lørdag den 9. november 2019

Nåda ...

... så fandt man lige en bette stund. 

Dem har der ellers ikke været mange af. 

Eller ... øh ... stunder har der sådan set været lige så mange af, som der plejer. Men LEDIGE stunder har dælme været i restordre.

Pyh.

Nå, men NU sidder jeg i køkkenet hjemme i forstadsvillaen med en dejlig kop hjemmerørt pulverkaffe og har pludselig fået tid.

Primært fordi min kæreste ...

Fangede du den? Hehe 😉

Jeg skriver det lige igen, just in case:

... min KÆRESTE ...

Got it now? 

Sådan en har jeg nemlig lige fået 👭💖🎉 Woop, woop!

... desværre måtte opgive at drage til det jyske for at besøge sin gudinde (= mig 😋) i denne weekend, da hun har fået en røvirriterende virus med feber og snot i hele kraniet.

Hun havde ellers booket plads på Kombardoekspressen i går aftes (en lille smule imod sin vilje, fordi hun synes, at Kombardo laver sådan nogle idiotiske reklamer, og dermed bør man selvfølgelig KUN bruge dem, hvis Flixbus ikke kan tilbyde et afrejsetidspunkt, der passer i kalenderen 😂😂😂). Men ekspressen måtte altså af sted uden min udkårne.

Hvilket betyder, at alle planer for denne weekend er wiped out.

Eller ... ikke alle. 

For i morgen formiddag skulle englebassen have været præsenteret for Barn 1 og 3 over en, formentlig ikke særlig sundhedsfremmende, men til gengæld sikkert velsmagende, brunch. 

Barn 2 blev hun præsenteret for i sidste weekend. I København (eller Vanløse, om du vil). Over en, formentlig ikke særlig ... blablabla ... brunch. For Barn 2 bor og studerer jo i København (eller Lyngby, om du vil, men for en jyde går alting øst for Storebælt under samlebetegnelsen København 😂).

Og Barn 4 bor jo hos mig i forstadsvillaen, så hende ville hun have mødt i går aftes.

Med brunchen i morgen formiddag ville kæresten således have været hele turen rundt. For så har jeg faktisk ikke flere børn at møde.

Sådan bliver det dog ikke. 

Det vil sige, brunchkonceptet holder vi fast i, for nu havde vi jo skruet forventningerne op til et guddommeligt kolesterol og kalorieindtag. Men den seneste tilføjelse til min personportefølje må vi altså undvære ved morgendagens familiesammenkomst. 

Medmindre vi tager hende med på en Skype-forbindelse. Så kan hun sidde der på en skærm ved den ene bordende og konversere Barn 1, 3 og 4, mens vi spiser 😂

Nå, men som du sikkert kan fornemme, kære bloglæser, så er en del af min tid på det seneste gået med at kurtisere denne skønne københavnerinde. 

Som jeg, fuldkommen klichéagtigt, har truffet på nettet. På det der unævnelige dating-site, Boyfriend. Som jeg ved tidligere lejligheder har kastet små fatwaer over her på bloggen, fordi de ikke kan være bekendt, at kvindefascinerede kvinder skal mødes på et sted, der hedder sådan.

Hrmpf! 😡

Nå, men intet kan heldigvis spolere glæden over, at jeg altså nu har fundet en skøn kvinde, som er super sød og kærlig og sjov og lattermild og positiv og empatisk og romantisk og god til både at fortælle og lytte og spørge ind. 

Og så er hun for resten megaforelsket. I MIG 💘

Så hun har fyldt en del.

Nå ja, og så har jeg også været en lille tur Down Under. By the way. 

Den tur kan jeg skrive mange blogindlæg om. Det bliver bare ikke i dag. For jeg skal nå på lossepladsen inden 16.

Men her er et par teasere:


























Ikke mere nu.

Take care 💜💜💜


lørdag den 28. september 2019

Farvel

Nå da. Du er sikkert overrasket over at høre fra mig 😂

For det er satme lang tid siden, jeg sidst har skrevet.

Men her er jeg igen. I hvert fald for en lillebitte stund.

Jeg har ikke skrevet i lang tid, fordi ...

... jeg er blevet meget optaget af en dame. Som i forelsket faktisk. Og hun fylder en del. For denne gang er det tilmed en dame, som synes, jeg er dejlig, og gerne vil have mig 💘💘💘

Så jeg er super glad. Og det bobler indeni 🎉🎈🎉

Nå ja. Og så rejser jeg i øvrigt til Australien om en time. 

