Ikke mit stolteste øjeblik

Så blev man da lige testet.

Ikke, at det er noget særlig unikt. Da min test velsagtens må have været nummer to milioner og et eller andet her i dronningeriget.

Det er egentlig ikke, fordi jeg føler mig krank. I hvert fald ikke mere, end jeg plejer at være 😉 Men Barn 4 har lagt sig med snot og feber og nys og hoste, så hun tænkte, at hun hellere måtte være en god samfundsborger og få Mutti til at køre hende til test.

Og mens jeg så stod der og ventede en hel fucking klokketime ved teltet på Randers Kaserne sammen med barnet, kom hun i tanker om, at jeg jo lige så godt OGSÅ kunne blive testet.

Jeg skriver "hun", fordi det var BARNET, der kom i tanker om, at Mutti kunne lade sig teste, når vi nu alligevel var der begge to. 

Mutti selv var afgjort ikke kommet på den tanke. For det ser ikke særlig rart ud, og kylling har man jo altid været 🐥🐥🐥

Det var imidlertid svært at finde på et påskud for at lade være.

Oh dear.

Jeg kan lige så godt med det samme sige, at jeg føler et lettere ubehag ved fucking HADER vatpinde, der tværes rundt i halsen på mig.

Inden overgrebet fik jeg at vide af den unge dame med pinden, at det ville være hurtigt overstået. Hun skulle bare køre rundt med motherfuckeren i fem sekunder ...

Shit for nogle lange fem sekunder.

Damen stod og talte højt. Det var utvivlsomt ment som en hjælp. Men på mig havde det den effekt, at jeg blev smertefuldt bevidst om, at jeg efter det første tal stadig havde fucking FIRE tilbage.

Så jeg stod altså der i noget, der føltes som en uges tid, og sagde høje ørlelyde, mens jeg hvert sekund frygtede, at jeg skulle brække mig ud over damens visir. Foran et beskedent publikum på cirka 100, der stod og ventede bag mig i køen, naturligvis.

Meget cool. Og efter MIN entré har de helt sikkert glædet sig, til det blev deres tur 💃💃💃

Nå, men nu har jeg gjort min borgerpligt, og det var helt sikkert det kloge valg. Der kommer svar i løbet af 72 timer.

Nu vil jeg ringe efter en pizza. Godt, at man trods ørlefrygt tidligere på dagen ikke helt har mistet appetitten. For man skulle nødig blive ranglet.

Take care 💘

Sidste hilsen i lang tid

Eller ...

Ja, meget er selvfølgelig relativt.

For eksempel spørgsmålet om, HVOR lang tid, lang tid egentlig er.

Men i betragtning af, hvor meget jeg PLEJER at skrive her på Dropsene, når jeg har ferie, så kommer jeg ikke til at skrive ret meget de næste fire feriedage.

Eller ...

Måske på torsdag, når jeg kommer hjem.

Fra Langeland.

Jeg har ikke været på Langeland siden sommeren 1991. 

Og dengang så jeg ikke en skid.

Jeg cyklede bare fra den ene ende til den anden. Fra Lohals til Bagenkop. Undervejs fra Aarhus til Prag. På et ekset baghjul. Og sammen med the person formerly known as Lucifer (læs: min eksmand, som var djævelsk modbydelig, lige da jeg var gået fra ham, men som siden hen har rettet sig en del, red.).

Det var sgu tider.

Tænk at cykle næsten 900 kilometer på en defekt cykel. Og med telt og Trangia. Fuck, for et drive!

Nå, men vi havde travlt hen over Langeland, for vi skulle nå en færge til Kiel.

Denne gang har jeg bedre tid. Til at undersøge, hvad fanden det egentlig er for et sted, det der Langeland.

Jeg har allerede fortalt, at jeg skal være sammen med min mor og alle Rotterne (læs: mine elskelige fire børn, red.). Og derudover min søsters to.

Det skal nok blive spas 💃💃💃

Håber bare, min mor kan lade være med at provokere nogen, haha 😂

For hun er fandme blevet så upoleret på sine ældre dage.

Tag nu for eksempel sidste gang hun var på besøg her i forstadsvillaen.

Så kommer yngstebarnet hen til mormor med Anker (den ene af vores nuttede små missekatte) på armen og siger:

"Se, mormor. Er han ikke sød?"

Hvortil mormor svarer:

"Nej! Han er grim!"

Jamen, lille mormor dog 😂😂😂

Og da vi 20 minutter senere er i Rema 1000. (Jeg var på krykker, og min mor tog med for at hjælpe mig med at handle.) 

Henne ved kassen rækker jeg hende det net, som jeg altid har med i lommen for at spare plasticposer. Så hun kan pakke varerne for mig.

Det er et net, som yngstedatteren har dekoreret fint i skolen og foræret mig i morsdagsgave for et par år siden.

