tirsdag den 24. januar 2017

Om håbløse teenagere

Sådan en har jeg.

For satan altså.

HÅBLØS, siger jeg bare.

I skulle se hans værelse. Hvor han i øvrigt tilbringer samtlige de minutter af døgnet, hvor han ikke spiser, benytter bad og toilet eller er i skole.

(Det vil sige, jeg plejer at forlange, at han af og til napper opvasken og i sommerhalvåret også slår græs, men jeg skal som regel sige tingene til ham en 5-8 gange, inden han i slowmotion bryder ud af den paralysetilstand, han i almindelighed lader til at være ramt af.)

Damn.

Og han lægger rent på sengen så sjældent, at overfladen på det stakkels møbel er et eller andet sted mellem lodden og fucking LEVENDE.

Mens de genstande, han lægger fra sig på skrivebord eller kommode gradvist synker ned i støvlaget, der ligesom har coatet inventaret derinde.

Somme tider prøver jeg at give ham et lille vink om, at det måske ville være hensigtsmæssigt at bringe værelset i en stand, der var knap så sundhedsskadelig, for eksempel ved at jeg lægger et rent sæt sengetøj derind.

Men det er, som om hele hans sansesystem kun fungerer selektivt. Og at han således slår enhver modtagefunktion fra, når Mutti sender signal om den slags irriterende og unødvendige bagateller.

Har man kendskab til Maslows behovspyramide, ved man, præcis hvad jeg mener, når jeg siger, at knægten endnu ikke har formået at løfte sig fra nederste niveau. Han sørger selv for at trække vejret, indtage føde, hvis primære bestanddel lader til at være ketchup, sove og pølle (naturligvis uden at børste kummen bagefter).

Resten ordner mor.

Har i skrivende stund en ikke bare håbløs, men også cranky teenager. Bare fordi Mutti med ret klare gloser har bedt ham fjerne nogle af sine tøjbunker fra værelsesgulvet grundet faldfare.

Og nej, mor køber ikke argumentet om, at det er cool at have en "floordrobe".

Ej heller påstanden om, at ungersvenden altid har ønsket sig et "walk-on closet".

Nice try though. Og gode point får han sgu for at få The Mothership til at skraldgrine.

søndag den 22. januar 2017

Flere homoting

Det har været en interessant uge.

Skal jeg skrive omvendt kronologisk, slog jeg her til morgen øjnene op til følgende overskrift:

Trump's White House Website Takes Down Official Pages on Civil Rights, Climate Change, LGBT Rights

Suk. Nu begynder det. Vores klaphat af en ny verdensleder har omgående kastet sig ud i at omsætte sine usympatiske, virkelighedsfjerne indfald til handling.

Nu skal de fossile brændstoffer have fuld skrue, mens borger- og homorettighederne får et ordentligt hug mellem øjnene med hr. Trumps kødfulde knytnæve.

Sender derfor en medfølende tanke til såvel klimaet som mine homoseksuelle brødre og søstre på den anden side af Atlanten. Det kan ikke være fedt sådan at få fjernet al officiel omtale af en. Som om man aldrig har eksisteret.

Og apropos omtale, så var jeg ude at gå en tur i går. Det gør jeg, når jeg har tid. Jeg vandrer allerhelst ude i Guds grønne natur med min damekæreste ved min side. Elsker at gå der og småpludre med den kvinde, jeg kysser på, mens jeg nyder sceneriet omkring mig og kan mærke pulsen i ørerne.

Men her i weekenden har jeg ikke set noget til L. Hun har travlt med at drive verdensfirmaet, og jeg har haft børnene hos mig.

Så må jeg jo gå alene.

I går blev det til en sekskilometers tur rundt i nabolaget. 

Da jeg var ved at være hjemme igen, hørte jeg pludselig en flok ungersvende bag mig. Præcis hvad de snakkede om, ved jeg ikke, men jeg kunne ikke undgå at høre, at den ene pludselig råbte:

"Er du en fucking bøsse?!"

til en af de andre.

