lørdag den 19. januar 2019

Lidt om madpræferencer

Sidder her i forstadsvillaen med en dejlig kop nyrørt pulverkaffe, som jeg af og til "nuker" i mikrobølgeovnen, fordi jeg bliver adfærdsvanskelig, hvis ikke min kaffe er brændhamrende varm.

Og for lidt siden faldt så mit blik på Anker. 

Anker er min kiksede mis. 

Jeg har tre. Misser. De to af dem er kæledyr. 

Den ene hedder Erling. Og han er dælme en flot fyr. Slank og elegant. Adræt. Og kulsort på en skinnende blank måde. Dertil virkelig kælen og hyggelysten (så her har han lidt til fælles med den af mine misser, der ikke er en kat).

Og så er der Anker. Han ligner en lav kommode. Og hans gangart ligner den, man ser hos ænderne henne i Doktorparken. Jeg behøver aldrig at være bange for, at Anker hopper op på køkkenbordet, for det kan han ikke. Jeg har set ham hoppe op i sofaen. Det er Ankers rekord.

Men Anker er virkelig sød. Han var en vildkat, da vi fik ham, og vi har haft held til at gøre ham menneskevant. Han får mere og mere tillid til os, og det er rørende at se.

Det særlige ved Anker er, at han er super madglad. I en grad så han spinder højlydt, hver gang han spiser (og her har HAN jo så en vis lighed med bloggerinden selv).

Jeg FORSTÅR ham.

Jeg elsker også mad. For mad er livgivende og lækkert. 

Jeg har en alsidig smag. Spiser gerne grøntsagsretter. Og også gerne kød. Og kan sagtens finde selvforkælelse i en rubber med makrel i tomat.

Og så har mad en imponerende signalværdi.

Spiser du vegetarisk, signalerer du klimabevidsthed. Spiser du vegansk signalerer du dyrevelfærd. Spiser du leverpostej, signalerer du folkelighed. Spiser du foie gras, signalerer du upper class og i hvert fald ikke dyrevelfærd. Og spiser du grød, er du hip.

For min skyld må folk spise, hvad de vil. Næsten. Jeg bliver lidt stram i betrækket, hvis ikke dyrene er blevet behandlet ordentligt inden slagtning. Og jeg ser også gerne et lidt mindre forbrug af oksekød. Men ellers ... Knock yourself out.

Min kæde hopper imidlertid af, når det bliver fanatisk. Eller når man bruger egne madvaner til at fremhæve egne attributter og trampe lidt på andre mennesker. 

Som for eksempel når vegetaren i sin frelsthed udtrykker afsky over den mad, jeg spiser. Det er, som om det er vegetarens ret at vise lede, når duften af bacon breder sig. 

Jeg synes, det er uforskammet. Jeg laver da heller ikke klamme ørlelyde ved synet af en broccolitærte.

Det er også åbenbart vegetarens ret at forlange særbehandling ved sociale sammenkomster. 

"Du skal lige vide, at jeg er vegetar," har jeg somme tider hørt, når jeg har inviteret folk til spisning. Og deri ligger så en usagt forventning om, at jeg skal tilpasse menuen efter deres præferencer.

Og hver gang har jeg smækket hælene sammen og lavet dhal.

Men forestil dig lige den omvendte situation. At JEG er inviteret til middag hos en vegetar:

"Du skal lige vide, at jeg er kødspiser," og således en usagt forventning om en blodrød rib-eye på middagsbordet (eventuelt ledsaget af en dejlig, hjemmerørt pulverbearnaisesauce).

Nej, vel? Ain't gonna happen.

På lærerværelset ser jeg dælme meget bulgur. Det er Bulgur City. Og selv om det er dejligt at se, at mine kolleger spiser sundt, så KAN jeg simpelt hen ikke lade være med at provokere lidt.

Så jeg har i ugevis sat spegepølsemadder med remoulade og ristede løg til livs i spisefrikvarteret. Så sætter jeg mig tæt hen til bulgurdamerne og ånder på dem, mens jeg spinder højlydt ligesom Anker, for hver mundfuld jeg trykker ind.

Ved ikke, om de har fanget mit statement endnu. Men jeg tænker at fortsætte. Og måske tilmed udvide repertoiret til leverpostej med rødbede.

Bum.

Nu vil jeg til gengæld pakke mig af sted. Barn 1 + 4 har lokket mig med i Aarhus Skøjtehal i eftermiddag. Det skal nok blive spas.

