mandag den 31. december 2018

Så er der vist kun tilbage at ...

... ønske godt nytår 🙏

Jeg håber, du får en super dejlig aften og et lykkebringende 2019, kære bloglæser. 

Jeg kommer til at bruge årets sidste dag på ... arbejde. Har stadig urimelig mange skriftlige engelskopgaver, som jeg umanerlig gerne vil være færdig med at rette, når jeg møder ind på job på torsdag.

Jeg skal naturligvis også have ringet rundt til alle Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.). De skal have et kærligt nytårsønske og en moderlig formaning om at passe godt på sig selv derude.

Og til min gamle, genfundne veninde. Vi har ikke rigtig fået snakket endnu, selv om vi ellers har en del af snakke om, tænker jeg. Det blev til et varmt kram i forgårs, da vi tilfældigt løb på hinanden. Men en lille pludder, det skal vi altså også have.

Endelig har jeg naturligvis aftalt et møde på tennisbanen. Denne gang i tømmermandsfri tilstand, så jeg håber at kunne give Ulla de samme smæk, som hun gav mig i går 😉

Og så daffer jeg hjem til min mor og hendes veninde sidst på eftermiddagen, så vi kan nå dronningen i god ro og orden.

Det er dagens program. Må hellere sætte i gang.

Take care, og så håber jeg, at du også i det nye år finder på at svinge forbi Dropsene 💟😍😘

søndag den 30. december 2018

Dagens check ind

Ih, du fredsens, hvor får jeg skrevet mange ord på Dropsene i denne uge. Det er jo every fucking day.

Men med alle planer erased har jeg selvfølgelig også tiden til det. På torsdag begynder jeg imidlertid atter på job, og så bliver det sgu nok lidt knebent med tid og overskud.

Så nyd det, eller hvad du nu gør, så længe det varer 😉

Jeg har haft et dejligt døgn. 

I går aftes var jeg hos eksmanden. Han havde været sød at invitere til middag. 

Det var forkælelse i høj potens. Jeg kunne faktisk ikke få lov at røre en finger i mit eget ekskøkken. Utrolig meget ulig situationen, da jeg var gift med manden, og nærmest aldrig kunne få hjælp til noget som helst praktisk derhjemme. Der skulle åbenbart en overstået skilsmisse til, før manden begyndte at opføre sig ordentligt. Så ved man det. For what it's worth.

Så jeg blev plantet i et hjørne med et glas iskold hvidvin, mens manden gastronomiserede. Det egner jeg mig virkelig godt til. At være underholdende indslag med en drink i hånden, mens andre gør arbejdet 😄

Det blev en hyggelig aften. Yngste Datter var også til stede og nød, at mor og far kunne hygge sig helt almindeligt sammen.

På et tidspunkt spurgte manden, om jeg ikke ville med ham og kæresten og Rotterne på skiferie i Cervinia i uge 7. De har en ledig plads i bilen og en ekstra seng på hotellet.

Jeg har savnet skiferier. I DEN grad. Men det har ikke rigtig været muligt for mig at komme af sted de sidste otte år.

Så jeg nikkede, at det ville jeg måske gerne, MEN foreslog, at han lige tog baglandet med, inden han nåede længere med det forslag. Det kan formentlig være helt vildt irriterende for en ny kæreste at skulle slæbe rundt med en ekskone i sin ferie. Det er bedre at have baglandet med på idéen. Så vi får se.

Klokken 23 gik jeg hjem. Det var fandme en god idé at tage den til fods, kan jeg så afsløre. Vinen havde i hvert fald flydt i rigelige mængder aftenen igennem.

Faktisk så rigelige mængder, at jeg spillede ad røven til, da jeg mødtes med min tennismakker i tennishallen i morges klokken ni. Fuck altså. Men på den positive side kan man selvfølgelig sige, at HUN havde tur i den, haha. Og under alle omstændigheder var det en SKØN start på dagen. God for kroppen, og kroppen er ligeglad med, om man sætter tennisboldene inden for eller uden for stregerne 😉

Efter tennis fløj jeg til Ry. Så godt som det nu kan lade sig gøre at flyve en i gammel Toyota Yaris. For i Ry bor Jeanette, som er min gode kollega og vandremakker. Hende havde jeg en aftale med klokken 11.

Og Jeanette havde pakket rygsækken med kaffe og chokolade og ostemadder, mens jeg havde medbragt frugt og scones.

Nice 😋

Så vandrede vi i fire timer. Hvis du ikke kender området omkring Ry og Silkeborg, skal du skynde dig derhen. Der er SÅ smukt i det danske søhøjland.

Det blev en walk & talk. Jeg havde et par ... øh ... småting at vende med damen, og hun er god til at lytte og spørge ind. Rart med en kompetent samtalepartner.

Og så du lige vejret? Uendelig smukt! 

Da vi gjorde holdt for at indtage vores medbragte forplejning satte vi os i solen på et tæppe med ryggen mod en stor sten og udsigt over en af søerne. Og så sad vi der. Og det var ikke koldt. Det var fan-fucking-tastic!

Hjemme igen fra en fin vandretur kunne jeg glæde mig over, at "Alive" IKKE havde skrevet til mig på det der dating site, you know.

Phew.

