tirsdag den 23. januar 2018

Nu har jeg igen været ved at læse

Denne gang en artikel på dr.dk om debattøren Mads Ananda Lodahl, som har skrevet en ny bog, der vender sig imod den "heteroseksuelle verdensorden," som forfatteren kalder det.

Hr. Lodahl er læreruddannet og kalder folkeskolen "et sted med mangel på bred repræsentation af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter".

Og han fortæller, at han har studeret "hele det univers, som folkeskolen er, fra lærerseminarierne til selve undervisningen, skolegården, undervisningsmateriale, lærerværelse".

Her har han så konstateret, at "LGBT-personer (homoseksuelle, bipersoner og transpersoner, red.) er fuldstændigt fraværende. De bliver overhovedet ikke repræsenteret nogen steder."

Og derfor kan folkeskolen "føles klaustrofobisk for mennesker, der afviger fra den heteroseksuelle norm, fordi de støder på denne norm, uanset hvor de vender sig hen."

Well.

Hvor har han ret.

Man støder på heteroseksuelle normer overalt i samfundet, i film, bøger, musikvideoer, reklamer, nyhedsmedier. 

Også i folkeskolen, hvor mange elever er optaget af for alt i verden ikke at skille sig ud fra mængden og derfor vælger at følge de heteroseksuelle konventioner.

For der er kontant afregning ved kasse 1 i både retorik og adfærd, hvis man afviger fra disse konventioner. 

Jeg har også i et tidligere indlæg skrevet, at jeg som homoseksuel kan føle mig lidt ensom på min arbejdsplads, fordi jeg er den eneste. Den ENESTE. Hulk!

Bortset fra, at ... gu' er jeg da ej.

Et regnestykke:

Vi har et sted mellem 800 og 900 elever på min skole, hvoraf en 200-300 er udskolingselever. Og hvis man dertil lægger et personale på en 80-90 stykker, så nærmer vi os 1.000 mennesker, hvoraf mindst 300 er kønsmodne.

So what are the odds? spørger jeg bare. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg er den ENESTE LGBT-person på jobbet?

Nej, vel?

Rent statistisk bør jeg, bare i personalegruppen, færdes blandt mindst 4-5 kolleger, som også afviger fra den heteroseksuelle norm. 

Jeg ER imidlertid den eneste, der er sprunget ud.

Det er jeg til gengæld ganske eftertrykkeligt. 

Jeg lægger ikke på nogen måde skjul på min seksualitet. Fra min første time i en ny klasse gør jeg mine elever klart, at jeg har en damekæreste.

Så ved de det.

Det er ikke, fordi jeg er ekshibitionist (ekshibitionisme gemmer jeg til bloggen 😉). 

Det ER derimod for at vise de elever, der sidder fanget i en seksualitet, som de skammer sig over, at det er okay. At DE er okay. Og da jeg ved, at jeg er okay afholdt i elevgruppen, håber jeg, det virker.

JEG føler mig i hvert fald okay. Langt om længe.

Men deres skam forstår jeg. For retorikken eleverne imellem er dælme hård og fordomsfuld. Og jeg var selv fucking VOKSEN, før jeg fandt modet til at stå ved min seksualitet.

Så jeg vil faktisk også give debattøren, som er nævnt ovenfor, ret i, at folkeskolen kan føles klaustrofobisk, hvis man har en anden seksualitet end flertallet. For der er tæt på INTET at spejle sig i.

Til gengæld mener jeg egentlig ikke, at man kan kaste fatwaer over de heteroseksuelle for at skabe en heteroseksuel verdensorden. For gad vide, hvordan verden så ud, hvis flere end 90 procent af os foretrak vores EGET køn. Så ville verdensordenen sgu nok være overvejende homoseksuel. 

That's how the world turns.

Hvis man vil have større seksuel tolerance i folkeskolen, kan de heteroseksuelle selvfølgelig gøre meget. For eksempel søge at sikre en anstændig sprogbrug og vælge undervisningsforløb og -materialer, der understøtter mangfoldighed.

Men jeg synes altså også, at en del af ansvaret må påhvile de voksne, der render rundt i klasselokalerne og på lærerværelserne og skjuler, hvem de er. Det er vel også OS, der skal vise, at vi ikke er nogle freaks.

Jeg har naturligvis al respekt for de homoseksuelle, der vælger at holde deres seksualitet for sig selv. De kan jo frygte omverdenens reaktion eller mene, at deres seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Men det er jo angsten for det fremmede, der i mange tilfælde driver fordommene. Så JEG har for mit vedkommende sat alle sejl til for at forsøge at gøre det fremmede mindre fremmed. Ved at være åben.

Og jeg vil ikke give hr. Lodahl helt ret, når han siger, at LGBT-personer er fuldstændig fraværende og overhovedet ikke repræsenteres nogen steder i folkeskolen. 

Han har ikke været med i MINE timer.

lørdag den 20. januar 2018

Om kollegarygning og porno

Ikke at de to ting nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Men jeg har læst to artikler, som jeg vil kommentere, og hvis jeg klapper mine kommentarer sammen i et enkelt indlæg, har jeg været effektiv 💃💃💃 Også selv om det er uskønt og på INGEN måde giver mening.

Den første artikel handler om rygning. 

Jyllands-Posten skriver nemlig, at skolelederen på Vamdrup Skole har indført den regel, at rygende medarbejdere højst må ryge to cigaretter om dagen og til gengæld skal arbejde et kvarter længere end deres ikkerygende kolleger.

Det sker selvfølgelig i et forsøg på at begrænse medarbejdernes rygning, og så forlyder det, at ikkerygerne føler, det er uretfærdigt, at rygerne får flere pauser i løbet af arbejdsdagen.

Øh .. not. Forkert argumentation. I hvert fald i min optik.

For se, det rager mig nemlig en rygende fis (Get it? "Rygende" fis. Høhø 😄), om mine kolleger tager hjem, når JEG gør, eller om de skal blive et kvarter længere. Det har ikke noget at gøre med MINE arbejdsvilkår, og da jeg i øvrigt føler, at jeg får en fair løn for det arbejde, jeg udfører, skal der mere til for at bringe mit pis i kog.

Så nej, jeg holder virkelig ikke øje med, hvor mange minutter mine kolleger tilbringer på skolen om dagen.

