fredag den 17. maj 2019

Et kort besøg hjemme

Jamen. Så er jeg da hjemme igen 😊 Fra Berlin. 

Og jeg er træt!

Det bliver man af at passe andre menneskers 73 børn i fire dage i Berlin.

For det er godt nok nogle elever med en høj elskelighedsfaktor, jeg har, men damn, hvor er man PÅ som voksen i sådan et selskab. 

Og i særdeleshed som tysklærer. Så forventes det ligesom, at man påtager sig al vanskelig kommunikation. For man taler jo sproget. 

Og at man ved fucking ALT om Berlin og berlinerne og hvilken vej, der er den hurtigste til Kudam, og hvilken U-Bahn-billet der er den billigste. Og hvordan siger man: "Jeg har smadret et glas" til dem på vandrerhjemmet? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...? Og hvordan siger man ...?

Shit 😵😵😵

Men det har været SKØNT 💃💃💃

Vi har været i domkirken og på Alexanderplatz og ved East Side Gallery og på Olympia Stadion og ved jødesmindesmærket Jüdisches Denkmal og i stasifængslet Hohenschönhausen (tag ENDELIG derud, hvis du skal besøge Berlin - det er virkelig interessant) og i koncentrationslejren Sachsenhausen. Og vi har gået på Unter den Linden og under Brandenburger Tor. Og vi har været i Sony Center og forbi Siegessäule og Reichstag. Tror oven i købet, vi så en kortege med Mrs. Unfuckable Arse

Og så har eleverne naturligvis været i Dunkin' Donuts de første 20 gange OG på McDonald's, selv om fru lærer truede med at trække dem en karakter i tysk, hvis de gik på en international kæderestaurant i stedet for at prøve den fantastiske anderledeshed, man kan finde i den tyske hovedstad. Men cravingen efter masseproduceret fedt og salt er åbenbart stor.

En af mine damer. Altså en af de skønne lesbiske kvinder, jeg jævnligt korresponderer med på mail, Messenger og mit dating-site foreslog også, at jeg lige tjekkede homomiljøet i byen ud, når jeg var der. Det skulle efter sigende være ret godt.

Men det gjorde jeg nu ikke. Sammen med mændene i mit team drejede jeg selvfølgelig hovedet efter et par labre berlinerinder. Men ligefrem at sætte en rundtur i homomiljøet på programmet havde måske afstedkommet et par forældrereaktioner 😂😂😂 

Det må jeg have til gode til en anden gang.

Nå, men Berlin har SÅ vild en historie og kan byde på SÅ stor en mangfoldighed af mennesker og indtryk, at man tror, det er løgn. Så hvis du ikke har været der, må du hellere se at komme af sted!

Nu er jeg hjemme. Men kun for en ultrakort bemærkning. For om nøjagtig en time suser jeg til København.

Jeg tager min yngste søn, Barn 3, under armen og besøger min ældste søn, Barn 2, i weekenden.

Det bliver SÅ fint 💃

Barn 3 er sådan en beskeden fyr, som man lige skal huske på. Han er simpelt hen super sød og skarp og sjov og behagelig (og jeg udtrykker mig selvfølgelig helt objektivt her ... som mødre jo gør 😜). MEN han er ikke den, der kommer brasende ind og tager opmærksomheden. Det lader han sine søskende om. Og derfor kan han være let at overse.

Nu har jeg spurgt ham, om han vil med til København og have lidt mortid. Og det vil han gerne 😃

Vi skal jo som sagt besøge Barn 2. Han føler sig til gengæld lidt isoleret fra resten af familien, for han er jo den eneste af de fire søskende, der er rykket langt væk. Han synes, at der sker meget herhenne i Jylland, som han ikke er den del af. Øh ... hvad der jo faktisk også GØR.

Så det bliver Mutti og drengene. Og det bliver SKØNT.

Men jeg er jo træt, husker du. Og derfor har jeg travlt med at speedhvile. Mens vaskemaskinen kører så intenst, at man tror, den sprænger alle slanger.

Yes.

Så jeg har ganske simpelt ikke tid til at skrive mere nu. Ville ellers gerne have fortalt, at jeg i forgårs løb ind i en berlinsk lygtepæl, så den svajede. For øjnene af mine elever (fedt). For DET var en oplevelse, jeg ikke før havde haft i Berlin. Men den historie må du have til gode.

Jeg skal nemlig pakke.

Take care og hav en vidunderlig weekend 💜💜💜

søndag den 12. maj 2019

Berlin, here I come!

Wuhuuu 💃💃💃 (tre dansende damer).

Har sendt en sms til min chef. 

Ikke at det i sig selv er noget at juble voldsomt over. For det har jeg faktisk prøvet før. Uden de store jubelscener.

Men.

Jeg skrev for at melde mig klar til Berlin! 😄

Det er ellers længe siden, jeg har været så syg som i denne omgang. Og i så lang tid. For helvede altså.