Hun skrev ellers i går og foreslog en ... date. 

Oh dear. 

Jeg er SLET ikke parat til en date. Heller ikke selv om Alive tilsyneladende er en pæn dame. 

Jeg var vist også lidt henholdende i mit svar. Det er måske derfor, hun ikke har skrevet i dag. Hvad jeg i hemmelighed har krydset fingre for.

For det er selvfølgelig stadig ekskæresten, der får mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Så varme følelser kan man ikke bare lige slukke for. Og jeg er ikke gået, fordi jeg ikke kan lide hende, eller fordi vi ikke har haft en lang række fantastiske oplevelser sammen. Det er ikke derfor.

Så nej tak til en date. Og tak til Alive, fordi hun vist har vendt blikket i en anden retning end min 😃

Nu skal jeg have bikset lidt mad sammen. Det er underligt kun at lave mad til en enkelt. Men jeg gør det alligevel. Fordi rugbrød er lidt usexet.

Jeg tænker en lille pastaret med bacon og portobellosvampe i en flødesauce og med frisk persille og parmesan.

Nammenam 😋


lørdag den 29. december 2018

Om nytårsforsætter

Det kunne godt blive et kort indlæg, dette her. For jeg har nemlig ingen. Nytårsforsætter altså.

For nytårsforsætter har en kedelig tendens til at løbe ud i sandet, så snart vi blot er kommet et par uger ind i det nye år. Mine har i hvert fald.

Men man kan jo godt reflektere lidt over, hvilke gode ting, man MENER at komme til at udrette og opleve i det nye år.

Bæredygtighed

Jeg mener for eksempel, at jeg vil få større fokus på bæredygtighed. Jeg arbejder på at oprette et valgfag på min skole, som blandt andet vil introducere eleverne for FNs verdensmål, og håber at kunne komme til at udbyde det efter sommerferien. 

Der er i min optik ET problem, der overskygger alle andre her i verden. Og det er klimaet. Vi har ødelagt den jord, vi bor på. I en grad, så den ikke længere er i stand til at hele sig selv. Det har den ellers kunnet et langt stykke hen ad vejen, men mennesket har gjort en imponerende indsats for at hærge og destruere. Vi har savet vores egen gren et pænt stykke mere end halvt over, tror jeg. Det er ærgerligt.

Kost

Derfor kommer jeg også til at spise mindre kød. Jeg vil ikke nægte mig selv en ordentlig motherfucker af en bøf en gang imellem, men jeg tror, vi kommer til at svinge mere over i retning af kylling, fisk og grønt her på matriklen. 

Et egentligt nytårsforsæt er det ikke, for vi vil bare komme til at fortsætte den trend, vi kastede os ud i herhjemme, da Yngste Søn i oktober flyttede på kollegium i Århus. 

HAN kunne sætte kød til livs. I tell you. Og han lagde aldrig skjul på, at grøntsager ikke lige var sagen. "Jeg kan da ikke spise min mads mad," som han sagde, når Mutti havde kreeret en eller anden lækker vegetarret.

Nu har knægten sit eget madbudget, og da hans likvide midler er temmelig begrænsede, tror jeg, at det falder ham ret "naturligt" at spise mindre kød for tiden.

Til gengæld har jeg kun Yngste Datter tilbage herhjemme. Og hun er glad for kylling og grønt. Kød? Not so much. Så det kommer til at gå helt af sig selv.

Rejser

Jeg skal dog ikke bade mig for meget i lyset fra min egen klimaglorie: Jeg har købt en flyrejse. Til Dublin. I sommerferien. Der har jeg nemlig aldrig været. Det var Yngste Datters ønske, at rejsen skulle gå til Dublin, og Mutti var hurtig til at nikke ja.

Flyrejsen til Dublin er dog for intet at regne mod den, der muligvis ligger på tegnebrættet til oktober: Australien. 

Damn, for et brændstofforbrug.

Men min kusine (ja, hende fra juledagene) skal giftes til den tid, og min mor har inviteret mig og min søster med en tur derud til bryllup. HVIS altså min mors helbred tillader det. Min mor nærmer sig de 80 og begynder at skrante lidt her og der. 

Jeg har selvfølgelig takket ja, så jeg må lægge mig fladt ned og erkende, at jeg ikke er bedre end de fleste andre danskere: Vi giver nødig afkald på vores flyrejser. Det er et af de steder, det kradser mest at skære ned.

Kommer også til at slå et smut omkring Berlin i slutningen af maj. Det er 8. årgang, der skal på skolerejse derned, og jeg skal med som en af de primære lærere på årgangen. Det koster selvfølgelig også brændstof at rejse til Berlin, men det bliver med bus, så det går vel nok.

Sundhed

Jeg tænker, jeg vil fortsætte med ... ikke at ryge. Faktisk ville det være en bizar beslutning at begynde at ryge i en alder af 51. 

Jeg tænker, jeg også vil fortsætte med kun at drikke alkohol i weekenden.

Og så tænker jeg, at jeg vil fortsætte med at spille tennis. Og vandre.

Vægten skal ned. Men det er heller ikke noget nytårsforsæt, for det har jeg været i gang med siden sommerferien. Så også her skal jeg bare videre.

Kærlighed

Well, you got me there. Det ligger jo ligesom lidt hen i det uvisse.