Og aldrig så snart har jeg afleveret det til min mor, før hun siger:

"Hvad er det for et dumt net?!"

"Det er da ikke et dumt net, mor," svarer jeg en kende forbavset.

"Jo, det er. Det er et dumt net. Og grimt. Og det er alt for lille."

Oh my god altså 😲

Det var fandme heldigt, at barnet selv ikke var med i butikken. 

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes, jeg somme tider støder på ældre mennesker, der ligesom mangler et filter.

Sådan ville min mor i hvert fald aldrig have sagt før i tiden.

Er det, fordi man med alderen får nok af at sige pæne ting, man ikke mener? Eller forsvinder situationsfornemmelsen?

Jeg ved godt, at jeg også somme tider er ret ... øh ... "direkte" her på Dropsene. Men jeg KAN forsikre dig for, at jeg ikke taler på den måde i virkeligheden.

Et eller andet sted kan jeg selvfølgelig godt lide, at folk er ærlige. Så ved jeg, hvor jeg har dem. 

Men somme tider kan det altså være en god strategi bare at holde næbbet flettet. For eksempel, når man med sin ærlighed unødigt ville komme til at såre andre.

Nå, men jeg kan sagtens bære over med min mor. Håber bare ikke, der er nogen af børnene, der lader sig provokere.

For eksempel min ældste søn. Som vi jo kan kalde ... P. Mest fordi han begynder med P. 

(HA! Gotcha! Efter mit sidste indlæg i går troede du nok, at alle mine fire børn begynder med M. Well, guess what: Det gør de ikke! 😂)

P udmærker sig ved tydeligt at sige fra, når han synes, der er grund til det.

Så mormor og P under samme tag i fire dage kan være en spændende cocktail 😂😂😂

Det vil du sikkert høre mere om senere, kære læser.

Nå, men jeg må hellere lade dig være lidt. Jeg har jo ellers en tilbøjelighed til at skrive indlæg så lange, at man bliver helt tør i øjnene af at læse dem. Begrænsningens kunst evner jeg ikke her på bloggen 😉

Pas nu på dig selv, til vi høres ved igen.

Og tak fordi du læser med 💘💘💘

Weekus horribilis

Fuck for en gennemført lorteuge. Motherfucking shit-agtig faktisk.

Nysgerrig?

Selvfølgelig er du det. Og du skal ikke snydes 😉

Det begyndte allerede sidste fredag. På jobbet. 

Vi har altid fredagsbriefing på lærerværelset. Så samles alle ansatte i formiddagspausen til ti minutters ros og ris og praktisk info fra skolelederen. 

Det er fint nok.

Men ikke i fredags.

For den chokerende og altoverskyggende melding var, at skolen havde brugt for mange penge, og tirsdag ville man derfor prikke tre lærere og indstille dem til afskedigelse.

Og så måtte vi i øvrigt allesammen have en god weekend 😊💃😊

Right.

Jeg kan så fortælle, at jeg sjovt nok havde en møgweekend. Ligesom alle mine kolleger.

Rent rationelt vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg nok ikke sad alleryderst på vippen. Det hjælper jo lidt på jobtrygheden, at jeg underviser i et fag med mangel på uddannede lærere. 

Og jeg VED, at jeg gør mit arbejde godt. Jeg er dygtig. Jeg er vellidt. Jeg er pålidelig. Jeg er autentisk. Jeg skaber gode prøveresultater (ikke mindst).

Så i og for sig følte jeg ikke, at jeg havde noget at frygte.

Rent rationelt altså.

MEN ... rent IRRATIONELT kunne jeg ganske simpelt ikke lade være med at tænke worst case scenario hele tiden.

Ufortyndet angst. Koldsveden drev af mig.

Det ville jo være fuldkommen katastrofalt at miste mit job. Jeg er eneforsørger og KAN ikke undvære min løn. Mit job er både mit eksistensgrundlag og en del af min identitet.

Og jeg visualiserede kun alt for tydeligt, hvordan det ville føles at blive trukket ind på chefens kontor til en lille samtale tirsdag morgen. 

Afmagten. Fortvivlelsen. Den beklagende tone i chefens stemme. De medfølende blikke fra kollegerne. Og deres diskrete glæde over, at det ikke blev dem.

Fuck.

Og så blev jeg vred. 

For hvordan FANDEN kan man finde på at sende 70 mennesker hjem med den melding. Og så vente FUCKING FIRE DAGE med at effektuere lorten?

Jeg har siden talt med flere ledere i min omgangskreds, der allesammen ruller med øjnene over den fremgangsmåde. Det KAN man ganske simpelt ikke være bekendt.

Men det er åbenbart sådan man gør, hvis man bedriver skole i en kommune, hvor man fra centralt hold har fået dikteret en procesplan, som skal følges i sådan en situation. Der SKAL gå flere dage med uvished. Fordi medarbejdere på forhånd skal orienteres om, hvad der er på vej. Det har man bestemt i kommunen.