Og hvis jeg skal være HELT ærlig, og det vil jeg jo gerne, så holder jeg selv indtil flere ... øh ... absencer i løbet af en arbejdsdag. For jeg KAN ikke koncentrere mig 100 % om mit arbejde, fra jeg møder ind klokken 7.15 og til jeg kører hjem et godt stykke ud på eftermiddagen. 

Det tror jeg ikke, der er nogen, der kan. Så leverer de i hvert fald ikke en vedvarende høj kvalitet.

Så jeg holder sgu SELV pauser, hvor jeg enten småpludrer med kolleger om ting, der ikke har det fjerneste med skole at gøre, eller måske trykker en banan ind (hævder godt nok, at jeg er FÆRDIG med bananer og foretrækker gode nødder, men frugten kan jeg altså godt lide), mens jeg stirrer tomt og uintelligent ud i luften, eller måske skimmer overskrifterne på et par netaviser.

På den måde renser jeg hjernevindingerne i korte perioder ad gangen, så jeg igen kan fokusere på at lave god undervisning.

Det, der til gengæld KAN få mig op at køre i forhold til kollegers rygning, er, at de i sagens natur ikke opholder sig på skolen, når de sådan er ude i dagens løb for at tage livet af sig selv i småbidder.

Se DET er pisseirriterende. 

For vi lærere er ofte nødt til at snakke sammen i frikvartererne. Der kan være en problemstilling med en elev eller en gruppe af elever, der skal vendes, eller et eller andet praktisk, der skal koordineres. Og det er SATANPISME svært, når nogle af os gang på gang trækker sig ud af ligningen og forsvinder, fordi de skal pleje deres dårlige vane.

Hold op med det!

Bum!

Den anden artikel handler om porno (change of subject, haha).

I selvsamme netavis som ovenfor har jeg i dag læst, at kvinders forbrug af porno er stigende.

Årsagen forbliver en hemmelighed, men det lader til, at kvinder kommer mere og mere ud af busken i forhold til at være åbne om deres seksuelle lyster.

Fint nok.

Men hvad jeg især fæstner mig ved i artiklen er, at den mest populære videokategori hos de største pornosites er lesbisk sex. Og den præference er fremherskende hos både kvinder og mænd. Apparently.

Well, who can blame them. 

Jeg har efterhånden en pæn erfaring med både heterosex og homosex, og jeg vil 10.000 gange hellere elske med en kvinde end med en mand (og som homo ser jeg naturligvis fuldstændig objektivt på det 😉).

Det er varmt og blødt og blidt. Ingen hårde kanter og hjørner. 

Der er mere ligeværdighed. Vi tager ikke. Vi giver. 

Og efter at have elsket med en kvinde har jeg aldrig ligget tilbage med en følelse af at være blevet brugt. 

Jeg har aldrig ligget og sammensat indkøbslister eller lagt planer for den praktiske afvikling af morgendagen, mens jeg utålmodigt har ventet på, at min partner skulle gøre sig færdig med at tonse rundt i mit underliv.

Nej, så er damesex mere raffineret og sanselig. Og kvindekroppen uendeligt lækker.

Så jeg kan da kun opfordre de heteroseksuelle kvinder, der tænder på lesbiske videoklip, til at prøve det IRL.

Og de mænd, der foretrækker klip med lesbisk sex? Tjah, de må vel blive hængende på deres pornosites, er jeg bange for.

fredag den 19. januar 2018

Rørt

Det er, præcis hvad jeg bliver, når jeg efter sølle tre dages fravær fra jobbet på grund af næsten-dødelig forkølelsesvirus, møder op igen ...

... og bliver modtaget af en lang række kolleger, der allesammen udtrykker glæde over at se mig og spørger ind til mit helbred.

Det var selvfølgelig mine fire mænd. I mit team. Som virkelig havde savnet mig. Men også kolleger fra indskoling og mellemtrin, som jeg slet ikke arbejder sammen med i det daglige. Og sekretærerne. Og chefen.

Tænk, at de virkelig allesammen havde bemærket, at jeg ikke var der!

Damn, det er feelgood 💃💃💃

Og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har skiftet økonomi og marketing (min første videregående uddannelse) ud med lærergerningen (min anden videregående uddannelse). For den der omsorg, som vi dels lærer om på seminariet og dels nok allesammen naturligt rummer et pænt mål af. Den gælder ikke kun elever. Den gælder også kolleger. 

Og det er virkelig RART at føle, at andre glæder sig over ens tilstedeværelse. Jeg føler mig i SÅ gode hænder på mit job.

Faktisk vil jeg sige, at næst efter beslutningerne om at sætte fire børn i verden og senere springe ud som homoseksuel og vinde (sådan føler jeg det) et parforhold med den dejligste, varmeste, smukkeste, klogeste, sjoveste kvinde, så er min jobbeslutning den aller, ALLERbedste beslutning, jeg har truffet i mit liv.

Og når det er sagt ...

... så er det fandme også rart at være gået på weekend. Efter en lang 😏 arbejdsuge.

Håber, du får en dejlig en af slagsen.

Hugs and kisses XOX


torsdag den 18. januar 2018

Somme tider synes de jeg er gak

Mine elever altså.

Så sent som i denne uge faktisk.

Bare fordi jeg har bedt dem om at skrive et engelsk referat af filmen King Arthur, som de så i tirsdags.

Eller nej.

Det er ikke, fordi jeg har bedt dem om at skrive et referat. Det er nemlig ret normalt. 

Det er mere, fordi jeg i forlængelse af opgaveformuleringen lige har tilføjet følgende venlige henstilling:

"And DON'T CHEAT! 

Do NOT copy anything from the internet or use Google Translate. That's cheating and I always find out!

If you DO cheat, I will tie you to the school flagpole and cut your hair. And I'm not very good at hair-cutting."

Det er gak, synes de. Faktisk tror de, at jeg skriver det for sjov ...

... men det gør jeg på INGEN måde.

For problemet er ægte nok: Hver gang jeg præsenterer mine elever for en opgave, som giver mulighed for at kopiere, så er der KRAFTEDEME nogle, der gør det. Eller bruger fucking Google Translate.