Men jeg skal i hvert fald først og fremmest prøve at være single. Det har jeg ikke været, siden jeg var 22.

Jeg skal for en gangs skyld prøve IKKE at være moralsk forpligtet over for en partner. Prøve, at ingen har en mening om, HVEM jeg omgås, HVORNÅR og HVORDAN.

Nice 😃

Og når jeg så har prøvet det, skal jeg selvfølgelig have en kæreste. Hvis jeg kan finde en. Det er ikke, fordi mit univers ligefrem boomer af egnede emner. 

Men vi får se.

Kultur

Kommer det til gengæld til at knibe lidt med, tror jeg. Min ekskæreste og jeg var helt fantastisk dygtige til at benytte os af kulturelle tilbud. Koncerter, udstillinger, foredrag, film. 

Og selv om der ikke er nogen, der siger, at jeg nødvendigvis skal holde op med den slags, så er det altså fedest at gøre sammen med nogen. Og helst sammen med nogen, som også sætter pris på den slags oplevelser.

Så kulturen får helt sikkert et knæk i år. Men så er der selvfølgelig noget at arbejde på til næste år.

Ikke mere nu. Jeg skal rette opgaver.

Vi høres ved 😃

fredag den 28. december 2018

Om de næste dage

Der begynder at tegne sig et billede af resten af året.

Det ser ikke helt ud, som det gjorde for halvanden uge siden, for dengang skulle jeg naturligvis både fejre jul og gå UD af det gamle år og IND i det nye med min kæreste ved min side.

Men så var min kæreste sørme ikke længere min kæreste, og det fremkaldte jo et behov for et par ... øh ... småjusteringer. Faktisk måtte jeg delete en pæn del af mine planer. 

For ikke at sige ... dem alle.

Julen har jeg fortalt om.

Nu er det nytåret, der står for døren. Der er kun tre dage tilbage af 2018. 

Selv om jeg har udraderet alle planer, er det nu ikke, fordi jeg kommer til at sidde med hænderne i skødet. For jeg har skyndsomst lavet et spritnyt sæt. Planer altså. Jeg har nemlig gode mennesker omkring mig, som jeg gerne laver planer med.

I morgen skal jeg således spille tennis. Med min faste tennismakker. Vi kan jo kalde hende Ulla. For det hedder hun nemlig.

Ulla kom for alvor ind i mit liv, da jeg meldte mig ind i tennisklubben i april i år. Første gang jeg mødte hende, sagde hun: "Gud, heeeeej!"

Oh no. 

Det er aldrig godt at møde et nyt menneske, som så indleder med at sige: "Gud, heeeeej!"

For det betyder nemlig, at det IKKE er et nyt menneske, selv om man ikke kan mindes at have mødt det før.

"Æh ... hej?" svarede jeg lidt prøvende, og Ulla fangede den med det samme: Jeg anede tydeligvis ikke, hvem hun var. Så hun skyndte sig at forklare.

"Vi har da haft børn sammen." 

(Har vi det?)

"I vuggestuen på Viborgvej."

Stadig ingen klokker, der ringede, men nu havde jeg da fået damen placeret i en epoke i mit liv. Og det stillede vi os begge tilfreds med. (Hun kunne heldigvis heller ikke huske, præcis HVILKE børn det drejede sig om, da vi begge har flere at vælge mellem.)

Siden har vi mødtes nogle gange om ugen, og vi klikker SÅ fint. Både i samtale og i niveau på tennisbanen. Ulla er skoleperson ligesom jeg, så vi har ferie på samme tid, og det kunne ikke passe bedre.

Når jeg er færdig med Ulla, er jeg nødt til at arbejde lidt. Det er naturligvis ikke noget, jeg ville røbe andre steder end i dette begrænsede og fortrolige forum, for som lærer MÅ jeg rent faktisk ikke arbejde i ferierne. 

Men for helvede altså. 

Med en klasse på 28 elever, der allesammen har afleveret en engelskopgave i start december, kan jeg for fanden da ikke være bekendt ikke at have deres opgaver klar til dem efter ferien! Og min forberedelsestid har IKKE slået til.

Så jeg vil være en lille rebel og sætte mig til at arbejde i morgen eftermiddag. Så kan de lære det, de skide skolereformpolitikere.

I morgen aften er jeg inviteret ud. 

Jepper. 

Ud at spise. I mit ekshjem. Sammen med min eksmand. Ham, jeg kalder Lucifer, men det SKAL jeg altså holde op med, for han har i lang tid været SÅ sød. Faktisk kommer han i morgen eftermiddag for at tømme min garage for haveaffald og køre det på losseren, inden han skal skynde sig hjem for at lave mad til mig. 

Børnene nyder det, når mor og far kan hygge sig sammen, selv om ægteskabet ikke kunne holde. Det synes jeg, vi skylder dem, så jeg har med glæde takket ja.

Og i overmorgen skal jeg sjovt nok spille tennis. Med Ulla. Inden jeg skal skynde mig videre på vandretur. Med Jeanette.

Jeanette er en god kollega. Hun var min mentor, da jeg blev ansat på min skole, og siden da har vi kørt et ret nært parløb på det professionelle plan. Det var Jeanette, jeg var til konference på Malta med sidste år. Vi har fælles interesser ud i det globale og FNs verdensmål i undervisningen og er begge sproglærere. 