Kommunale idioter. De skulle prøve det selv.

Tirsdag morgen var et helvede for mig. Jeg havde ikke sovet om natten, og jeg sitrede og skælvede, mens jeg sad på lærerværelset og ventede på måske at blive prikket.

Det blev jeg så ikke.

Men min glæde over at beholde mit job var til at overskue, for jeg havde jo været vidne til, at tre gode kolleger blev sendt ud i kulden.

Og jeg synes, at min jobtryghed har fået skrammer. For måske skal vi ud i en ny fyringsrunde til næste år.

Og så er det forfra med den der fucking følelsesmølle. 

Også selv om jeg har fået en stor krammer af min chef og en indelig forsikring fra hende om, at hun sandelig ikke kunne finde på at skille sig af med en tysklærer.

Nå, men tirsdag var ikke forbi.

For tirsdag mistede jeg også en veninde.

En ret ny veninde. Som jeg var lidt smålun på. Og som jeg skulle have besøgt her i weekenden. Jeg har skrevet et par indlæg, hvor jeg nævner hende.

Jeg var fascineret af hende. Syntes, hun repræsenterede en fed anderledeshed. Og kunne virkelig godt lide hendes personlighed. 

Hun havde en høj moral. Og et smittende drive. Hun var sjov. Og vidste en masse om alt muligt, som jeg aldrig før har spekuleret over, men som er pissespændende. Hun kunne forundre mig, og det var skønt.

Jeg tror, hun også var lidt lun på mig. 

Hun tog tit initiativ til samtaler og chatkorrespondancer. Og når vi ringede sammen, kunne vi tale i tre-fire timer. Det var vildt 😃 Har sgu aldrig før talt i telefon med nogen i fire timer ad gangen.

Vi havde også den aftale, at vi ikke skulle være kærester.

Men vi kunne jo godt besøge hinanden og nyde selskabet. Helt platonisk og pænt. Og vi havde som nævnt aftalt at tilbringe denne weekend sammen.

Tirsdag skrev hun i en besked på Messenger, at jeg skulle blive væk. 

Efterfulgt af en lang og formentlig ærlig redegørelse. Som jeg ikke vil gengive her, men som ikke efterlod mig i den mindste tvivl om, at hun ikke ønskede at fortsætte bekendtskabet med mig.

Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde før har modtaget en besked, der har såret mig mere. Jeg blev skuffet og ked af det. Og lige nu har jeg ikke lyst til at se hende igen.

Så hvis hun har ønsket at skubbe mig bort, må man sige, hun har haft heldet med sig.

Så ja. Det har været en lorteuge.

Eneste formildende omstændighed er faktisk mit nye garn:

Min ekskæreste, som jeg gik fra før jul, brød sig ikke om kort hår, så det har jeg for det meste undgået de sidste otte år. Nu er jeg imidlertid blevet klippet.

Det er da okay frisk, synes jeg 😄

Faktisk så frisk, at jeg har fået flere datingbeskeder fra damer på henholdsvis 19 og 24, haha. (Og så har Sir Eyeball været på spil igen 😡)

Dem må jeg hellere se at få besvaret. Så jeg smutter.

Take care og hav en fortsat forrygende lørdag 💜💜💜

Om at gøre en forskel

Jeg har fået en ny veninde 😍

Og så behøver jeg ikke skrive mere for at have lavet et smukt indlæg. 

For venskab er noget af det skønneste, der findes. Og mest livsbekræftende. Vi har jo svært ved at leve uden positive sociale relationer.

Men jeg kunne også vælge at fortsætte. For det er lidt fesent at slutte der. I hvert fald hvis man har mere på hjerte. Og det har jeg.

For denne veninde fascinerer mig.

Hun er klog. Tæt på alvidende, fornemmer man. I hvert fald når det gælder filosofi, psykologi og religion. 

Hvis hun støder på et begreb, der trigger hendes nysgerrighed, undersøger hun det til bunds. Det er vel sådan, hun er blevet så klog, tænker jeg.

Hun appellerer til mit intellekt med alt, hvad hun ved. Og jeg ville dælme gerne planke hendes vidensdatabase.

Social intelligens og empati mangler hun heller ikke. Hun synes, det er synd for dem, der mistrives, har ondt i livet og udsættes for krænkelser. I almindelighed. Og flygtninge i særdeleshed.

Det kender jeg selvfølgelig ikke mange, der ligefrem IKKE synes, den slags er. Synd altså.

Men her er det så, min veninde adskiller sig fra nogle af os andre. For hun har drive.

Hun HANDLER. På sin hjertevarme.

Hun sætter for eksempel indsamlinger i værk og kører sit lokalområde tyndt for at skaffe tøj og andre fornødenheder til de flygtninge, der på ubestemt tid sidder indespærret under usle, fængselslignende forhold og med en uvis, og for mange måske ligefrem truende, fremtid på et udrejsecenter i nærheden.

