle verdensorden," som forfatteren kalder det.

Hr. Lodahl er læreruddannet og kalder folkeskolen "et sted med mangel på bred repræsentation af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter".

Og han fortæller, at han har studeret "hele det univers, som folkeskolen er, fra lærerseminarierne til selve undervisningen, skolegården, undervisningsmateriale, lærerværelse".

Her har han så konstateret, at "LGBT-personer (homoseksuelle, bipersoner og transpersoner, red.) er fuldstændigt fraværende. De bliver overhovedet ikke repræsenteret nogen steder."

Og derfor kan folkeskolen "føles klaustrofobisk for mennesker, der afviger fra den heteroseksuelle norm, fordi de støder på denne norm, uanset hvor de vender sig hen."

Well.

Hvor har han ret.

Man støder på heteroseksuelle normer overalt i samfundet, i film, bøger, musikvideoer, reklamer, nyhedsmedier. 

Også i folkeskolen, hvor mange elever er optaget af for alt i verden ikke at skille sig ud fra mængden og derfor vælger at følge de heteroseksuelle konventioner.

For der er kontant afregning ved kasse 1 i både retorik og adfærd, hvis man afviger fra disse konventioner. 

Jeg har også i et tidligere indlæg skrevet, at jeg som homoseksuel kan føle mig lidt ensom på min arbejdsplads, fordi jeg er den eneste. Den ENESTE. Hulk!

Bortset fra, at ... gu' er jeg da ej.

Et regnestykke:

Vi har et sted mellem 800 og 900 elever på min skole, hvoraf en 200-300 er udskolingselever. Og hvis man dertil lægger et personale på en 80-90 stykker, så nærmer vi os 1.000 mennesker, hvoraf mindst 300 er kønsmodne.

So what are the odds? spørger jeg bare. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg er den ENESTE LGBT-person på jobbet?

Nej, vel?

Rent statistisk bør jeg, bare i personalegruppen, færdes blandt mindst 4-5 kolleger, som også afviger fra den heteroseksuelle norm. 

Jeg ER imidlertid den eneste, der er sprunget ud.

Det er jeg til gengæld ganske eftertrykkeligt. 

Jeg lægger ikke på nogen måde skjul på min seksualitet. Fra min første time i en ny klasse gør jeg mine elever klart, at jeg har en damekæreste.

Så ved de det.

Det er ikke, fordi jeg er ekshibitionist (ekshibitionisme gemmer jeg til bloggen 😉). 

Det ER derimod for at vise de elever, der sidder fanget i en seksualitet, som de skammer sig over, at det er okay. At DE er okay. Og da jeg ved, at jeg er ret afholdt i elevgruppen, håber jeg, det virker.

JEG føler mig i hvert fald okay. Langt om længe.

Men deres skam forstår jeg. For retorikken eleverne imellem er dælme hård og fordomsfuld. Og jeg var selv fucking VOKSEN, før jeg fandt modet til at stå ved min seksualitet.

Så jeg vil faktisk også give debattøren, som er nævnt ovenfor, ret i, at folkeskolen kan føles klaustrofobisk, hvis man har en anden seksualitet end flertallet. For der er tæt på INTET at spejle sig i.

Til gengæld mener jeg egentlig ikke, at man kan kaste fatwaer over de heteroseksuelle for at skabe en heteroseksuel verdensorden. For gad vide, hvordan verden så ud, hvis flere end 90 procent af os foretrak vores EGET køn. Så ville verdensordenen sgu nok være overvejende homoseksuel. 

That's how the world turns.

Hvis man vil have større seksuel tolerance i folkeskolen, kan de heteroseksuelle selvfølgelig gøre meget. For eksempel søge at sikre en anstændig sprogbrug og vælge undervisningsforløb og -materialer, der understøtter mangfoldighed.

Men jeg synes altså også, at en del af ansvaret må påhvile de voksne, der render rundt i klasselokalerne og på lærerværelserne og skjuler, hvem de er. Det er vel også OS, der skal vise, at vi ikke er nogle freaks.

Jeg har naturligvis al respekt for de homoseksuelle, der vælger at holde deres seksualitet for sig selv. De kan jo frygte omverdenens reaktion eller mene, at deres seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Men det er jo angsten for det fremmede, der i mange tilfælde driver fordommene. Så JEG har for mit vedkommende sat alle sejl til for at forsøge at gøre det fremmede mindre fremmed. Ved at være åben.