Og jeg har mere end svært ved at forklare de små Einsteiner, at de ikke lærer en skid af at kopiere noget, andre har skrevet. Eller ved at skrive tingene på fucking DANSK og så bare køre lortet gennem en idiotisk sprogmaltrakteringsmaskine som Google Translate, der ALDRIG burde have været opfundet.

Det er ligesom ikke for MIN skyld, at de selv skal skrive opgaverne. På engelsk.

Jeg har selvfølgelig allerede spottet den første elev, der har ladet sig friste til at kopiere et referat af King Arthur. Fra Pinterest. Det er det letteste i verden at opdage den slags pis.

Så nu har jeg aftalt med en mandlig kollega, at han lige tager sin hårtrimmer med i skole en dag i næste uge. Selv vil jeg medbringe en rulle reb.

Og så må vi ellers se, hvordan jeg finder på at bringe DE rekvisitter i spil. 

Tænker, det er nok bare at lægge dem på skolebordet foran synderen og stilfærdigt minde om, at jeg ALTID afslører snyd.

Can't wait! Hehe.

onsdag den 17. januar 2018

Krank

Vræl.

Men det er jo nok en følge af at arbejde i et højvirulent miljø som den danske folkeskole. Med alle de klamme børn og voksne, der render og deponerer deres ulækre bakteriesovs på dørhåndtag og trappegelændere.

Jeps. Jeg er syg. Snot. Hoste. Materialetræthed. Hovedpine. Småfeber. Nyseanfald. En smag af gnu i munden. Og megadårlig nattesøvn.

Glæder mig dog over Netflix, Otrivin, Pamol, uldplaider, Yogi-te ...

... og to søde misser, der som opmuntring bringer mig døde dyr fra haven og herind på stuegulvet. Senest en muldvarp.

Fuck. 

I forhold til døde dyr er jeg den største kylling i verdenshistorien. Jeg TØR simpelt hen ikke røre ved dem. 

Så da lille mis i forgårs bragte sit livløse trofæ ind i huset og begyndte at lege med det under spisebordet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Ud over at hvine højt selvfølgelig. Hvad der viste sig ikke at være særlig effektivt til bortskaffelse af ådsler. De KAN ikke umiddelbart hvines ud.

Men så er jeg heldig, at jeg har en spejderdreng i huset, naturens søn, der ikke har det fjerneste imod at lade sig ryste ud af både søvn og seng ved mors højlydte, vedvarende hyl for at fjerne døde ting (eller NOT, men han GJORDE det, om end modstræbende, og blev momentant min helt).

Er sygemeldt på tredje dag. Det tror jeg sgu ikke, jeg har været før. Plejer at være hurtigere på benene igen. Måske er det min fremskredne alder, der gør det sværere at komme over idiotiske småvirusser som denne.

Og hold nu kæft, hvor jeg keder mig. Ja, jeg keder mig faktisk så meget, at jeg ser TV3 (og det er jo en nærdødsoplevelse i sig selv).

Med kniven for struben og MasterChef 2017. Sætter dog grænsen ved Kardashians og Real Housewives of Beverly Hills. Så vil jeg hellere ligge og glo tomt op i loftet.

Nu venter jeg bare på, at snottet bliver til bussemænd, for det må være tegn på bedring.

Wish me luck.

tirsdag den 16. januar 2018

Om at være kulturløs

Traf forleden dag en bekendt. Vi kan jo kalde hende I. Fordi hun hedder noget med I.

I og jeg synger faktisk i kor sammen. Og i pausen til kormødet i torsdags pludrede jeg lidt med hende, mens vi drak en øl.

Hun fortalte, at hun havde truffet en anden bekendt til en julefrokost. Hende kan vi kalde A. (Gæt selv hvorfor.)

Og at de lige midt imellem silden og fiskefileten var kommet til at snakke om medlemskab af den danske folkekirke.

I overvejer nemlig at melde sig ud. Hun er ikke særlig troende, og hun bryder sig ikke om visse fremtrædende kirkerepræsentanters forældede holdninger. Til for eksempel kvinder. Og homoseksuelle.

A derimod. Havde på det kraftigste opponeret mod tanken. Og havde kaldt eksfolkekirkemedlemmer "kulturløse".

Øhm ... her er jeg så nødt til at kommentere.

For det kan undre mig, at et oplyst menneske som A (ret belæst og klog) tilsyneladende uden refleksion sætter lighedstegn mellem folkekirke og kultur.

Sikke en omgang pølsesnak.

Nu underviser jeg faktisk i kultur. Og der er mange ting, jeg ikke ved ret meget om, men kultur er ikke en af dem.

Jeg kan for eksempel berette, at kultur er et ret komplekst begreb. Umanerlig svært at pinpointe altså.

Prøv bare at tænke over vores egen.

Hvad er dansk kultur?

Er det Dannebrog? Er det H.C. Andersen? Er det stegt flæsk? Er det sproget? Er det Lego? Er det Smukfest?

Og svaret er ja. Dansk kultur er alt det ovenstående.

Men det er ikke en udtømmende liste. Det er kun eksempler på den synlige del af vores kultur.

Der findes også en usynlig del. 

Som består af værdier, normer, adfærd, holdninger. 

Som for eksempel børneopdragelse, kønsroller, skønhedsidealer, problemløsning, holdning til alder, til social status, til retfærdighed, til tid, til demokrati, ytringsfrihed, seksuel frihed, respekt for individet. Og meget, meget mere.

Og ja. Under denne gigantiske usynlige del af en kultur hører også religion.

Skal jeg gøre det endnu mere komplekst, findes der under enhver nationalkultur (såfremt det giver mening overhovedet at TALE om nationalkulturer) en lang række subkulturer. Emoer, skatere, rockere, speltfolk, nynazister. 

Selv tilhører jeg den subkultur, der hedder homoseksuelle.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at hver ENESTE dansker tilhører mere end en kultur, for kultur er nemlig betinget af det fællesskab, vi befinder os i. 

Helt nede på mikroniveau har vi således alle en unik kultur i vores familie:

Hvordan taler vi til hinanden? Skal man tage skoene af, når man er indenfor? Må man spise foran fjernsynet? Forventes det, at man hjælper hinanden med huslige gøremål? Kysser man godnat?