For at gøre deres ophold mere tåleligt.

Hun gør kort fortalt, hvad hun brænder for. 

Hun holder sig orienteret om alt, hvad der rører sig på de områder, hun har en særlig interesse for, og sørger for at poste alle links til artikler, hjemmesider, nyhedsindslag, der måtte have relevans for hendes kampe. Så vi andre også kan følge med.

(Håber fandme, hun læser med i dag, når jeg lovpriser hende sådan, for så giver hun måske en latte, når vi ses 😉)

Og hendes engagement påvirker mig, kan jeg så fortælle.

Jeg vil OGSÅ gøre en forskel for nogen.

Jeg har bare ikke lige noget udrejsecenter.

Men jeg HAR Amnesty International. Det har vi allesammen faktisk. 

Amnesty International kæmper for menneskerettighederne og for frihed og retfærdighed i hele verden.

Man kan støtte dem på flere måder.

På deres hjemmeside ligger for eksempel en række underskriftsindsamlinger, som man kan deltage i. Det koster kun et par klik på computeren.

Man kan også melde sig ind i organisationen og støtte deres arbejde med et kronebeløb.

Og så søger de frivillige. Til forskellige typer af opgaver.

Jeg har skrevet til dem. 

Jeg kunne godt se mig selv tage rundt til foreninger og på højskoler som frivillig oplægsholder. Som lærer er jeg jo vant til at tale i forsamlinger og formidle viden. Og jeg synes, Amnesty repræsenterer et anstændigt formål.

De har ganske vist ikke svaret endnu. Måske er menneskerettighedskampen sat på stand-by i weekenden 😉

Men jeg regner da med at høre fra dem og håber, de kan bruge mig.

Wish me luck 💜

Snart træt af Sir Eyeball

Og hvad fanden er også det for et navn?! Sir Eyeball? Klamt.

Nå, men det handler alt sammen om min datingprofil på www.boyfriend.dk.

Og jeg har et par fatwaer at kaste.

Første fatwa: 

Hvorfor fanden er man som lesbisk henvist til at oprette en profil på noget, der hedder BOYfriend.dk?

Sidste gang jeg var på datejagt, var sitet opdelt i en lyseblå BOYfriend-del. Og en lyserød GIRLfriend-del. 

Men nu er girlfriend fandme forsvundet. Og billedet ovenfor er fra et tidligere indlæg, jeg har skrevet.

Selve funktionen kvinde søger kvinde findes stadigvæk på sitet, men som lesbisk synes jeg, det er ydmygende at have en datingprofil et sted, der, i hvert fald i navnet, er rettet mod mænd.

Bum.

Anden fatwa:

Min profiltekst slutter med ordene: 

"Du må gerne skrive til mig, HVIS du er kvinde, og du kan se dig selv i noget af ovenstående.

Hvis du er mand? Don't bother."

Altså. Er DEN virkelig til at misforstå?

Nej, vel?

Men hvorfor HELVEDE bliver jeg så ved med at få beskeder fra mænd?!

Er de tungnemme? Kan de ikke læse? Er engelsk for fremmed for dem? Eller er de bare SÅ opfyldt af testosteronbetinget selvtillid, at de virkelig tror, jeg vil gøre en undtagelse i netop DERES tilfælde?

Hvabeha'r?

Sir Eyeball er særligt ihærdig.

Han har skrevet til mig et utal af gange. HAN må virkelig tro på sit held 😂

Han har anlagt en høflighedsstrategi med masser af smiger. Og det skulle da også bare lige mangle, når jeg tydeligt har frabedt mig hans henvendelser. Skulle jeg mene.

Vores kommunikation ser nogenlunde således ud:

Sir Eyeball: Har du altid kun været til piger? Vil vildt gerne prøve en moden kvinde.

Fruen: Det kan jeg godt forstå. Men det bliver altså ikke mig.

Sir Eyeball: Det er jeg meget ked af. Havde håbet du måske var hende. Kan du slet ik overtales :) Du har vel haft sex med en fyr før?

Fruen: Masser af gange. Det er også derfor, jeg ved, at jeg ikke skal prøve det igen.

Sir Eyeball: Okay. Det er jeg virkelig ked af :) Undskyld, jeg skrev. Havde da bare håbet, vi måske kunne ses.

Fruen: Det er okay. Jeg håber, du finder, hvad du søger :-) Hav en god dag.

Sir Eyeball: Du er ellers en køn moden dame.

Fruen: Tak. Det er sødt af dig :-) Men jeg er køn, moden og meget, meget lesbisk.

Sir Eyeball: Fuck hvor æv. Kan du ikke gøre en undtagelse?

Fruen: Sorry. Du er nødt til at glemme mig. Håber, du finder en anden kvinde, som vil tage pænere imod dig.