Og jeg vil ikke give hr. Lodahl helt ret, når han siger, at LGBT-personer er fuldstændig fraværende og overhovedet ikke repræsenteres nogen steder i folkeskolen. 

Han har ikke været med i MINE timer.

lørdag den 20. januar 2018

Om kollegarygning og porno

Ikke at de to ting nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Men jeg har læst to artikler, som jeg vil kommentere, og hvis jeg klapper mine kommentarer sammen i et enkelt indlæg, har jeg været effektiv 💃💃💃 Også selv om det er uskønt og på INGEN måde giver mening.

Den første artikel handler om rygning. 

Jyllands-Posten skriver nemlig, at skolelederen på Vamdrup Skole har indført den regel, at rygende medarbejdere højst må ryge to cigaretter om dagen og til gengæld skal arbejde et kvarter længere end deres ikkerygende kolleger.

Det sker selvfølgelig i et forsøg på at begrænse medarbejdernes rygning, og så forlyder det, at ikkerygerne føler, det er uretfærdigt, at rygerne får flere pauser i løbet af arbejdsdagen.

Øh .. not. Forkert argumentation. I hvert fald i min optik.

For se, det rager mig nemlig en rygende fis (Get it? "Rygende" fis. Høhø 😄), om mine kolleger tager hjem, når JEG gør, eller om de skal blive et kvarter længere. Det har ikke noget at gøre med MINE arbejdsvilkår, og da jeg i øvrigt føler, at jeg får en fair løn for det arbejde, jeg udfører, skal der mere til for at bringe mit pis i kog.

Så nej, jeg holder virkelig ikke øje med, hvor mange minutter mine kolleger tilbringer på skolen om dagen.

Og hvis jeg skal være HELT ærlig, og det vil jeg jo gerne, så holder jeg selv indtil flere ... øh ... absencer i løbet af en arbejdsdag. For jeg KAN ikke koncentrere mig 100 % om mit arbejde, fra jeg møder ind klokken 7.15 og til jeg kører hjem et godt stykke ud på eftermiddagen. 

Det tror jeg ikke, der er nogen, der kan. Så leverer de i hvert fald ikke en vedvarende høj kvalitet.

Så jeg holder sgu SELV pauser, hvor jeg enten småpludrer med kolleger om ting, der ikke har det fjerneste med skole at gøre, eller måske trykker en banan ind (hævder godt nok, at jeg er FÆRDIG med bananer og foretrækker gode nødder, men frugten kan jeg altså godt lide), mens jeg stirrer tomt og uintelligent ud i luften, eller måske skimmer overskrifterne på et par netaviser.

På den måde renser jeg hjernevindingerne i korte perioder ad gangen, så jeg igen kan fokusere på at lave god undervisning.

Det, der til gengæld KAN få mig op at køre i forhold til kollegers rygning, er, at de i sagens natur ikke opholder sig på skolen, når de sådan er ude i dagens løb for at tage livet af sig selv i småbidder.

Se DET er pisseirriterende. 

For vi lærere er ofte nødt til at snakke sammen i frikvartererne. Der kan være en problemstilling med en elev eller en gruppe af elever, der skal vendes, eller et eller andet praktisk, der skal koordineres. Og det er SATANPISME svært, når nogle af os gang på gang trækker sig ud af ligningen og forsvinder, fordi de skal pleje deres dårlige vane.

Hold op med det!

Bum!

Den anden artikel handler om porno (change of subject, haha).

I selvsamme netavis som ovenfor har jeg i dag læst, at kvinders forbrug af porno er stigende.

Årsagen forbliver en hemmelighed, men det lader til, at kvinder kommer mere og mere ud af busken i forhold til at være åbne om deres seksuelle lyster.

Fint nok.

Men hvad jeg især fæstner mig ved i artiklen er, at den mest populære videokategori hos de største pornosites er lesbisk sex. Og den præference er fremherskende hos både kvinder og mænd. Apparently.

Well, who can blame them. 

Jeg har efterhånden en pæn erfaring med både heterosex og homosex, og jeg vil 10.000 gange hellere elske med en kvinde end med en mand (og som homo ser jeg naturligvis fuldstændig objektivt på det 😉).

