søndag den 14. oktober 2018

Apropos naturen, det billige lort

I går skrev jeg et indlæg om mine fritidsinteresser.

Jeg skrev blandt andet lidt om at bruge naturen som terapi. I stedet for at kaste en hel masse gode kroner efter en eller anden ligegyldig, selverklæret coach eller mindfulness-ekspert.

Og mens jeg sad der og skrev ... så bum ... så fik jeg sgu lyst til at tage derud. I naturen. Det billige lort. Det koster jo slet ingenting derude.

Og heldigvis har jeg noget natur, ikke langt fra hvor jeg bor. Det hedder Fussingø.

Så jeg tog mit kamera under armen og vendte kølergrillen på Yarisen mod Fussingø.

Og så vandrede jeg omkring i et par timer. Og kom i zen. Mens jeg med kameraet fangede et par af de smukke indtryk, der er at nyde derude netop nu:
















Nice, ikk'oss 😉 Og enhver mindfulness-fidus, der måtte hævde, at hans eller hendes tilbud er bedre, lyver.

Bum.

Nå, men ellers får jeg travlt i dag. Jeg skal pakke. Fordi jeg skal ud at rejse. I morgen. Til London. Med Barn 4.

Det bliver SÅ fedt, woop, woop 😄

Med denne tur runder jeg ligesom en serie af. For Barn 1-3 har også været med Mutti en tur i London. De har fået rejsen enten i konfirmationsgave eller til deres 18-års fødselsdag.

Barn 4 blev konfirmeret i foråret. Du kan måske gætte, hvad hun fik af mig.

Barnet har selv bestemt, at vi skal besøge Madame Tussaud's og Warner Brothers' Harry Potter Tour. Mens JEG vrider armen om på hende og tager hende med ind at se Tower. 

Derudover skal vi bare kigge lidt på byen. Camden Town, Covent Garden, Parliament, Trafalgar Square, hvor jeg har hørt, at man spiser godt og billigt i krypten under St. Martin-in-the-Fields-kirken. Nu er jeg ganske vist kætter, men et godt og billigt måltid i anderledes rammer siger jeg sgu ikke nej til 😋

Vi skal selvfølgelig også på pub. Englebassen skal prøve fish 'n chips, og Mutti skal have fadøl, hehe.

London Eye springer vi over. Barnet har højdeskræk. Og ville formentlig ikke turde kigge ud, og så forsvinder noget af idéen med den attraktion.

Well, må hellere komme i gang med pakningen. Og så høres vi ved om nogle dage.

Take care 😘

lørdag den 13. oktober 2018

Om en ny hobby

Jeps, sådan en har jeg fået, woop, woop 😁

Ikke fordi jeg ikke havde et par stykker i forvejen. For fritidsinteresser er i min optik noget af livets flødeskum. Det er blandt andet i mine fritidsinteresser, jeg skaber overskud til at håndtere nogle af tilværelsens knap så interessante sider.

For eksempel læser jeg. Som oftest romaner. På både dansk, tysk og engelsk. Lige nu har jeg gang i Into the Water af Paula Hawkins, som også skrev Girl on the Train (eller Kvinden i toget, om du vil, som jeg i øvrigt læste på tysk, hvilket er gak, fordi bøger bør læses på originalsproget, hvis man ellers forstår så meget af det, at man får nuancerne med). Jeg kan godt lide psykologiske thrillere. 

Når jeg læser, slapper jeg af. Det kan være sublim underholdning, jeg får somme tider stof til refleksion, og så får jeg trænet mine sprogkundskaber. Nice!

Jeg synger også i kor. Hehe. 

Det er ganske vist kun en gang om måneden. Men hvilken gang! For sang, og navnlig korsang, har en lang række positive egenskaber. Man oplever således en øget lykkefølelse, når man synger. Den videnskabelige forklaring går på, at man ved at synge producerer en større mængde endorfin, dopamin og serotonin. Man er så at sige på stoffer 😉

Rent socialt giver korsang en skøn følelse af samhørighed. Og faktisk siger man, at gode sociale netværk og aktiviteter som for eksempel at synge i kor har lige så gavnlig en effekt på sundheden som det at holde op med at ryge.Tag den!

Og så vandrer jeg en del. 

Hvis du følger med her på bloggen, ved du, at jeg næsten lige har haft den fedeste tur til Prædikestolen i Norge.