Og så har jeg tilmed sorteret nogle af hans beskeder fra i gengivelsen ovenfor.

Nu venter jeg på svar fra Sir Eyeball. Og det skal nok komme.

Men helt ærligt! 

Er jeg ikke tydelig i min kommunikation? Hvilke dele af mine svar giver ham mon anledning til at tro, at det er okay, han bliver ved med at skrive?

Jeg kan da ikke læse andet end afvisninger.

Eller er jeg bare en naiv og høflig amatør, når jeg sådan synes, jeg skal blive ved med at svare ham pænt?

Skal jeg ignorere ham fremover? 

Eller skal jeg være mere krasbørstig?

Der er mange ubesvarede spørgsmål. Men én ting kan jeg sige med sikkerhed:

Det er sgu ikke kedeligt 😂😂😂

Må rulle nu. 

Take care 💜💜💜

Om nytårsforsætter

Det kunne godt blive et kort indlæg, dette her. For jeg har nemlig ingen. Nytårsforsætter altså.

For nytårsforsætter har en kedelig tendens til at løbe ud i sandet, så snart vi blot er kommet et par uger ind i det nye år. Mine har i hvert fald.

Men man kan jo godt reflektere lidt over, hvilke gode ting, man MENER at komme til at udrette og opleve i det nye år.

Bæredygtighed

Jeg mener for eksempel, at jeg vil få større fokus på bæredygtighed. Jeg arbejder på at oprette et valgfag på min skole, som blandt andet vil introducere eleverne for FNs verdensmål, og håber at kunne komme til at udbyde det efter sommerferien. 

Der er i min optik ET problem, der overskygger alle andre her i verden. Og det er klimaet. Vi har ødelagt den jord, vi bor på. I en grad, så den ikke længere er i stand til at hele sig selv. Det har den ellers kunnet et langt stykke hen ad vejen, men mennesket har gjort en imponerende indsats for at hærge og destruere. Vi har savet vores egen gren et pænt stykke mere end halvt over, tror jeg. Det er ærgerligt.

Kost

Derfor kommer jeg også til at spise mindre kød. Jeg vil ikke nægte mig selv en ordentlig motherfucker af en bøf en gang imellem, men jeg tror, vi kommer til at svinge mere over i retning af kylling, fisk og grønt her på matriklen. 

Et egentligt nytårsforsæt er det ikke, for vi vil bare komme til at fortsætte den trend, vi kastede os ud i herhjemme, da Yngste Søn i oktober flyttede på kollegium i Århus. 

HAN kunne sætte kød til livs. I tell you. Og han lagde aldrig skjul på, at grøntsager ikke lige var sagen. "Jeg kan da ikke spise min mads mad," som han sagde, når Mutti havde kreeret en eller anden lækker vegetarret.

Nu har knægten sit eget madbudget, og da hans likvide midler er temmelig begrænsede, tror jeg, at det falder ham ret "naturligt" at spise mindre kød for tiden.

Til gengæld har jeg kun Yngste Datter tilbage herhjemme. Og hun er glad for kylling og grønt. Kød? Not so much. Så det kommer til at gå helt af sig selv.

Rejser

Jeg skal dog ikke bade mig for meget i lyset fra min egen klimaglorie: Jeg har købt en flyrejse. Til Dublin. I sommerferien. Der har jeg nemlig aldrig været. Det var Yngste Datters ønske, at rejsen skulle gå til Dublin, og Mutti var hurtig til at nikke ja.

Flyrejsen til Dublin er dog for intet at regne mod den, der muligvis ligger på tegnebrættet til oktober: Australien. 

Damn, for et brændstofforbrug.

Men min kusine (ja, hende fra juledagene) skal giftes til den tid, og min mor har inviteret mig og min søster med en tur derud til bryllup. HVIS altså min mors helbred tillader det. Min mor nærmer sig de 80 og begynder at skrante lidt her og der. 

Jeg har selvfølgelig takket ja, så jeg må lægge mig fladt ned og erkende, at jeg ikke er bedre end de fleste andre danskere: Vi giver nødig afkald på vores flyrejser. Det er et af de steder, det kradser mest at skære ned.

Kommer også til at slå et smut omkring Berlin i slutningen af maj. Det er 8. årgang, der skal på skolerejse derned, og jeg skal med som en af de primære lærere på årgangen. Det koster selvfølgelig også brændstof at rejse til Berlin, men det bliver med bus, så det går vel nok.

Sundhed

Jeg tænker, jeg vil fortsætte med ... ikke at ryge. Faktisk ville det være en bizar beslutning at begynde at ryge i en alder af 51. 

Jeg tænker, jeg også vil fortsætte med kun at drikke alkohol i weekenden.

Og så tænker jeg, at jeg vil fortsætte med at spille tennis. Og vandre.