Og så videre og så videre og så videre.

Jeg afviser ikke, at religion har haft en betydning for udviklingen af visse værdier i vores samfund. Men vi står OGSÅ allesammen helt op til hårrødderne i kultur, der ikke er afledt af religion.

Faktisk er det en del af vores danske kultur, at vi har religionsFRIHED.

Så hvis man påstår, at man er kulturløs, når man melder sig ud af folkekirken, er man galt afmarcheret.

Bum.

mandag den 15. januar 2018

Om at være fattiglem

Eller ... øh ... vent. 

FattigLEM, det må jo næsten være betegnelsen for en mand. På en lidt direkte måde måske.

Og hvad er kvinder så? FattigFISSER?

Okay. 

Forfra:

Om at være fattigfisse

Sådan en er jeg. En fattigfisse.

Faktisk har der siden forrige weekend stået den lidet imposante sum af 45 øre på min konto i banken.

Havde sgu lige overset ejendomsskatten her i start januar. Og det var tilstrækkeligt oven på en dyr december til at sende mig tæt på nulpunktet.

45 øre.

Not funny! For så er januar fandme lang, kan jeg lige så godt sige.

But then again: Det faktum understreger ganske demonstrativt min komplette mangel på økonomisk sans. For er man et almindeligt begavet menneske, har man selvfølgelig en budgetkonto, så den slags ikke sker.

Heldigvis behøver man ikke fortvivle, hvis man som jeg lige skulle tage et ubetydeligt lille likviditetsdyk.

For det første er det SUNDT at prøve at leve uden penge i en periode. 

Man bliver for eksempel umanerlig bevidst om, hvor mange penge man under normale omstændigheder klatter væk på unødvendigheder. 

Og når man barberer alt det overflødige væk, kan man faktisk klare sig nogenlunde for et ret beskedent beløb. Man lærer således at holde udkig efter supermarkedernes tilbud og opdager, at man momentant kan overleve på risengrød til aften nu og da. Også selv om jeg har det med risengrød, som Crocodile Dundee har det med stegt goanna: "You can live on it. But it tastes like shit."

For det andet er det LETTERE at træffe beslutninger. Som i:

Spørgsmål: "Skulle man eventuelt købe sig en flaske rødvin og forsøde januar lidt?"

Svar: "Nej."

Simple.

For det tredje er det NEMT at spise mindre og bruge færre penge. Når man altså ingen penge HAR. Og hvem trænger ikke til det efter fede og dyre december?

Og SKULLE man, mod forventning naturligvis, blive en kende træt af sin slunkne pengebeholdning, ligger løsningen lige for:

Man planker bare kontanter fra sine børn. For eksempel 500 fra hver. Og har man børn nok, er det jo en smal sag at skaffe mad på bordet.

Easy.

Jeg nøjedes med at kaste mig over de hjemmeboende børn, og det gav et ganske net udbytte på 1000 kroner.

Så min anbefaling er klar:

Dræn dig selv for alle likvider og oplev lyksaligheden!

Prøv det.

mandag den 8. januar 2018

Blandede mig forleden dag

I en af onlineavisernes læserdebatter om et homorelateret emne.

Burde selvfølgelig have været klogere. For det er aldrig hidtil endt godt, når jeg sådan har blandet mig i kommentarsporet til et indlæg i homodebatterne.

Jeg er faktisk blevet kaldt både pervers, klam, afsporet, afvigende og påført andre gode prædikater. Blot fordi jeg i debatten har givet mig til kende som homoseksuel.

Og jeg fortryder det altid, når jeg blander mig. For jeg tager andre folks mening alt for nær. Og jeg bliver ked af det, når jeg bliver svitset på den måde.

For jeg synes jo ikke, jeg rigtig har gjort noget. Ud over at føle kærlighed. 

Ganske vist til en anden kvinde. Men come on, guys, det er vel stadig den smukkeste og mest fredelige følelse, der findes?

Så jeps, det slider på mig, når jeg somme tider må læse om, hvor perverteret jeg er.

Eller når andre mener, at min homoseksualitet er et livstilsvalg. 

Øh ... et VALG? Hvis valget var frit, var mit sgu nok ikke faldet på homolivet, er jeg bange for.

Nå, men læs så, hvad der skete i morges:

Jeg loggede på Facebook sådan lidt i seks. Ganske som jeg plejer på hverdage. Så kan jeg lige kigge lidt der, mens jeg trykker mine havregryn ind og lytter til Gonova.

Og ret hurtigt faldt mit småsøvnige morgenblik på et opslag. En video. Med en fyr ved navn Theodor Jørgensen.

Åbenbart en klog gammel teolog. 

Videoen har nogle år på bagen, men det gør den ikke mindre aktuel, for hr. Jørgensen gør sig blandt andet nogle forestillinger om, hvordan det må føles for selvopfattelsen at blive tæppebombet med små homofobiske giftdråber.

Og jeg må sige, at jeg spærrede ... øh ... ørerne 😉 op på vid gab, da jeg hørte, hvad han sagde. For han nailer den sgu. Spot on. Synes jeg.

YAY!

Du kan se videoen her, hvis du vil.




lørdag den 6. januar 2018

... og det, der kommer

Har du læst mit indlæg fra i går, ved du, nogenlunde hvordan mit 2017 forløb. På godt og ondt. Ups and downs.

Du ved også, at jeg har til hensigt at fortælle om mine forudsigelser for 2018.

Den hensigt vil jeg hermed omsætte til handling.

So here it is:


Rejser

Jeg kommer til Budapest. Sammen med en laber dame. Det kommer til at ske i vinterferien. Hvor det sikkert er pissekoldt i Budapest, som har fastlandsklima. Men så er det da en trøst, at man altid kan krybe under dynen på hotellet og varme sig på omtalte dame, hvis det skulle blive for chilly om snudeskafterne. Og det gør jeg altid gerne. Varmer mig på en laber dame altså.

Budapest skulle være et besøg værd, og jeg glæder mig! 💃💃💃

Jeg kommer helt sikkert også til Lübeck. Det var nemlig min julegave til ... en laber dame 😉 Det kommer til at ske i start april. Lübeck er en skøn gammel hansestad kun fire timers kørsel herfra, så det kan sagtens lade sig gøre at lave en forlænget weekend der. Jeg tror på, at det bliver romantisk og dejligt.

