fredag den 27. maj 2016

Denne dag ...

... har været lidt blandet.

Lagde ud i morges med at ringe til min læge for at få opbakning i min kamp mod Lucifers fucking rådne sommerferieplaner, hvor han vil forlange af MIN 11-årige datter, at hun skal gå 180 kilometer på Caminoen. På seks dage.

Det er jo fucking 3/4 marathondistance. OM DAGEN. TIL FODS.

Det er godt nok langt for en krop i voksealderen.

Så jeg tænkte, at hvis jeg nu kunne få lidt lægefaglig support og eventuelt et udsagn om, at mit barn kan tage skade af den slags, ja, så ville Lucifer måske forkorte dagsmarcherne lidt.

Eller ... øh ... det var nu ikke mig selv, der tænkte det. Det var min trofaste læser omme på klodens bagside, der gav mig det tip her på bloggen. Så al credit for den går til Seoul :-)

Og jeg var helt sikker på lægens hjælp. Helt vildt sikker faktisk.

Så ...

... derfor var jeg ganske uforberedt, da damen sagde:

"Caminoen? Jamen, det var da en fremragende idé! Det bliver en fantastisk oplevelse for hende. Og tænk bare, hvor sundt det er for hende at opleve, at hun kan klare en udfordring. Og 30 kilometer er ikke så langt, for man må jo tænke på, at de har HELE dagen til det. I skal bare sørge for, at hun har et par gode vandresko, som hun er vant til at gå i. Og så noget plaster til vablerne."

"Æh ... jamen ..." kvækkede jeg ind i røret, for jeg fornemmede ligesom, at samtalen var på vej i en uheldig retning. "Er du sikker på, at hun ikke bare kan tage en lillebitte smule skade?"

"Ork ja, helt sikker. Jeg har også vandret langt med min 11-årige søn, og det kan de saaagtens klare."

Fuck.

Og tak for crap, siger jeg bare.

Så må jeg jo lægge maks. pres på Lucifer uden lægefaglig opbakning. Suk.

Nå, men samtalen med lægen var ikke den eneste livsberigelse, jeg måtte opleve i dag.

Jeg har for eksempel aldrig før oplevet en elev trække et knaldrødt kondom op gennem næsen og ud gennem munden midt i en engelsktime, mens han filmede det på sin iPhone.

Oh my god!

Glæder mig blot over, at knøsen sad med ryggen til, da han udførte sit ulækre stunt.

But still: Det var kraftedeme det klammeste, jeg nogensinde næsten har set. Og det i en grad, så fruen nær havde ørlet i den nærmeste skraldespand.

Somme tider er min løn fandme ALT for lav!

Nå, men dagen har ikke været helt rådden, må jeg lige indskyde.

Jeg oplevede nemlig pludselig et akut behov for at give lortet et løft.

I'm the master of my fate, you know. Man kan ikke blindt overlade det til andre at gøre det godt for en.

Somme tider må man sgu selv sætte i gang.

Så efter omtalte engelsktime fløj jeg ned til min computer i lærerforberedelsen ...

... og bestilte to billetter til ...

TADAAAAAH:

SCORPIONS I HAMBURG 29. NOVEMBER.

Så DAN, frue!

Lille Søn fylder nemlig 18 om en god måneds tid. Og som gave fra mig skal han altså nu til heavykoncert med Mutti.

Med hotel og hele svineriet.

Det bliver SÅ fedt, folkens!

Og med den investering var jeg HELT klar på at køre hjem og holde weekend.

Hehe.

Håber, du også får en fantastisk en af slagsen.

Stay tuned.


torsdag den 26. maj 2016

Tilbage til Kbh

Nå, men jeg blev jo slet ikke færdig med at fortælle om min rejse til rigets hovedstad. Så her kommer næste del af føljetonen:

Papirøen

Jeg har en bloggerveninde, der hedder Ducky (altså, det hedder hun ikke, men hun er glad for badeænder, og så ønsker hun, ligesom jeg, at være anonym). Hun er ret sjov. Og klog.

Og på sin blog skrev hun engang om noget i København, der hedder Papirøen og Copenhagen Street Food.

Av, tænkte jeg, da jeg læste om det. DET lyder anderledes og spændende. Det skal jeg fandme prøve.

Og det gjorde jeg så i lørdags.

Sammen med Store Søn og Lille Datter og Ladyen og Bonussønnen, hvoraf de to sidstnævnte var ankommet til staden lige over middag samme dag og havde sluttet sig til det gode selskab.

Og til det kan jeg kun sige:

PRØV DET FOR HELVEDE! Copenhagen Street Food altså.

Der er den fedeste hipsteragtige stemning derude. Masser af liv. Liggestole med udsigt til Operaen og andet øjeguf. Og et utal af små boder med spændende og eksotisk mad fra fjerne riger.