Vi er også blevet gode veninder.

Jeanette var den eneste på lærerværelset, som jeg rigtig betroede mig til, da min kæreste gik fra mig i juni måned (jepper, dette her er ikke den første gang, vi er gået fra hinanden, men det bliver formentlig den sidste). Hun er en god lytter, og til hende vil jeg betro mig igen. I overmorgen. Det bliver en walk & talk. Vi er begge glade for at vandre. Også gerne langt. Det glæder jeg mig til.

Nytårsaftensdag skal jeg spille tennis (surprise). 

Så skal jeg nok arbejde lidt mere.

Og nytårsaften lå det egentlig på tegnebrættet, at jeg skulle være ... alene. For min oprindelige plan var jo borte.

Jeg havde funderet en del over, hvordan det mon ville være at sidde alene nytårsaften. For det havde jeg aldrig prøvet før. Og jeg havde besluttet, at jeg først ville forkæle mig selv med en dejlig menu. Så ville jeg se fjernsyn. Mens jeg sikkert ville blive vældig trist. Jeps. Sådan tænkte jeg.

Men så ringede min mor. Hun skal holde nytårsaften hos sin gamle veninde. Og de ville høre, om ikke jeg havde lyst til at være med.

Så nu skal jeg holde nytårsaften med Tudse 1 og Tudse 2. Og når klokken bliver 12, vil vi i den rene vildskab ved fælles hjælp vende tre lænestole ud mod udsigten over byen og nyde alle de andres fyrværkeri fra stuen. Man lever vel på kanten 😉

Sådan ser planerne for de næste tre dage ud. Så må vi se, om lortet kommer til at holde stik.

Videre

Nå, men jeg må videre. I mere end én forstand.

Det lod sig meget godt illustrere, da jeg i morges besteg min badevægt. Med bange anelser oven på juledagenes fuldkommen overdrevne indtag af flæsk og alkohol ville jeg nu gøre status.

Jeg er gået 600 gram op. 

Phew!

Det kunne have været LANGT værre. 

Dog ændrer det ikke ved det faktum, at dagens frokost kommer til at bestå af salat. Efterfulgt af en forhåbentlig høj energiudladning på tennisbanen i eftermiddag.

Men helt ærligt. 600 gram bør jeg kunne smide på en dag eller to. Piece of cake, so to speak 😋

Så mangler jeg bare de andre 14 kilo, som er målet. Jeg ER dog gået 7 kilo ned siden sommerferien, så det må være overkommeligt. Det kan vel kun tage et års tid, haha.

Jeg har også taget et skridt videre ved at fjerne julepynt fra hele huset. 

Jeg har så at sige lukket ned for julen. Den gamle kælling. 

Som jeg antydede i indlægget fra i forgårs, har jeg en lidt ambivalent holdning til al den julekalas, vi udsætter os selv for i december. Jeg synes, det er overdrevet, og de sidste to år (mindst) har jeg haft lidt svært ved at finde den helt rette stemning.

Så væk med kravlenisser og julefyrfadsstager. Og tilbage med en kulisse, hvor jeg føler mig bedre tilpas.

Endelig har jeg ... suk ... oprettet en profil på et dating site for homoseksuelle. 

Jep.

Jeg HADER ellers datingmarkedet. 

Pludselig står sidste gang, jeg datede, for ni år siden, fuldstændig glasklart for mig. Hvor pisseakavet, det kan være at sidde der på en café over for en vildtfremmed person, som man bare SLET ikke klikker med. Og holde en anstrengt samtale i gang, mens man venter på en lejlighed til at runde af og smutte.

Så jeg skal ikke date, og jeg er IKKE på udkig efter en ny kæreste. Endnu da. Der skal gå lang tid, inden jeg vil kaste mig ud i et nyt forhold.

Men jeg har brug for kontakt til nogen. Nogen, som kender de problematikker, man kan bokse med som lesbisk. For det kan være ret ensomt at rende rundt med denne her fucking seksuelle orientering, som man ikke har bedt om. Og som til gengæld desværre somme tider medfører, at man rammes af fordomme, latterliggørelse og de akkompagnerende selvværdsknaster.

Og da jeg lukkede døren til mit parforhold, lukkede jeg samtidig døren til den eneste person i verden, jeg havde at spejle mig i. 

Jeg har ganske enkelt ingen andre lesbiske i mit liv. Når man lige ser bort fra mine lesbiske læsere, men det er jo ligesom envejskommunikation og dermed ikke helt det samme (og rent faktisk ved jeg ikke, om jeg overhovedet HAR lesbiske læsere).

Så jeg søger connections. Derfor har jeg oprettet min profil.

Men oh dear. Det er godt nok et stygt sted, det der dating site. Ludere og lommetyve.

Jeg mindes sidste gang, hvor jeg fik et utal af klamme beskeder: 

Kvinden, der drømte om, at jeg slikkede hende i skridtet, mens hendes mand tog mig bagfra. 

Og den anden kvinde, der åbenbart kunne læse ud af min profiltekst, at jeg tændte på dyr ligesom hun selv. Dyr?! 