Så regner jeg med, at jeg kommer på sommerferie. Måske to gange. Den ene forhåbentlig med ... en laber dame. Den anden forhåbentlig med en eller flere Rotter (læs: fruens elskelige børn, red.). Men det kommer sgu lidt an på økonomien, for det er dælme dyrt, og lige nu står min fucking konto i fucking NUL. Hvor sommerferierejserne kommer til at gå hen, vil jeg indtil videre overlade til fantasien. We'll see.

Endelig tror jeg på, at jeg kommer til London. Måske i efterårsferien. Hvilket jeg skriver i ABSOLUT FORTROLIGHED. For det bliver måske min konfirmationsgave til Barn 4 (og så må man kraftedeme håbe, at hun ikke læser med her - af denne og andre årsager). Hun ønsker sig godt nok noget, der rimer på hestetilbehør, men jeg er FANDME træt af at høre om hest. Ved at blive skør i bolden faktisk, fordi barnet aldrig rigtig snakker om andet. Så jeg går nok rejsevejen. Men så får Mutti jo også lidt gavn af gaven, og det er jeg meget stor tilhænger af, blink, blink.

Familie

Tjah, what can I say, what can I say.

Barn 4 skal jo sjovt nok konfirmeres. Så der bliver lidt familiekalas der i april.

Og Barn 1 bliver til sommer færdig med sin læreruddannelse. Så der bliver sgu nok også lidt familiekalas i juni, tænker jeg.

Jeg mangler desuden at holde min seneste runde fødselsdag. Men det kommer jeg måske ikke til. Jeg synes, at gejsten daler, efterhånden som vi uge for uge bevæger os længere og længere væk fra selve dagen, som jo var i august. We'll see.

Familieforøgelse har jeg ikke i tankerne. Selv om kæresten og jeg prøver og prøver. Men der SKER sgu ikke rigtig noget. (Det var en joke. Get it? Vi er LEBBER. Og selv om vi knalder og knalder, såøh ... well ... you know 😉)

Flere kæledyr skal vi heller ikke have. Selv om jeg er meget til misser, blink, blink. (Det var OGSÅ en joke. Get it? Og hold nu kæft, hvor jeg ryster dem ud af ærmet.)

For et par år siden havde jeg nok også skrevet, at jeg i det nye år ville gøre mit for at få min mor til at acceptere, at jeg altså er homoseksuel. Men jeg tror sgu, at jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg KAN ikke overbevise hende om, at mine varme, dejlige følelser for en anden kvinde er lige så ægte som kærligheden mellem en kvinde og en mand. For hun fatter det ikke.

I år er der således gået otte år, siden jeg sprang ud, og intet har flyttet sig i forhold til min mors accept. Den er så lille og uanselig, at den kunne stå på rygskjoldet af en fladlus og stadig fare vild.

Job

Hmmm...

Øh ... jeg regner da med at beholde mit job. 

Jeg regner også med fortsat at nørde med det internationale skolesamarbejde, jeg har gang i. For eksempel ved jeg, at jeg til juni får besøg på skolen af en italiensk delegation af lærere, der vil se, hvordan vi bruger IT i vores undervisning her til lands. Spændende!

Ellers bliver det nok business as usual, tænker jeg.

Sundhed

Jeg tror sgu, jeg vil fortsætte med at leve nogenlunde sundt. But then again: Det ville også være bizart at sætte mig for ligefrem at leve mere usundt, synes jeg.

Så jeg kører videre med min nul alkohol undtagen i weekenden OG vegetardage-politik.

Jeg bliver nok også hængende blandt de andre tosser i "mit" træningscenter.

Og så tror jeg,  at jeg vil slutte mig til en vandreklub. Der findes en, der hedder Gaia. Den er for kvinder. Mest lesbiske, tror jeg nok. Og det lyder måske lidt søgt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg somme tider føle mig lidt ensom i min seksualitet. For ud over mig selv og min kæreste kender jeg INGEN homoseksuelle. Jeg har absolut ingen at spejle mig i, hverken på jobbet eller i fritiden. Og det har jeg heller aldrig haft. Så det kunne måske være sundt for mig bare en gang imellem at befinde mig i et forum, hvor jeg ikke er "hende lebben," if you catch my drift.

We'll see (again).

Jeg vil i 2018 desuden forkæle mig selv med nye briller. Noget af det, jeg allernødigst bruger penge på, er ting til mig selv. Jeg shopper kun sjældent tøj, og dyre ting som briller shopper jeg højst hvert tiende år. Jeg vil hellere bruge pengene på oplevelser. Men nu ER der rent faktisk gået et pænt stykke mere end ti år siden sidste brilleindkøb, og jeg vil ikke afvise, at styrken skal justeres en smule. Så derfor vil jeg i 2018 fremvise mig selv i en mere rap og up-to-date model.

Så skal jeg nok også til tandlæge. Det har jeg ikke været i fem år. Lige siden en klodset bulldozer af en tandlægedame maltrakterede min undermund i en grad, så jeg efterfølgende måtte have en knogletransplantation. Fuck altså. Mens hun samtidig ikke kunne finde ud af at bedøve mig. Så bedøvelsen strømmede op i venstre øje, som dermed blev lammet, så jeg måtte blinke med det manuelt - altså med venstre hånds pegefinger - mens idioten tonsede rundt i min mund på en utrolig ublid måde og i processen ikke blot ødelagde min kæbe men også knækkede en sund og rask nabotand. Så jeg har været stiv af rædsel ved tanken om flere tandlægebesøg lige siden, men jeg må nok tage mig sammen i det nye år.


Kultur

JADA!

