søndag den 28. maj 2017

Om en åbenbaring og andet

Kristihimmelfartsferien nærmer sig sin afslutning. For ja, som det dovne lærersvin jeg er, har jeg selvfølgelig holdt fri i fire dage nu.

Det har sgu været nogle okay dage.

Jeg har for eksempel været i haven.

Nyder i DEN grad af have købt forstadsvilla med fucking 1100 kvadratmeter have, der skal passes.

Som nu for eksempel dette ... øh ... frodige og livsbekræftende staudebed:


Nej, det havde du nok aldrig gættet, hva'? For intetsteds i bedet er mine stauder længere synlige. Men de ER der. Vistnok. Under alt det grønne, invasive lort.

Så efter et par times fucking havearbejde i fucking sol, var det VIRKELIG en formildende omstændighed, at min ølbusk, Buskus Tuborgus, i dagens anledning havde sat en enkelt høstklar frugt, hehe.



Og således formildet og blid kunne jeg i går drage på shopping i Århus midtby. Med min søster. Vi skulle købe bryllupsgave til vores niece. Som skal giftes til august.

Vi var således ude for at handle gave i forholdsvis god tid. Men det er typisk min søster. Hun har styr på fucking ALT.

I modsætning til mig.

Men det var sundt nok for mig at prøve for en gangs skyld ikke at måtte foretage en feberredning i sidste sekund.

Brudeparret ønsker sig naturligvis designobjekter. De har lige købt hus og har valgt at indrette sig sort og hvidt. Og minimalistisk. Med minimalismen brudt af dyrt design her og der.

Dyrt design overstiger min fatteevne. 

Som nu for eksempel de Kubuslysestager, parret ønsker sig (du kan selv google dem). Altså, jeg kan da godt se, at de er meget pæne. Enkle. Sorte. Og kender man til Kubus, ved man også, at de er dyre. 

Men sjæl har de fandme ikke. Og ekspedienten i butikken fortalte, at de langer dem over disken i pallevis. Det må jo betyde, at de står rundt omkring i utallige danske hjem.

Så ... øh ... dyre objekter. Som alle andre også har?

Nej, jeg forstår det sgu ikke. Og det gør mig ikke den mindste smule våd i trussen at bruge tid på at holde mig ajour med, hvad der trender, og hvad der ikke gør.

Så jeg gik nødtvungent med min søster i Bahne for at kigge efter ting på ønskesedlen. 

Til gengæld havde søs vanskeligt ved at slæbe mig med UD af butikken igen.

For se nu her, hvad de havde stående rundt omkring i vareudstillingen:



Den ene træhånd efter den anden, som ligesom INDBØD til at blive ... øh ... arrangeret i en elegant positur. Wuhuuu!

Hold kæft, hvor er jeg somme tider bare ikke ældre end 12, haha :-D

Nå, men selv om dagen allerede nu havde taget en spændende drejning, var det ikke det sidste spændende, der skulle ske.

For min søster er ikke humorforladt, og hun havde fået den idé, at vi skulle berige det kommende brudepar med en ganske særlig gave (foruden de kønsløse designobjekter, vi havde brugt en mindre formue på):

Noget hjemmelavet.

Selv om min søster og jeg er meget forskellige, har vi EN ting til fælles: Vi er komplet handicappede, når det gælder håndarbejde og andre kreative hobbysysler. Vi KAN bare ikke finde ud af at hækle eller sy eller folde servietter eller noget som helst andet, der kræver finmotorik og æstetisk sans.

Min søster har for eksempel ved flere lejligheder truet folk med at strikke noget til dem, hvis de ikke opførte sig ordentligt.

Jeg var ikke sen til at se det geniale i hendes idé og var således fuldstændig game på at bringe noget hjemmelavet ind i det designglade brudepars bolig.

So here it is:



Ud af Fimo-ler og en brændeknude har vi simpelt hen kreeret en farverig flag- og lysestage, som vi er sikre på, at parret vil glæde sig over at finde frem ved festlige lejligheder til evig tid.