Take care, og vi høres sikkert ved 😄

fredag den 18. januar 2019

Home Alone ...

... er totally nice. Ganske simpelt.

Både som film og som situation.

Jeg vil ikke skrive ret meget om filmen her. Du kan jo selv se den. For sikkert hundredetresindstyvende gang. Hvis du er ligesom mig.

Men SITUATIONEN: nammenam 💃💃💃 (dansende damer).

Se, i de seneste år har min situation set således ud:

Mandag til fredag: på arbejde som lærer og dermed under samme tag som henved tusind mennesker fra 8 til 16. Dernæst hjem til Rotterne (læs: fruens elskelige fire børn, red.).

Lørdag og søndag i ulige uger: hjemme hos Rotterne. Først fire.  Så tre. Så to. Og nu kun en enkelt, da de ældste er fløjet bort, således som naturen dikterer det.

Lørdag og søndag i lige uger: hos kæresten - nu ekskæresten - og hendes søn.

Alenetid? Nul. Zero. Zilch. Keine. Rien.

Men derimod HELE tiden mennesker omkring mig, som jeg skulle forholde mig til.

Hvilket således er en kæmpe kontrast til mit tidligere liv, hvor jeg var freelance-oversætter og sad for mig selv og nørdede bogmanuskripter for alle mulige forlag dagen lang.

Det betyder, at jeg i DEN grad nyder de få stunder, jeg kan finde og skrive "Mig" på.

Som for eksempel lige nu. 

Jeg ved godt, at vi ikke er i en lige uge, og at jeg derfor burde have Barn 4 hos mig lige nu. Men se, Barn 4 er 14. Og derfor stor nok til at tage toget til Aarhus for at tilbringe et døgns tid sammen med sin storesøster, Barn 1. Bare for hyggens skyld.

Hvilket giver: TADAAAAAH! Alenetid til Mutti.

Og tilmed UVENTET alenetid 😄

Så jeg har sgu lige drukket en øl. Tag DEN! En Grimbergen Double Ambrée, som er en af mine yndlingsøl.

Jeg er ellers som regel opmærksom på, hvilke signaler jeg sender yngstebarnet i forhold til indtag af alkohol. Som datter af en alkoholiker ved jeg nemlig, at man let får det indtryk, at alkohol er en almindelig del af hverdagen. Det indtryk vil jeg nødig give.

Men når katten er ude, SÅ ... er det fandme frem med en Grimbergen!

Og lur mig, om ikke jeg også trækker en flaske rødvin op til min bøf.

Yes: min BØF. 

Nu har yngstebarnet og jeg spist vegetarisk hele ugen. Med undtagelse af en enkelt pakke kyllingeoverlår, der rakte til to dage. Så i aften vil jeg sige fuck klimaet: Jeg har sgu købt en bøf. Man lever vel på kanten 😉

Dertil hasselback-kartofler, avocadosalat og hjemmerørt pulverbearnaisesauce, som jeg elsker i en grad, så jeg kunne fucking DRIKKE det.

Efter min udsøgte middag vil jeg nyde, at jeg SELV bestemmer, hvad Netflix skal adsprede mig med. 

Jeg vil også nyde den fantastiske varme, som min brændeovn allerede udsender (fuck klimaet igen). Og bevidstheden om, at snefnuggene stille daler ned udenfor.

Selvforkælelse i høj potens. Og fuldstændig rimeligt efter en arbejdsdag, hvor jeg har haft så travlt, at jeg ikke nåede at spise min madpakke, før jeg HAVDE fået fri.

Dels har jeg praktikanter for tiden. Førsteårsstuderende, der endnu ikke ved en skid og derfor har brug for MEGET vejledning. Og dels er jeg utrolig fedtet ind i en tyverisag, hvor en af mine elever er under kraftig mistanke for at have neglet en trøje fra en anden elev.

Det lyder ikke så alvorligt, vel? Men når trøjen er af et meget dyrt og hypet mærke, bliver det pludselig en helt anden sag. For så har lortet kostet over 2.000 kroner. Og et tyveri er dermed politianmeldelsesværdigt.

Og selv om INGEN skal stjæle, så må jeg kraftedeme undre mig over, at nogen vælger at sende deres barn i skole iført en trøje til så astronomisk et beløb. Faktisk må man være lam i roen. For når man er folkeskoleelev, kan man altså finde på at lægge sit tøj fra sig alle mulige tilfældige steder. Og så er det måske væk, hvad enten der har været en tyv på spil eller ej.