Damn for en retorik. 

Jeg havde lyst til at vende mig om og forklare englebasserne, at de træder på folk som mig, når de bruger ordene på den måde. Men jeg var selvfølgelig blevet grinet helt ud af byen. 

For det ER en håbløs kamp. Jeg møder det alle steder. En eller anden betegnelse for den minoritet, jeg tilhører, brugt som skældsord, gerne i kombination med "fucking" (og jajaja, jeg ved godt, jeg ikke er bøsse, men den rammer alligevel).

Så føles det, som om der er langt til tolerance og MEGET langt til respekt.

Og apropos respekt, så tror jeg nok, det var af respekt for mig, at en af mine elever for nogle dage siden spurgte mig, om det egentlig var okay at kalde mig homo.

Bare homo? Altså uden fucking foran?

Mit første indfald var at sige, at det måtte man selvfølgelig gerne. For objektivt set er ordet homo jo bare en forkortelse af homoseksuel og dermed ret neutralt. 

(Og det ER jo det, jeg er. Blandt meget andet altså.)

But then again. Pigen spørger naturligvis, fordi hun fornemmer, at jeg kunne føle mig krænket.

Og hvorfor fornemmer hun det?

Jo, det gør hun, fordi hun er vant til at høre ordet udtalt i den hensigt at ytre sig nedladende om eller henvendt til andre.

Damn igen.

lørdag den 21. januar 2017

Slemme Nivea

Købte forleden dag en rynkecreme.

Nu har jeg godt nok lige skrevet, at jeg ikke har så meget imod mine rynker, fordi det er grinerynker 😏

Men der er selvfølgelig ingen grund til at overdrive begejstringen (jaja, ved godt, at der ikke er nogen dokumenteret effekt af rynkecreme, men man har vel lov at være naiv). Og så hader jeg den idiotiske tørre hud, der kan komme i vintermånederne.

Så jeg gik i Føtex og købte en æske Q10 fra Nivea.

Selve papæsken har cirka samme størrelse som en kvartliterkarton med piskefløde. Og kan altså rumme cirka 250 milliliter creme.

Fik sgu godt nok på fornemmelsen, at der måtte være svindel med i spillet, allerede da jeg tog æsken ned fra hylden. Der var ligesom noget med vægten, der ikke harmonerede med synsindtrykket. Motherfuckeren føltes lidt for let.

Jeg løftede på nogle af de andre æsker. Med samme resultat.

Så jeg slog mig til tåls med, at det nok bare var sådan, det var, købte min creme, gik hjem ...

... og blev virkelig SALTET, da jeg fik åbnet lortet og fisket dåsen med creme frem i lyset.

("Saltet" kommer af "salty" og er slang for "pisseirriteret".)

For se bare her:


Hvad fanden er nu det for en fucking diminutiv lille dåse creme i en fuldkommen uproportionelt stor æske?

Dåsen rummer nøjagtig 50 milliliter og er altså SVIMLENDE FEM gange mindre end den æske, den bliver solgt i.

Øh?

Er det virkelig lovligt? Må man sælge så meget luft?

Måske Forbrugerombudsmanden kan svare på det.

Selv med mine allerpositiveste briller på vil jeg mene, at der er tale om bevidst vildledning af forbrugeren. Indtjeningsgenerering i en grim form.

Jojo, der står ganske vist på æsken, at den indeholder 50 milliliter creme, men jeg kan forestille mig, at mange forbrugere ikke rigtig har nogen fornemmelse af, hvor lille den mængde egentlig er.

Lukker man æsken op og nærstuderer konstruktionen af den, vil man da også støde på både falsk bund og falsk låg.



Snedigt. Men etisk kun til at skylle ud i kloakken, if you ask me.

Bum.

tirsdag den 10. januar 2017

Om at være glad for sit land

Har brugt lidt tid på nettet.

(Breaking news, I know 😏 Men hvis du lige vil læse videre, så skal jeg nok forklare.)