Og jeg er endnu ikke på toppen. 

But close enough. 

Desuden har jeg stadig over et halvt døgn, før jeg stiger på bussen. Og jeg har et udvalg af stoffer til min rådighed, som jeg kan dope mig nogenlunde frisk med undervejs sydøstover, hehe.

Da jeg havde kontaktet chefen, gav jeg også lige besked til mit team (altså mine fire mænd + en kvindelig kollega, der har været så heldig at være en del af os i år). De har løbende spurgt bekymret ind til eminencens helbredstilstand.

And guess what:

Jeg har fået fem søde, glade sms'er retur. Fyldt med flag og klappende hænder og storsmilende emojis. 

Ahhh, det luner 💘🙏😍

Oplevede også noget totally feelgood i går. Som jeg vil dele, inden jeg skal i gang med at pakke.

Måske kan du huske Übermensch? Min kære og nære veninde, som jeg ikke måtte se for min kæreste (EKSkæreste altså). Hende har jeg tidligere fortalt om i et indlæg. Der sjovt nok hedder ... Übermensch 😉

Well, i går eftermiddags bankede det så pludselig på min dør. Men da jeg gik ud i gangen for at åbne, kunne jeg ikke se nogen stå udenfor. Det plejer man ellers at kunne, fordi den øverste tredjedel af min hoveddør består af en glasrude.

Hvad jeg derimod KUNNE se gennem glasruden, var en lille sølvpapirspakke med en påhæftet note. Og en damehånd med lakerede negle, som lod den lille pakke vandre frem og tilbage og hoppe op og ned som en dukke i et dukketeater. 

Jeg regnede hurtigt ud, at damehåndens ejerinde nok nærmest måtte ligge på knæ ude på min trappesten for sådan at kunne holde sig ude af syne, mens hendes pakke opførte sit lille dansestykke. Måske et lidt komisk arrangement at kigge på for eventuelle forbipasserende ude på fortovet.

Og jeg vidste da også med det samme, hvem det var, der lå derude:

Übermensch.

Åhh, haha 😂😂😂

Nå, men hun ville hverken kramme eller indenfor. Sjovt nok (jeg lignede lort og smittede helt sikkert). Faktisk ville hun bare ønske god bedring og aflevere den kage, hun havde bagt til mig.

Det kære lille væsen altså 😍

Og jeg fik det selvfølgelig omgående bedre. For jeg har jo kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene, når man viser mig sådan en hengivenhed.

Lucky me 💘

Nu skal jeg pakke, og vi høres først ved om nogle dage.

Take care 💜💜💜

lørdag den 11. maj 2019

Fra min lit de parade

Sådan ser det ud, når jeg kigger op fra min lit de parade:


Det er loftet i mit soveværelse.

Men selv om det er et okay pænt loft. Så giver det mig ikke de store, skelsættende oplevelser at kigge op på det. Det skulle da lige være, hvis der lå en lækker kvinde oven på mig. Og så er det jo nok ligesom ikke loftet, der giver mig oplevelsen. Og formentlig heller ikke det, jeg kigger mest på.

Nå, men nu har jeg kort fortalt nærstuderet det idiotiske loft i dagevis. Uden at føle mig særlig godt underholdt.

Og bedre bliver det fandme da ikke af at kigge til siden:


Der ligger mit "kit" på min nathylde. Det er jo fucking deprimerende altså.

Øh ... har jeg for resten fortalt, at jeg ikke bryder mig specielt meget om at ligge syg? 

Eneste formildende omstændighed er, at fire dages feber nu er blevet afløst af snot. Ganske vist i mængder, der gør Niagara Falls til skamme. Men trods alt bedre end feber 👍

Og godt, at der findes kemikalier, man kan sprøjte ind i kraniet, som kan bremse de klamme tsunamier lidt.

Og eneste anden formildende omstændighed (det giver ingen mening at skrive "eneste omstændighed" to gange, I know, men jeg har heldigvis kreativ frihed 😉) er den varme, der strømmer imod mig mange steder fra 💘 

Jeg får sms'er, mail, chatbeskeder, opringninger og kommentarer på Facebook. Allesammen fra mennesker, som vil mig det godt, og MANGE af dem fra kolleger og elever, som HÅBER, jeg bliver frisk til at tage med til Berlin.

Noget må jeg have gjort rigtigt med SÅ meget hengivenhed 😄

Nå, men jeg har jo haft masser af tid til at reflektere. Eller ... jeg har faktisk brugt rigtig meget tid på at skrive med forskellige damer, hehe. Men LIDT tid har jeg også brugt på refleksion.

Jeg har reflekteret over, hvor jeg mon skal sætte mit kryds til folketingsvalget.

Og det bliver et banebrydende valg for mig.

Se, jeg har jo altid stemt blåt. Fordi det ligesom passede til min livssituation. 

Min far var således virksomhedsejer og direktør, så det gav jo næsten sig selv, at mit barndomshjem var blåt. "Hellere død end rød", stod der på en af min brors plakater.