Den vil utvivlsomt gøre sig godt mellem al den tjekkede, sort/hvide brugskunst.

Min søster har lavet tre huse, og jeg har lavet to og en fluesvamp.

Eneste problem er, at kreationen til vores egen overraskelse næsten er blevet for pæn.

Vi anede ganske enkelt ikke, at vi var SÅ dygtige ;-)

Fedt nok med en åbenbaring nu og da!

fredag den 26. maj 2017

Reklame

Forbrugerombudsmanden har for nylig gjort det en smule sværere for bloggere at levere skjult reklame i form af blogindlæg, der "tilfældigt" roser et eller andet produkt fra et eller andet firma uden at oplyse, at der faktisk er tale om et bestillingsarbejde.

Bloggere SKAL således orientere deres læsere, hvis de agerer reklamesøjle i deres indlæg.

Derfor FYI (for your information):

JEG VIL I DETTE INDLÆG GØRE REKLAME!

Jeg ved dog ikke, om det er denne form for reklame, Forbrugerombudsmanden har i tankerne i sit direktiv, for jeg er ikke hyret ind til noget, men jeg kender en nordjyde temmelig godt, og det nordjyske har nok smittet lidt af, så jeg må hellere være forsigtig.

Jeg vil gøre reklame for Martin.

Og nu skal du høre, hvorfor jeg er forgabt i ham:

Martin kan lave mad. Og Martin har en hjemmeside. Den hedder Rigeligt Smør

Som navnet på siden antyder, er Martin ikke en af de der bedrevidende kostapostle, som forsager meget af det, der smager godt, til fordel for kønsløs og kedelig spelt.

Martin laver spændende og lækker mad med gode råvarer. 

Øh ... tror jeg nok. For jeg har aldrig smagt Martins mad.

Men jeg HAR brugt et par af Martins opskrifter. Nogle af dem er sådan lidt til den gourmetagtige side, men ikke så meget, at gastronomiske dilettanter som jeg selv ikke kan være med. 

Som nu for eksempel i går:

Pulled pork-nirvana. Nammenam!


Med coleslaw og barbecuesauce også efter Martins opskrift og fremstillet af Barn 4 på 12.

SÅ bliver det fandme ikke ret meget bedre folkens!

Tak til Martin.

torsdag den 25. maj 2017

Om ugens børneoplevelser

Jeg har børn (in case you didn't know). MANGE børn. Helt nøjagtigt fire. To af hver.

De to ældste er flyttet hjemmefra. 

Den ene til Århus, hvor hun bliver færdig som lærer til næste sommer.

Den anden til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU. (Og ja, jeg VED godt, at DTU ikke ligger i København, men jeg er jo jyde, og for mange jyder går den del af Danmark, der ligger øst for Storebælt, altså under betegnelsen København. Også det område af København, de kalder Lyngby. Bum.)

De to yngste bor stadig hjemme hos Mutti i forstadsvillaen.

Den ene bliver student fra HTX om en måned.

Den anden går i 6. klasse.

Mine børn giver mig mange interessante oplevelser.

I den seneste uge har navnlig to skilt sig ud:

Som for eksempel i lørdags. 

Jeg vidste, at Store Søn skulle til eksamen. På DTU (i København ;-)). Skriftlig eksamen. I fysik. Han var ikke begejstret, for fysik er ikke hans stærkeste side. 

(Fysik og kemi er åbenbart ikke det samme. Slet ikke. Gad vide, hvorfor det så altid hedder "fysik/kemi"? Det er sgudda åndssvagt. Det hedder jo ikke "sløjd/historie" eller "musik/matematik", vel? But who am I to judge? Jeg var SÅ uinteresseret og ringe til fysik/kemi i folkeskolen, at jeg ikke engang gik til afgangsprøve.)

Nå, men Store Søn skulle altså til en firetimers fysikeksamen lørdag formiddag.