Men mindre kan også gøre det. Jeg har haft utallige dejlige naturoplevelser på både Hærvejen og Gendarmstien langs den dansk-tyske grænse, i Rebild Bakker, ved Silkeborgsøerne, i Mols Bjerge og i Svanninge Bakker på Sydfyn.

Naturoplevelser bringer mig i zen. Jeg kan blive forarget over alle de konsulenter og coaches og mindfulness-eksperter, der formedelst uforskammede honorarer mener at kunne bibringe godtroende kunder de vises sten ud i sindsro, når man lige så godt kan gå en tur i skoven. De skulle skamme sig, skulle de.

Med smalle film i biografen og foredrag med kulturpersonligheder får jeg et indblik i tankebaner, der er anderledes end mine egne, og bliver somme tider udfordret på mit livs- og verdenssyn. Det er sundt for mig at reflektere, og jeg sørger gerne for at komme af sted til kulturelle input et par gange om måneden.

Min bloghobby kender du allerede til. For du er her jo 😉 Og selv om det skulle være dit første besøg her på Dropsene, kan du måske regne ud, at jeg holder af at blogge. 

Jeg har i mange år levet af at oversætte litteratur fra engelsk til dansk. Og også i mange år drømt om at blive forfatter. For jeg kan lide at sætte ord og tanker på papir. Eller på skærm, om du vil. 

Problemet med alle mine oversættelser var bare, at det ikke var MINE ord og tanker, jeg satte på papir. Jeg kunne aldrig få lov at være rigtig kreativ, for sjovt nok måtte jeg altid holde mig ret tæt op ad originalteksten. 

Og selv om jeg måske kunne have følt mig fristet, havde det nok været en dårlig idé at digte et brutalt sexmord og lægge det ind i manuskriptet til et pacifistisk værk af Dalai Lama. Det var muligvis blevet opdaget.

Her kan jeg imidlertid skrive, som jeg har lyst, and I love it! 💜💜💜

Endelig er der den seneste lille hobbydarling: tennis.

Jeg var første gang medlem af en tennisklub, da jeg var 18. 

Det var ikke særlig organiseret. Nærmest lidt impulsivt og tilfældigt. Jeg meldte mig bare ind sammen med en gymnasieveninde, og så gik vi af og til ned på tennisbanerne efter skoletid og slog et par bolde i nettet. Eller efter køerne på den tilstødende mark, om end det ikke var helt tilsigtet. Undervisning fik vi ikke. Og efter en enkelt sæson gled vi ud af det igen. Nærmest lige så tilfældigt, som da vi ... øh ... gled ind.

Så gik der 30 år, hvor jeg ikke skænkede tennissporten mange tanker. Jo, jeg syntes da, det var en fed sport, men jeg havde også lige en uddannelse at tage og et job at bestride og fire børn at føde og et hus at passe. Så det med sport blev sgu kun til aerobics og fitness.

Men så for et par år siden blev en nær veninde fuldstændig forgabt i tennis. Ovenud begejstret. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden blev tennissporten til den altoverskyggende fritidsinteresse i denne venindes liv. Og jeg fik på fornemmelsen, at sporten var SÅ sublim en aktivitet for hende, at hun kunne spille hver eneste dag, hvis tiden tillod det.

Og min nysgerrighed var pirret. 

Så da jeg i april i år så en annonce fra den lokale tennisklub, tog jeg ned til en prøvetime. Bare lige for at snuse til det og sårn. For hvad nu, hvis jeg gik glip af noget fantastisk!

And let me tell you: Det er fandme sjovt. PISSEsjovt faktisk. 

Nu bliver jeg undervist hver mandag. Og det tilmed af en træner, der har været både landstræner og personlig træner for Kenneth Carlsen. Dygtig fyr. Som med en utroligt anerkendende tilgang får mig til at føle, at jeg har en chance for at blive okay god til at slå en bold, selv om jeg har passeret de 50.

En tennismakker har jeg også fået. Vi mødes et par gange om ugen for at træne de slag og teknikker, vi har lært om mandagen.

Jeg var senest af sted i formiddags. I det mest fantastiske solskinsvejr. For selv om udendørssæsonen officielt er forbi, må vi gerne spille udenfor på en af klubbens tre kunstgræsbaner hele vinteren. Og skulle det regne, rykker vi bare indenfor i tennishallen, selv om det selvfølgelig ikke giver det samme kick som den friske luft.