Det er varmt og blødt og blidt. Ingen hårde kanter og hjørner. 

Der er mere ligeværdighed. Vi tager ikke. Vi giver. 

Og efter at have elsket med en kvinde har jeg aldrig ligget tilbage med en følelse af at være blevet brugt. 

Jeg har aldrig ligget og sammensat indkøbslister eller lagt planer for den praktiske afvikling af morgendagen, mens jeg utålmodigt har ventet på, at min partner skulle gøre sig færdig med at tonse rundt i mit underliv.

Nej, så er damesex mere raffineret og sanselig. Og kvindekroppen uendeligt lækker.

Så jeg kan da kun opfordre de heteroseksuelle kvinder, der tænder på lesbiske videoklip, til at prøve det IRL.

Og de mænd, der foretrækker klip med lesbisk sex? Tjah, de må vel blive hængende på deres pornosites, er jeg bange for.

fredag den 19. januar 2018

Rørt

Det er, præcis hvad jeg bliver, når jeg efter sølle tre dages fravær fra jobbet på grund af næsten-dødelig forkølelsesvirus, møder op igen ...

... og bliver modtaget af en lang række kolleger, der allesammen udtrykker glæde over at se mig og spørger ind til mit helbred.

Det var selvfølgelig mine fire mænd. I mit team. Som virkelig havde savnet mig. Men også kolleger fra indskoling og mellemtrin, som jeg slet ikke arbejder sammen med i det daglige. Og sekretærerne. Og chefen.

Tænk, at de virkelig allesammen havde bemærket, at jeg ikke var der!

Damn, det er feelgood 💃💃💃

Og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har skiftet økonomi og marketing (min første videregående uddannelse) ud med lærergerningen (min anden videregående uddannelse). For den der omsorg, som vi dels lærer om på seminariet og dels nok allesammen naturligt rummer et pænt mål af. Den gælder ikke kun elever. Den gælder også kolleger. 

Og det er virkelig RART at føle, at andre glæder sig over ens tilstedeværelse. Jeg føler mig i SÅ gode hænder på mit job.

Faktisk vil jeg sige, at næst efter beslutningerne om at sætte fire børn i verden og senere springe ud som homoseksuel og vinde (sådan føler jeg det) et parforhold med den dejligste, varmeste, smukkeste, klogeste, sjoveste kvinde, så er min jobbeslutning den aller, ALLERbedste beslutning, jeg har truffet i mit liv.

Og når det er sagt ...

... så er det fandme også rart at være gået på weekend. Efter en lang 😏 arbejdsuge.

Håber, du får en dejlig en af slagsen.

Hugs and kisses XOX


torsdag den 18. januar 2018

Somme tider synes de jeg er gak

Mine elever altså.

Så sent som i denne uge faktisk.

Bare fordi jeg har bedt dem om at skrive et engelsk referat af filmen King Arthur, som de så i tirsdags.

Eller nej.

Det er ikke, fordi jeg har bedt dem om at skrive et referat. Det er nemlig ret normalt. 

Det er mere, fordi jeg i forlængelse af opgaveformuleringen lige har tilføjet følgende venlige henstilling:

"And DON'T CHEAT! 

Do NOT copy anything from the internet or use Google Translate. That's cheating and I always find out!

If you DO cheat, I will tie you to the school flagpole and cut your hair. And I'm not very good at hair-cutting."

Det er gak, synes de. Faktisk tror de, at jeg skriver det for sjov ...

... men det gør jeg på INGEN måde.

For problemet er ægte nok: Hver gang jeg præsenterer mine elever for en opgave, som giver mulighed for at kopiere, så er der KRAFTEDEME nogle, der gør det. Eller bruger fucking Google Translate.

Og jeg har mere end svært ved at forklare de små Einsteiner, at de ikke lærer en skid af at kopiere noget, andre har skrevet. Eller ved at skrive tingene på fucking DANSK og så bare køre lortet gennem en idiotisk sprogmaltrakteringsmaskine som Google Translate, der ALDRIG burde have været opfundet.

Det er ligesom ikke for MIN skyld, at de selv skal skrive opgaverne. På engelsk.

Jeg har selvfølgelig allerede spottet den første elev, der har ladet sig friste til at kopiere et referat af King Arthur. Fra Pinterest. Det er det letteste i verden at opdage den slags pis.