Det fylder også lidt 😉

Derfor er det "farvel". Men det er også "på gensyn". Er hjemme igen om tre uger. Og så har jeg nok en hel fucking masse at fortælle.

Take care, og vi høres ved 💜

onsdag den 4. september 2019

Mutti er ikke skuffet ...

... hun er både skuffet OG vred (og også glad, men det kommer vi til senere i dette lidt ambivalente one size fits all-indlæg).

Hvis jeg nu lægger ud med at bringe de negative vibes i spil, så kan jeg altid udligne med de positive til sidst (vi begynder altså med stegt lever og slutter af med oreo ice cream 😋😂). 

So here it is:

Måske husker du dette indlæg? Og dette?

I de to indlæg kaster jeg først verbale stokkeslag mod udvekslingsorganisationen AFS, fordi man her diskriminerer ret groft mod homoseksuelle par som værtsfamilier for unge udvekslingsstudenter.

Diskriminationen ligger i, at kommende udvekslingsstudenter hos AFS ikke kan fravælge den værtsfamilie i udlandet, de får tilbudt, medMINDRE der er tale om en enlig person uden børn eller ... et homoseksuelt par. 

Suk 😢

Og dernæst fortæller jeg, at jeg i en mail direkte til organisationen spørger lidt ind til hvorfor.

Jeg synes selv, at jeg skriver ganske pænt og sobert, og efterspørger egentlig bare en forklaring. Ingen stokkeslag i min mail 😊

Nu er der gået et par uger, og reaktionen fra AFS på min mail har været ret forudsigelig:

Den er ... ikke kommet. Jeg har ikke hørt en lyd. Jeg skal åbenbart ties ihjel. For måske glemmer jeg så, at jeg har skrevet? Eller noget.

Well, I think not.

Så jeg har lyst til at tage næste skridt: prøve at sende linkene til mine blogindlæg til et eller andet medie.

One problem though: Jeg er SÅ glad for min anonymitet her på Dropsene. 

Det har aldrig været meningen, at jeg ville ud til en større læserskare. Jeg er godt tilfreds med de læsere jeg har (ja, DIG 💘), og jeg ønsker ikke på nogen måde, at personer som for eksempel mine elever eller deres forældre skal kunne læse med. For så må jeg skrue ned for åbenheden.

So what to do?

Jeg har skrevet og spurgt min kloge veninde fra det sidste af de to indlæg til råds. Så må vi se, hvad hun svarer.

Ti minutter senere: 

Og nu har hun svaret 😂 

Hun foreslår, at jeg skriver en mail til et homomagasin, hvor jeg beskriver min oplevelse til informationsmødet og formulerer mig lidt mere "moderat og diplomatisk", end jeg gør i mine indlæg her.

Hvor har hun ret! Jeg SAGDE jo, hun var klog 🏆

Det bliver et af weekendens projekter. Og DU skal nok høre nærmere 😉

Det var således den stegte lever. Nu kommer vi til isdesserten.

Jeg har fået en kompliment i dag 💃💃💃 Fra en person, der betyder rigtig, rigtig meget i mit liv:

En elev. 

Mit primære kundesegment altså.

Det er SÅ vigtigt for mig at få positiv feedback fra mine elever. Så jeg ligesom får en idé om, at jeg gør et eller andet rigtigt. For det motiverer mig for vildt. Til at fortsætte med at gøre det bedste, jeg kan.

Og i dag fik jeg så den ultimative kompliment fra en elev. Der ikke anede, at den ville blive videregivet til mig. 

Derfor må jeg også gå ud fra, at den er ægte. Og ikke bare skyldes de fucking standpunktskarakterer, jeg skal give lige om lidt (muahahahaaah 😈).

Jeg blev nemlig tiltalt. I spisepausen i dag. Midt i min rubber med schwarzwalder-skinke og Hellmann's mayonnaise, som er den eneste, der dur. 

Det var min kollega, Hanne. Der udmærker sig ved at undervise 0. årgang, hvilket i sig selv aftvinger den dybeste respekt herfra 😱. Og som OGSÅ er håndboldinteresseret.

Det samme er omtalte elev. Og Hanne og eleven havde siddet ved siden af hinanden og set håndbold (det er lidt uklart i hvilken sammenhæng, men det er også uvæsentligt).

Hanne kendte eleven, fordi de begge færdes på samme skole hver eneste fucking dag, og benyttede lejligheden til at få en lille chit chat om elevens oplevelse af skolen. 

Og så var snakken sjovt nok faldet på ... mig. Fordi jeg underviser englebassen i tysk og engelsk.