Jeg må i DEN grad give min veninde ret. Det er SÅ fedt at spille tennis 🎾😄

Med tennis fuldender jeg min portefølje af fritidsinteresser, som således tilfredsstiller min craving efter både refleksion, social samhørighed, sindsro, kreativitet og motion.

Lidt af hvert til krop og sjæl.

Nice 🙌🙌🙌 


fredag den 12. oktober 2018

Om at være hardcore

Hold kæft, hvor er de seje. Er faktisk ved at flyde over af begejstring.

Hørte således Go'nova på vej på job i morges. Og et af morgenens indslag handlede om skolernes motionsløb, som jo altid finder sted den sidste fredag inden efterårsferien. Altså i dag.

Flere af studieværterne havde børn, der skulle ud at løbe i Guds grønne natur, og lytterne blev opfordret til at ringe ind og fortælle om deres egne børns motionsløb.

Et par lærere ringede ind.

Jo, de skulle godt nok afholde et løb for deres elever i dag. Over et par timer. Og en af dem havde en elev, der sidste år havde tilbagelagt 13 kilometer på en halv. 

Studieværten og matematikekvilibristen Maj-Britt brillerede i øvrigt i den sammenhæng ved hurtigt at regne ud, at det jo måtte give en hastighed på over 50 kilometer i timen. 

Right.

Det var selvfølgelig super sejt gået af omtalte elev at løbe så langt, som han gjorde, på så kort tid. Al respekt for det.

Men hvor var det bare ærgerligt, at jeg sad bag rattet, da jeg hørte indslaget, og ikke kunne ringe ind.

For MINE elever er fucking TIFOLD sejere end det.

De begyndte nemlig at løbe allerede i går. Klokken 11 torsdag formiddag. 

Og de holdt ikke op før klokken 11 i dag.

Det er 24 timer, folkens!

For tredje gang har vi netop afholdt vores 24-timersløb for skolens fire ældste årgange. Og årets vinder løb 87 kilometer. 

Bum!

Hun kunne tilmed have drevet det endnu længere, hvis ikke hun var kommet til at sove mere end de par timer, hun havde bestemt sig for.

For vi tvinger naturligvis ikke vores elever til at løbe uafbrudt i et helt døgn. 

Vi har base ved vores ungdomsklub, som ligger i naturskønne omgivelser og lige ved en skovrute, der bekvemt nok er næsten præcis tre kilometer lang. Det gør det let at regne distancer ud. (Hvis man altså ikke er studievært på Go'nova og hedder Maj-Britt, tænker jeg, høhø.)

Nå, men på basen stiller vi en hal til rådighed, hvor eleverne kan lægge deres luftmadrasser og tage sig et pit stop og en hyggesludder med kammeraterne, når de trænger til det.

Og i og omkring ungdomsklubbens øvrige lokaler arrangerer vi skiftevis brætspilscafé, karaoke, filmforevisning, konkurrencer af varierende art og servering af burgere og hotdogs og scones og hjemmebagte boller og frugt. Hele dagen og hele natten.

Det er SÅ fedt.

Og sikke et sammenhold, det skaber. Man ser jævnligt små klynger af rødkindede elever på tværs af klasser og årgange følges ad ruten rundt, mens de hyggepludrer.

Som lærer må man kort sagt juble 🙌 

Med 24-timersløbet har vi en enestående chance for at møde elever og kolleger i helt andre rammer end de vante. Og vi kan tage os tid til alle de snakke, der ikke ellers er mulighed for i en travl, skemastyret hverdag. 

Ligesom eleverne får det boost, der ligger i at opdage, at man er i stand til at præstere et pænt stykke ud over det, man troede, man magtede. Englebasserne i 6A løb således 37 kilometer i gennemsnit. Det er ikke langt fra et marathon. I fucking GENNEMSNIT!

Pissehardcore, woop, woop 💪

Så kan alle andre skoler sgu godt pakke sammen med deres fimsede totimersløb.

Bum! 




onsdag den 3. oktober 2018

Om norske oplevelser

Det var så den tur. 

Sidst jeg skrev, fortalte jeg, at jeg stod med det ene ben i Stavanger. Nu står jeg med begge ben hjemme igen.