Så nu har jeg aftalt med en mandlig kollega, at han lige tager sin hårtrimmer med i skole en dag i næste uge. Selv vil jeg medbringe en rulle reb.

Og så må vi ellers se, hvordan jeg finder på at bringe DE rekvisitter i spil. 

Tænker, det er nok bare at lægge dem på skolebordet foran synderen og stilfærdigt minde om, at jeg ALTID afslører snyd.

Can't wait! Hehe.

onsdag den 17. januar 2018

Krank

Vræl.

Men det er jo nok en følge af at arbejde i et højvirulent miljø som den danske folkeskole. Med alle de klamme børn og voksne, der render og deponerer deres ulækre bakteriesovs på dørhåndtag og trappegelændere.

Jeps. Jeg er syg. Snot. Hoste. Materialetræthed. Hovedpine. Småfeber. Nyseanfald. En smag af gnu i munden. Og megadårlig nattesøvn.

Glæder mig dog over Netflix, Otrivin, Pamol, uldplaider, Yogi-te ...

... og to søde misser, der som opmuntring bringer mig døde dyr fra haven og herind på stuegulvet. Senest en muldvarp.

Fuck. 

I forhold til døde dyr er jeg den største kylling i verdenshistorien. Jeg TØR simpelt hen ikke røre ved dem. 

Så da lille mis i forgårs bragte sit livløse trofæ ind i huset og begyndte at lege med det under spisebordet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Ud over at hvine højt selvfølgelig. Hvad der viste sig ikke at være særlig effektivt til bortskaffelse af ådsler. De KAN ikke umiddelbart hvines ud.

Men så er jeg heldig, at jeg har en spejderdreng i huset, naturens søn, der ikke har det fjerneste imod at lade sig ryste ud af både søvn og seng ved mors højlydte, vedvarende hyl for at fjerne døde ting (eller NOT, men han GJORDE det, om end modstræbende, og blev momentant min helt).

Er sygemeldt på tredje dag. Det tror jeg sgu ikke, jeg har været før. Plejer at være hurtigere på benene igen. Måske er det min fremskredne alder, der gør det sværere at komme over idiotiske småvirusser som denne.

Og hold nu kæft, hvor jeg keder mig. Ja, jeg keder mig faktisk så meget, at jeg ser TV3 (og det er jo en nærdødsoplevelse i sig selv).

Med kniven for struben og MasterChef 2017. Sætter dog grænsen ved Kardashians og Real Housewives of Beverly Hills. Så vil jeg hellere ligge og glo tomt op i loftet.

Nu venter jeg bare på, at snottet bliver til bussemænd, for det må være tegn på bedring.

Wish me luck.

tirsdag den 16. januar 2018

Om at være kulturløs

Traf forleden dag en bekendt. Vi kan jo kalde hende I. Fordi hun hedder noget med I.

I og jeg synger faktisk i kor sammen. Og i pausen til kormødet i torsdags pludrede jeg lidt med hende, mens vi drak en øl.

Hun fortalte, at hun havde truffet en anden bekendt til en julefrokost. Hende kan vi kalde A. (Gæt selv hvorfor.)

Og at de lige midt imellem silden og fiskefileten var kommet til at snakke om medlemskab af den danske folkekirke.

I overvejer nemlig at melde sig ud. Hun er ikke særlig troende, og hun bryder sig ikke om visse fremtrædende kirkerepræsentanters forældede holdninger. Til for eksempel kvinder. Og homoseksuelle.

A derimod. Havde på det kraftigste opponeret mod tanken. Og havde kaldt eksfolkekirkemedlemmer "kulturløse".

Øhm ... her er jeg så nødt til at kommentere.

For det kan undre mig, at et oplyst menneske som A (ret belæst og klog) tilsyneladende uden refleksion sætter lighedstegn mellem folkekirke og kultur.

Sikke en omgang pølsesnak.

Nu underviser jeg faktisk i kultur. Og der er mange ting, jeg ikke ved ret meget om, men kultur er ikke en af dem.

Jeg kan for eksempel berette, at kultur er et ret komplekst begreb. Umanerlig svært at pinpointe altså.

Prøv bare at tænke over vores egen.

Hvad er dansk kultur?

Er det Dannebrog? Er det H.C. Andersen? Er det stegt flæsk? Er det sproget? Er det Lego? Er det Smukfest?

