søndag den 14. oktober 2018

Apropos naturen, det billige lort

I går skrev jeg et indlæg om mine fritidsinteresser.

Jeg skrev blandt andet lidt om at bruge naturen som terapi. I stedet for at kaste en hel masse gode kroner efter en eller anden ligegyldig, selverklæret coach eller mindfulness-ekspert.

Og mens jeg sad der og skrev ... så bum ... så fik jeg sgu lyst til at tage derud. I naturen. Det billige lort. Det koster jo slet ingenting derude.

Og heldigvis har jeg noget natur, ikke langt fra hvor jeg bor. Det hedder Fussingø.

Så jeg tog mit kamera under armen og vendte kølergrillen på Yarisen mod Fussingø.

Og så vandrede jeg omkring i et par timer. Og kom i zen. Mens jeg med kameraet fangede et par af de smukke indtryk, der er at nyde derude netop nu:
















Nice, ikk'oss 😉 Og enhver mindfulness-fidus, der måtte hævde, at hans eller hendes tilbud er bedre, lyver.

Bum.

Nå, men ellers får jeg travlt i dag. Jeg skal pakke. Fordi jeg skal ud at rejse. I morgen. Til London. Med Barn 4.

Det bliver SÅ fedt, woop, woop 😄

Med denne tur runder jeg ligesom en serie af. For Barn 1-3 har også været med Mutti en tur i London. De har fået rejsen enten i konfirmationsgave eller til deres 18-års fødselsdag.

Barn 4 blev konfirmeret i foråret. Du kan måske gætte, hvad hun fik af mig.

Barnet har selv bestemt, at vi skal besøge Madame Tussaud's og Warner Brothers' Harry Potter Tour. Mens JEG vrider armen om på hende og tager hende med ind at se Tower. 

Derudover skal vi bare kigge lidt på byen. Camden Town, Covent Garden, Parliament, Trafalgar Square, hvor jeg har hørt, at man spiser godt og billigt i krypten under St. Martin-in-the-Fields-kirken. Nu er jeg ganske vist kætter, men et godt og billigt måltid i anderledes rammer siger jeg sgu ikke nej til 😋

Vi skal selvfølgelig også på pub. Englebassen skal prøve fish 'n chips, og Mutti skal have fadøl, hehe.

London Eye springer vi over. Barnet har højdeskræk. Og ville formentlig ikke turde kigge ud, og så forsvinder noget af idéen med den attraktion.

Well, må hellere komme i gang med pakningen. Og så høres vi ved om nogle dage.

Take care 😘

lørdag den 13. oktober 2018

Om en ny hobby

Jeps, sådan en har jeg fået, woop, woop 😁

Ikke fordi jeg ikke havde et par stykker i forvejen. For fritidsinteresser er i min optik noget af livets flødeskum. Det er blandt andet i mine fritidsinteresser, jeg skaber overskud til at håndtere nogle af tilværelsens knap så interessante sider.

For eksempel læser jeg. Som oftest romaner. På både dansk, tysk og engelsk. Lige nu har jeg gang i Into the Water af Paula Hawkins, som også skrev Girl on the Train (eller Kvinden i toget, om du vil, som jeg i øvrigt læste på tysk, hvilket er gak, fordi bøger bør læses på originalsproget, hvis man ellers forstår så meget af det, at man får nuancerne med). Jeg kan godt lide psykologiske thrillere. 

Når jeg læser, slapper jeg af. Det kan være sublim underholdning, jeg får somme tider stof til refleksion, og så får jeg trænet mine sprogkundskaber. Nice!

Jeg synger også i kor. Hehe. 

Det er ganske vist kun en gang om måneden. Men hvilken gang! For sang, og navnlig korsang, har en lang række positive egenskaber. Man oplever således en øget lykkefølelse, når man synger. Den videnskabelige forklaring går på, at man ved at synge producerer en større mængde endorfin, dopamin og serotonin. Man er så at sige på stoffer 😉

Rent socialt giver korsang en skøn følelse af samhørighed. Og faktisk siger man, at gode sociale netværk og aktiviteter som for eksempel at synge i kor har lige så gavnlig en effekt på sundheden som det at holde op med at ryge.Tag den!