Så flyttede jeg hjemmefra og giftede jeg mig med the person formerly known as Lucifer. Som tjener røvmange penge. Flyttede ind i en svinsk stor velhavervilla. Og etablerede mit eget lille firma. Stadig blå vilkår altså.

MEN.

Så "blev" jeg sørme lesbisk. Gik fra the person formerly blablabla ... Flyttede i lejlighed i ludergaden. Og uddannede mig til lærer.

Og hov!

Nu var min situation en anden.

Så til kommunalvalget sidste gang vovede jeg det helt store og førhen utænkelige spring: 

Jeg stemte på en SOCIALDEMOKRAT 😱😱😱

Og opdagede, at jeg hverken fik byldepest af det. Eller blev slået til jorden af en tordenkile. 

Nu skal jeg snart stemme igen. Til et folketingsvalg. Og jeg har været helt i vildrede. For jeg kan godt mærke, at min blå fortid stadig har et par tentakler viklet ind i mit hår. Men det PASSER bare ligesom ikke til mit liv.

Socialdemokratiet så? Blødt rødt?

Njah. Jeg synes jo, at Socialdemokratiet førte en totalt blå politik, sidste gang de stod ved roret. Og så kan det jo være lige meget. Så kan jeg lige så godt stemme på Løkke.

Paludan kommer nok ikke lige på tale. 

Om end man skal tage ham alvorligt. 

Eller rettere sagt: Man skal tage det alvorligt, at sådan en spandfuld undermedicineret kneppeaffald (for nu at bruge et udtryk, han sikkert selv ville have brugt) virkelig kan samle stemmer nok til at komme i Folketinget. For så er der eddermame noget galt. 

Så er der nogle politikere, der har sovet i timen og ikke har fået taget hånd om indvandrerproblematikkerne. Det MÅ for fanden da være muligt at leve fredeligt sammen, tænker jeg.

Nå, men jeg anede faktisk ikke mine levende råd, for jeg har jo stadig den overbevisning, at det er min fucking PLIGT at stemme. Så krydset SKAL sættes. Men hvor?

Det ved jeg nu 😄

For mens jeg lå der og iagttog loftet over min seng, gik det op for mig, at der er ET problem, som overskygger alle andre. Som faktisk ligegyldiggør (er der noget, der hedder sådan?) alt andet. ALT. Andet.

Og det er den klima- og ressourcekatastrofe, vi alle sammen i årevis har været på vej imod. 

Fordi vi opfører os ufornuftigt. Vi producerer ufornuftigt, vi forbruger for meget, vi forbruger uhensigtsmæssigt. Vi har kort sagt en masse vaner, som er stærkt skadelige for jordkloden. Som den kloge professor Steen Hildebrandt siger.

Jeg tror, han har ret. Og jeg mener virkelig, at alt andet kan være ligegyldigt, hvis vi ikke har en klode, der er beboelig.

Hildebrandt har et citat i en af sine bøger: "Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen."

Den lader jeg lige hænge lidt.

...

...


Nå, men jeg satte mig for at finde ud af, hvilke partier der mon har den grønneste politik. 

Det var nemt nok. For i følge DTU står de fleste partier næsten lige på CO2-udledning. Men to skiller sig åbenbart ud: Enhedslisten og Alternativet.

Og med mulighederne således indsnævret blev det en nem beslutning for mig. Alternativet fremstår nemlig som nogle amatørklaphatte.

Så jeg stemmer på:

Enhedslisten.

Ja, ja, jeg ved godt, at nogle af deres politikker er komplet gak, men nu er det ikke "nogle af deres politikker", det kommer an på for mig. For dem får de jo alligevel aldrig gennemført. Men hvis de kan sætte mere klima på dagsordenen, så er det super.

Og jeg må hermed konstatere, at de blå tentakler langsomt slipper grebet.

Nu vil jeg takke af for i dag. Jeg skal skrive til en dame 😉

Take care og vi høres ved 💘💘💘

fredag den 10. maj 2019

Hate it when that happens!

Jeg må være ærlig: 

Jeg bliver sgu lidt stram. 

Ikke i kussen. (Er jeg den eneste, der bliver bombarderet med opslag fra nogle, der kalder sig Partiet Stram Kus, på Facebook?)

Men i betrækket. Hver gang jeg står på tærsklen til at skulle til Berlin og så lægger mig med influenza få dage før.

Det sker heldigvis ikke så tit. Øh ... faktisk er det ikke sket før. Men det er det altså nu.

Fuck.

Begyndte at føle mig utilpas mandag aften. Tog selvfølgelig alligevel på job tirsdag. OG onsdag. Stupid me! Jeg har SÅ svært ved at respektere, når min idiotiske krop fortæller mig, at jeg skal blive i sengen.

Men onsdag måtte jeg altså kapitulere. Tog hjem fra arbejde, lige så snart jeg var færdig med at undervise. Og har ligget på lit de parade siden.

