mandag den 28. august 2017

Gæt, hvad jeg har fået



Han: hedder Hilmer og er 13 uger gammel.

Hun: hedder Tove og er 13 uger gammel.

Nu foregår livet i stuen til gengæld med 280 kilometer i timen. Hold kæft, mand, de kan sætte liv i lortet!

Kald mig bare Crazy Cat Lady.

;-)

onsdag den 16. august 2017

Sorry ...

... hæsblæsende sommer.

Derfor radio silence her på Dropsene.

Men nu er jeg her igen.

Hehe.

Der er sket lidt siden sidst.

Jeg har for eksempel været i Sydfrankrig. Med mine to døtre. Tøsetur. Nice!

Vi boede i noget gammelt lort i en lille og ret turistforladt middelalderby. Jep.



Men det var noget BILLIGT gammelt lort, og det gør en forskel, når man rejser hele TO gange i sin sommerferie på en enkelt lærerløn.

Heldigvis var det ikke bare gammelt og billigt. Det var også utrolig charmerende. Sådan lidt bohemeagtigt. Og det viste sig da også, at "vores" lejlighed om vinteren er beboet af dens ejerkvinde, som er en amerikansk billedkunstner. Og som dermed falder meget godt ind i mit stereotype billede af kvindelige amerikanske billedkunstnere og det gamle lort, de finder aldeles bedårende.

Nå, men jeg vil ikke fortælle ret meget om turen til Frankrig. For du har sikkert allerede læst mange dødbringende kedelige ferieopdateringer fra dine blærerøvsvenner på Facebook hen over sommeren.

Faktisk vil jeg nøjes med at berette om en enkelt episode:

KANOTUREN

Shit, det var længe siden, jeg havde sejlet i kano. Og sidst foregik det på en doven Gudenå. Og da Gudenåen således var den kanooplevelse, der stod tydeligst i erindring, havde jeg egentlig ikke regnet med at skulle i vandet. For det plejer man nemlig ikke på den jyske flod, skal jeg sige Dem.

Jeg havde således pænt tøj på. Turistpænt altså. Hvilket vil sige et par cowboyshorts og en kortærmet skjortebluse. 

Døtrene var iført badetøj og T-shirts. 

Men ikke Mutti. 

Næh nej.

For Mutti var nemlig også iført et hygiejnebind, og hun havde slet ikke tænkt sig, at hun skulle være våd med sådan en motherfucker mellem benene. Dertil havde hun i tidens løb haft for mange blebørn med i svømmehallen. Og hun var kun alt for sikker på, at sådan en vandmættet satan ville ende med at hænge uklædeligt mellem knæene. Som en tung ble.

Så ingen vandtur til Mutti ...

... troede jeg.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at en del af de franske floder også omfatter vandfald. 

Øh ...

Og at kanoer KAN vælge at sætte sig på tværs og kile sig fast mellem et par store klippeblokke midt i sådan et vandfald, så vandet fosser ind over siderne på det lidet terrængående fartøj.

Damn.

Våd i trussen. Og IKKE på den fede måde, I tell you.

Så derfor kunne jeg også lige så godt vælge at glide på de glatte sten i floden og lægge mig helt ned i det flydende element, da jeg en halv times tid efter vandfaldsepisoden elegant ville forlade min kano for at holde sejlpause på en skyggefuld flodbred.

Sådan ligesom for at understrege, HVOR galt afmarcheret jeg havde været, da jeg troede, at jeg skulle gennemføre sejldistancen fuldkommen tørskindet.

Stupid me.

Nå, men det var til gengæld pissedejligt at komme hjem og få skiftet bind. Man lærer jo at glædes over de små ting ;-)

Og hermed ikke mere Frankrig.

Jeg fyldte 50 i søndags (lidt af et emneskift, I know. men det er jo længe siden, jeg har skrevet, så jeg har meget at fortælle).

Ikke fordi jeg havde inviteret til den vilde fest på selve dagen. Hvilket i nogen grad hang sammen med det faktum, at min niece syntes, det var praktisk at gifte sig i lørdags, hvorved hun ligesom skød enhver eventuel plan om løssluppen festivitas på min fødselsdag fuldkommen ned.

Til gengæld blev jeg forkælet hele dagen af de allernærmeste. For eksempel blev jeg beordret til at blive hængende i sengen, indtil der var dækket op i spisestuen med lækker brunch, balloner og flag, hvilket var en kærkommen opfordring, da jeg var kommet hjem fra bryllup kun fire timer tidligere og følte mig lidt slap i betrækket.

Så blev jeg bortført. Til sen frokost på en hyggelig bindingsværkskro langt ude på landet. Hvor min søster og hendes familie surpriseagtigt stod og afventede min ankomst.

Og endelig sluttede vi af med takeaway pizza i forstadsvillaen. Ingen orkede mere end det.

Så det endte med, at jeg tilbragte en stor del af min runde fødselsdag med benene under et bord. And what's not to like about that? ;-)

Og det mest fantastiske og hjertevarmende er, at alle, som var involveret i at gøre min dag skøn, virkelig gjorde deres yderste for det, selv om de næsten ikke kunne hænge sammen af træthed.

DET er sgudda smukt.

Gaver fik jeg også. Blandt andet en rejse til Amsterdam. Som helt sikkert bliver fyldt med damekys. (Det glæder jeg mig til, skat. Tusind tak :-*)

Og som om det ikke var nok, så blev jeg fejret på jobbet i går. Faktisk til et fællesmøde for hele lærerkollegiet og ledelsen. Lidet anede jeg, at de første 20 minutter af mødet skulle gå med søde taler til mig. 

Og erkendtligheder: to flasker vin fra kommunen ledsaget af et kort fra borgmesteren, to billetter til Efter Brylluppet i Musikhuset i Århus fra personaleforeningen, en vandretur med forplejning fra en god kollega.

Og fra mit årgangsteam, som ud over mig består af fire småskøre mænd, dette:



Oh dear. 

(Jeg er for resten den eneste tysklærer i teamet.)

Jeg skal altså i shelter med mine fire mænd til øl og pølser. (Sagde godt nok til dem, at jeg egentlig var færdig med pølser, men gik med til i deres tilfælde at gøre en undtagelse ;-))

Og igen er jeg beæret over, hvad andre mennesker gør for at glæde mig. 

De fleste af mine gaver handler om, at nogen gerne vil give mig gode oplevelser og ønsker mit selskab.

Det er jeg dem dybt taknemlig for.