Og så vandrer jeg en del. 

Hvis du følger med her på bloggen, ved du, at jeg næsten lige har haft den fedeste tur til Prædikestolen i Norge.

Men mindre kan også gøre det. Jeg har haft utallige dejlige naturoplevelser på både Hærvejen og Gendarmstien langs den dansk-tyske grænse, i Rebild Bakker, ved Silkeborgsøerne, i Mols Bjerge og i Svanninge Bakker på Sydfyn.

Naturoplevelser bringer mig i zen. Jeg kan blive forarget over alle de konsulenter og coaches og mindfulness-eksperter, der formedelst uforskammede honorarer mener at kunne bibringe godtroende kunder de vises sten ud i sindsro, når man lige så godt kan gå en tur i skoven. De skulle skamme sig, skulle de.

Med smalle film i biografen og foredrag med kulturpersonligheder får jeg et indblik i tankebaner, der er anderledes end mine egne, og bliver somme tider udfordret på mit livs- og verdenssyn. Det er sundt for mig at reflektere, og jeg sørger gerne for at komme af sted til kulturelle input et par gange om måneden.

Min bloghobby kender du allerede til. For du er her jo 😉 Og selv om det skulle være dit første besøg her på Dropsene, kan du måske regne ud, at jeg holder af at blogge. 

Jeg har i mange år levet af at oversætte litteratur fra engelsk til dansk. Og også i mange år drømt om at blive forfatter. For jeg kan lide at sætte ord og tanker på papir. Eller på skærm, om du vil. 

Problemet med alle mine oversættelser var bare, at det ikke var MINE ord og tanker, jeg satte på papir. Jeg kunne aldrig få lov at være rigtig kreativ, for sjovt nok måtte jeg altid holde mig ret tæt op ad originalteksten. 

Og selv om jeg måske kunne have følt mig fristet, havde det nok været en dårlig idé at digte et brutalt sexmord og lægge det ind i manuskriptet til et pacifistisk værk af Dalai Lama. Det var muligvis blevet opdaget.

Her kan jeg imidlertid skrive, som jeg har lyst, and I love it! 💜💜💜

Endelig er der den seneste lille hobbydarling: tennis.

Jeg var første gang medlem af en tennisklub, da jeg var 18. 

Det var ikke særlig organiseret. Nærmest lidt impulsivt og tilfældigt. Jeg meldte mig bare ind sammen med en gymnasieveninde, og så gik vi af og til ned på tennisbanerne efter skoletid og slog et par bolde i nettet. Eller efter køerne på den tilstødende mark, om end det ikke var helt tilsigtet. Undervisning fik vi ikke. Og efter en enkelt sæson gled vi ud af det igen. Nærmest lige så tilfældigt, som da vi ... øh ... gled ind.

Så gik der 30 år, hvor jeg ikke skænkede tennissporten mange tanker. Jo, jeg syntes da, det var en fed sport, men jeg havde også lige en uddannelse at tage og et job at bestride og fire børn at føde og et hus at passe. Så det med sport blev sgu kun til aerobics og fitness.

Men så for et par år siden blev en nær veninde fuldstændig forgabt i tennis. Ovenud begejstret. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden blev tennissporten til den altoverskyggende fritidsinteresse i denne venindes liv. Og jeg fik på fornemmelsen, at sporten var SÅ sublim en aktivitet for hende, at hun kunne spille hver eneste dag, hvis tiden tillod det.

Og min nysgerrighed var pirret. 

Så da jeg i april i år så en annonce fra den lokale tennisklub, tog jeg ned til en prøvetime. Bare lige for at snuse til det og sårn. For hvad nu, hvis jeg gik glip af noget fantastisk!

And let me tell you: Det er fandme sjovt. PISSEsjovt faktisk. 