Med feber. Og muskelømhed. Og hovedpine. Og hoste. Og materialetræthed. Og ledsmerter. 

Har ikke været ved lægen. Men det lugter altså lidt af influenza, tænker jeg.

Jeg fristes til at sige øv.

For på mandag klokken syv afgår nemlig min bus. Mod Berlin. Jeg skal af sted med mit team og mine elever. Vi glæder os allesammen helt vildt, og vi har brugt megalang tid på at forberede turen. 

Og så er det sgudda en dårlig strategi at gå ned med influenza.

Havde faktisk tænkt mig at møde på job i dag. For i går aftes gik det okay. Ikke godt. Men okay. (Havde selvfølgelig også dopet mig med Panodil, som virker febernedsættende, så det er måske logisk nok.)

Det var nemlig vigtigt for mig at bevise over for alle, inklusive mig selv, at jeg er frisk nok til rejsen. Jeg tænkte, at min chef jo nødig skal begynde at få smarte idéer om at sende en anden med i mit sted.

Men ... så vågnede jeg i morges (og heldigvis for det 😉). Og det var totally no go bare så meget som at overveje at tage på arbejde.

Pis.

Har tilmed måttet lægge mig fladt ned (som om jeg ikke ligger ret fladt ned i forvejen) og ringe til chefen for at bede ham om at udtænke en plan B, hvis jeg ikke bliver klar. 

Nu har vi givet mig en frist til søndag formiddag. På det tidspunkt skal jeg give chefen en melding, og hvis jeg ikke er på benene, så ... Gys 😱

So keep 'em crossed, folkens! Jeg vil virkelig gerne med til Berlin.

torsdag den 9. maj 2019

Om at gøre vigtige indtryk

Det skal man jo en gang imellem. 

På dates. Til jobsamtaler. Som lærer til forældremøder. Når man møder svigerfamilien for første gang.

Eller.

Som i lørdags: 

Yngstedatteren har længe ønsket sig at blive udvekslingsstudent. Måske påvirket en kende af Mutti. 

Jeg var selv udvekslingsstudent i USA, hvor jeg gik på high school i et år. Fantastisk år 😄 Faktisk nok det mest betydningsfulde af mine teenageår, tænker jeg.

Og nu vil Barn 4 altså gerne af sted.

Hun får selvfølgelig fuld opbakning herfra. 

Eller FIK. 

Indtil Mutti så prisen.

Pis mig i øret, mand!

Det koster jo fucking 100.000 gode, danske kroner eller mere at sende et barn et år til USA! 😱😱😱 

Og det er stort set ligegyldigt, om man bruger Youth for Understanding, EF Sprogrejser eller American Field Service.

På en lærerløn?!

Damn.

Jojo, the person formerly known as Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) ville selvfølgelig give et tilskud. Men alligevel.

Jeg kunne se skuffelsen i barnets blik, da jeg sagde, at det nok blev lidt for dyrt. Og mærke et stik i hjertet. 

Og endnu et stik, da englebassen senere selv gik på nettet for at undersøge alternative muligheder og vendte tilbage med en forsigtig forespørgsel: om det mon så var muligt at komme til Østrig? For det kostede kun 50.

Hvor er hun sød. Og nøjsom 💘

For, undskyld Østrig, men jeg ved sgudda udmærket, at Østrig i yngstedatterens optik bare ikke har samme X-factor som USA. Eller andre fjerne lande.

Og så har hun jo allerede været der de første 10.000 gange. På ski- og cykelferier.

So what to do? What to fucking DO?!

Jo.

Man søger selvfølgelig videre på nettet efter flere alternativer og finder ... Rotary.

44.000. 

Uanset om man vil til Brasilien eller Japan eller Sydafrika eller USA eller et af de mange andre spændende, fjerntliggende lande. Og dermed altså NOGET mere håndterbart end "tilbuddene" fra de øvrige organisationer.

One problem though: Den unge er ikke sikker på at komme til det land, der står øverst på ønskesedlen. Og heller ikke på overhovedet at komme af sted. For det kræver en kilometerlang ansøgning og en personlig godkendelsessamtale med hele fire repræsentanter fra Rotary.

Og ... øh ... one more problem: Man (altså Mutti) skal SELV have udvekslingsstudenter boende. I et år. Tre stk. En ad gangen ganske vist, men alligevel.

Fuck. Ikke lige min våde drøm. Et helt år! Med skiftende fremmede under mit tag.

Og jeg, som ELSKER at kunne være mig selv i de få timer i døgnet, hvor jeg har mulighed for det.

Oh dear 😲

Nå. Men. For yngstebarnets skyld vil jeg gøre det. Og så håber jeg fandme, hun ved, at jeg elsker hende.

Som værtsfamilie for udvekslingsstudenter skal man godkendes. Rotary står jo ligesom inde for, at man leverer et ordentligt "produkt" til de unge mennesker, der kommer på besøg.