So DON'T! Lad nu være med den slags pis. Hvis altså du ikke bor i Charlottenlund, så 2000 kroner ikke betyder en rygende fis.

Og ja. Det har været SKØNT at få weekend. In case you were wondering.

I morgen formiddag vil jeg så forkæle mig med forhåbentlig at uddele tæv til Ulla på tennisbanen, inden jeg suser til Aarhus for at hente Barn 4 og i processen hygge mig lidt med begge piger.

Sådan er meldingen herfra. Og jeg vil slutte af med at ønske dig et par fortryllende fridage.

💃💃💃 (flere dansende damer).

onsdag den 16. januar 2019

Om partnere

Fik lige en bette snak med en kollega forleden dag. 

Ikke, fordi jeg ikke snakker med kolleger hver dag altså. Det ville jo være lidt bizart at gå igennem en hel arbejdsdag uden at veksle et ord med nogen af de 99 andre ansatte, tænker jeg.

Men den kollega, jeg har i tankerne netop nu, har det til fælles med mig, at hun er ret nysingle. Og derfor kommer vores snakke somme tider til at handle om det. Og om mænd. Og for mit vedkommende mænd OG kvinder.

Nu sidder den opmærksomme bloglæser og tænker, at det er mystisk, at jeg sådan sidder og snakker om mænd, for er jeg måske ikke homo?

Og jo, det er jeg. Helt og holdent homo.

Men jeg har jo i årenes løb brugt utrolig meget krudt på at få det til at SE UD, som om jeg var til mænd. Og det har betydet, at jeg har en fin lille portefølje af mandlige partnere med i bagagen. Hvad enten jeg bryder mig om tanken eller ej.

Der var for eksempel Peter. 

Han var min første kæreste. Jeg var 16. Og han var 20. Jeg var aldrig forelsket i Peter. Og da jeg trådte ud af forholdet med ham, var jeg lige så meget jomfru, som da jeg trådte ind i det tre måneder tidligere. Jeg var kærester med Peter, fordi piger på 16 altså havde en fyr i den lille provinsby, jeg voksede op i. Og det var bekvemt, at han godt ville nøjes med at kysse og holde i hånd.

Da jeg var knap 17, rejste jeg til USA som udvekslingsstudent. Og der mødte jeg Lamoyne. Ham var jeg heller ikke forelsket i. Men han var en flot fyr. Afroamerikaner, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk. Høj og muskuløs. 

Det var nede i Atlanta i staten Georgia. Og Georgia er et af de gamle slaveområder. Lamoyne kom fra det fattige, afroamerikanske kvarter, mens jeg selv boede hos en værtsfamilie i en velhavende, hvid bydel. Om der lå en provokation i det fra min side, ved jeg ikke, men det er da tankevækkende, at jeg slæbte en temmelig mørkhudet fyr med hjem til min rige, hvide værtsfamilie og plumsede ham i deres pool til forskrækkede blikke fra omgivelserne.

Lamoyne fik min mødom. På forsædet i den gamle, gule pick-up truck (eller "pik op", om du vil), jeg havde lånt af familien. 

For sådan var det åbenbart med velstående, hvide familier i den der gamle sydstat: Piger måtte ikke have drenge på værelset. Endsige overnattende drenge. Så hvis man ønskede en smule intimitet, ja, så var man altså henvist til at køre ud i en bil, finde et mennesketomt kvarter og hygge sig der. Mens man håbede på ikke at blive snuppet for public display of affection (slå det selv op), hvilket ville have udløst en bødestraf.

Så rejste jeg hjem, og mit forhold til Lamoyne blev til et håbløst, long-distance relationship, indtil det gik i sig selv. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men det passede mig udmærket. For Lamoyne havde udspillet sin rolle, da jeg via ham jo igen havde demonstreret, hvor hetero jeg lige var.

Da jeg var 18, løb jeg sørme ind i Jarle. En norsk marinesoldat på øvelse i Danmark. 

Jeg mødte ham på diskotek Mona Lisa i Aarhus. Sådan et etablissement med rundsiddesofaer i mørkerød velour, der visse steder havde stive pletter af spildt øl og sikkert også noget andet, som jeg ikke bryder mig om at tænke på. 

Da diskoteket lukkede, kørte jeg Jarle hjem til hans skib i havnen. Der kyssede vi, mens soldaterkammeraterne ved landgangen piftede, og så var vi kærester. Næste dag sejlede hans skib hjem til Bergen.