Det var den snak, der fik Hanne til at komme til mig midt i schwarzwalder-skinken i dag.

"Jeg har en kompliment til dig," lød det således, og jeg kvitterede ved at kigge meget afventende på hende.

"For jeg var sammen med en af dine elever i går (her sagde hun sjovt nok elevens navn, som ER redaktionen bekendt, men som jeg vil holde for mig selv 😉)

Og vi kom til at snakke om skolen. Og lærerne. Og så begyndte hun pludselig at snakke om dig. Og hun sagde, at du er sådan en god lærer. At du er dygtig. Og sød. Og sjov. 

Og hun er megaglad for at have dig."

Dygtig, sød og sjov? Wow! 😲 Det er jo hele TRE ting! 

Og tilmed de tre FORNEMSTE ting, jeg kunne ønske mig at høre fra en elev.

Så tusind tak til min skønne elev. Og til Hanne for at være så betænksom at viderebringe komplimenten til rette modtager.

🙏

Det er jo feelgood i en grad, så jeg kun har jordforbindelse med det yderste af tåneglene 💃🎉🎈

Så dermed endte den klamme hovedret i en lækker dessert.

Velbekomme 💘



mandag den 2. september 2019

"Jeg har lyst til at kysse dig"

sagde hun.

"Så gør det," svarede jeg. 

Og så stod jeg midt i en gågade i Odense og kyssede en kvinde, jeg lige havde mødt 💋

Det er nok alligevel det øjeblik fra sidste uge, som ligesom har bidt sig mest fast. 

For der er flere faktorer, der er usædvanlige.

For det første Odense. Det er virkelig sjældent, jeg slår et smut omkring den fynske hovedstad. Tror sgu ikke, jeg har været der i de sidste fem år. Jeg kører som regel udenom på vej til eller fra København. Så øh ...

Nå ja, og så plejer jeg i grunden heller ikke at gå rundt og kysse på damer, jeg lige har mødt 😂

Men det gjorde jeg den dag, og det var skønt 💃💃💃

Altså. Nu var det ikke, fordi det bare var en tilfældig dame, jeg sådan trak til side under et tilfældigt besøg i Odense.

Vi havde sandelig skrevet sammen i nogle uger (efter at have "truffet" hinanden på det der homodating-site med det provokerende navn "Boyfriend", som jeg har kastet fatwaer over i tidligere indlæg). Og snakket i telefon. Så hun var ikke fuldkommen fremmed. Men vi havde aldrig mødtes. 

Det var altså vores første date. Og den var dælme ikke ret gammel, før vi pludselig stod og ... øh ... stod meget tæt (blink, blink 😉).

Oh dear 😂

Nå, men det blev en temmelig hyggelig aften, inden damen sprang på et tog tilbage til København, og jeg vendte kølergrillen på Yarisen nordover mod Randers (og nu har du også fået forklaringen på, at Odense blev vores mødested = midt imellem).

Om jeg skal se hende igen? spørger du nu.

Ja, lyder det korte svar 😉 Og så får du ikke flere detaljer 😋

Nå, men det var selvfølgelig ikke det eneste, der skete i sidste uge. Langt fra. 

Jeg var jo for eksempel også på arbejde (breaking news, I know 😂).

Og somme tider fucking ELSKER jeg mit job 💖

Hør nu bare her:

Jeg havde bedt englebasserne i 9C om at lave en fremlæggelse i engelsk. Om en musikvideo. Som de også skulle vise i klassen.

Ole og Lise (det hedder de ikke i virkeligheden, men deres rigtige navne ER redaktionen bekendt 😉) havde valgt sangen I Kissed a Girl med Katy Perry.

(Somme tider er mine elever meget tilbøjelige til at vælge temaer med homoseksuelle anstrøg, når de skal lave fremlæggelser. Måske er de sig meget bevidste om, at jeg snart skal give dem standpunktskarakterer 😂😂😂)

Nå, men her kommer så det fede: Under fremlæggelsen spurgte Ole pludselig ud i klassen: "How many of you have kissed someone of the same sex?"

What?! Oh my god! 😱😱😱

Det er der sgudda fucking INGEN, der har, tænkte jeg. 

Jeg har jo for nylig læst, at jeg arbejder i et af de mest homofobiske miljøer, der FINDES. Og det er ikke ret lang tid siden, jeg dagligt måtte lægge blødende ører til "fucking homo", hver gang en elev ville sige noget nedsættende til en anden.