Nu bliver jeg undervist hver mandag. Og det tilmed af en træner, der har været både landstræner og personlig træner for Kenneth Carlsen. Dygtig fyr. Som med en utroligt anerkendende tilgang får mig til at føle, at jeg har en chance for at blive okay god til at slå en bold, selv om jeg har passeret de 50.

En tennismakker har jeg også fået. Vi mødes et par gange om ugen for at træne de slag og teknikker, vi har lært om mandagen.

Jeg var senest af sted i formiddags. I det mest fantastiske solskinsvejr. For selv om udendørssæsonen officielt er forbi, må vi gerne spille udenfor på en af klubbens tre kunstgræsbaner hele vinteren. Og skulle det regne, rykker vi bare indenfor i tennishallen, selv om det selvfølgelig ikke giver det samme kick som den friske luft.

Jeg må i DEN grad give min veninde ret. Det er SÅ fedt at spille tennis 🎾😄

Med tennis fuldender jeg min portefølje af fritidsinteresser, som således tilfredsstiller min craving efter både refleksion, social samhørighed, sindsro, kreativitet og motion.

Lidt af hvert til krop og sjæl.

Nice 🙌🙌🙌 


fredag den 12. oktober 2018

Om at være hardcore

Hold kæft, hvor er de seje. Er faktisk ved at flyde over af begejstring.

Hørte således Go'nova på vej på job i morges. Og et af morgenens indslag handlede om skolernes motionsløb, som jo altid finder sted den sidste fredag inden efterårsferien. Altså i dag.

Flere af studieværterne havde børn, der skulle ud at løbe i Guds grønne natur, og lytterne blev opfordret til at ringe ind og fortælle om deres egne børns motionsløb.

Et par lærere ringede ind.

Jo, de skulle godt nok afholde et løb for deres elever i dag. Over et par timer. Og en af dem havde en elev, der sidste år havde tilbagelagt 13 kilometer på en halv. 

Studieværten og matematikekvilibristen Maj-Britt brillerede i øvrigt i den sammenhæng ved hurtigt at regne ud, at det jo måtte give en hastighed på over 50 kilometer i timen. 

Right.

Det var selvfølgelig super sejt gået af omtalte elev at løbe så langt, som han gjorde, på så kort tid. Al respekt for det.

Men hvor var det bare ærgerligt, at jeg sad bag rattet, da jeg hørte indslaget, og ikke kunne ringe ind.

For MINE elever er fucking TIFOLD sejere end det.

De begyndte nemlig at løbe allerede i går. Klokken 11 torsdag formiddag. 

Og de holdt ikke op før klokken 11 i dag.

Det er 24 timer, folkens!

For tredje gang har vi netop afholdt vores 24-timersløb for skolens fire ældste årgange. Og årets vinder løb 87 kilometer. 

Bum!

Hun kunne tilmed have drevet det endnu længere, hvis ikke hun var kommet til at sove mere end de par timer, hun havde bestemt sig for.

For vi tvinger naturligvis ikke vores elever til at løbe uafbrudt i et helt døgn. 

Vi har base ved vores ungdomsklub, som ligger i naturskønne omgivelser og lige ved en skovrute, der bekvemt nok er næsten præcis tre kilometer lang. Det gør det let at regne distancer ud. (Hvis man altså ikke er studievært på Go'nova og hedder Maj-Britt, tænker jeg, høhø.)

Nå, men på basen stiller vi en hal til rådighed, hvor eleverne kan lægge deres luftmadrasser og tage sig et pit stop og en hyggesludder med kammeraterne, når de trænger til det.

Og i og omkring ungdomsklubbens øvrige lokaler arrangerer vi skiftevis brætspilscafé, karaoke, filmforevisning, konkurrencer af varierende art og servering af burgere og hotdogs og scones og hjemmebagte boller og frugt. Hele dagen og hele natten.

Det er SÅ fedt.

Og sikke et sammenhold, det skaber. Man ser jævnligt små klynger af rødkindede elever på tværs af klasser og årgange følges ad ruten rundt, mens de hyggepludrer.