Og tre uger senere kom han flyvende ned for at besøge mig hos mine forældre, hvor jeg boede.

Mine forældre elskede ham, og han VAR også sød. Så sød, at han var helt utrolig kedelig. Sådan på den frelste, norske måde.

Forholdet varede i to år, hvor vi besøgte hinanden i ferierne, og så gled også det stille og roligt ud i ingenting. Hvilket ligeledes passede mig fint. For ligesom Lamoyne havde Jarle udspillet sin rolle. Jeg gav stadig indtryk af at være helt vildt hetero. Og som sidegevinst havde jeg fået en pæn seksuel erfaring. For Jarle havde en ret stor appetit. Så nu kunne jeg for alvor være med, når veninderne snakkede sex.

Jeg var sjovt nok aldrig forelsket i Jarle. Og hvad intimt samvær angik, så var det okay, om end det var TEMMELIG opreklameret.

Da jeg var 22, kom Lucifer ind i mit liv. Ham var jeg kærester med i 3 år og gift med i 18. Og med ham har jeg fire børn. 

Var jeg nogensinde forelsket i ham? Gæt selv.

Jeg forlod Lucifer, da jeg var 43. For det var langt om længe gået op for mig, at jeg levede det falske liv. I 43 år havde andre menneskers standarder betydet, at jeg havde knægtet mig selv og i processen ført en stribe mænd bag lyset. Og nu kunne jeg ikke mere. 

Jeg indså langt om længe, at jeg var håbløst homo, og at det ikke nyttede at kæmpe imod.

Så jeg stak andre menneskers standarder en fuckfinger og fandt en dejlig kvinde, som jeg forelskede mig i. Og som til gengæld også forelskede sig i MIG. Det var min debut med gengældt kærlighed. Og jeg opdagede, at det der sex i grunden var ret vidunderligt. Hehe.

Så. Nu har du fået et hurtigt oprids af de mest betydningsfulde partnere, jeg har haft. Og  jeg vil vende tilbage til min samtale med min kollega. 

For mens vi snakkede, gik det op for mig, at det sgudda ikke er tilfældigt. 

Det er ABSOLUT ikke tilfældigt, at jeg havde en hang til mænd i udlandet, da jeg var ung. På det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, at jeg var homoseksuel, men noget må have fortalt mig, at det var PISSEpraktisk at have en officiel mandekæreste stuvet af vejen i et andet land.

Og da jeg mødte Lucifer, må det samme noget have sagt mig, at jeg skulle se at få en masse børn, så jeg kunne henlede næsten al min opmærksomhed på dem. Og dermed ikke behøvede at se den grimme sandhed i øjnene: at jeg havde giftet mig med en mand, jeg ikke elskede.

Jeg har ikke tænkt over det før, men når jeg nu reflekterer, har jeg faktisk aldrig følt mig super godt tilpas ved at være alene med en partner. I hvert fald ikke før jeg fandt min skønne kvinde. Og derfor valgte jeg altså mænd, der boede langt borte, eller også fik jeg barn efter barn efter barn efter barn.

Om jeg er blevet klogere på mig selv? You bet.

Og av!

Gudskelov for mine fire underskønne styk afkom. Uden dem havde det sgu været lidt tragisk.

Jep.

tirsdag den 15. januar 2019

Smashing Sunday efterfulgt af ...

Sikke da lige en dejlig søndag, jeg der fik mig. I forgårs altså. 

Nå ja, det meste af dagen var selvfølgelig røv og nøgler, for jeg er ikke så vild med HADER fandme at gøre rent. 

MEN.

Da forstadsvillaen langt om længe var ... øh ... "justeret" og de øverste lag dermed skrabet bort. Og jeg også sådan lige tilfældigvis havde bagt en kage. Ja, så bankede det på døren.

Det var min skønne gamle veninde. Hende, som jeg har skrevet om her.

Übermensch, you know.

Og nu må jeg lige danse lidt 💃💃💃

For hvor var det bare FANTABULOUS at se hende igen 😄

Det var ikke præcis som i gamle dage, for der er jo gået otte år, og jeg har givet den stakkels kvinde nogle grimme kvæstelser, så vi skal ligesom finde helt ind til hinanden igen.

Men det var ret tæt på. Close enough i hvert fald. Og tiden fløj, mens vi pludrede og pludrede. 