Vægten skal ned. Men det er heller ikke noget nytårsforsæt, for det har jeg været i gang med siden sommerferien. Så også her skal jeg bare videre.

Kærlighed

Well, you got me there. Det ligger jo ligesom lidt hen i det uvisse.

Men jeg skal i hvert fald først og fremmest prøve at være single. Det har jeg ikke været, siden jeg var 22.

Jeg skal for en gangs skyld prøve IKKE at være moralsk forpligtet over for en partner. Prøve, at ingen har en mening om, HVEM jeg omgås, HVORNÅR og HVORDAN.

Nice 😃

Og når jeg så har prøvet det, skal jeg selvfølgelig have en kæreste. Hvis jeg kan finde en. Det er ikke, fordi mit univers ligefrem boomer af egnede emner. 

Men vi får se.

Kultur

Kommer det til gengæld til at knibe lidt med, tror jeg. Min ekskæreste og jeg var helt fantastisk dygtige til at benytte os af kulturelle tilbud. Koncerter, udstillinger, foredrag, film. 

Og selv om der ikke er nogen, der siger, at jeg nødvendigvis skal holde op med den slags, så er det altså fedest at gøre sammen med nogen. Og helst sammen med nogen, som også sætter pris på den slags oplevelser.

Så kulturen får helt sikkert et knæk i år. Men så er der selvfølgelig noget at arbejde på til næste år.

Ikke mere nu. Jeg skal rette opgaver.

Vi høres ved 😃

Folks børn altså

"Vi vil have is! Du skal give os is!"

Sådan lød det i kor fra 7C, så snart jeg trådte ind i klasselokalet i torsdags.

Det var de sidste engelsktimer inden ferien, og selv om ugen havde været fyldt med hyggeaktiviteter i de fleste fag, fordi englebasserne af uvisse årsager allerede skulle aflevere deres bøger i fucking MANDAGS, HAVDE jeg faktisk planlagt at tage dem med i Lidl og give dem en is. Vidste jo godt, at jeg ikke kunne få dem til at lave en skid. Og ville gerne runde skoleåret af på en elskelig frekvens.

7A og 7B havde også fået is i DERES sidste engelsktimer.

Og da eleverne naturligvis snakker sammen på tværs af årgangen hele tiden, kan jeg godt forstå, hvordan forventningen om en kølig godbid kunne opstå i C-klassen.

Men for helvede, hvor bliver Mrs. English Teacher altså en lille smule kontrær, når eleverne ligefrem KRÆVER, at jeg skal give dem noget som helst.

"Hvorfor tror I, at I skal have is?" spurgte jeg derfor.

"For det har de også fået i A og B," lød det indlysende svar.

"Men det betyder vel ikke, at jeg også skal give is i C," svarede jeg lidt provokerende. "I er jo tre forskellige klasser, og hvad jeg gør i de andre klasser kommer ikke rigtig jer ved. Det er heller ikke altid de samme tekster, vi læser."

Det var imidlertid ikke helt sandt.

Mit problem på 7. årgang er, at jeg har alle tre klasser i lige mange timer. Mine teamkolleger har allesammen én syvendeklasse, som de underviser MERE end de to andre. Derfor kan de slippe af sted med at give is, kage eller andre lækkerier et enkelt sted. Men jeg kan ikke rigtig tillade mig at favorisere nogen.

Så det var faktisk kun det med teksterne, der var sandt.

Det havde jeg bare ikke lyst til at sige i situationen.

"Øv, det er da dårlig stil, hvis du ikke også giver is til OS," råbte en dreng bagerst i lokalet.

Og tak for det, dreng. 

Han havde uforvarende spillet bolden over på min banehalvdel og foræret mig en glimrende anledning til at give en lille moralsk opsang. Et "pædagogisk moment", som de kalder det på lærerseminariet.

Så jeg satte mig stille og roligt på katederet og kiggede i tavshed ud over klassen, indtil der var ro. En teknik, jeg kalder "The Silent Treatment". Og den virker faktisk hver gang. Næsten uanset hvor meget larm der er i en klasse. 

Når læreren stille og roligt har kigget rundt på eleverne uden at sige en lyd i tilstrækkelig lang tid, begynder englebasserne nemlig AF SIG SELV at tysse på hinanden. Det kræver tålmodighed. But it's magic!

"Nu skal jeg fortælle jer, hvad der er dårlig stil," sagde jeg alvorligt, da eleverne havde flettet deres søde små næb, og der efterhånden var helt stille i lokalet.

"Da jeg kom ind i klassen for et øjeblik siden, havde jeg glædet mig til at overraske jer. Jeg ville give jer en is. For at være sød og sige god sommerferie."