Som lærer må man kort sagt juble 🙌 

Med 24-timersløbet har vi en enestående chance for at møde elever og kolleger i helt andre rammer end de vante. Og vi kan tage os tid til alle de snakke, der ikke ellers er mulighed for i en travl, skemastyret hverdag. 

Ligesom eleverne får det boost, der ligger i at opdage, at man er i stand til at præstere et pænt stykke ud over det, man troede, man magtede. Englebasserne i 6A løb således 37 kilometer i gennemsnit. Det er ikke langt fra et marathon. I fucking GENNEMSNIT!

Pissehardcore, woop, woop 💪

Så kan alle andre skoler sgu godt pakke sammen med deres fimsede totimersløb.

Bum! 




onsdag den 3. oktober 2018

Om norske oplevelser

Det var så den tur. 

Sidst jeg skrev, fortalte jeg, at jeg stod med det ene ben i Stavanger. Nu står jeg med begge ben hjemme igen.

Efter en skøn tur. Fantabulous faktisk 😀

Rig på menneskeindtryk. Og romantik 💘 Og pludder  Og vandring. Og natur.

Dog ikke så rig på fadøl. 

For satan altså. 

120 kroner (HUNDREDE-FUCKING-TYVE KRONER!) for en fadøl kan jo lære hvem som helst at holde sig nogenlunde på måtten. Selv fruen.

Men alt det andet var top dollar nice.

Tag nu for eksempel Prædikestolen. Som var grunden til, at vi var taget derop in the first place. 

Damn!

Først skal man gå fire kilometer i ret ujævnt terræn. Længst nede ser det sådan ud:



 Og så kommer man op i et landskab, der ser sådan ud:




 Og så kommer man lidt højere op i et landskab, der ser sådan ud:




Med Lysefjorden allerdybest nede.

Og til sidst kommer selvfølgelig den store forløsning. Det mest fantastiske blik over en af de mest ikoniske klipper i verden: Prædikestolen:



 Wow!!!

Og her bliver man så lidt klogere på andre mennesker. For eksempel dem, der inde midt på klippeplateauet står i kø for at komme...

... FUCKING HELT UD PÅ SPIDSEN og enten sidde og dingle med benene ude over kanten eller posere oprejst i mere eller mindre tåbelige stillinger, mens deres venner knipser løs med kameraer og mobiltelefoner.

Øh?

Vi er lige enige om, at der er 600 (SEKS-FUCKING-HUNDREDE!) meters frit fald fra klippespidsen, ikke?! Lige ned i fjorden. Bum.

Vi så en, der absolut skulle stå på hænder derude. Det vil sige, indtil vi ikke så hende længere... 

Fordi vi vendte ryggen til, da ingen af os havde mod til at kigge på hende i mere end et splitsekund ad gangen.

Fuck altså!

Her poserer JEG så:



Trygt lænet op ad klippevæggen på god afstand af afgrunden. Ikke den modigste ungmø i verdenshistorien, men jeg SIDDER dog på Prædikestolen og poserer 😋

Og jeg turde også vove mig længere ud:



Helt ud på ydersiden af DENNE motherfucker:



Revnen!

Nu plejer jeg at være meget til revner (høhø 😋) Men de er altså som regel lidt mindre end denne satan. 

Den er cirka en halv meter bred og gennemskærer Prædikestolen hele vejen på tværs. Hvilket betyder, at den yderste del af plateauet formentlig vil styrte i fjorden en dag. Gys!

Folks påklædning var i øvrigt også et studie værd. 

Vi så for eksempel en hel del vandrere i løbesko. 

Nu vil jeg ikke skrive et ondt ord om løbesko (og når man skriver sådan betyder det som regel, at det netop ER det, man vil 😉), men de er altså bedst til at løbe med og IKKE bedst til at stå fast i våde, ujævne højfjeldslandskaber med.

Vi så også folk på høje hæle.

Og en lille dreng i gummistøvler.

Og en lille pige i tylskørt og T-shirt.

Og en hel del babyer i bæreseler på maven eller ryggen af deres fucking letsindige forældre. Som i DEN grad skulle skamme sig over at udsætte uskyldige småbørn for fare.