Og da vi var færdige her hos mig, tog vi hjem til hende og hjalp hinanden med at lave mad og drikke rødvin. Mens vi pludrede lidt mere.

Så jeg er FULD af forhåbning om, at vi kan genoplive et unikt venskab, som jeg har savnet inderligt.

Nå, men mandag kom. Og gik heldigvis også over igen. For mandag blev jeg lige ramt af melankoli. Over min tabte kæreste.

Jeg kom nemlig til at tænke på, at "aldrig mere" i grunden er lang tid. Og jeg skal formentlig aldrig mere se min ekskæreste. 

Det er virkelig mærkeligt. 

Indtil for knap fire uger siden var vi jo super tætte, og jeg delte stort set alt med hende. Det har jeg skrevet nogle indlæg om i maj/juni, og hvis du roder lidt efter dem her på bloggen, finder du dem sikkert. 

Jeg var SÅ vild med den kvinde, og nu har vi pludselig taget hul på en anden evighed, end den jeg regnede med i de foregående otte år.

Jeg taber næsten vejret, når jeg tænker på endegyldigheden i det.

Det var jo noget andet, da jeg gik fra min eksMAND. 

For vi har fire fælles børn og vil dermed altid ligge og rode rundt et eller andet sted i hinandens periferi. Vi ses for eksempel hver anden weekend, når Barn 4, som er det sidste hjemmeboende barn, skal overdrages. Og vi vil have masser af kommunikation og fælles oplevelser linket til børnene fremover.

Men til eksKVINDEN har jeg kappet fortøjningen fuldstændig.

Vildt.

Så ja, det har været et par kontrastfyldte dage med både optur og nedtur.

Nu vil jeg til gengæld chatte lidt med mine nye lebbeveninder, så vi kan få arrangeret en vis sommerhustur 😉 Det hjælper lidt på humøret.

Take care and keep cruisin' 💘

lørdag den 12. januar 2019

Regenererer

Er lige dukket op til overfladen efter halvanden times morfar under tæppet på sofaen i brændeovnens vidunderlige strålevarme.

Nice 👍

ELSKER at tage en lur.

Så meget, at hvis bare jeg er hjemme fra job inden klokken 17, lægger jeg mig. 

For jeg er pissegod til at sove et kvarters tid. Så vågner jeg op og føler mig meget friskere. Også selv om snoldede 15 minutter ikke lyder af meget.

Jeg har heldigvis også læst, at det er super godt for blodtrykket at tage en kort eftermiddagssøvn dagligt. Så det er mit gode argument, hvis NOGEN skulle finde på at løfte så meget som bare et enkelt fedtet øjenbrynshår i misbilligelse. Jeg forlænger mit liv, you know 😉

Nå, men min saliggørende, livforlængende lur trak en smule ud i dag. Og det var dælme tiltrængt. For det er adskillige døgn siden, jeg har fået en ordentlig, sammenhængende nattesøvn af en passende længde.

Det startede allerede onsdag. Med en chatkorrespondance på Messenger. Hvor jeg er med i en gruppe af lebber. Som jeg ikke kender. Men som jeg heldigvis kommer TIL at kende, fordi vi skal på sommerhusweekend i Nordsjælland i vinterferien. Lyder det bizart? Well, det er det også. Men på den fede måde altså 💃💃💃 Jeg har skrevet om det her.

Som optakt til vores sommerhustur er vi begyndt at småchatte. Hver aften faktisk. Så lærer vi hinanden lidt at kende, inden vi skal mødes. Det er hyggeligt.

I onsdags var der så en af damerne på chatten, der skrev noget om at indtage betragtelige mængder af slik. Hvortil en anden svarede, at det kunne hun sandelig også. Hun mente faktisk, at hun måtte være danmarksmester i slikning.

Oh my god! Haha 😂

Prøv lige at forestille dig sådan en bemærkning kastet ind i en chat mellem syv singlelebber. Den stak jo helt af.

Og jeg kom til at grine så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn, da jeg var rullet om på skjoldet den aften. Som i OVERHOVEDET ikke. Tror, den må have været halv et, før min idiotiske hjerne endelig lod sig overmande af søvnen. Og det er altså temmelig sent, når man skal op halv seks, folkens.

Torsdag aften gik det ikke meget bedre.

Min søster og jeg gav i fællesskab vores mor en tur i byen i julegave. Først skulle vi tre damemennesker mødes lidt tidligt på en af caféerne ved Aarhus Å til en mundfuld mad. Og så skulle vi i Musikhuset til koncert med Danmarks Radios bigband og Curtis Stigers. 