Eller hvad med indvandrermanden, der foreslog at "ordne" mig på bagsædet af sin Opel? Nammenam.

Så galt er det heldigvis endnu ikke gået i denne omgang, men min profil har også kun eksisteret i to dage.

I min profiltekst skriver jeg, at jeg er interesseret i kvinder, og at man ikke behøver kontakte mig, hvis man er mand.

Og min profil har i skrivende stund haft 364 gæster. Heraf har 345 været ... mænd. Flot.

For eksempel har jeg haft prominent besøg af "translurer", "ÅrhusHerskeren", "Fed slave Djurs", "Numseslikker" og "Sut mig tom". Jeg ved godt, det er fristende at gengælde besøgene og også svinge omkring disse velærværdigheders profiler, men jeg har indtil nu lagt bånd på mig selv og modstået.

Jeg har også fået to mails. Begge fra ... mænd igen. Flot igen.

Af kvinder har jeg blandt andet haft besøg af to på 23, en på 22, en på 20 og to på ... 15!

15?!!! Oh my god. 

Det er jo tæt på kriminelt. Hvad i alverden får dog en 15-årig til at klikke sig ind på MIN profil? Jeg er mere end tre gange så gammel. Det må sgudda være en MOR, de søger. Jeg har i hvert fald en datter på den alder.

Shit.

Nå, men jeg bliver hængende lidt på sitet. Bare for at se, hvad der sker.

Og derudover vil jeg igen begynde at vandre med den lebbevandreklub, jeg meldte mig ind i sidste år. Jeg var kun af sted en enkelt gang sidste januar. Men de får sgu en chance til.

For jeg må videre. Også selv om det er i vandretempo.

torsdag den 27. december 2018

Übermensch

I går skrev jeg lidt om, hvad jeg har fået i julegave i år. Lidt tøj. Lidt hudplejeprodukt. Lidt læsestof (høhø). 

Well. Jeg har fået en gave til. Af nærmest overjordisk substans. Og så vild, at jeg har svært ved at fatte det:

Jeg har fået en gammel, savnet veninde tilbage 😄😄😄  

Og jeg er ganske simpelt nødt til at skrive om det. For ellers tror man ikke, at den slags mennesker findes.

So brace yourself. Her kommer den. Historien (og den er ikke lige smuk hele vejen igennem):

For pænt mange år siden havde jeg en veninde. En virkelig nær veninde. Faktisk en af de bedste veninder, jeg nogensinde havde haft.

Hun var empatisk. Og loyal. Og skarp. Og pissesjov. Og uselvisk. Og lyttende. Og støttende. Og gavmild. Og tæt på alle andre positive prædikater, jeg kan komme i tanker om.

Hun spottede lynhurtigt, at jeg ikke var helt lykkelig i mit ægteskab, at min mand ikke rigtig forstod at vise mig den påskønnelse eller respekt, jeg havde brug for, og at mit selvværd jævnligt fik en ordentlig uppercut. 

Og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at give mig den bekræftelse, jeg savnede, og holde mig oppe. Hun så alt det gode i mig.

Jeg betroede hende næsten alt. Og det kunne jeg også lige så godt, for hun kunne læse mig som en åben bog.

Vi var fuldkommen in sync. Så hinanden næsten hver dag, for hun boede i huset overfor. Og hvis vi ikke lige så hinanden, gjorde det ikke så meget, for så havde vi helt sikkert snakket i telefon. Eller skypet.

Da jeg mødte den damekæreste, jeg nu ikke længere har, var min gamle veninde den første, jeg sprang ud overfor. Og ligesom min kæreste gav hun mig en uvurderlig moralsk støtte i den svære proces, jeg måtte kaste mig ud i for at frigøre mig fra min mand og splitte min familie op. 

Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg skulle have fundet styrke til at gennemløbe de første uger efter bruddet med min mand, hvis ikke jeg havde haft de to gode kvinder som back-up.

Men så skubbede jeg min veninde fra mig.

Jeg vil ikke ind på de nærmere motiver eller omstændigheder her, men lad os bare sige, at jeg lod mig ... stimulere til at presse min veninde ud af mit liv. Så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg vil imidlertid godt fortælle, at det ikke var nemt. For netop den handling gjorde mig til den usleste person i kongeriget. Og selv om det ville være bekvemt, kan jeg ikke uden videre pege fingre ad en anden, for det var MIG, der handlede. Det var MIT ansvar. 

Fuck!

Hver gang jeg har tænkt på min gamle veninde i de sidste otte år, er jeg blevet ramt lige i synet af den ringeste samvittighed. Jeg troede ikke, jeg kunne være så nedrig. Og skal jeg absolut finde noget godt at sige om hele affæren, så må det være, at jeg har fået større selvindsigt. Men det har ikke været noget kønt syn. I tell you. 

Nå, men efter bruddet med min kæreste i sidste uge, poppede min gamle veninde op i mine hjernevindinger igen. Jeg havde savnet hendes venskab og ville virkelig gerne bringe hende tilbage i mit liv.

Vidste godt, at chancen for succes måtte være spinkel. Det ville være fuldt forståeligt og fortjent, hvis hun stak mig verdenshistoriens største fuckfinger, efter at jeg sådan havde pisset hende op og ned ad ryggen.