For terrænet ER tricky. 

Faktisk så vi en mand, der faldt og brækkede benet lige over anklen, så hans fod hang og dinglede i en megaklam vinkel.

Han blev båret ned på en bagatel af cirka tre timer. Af en 10-12 redningsfolk. For det er vanskeligt for en helikopter at lande deroppe i højden. Han så ikke ud, som om han nød turen, kan jeg så fortælle.

Nå, men til trods for klamme benbrud og harme over andre menneskers idioti havde vi en helt igennem vidunderlig tur til Prædikestolen, som klart må anbefales. Sørg dog lige for at komme lidt uden for sæsonen, for stien derop må være en af de mest befærdede vandrestier i Nordeuropa.

Som buschaufføren sagde, da han satte os af ved stiens begyndelse:

"When you walk here, you never walk alone."

Sidegevinsten var Stavanger. Inden vores ankomst til området var vi nogenlunde enige om, at Stavanger nok bare var en beskidt olieby blottet for norsk idyl.

Vi tog fejl.

I Stavanger kan man finde disse motiver:








Hyggeligt og fint 😀

Nå ja, og så er det ikke helt sandt, at jeg ingen fadøl fik 😋



Slut for nu.

tirsdag den 25. september 2018

Om rejser

At rejse er at leve. 

En ikke så original tanke, I know. Jeg tror i hvert fald nok, en eller anden digter er kommet på den samme før mig. 

Men det PASSER fandme!

Jeg bruger stort set alle mine penge på rejser og oplevelser. 

Også selv om forstadsvillaen lige nu godt kunne bruge en tømrer, en VVS'er, en fugeperson og et nyt komfur. 

Og selv om hornet i Yarisen er stået af og godt kunne bruge en mekaniker. 

Og selv om jeg har knækket en tand og godt kunne bruge en tandlæge. 

Og selv om jeg faktisk trænger til nye briller, fordi alting ligesom har fået en uldkant, når jeg kigger på det.

Jeg har kort fortalt en hel, hel masse fornuftige ting at bruge mine penge på. 

Problemet er bare, ... at FORNUFTIGT ... er fucking KEDELIGT!

Så derfor rejser jeg til Stavanger. På torsdag.

Jeps.

Sammen med en ... øh ... temmelig nær veninde.

Det bliver SÅ fedt.

For eksempel fordi jeg har et par nye bukser, jeg skal have testet. Som omtalte dame gav mig i fødselsdagsgave i år. Et par lækre Fjällräven vandrebukser, nammenam. Ledsaget af et par spritnye Salomon vandrestøvler, som jeg er så glad for, at jeg nærmest sover med dem om natten.

Og for eksempel fordi Stavanger er det sted, hvor Prædikestolen findes. 

Nu tror du måske, at du ikke kender Prædikestolen. Men det gør du. Prøv bare at billedgoogle motherfuckeren. Så har du helt sikkert set den før.

Dette kæmpemæssige, ikoniske klippeplateau hæver sig hele 600 ærefrygtindgydende meter over Lysefjordens vand ... og skal naturligvis bestiges. 

Om klippen også skal betrampes eller blot forsigtigt belistes, vil tiden vise. Rygtet siger, at den har slået en revne på en halv meter, så det bliver spændende at stå derude og krydse fingre for, at lortet holder sig oppe. Må hellere se, om jeg kan nå at smide et kilo eller to inden opstigningen.

Fedest bliver det dog at nyde min kvinde. Langt borte fra alt, hvad vi kender. Bare os to. Og Norge. (Og så lige dem i Stavanger. Og turistmasserne på Prædikestolen.) Elsker sådan at være på eventyr med kvinden i mit liv.

Hvad jeg imidlertid IKKE elsker, er det norske prisniveau. Googlede lige et par restauranter i Stavanger. Her kan man åbenbart købe en pizza ... for 340 kroner. Fuck!