Kanon aften. 

Selv om bigbandmusik måske ikke lige er på min top tre over musikgenrer, så er de der DR-folk eddermame dygtige. Og vores mor havde en helt fantastisk oplevelse, tror jeg. 

Og min søster er et af de sjoveste og mest lattermilde mennesker, jeg kender, selv om hun arbejder i Kriminalforsorgen, hvad der faktisk ikke lyder særlig sjovt. Det er måske derfor, hun er så pissemorsom i sin fritid. Fordi de vittige bemærkninger hober sig op og ikke rigtig kan komme ud, mens hun er på job.

MEN.

Det blev jo i-fucking-GEN pissesent, inden jeg faldt i søvn. Over midnat endnu en gang. For efter forestillingen skulle jeg køre mine to nære slægtninge hjem til deres to forskellige østjyske byer, før jeg kunne vende kølergrillen mod Randers og hjemmematriklen.

Og næste morgen op halv seks igen. Pis.

Så blev det jo fredag. 

Og jeg plejer bare at chille fredag aften. Fede den med fødderne oppe i sofaen og Netflix på min 60-tommer og rødvin i mit glas. Det er vigtigt for mig. Jeg bliver CRANKY, hvis ikke jeg chiller fredag aften. Så ja, det plejer jeg.

Men ikke i går. Nej, nej.

I går havde jeg sandelig arrangeret fest. For hele personalet på Yngste Datters skole. Med påhæng.

Det havde jeg gjort, fordi jeg sidder i skolens bestyrelse. Og hvert andet år inviterer bestyrelsen alle til kalas. Og de andre bestyrelsesmedlemmer synes af uvisse årsager, at festplanlægning er en af mine spidskompetencer. I wonder why 😋

Nå, men i år havde jeg hyret et lasergamefirma til at komme og afholde en turnering på skolen. Som underholdning fra 17-19. 

Og hold nu kæft, hvor var det spas! 😂

Alle deltog. Kvinder og mænd og unge og gamle og tykke og tynde og høje og lave. Og fitte og ikke-så-fitte.

Alle blev vi udstyret med et laservåben og en sensor fastgjort til et pandebånd. Og så slukkede vi lyset over hele skolen og sneg os rundt i hold for at eliminere modstanderne.



Og alle hyggede sig! 

Pissefedt koncept. Som jeg (i al beskedenhed naturligvis) har fået masser af credit for.

Men for helvede altså. 

Øl og vin flød jo i rigelige mængder hele aftenen, og selskabet var godt. Så det blev sent og ... øh ...  halvfugtigt.

Til gengæld skulle jeg tidligt op for at spille tennis. Ved sgu ikke lige, hvad der skete med min planlægning der. Fuck altså. Nå, men jeg havde stadigvæk held til at banke Ulla, så det var vel okay 😉

Nu ved du så, hvorfor jeg lod sofaen springe på mig i intet mindre end halvanden time i dag. 

Og det var totally nice 🙌🙌🙌

søndag den 6. januar 2019

Søndag

Nå, men så blev det søndag.

Ikke en af mine favoritdage. Jeg vil næsten hellere bytte søndag ud med en ekstra fredag. I hvert fald i et mindset-perspektiv.

For fredag er fuld af forventning (det er søndag også, men det er en anden slags forventning).

Søndag indsnævres min personlige frihed gradvist hen over dagen. 

Skab og køleskab skal fyldes op med forsyninger til den kommende uge, der skal bund i vasketøjet, huset skal justeres med støvsuger og andre rengøringsremedier, så det er til at holde ud at komme hjem til efter de lange arbejdsdage, jeg har.

I dag vil jeg tilmed supplere min interessante portefølje af praktiske søndagsgøremål med at vaske bil.

Og så er der lige de der skide skriftlige engelskopgaver, som jeg selvfølgelig ikke blev færdig med at rette i juleferien. Dem SKAL jeg altså have hapset en ordentlig luns af i dag.

Yeah. Sunday sucks. Sådan overordnet i hvert fald.

However.

Hvis jeg i al beskedenhed må have lov at fremhæve en enkelt ting hos mig selv, så er jeg pissegod til at spotte små positive elementer i mit liv og fastholde dem i mine tanker. 

Sætte fokus på det, der gør mig glad.