Se, det kommer alt sammen af Donald "Grab-them-by-the-pussy" Trump og den kendsgerning, at denne usympatiske, nedladende, uforudsigelige politiske klaphat af en narcissist om lidt sætter sig i chefstolen som verdensleder.

For han optræder oftere og oftere i medierne. Og han excellerer gang på gang i at gøre den samme iøjnefaldende, frastødende figur.

Han er med andre ord ret svær at overse for tiden.

Det fik mig til at reflektere lidt.

Gad vide, hvordan det ville føles at bo i USA og samtidig tilhøre en af de grupper, som Trump har gjort nogle af sine modbydelige udfald imod i den senere tid?

Altså handicappede, farvede, kvinder, latinoer, pressen, Meryl Streep ...

... homoseksuelle.

Jeg besluttede, at jeg ville vælge en af disse grupper (undtagen Meryl Streep, som teknisk set ikke er en gruppe) og undersøge, hvilke bekymringer man mon bokser med i den pågældende gruppe ved udsigten til hr. Trump som præsident.

Jeg valgte sjovt nok de homoseksuelle. Og så begyndte jeg at google.

Ret hurtigt fandt jeg nogle homoseksuelle organisationer, som på deres hjemmesider skrev lidt om spørgsmålet.

Som for eksempel bekymringen for, om Trump vil forringe homoseksuelles muligheder for at blive gift og adoptere. Nogle er endda bekymrede for, om idioten finder på at erklære allerede indgåede homoseksuelle ægteskaber for ugyldige.

Og så er der jobsikkerheden.

Obama har fået vedtaget en lov, som forbyder virksomheder, der leverer til det offentlige, at fyre en person uden anden begrundelse, end at personen er homoseksuel. 

Den lov ventes Trump at ophæve.

Det vil altså sige, at det overalt i USA måske bliver lovligt at fyre medarbejdere udelukkende på grund af seksuel orientering.

Damn.

Nå, men lad os nu se, hvad der sker, når klaphatten sætter sig ved roret. Han er heldigvis ikke ude af stand til at foretage en kovending. Keeping my fingers crossed!

Nu vil jeg springe videre til noget andet interessant, jeg stødte på i min søgen efter vilkår og bekymringer hos homoseksuelle i USA:

FUNDAMENTALISTISKE KRISTNE

Føj for dælen, for nogle intolerante, aggressive, hjernevaskede personager, man kan støde på i den gruppe.

Her er et par citater:

Americans for Truth  (AFTAH) skriver om sig selv:

Americans For Truth About Homosexuality (AFTAH) is one of the few organizations in the world that directly fights and exposes the homosexual-bisexual-lesbian-transgender-sadomasochism-pansexual-[insert latest perversion here] agenda.

Og det skal jeg sgu love for, at de gør.

Disse "Amerikanere For Sandhed" skriver således i en lang uendelighed om, hvordan store dele af det amerikanske samfund er korrupt og styret af de fiktive organisationer "Gay-KK" og "Gay-Stapo".

Butikskæden Walmart er åbenbart også en del af den homoseksuelle sammensværgelse, da man her kan købe en børnebog med titlen "Heather Has Two Mommies", og påkalder sig dermed de sandshedsglade amerikaneres vrede.

Jeg er sikker på, at Walmart skælver, når de læser om sig selv på AFTAHs hjemmeside:


Og ellers rabler man selvfølgelig løs om, at homoseksualitet opstår som følge af traumer eller seksuelt misbrug i barndommen (det er IKKE medfødt), at børn bliver smittet med homoseksualitet i børnehave og skole via homoseksuel propaganda (det, som vi andre kalder "informationsmateriale"), at man lige så godt kan begynde også at tillade ægteskaber med robotter og dyr, og at der i den korrupte presse er alt for lidt fokus på alle de lykkelige historier om homoseksuelle, der har ladet sig omvende.

Sammenfattende kan jeg sige, at tonen hos disse kristne er lidet næstekærlig. Så har jeg ikke sagt for meget.