Overvejede også på et tidspunkt at tilkøbe indcheckning af en kuffert på turen. For selv om jeg sædvanligvis udmærket kan rejse med kun et par trusser og en tandbørste i bagagen, ER det altså fedest at have mere plads, når bagagen nødvendigvis omfatter alskens vandregear. 

Ikke noget problem, oplyste de hos Norwegian. Hvis vi bare lige overførte 777 kroner til dem, så måtte vi hjertens gerne tage en kuffert med. Både ud og hjem. 

Right! Jeg tror sgu, vi nøjes med håndbagage.

I øvrigt er det ikke så ligetil at flyve til Stavanger. I hvert fald ikke fra Jylland. Der går nemlig ingen direkte fly. Så på vejen derop må vi mellemlande i Oslo. Hvilket ikke er så slemt, for det er i det mindste i den rigtige retning. Sort of.

Men på hjemturen. Damn. 

På hjemturen forlader vi Stavanger Lufthavn klokken 07.00. For klokken 08.35 at lande i ... fucking BERLIN!

Så kan vi kigge ned og vinke til Yarisen på parkeringspladsen i Billund Lufthavn, når vi flyver over den på vejen mod den tyske hovedstad.

Oh dear.

Nå, men nu skal jeg vist have gang i madlavningen. Jeg har sultne børn.

Take care. Og så høres vi ved. Formentlig når jeg om et par uger fortæller om London.

søndag den 9. september 2018

Om at være overdrevet heroisk

Jep, det kan man nemlig sagtens.

Være overdrevet heroisk.

Faktisk er der en fin grænse mellem at være almindelig heroisk og overdrevet heroisk. (Og somme tider er det kun en lille smule dumhed, der afgør, om man er det ene eller det andet.)

Man er således overdrevet heroisk, når omkostningerne ved den heroiske handling slet ikke står mål med udbyttet.

Jeg var det sidste i tirsdags.

Heroisk.

I overdrevet grad.

Historien:

Jeg havde booket en minilejr med 8C. Den skulle finde sted tirsdag og onsdag i den forløbne uge. 

Og turen gik i al sin smukke enkelhed ud på, at jeg skulle stille med klassen i Svejbæk ved Silkeborg tirsdag formiddag klokken 10. Her skulle alle iføre sig en kajak, hvorpå tre uddannede kajakinstruktører fra den lokale ungdomsskole ville ledsage os ud til øen Møgelø ved Himmelbjerget. Distance: 3-4 kilometer.

På Møgelø ville kajakinstruktørerne aktivere englebasserne med nogle teambuildingøvelser tirsdag eftermiddag, og klokken 15 ville de hapse en robåd med påhængsmotor, sejle over til fastlandet og overdrage aktiveringen af og tilsynet med eleverne til fire fædre fra klassen, der skulle hjælpe dem med at lave aftensmad og overnatte hos dem i en spejderhytte.

Jeg selv skulle også med robåden over til fastlandet og med toget retur til den by, hvor min skole ligger, så jeg kunne hente min bil på skolen og suse hjem til Rotterne herhjemme.

Onsdag morgen ville en af mine gode teamkolleger møde på Møgelø klokken 7 for at afløse de indkaldte fædre og ledsage eleverne tilbage til udgangspunktet i kajak.

Smukt og enkelt, right?

Wrong!

Det gik galt allerede inden afsejlingen fra Svejbæk tirsdag formiddag.

For jeg havde sgu aldrig siddet i sådan en fætter før. En kajak altså.

Jeg vidste, at vi alle ville blive tilbudt en våddragt, men min blufærdighedsgrænse gik altså lige præcis her. For så vidt jeg ved, er sådan en vådmotherfucker ret kropsnær. Og jeg skulle fandme ikke nyde noget af det prestigetab, sådan et antræk ville påføre mig over for 8C.

Så nej tak! Jeg kunne vel også sagtens ro den sølle distance over til øen uden at blive våd, tænkte jeg kløgtigt.

"Altså, det kan godt være, at du kan leve uden våddragten, men du skal altså tage et par vådsko på, for dit fodtøj bliver gennemblødt på turen," lød det imidlertid fra en af de pisseirriterende og tydeligvis bedrevidende kajakinstruktører.