Efter en skøn tur. Fantabulous faktisk 😀

Rig på menneskeindtryk. Og romantik 💘 Og pludder  Og vandring. Og natur.

Dog ikke så rig på fadøl. 

For satan altså. 

120 kroner (HUNDREDE-FUCKING-TYVE KRONER!) for en fadøl kan jo lære hvem som helst at holde sig nogenlunde på måtten. Selv fruen.

Men alt det andet var top dollar nice.

Tag nu for eksempel Prædikestolen. Som var grunden til, at vi var taget derop in the first place. 

Damn!

Først skal man gå fire kilometer i ret ujævnt terræn. Længst nede ser det sådan ud:



 Og så kommer man op i et landskab, der ser sådan ud:




 Og så kommer man lidt højere op i et landskab, der ser sådan ud:




Med Lysefjorden allerdybest nede.

Og til sidst kommer selvfølgelig den store forløsning. Det mest fantastiske blik over en af de mest ikoniske klipper i verden: Prædikestolen:



 Wow!!!

Og her bliver man så lidt klogere på andre mennesker. For eksempel dem, der inde midt på klippeplateauet står i kø for at komme...

... FUCKING HELT UD PÅ SPIDSEN og enten sidde og dingle med benene ude over kanten eller posere oprejst i mere eller mindre tåbelige stillinger, mens deres venner knipser løs med kameraer og mobiltelefoner.

Øh?

Vi er lige enige om, at der er 600 (SEKS-FUCKING-HUNDREDE!) meters frit fald fra klippespidsen, ikke?! Lige ned i fjorden. Bum.

Vi så en, der absolut skulle stå på hænder derude. Det vil sige, indtil vi ikke så hende længere... 

Fordi vi vendte ryggen til, da ingen af os havde mod til at kigge på hende i mere end et splitsekund ad gangen.

Fuck altså!

Her poserer JEG så:



Trygt lænet op ad klippevæggen på god afstand af afgrunden. Ikke den modigste ungmø i verdenshistorien, men jeg SIDDER dog på Prædikestolen og poserer 😋

Og jeg turde også vove mig længere ud:



Helt ud på ydersiden af DENNE motherfucker:



Revnen!

Nu plejer jeg at være meget til revner (høhø 😋) Men de er altså som regel lidt mindre end denne satan. 

Den er cirka en halv meter bred og gennemskærer Prædikestolen hele vejen på tværs. Hvilket betyder, at den yderste del af plateauet formentlig vil styrte i fjorden en dag. Gys!

Folks påklædning var i øvrigt også et studie værd. 

Vi så for eksempel en hel del vandrere i løbesko. 

Nu vil jeg ikke skrive et ondt ord om løbesko (og når man skriver sådan betyder det som regel, at det netop ER det, man vil 😉), men de er altså bedst til at løbe med og IKKE bedst til at stå fast i våde, ujævne højfjeldslandskaber med.

Vi så også folk på høje hæle.

Og en lille dreng i gummistøvler.

Og en lille pige i tylskørt og T-shirt.

Og en hel del babyer i bæreseler på maven eller ryggen af deres fucking letsindige forældre. Som i DEN grad skulle skamme sig over at udsætte uskyldige småbørn for fare.

For terrænet ER tricky. 

Faktisk så vi en mand, der faldt og brækkede benet lige over anklen, så hans fod hang og dinglede i en megaklam vinkel.

Han blev båret ned på en bagatel af cirka tre timer. Af en 10-12 redningsfolk. For det er vanskeligt for en helikopter at lande deroppe i højden. Han så ikke ud, som om han nød turen, kan jeg så fortælle.

Nå, men til trods for klamme benbrud og harme over andre menneskers idioti havde vi en helt igennem vidunderlig tur til Prædikestolen, som klart må anbefales. Sørg dog lige for at komme lidt uden for sæsonen, for stien derop må være en af de mest befærdede vandrestier i Nordeuropa.

Som buschaufføren sagde, da han satte os af ved stiens begyndelse:

"When you walk here, you never walk alone."

Sidegevinsten var Stavanger. Inden vores ankomst til området var vi nogenlunde enige om, at Stavanger nok bare var en beskidt olieby blottet for norsk idyl.

Vi tog fejl.

I Stavanger kan man finde disse motiver:








Hyggeligt og fint 😀

Nå ja, og så er det ikke helt sandt, at jeg ingen fadøl fik 😋



Slut for nu.