Derfor undrede det mig også en kende, da min telefon ringede klokken lidt over 11 selvsamme formiddag, og jeg på displayet kunne se, at det var ...

... STORE SØN?

WTF???

Han ville bare fortælle, at han havde sovet over om morgenen.

Damn, boy!

Hvordan HELVEDE kan det lade sig gøre?! Den sidste nat inden en vigtig eksamen sover man sgudda næsten ikke. Og man sover da slet ikke OVER!

Men det gjorde Store Søn altså. I sikker forvisning om, at hans telefon ville vække ham til sædvanlig tid.

Hvad han ikke lige havde taget højde for, var imidlertid, at han bruger en vækkefunktion på telefonen, der hedder "Mandag til fredag."

Og at telefonen derfor for helvede ikke automatisk vækker til sædvanlig tid om LØRDAGEN.

Einstein.

Nå, men så var katastrofen heller ikke større. Han kom lidt for sent op, men ikke så sent, at han ville misse sin eksamen. Han skulle blot gennemløbe sin morgenrutine lidt snabbt.

Og derfor gik det også småstærkt med at få pakket tasken med de nødvendige eksamensredskaber (computer og lader). 

Øh ... så stærkt faktisk, at han ikke lige fik laderen med.

Fuck altså.

Så da halvdelen af de fire timer, som eksaminationen skulle vare, var gået, løb Store Søn tør for strøm.

Øv, hvor er det synd for ham :-(

Skal man absolut finde noget at glæde sig over ved den historie, må det afgjort være, at det ikke var LADEREN, han stod med i eksamenslokalet, mens computeren lå derhjemme. Og så det faktum, at han helt sikkert husker både at tjekke vækkeren og få ALLE nødvendige effekter med sig til eksamen næste gang.

Learning by doing. 

Og det er ikke værre, end at han håber på et 2-tal.

Ugens anden børneoplevelse er af en lidt mere moderstolthedsfremkaldende karakter:

Yngste Datter er 12 år gammel og går som nævnt i 6. klasse. Det gør hun på en skole med et stærkt fokus på musik.

Det vil sige, at musikundervisningen i skoledagen foregår på et meget højt niveau, og at eleverne har mulighed for at tage ekstraundervisning i forlængelse af skoledagen.

Yngste Datter går til klaver, trommer, sammenspil, og noget, de kalder storband, som er et band sammensat af de bedste musikelever på tværs af flere årgange.

To gange om året giver musikeleverne koncert på skolen for forældre, bedsteforældre og andre interesserede.

Det giver børnene nogle fantastisk positive ting med i bagagen. 

Dels er det tilfredsstillende at få lov at spille sit stykke for et publikum, når man nu har øvet og øvet og øvet og øvet og øvet.

Og dels er det superfint at vænne sig til at skulle præstere under pres. Og at stå alene og blottet med sin sangstemme eller sit instrument foran et publikum på flere hundrede mennesker ER et ret stort pres.

Børnene lærer også, at det er okay at fejle. 

Bifaldet fra publikum er lige stort eller måske næsten større, når man spiller lidt forkert og alligevel finder op på hesten igen og gør sit stykke færdigt. Og i de 17 år, jeg via mine børn har haft tilknytning til skolen, har jeg ikke oplevet en eneste soloelev knække og forlade scenen uden at se glad ud (om end det selvfølgelig kan være, fordi det er overstået, haha).

I tirsdags afholdt skolen sin forårskoncert. Og Yngste Datter skulle spille både trommer og klaver.

Hun er fuldstændig cool, når hun skal på. Ikke en eneste gang har jeg hørt hende sige, at hun var nervøs. Heller ikke i tirsdags.

Det er mere moderen, der kan blive lidt nervøs. Måske fordi det er sådan, jeg ville have det, hvis jeg selv stod på scenen.