Jeg tror, det er en evne, jeg har udviklet i min barndom, hvor jeg boede sammen med en alkoholisk far, der nok forstod at gøre livet lidt kringlet for sine omgivelser fra tid til anden. Og en mor i offerrollen, som syntes, hun måtte blive hos ham af rædsel for, hvad andre ville tænke, hvis hun trak stikket på sit ægteskab. Upåagtet naturligvis, at det havde været 10.000 gange bedre for børnene.

Jep. 

Så jeg er vokset op i et hjem med en pæn andel af ... øh ... uhensigtsmæssig adfærd. Så har jeg da ikke sagt for meget.

Til gengæld blev jeg stærk. Lærte at tage vare på mig selv. Blandt andet ved at samle en fin buket af alle de små lyspunkter i min tilværelse og stille den et synligt sted i min bevidsthed. Så havde jeg den at holde mig til, når livet kradsede lidt. Ligesom når Hella Joof i bogen Papmaché-reglen siger, at vi skal drysse glimmer over de gode ting og sætte dem på kaminhylden.

Den egenskab blev i øvrigt nok forstærket i løbet af mit lange ægteskab med en person af det forkerte køn. Jeg skulle have haft en kvinde, men valgte en mand. Hvilket sjovt nok medførte, at jeg egentlig ikke var særlig lykkelig. 

Så igen fik de små gode ting lov til at fylde. I årevis.

Selv om der tydeligvis er tale om en form for overlevelsesstrategi, så er det en strategi, der har hjulpet mig til at bibringe mine omgivelser det indtryk, at jeg er en ligevægtig person med et godt humør. Og det er ikke det værste indtryk at beame ud i universet, tænker jeg.

Øverst i dagens indlæg skriver jeg, at jeg har en forholdsvis uinteressant dag i vente. Skal jeg imidlertid overføre min strategi på den tanke, ja, så er det en sandhed med modifikationer.

For eksempel kickstartede jeg min søndag med at glæde mig over, at min græsplæne til morgen var hvid af rimfrost. Jeg kan godt lide frost. Og den friskhed, som frosten giver. Og det lyse skær, der lægger sig overalt.

Jeg glæder mig også over, at Store Søn er hjemme på besøg. Han kom i torsdags og skal hjem til Lyngby i aften. Det er dejligt at se ham. Og at høre, at han trives.

Og så er der Dropsene. Jeg kan virkelig godt lide at skrive mine blogindlæg. Og at se, at de bliver læst. Så det prioriterer jeg i dag.

Desuden har jeg udskiftet mit profilbillede på Facebook. Fra det:



Til det:



Det bytte er jeg godt tilfreds med. Jeg ser ganske vist lidt ældre ud på det nye billede (sådan cirka 30 år), men til gengæld er det måske lidt mere autentisk 😉

Og når jeg nu ER i gang med Facebook, så håber jeg at komme til at chatte lidt mere med mit forhåbentlig kommende netværk af lebbeconnections, som jeg skrev om i går. De sidste par aftener har vi haft en lille gruppechat kørende, og det er virkelig skønt at føle en begyndende kontakt til andre lesbiske, for sådan en har jeg savnet inderligt.

Så yeah. Selv om dagen bliver præget af arbejde af forskellig karakter, så er den også fuld af små opture, som hermed har fået fortjent spalteplads 😄

God søndag!

lørdag den 5. januar 2019

Det har sgudda været en fin nok dag

Med sådan lidt af hvert, du ved.

Lagde ud med et træf i tennishallen klokken otte i morges. Den lader jeg lige hænge lidt: 

KLOKKEN FUCKING OTTE!

Ha! Hvor overskudsagtig var jeg lige dér!

RET så overskudsagtig, if I may say so.

Men det er sådan set også det mest positive, man kan sige om den seance. For damn, hvor spillede jeg ringe. 

For eksempel har jeg åbenbart sovet mig til en overbelastning af et ledbånd ved knæet.

Og hvordan helvede kan dét lige lade sig gøre?!

Vågnede op torsdag morgen med umanerlig ondt lige oven over højre knæ. Og der var ikke noget galt, da jeg lagde mig til at sove onsdag aften. 

Så gad vide, hvad jeg egentlig FORETAGER mig, fra jeg går i seng, til jeg står op? Ingen vilde seksuelle udskejelser i hvert fald. Efter jeg er gået fra kæresten bliver den slags højst til en våd fantasi nu og da. Og det får man sgudda ingen overbelastede ledbånd af.