Når man så dertil lægger et rimeligt prisniveau, ja, så har man sgudda opskriften på en spitzenklasseoplevelse, folkens.

Ladyen fik koreansk kylling med spicy sauce. Bonussønnen var mere i pitahumør. Lille Datter fik crazy chicken-nuggets. Store Søn fik en surf 'n turf-burger.

Og det gjorde jeg også ...

... og føj for helvede. Big mistake!

Jeg elsker burgere med ost. Jeg kan også godt lide bløde løg. Og så er jeg helt pjattet med tigerrejer. Men det bliver FANDME en klam omgang, hvis man blander det hele sammen.

Yuck!

Næste gang prøver jeg nok noget andet.

Og der BLIVER en næste gang, det er helt sikkert.

Nu skal jeg hjem fra job. Jeg svæver sikkert hele vejen. For niendeklasserne har haft sidste skoledag, og i deres blå bog skriver de, at jeg er SÅ dygtig en lærer, at jeg kan gøre selv tyskfaget sjovt.

Hehe.

Jeg er også blevet udnævnt til ÅRETS HUMØRSPREDER på årgangen.

Me like!

Til gengæld tror jeg, jeg er færdig med at skrive om København for denne gang.

But stay tuned anyway ;-)

onsdag den 25. maj 2016

Mere København

I går fortalte jeg om første del af mit besøg hos Store Søn i Lyngby i sidste weekend.

Jeg skrev, at vi lørdag formiddag gik en lang tur om Bagsværd Sø og videre i et nærliggende skovområde. Fruen, Store Søn og Lille Datter altså.

Ikke fordi vi ikke også har skove og søer her i Jylland, men for at se egnen omkring sønnikes bopæl og opleve, at hovedstadsområdet ikke bare er gråt og stenbelagt.

Og så også lige for at træne Barn 4 og hendes 11-årige futter i disciplinen tilbagelægning-af-helt-åndssvagt-mange-kilometer-til-fods.

Faktisk vil jeg gerne have, at hun kan gå 30 kilometer på en dag.

Øh ...

... but WHY?! tænker du sikkert nu, kære læser.

Hvorfor fanden skal sådan en forholdsvis lille pige dog kunne gå SÅ fucking langt? spørger du.

Mens jeg fornemmer, at du sidder helt ude på kanten af din sofa i undren og iver efter at høre svaret.

Som jeg til gengæld ikke venter længe med at give dig:

Fordi min undermedicinerede eksmand har fået den hjernedøde idé at tage alle vores fire rotter med på Caminoen i Spanien i sommerferien.

Eller ... øh ... nej, selve Camino-idéen er måske ikke så dum. Den kunne jeg sgu også selv have fået.

Det er snarere distancen, jeg er bekymret over:

180 kilometer på seks dage.

Og jeg gentager: 180 FUCKING KILOMETER PÅ SØLLE SEKS DAGE. Til fods.

Det forholder sig nemlig sådan, at Lucifer tænder på ekstremer. Han elsker at fortælle andre, hvor store belastninger hans børn kan håndtere, både på ski og på cykel og på vandreben.

Og det ville også være fint nok, hvis ikke det var, fordi det i sagens natur sker på bekostning af ... yes, rigtigt gættet: 

børnene for helvede!

Fuck!

Jeg forsøger at tale ham til en reduceret version af det Camino-helvede, han har på tegnebrættet. Store Søn forsøger at tale ham til samme fornuft. Ambassadørdatteren forsøger at tale ham til samme fornuft. Og formentlig også de fleste andre, som indvies i Lucifers hovedløse planer.

Problemet er bare, at jo mere modstand Lucifer møder, desto mere stålsat bliver han.

Så jeg ser ikke mange andre udveje end at vandre så meget som muligt med lille Barn 4 for at ruste hende bedst muligt inden afrejsen mod Spanien.

Det kom nu helt af sig selv i København, for man går satanedme mange skridt i en storby.

Og nogle af disse skridt førte os lørdag eftermiddag til Papirøen og en klam oplevelse, som jeg vil fortælle om en anden gang.

Nu vil jeg hjem fra job, hvor nogle af mine niendeklasser i dag har brilleret ved at foretage en rituel afbrænding af deres tyskbøger. Det vil jeg også fortælle om en anden gang.

So once again:

Stay tuned ;-)



tirsdag den 24. maj 2016

Øh ...

... har jeg mon stadig læsere derude?

I hope so.

Men jeg bebrejder dig ikke, hvis du tænker, at den storbandende tranlampe af en lebbe-slash-sproglærerinde-slash-mortilmange kan rende dig i rynketråden.

For jeg har satanedme ikke været særlig langt fremme på blogvognen i den senere tid.

Jeg har i stedet indrettet min udestue med smukke kurvemøbler, så jeg måske i år kan få fornøjelse af den. OG rengjort og tilplantet mit drivhus. OG forberedt afgangsprøver på 9. årgang. OG passet mit kor. OG ladet mig genvælge til bestyrelsen på rotternes skole. OG ... øh ... så meget andet.