Jeg skal selvfølgelig i biffen. To gange om måneden er målet. Mange i mit netværk mener, at det er lovlig ekstravagant og kan kun selv prale med en enkelt biftur eller to OM ÅRET. Stakler, siger jeg. Jeg ELSKER bifture. Gerne med en laber dame ved min side, så jeg kan nusse hendes lår og hviske ting i hendes øre undervejs. Og også gerne med et eller andet udvalg af Rotter. Første gang i år bliver naturligvis her i januar. Jeg har i hvert fald spurgt Barn 1 på 24, om hun vil en tur med Mutti ind at se En frygtelig kvinde i Øst For Paradis. Og det vil hun gerne, wuhuuu 💃💃💃

Jeg skal selvfølgelig også læse. Skal bare lige være færdig med den idiotiske tyske krimi, jeg er i gang med, og så står den på Dan Browns Oprindelse, som jeg har fået i julegave. Ved godt, at Dan Browns bøger er bred populærlitteratur og ikke falder i smag hos kultureliten, men hold kæft, hvor er jeg godt underholdt med Mr. Brown i hånden. Jeg skal naturligvis også læse Som Pesten af Hanne-Vibeke Holst. Og det skal jeg helst inden 21. marts ...

... fordi jeg skal til foredrag med selveste fru Holst den dag. Sammen med en laber dame. Hehe. Regner med at låne bogen på biblioteket, hvor jeg i slut december kom på ventelisten som nummer 103. Så det når jeg sikkert sagtens.

Endelig ved jeg, at jeg skal en tur i Fredericia Teater den 25. april sammen med Barn 1, som jeg gav en billet til Prinsen af Egypten i julegave. Det bliver spas 😄 Har længe ønsket mig at prøve Fredericia Teater, og nu sker det!

Parforhold

Tjah. 

Nytårsaften gav jeg en laber dame et kys på, at vi tager 2018 med. Lige inden jeg fortalte hende, at jeg elsker hende.

Den plan har jeg tænkt mig at følge. Det håber og tror jeg, at hun også har 💕

Det glæder jeg mig til.

Slut på indlæg. Jeg vil have et glas iskold hvidvin. Det ER jo lørdag, nammenam.

fredag den 5. januar 2018

Om året, der gik ...

Så er jul og nytår sgudda vel overstået. Og alle sociale arrangementer i den forbindelse ligger et stykke bag mig.

Så har vi også gjort det godt, synes jeg. Ikke at jeg har det fjerneste imod sociale arrangementer, men hold nu kæft, hvor bliver man tæppebombet med den slags i december.

Så meget, at jeg i allerhøjeste grad nød at være helt alene i forstadsvillaen et par dage i sidste uge. Tænk sådan bare at kunne læse, indtil man ikke gad læse mere. Og se skærm efter EGET valg. Og klø sig, præcis hvor det kløede. Hehe.

Nå, men mens jeg sad der og glædede mig over min momentane alenehed, kom jeg til at tænke på, at ugen mellem jul og nytår altid byder på årskavalkader.

Sådan en gennemgang af, hvad det gamle år har budt på af store og små begivenheder. 

Og hvis man er rigtig heldig, kan man også i aviserne læse lidt om forudsigelserne for det kommende år.

Det fik jeg også lyst til. Altså at lave min egen årskavalkade. Og forudsigelse.

So here it is. 2017 har budt på:


Rejser 

Det er dyrt, men dejligt, og i 2017 har jeg brugt masser af knaster på rejser.

Jeg indledte rejseballet i påsken med en tur til Skagen med alle mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn, red.). Det har vi gjort et par gange. Lejet et hus altså. I Skagen. Fordi jeg har en kollega, der lejer sådan et ud. Og har du aldrig besøgt Skagen, må du hellere se at komme af sted. Og HAR du besøgt Skagen, må du hellere se at komme af sted igen. For det er virkelig en hyggelig by med en ganske særlig historie og beliggenhed. Utterly charming!

I start juli var jeg en tur ved Gardasøen med min damekæreste. I et mobilehome på en femstjernet campingplads. Indrømmet: Det er pisseturistet ved Gardasøen. Men det er der jo nok en årsag til. For eksempel at det er et pissefedt sted med pissefedt vejr. Vi skulle ikke andet end slappe af. Og det kom vi til. Med masser af læsning og lækker mad og vin og slentreture langs søbredden. Nice :-)

I slut juli nåede jeg lige at aflægge Barn 3 et kort besøg på Spejdernes Lejr ved Sønderborg. I mudder til knæene og gennemblødt helt ind til min nøgne kvindekrop. Men så var det jo fedt, at jeg bare kunne sætte mig i Yarisen og køre hjem igen. Og selv om spejderne er sådan nogle outdoor-freaks var jeg ikke fri for at synes, at det var lidt synd for dem med det lortevejr. Til gengæld var det spændende at besøge sådan et kæmpelejr med spejdere af alle tænkelige og utænkelige nationaliteter. Et lille stykke verdensfred. Lige der i Sønderborg.

Aldrig så snart var Sønderborg lagt bag mig, før jeg susede en tur til Provence med mine to døtre på henholdsvis 24 og 13. Pigetur altså. Og en sjælden luksus. Som mor til fire er det somme tider fedt at være sammen med ungerne i smågrupper. Det er en helt anden måde at være sammen på, når der ikke hele tiden er en stor flok af menneskebørn, som allesammen forsøger at komme til orde. Jeg plejer ganske vist at invitere hele slænget med på familieferierne, men i år var Store Søn draget til USA for at læse et semester på et universitet derovre. Og Lille Søn var som nævnt i Sønderborg. Derfor en skøn cocktail af afslapning og sightseeing med tøserne i Sydfrankrig.

Efterårsferien bød på en smuttur til Stockholm. Min debut. Det vil sige, jeg har engang været med mit basketballhold til nordisk mesterskab i Lund uden for Stockholm, men det tæller ligesom ikke. For Lund er jo en helt anden by altså. Rejsedeltagerne var de samme som i Provence: Mutti og to døtre. Denne gang havde spejderdrengen takket nej til Stockholm og var i stedet taget med spejderne til Jordan og Israel i efterårsferien, mens Store Søn jo stadig var i USA. Skøn by, Stockholm. Så når du har været i Skagen, synes jeg, du skulle hoppe videre til den svenske hovedstad. Der er masser af miljø og charme og spændende seværdigheder, og svenskerne er virkelig søde og imødekommende. Rødvinen er ganske vist dyr, men man behøver jo ikke lave en druktur.