Americans for Truth ligger i den aggressive ende af det kristne amerikanske antihomospektrum. En anelse mere moderate udsagn kan man finde i den frelste ende.

For eksempel hos Charismanews i artiklen The Raw, Naked Truth About Homosexuality.

Her kan man læse følgende:

I know a wonderful godly Christian couple who have had to die a thousand deaths when their son recently arrived home from college and admitted to them that he was practicing a homosexual lifestyle.

Stakkels gudfrygtige ægtepar. Det kan ikke være rart at skulle lide døden tusind gange, fordi ens søn har fundet sig en mand.

I samme artikel omtales i øvrigt vores gode, gamle moderland:

The government of Denmark has made it mandatory for all churches to conduct gay marriages, regardless of religious beliefs, conscience or convictions. No church or minister in Denmark is exempt from complying with this new law.

Could America be next? Could a law be passed that would order American churches to perform gay ceremonies if they want to maintain their tax-exempt status?

The writing is on the wall.

What will you do on that fateful day? Obey man or obey God?

Og det er selvfølgelig flatterende sådan at blive nævnt i det store udland. Øh ... bortset fra, at jeg tror, det skal forstås som et rædselsvækkende, hårrejsende skræmmeeksempel, haha.

Nå, men disse frelste kristne hjemmesider har for det meste som erklæret målsætning at "redde" os homoseksuelle og omvende os til den "rette" livsførelse.

De er fulde af forståelse og løfter om helbredelse. Og alle påberåber de sig monopol på "sandheden".

My ass.

Well, well, nu har jeg vist kaglet længe nok om de vederstyggeligheder man åbenbart må finde sig i som homoseksuel i God's Own Country.
Det får mig alt sammen til at være umanerligt glad for at være dansk. Til sammenligning er vores intolerance jo en ubetydelig størrelse og kan snildt ligge på rygskjoldet af en fladlus.
Så tak for det, Danmark. Love ya, old girl 💘

 

mandag den 9. januar 2017

Min datter er blevet gal

Hestegal.

Det bliver jeg sgu også snart. Bare ikke på nær så hestekærlig en måde.

Fuck altså.

Barnet begyndte at gå til ridning for fem måneder siden, og allerede nu er jeg ved at blive skør i hovedet af at høre om heste i hvertandet vågne øjeblik:

ridejakker, hjelme, støvler, handsker, grimer, dækkener, træktove, hesteyoutubere, rideskoler, springkonkurrencer, halvpart ...

Øh ... halvpart? tænkte jeg første gang.

De andre termer var jeg nogenlunde med på, men "halvpart" var en ny glose i mit vokabularium. I hvert fald i relation til heste.

Se, sagen er nemlig den, at jeg er bange for de fleste dyr. I særdeleshed fugle ganske vist. Men heste er også ret frygtindgydende.

Derfor har jeg aldrig interesseret mig en skid for disse væsener og heller ikke for de begreber, der forbindes med dem.

Som for eksempel "halvpart".

Couldn't care less.

Nu er jeg klogere. Og en pæn del mere forarget. For nu skal du høre:

I min optik signalerer ordet halvpart, at man ejer den ene af to andele. I dette tilfælde altså halvdelen af en hest.

Right?

Wrong!

At have halvpart betyder i hesteuniverset, at man betaler et eller andet månedligt beløb på typisk 300-400 kroner til en person, der ejer en hest. Og formedelst dette ret høje beløb forpligter man sig til at passe hesten en til flere gange om ugen.

Det vil sige muge ud, skifte halm og hø, fodre, spule, rense hove, strigle og alle mulige andre forefaldende praktiske gøremål.

Til gengæld får man lov at ride en tur på kræet, når man er der.

Man betaler altså 4000-5000 gode danske kroner om året for at leje en hest og samtidig forpligte sig til at gøre en helvedes masse arbejde.

Af hesten selv kommer man ikke til at eje så meget som et kønshår.

Det er pissesmart. 