Nå, men F (læs: min eksmand, som jeg tidligere kaldte Lucifer, men som er blevet mig venligere stemt og derfor er blevet opgraderet til betegnelsen "F", red.) var også til stede.

Vi optog begge Yngste Datters optræden med vores mobiltelefoner. Og Fs mobiltelefon er heldigvis så ringe til at optage billeder, at jeg godt tør vise hans optagelse af barnets trommefærdigheder her på bloggen uden at risikere nogen form for genkendelse.

I klippet akkompagneres hun af en veninde fra klassen på sang og af sin trommelærer på klaver. 

Værsgo:



Hun er kun 12 år gammel, og hun er ikke sej ...

... hun er ÜBERSEJ.

WOOP, WOOP!

Også hendes fremførelse af klaverstykket gik smukt og fejlfrit:



Og jeg må konstatere, at det er rart at have børn med færdigheder, man selv mangler.

Mutti kan til gengæld løfte tunge ting ;-)

mandag den 22. maj 2017

Det kan jeg dælme også i dag

Mærke, at jeg lever altså. Ligesom jeg skrev i forgårs.

Bare på en lidt anden måde altså.

Det havde ellers været en udmærket weekend. Kickstartet af et rigtig dejligt vejr. 

Når vi danskere vejrmæssigt nærmest holder november i 11 måneder ud af 12, forstår vi virkelig at få maks. ud af solen, når det ellers passer den at dukke op.

Og det gjorde den i fredags, woop, woop!

Derfor grillmad, nammenam.

Fucking ELSKER grillmad. Selv om der somme tider dukker en skinhellig kostapostel op i medierne og fortæller, hvor usundt det er. Ham er jeg heldigvis blevet god til at ignorere. Han skal fandme ikke komme her og pille skønheden ud af MIN grillmedister.

Nå, men jeg griller selvfølgelig også andet end pølser. En af mine favoritter er ...

... (larmende fanfare)

... agurk.

Nå, det var lidt af et antiklimaks, hva'.

For agurk er trods formen nok en af de mest usexede grønsager, der findes. 

Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er lesbisk, men også fordi den ikke smager af noget. Kønsløs i en meget høj potens.

Indtil man altså griller den, nammenammeNAM!

Jeg ved ikke præcis hvorfor, men måske er det noget med, at vandet i den grønne motherfucker tager umanerlig godt imod grillsmagen. I hvert fald på en kulgrill. (For i kampen mellem kul og gas er jeg klart på kul. Gas er for svagpissere, der tænder deres grill med en fimset knap og ikke værdsætter rigtig grillsmag.)

Prøv det selv: Du skærer bare agurken i skiver på langs, pensler den med lidt olie, krydrer den med salt og peber, eller hvad du ellers kan lide, og smækker den på risten. Piece of cake (eller "cuke" måske, høhø).

Lørdag forkælede jeg mig selv med en tur til Århus midtby. 

Var ellers lige ved at droppe tanken, for jeg regnede med, at der ville være alt for pissemange mennesker derinde. Der var jo Classic Race i weekenden, og da et eller andet udvalg, formentlig i et anfald af momentan galskab, har besluttet, at dette racerløb absolut skal finde sted inde i en stor by, hvor det generer flest mulige, antog jeg, at det ville være et nummer for crowded til min smag derinde.

Trodsede alligevel mine bange anelser og havde faktisk en fin tur op og ned ad Strøget. Hvor jeg blandet andet løb af med et af disse produkter fra Søstrene Grene (er stor tilhænger af disse søstre og deres prisniveau):



Fint, ikke? Og nydeligt retro. For 169,- Nice :-)

Lørdag aften fortsatte i samme fine stil: grillmad igen. Denne gang burgere. Og begejstringen ville ingen ende tage.

Dernæst snolder og Vikings på HBO indtil sengetid.

Nød således weekenden i fulde drag. Lige indtil søndag morgen. Så nød jeg den ikke mere.