Havde stadig ondt i morges, men valgte selvfølgelig alligevel at spille. Stupid me. Så det blev en ynk. Havde således mere end svært ved at holde mig inden for stregerne. Sendte forfærdende mange bolde i nettet. Og krablede omkring på banen som en fugl med brækket vinge på grund af mit idiotiske knæ.

Og nu er jeg typen, der sagtens kan finde på at gå all in, så hvis jeg absolut SKAL stinke til tennis, kan jeg lige så godt gøre foran et større publikum. Som for eksempel i dag. 

For grunden til, at vi havde været nødt til at booke banen klokken fucking otte, var, at man skulle afvikle jyske mesterskaber for U10-spillere fra klokken ni.

Og skal man spille jysk mesterskab klokken ni, dukker man selvfølgelig op i god tid, og er man U10-spiller, så har man også sine forældre med.

Fuck.

Nå, men lidelserne FIK en ende, og den gode motion kan ingen jo tage fra mig. Har måske forlænget mit liv med en halv time efter udfoldelserne i morges.

Klokken 11 stod jeg sammen med Barn 2 og 4 til surprise brunch for min søde niece, der fyldte 30 i dag.

Og nej, at Barn 1 og 3 måtte blive hjemme skyldtes ikke, at jeg havde trukket lod om, hvilke børn der kunne få lov at komme med til fest (som man jo gør), men at Barn 1 lå med blærebetændelse, mens Barn 3 skulle til eksamen på universitetet.

Ærgerligt for de to, men fint for os andre med lidt kalas. Nu er der jo også gået flere dage siden jule- og nytårsfestlighederne. Så man KAN jo længes.

Det meste af familien var selvfølgelig samlet. Også de familiemedlemmer, vi sjældent ser. 

Jeg er i særdeleshed glad for at snakke med min brors kones bror og hans kone. Okay, det er lidt langt ude, men vi ses en gang imellem, når familien mødes til fest som i dag, og de er ualmindelig SYM- og EMpatiske begge to. 

De spurgte lidt ind til bruddet mellem mig og ekskvinden i mit liv. Og jeg fortalte. Og de forstod. 

Og så skete der noget lidt mærkeligt. 

For nu har jeg snart indviet en pæn del mennesker i mit bristede forhold. Og det faktum, at jeg har gjort det forbi, er noget, jeg er meget afklaret om. Og jeg er så godt og vel i gang med at vende blikket andre steder hen end mod eksen. 

Men lige der. Mens jeg sad og snakkede med disse to virkelig-søde-men-langt-ude-familiemedlemmer-som-jeg-kun-ser-en-gang-imellem, der blev jeg sgu lige lidt påvirket.

Heldigvis. For jeg har spekuleret lidt over, hvor kold en motherfucker jeg må være, når jeg slet ikke bliver den mindste smule grådlabil over mit kuldsejlede kærlighedseventyr.

Nu er "grådlabil" godt nok et stærkt ord at bruge om det, jeg følte i dag, men jeg fornemmede lige en lille sorg over, at det ikke kunne fortsætte mellem mig og min ekskvinde.

Og det er godt, for så er jeg ikke lavet af sten.

Måske har jeg i virkeligheden beskyttet mig selv ved at gøre mig hård og ligeglad. Som en overlevelsesstrategi. Og måske giver jeg mig selv lov at føle igen, fordi det hele er ved at bundfælde sig.

Jeg tror, de følelser, der lige fik lov at titte frem i dag, er en forudsætning for at kunne komme trygt og sikkert videre. 

Det er jeg godt tilpas med 😊

Nå, men nu vil jeg lave mad. Brødrene Prices penne all'arrabbiata, nammenam. Og det bliver tilmed hurtigt overstået, for jeg lavede det allerede i går, så det skal bare vippes i mikrobølgeovnen.

Så skal jeg se resten af Schindlers Liste, som vi satte på i går, men den varer jo fucking tre timer og et kvarter, så vi nåede ikke at se den færdig. 

Det er Barn 4 på 14, der har bestemt, at det er det lystige mesterværk, vi skal muntre os med i weekenden. 

Det har hun bestemt, fordi jeg i julegave har givet hende en bucket list-plakat med de 100 film, man angiveligt bør se, inden man dør. Og på denne plakat figurerer altså Schindlers Liste.

For mig er det et gensyn, men det gør absolut ingenting.

Take care now, og så høres vi ved