Med udløbet af efterårsferien troede jeg, at rejseåret 2017 var slut. Men jeg skulle blive klogere, skulle jeg. For vupti, lige pludselig landede en lærerkonference på Malta lige i min turban. Det var overraskende, med umanerlig kort varsel og på ingen måde planlagt, men jeg fik muligheden for at lade mig invitere til Malta af Undervisningsministeriet, og min chef gav omgående grønt lys. Så der var jeg fra den 26. til den 28. oktober sammen med en god kollega. Super spændende. 600 skolefolk fra 42 lande, som alle var mere end ivrige efter at samarbejde og vidensdele og netværke på tværs af kulturer og landegrænser og nationalsprog. Sikke en energiudladning. SÅ fedt at prøve. Og jeg var megatændt. Fik ganske vist ikke set en skid af Malta, men jeg nød da de 23 grader i slut oktober, hehe.


Familie

På familiekontoen blev 2017 desværre det skelsættende år, hvor jeg skulle miste den ene af mine forældre. 

Min far døde den 20. juni. Lige mens jeg sad hjemme hos en kollega til sommerafslutningsmiddag og netop havde trykket den sidste jomfruhummerhale ind. Lige der ringede telefonen i min lomme. Det var min mor. Med en dårlig nyhed. Crappy faktisk. Og det kan ikke anbefales at miste nogen, man holder af. For det er dælme hårdt. Og jeg kunne briste i gråd længe efter. Somme tider når jeg mindst ventede det. Godt, at min kæreste altid havde en varm og vandsugende skulder til mig, når det var værst.

Med fantastisk timing valgte min fars hjerte at stå af, nøjagtig 14 timer før min søn skulle til den afsluttende studentereksamen på HTX. Så hans store studenterdag blev mildt sagt en smule nedtonet. Det blev min mors fødselsdag også, for hun fyldte år samme dag, som min søn fik huen på.

Men hey, den gode nyhed er selvfølgelig, at sønnike BLEV student, og at han tilmed klarede sin sidste eksamen fint. Mod alle odds.

Det var også en god nyhed, at min niece valgte at gifte sig i 2017. Med en skøn mand. Et smukt par. Tjekket og smukt. Og et flot bryllup. Og stort. Men til gengæld afholdt på en helt fantastisk rådden dato. 

For dagen efter bryllupsfesten fyldte jeg 50. Og jeg havde tænkt at holde kalas. Og det hele var tæt på perfekt, fordi min runde dag faldt på en søndag. Men ... så blev min fødselsdag fandme skamskudt af et bryllup, der lige så godt kunne have ligget på et andet tidspunkt. Og jeg blev ked af det. For nu skulle en stor del af mine potentielle gæster jo til stor fest dagen forinden, og gider man så til fødselsdag? 

Jeg har stadig ikke holdt min fest. Og kald mig bare en sur og sippet tranlampe, men jeg har stadig ikke helt tilgivet min bror og svigerinde, at de ikke skred ind og fortalte min niece, at hun havde planlagt bryllup på en dum dag. But then again: Jeg er måske mere mærkedagesentimental end mange andre. Og det kan måske være svært at forstå, at jeg kunne blive ked af den slags.

Heldigvis er jeg forsynet med en hel flok superskønne allernærmeste, som trodsede træthed og tømmermænd og gjorde alt, hvad de kunne, for at give mig en god dag alligevel. Og det gjorde mig helt varm indeni.

Varm indeni blev jeg også, da jeg i slut august hjembragte ... to utrolig søde kattekillinger. Hilmer og Tove. Nååååååårrrh altså. Nuttethed i HØJ potens. Troede ellers ikke, jeg nogensinde skulle blive kattedame. For jeg har engang mistet et ufødt barn på grund af en kat. Jeg fik nemlig toxoplasmose, mens jeg var gravid. Og det er no go. Så jeg måtte af med barnet. Og har HADET katte helt fra dengang. Og indtil august. Men det er slut nu. Holder rigtig meget af mine nye babyer. Også selv om de kradser i min sofa og skider på mit gulv.

Crazy Cat Lady.


Job

Tjah, sådan et har jeg jo også. Sproglærer i folkeskolen. Ikke det vildeste job, der findes, men somme tider sker der da lidt. 

Som for eksempel da en kollega i foråret sagde, at han da godt lige kunne "ordne" mig, hvis han fik et kvarter. Klamme snotklat. Det var samme kollega, der uger forinden foreslog mig at slikke kagecreme af en tallerken med min "lille frække tunge". Føj for satan.

Og så er jeg sørme steget et helt løntrin. Dem findes der fire af. Nu er jeg på trin to. Jeg har lidt svært ved at forstå det offentlige lønsystem. Her belønnes anciennitet og KUN anciennitet. Hvad enten man er god eller dårlig til sit job. Til gengæld stopper løntrinnene efter kun fire styk = 12 år. Derefter er der ingen mulighed for avancement. Ud over den almindelige lønudvikling.

På elevfronten plejer jeg stadig mit image som stand-up-commedy-singer-dancer-sproglærer. Jeg er velsignet med "noget". Som åbenbart gør mig sjov. Og humor skal man fandme ikke underkende, når det gælder om at skabe gode relationer til andre. Og det gælder det faktisk om i mit job. Mest det. Og ja, det er sgu rigtigt. Det er selvfølgelig en fordel, hvis man også er fagligt velfunderet. Men den enkeltstående faktor, der betyder mest for læring, er gode relationer.

Jeg får lov at nørde med det internationale. Det var derfor, jeg var på Malta. For at blive klogere på internationalt skolesamarbejde og skabe et internationalt netværk. Det tænder mig i DEN grad. Lige nu arbejder jeg sammen med kolleger i Finland, England, Frankrig, Italien, Kroatien, Grækenland, Bosnien-Hercegovina og flere andre lande. SPANNEND!


Sundhed

Jeg har arbejdet lidt på den der fucking sundhed. 

Det bliver man sjovt nok lidt bevidst om, når en af ens nærmeste visner hen og dør. Efter at have mishandlet sig selv med smøger og alkohol og fysisk inaktivitet i årevis.

Så jeg er for eksempel holdt op med at drikke alkohol. Øh ... sådan da. Det vil sige, at jeg drikker alkohol fredag og lørdag. Men ikke de andre af ugens dage. Og det er ret stort. 