Det var bare en ganske lille bevægelse. Hverken dumdristig eller noget. Og da slet ikke i forhold til min fodbolddyst med 8. klasse to dage før.

Bukkede mig faktisk bare ned for at samle en skraldepose op og bære den ud til affaldscontaineren. Sådan en helt almindelig hverdagsting altså.

Og derfor er jeg så sygemeldt i dag.

Damn, en fucking lorteryg, jeg render rundt med!

Men i det mindste kan jeg mærke ... jeps ... at jeg lever ;-)

lørdag den 20. maj 2017

I det mindste kan jeg mærke, at jeg lever

"For helvede, Oscar! Du står jo i vejen HELE tiden. Flyt dig nu!" prustede jeg utilfreds, efter at jeg for tyvende gang havde skudt bolden lige i fødderne på min elev og dermed have misset endnu en scoring.

"Jamen ... øh ... jeg er jo målmand. Jeg skal tage bolden," svarede Oscar undskyldende.

"Men JEG er læreren. Det er MIG, der bestemmer. Og jeg kan jo ikke score, når du står der og spærrer," prustede jeg tilbage (meget pædagogisk i øvrigt).

Oscar rystede overbærende på hovedet med et skævt smil. Han kender mig heldigvis.

Måske har du gættet, at jeg spillede fodbold i går. Med 8.B faktisk. Pigerne mod drengene. 

Og det gik selvfølgelig helt ad lort til for pigerne. Som således havde god brug for en totalt korrupt medspillende lærer/dommer med stærk hang til uretfærdige, ensidige kendelser, muahahaaah.

Men det var fandme spas, var det :-D

Mine elever vil altid gerne have mig med til at spille. Hvad enten det er høvdingbold, rundbold eller fodbold. Jeg tænker, de ser det som en slags anerkendelse, når jeg gerne vil lege med dem. Pissegodt for relationerne, så det gør jeg selvfølgelig af og til.

I dag betaler jeg så prisen.

Hold kæft, hvor havde jeg glemt, præcis HVOR øm man lige kan blive. Over-fucking-ALT. Selv i muskler, jeg ikke anede, at jeg havde.

Jeg bevæger mig jo som en på 90.

Så jeg må hellere være god ved mig selv. På alle måder. I hele weekenden.

Hehe.

Take care.

tirsdag den 16. maj 2017

Jeg er ... VAFFORNOGET?

Oh dear.

Har taget en test på BT. Og det ser sgu ikke for godt ud med mig, er jeg bange for.

Testen er sådan lidt Rorschach-agtig. Det vil sige, at man bliver vist en række abstrakte billeder, og så skal man angive, hvad man synes, man ser, eller hvad man føler.

Her er et eksempel:



Og spørgsmålet lyder:

"Hvad ser du?"

Hvorpå man skal klikke på en ud af seks svarmuligheder:

I dette tilfælde: "et tusindben, ryghvirvler, en edderkop, et røntgenbillede, en person, andet."

Når man så er nået gennem 11 billeder, får man resultatet.

Og det viser sig altså, at jeg er ...

... PSYKOPAT!

Yeps. Mit resultat ser således ud:


Under billedet står, at jeg har en charmerende og karismatisk personlighed, og at andre mennesker ser mig som rolig og fattet og fuld af selvtillid. 

MEN:

under overfladen lurer et følelsesmæssigt overfladisk væsen uden realitetssans. Et væsen, som jeg ikke en gang er klar over findes. Og desuden er jeg en manipulerende narcissist.

Damn, I could've fooled myself!

Her sidder jeg og græder, hver gang jeg ser en udsendelse om progeriabørn eller hører teksten til Puff the Magic Dragon, fordi det hele er så synd. Og så er min følelsesbevægelse i virkeligheden slet ikke noget, jeg er i stand til at føle?!

Right.