Nå.

Men et par vådsko ville vel være knap så blufærdighedkrænkende som at klemme hele min frodige kvindekrop ned i et grimt gummietui, så jeg indvilligede.

Og det skulle jeg aldrig have gjort.

For idet jeg bukkede mig ned for at tage mine vandresko af og iføre mig vådskoene, gav det et ordentligt smæld i min ryg. Nærmere betegnet i lænden, hvor jeg har den udsøgte fornøjelse at være indehaver af to diskusprolapser, der af og til laver lidt ... øh ... ballade.

Fuck!

Hvis nogen af mine læsere har prøvet det, så ved de, at den slags føles, som om en hærdebred havnearbejder står og jakker en issyl i ryggen på en. Med al sin kraft.

Det gør mildt sagt ondt.

Faktisk så ondt, at jeg et øjeblik så hvidt af smerte. Og næsten havde det, som om jeg skulle ørle. Lige der foran 8C. Fedt.

Og hvad der var endnu federe var ... at jeg var nødt til at tage på vandet med klassen som planlagt.

Det forholder sig nemlig sådan, at ungdomsskolen ikke vil på vandet med en klasse, medmindre der er en lærer med. Og det er egentlig fornuftigt nok. For ungdomsskolens kajakinstruktører kender jo ikke eleverne særlig godt, og hvad fanden skal de stille op, hvis en af englebasserne pludselig flegner ude midt på vandet?

Så jeg kunne lynhurtigt regne ud, at hvis ikke jeg iførte mig den satans kajak og sejlede af sted med ungerne, ville en pæn del af deres lejrtur være ødelagt. For jeg var den eneste lærer til stede.

Så ned i kajakken med mig. Og så handlede det ellers KUN om overlevelse.

Og jeg gjorde stort set ALT forkert. Hvilket i og for sig havde været okay med mig, hvis ikke det var, fordi en af kajakinstruktørerne åbenbart så det som sin fornemste mission at lære mig at gøre det rigtigt.

"Nej nej nej, du skal SIDDE op!" lød det således fra manden igen og igen.

Og han kunne jo ikke vide, at jeg lige præcis IKKE skulle sidde op. Jeg skulle fandme LIGGE NED. Så meget, som det overhovedet kunne lade sig gøre i sådan en formstøbt plasticbalje. Ellers ville jeg dø. Det var jeg sikker på.

Så jeg pippede noget om ondt i ryggen tilbage til manden.

Men han var ikke sådan lige at bringe til tavshed. For han var jo ved at flyde over af gode råd. Han mente åbenbart, at de var nødvendige.

"Nej nej nej, IKKE bruge armene! Du skal vride i overkroppen. Sådan her," lød det således videre fra ham, mens han med spidsen af sin kajak puffede til min. Jeg var vist også kommet en smule ud af kurs.

Wrong again, motherfucker!

Jeg skulle fandme ikke vride i nogen overkrop. Jeg skulle bare nå over til den skide ø uden at krepere af smerte undervejs.

Og sådan fortsatte vi med at hygge os. Han sagde, hvad jeg skulle gøre, og jeg gjorde noget helt andet. 

Fuck altså.

Han må have troet, jeg er virkelig tungnem.

Nå, men efter hvad der virkede som en fuldkommen endeløs rotur, ankom jeg til øen. Som den sidste naturligvis.

Onsdag og torsdag var jeg sygemeldt.

Stupid me.

Og fremover ikke mere heltindepis herfra.

Bum.

torsdag den 30. august 2018

Blev ikke færdig i går

I går skrev jeg lidt om, at det var længe siden, jeg sidst havde skrevet

Og så antydede jeg, at jeg ville fortælle hvorfor. Og så fulgte en meget lang smøre. Med en hel masse ord, som ...

... øh ... ikke rigtig forklarer, hvorfor der skulle gå en hel måned mellem to indlæg, haha.