For det er utrolig nemt for mig at falde i den vane, at jeg da godt lige kan tage et glas rødvin under madlavningen. Det er sgudda så hyggeligt efter en lang dag. Og så også lige et til maden. Eller to. Også på hverdage. Pissedårlig vane. For inden man får set sig om, lander man jo på et ugentligt forbrug på en 20-25 genstande. Det er måske ikke direkte alkoholafhængigt, men det er fandme heller ikke sundt. 

Nu har jeg imidlertid fået en ny vane: at lade være. 

Det vil sige, HVIS jeg skulle få lyst til en enkelt pillerpaller i ugens løb, drikker jeg en Carlsberg Nordic. Den er alkoholfri. Og et udmærket alternativ. Prøv det. Hvis du også stille og roligt er landet i den forkerte vane.

En ekstra bonus er så, at man i langt højere grad nyder den øl eller det glas vin, man forkæler sig med i weekenden, når man ikke også har indtaget vin mange af de andre dage i ugen.

På kostfronten er jeg i 2017 begyndt at spise mere vegetarisk. En ikke ringe bedrift, når man i ligningen indkalkulerer, at jeg sådan set lægger hus til en 19-årig søn, der uden problemer kunne leve 100% animalsk. Såfremt man ikke medregner pomfritter og chips. Faktisk er vi i nogle uger oppe på hele TO vegetardage. Naturligvis ikke til udelt begejstring hos sønnike. But then: Hvem er det lige, der er chefen? Hehe.

Motion har jeg fandme også fået i det forgangne år. Jeg træner i fitnesscenteret på en institution for psykisk handicappede. Ikke fordi jeg regner mig selv som psykisk handicappet (men det er jeg måske ikke den rette til at udtale mig om, høhø), men fordi jeg som ansat ved en skole i den pågældende kommune kan træne for 100 kroner om måneden. En pris, der lige præcis falder i min smag. Og så er det så fantastisk uprætentiøst dernede. Me like! Øh ... måske lige med undtagelse af de gange, hvor min nøgne kvindekrop får selskab af mandlige beboere i omklædningsrummet.

Jeg har også vandret. En del. For det er en af mine store og ret så gratis glæder. Ud i naturen, det billige lort, med pulsen høj og panden våd af sved. Jeg har mest vandret med min kæreste, men jeg finder også fornøjelse i at gå derude alene. Fuck, hvor kan man tænke dybt i selskab med sig selv på vandretur. Det er jo terapi, folkens.

Endelig har jeg spist på McDonald's. 

Ikke at det i sig selv er noget at fremhæve. Og det er heller ikke et sted, jeg spiser særlig tit. Måske en gang hvert halve år.

Men denne gang var en mindeværdig oplevelse.

FOR ...

... på McDonald's har man nemlig fået sådan nogle selvbetjeningsskærme. Hvor man selv taster sin bestilling ind og så bagefter kan hente maden ved skranken.



SMART, mener man hos McDonald's selv. 

Dels skal dette nye tiltag angiveligt forkorte køtiden, OG dels skal det give kunderne et større udvalg.

Joachim Knudsen, der er administrerende direktør i McDonald's Danmark, udtaler tilmed, at McDonald's med de nye maskiner gør "McDonald's-oplevelsen mere personlig", som der står i EkstraBladet.

Hold kæft for en gang marketingpladder.

Hvis vi lige tager fat i den med køtiden, så har jeg den dybeste medfølelse med de sultne kunder, der stod EFTER mig i køen, for damn, hvor var jeg længe om at finde ud af at betjene lortet. De sultne stakler havde sgu allesammen fået rynker og indfaldne kinder, da jeg langt om længe med et lettelsens suk kunne afslutte min bestilling og overlade maskinen til dem.

Og hvis vi så tager fat i den med det større udvalg, så ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg så ingen produkter, som jeg ikke også havde kunnet bestille ved en skranke, tror jeg. Til gengæld kunne jeg ikke finde ud af at bestille mere end EN fucking pomfritsauce. Ville ellers godt have haft et par stykker. But so be it.

Og hvis vi så tager den med McDonald's-oplevelsen, der angiveligt skulle blive "mere personlig", SÅ BLIVER MAN ALTSÅ BETJENT AF EN FUCKING MASKINE. Der skal mere end en veludviklet virkelighedsforvrængning til for at kalde sådan en motherfucker personlig, tænker jeg.

Men intet af ovenstående er det værste. 

Det værste er hygiejnen. 

Pisseklam oplevelse, folkens. 

For der står man og fedter rundt på en skærm med sine måske ikke nyvaskede pølser. Og bidrager således til den bakteriesovs, som alle de ANDRE fucking kunder har efterladt på skærmen, inden man selv kom til.

Hvorpå man går op til skranken for at hente sin bestilling ...

... som man så sætter sig og spiser ...

... MED FINGRENE.

PIS altså. Det er så ulækkert, at jeg tror, jeg skal dø, ved tanken.


Kultur

Åh ja. Hvem kan leve uden?

JEG kan i hvert fald ikke. 

Kultur er føde for sjælen, og 2017 har budt på mange kulturelle oplevelser:

Foredrag med Peter Lund Madsen, koncert i Herning med John Mayer (og hold kæft, hvor er den grim, den der boks, men den er STOR, og nu kan jeg sige, at jeg har været der, tadaaah!), bøger (mest på tysk, men i efteråret har jeg forkælet mig selv med "Folkets skønhed" af Merete Pryds Helle, som skriver vældig godt), film (mest i Øst For Paradis, som er den mest fantastiske kunstbiograf i Århus, men også i mainstream-biografer - senest for at se Star Wars).

Parforhold

Well. Det er der stadig. Mit parforhold. 

Men jeg har lovet min kæreste ikke at skrive ret meget om hende her. For hun værner om sit privatliv og bryder sig ikke om at optræde i mine indlæg.

Det må jeg respektere.

Just so you know.

Men jo, jeg har også i 2017 været i et skønt, homoseksuelt forhold til min smukke kvinde, som jeg elsker højt.

Og hermed vil jeg så runde 2017 af. Jeg kunne sagtens skrive meget mere, men jeg tænker, du er ved at blive tør i øjnene af at læse.

Følger du med her på bloggen, vil du om føje tid kunne læse om mine fascinerende forudsigelser for det kommende år.

To be continued ...

Godt nytår til alle 💃