Nå, men resultatet MÅ være spot on, for nu har jeg taget testen syv gange til (er man ikke tilfreds med resultatet af en test, tager man den jo bare igen og svarer noget andet, haha), og udfaldet blev det samme i de seks. Sjovt nok selv når jeg klikkede fuldstændig randomly. For eksempel i øverste højre hjørne hver gang eller efter slag med en terning.

Eneste gang, jeg havde held til at ramme et anderledes resultat, var, da jeg klikkede på "andet" hele vejen igennem.

Jaså.

Hvis du har lyst til også at være psykopat, kan du tage testen her.

God fornøjelse ;-)

mandag den 15. maj 2017

Et socialt eksperiment

Deltog i weekenden i et socialt eksperiment. 

Udtænkt af ... 

... mig selv. 

Og med deltagelse af ... 

... også mig selv. 

Og ingen andre. Faktisk.

Jeg skulle se, om jeg kunne holde ud at gå alene i biffen.

Det har jeg ikke gjort, siden jeg som barn var i Hadsten Bio nøjagtig en gang om ugen. Lørdag eller søndag eftermiddag. Klokken 14. Formedelst 20 kroner.

Dengang var jeg tit alene af sted.

Men det var jo også den slags weekender, hvor alting døde lørdag klokken 12 præcis. For her lukkede butikkerne. 

Som i: fucking ALLE butikker.

Og alle mennesker myldrede hjem i deres huse. Og holdt sig så indendøre indtil mandag morgen. Hvad fanden de allesammen foretog sig i den mellemliggende tid, har jeg ingen anelse om. Men på gaderne var de i hvert fald ikke.

Og fjernsynet bestod af fucking EN kanal. Danmarks Radio. Som på en god dag startede deres udsendelser hen omkring klokken 16.

Og videomaskinen var ikke opfundet. For slet ikke at snakke om computeren eller mobiltelefonen.

Så lørdag klokken 12 til mandag klokken 8 var den lille død.

Blot ikke for mig. For jeg var i biffen. Alene. Det var det eller døden.

Så jeg har set samtlige Tarzanfilm i sort/hvid med Johnny Weissmüller. Og samtlige spaghettiwesterns med Bud Spencer og Terence Hill. De var mine helte.

Så gik der mange år, hvor jeg altid har haft nogen med. Det er jo ligesom sådan, man gør, altså.

En veninde. Klassen. En kæreste. En ægtemand. En eller flere Rotter (læs: fruens fire elskelige børn, red.)

Men så i lørdags stod jeg alene. Helt alene i verden. Og tænkte: "What to do with my life?"

Jeg kunne vælge at sætte mig. Og pille mig selv i navlen (eller skrive et blogindlæg, men sådan et havde jeg allerede skrevet).

Eller også kunne jeg vælge at gøre det, som et frit og uafhængigt menneske ville gøre: råbe "pik" og gå i biffen.

Så det gjorde jeg.

I Øst for Paradis. For det er min yndlingsbif, og her er det ikke så usædvanligt at se folk uden ledsager. Så det føltes ikke så langt uden for min comfort zone.

And guess what:

Det gik sgu fint!

Jeg følte mig ikke unormal eller stakkels. Og jeg tror slet ikke, at de andre biografgæster overhovedet lagde mærke til min alenehed.

Så det var en totalt okay oplevelse. Som jeg sagtens kunne finde på at gentage.

Woop, woop :-D

fredag den 12. maj 2017

Om fremtiden og også lidt om nutiden

Så en annonce i sidste uge.

En af de lokale privatskoler søger en lærer. På fuld tid. Til engelsk og tysk. Det er lige præcis mine linjefag.

Tysklærere er eftertragtede. 

Og med mine kvalifikationer (forholdsvis frisk fra seminariet, men alligevel med fire år bag katederet, supergode karaktergennemsnit i de klasser, jeg har ført til prøve, og min erfaring med internationalt skolesamarbejde) ville jeg være ret sikker på at nå langt i samtalerunderne.

Den lokale privatskole ligger tre kilometer fra forstadsvillaen.