Nu var der allerede nogle af eleverne, der begyndte erkende for sig selv, at de måske ikke havde vist den mest hensigtsmæssige adfærd. Det kan jeg se, når de har travlt med at undgå mit blik. Muahahahaaah 😈😈😈

Men jeg fortsatte skånselsløst:

"Når jeg giver is eller præmier de gange, vi spiller bingo, er det ikke skolen, der betaler. De ting er ikke betalt med penge, der står på jeres klassekonto. Det er ikke noget, I har RET til. Det er noget, JEG betaler af min EGEN løn. Frivilligt, og fordi jeg kan lide jer.

Og når jeg giver is til hele årgangen, koster det mig mindst 300 kroner. Ud af min egen lomme.

Kan I så godt forstå, at jeg synes, det er lidt øv, når I sådan forlanger, at jeg skal give jer is, og når I skælder mig ud, hvis jeg ikke med det samme siger ja?

I virker ærlig talt hverken glædeligt overraskede eller taknemlige."

Det lod til, at budskabet gik klart ind. I hvert fald gav de mig ret. De gav mig også en undskyldning.

Men om det var taktik for at smøre den grå eminence, fordi de så deres is hænge i en tynd tråd, ved jeg sgu ikke.

Men jeg håber naturligvis, at det vil have en effekt, næste gang en tilsvarende situation opstår.

Naive mig.

Noget om eksamener

Jeg har vist antydet, at jeg kan være stolt af min datter for tiden. Barn 1.

Det antyder jeg for eksempel i dette indlæg. Hvor jeg OGSÅ antyder, at jeg har designet en genial gave til barnet.

Og nu er jeg ikke den, der praler på Facebook. 

Men her? Tjah, det er jo en anden sag. 

For det er faktisk MIN blog, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil, uden at risikere fordømmelse af alle mulige venner.

Så derfor vil jeg voldprale lidt: 

Hold nu kæft, hvor er hun sej, mit barn!

Færdig som lærer. Sådan lidt i Muttis fodspor. To say the least. 

Forskellen er bare ...

... at hun på eksamensresultaterne outshiner sin mor med rigtig mange watt. 10 og 12 i en uendelig strøm.

Hun er superdygtig. I hvert fald på det teoretiske plan. Og det bliver hun også på det praktiske, er jeg sikker på.

Og så er hun allerede i job. 

Headhuntet. 

Til en skole, der havde hørt om hendes evner. Øh ... og så også om den lille ubetydelige detalje, at hun har tysk som linjefag. Og tysklærere hænger ikke på himbeerbuskene.

Hun forsvarede sin bachelor mandag i sidste uge. Som det allersidste skridt på uddannelsen.

Jeg var der naturligvis. Med gaver og blomster. Og vi skålede i bobler og spiste frokost i gårdhaven på Café Englen i Århus midtby. Dejlig dag 💃💃💃

I lørdags holdt hun "færdigfest". Med 31 indbudte gæster. Jeg leverede en bagatel af to kilo oksekødsfrikadeller og 4,7 kilo kartoffelsalat. Som supplement til de 4,5 kilo kød, Eksmanden bidrog med.

Jeg gjorde også noget fuldkommen stereotypt lesbisk. 

Ikke at jeg betragter mig selv som stereotyp lebbe ...

... men ...

... jeg gav hende altså en værktøjskasse. I eksamensgave.

Så gisp! Nu er det ude. And go ahead: Judge me.

Heldigvis var min smukke kæreste nøjagtig lige så stereotyp. Af hende fik barnet OGSÅ en værktøjskasse.

Haha 😄

Flot, at vi ikke magter lige at koordinere. Bare lidt.

Nå, men nu er barnet så udstyret med TO værktøjskasser. Som hun har fået af to af sine tre mødre.

I forgårs var hun til dimission. 

Jeg var med. Havde ganske vist ikke fri, men jeg fik lige ... øh ... "fikset" ... et par småting (godt, at man har krammet på sine mænd, hehe) (læs: mændene i mit team, som nærmest vil vende vrangen ud på sig selv for at gøre den grå eminence (aka me) tilpas, red.), så jeg alligevel kunne være ved barnets side.

For det synes jeg fandme, man bør. Som forælder HAR man bare at dukke op ved den slags anledninger.

Det gjorde mine egne forældre nemlig ikke. I hvert fald ikke, da jeg blev lærer. 

Jeg fik NUL support hjemmefra. Min kæreste stod klar med favnen fuld af røde roser, da jeg trådte ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen. Og hun var også med til min dimission. Ledsaget af mine børn. Mine forældre så jeg ikke skyggen af.

Og det var jeg ked af. Også selv om jeg var en voksen dame på 40+.

Jeg vil for alt i verden ikke begå samme idiotiske fejl over for mine egne børn. Derfor tryllede jeg lidt, så jeg kunne være med i forgårs.

Og derfor drager jeg på en i grunden overkill-agtig tur til København på onsdag.

Årsag:

Sønnike på 22 skal forsvare SIN bachelor på DTU i Lyngby. På torsdag.