Men jeg anmodede alligevel forsigtigt om hendes venskab på Facebook. Og skrev lidt om, hvor stor en fortrydelse, jeg havde følt efter sådan at have skubbet hende bort.

Hun svarede:

"That's what friends are for. Rigtige venner venter også gerne i kulissen. Så tvivl ikke på mit venskab, du kære."

Hendes ord taler for sig selv, tror jeg. 

Du Übermensch 🙌🙌🙌

onsdag den 26. december 2018

Om et par okay dage

Så er vi ved at være på den anden side af denne jul. JEG er i hvert fald.

Ikke at det gør noget. Jeg bliver mindre og mindre til jul. 

Jeg synes, julen er offer for en ret smagløs kommercialisering. Det handler i vid udstrækning om at trække penge op af vores lommer.

Får også som regel mere end nok af at socialisere. Sådan op igennem december i almindelighed og i juledagene i særdeleshed.

Og så bliver den løftet op på det helt store emotionelle plan. Man SKAL fandme hygge sig. I lyksalig fred med familie og venner.

Og det ER da også hyggeligt. 

Men det er dælme også massivt. Det syntes jeg allerede sidste år.

I år var mine forventninger til julen særligt lave. Sådan et pænt stykke under jordniveau faktisk.

Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) skulle fejre jul hos deres far. Og det er altid lidt svært at skulle undvære sine rotter juleaften.

Jeg selv skulle ud til kæresten. 

Men så blev jeg pludselig single. Fire dage før jul. Og så var der jo ligesom ikke nogen kæreste at køre ud til.

Og min julestemning var følgelig blevet lidt fesen.

Heldigvis kan det somme tider være en god strategi ikke at forvente for meget. Hvis bare man forventer lort, er der en god chance for at blive positivt overrasket.

Min jul begynder altid for alvor den 23 december. Lillejuleaften er Rotterne og jeg inviteret hjem til min mor. Sammen med min søster og hendes familie og min bror og hans.

I år var ingen undtagelse. Rotterne og jeg troppede op i min mors hjem i Hadsten og blev her mødt af den øvrige samlede familie. Deriblandt to importerede familiemedlemmer fra Australien: min kusine, Ella, og hendes forlovede, Cameron.

De havde hørt meget om danske juletraditioner, men aldrig selv testet dem for alvor.

Så vi var en bagatel af 18 stk. omkring flæskestegen.

Alting er meget juletraditionsbundet i min familie. 

Lillejuleaften får vi således altid flæskesteg. Og risalamande. Vi danser også om juletræ. Og de af os, der ikke skal være sammen selve juleaften, pakker de gaver op, de har købt til hinanden. Så kan man se ens egen gave blive modtaget, og det er dejligt.

Men det giver også en heftig juleoplevelse, for vi holder således juleaften to dage i træk. So to speak.

Australierne tog pænt imod flæskestegen. Også den sprøde grisehud, som australske ganer ellers ikke så ofte lader sig forkæle med, da det for fjerne folkeslag måske kan synes lidt klamt.

De morede sig over traditionen med mandlen i risalamanden, og syntes, det var lidt weird at danse om træet efter middagen. De danser åbenbart ikke rundt om deres vegetation i Australien.

Den 24. om morgenen udvekslede jeg gaver med Rotterne. Jeg havde gjort mig umage. Og det lod da også til, at mine gaver faldt i ret god jord. 

Navnlig det bokslagen, jeg havde købt til Barn 3. Umiddelbart lyder et bokslagen ikke som den mest pisseeksotiske gave. Men drengen er lige flyttet på kollegium og har åbenbart købt lagener, der er alt for små. Det må også være pænt irriterende, når ens lagen ikke kan nå fra den ene side af sengen til den anden. Så deraf begejstringen.

Jeg blev til gengæld også begejstret for Rotternes gaver til MIG. 

Først fik jeg et hjemmedesignet tørklæde. Rigtig fint og i en farve, der passer godt til en del af mit tøj. Nice 👍

Dernæst en lige så nice bluse fra Esprit. Med mønster og farver. De ved, at Mutti er til spræl.

Og til sidst en af de mest unikke gaver, jeg nogensinde har fået. En bog. Og det tilmed en rigtig god bog. Det ved jeg, den er ...

... fordi de gav mig nøjagtig den samme bog i fødselsdagsgave sidste år, haha.

Completely unique, og Mutti var ved at rulle ned på gulvet af grin 😄 Kæft nogle kegler altså.

Så tog vi i Den Gamle By. 

Vi skal jo lige huske på, at vi har prominente gæster fra Australien på besøg. De bor hos min mor her i julen, men vi andre har lovet at hjælpe med at underholde dem. Og juleaftensdag var altså min vagt, fordi jeg var det eneste af min mors børn, der ikke skulle stå i køkkenet den dag.

Det var dælme en fin tur. 

Selv om min julestemning i år var så ubetydelig, at den snildt kunne være faret vild på rygskjoldet af en fladlus, ja, så var det altså svært ikke at lade sig smitte en lille smule af den hyggelige atmosfære i Den Gamle By juleaftensdag. Godt hjulpet på vej af varm gløgg og de lækreste æbleskiver, jeg nogensinde har sat tandsættet i.