Hesteejeren får andre til at knokle og samtidig betale for det. Og kunder har man nok af, for der er masser af små piger, der brændende ønsker sig at komme tæt på en hest, men ikke må få en selv.

Dem kan man passende udnytte.

Tænker på, om man eventuelt kan benytte samme princip på andre områder.

Jeg har for eksempel en have. En dejlig stor, arbejdskrævende en. Og man kunne jo forestille sig, at der sad nogen i en lejlighed inde i byen, som savnede sådan en motherfucker, men ikke havde råd til en kolonihave ...

HEHE 😈

Nå, men jeg vil sove lidt. Jeg er hjemme fra skole i dag. Syg. Slap og slatten.

Take care now.

lørdag den 7. januar 2017

Op ad bakke

Sad lige og hørte Mads & Monopolet i formiddags.

Det er mit yndlingsradioprogram. Og jeg glæder mig hver lørdag til at få tunet ind og lytte med på andre menneskers problemer. Hehe.

Og de lørdage, hvor jeg er heldig at være hos min smukke L, sidder vi altid og debatterer med og tager stilling til stort og småt.

Vi har selvfølgelig vores yndlingsmonopoldeltagere.

Således jubler vi, når enten Hella Joof, Asger Aamund eller Nikolaj Kopernikus er med. For de giver det lidt kant. Og gør det sjovt og underholdende.

Og knap så begejstrede er vi for Huxi Bach og Mads Christensen. Huxi, fordi han ævler og ikke rigtig bidrager med noget. Og Mads Christensen, fordi han er for selvfed.

I dag gjorde Mads Christensen ikke noget godt for sig selv. I hvert fald ikke, hvis han ønsker at vinde MIN sympati.

For jeg havde da nær fået mit dybfrostrundstykke og min nyrørte pulverkaffe i den gale hals, da hr. Blærerøv ytrede sig om familiemønstre:

"Far og mor og børn under et tag, det er den ideelle løsning. Og det betyder ikke, at jeg foragter bøsser, sparker på lesbiske eller ikke kan lide hunde eller hva' faen," lød det således fra manden.

Øh ...?

Sagde han virkelig det? måtte jeg spørge mig selv.

Og ja, det sagde han sgu. For jeg har lige genhørt det på nettet.

Fuck altså!

Så idioten foragter IKKE bøsser og sparker IKKE på lesbiske. Men ... øh ... henfører os alligevel under samme kategori som hunde i selvsamme sætning?

Den mand MÅ fandme være castet til Monopolet på grund af sin usympatiske fremtoning. Sådan lidt ligesom Blachman i X Factor, mener jeg.

Og det gør mig så træt at støde på intolerance som blærerøvens. Så føler jeg sgu, at det går lidt op ad bakke.

Måske navnlig, fordi det er præcis den slags udsagn fra alle mulige uoplyste kanter, der i alt for mange år skræmte mig fra at springe ud og fik mig til fuldkommen at undertrykke mig selv og leve under ulykkeligt dække som heteroseksuel.

Det kan hr. Blærerøv fandme ikke være bekendt.

Jeg har aldrig hørt en homoseksuel udtrykke afsky, forargelse eller hån, fordi nogle mennesker forelsker sig i det modsatte køn.

Er det for meget forlangt at bede om samme respekt over for os?

Bum.

Vi er ikke så kloge

Var en tur på Regionshospitalet Randers sidst på eftermiddagen i går. For at besøge min far.

Han er ved at tjekke ud. Ikke fra hospitalet, men fra livet selv.

Det kommer ikke som nogen overraskelse. Han har røget dødbringende mange cigaretter, siden han var 10 år gammel, og nu vil lungerne ikke være med mere.

Det er naturligt. Det er forventeligt. Og det er umanerlig dumt.

End of discussion.

Nå, men han er ikke væk endnu. Han ligger derimod i en hospitalsseng og får ilt.

Så han skulle selvfølgelig have besøg af mig.