Og min nuværende skole ligger så langt væk, at jeg må køre 120 kilometer for at nå frem og tilbage. Hver eneste fucking dag. Og i går var der en times kø på fucking E45 i eftermiddagstrafikken.

Så hvis jeg søgte stillingen, kunne jeg spare godt og vel halvanden times transport om dagen.

Det er cirka 8 timer om ugen. Og 336 timer om året. Og 6.720 timer i alt i den tid, jeg formentlig har tilbage på arbejdsmarkedet. 

Det er fandme mange timer. Som jeg så ville frigøre til noget andet end at sidde bag rattet i Yarisen.

Og selv om min trofaste, driftsikre, brændstoføkonomiske Yaris er en dejlig bil, var jeg helt klart fristet. Hvem ville ikke være det?

Men så kom jeg til at reflektere.

I sådan en situation er det jo ligesom lidt svært ikke at sammenligne to scenarier: fremtid og nutid.

I fremtiden ville jeg få:
  1. En fuldtidsstilling.
  2. Undervisning i mine to linjefag.
  3. En aldeles overkommelig transport til og fra job.
Og da det jo ikke lyder så åndssvagt, lå fremtiden altså ret lunt i svinget ...

... lige indtil nutiden kom susende i inderbanen.

For i nutiden har jeg:
  1. En fuldtidsstilling.
  2. Undervisning i mine to linjefag.
  3. En højere løn (yep, folkeskolen betaler bedre end privatskolerne - det vidste du nok ikke, hva').
  4. Det privilegium at arbejde med globalt medborgerskab og samarbejde på tværs af grænser, hvilket jeg finder sindssygt interessant. For jeg er så heldig at være blevet udpeget til at lede skolens internationale styregruppe og dermed få lov at spille en rolle i vores bestræbelser på at gøre eleverne til interkulturelt kompetente verdensborgere med en global ansvarsfølelse. (Og det er så spændende, at resten af indlægget kommer til at handle om det, hvis ikke jeg omgående bremser mig selv, haha :-D)
  5. Status som übermensch. Når man træder ind i et jobforum som spritnyt medlem (for eksempel som nyansat lærer på en skole), er man pr. automatik the underdog. Man kender ikke kulturen og værdinormerne, skal forsigtigt føle sig frem, bevise sit eget værd, vænne sig til nye procedurer, danne nye faglige og sociale netværk. Kort sagt arbejde aktivt og med ydmyghed på at gøre sig fortjent til andres respekt og skabe en samhørighedsfølelse. Og det kan være en længere proces. Efter fire år på min nuværende skole er jeg ikke længere underdog. Jeg er übermensch. Jeg føler mig tilvalgt. Kollegerne opsøger mit selskab på lærerværelset. De spørger mig tit til råds om forskellige problematikker. Og jeg er i modtagerenden af en lang række high fives og hengivenhedserklæringer fra eleverne hver dag. Forestil dig lige det: at du HVER ENESTE DAG får at vide, at du er verdensmester i dit job. Så jeg er jo rig! Når det gælder min beholdning af respekt og komplimenter fra andre, er jeg fucking Bill Gates, og selvværdet sprudler.
Så spørgsmålet er, om jeg vil give afkald på alle disse goder for en kortere transporttid? 

Har jeg lyst til at gå ned i løn? Kan jeg være sikker på lige så interessante arbejdsopgaver på den lokale skole? Gider jeg begynde forfra som underdog? 

Og svaret er i virkeligheden enkelt:

Nej tak.

Til gengæld er det pissesundt en gang imellem at gøre status over sit liv og fundere over, om der er noget, man kan gøre bedre.

Det er hermed gjort.

Bum.

tirsdag den 9. maj 2017

Det var så den sommer

Wuhuuu for en weekend!!!

Sommeren, den lille skøge, var her jo for en kort bemærkning (og måske for den eneste bemærkning i år, gys).

Hold kæft, jeg har nydt det.