Så jeg er nødt til at skrive noget mere. Ellers fremstår jeg jo komplet upålidelig.

Jeg har fået ny mis. For to en halv uge siden.

Så nu tror du måske, at jeg har fire. Fordi du fra tidligere indlæg ved, at jeg har en pigemis, der hedder Tove, og en drengemis, der hedder Hilmer. 

Right?

Wrong!

For midt i sommerferien fik jeg et opkald. Det var fra Randers Dyrehospital. Jeg hørte ikke telefonen ringe, så damen havde indtalt en besked:

"Vi har fået indleveret din lille kat. Vil du ringe tilbage?"

Så sagde hun ikke mere. Men jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke ringede, fordi jeg havde vundet i lotteriet.

Pulsen dunkede i ørerne, og jeg begyndte omgående at sitre over hele kroppen. Så jeg næsten ikke kunne ramme tasterne. Jeg fornemmede jo nok, at jeg stod på tærsklen til kedafdethed.

Og ganske rigtigt: Min skønne, frække lille Hilmer var blevet ramt af en bil :-( 

Et forbipasserende kærestepar havde set den lille fyr ligge i vejkanten, og da de spottede, at han var øretatoveret, havde de gættet, at der nok var en familie et sted, som holdt af ham og savnede ham. Derfor havde de taget ham med og afleveret ham på dyrehospitalet.

Det var godt nok pænt gjort.

Jeg fik ikke deres navne, så jeg har ikke kunnet skrive til dem, men hvis de læser med her på bloggen, hvad de sikkert ikke gør, så vil jeg takke dem varmt for deres betænksomhed.

Nå, men jeg vrælede ned i telefonen, allerede inden jeg havde fået sagt farvel til damen fra dyrehospitalet. Det var SÅ sørgeligt.

Og ikke alene var jeg selv ked af det, jeg vidste også, at jeg måtte ringe til mine børn og gøre DEM kede af det. Og det var mindst lige så slemt. 

De gik rundt på Caminoen i Spanien med The Person Formerly Known as Lucifer her på bloggen. (Nye læsere ved det ikke, men i tiden efter min skilsmisse for otte år siden gik min eksmand under betegnelsen Lucifer, fordi jeg syntes, han var dum.)

Og da jeg ikke ville spolere deres ferie med dårligt nyt hjemmefra, måtte jeg vente med at ringe, til de var landet i Kastrup. Så kunne jeg gå og glæde mig til det.

Vi besluttede, at når vi var færdige med at være kede af det over Hilmer, måtte vi hellere få en ny lille mis. 

Dels for vores egen skyld. Det er pissehyggeligt og sjovt at have sådan et lille kræ. Og dels for Toves skyld. Hilmer var Toves bror, og nu gik hun rundt og så lidt ensom ud.

Og som sagt, så gjort.

Nu er Erling flyttet ind. 

Han er fjorten uger gammel. Og jeg skal sandelig love for, at der er kommet liv i forstadsvillaen. 

Han ser sådan ud:


¨
Han er neger. Det må man vel godt skrive, når det er en mis. Fuldkommen sort. Overalt. Selv på snuden og trædepuderne. Nå ja, undtagen på tungen måske. Den er til gengæld meget lyserød i alt det sorte. 

Tænkte, at Tove nok ville blive glad for lidt selskab. Men jeg er ikke naiv, så jeg tænkte OGSÅ, at damen nok lige skulle vænne sig lidt til The Black Intruder.

Og det fik jeg mildt sagt ret i. Det viser sig, at Tove er TEMMELIG GLAD for sit territorium. 

Og lille Erling får tæsk.

Så nu har vi en katteKILLING ... og en katteKÆLLING.

Retfærdigvis må jeg dog også skrive, at bøllebankene er blevet mindre hyppige, så der ER håb om en fredsløsning.

Nu vil jeg lægge skriveriet fra mig. Jeg er hjemme med MEGA dårlig ryg efter en ret uheldig kajaktur i tirsdags (mere om det en anden gang), og jeg trænger virkelig meget til at ligge lidt.

Take care, y'all :-)