Og aldrig så snart var jeg trådt ind ad hovedindgangen på hospitalet, før det slog mig, hvor VIRKELIG småtkørende vi må være her i Randers.

For se nu et par fantastiske skilte, jeg blev mødt af ved elevatorknapperne:


Oh dear.

Men det KAN selvfølgelig også være vanskeligt at afkode, hvad en pil, der peger opad, mon betyder.

Vi er altså ikke så kloge her i byen. Til gengæld kan vi løfte tunge ting ;-)

torsdag den 5. januar 2017

Om at komme dronningen i forkøbet

Slut med jul. Slut med nytår. Og ... VRÆL ... slut med ferie 😢

Til gengæld er det nytårsforsætternes tid.

Jeg er ikke så ordinær, at jeg håber på at tabe mig i det nye år. 

Eller på at holde op med at ryge. For så er jeg jo nødt til først at begynde. Og det virker dumt, synes jeg. 

Til gengæld SKAL jeg en tur ud på Skovmøllen i 2017 og spise frokost med L. 

For SATAN, de laver god mad derude. Og så sidder man i et FUCKING hyggeligt og tudsegammelt ... øh ... bindingsværksvandmøllehus (hvis der er noget, der hedder sådan) og er romantisk med sin elskede. Suk 💘

Så det er mit ene nytårsforsæt.

Mit andet nytårsforsæt er, at jeg SKAL mindst to gange i biffen om måneden. 

I gennemsnit altså. For jeg ved godt, at det kan være lidt trægt med filmudvalget i sommermånederne. Men så må jeg lægge mig i selen og tage af sted mere end to gange om måneden i vinterhalvåret.

Ain't life a bitch.

Arh, det mener hun jo ikke, tænker nu den opmærksomme bloglæser. Restaurantbesøg og bifture som nytårsforsætter? Hvor kvalfuldt kan DET være?

Men så vil jeg sige, at den opmærksomme bloglæser jo ikke har læst indlægget til ende altså.

For livet ER fandme somme tider en fucking fladlus!

For eksempel fik jeg ondt i hjertet selveste juleaften.

Der sad jeg, lunt og godt med min smukke, gudindeskønne kæreste og fyldte mig med økoand og italiensk ripasso. Og elskede julen og hyggen og kyssene og snakken og gaverne. 

Og samværet.

Men i huset skråt overfor var alle gardiner rullet for. Mørkt og koldt så det ud. Mennesketomt. Som om dets beboer var rejst på juleferie.

Og her er det så, at det gør lidt ondt. 

For det var han ikke.

Han hedder J. Og han er en mand på omkring de 60. Han er meget afholdt i nabolaget. Venlig og hjælpsom. Og klog. Han har studeret filosofi på universitetet. Og om sommeren lister han diskret ind i folks haver og klipper deres hæk eller slår deres græs, mens de har travlt på job.

Selv er han ikke i job. Der er et eller andet psykisk, der forhindrer ham i at kunne varetage et almindeligt arbejde. Men det er ikke noget, vi andre mærker til. Han er let at føre en samtale med og leverer gerne en snak over hækken.

Og så er han et af de ensomste mennesker i verden. 

Han har INGEN. Ingen familie. Ingen partner. Ingen vennekreds. Ingen, der lige ringer, sender ham en sms eller kommer forbi til en kop kaffe.

Hans naboer påskønner selvfølgelig hans hjælp i haven. Så køber de en æske chokolade, som de ringer på og overrækker ham ude fra trappestenen med tak og varme smil. 

Men så går de hjem igen.

Og juleaften sidder han alene. Juleaften efter juleaften. 

Han trækker gardinerne godt for, så han ikke kan se lysene og varmen fra de andre huse i kvarteret.

Han må have det forfærdeligt, den stakkels mand. Det er synd, og mit hjerte brister, når jeg møder historier som hans 😢

Så sammen med L har jeg et tredje nytårsforsæt:

J kommer ikke til at sidde alene næste juleaften.

Og dermed kom vi dronningen i forkøbet. Vi fik idéen først 😉