Og det er så her, det bliver interessant.

For i lørdags klokken 09.00 skulle jeg mødes med en repræsentant for Rotary. For at høre lidt om deres udvekslingsprogram. Og jeg tænker også, at Rotary-manden lige ville danne sig et indtryk af familien.

Mødet skulle foregå hjemme hos the person formerly known as Lucifer. For yngstedatteren var hos ham i den weekend.

Right.

Nu var det så, at jeg i fredags tilfældigvis var til kalas med nogle kolleger i Aarhus. Det har jeg skrevet om her.

Pyha.

Jeg havde jo fucking PLANLAGT at tage med toget hjem fredag aften. Netop fordi jeg gerne ville være fit for fight til mødet lørdag morgen. 

So what on earth possessed me?!!! 😵😵😵 Stupid me.

For så skal jeg sgudda ikke drikke snaps! Og overnatte på sofaen hos min kollega. Og stå op med sindsyge tømmermænd. Og tage et tog, der går så sent, at jeg ikke kan nå hjem til mig selv inden mødet.

Teenager igen.

KUNNE det måske have været rart lige at få børstet tænder? Og få justeret morgenhåret lidt? Og iføre mig nogle tekstiler, som jeg ikke havde sovet i om natten OG haft på hele den foregående dag? Eventuelt tage et bad?

Tjoh. Det kan man selvfølgelig anføre.

Men øh ... sådan blev det så ikke.

Pis.

Men godt, at the person ... også var til stede. HAN fremstod i det mindste nogenlunde klar i hjernen. Og tilmed soigneret.

Nå, men vi fik afsluttet mødet, og selv om jeg på ingen måde kan tage nogen som helst ære for det, gik det vist okay.

Tror dog ikke, at det forbigik Rotary-mandens opmærksomhed, at jeg havde været til fest.

For jeg kender ham perifert. Er Facebook-ven med ham, fordi vi har haft sønner i samme klasse, så vi har, for snart en del år siden, mødtes til forældremøder og klassearrangementer.

Og da jeg senere samme dag lagde et opslag på Facebook, hvor jeg skrev, at jeg havde været til en gabende kedelig kollegaaften, lød hans bemærkning i kommentarfeltet:

"Ja, det var tydeligt i morges, at det havde været megakedeligt i går 😉"

Hmm. Selv om jeg havde gjort et ihærdigt forsøg, havde jeg tydeligvis ikke haft held til at skjule nationens sande tilstand.

Jeg måtte således lægge mig fladt ned og svare:

"Oh dear. Jeg ville have givet meget for, at det ikke lige var i morges, vi skulle mødes, haha 😂😂😂 Godt, at du kendte mig i forvejen og ved, at jeg er helt normal 😝"

Så fik jeg lige reddet DEN 😉

tirsdag den 7. maj 2019

Tak til Ducky :-)

Jeps. Tak, Ducky 😄

Nu tænker den opmærksomme læser: 
  1. Hvem dælen er Ducky?
  2. Og hvad HAR denne Ducky mon gjort af gode ting?
Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg sgu ikke huske, om jeg har fortalt om Ducky før. 

Så det gør jeg nu.

Ducky (som ikke hedder Ducky, men hvis rigtige navn ER redaktionen bekendt) er en skøn kvinde, som, i lighed med dig, kan finde på at svinge forbi Dropsene og læse med 🙏🙏🙏 

Jeg er ikke sikker på, i HVOR mange år Ducky lige har læst med, men det må næsten være helt fra begyndelsen i 2013, tænker jeg.

Somme tider kan blogging udvikle sig til lidt mere end bare envejskommunikation. Som i for eksempel Duckys tilfælde.

For jeg har nemlig drukket latte med Ducky. På en café i Aarhus. Hun skrev en mail og foreslog et møde. Bare fordi det kunne være sjovt. Og jeg takkede ja 😄

Så jeg ved, at Ducky er virkelig klog. Det fornemmer jeg også, at mine andre læsere er. Men med Ducky VED jeg det altså.

Og når Ducky siger noget, så lytter jeg selvfølgelig 😉

Det er ikke så lang tid siden, Ducky sagde noget.

Det gjorde hun som reaktion på dette indlæg.

For der skrev jeg nemlig, at jeg havde tænkt mig at droppe et foredrag, som jeg ellers havde købt billet til. Med en dame, som hedder Birgitte Possing, og som har skrevet denne bog:



En pissegod og velskrevet og læseværdig bog. Som du kan læse om her. Så har du endnu ikke købt eller lånt den, må du hellere sætte i gang.

Men jeg var i færd med at fjerne en person fra mit liv, og da det var denne person, der havde givet mig tippet om foredraget, ja, så kunne jeg naturligvis ikke tage af sted.

Godt og rationelt tænkt 😉

Det syntes Ducky imidlertid ikke. For Ducky HAVDE været til foredrag med damen og vidste, hvad jeg ville gå glip af. 