Australierne var solgt. Men vi leverede sandelig også det ypperste program, vi kunne mønstre. Så mættet af jul, at det nærmest dryppede. Ren følelsesporno. 

Så var det tid til endnu en juleaften. 

Denne gang hos min bror, som prompte slog dørene på vid gab for mig, da han hørte om bruddet med min kæreste.

Og denne gang med and og gås. Men ellers samme procedure som dagen før. Hvis man også lige ser bort fra antallet af deltagere, der var dalet fra 18 til 10.

Jeg blev varm om hjertet, da min svigerinde under gaveuddelingen pludselig fremdrog en pakke med mit navn på. 

Vi er ellers ikke på gave med hinanden, og jeg havde så småt indstillet mig på en juleaften helt uden gaver, da jeg allerede havde udvekslet med både min mor og mine børn. Men det kunne min svigerinde ikke være vidne til, så hun havde købt en dejlig Biotherm bodylotion til mig. Og nu bliver jeg altså lækker 😉

Alt i alt en okay aften. Efter omstændighederne.

Australierne tog endnu en gang det hele ind med både interesse og taknemlighed. Man siger jo, at overdrivelse fremmer forståelsen, og jeg tror da NOK lige, at de må have forstået, hvad dansk jul går ud på efter anden runde på 24 timer.

25. december plejer for mig at være den fedeste dag i julen. Her kan jeg mærke julefreden. For jeg plejer at være ret religiøs i forhold til IKKE at lave planer den dag. Allerhelst tusser jeg rundt i nattøj hele dagen og nyder at kunne slippe for den store kalas. Skønt!

Men ikke i år: australierne, you know. 

Dem kunne jeg jo ikke bare lade sidde hjemme hos min mor og pille sig i navlen. De er her kun tre dage og skal selvfølgelig se lidt af landet.

Så jeg havde sat min søster stævne hos min mor i går morges, så vi kunne agere turistguider. 

Vi kørte en tur ud på Mols. Til Mols Bjerge. Mols Mountains, haha. Jeg fortalte dem også om Sky Mountain, som vi så beskedent kalder en lille bakke nede ved Silkeborg. Tror nok, de fornemmer, at vi ikke sådan sætter vores lys under en skæppe her i gamle DK.

Det blæste ad helvede til i går. I særdeleshed da vi stod på toppen af en af jernaldergravhøjene i nationalparken. Ret langt fra subtropiske Sydney. En stor mundfuld for kusinen og hendes forlovede. But then again: Hvis de ville have sol og varme, var de sgu nok blevet hjemme. Og der er noget imponerende over naturkræfterne, når de rigtig tager ved, synes jeg.

Formiddagens udflugt blev efterfulgt af julefrokost hos min mor. Ikke noget særligt. Bare det allermest nødvendige: sild og rejer og røget laks og gravad laks og tunsalat og frikadeller og varm leverpostej med bacon og kyllingelår og røget svinemørbrad med røræg og hjemmelavet rullepølse og ost. Skyllet ned med øl og snaps og rundet smukt af med kaffe og kage.

For satan altså. Kunne knap nok rokke med ørerne efter den omgang. Og godt, at man kunne nøjes med en appelsin til aftensmad.

I dag holder jeg den 25. december. I den forstand, at jeg ikke er kommet ud af nattøjet. Jeg er alene. Kan gøre, PRÆCIS hvad jeg vil. Og kan helt lade VÆRE med at gøre noget. Jeg har tændt op i brændeovnen. Det knitrer hyggeligt.

😊

søndag den 9. december 2018

Om et politisk korrekt, miljørigtigt og virkelig klamt produkt

Føj for den lede!

Ad! Ew! Igitt! Beurk! Asco!

Eller sagt på en anden måde: Jeg ØRLER.

I et anfald af momentan sindsyge. Eller miljøfrelsthed, om du vil. Købte jeg således i sidste uge et ret hypet produkt.

Et produkt, som af jubelentusiastiske miljøforkæmpere/helsefreaks er blevet kaldt en glimrende og velsmagende erstatning for ... oksekød.

Yep, you probably guessed it:



Og jeg ved stadig ikke, hvilken mental kortslutning der fik mig til at hoppe på den.

For nu skal jeg lige fortælle dig, hvad det var for et klamt lorteprodukt, jeg pludselig stod med:

Lavet af ærter, men med samme gråbrune farve som den dej, jeg lagde i toiletkummen i morges (måske var denne uappetitlige kulør et håbløst forsøg på at få produktet til at ligne hakket oksekød ... der jo som bekendt er brunt, når det ligger der i køledisken ... eller ... nå nej). Men til gengæld med en klæg konsistens som vådt dekorationsler. 

Og en smag som ... øh ... noget, der ikke smagte særlig godt (det kan være vanskeligt at beskrive en smag).

Faktisk kan jeg nok bedst fortælle, hvor afskyeligt det smagte, ved at beskrive set-uppet:

Vi ville lave burgere. Havde købt lækre brioche-boller. Ost. Dejlige, friske grøntsager. Mangodressing. Rodfrugtfritter.

Nammenam!

Ikke noget galt med DET set-up.

One problem though:

Ingen spiste deres burger op. Som i INGEN.

For lortet smagte ganske enkelt ad helvede til.