Men hvorfor skriver damen mon, at det er overkill at tage til sønnikes bachelorforsvar, når det var okay til datterens? tænker nu den opmærksomme bloglæser. Går hun ikke ind for ligestilling mon?

Og jo, det gør hun.

Men.

Nu er det jo ikke, fordi sønnike bliver færdig med sin uddannelse på torsdag. For han er allerede optaget på kandidaten, som han tager hul på efter sommerferien.

Så hans bachelor er kun et nødvendigt stop på vejen.

Men mor kommer selvfølgelig alligevel. For at kramme lidt på drengen.

Også selv om det betyder Randers-København onsdag aften. Og København-Randers torsdag eftermiddag.

For sådan skal det være.

Bum.

Noget om en biftur

Jeg var i biffen i fredags. På date. Med en lækker dame. Som jeg har the hots for.

Vi skulle se lebbefilmen Ulydighed i vores stambif, Øst for Paradis, i Aarhus. Og hvis du ikke kender Øst for Paradis og kan lide at se andet end hjernedøde amerikanske mainstreamfilm, så PRØV den! For det er et pissefedt sted.

Jeg elsker lebbefilm, for jeg er stadig nysgerrig på den minoritet, jeg tilhører. Og når jeg ser lebbefilm, får jeg den følelse, at vi er en del flere end bare mig. 

Lesbiske i verden altså. 

Den tanke boksede jeg ellers med i de år, jeg var gift med en mand. At det kun kunne være nogle ganske få freaks, der var ligesom mig.

Så lebbefilmene giver mig en vis følelse af normalitet.

Og filmen var god. Ikke Guds muntreste film, men en okay fortælling. Om en kvinde, der på grund af sin fars død vender hjem fra New York til sit jødiske minisamfund i London, hvorfra hun ellers var blevet forvist som følge af sin homoseksualitet.

Skræmmende lille møgsamfund. Hvor tolerancen kunne ligge på rygskjoldet af en fladlus.

Social kontrol er noget pis.

Og det er problemet med ortodokse trossamfund. Og så er det for den sags skyld lige meget, om det er kristne, muslimske eller jødiske samfund. For de gør det i krogene af alle tre religioner. Og de skulle hellere lade være.

Nå, men kvinden i filmen genfinder heldigvis sin gamle kærlighed, som desværre i mellemtiden er blevet presset til at gifte sig med en fælles mandlig ven. Og så har vi balladen. Som jeg imidlertid ikke vil skrive mere om, i fald nogen har lyst til at se filmen. Der i øvrigt også er dejlig fræk, hehe 😏

Min date og jeg var selvfølgelig ikke de eneste to lebber i biffen. På række fire sad et par. Og på række fem. Og ved siden af os på række seks sad endnu et par.

Fedt, tænkte jeg. For som antydet ovenfor vil jeg gerne andre lebber. Det kunne jo være skønt at finde nogen at spejle sig lidt i. Også selv om det ville blive en flygtig oplevelse der i biografen. Men her var måske en mulighed.

Right. Og better luck next time.

For hvor blev jeg fucking skuffet.

I særdeleshed over parret ved siden af os på sjette række.

Burde måske nok have spottet det, da jeg så, at de sad med hver sin styrthjelm. Biker dykes.

Og derfra gik det KUN ned ad bakke med mit indtryk af damerne.

For min date og jeg er ikke bikere. Langt fra. Vi har svært ved at se det seje i at dreje på et gashåndtag og spille hård nitte. Det er i hvert fald en sørgelig slags sej så.

Min date og jeg sidder heller ikke og manspreader (slå det eventuelt op 😏). Manspreading er lidt ... øh ... usexet. Både hos mænd og kvinder. Synes jeg.

Men disse dykes havde altså travlt med at flashe deres styrthjelme og manspreade. 

De havde også travlt med at tjekke deres fucking mobiler flere gange under filmen. 

Og med at gå på toilettet. Eller i hvert fald forlade salen. Den ene to gange. Og den anden kun en enkelt. Til gengæld mente HUN, at det var smart at forlade salen ved at mase sig TVÆRS IGENNEM det gelænder, der adskilte hendes plads fra trappen ned til udgangen.

Suk.

For slet ikke at nævne deres fucking tomme ølflasker. Som de naturligvis efterlod i deres kopholdere, da filmen var slut. Så det blev ikke dem, der bar deres efterladenskaber tilbage til baren. Det blev mig.

Jeg oplever heldigvis sjældent en arrogance som deres. Men jeg MÅ altså reflektere lidt over, hvorfor fanden to yngre lebber har SÅ travlt med at spille rå. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig ALMINDELIGT?

Har de fået deres usympatiske, hårdkogte rend mig i røven-attitude, fordi de føler, at livet giver dem tæsk? Er det en forsvarsmekanisme?

Jeg ved det ikke. Men de var sgu lige lidt svære at bonde med altså.