Og ... nu har jeg jo fortalt, at Ducky er klog. Så hun skrev selvfølgelig, om jeg så ikke kunne tage af sted på DUCKYS opfordring.

Og det kunne jeg selvfølgelig godt, haha 😂

Derfor var jeg til foredrag i går aftes. Og det var helt forrygende interessant 💃💃💃

Så tak til Ducky 🙏

Ikke mere nu. Jeg er småsyg og vil lade sofaen springe på mig.

Take care 💜💜💜

lørdag den 4. maj 2019

Mest om kollegakalas

Slap i betrækket. 

Det er egentlig meget beskrivende for dagen i dag. For jeg har fandme haft tømmermænd.

Åh, haha. 

Det er godt nok sjældent, det sker. Men. Jeg vågnede op på en sofa i Aarhus i morges. Med den ondeste hovedpine. I det tøj, jeg havde haft på i går. Dertil en umiskendelig smag af gnu i munden. Og en vis trang til Pamol. Og cola.

Fuck altså. Jeg skulle jo for helvede have været med toget hjem i går aftes. Teenager igen 😂

Var til kalas hos en kollega. Med mine fire mænd. Fra mit team. Plus det "løse" i form af de kolleger, der underviser på vores årgang, men ikke er en del af det primære team. Så vi var otte.

Pissehyggeligt. Jeg ELSKER mine kolleger 💘💘💘

Lars havde skudt et par dyr. Et rådyr og en kronhjort. Og havde taget et par umanerlig lækre udskæringer med. Og Kristian har gået på kokkeskole, før han blev lærer, så han kan finde rundt i et køkken og tilberede ting til tæt på perfektion.

Nammenam 😋

Jeg kom med øl og vin og snacks og værtindegave til Kristian. (En flaske gin til fucking 400 kroner, og det var tilmed halv pris. Håber fandme, han kan lide gin 😂) Det er så ukompliceret et bidrag til en fest, at det passer godt til mig.

Rasmus havde medbragt en flaske hjemmelavet snaps. (Tror det var her, det gik galt for mig, for jeg kan simpelt hen ikke tåle det lort.) Den var lavet på Lars' nødder, som har ligget og givet smag i månedsvis, og som naturligvis gav inspiration til ret mange funny remarks 😂

Ganske vist valnødder, men med den konkretisering tager man jo ligesom gassen af joken.

Og så var der Nanna. 

HENDE vil jeg nødig undvære som kollega. Hold kæft, hun er unik 💃💃💃 Hun siger, hvad der falder hende ind, og har for vane at stille ret nærgående spørgsmål. Men det er, som om det ikke gør noget, når det er hende, der stiller dem. Sidste gang fik hun de fleste af mændene til at sige, at på en skala fra 1 til 3, lå de nok på en 2'er i forhold til at føle sig tiltrukket af andre mænd.

Haha, det tror jeg altså ikke på, men Nanna KAN nogle ting 😊

I går fortalte hun historien om en mand, hun kender, som har udtalt, at hvis hans etårige søn bliver bøsse, så har han selv fejlet i sin opdragelse.

Wow! 

Sikke da noget gedigent pis at lukke ud. 

For det første må der være noget, han helt har misforstået, når han sådan tror, han kan opdrage sit barn til en bestemt seksualitet. Og for det andet må han jo tydeligvis være en intolerant idiot med så fuldkommen arkaisk en attitude.

Havde jo egentlig tænkt mig at tage toget hjem klokken 23.20. For jeg havde aftalt et møde i morges klokken 9 med en mand fra Rotary, som skulle fortælle lidt om Rotarys udvekslingsprogram, fordi yngstedatteren gerne vil et år til udlandet. Og jeg ville egentlig gerne være nogenlunde fit for fight, når jeg skulle mødes med manden.

MEN. 

Da jeg så i går aftes stod i døren med overtøjet på og ville sige farvel for at begive mig mod banegården, kom kollegerne allesammen farende og hjalp hinanden med at give mig krammere og kindkys. OG i øvrigt fjerne min rygsæk og tage mit overtøj AF mig igen.

Det var da et signal, der var til at forstå.

Så det endte med, at jeg skrottede tanken om togtur og tog imod et tilbud om overnatning.

Det er LANG tid siden, jeg har været så meget til fest, at jeg er vågnet op på en sofa næste dag. 

Ved sgudda heller ikke, hvad Rotary-manden må have tænkt, da han så mit krøllede tøj og mine fugtige, rødsprængte øjne og lugtede gnuen i min ånde i morges.

Åh, for helvede en entré, jeg lige fik gjort der 😂 Gik jo direkte UD AF toget og IND TIL vores møde og var faktisk alt andet end fit for fight.

Nå, men beretningen om DET møde må du få på et andet tidspunkt, allerkæreste læser. For jeg skal have smidt en ordentlig motherfucker af en ribeye på panden. Dertil fritter og bearnaise. Fedt og salt er godt på en dag som i dag, nammenam 😋

I morgen skriver jeg ikke.