Efter at have kæmpet en heroisk, men ulige kamp mod tiltagende kvalme i nogen tid (eller efter at have opført en lidt bizar version af Kejserens nye klæder, om du vil) fandt den ene af os heldigvis mod til åbent at bekende ubehaget. 

Hvorpå vi alle efter en vis kødannelse ved bioskraldespanden lod mindst halvdelen af vores burger ryge direkte ud. 

Den sidste "bøf", som lå på panden røg samme vej. For ikke en gang Erling og Anker (vores to bedårende kattekillinger) ville røre ved denne vederstyggelighed.

Og det var med en vis lettelse, at jeg klappede lågen til skraldespanden i og dermed satte punktum for en tragedie.

Somme tider MÅ man altså give den politiske korrekthed en fuckfinger.

Så mit råd til dig, kære bloglæser:

Lad pakkerne med plantefars ligge i køledisken. Bare gå forbi og lad som ingenting.

Og hvis du gerne vil skåne miljøet, så spis for helvede en vegetarret, som ikke udgiver sig for at være noget, den ikke er.

Bum.

mandag den 26. november 2018

Telefonchikane

Hrmpf!

Jeg er utilfreds pissefuckingirriteret. Mildt sagt. Og forstår faktisk ikke, at den slags ikke er lodret forbudt.

Problemet er, at jeg stort set er holdt op med at tage min telefon. I hvert fald hvis jeg ikke kender det nummer, der bliver ringet fra.

Og det gør det ikke bedre, at jeg føler mig bondefanget ind i det.

Så lad dette være en advarsel: 

Lad dig fucking ALDRIG lokke af annoncer på nettet, som frister med, at du kan vinde rejser og biler og andre lyksaligheder, hvis bare du hoster op med et par oplysninger om dig selv.

Sådan en annonce klikkede jeg på for to år siden. Og jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor. Jeg plejer ellers ALDRIG at springe med på tvivlsomme vogne som den. 

Men annoncen lå på Jyllands-Posten. Og jeg betragter JP som et mindre lyssky foretagende end så mange andre, så jeg tænkte, det var okay, klikkede ...

... og landede ved begyndelsen af et motherfucking langt spørgeskema om alt lige fra medievaner over forsikringer og energiforbrug til madpræferencer.

Og jeg svarede og svarede og svarede. Indtil jeg ikke længere svarede. Fordi det der pisseirriterende skema bare blev ved og ved. Og jeg blev mere og mere lunken ved tanken om, hvor meget jeg fortalte om mig selv.

Så jeg stoppede midt i det hele. Og lukkede siden ned. No harm done, tænkte jeg så. For jeg regnede med, at mine oplysninger ikke var blevet registreret, da jeg jo ikke havde afsluttet besvarelsen.

Right?

Wrong!

Allerede næste dag begyndte det helvede, der har varet ved lige siden. 

Den første opringning var fra et el-selskab, der ville have mig til at skifte ... el-selskab (sjovt nok). Den anden var fra en velgørenhedsorganisation, der ville have mig til at tegne abonnement. Den tredje var fra et forsikringsselskab. Den fjerde var fra en bogklub. Den femte var fra FDM. Den sjette var fra endnu et forsikringsselskab. Den syvende var fra et analyseinstitut ...

Jeg bliver kort fortalt KIMET ned under linoleumsgulvet af alle mulige foretagender, der vil vriste oplysninger eller penge ud af mig. Tre-fire gange om dagen. HVER ENESTE FUCKING DAG.

Sidste gang et ukendt nummer ringede, og jeg tog telefonen, ventede jeg ikke en gang på, at manden i den anden ende skulle fortælle, hvor han ringede fra. 

Jeg fortalte ham derimod venligt, at jeg syntes, han skulle bruge sin tid på en anden. Og hvor træls det er at blive ringet op af folk som ham. 

Og jeg sagde, at jeg synes, det var synd for ham, at han havde sådan et lortejob, hvor han skulle ringe rundt til folk som MIG. Og jeg lod ham også forstå, at jeg til sidst bliver helt opgivende, når jeg sådan bliver kontaktet i en fed, ulidelig og uophørlig strøm. 

HAN foreslog til gengæld, at jeg kunne skrive mig på Robinsonlisten, som er en liste i CPR-registeret over personer, der frabeder sig uopfordrede telefoniske henvendelser.

Og tak for det. Det er hermed gjort. Så må vi se, om det virker. 

Det håber jeg fandme. For det er lidt uholdbart sådan ikke at kunne tage sin telefon, når den ringer. Det KUNNE jo være min chef eller en anden, som jeg kender uden at have nummeret kodet ind. 

Eller min kæreste eller en af mine døtre eller sønner, der af en eller anden grund ikke havde adgang til sin egen mobil. 

Eller min mor, der var blevet indlagt. Eller en anden ud af tusind katastrofer, jeg kan komme i tanker om.

Jeg er kort sagt ikke fri for at synes, det er praktisk at kunne tage sin telefon, når den ringer.

Men jeg må sige, at jeg snart føler mig drevet derud, hvor det kan blive nødvendigt at skifte telefonnummer.

Kan det virkelig være rimeligt? Eller er det okay at kaste en fatwa over den slags telefonchikane?