Lagde ud i fredags med at køre en tur til fucking Herning. 

Herning er flad. Og kedelig. Og grim. Herning har et gigantisk, hæsligt og svinedyrt kunstværk af en mand ved navn Cronhammer. 

Og så er der Boxen.

Den er fandme også grim.

En firkantet klods på den golde mark, de kalder ... ja ... Herning. Mørk og dyster. Og grim.

Men indeni. Ja, der gav altså John Mayer koncert i fredags. Og det var pissegodt.

Hehe.

Han er godt nok dygtig, den mand. Spænder vidt i sit musikalske repertoire og kan faktisk synge.

Tilbragte således et par fine timer i fucking Herning.

Lørdag skinnede solen. Nice.

Var på café Ziggy på Trøjborg, hvor jeg efterhånden lægger de fleste af mine cafépenge, og sad for første gang i år på fortovet udenfor. Med en stor og iskold fadbamse og en god veninde. Oh happy day!

Og arrangementet blev perfekt rundet af med en gåtur i nyudsprungne Riis Skov, hvor ramsløgene står plukkeklare over hele skovbunden. Og is ved Den Permanente. Skønt! 

Derpå hjem og grille. Også for første gang i år. Og jeg svævede af begejstring, så jeg ikke havde jordforbindelse med andet end det yderste af tåneglene. For hvor er det fantastisk, når man får den første snas af sommer efter en evighed med regn og mørke og blæst.

Og ikke nok med lørdag.

Søndag skinnede solen fandme igen! Som om den lille forræderiske motherfucker aldrig havde lavet andet.

Måtte ud og have mere af den og valgte derfor at køre til Bølling Sø mellem Silkeborg og Herning (fucking Herning igen, haha). 

Hele vejen omkring søen har man anlagt en vandresti. Den er 12 kilometer lang og fører forbi et utal af stenalderbopladser. Man kommer også lige forbi det sted, hvor Tollundmanden i sin tid blev ofret (og fundet).

Skal jeg bitche lidt (og det skal jeg, for det holder jeg meget af ;-)), så er stien ret flad. Høj puls må man dermed finde andre steder i landet. 

Men er man den mindste smule historisk interesseret, og det er man selvfølgelig efter at have fulgt med i DRs danmarkshistorie med Lars Mikkelsen over de sidste mange søndage, så er det altså virkelig en spændende tur, der klart kan anbefales.

Havde madpakker, mazarinkager, ristede mandler og masser af koldt vand med i rygsækken og fandt et smukt sted at spise frokost undervejs. Lovely! Livsforlængende faktisk.

Løb i øvrigt på sådan en fætter:



Og pludselig forvandledes den livsforlængende vandretur til en nærdødsoplevelse, haha. 

Jeg er heldigvis cool ud i slanger. 

Har boet et årstid i subtropiske Georgia i USA i selskab med klapperslanger, copperheads, sorte enker, skorpioner og alt muligt andet fucking kryb. Så der skulle mere til end sådan en lille hugormebasse for at skræmme fruen.

Mistede dog for en stund lysten til at forlade den etablerede sti.

Grill igen efter hjemkomst. Denne gang laks. Nammenam!

Så det må siges, at jeg har fået maks. ud af weekenden.

Blev oven i købet ringet op af Den Fortabte Søn (læs: Barn 2, red.), som for to år siden flyttede til København for at læse ved fucking DTU, og nu kunne minde mig om, hvor mange velsignelser, der i grunden er ved at have børn.

Han stillede tre spørgsmål:
  1. Hvordan har du det, mor?
  2. Vil du læse korrektur på en engelsk kemirapport til DTU? (Shit!)
  3. Kan jeg låne 10.000?
Er således nu bevidst om den store lykke, der er mig tilskikket:

Sønnike er velopdragen og omsorgsfuld og har fuld tillid til Muttis sproglige kemikundskaber og økonomiske formåen.

Så ja. Mange velsignelser ;-)