Jeg skal til konfirmation.

Take care 💘💘💘

torsdag den 2. maj 2019

Det er snart en føljeton

Nåda.

I går skrev jeg ellers, at jeg ikke ville få tid til at skrive i dag. Og så gør jeg det alligevel. Nu ved du så, hvor troværdig jeg er 😂😂😂

Her kommer sidste, dugfriske nyt i dating-gate:

Den unge dame bliver ved med at skrive. Det gjorde hun i hvert fald indtil i eftermiddags.

Hold op, jeg må være lækker. Hehe 😎

Forklaring:

Jeg har i et par indlæg fortalt, at jeg føler mig smigret. Fordi jeg har en profil på et homodating-site og her har fået indtil flere henvendelser fra den samme unge skønhed. På 24.

Jeg har været lidt lunken i min respons. Fordi jeg tænker, at 24 er ret grænseoverskridende for en gammel eminence som mig. På 51. Også selv om jeg er lækker 😉

Så jeg har mest brugt damens henvendelser til at skabe lidt street credit i min flok af mænd (læs: mine fire nærmeste kolleger, som fortrinsvis er ungersvende, red.). Og det VIRKER fandme. De betragter mig for tiden med temmelig beundrende blikke.

MEN.

Jeg må tilstå, at jeg HAR været forbi hendes profil et par gange. Bare for at kigge. For hun SER altså ret godt ud, og hun pirrer min nysgerrighed lidt.

Desuden føles det selvfølgelig forbudt, hvilket ikke gør det mindre interessant 😂

Og hver gang jeg slår ind omkring damens profil, skriver hun til mig, at jeg da vist alligevel ikke er helt uinteresseret. Ledsaget af et smil.

Fuck.

I dag lokkede hun mig til venskab på Facebook. For så kunne vi pludre lidt derinde. Helt uforpligtende selvfølgelig.

Damn.

Jeg HAR ellers bedt til Gud om styrke til at lade damen ligge. Og det var Guds store chance. For jeg tror jo ikke på ham, men hvis han nu havde hørt efter, ville jeg måske overveje at begynde.

No such luck though. 

Så jeg blev Facebook-ven med damen.

Som jeg imidlertid hurtigt unfriendede igen. Beslutsomhed er ikke en af mine stærke sider.

Men helt ærligt. Det er fandme en mærkelig profil, hun har. Der ligger ikke andre billeder end profil- og coverbilleder, som ligner noget, der er taget af en professionel fotograf.

Hun har ingen venner, som man må se (men det er selvfølgelig en indstilling, man bare kan vælge at bruge, og det kan der være alle mulige grunde til).

Hun har næsten ingen opslag, og de få, der er, har højst fået to likes.

Og der er INGEN oplysninger om hendes fortid. Eller hendes nutid for den sags skyld.

Når man studerer hendes profil, er det, som om  hun kun har eksisteret i ganske få måneder.

Så øh ... ingen baggrunds- eller kontaktinfo, ingen statements, næsten ingen billeder, ingen kommentarer til hendes opslag, ingen likes, ingen begivenheder, ingen grupper.

Ikke noget som helst personligt faktisk.

Så det er så tæt på creepy, som det næsten kan komme.

En af mine kolleger mente i dag, at ungmøen må være gak, når hun sådan lægger an på mig. Og jeg var tæt på at kaste en fatwa over ham, den lille slambert. Thanks a lot!

Men jeg må tilstå, at jeg bliver mere og mere tilbøjelig til at give ham ret. Eller ... måske ikke ligefrem gak. Men hun begynder at fremstå lidt fake. Hvad hun ellers afviser i en messengerbesked, hvor hun bedyrer, at hun sandelig er harmløs, sød og fræk.

Yeah, right. 

Men set i bagklogskabens klare lys burde jeg måske være stoppet op, allerede da jeg så, at hun på dating-sitet kalder sig Medusa. For det kan sgudda ikke betyde noget godt.

Og jeg skal simpelt hen lade være med at være så fucking naiv.

Bum.

Nu skal jeg til kor.

Take care 💜💜💜

onsdag den 1. maj 2019

Om ... øh ... tjah ...

Hmmm. 

Det er sgu lidt svært at finde en samlebetegnelse for dette indlæg. Sådan som jeg lige nu tænker, det kommer til at se ud i hvert fald.

For dels vil jeg gerne fortælle om nogle moralske overvejelser, der faldt ud til en bestemt side.

Og dels har jeg lyst til at skrive lidt om mit unge dating-prospect.

Og måske lidt om jobbet.

Og en lille smule om den tilstundende weekend.

Altså ikke særlig struktureret. Og absolut uden rød tråd. Sådan lidt ligesom partivarerne i Netto. Hvor karryketchup sagtens kan stå mellem gummistøvler og økologiske hygiejnebind.

Right. Men det er selvfølgelig MIN blog, så jeg kan gøre, hvad jeg vil.