Og svaret er ja. Dansk kultur er alt det ovenstående.

Men det er ikke en udtømmende liste. Det er kun eksempler på den synlige del af vores kultur.

Der findes også en usynlig del. 

Som består af værdier, normer, adfærd, holdninger. 

Som for eksempel børneopdragelse, kønsroller, skønhedsidealer, problemløsning, holdning til alder, til social status, til retfærdighed, til tid, til demokrati, ytringsfrihed, seksuel frihed, respekt for individet. Og meget, meget mere.

Og ja. Under denne gigantiske usynlige del af en kultur hører også religion.

Skal jeg gøre det endnu mere komplekst, findes der under enhver nationalkultur (såfremt det giver mening overhovedet at TALE om nationalkulturer) en lang række subkulturer. Emoer, skatere, rockere, speltfolk, nynazister. 

Selv tilhører jeg den subkultur, der hedder homoseksuelle.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at hver ENESTE dansker tilhører mere end en kultur, for kultur er nemlig betinget af det fællesskab, vi befinder os i. 

Helt nede på mikroniveau har vi således alle en unik kultur i vores familie:

Hvordan taler vi til hinanden? Skal man tage skoene af, når man er indenfor? Må man spise foran fjernsynet? Forventes det, at man hjælper hinanden med huslige gøremål? Kysser man godnat?

Og så videre og så videre og så videre.

Jeg afviser ikke, at religion har haft en betydning for udviklingen af visse værdier i vores samfund. Men vi står OGSÅ allesammen helt op til hårrødderne i kultur, der ikke er afledt af religion.

Faktisk er det en del af vores danske kultur, at vi har religionsFRIHED.

Så hvis man påstår, at man er kulturløs, når man melder sig ud af folkekirken, er man galt afmarcheret.

Bum.

mandag den 15. januar 2018

Om at være fattiglem

Eller ... øh ... vent. 

FattigLEM, det må jo næsten være betegnelsen for en mand. På en lidt direkte måde måske.

Og hvad er kvinder så? FattigFISSER?

Okay. 

Forfra:

Om at være fattigfisse

Sådan en er jeg. En fattigfisse.

Faktisk har der siden forrige weekend stået den lidet imposante sum af 45 øre på min konto i banken.

Havde sgu lige overset ejendomsskatten her i start januar. Og det var tilstrækkeligt oven på en dyr december til at sende mig tæt på nulpunktet.

45 øre.

Not funny! For så er januar fandme lang, kan jeg lige så godt sige.

But then again: Det faktum understreger ganske demonstrativt min komplette mangel på økonomisk sans. For er man et almindeligt begavet menneske, har man selvfølgelig en budgetkonto, så den slags ikke sker.

Heldigvis behøver man ikke fortvivle, hvis man som jeg lige skulle tage et ubetydeligt lille likviditetsdyk.

For det første er det SUNDT at prøve at leve uden penge i en periode. 

Man bliver for eksempel umanerlig bevidst om, hvor mange penge man under normale omstændigheder klatter væk på unødvendigheder. 

Og når man barberer alt det overflødige væk, kan man faktisk klare sig nogenlunde for et ret beskedent beløb. Man lærer således at holde udkig efter supermarkedernes tilbud og opdager, at man momentant kan overleve på risengrød til aften nu og da. Også selv om jeg har det med risengrød, som Crocodile Dundee har det med stegt goanna: "You can live on it. But it tastes like shit."

For det andet er det LETTERE at træffe beslutninger. Som i:

Spørgsmål: "Skulle man eventuelt købe sig en flaske rødvin og forsøde januar lidt?"

Svar: "Nej."

Simple.

For det tredje er det NEMT at spise mindre og bruge færre penge. Når man altså ingen penge HAR. Og hvem trænger ikke til det efter fede og dyre december?

Og SKULLE man, mod forventning naturligvis, blive en kende træt af sin slunkne pengebeholdning, ligger løsningen lige for:

Man planker bare kontanter fra sine børn. For eksempel 500 fra hver. Og har man børn nok, er det jo en smal sag at skaffe mad på bordet.

Easy.

Jeg nøjedes med at kaste mig over de hjemmeboende børn, og det gav et ganske net udbytte på 1000 kroner.

Så min anbefaling er klar:

Dræn dig selv for alle likvider og oplev lyksaligheden!

Prøv det.