Sådan ordinary life-agtigt altså.

Jeg har også tilbragt weekenden i Udkantsdanmark, nærmere betegnet København (kig selv på et kort), hvor jeg besøgte Store Søn.

Fruen har således for første gang i sit midaldrende liv overnattet på kollegium. Fra fredag til lørdag.

Så kan den sgu vinges af.

Bum.

Better late than never.

Forventede dog trange forhold og fælleskøkken, og havde derfor valgt at booke værelse på hotel i Herlev fra lørdag til søndag.

Ingen grund til at overdrive, you know ;-)

Og det blev en henrivende weekend!

Store søn, som stadig efter eget udsagn kan blive lidt morsyg fra tid til anden, var MEgaglad for at se mig. Og vise mig rundt. Og invitere på indisk restaurant. På mors regning.

Han var også glad for at have fået lejlighed til at gøre sit værelse rent og smide de madvarer ud, som den sidste lejer havde efterladt i køleskabet ...

... FOR FUCKING TRE MÅNEDER SIDEN.

Lørdag formiddag stod den på vandretur rundt om Bagsværd Sø. Og ... jeg må sige ... big surprise!

BIG surprise!

Som den bonderøv, jeg er, har jeg gået rundt i snart et halvt århundrede og troet, at København er fucking stenbro. Ned til mindste kvadratcentimeter.

Småkriminel, menneskefjendsk stenbro tilmed.

Men hey! Det er sgudda helt grønt derude i det København, hvor sønnike bor. Øh ... som også hedder Kgs. Lyngby. Søer og dyrehaver og alting. Fedt!

Bor du på de kanter, siger du måske nu, at Kgs. Lyngby IKKE er København. 

Men så har du ikke spurgt en jyde. For en jyde er fucking hele Sjælland altså København. Lige fra man kører af færgen.

Og nu slutter mit indlæg.

Lidt brat måske. Men det er mit privilegium som blogejer.

Barn 4 vil gerne se et afsnit af Teen Wolf på Netflix sammen med Mutti lige nu, og historien om københavnerturen er langt fra slut.

Så fortsættelse følger ;-)

Stay tuned.


onsdag den 11. maj 2016

Når ens sublime humor ligesom ikke bliver påskønnet

Vil benytte lejligheden til at takke 8. klasse for overbærenhed med fruens små monologer i engelsktimerne.

Som nu i går, hvor jeg måtte op på det yderste af tåneglene for at nå op og tænde for projektoren i klasselokalet og derfor havde følgende samtale med mig selv for øjnene af englebasserne:


"Damn, I'm too short for this shit!"

Tavshed fra klassen.

"I really need to grow, don't I."

Mere tavshed.

"That'd make me nice and slim too ..."

"Haha ..."

Tavshed igen.

"Well, and come to think of it ..."

"... I'm not overweight, you know."

"I'm just undertall" 

"


Og sådan får man ubesværet en skoleklasse til at sidde helt stille og rulle med øjnene, mens man selv grynter af grin, fordi man er så morsom.

Blot en i en lang række af fruens succeser ;-)

I dag glæder jeg mig så over, at et BMI på 27 skal være sundt.

Hehe.

mandag den 2. maj 2016

Om mænd og kvinder og muslimer

"Frau Deutschlehrerin, jeg har lige brug for din hjælp."

Sådan lød det i dag fra min kollega, som i følge en anden kollega ser for godt ud til at være lærer, da pigerne i udskolingen helt mister fokus, når han kommer forbi.

Jeg sprang beredvilligt op fra min stol og fulgte efter manden ned i vores modtageklasse for syriske flygtningebørn, hvor han i den time var vikar.

Det viste sig, at han havde fået et kønsbetinget problem.

En af pigerne var faldet og havde slået sig på hoften, og nu ville hun ikke vise ham, hvor det gjorde ondt.

Men hun ville godt vise det til en kvinde.

Fint nok.

Jeg kiggede. 

Og så en lille hudafskrabning. 

Gik så op på kontoret og hentede et plaster i passende størrelse, som jeg afleverede til pigen, så hun kunne tage fem omsorgsfulde veninder med ud på toilettet og få det monteret på rette sted.

Mens min kollega stod inde i modtageklassens lokale og gemte sig, så han endelig ikke fik et glimt af pigen med blusen løftet de tre centimeter, der skulle til for at tage kvæstelsen i øjesyn.

Problem solved.

Kom dog bagefter til at tænke på, om pigen og hendes forældre mon havde syntes, det var bedre, at det var en lebbe, der sådan tog patienten under behandling.

I deres hjemland er homoseksualitet nemlig strafbart og udløser op til tre års fængsel.

Så det er muligt, at min mandlige kollega i virkeligheden havde været the lesser of two evils.