Eller ... øh ... det kan jeg så ikke rigtig alligevel. Jeg kan for eksempel IKKE skrive et indlæg som det, jeg skrev i går.

For i går skrev jeg om et pænt stort tabu: forskelsbehandling af egne familiemedlemmer. 

Jeg skrev om en person, som er røvdårlig til at skjule, at hun bedre kan lide nogle medlemmer af sin familie end andre. Og jeg skrev indlægget, fordi den slags er noget, som gør ret dybt indtryk på mig. Og fordi jeg ønskede at fremkalde refleksion over emnet hos mine læsere.

MEN.

Jeg udleverede jo samtidig hovedpersonen i mit indlæg. Det kunne jeg faktisk ikke være bekendt. Og i dag har jeg altså haft så ondt i moralen, at jeg har fjernet indlægget igen.

Så hvis du var hurtig, nåede du at læse det. Og hvis ikke, så opsummerer jeg lige min pointe her:

LAD NU FOR HELVEDE VÆRE MED AT GØRE FORSKEL PÅ DINE NÆRMESTE FAMILIEMEDLEMMER.

Bum.

Og hermed videre til mit dating-prospect (slight change of subject 😉).

Måske husker du, at jeg somme tider færdes på et dating-site, der hedder boyfriend. (Det hedder det altså, selv om det for en kvinde er pisse irriterende at måtte oprette en profil på et site ved det navn. Og det stikker ærlig talt lidt til feministen i mig, for kunne man så da for fanden ikke finde en neutral betegnelse? Hrmpf!)

Nå, men der har jeg altså fået nogle beskeder fra en ung skønhed. På fucking 24! Hun vil gerne mødes.

Jeg har indtil videre takket pænt nej. Under henvisning til, at det ville være lidt grænseoverskridende, da jeg jo har en DATTER, som er ældre end det.

Hvortil damen har svaret, at "grænseoverskridende" jo er en måde at opleve noget nyt på.

Haha 😂 Det har hun selvfølgelig ret i.

Nå, men min datter på 25 kan godt finde på at spørge ind til Muttis datingliv. Vi har et ret åbent og ærligt forhold til hinanden 😊

Det gjorde hun således i lørdags.

Og selv om hun er en temmelig frisk ung kvinde, tror jeg nok, jeg fik udfordret hende lidt, da jeg sagde:

"Jamen, hvad ville du sige til at få en papmor, der tilfældigvis er et år yngre end ... DIG?"

Oh dear 😂 Den blotte tanke er jo virkelig ... øh ... "anderledes" 😱

På jobbet kan jeg imidlertid godt sole mig lidt i henvendelserne fra ungmøen. Jeg er jo i team med fire mænd. MINE mænd.

Og i går KUNNE jeg ikke modstå fristelsen til at vise dem et billede af damen. 

HA!

Street credit i tårnhøj potens. Og hold kæft for nogle anerkendende blikke, jeg fik der.

Der er kort fortalt ikke én af mine teamkolleger, der oprigtigt mener, jeg skulle takke nej 😂😂😂 De mener faktisk, jeg er GODT dum, hvis jeg sidder chancen overhørig.

Oh my god altså. Er det sådan en mandeting? At det er okay at date SÅ ungt?

Nå. 

Men det har selvfølgelig fået konsekvenser at vise dem det billede. For den unge dame in question kan jo se, jeg har besøgt hendes profil. Hvilket omgående har afstedkommet endnu en besked:

"Blev du lidt fristet alligevel? Smiler"

Fuck!

For det værste er jo, at jeg i virkeligheden ER lidt fristet. Men det må for helvede ikke ske, frue!

Og hvis jeg ellers troede på en gud, var det nok her, jeg ville skrive "Lord, give me strength!"

Jeg skynder mig videre til næste emne, som heldigvis er mere harmløst:

Den tilstundende weekend.

For shit, hvor tiden bare flyver. Af sted i overlydsfart som BMW'erne på E45, og det er snart weekend igen.

Jeg skriver nok egentlig mest om weekenden, fordi jeg ikke får tid til at skrive de næste par dage.

I morgen kommer jeg lidt småsent hjem fra job og skal til kor om aftenen. Og i overmorgen skal jeg til kollegakalas direkte efter arbejde.

Det er ikke med hele skolen, det der på fredag. Men med mine fire mænd. Og det løse. I form af fire andre kolleger, som jeg kender godt og arbejder nært sammen med.

Jeg glæder mig rigtig meget 💃 For det er sådan nogle fine mennesker. Kloge og sjove og inkluderende. Man føler sig super velkommen i deres selskab 😍😍😍

Tænker, jeg tager toget på job på fredag. For det plejer at ende med lækker mad og god rødvin i rigelige mængder.

Lørdag morgen klokken ni har jeg til gengæld et møde.

Fedt.

Nå, men jeg skal have min spanske tortilla ud af ovnen.

Take care, og måske høres vi ved på lørdag 💜💜💜