Så nej, nu skulle jeg nok bare endnu en gang bekræftes i, at jeg er en freaking weirdo. (Eller "limited edition", som jeg har fundet på at kalde det, fordi det antyder en vis eksklusivitet 😉)

Det var jeg overbevist om.


Og derfor var min forbavselse også så meget desto større, da ...

... fucking HALVDELEN af klassen rakte hånden op, mens Ole oppe ved tavlen højlydt proklamerede, at han sandelig da havde kysset TRE gange med Alexander inde fra 9B.

Og Lise stod ved siden af Ole og pegede ned på Maia, som lidt forlegent sad med begge hænder NEDE, og råbte:

"Også dig, Maia! Du har kysset med en pige."

Hvorpå Maia så lidt uforstående ud, indtil Lise storgrinende tilføjede:

"Du har jo kysset med MIG!" 

Oh dear, haha 😂 

Så ja, jeg fucking KNUSELSKER somme tider mit job 💘💘💘

Det er jo SÅ skønt, at englebasserne har modet til at prøve sig selv af, og at det tilsyneladende ikke længere er forbundet med skam at kysse med en person af sit eget køn.

Jeg fik nærmest det indtryk, at det er en slags cool 😎

Kunne sgu godt ønske, det havde været sådan i min tid også.

Nå, men det var meldingen. Den må siges at være overvejende positiv i dag 💃💃💃 (damer, der danser).

Take care now 💜

lørdag den 17. august 2019

Hvor belejligt :-) - Episode Two

Nej. 

Historien er selvfølgelig ikke slut endnu. 

Det havde du vel heller ikke troet?

Jeg kom nemlig til at sladre til en veninde i går aftes. 

Oh dear, haha 😂 Hende fik jeg sgudda lige rusket ud af sofaen der 😡

Hun er gift med en anden kvinde og var bestemt ikke glad for tanken om, at en udvekslingsorganisation som Amercan Field Service diskriminerer mod homoseksuelle og lidet diskret signalerer, at vi skulle være dårligere egnede som værtspar for en udvekslingsstudent end andre.

Så hun flammede op som ... øh ... en flamme, der meget hurtigt vokser 🔥🔥🔥 (fantastisk metafor, jeg lige fandt der 😂), og kastede sig ind i kampen.

Og der gik sgu heller ikke lang tid, før hun fandt følgende tekst på en amerikansk hjemmeside med gode råd til kommende udvekslingsstudenter:



Uha, den er ikke god, vel? 😧

Og på EF Sprogrejsers engelsksprogede hjemmeside fandt jeg dette her:



Det er altså ikke kun AFS.

Faktisk får jeg en kedelig fornemmelse af, at det er fucking ALLE udvekslingsorganisationerne, der finder det nødvendigt at give kommende udvekslingsstudenter mulighed for at vrage et homoseksuelt værtspar og bede om et andet.

Øv.

Ansporet af min veninde får jeg lyst til at gøre mere ved sagen. Men hvad?

Vi har snakket om at sende linket til mine indlæg her på Dropsene til medier, der kunne have interesse i sagen. 

Og lige så hurtigt skrinlagt den idé igen. 

For med for meget publicity om bloggen ryger min anonymitet jo en tur i kloakken, og hvis jeg for eksempel skal dele Dropsene med mine elever, bliver de aldrig mere de samme (hverken eleverne eller Dropsene 😂).

Jeg kunne også dukke op til endnu et informationsmøde med skæg og blå briller og "tilfældigvis" optage oplægsholderen med en mobiltelefon, når han siger de unævnelige ord. Og DERPÅ gå til medierne.

Fantastisk idé. Men til gengæld lige så skrinlagt som den første. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt den slags er lovligt.

Nu er jeg faktisk løbet tør for gode idéer. Og det er endt med et lidt fesent tiltag:




En mail.

Som jeg har sendt til AFS. 

Så må vi se, hvad de svarer.

Spændende 😱

fredag den 16. august 2019

Hvor belejligt :-)

Så heldig kan man altså være 😄

Havde lige fået lyst til at skrive et indlæg i anledning af denne uges Pride i København. Sådan et rigtig syrligt et, hvor jeg harcelerer over et eller andet. Og får lejlighed til at bruge et møgbeskidt og obskønt sprog. Kaste et par fatwaer over nogen. 

Sådan et par rigtig sure bolscher.

Den slags, jeg tænder på, you know 😂😂😂

Men kunne SIMPELT hen ikke komme i tanker om, hvad jeg skulle skrive. 

For jeg HAR jo for pokker allerede i tidligere indlæg fortalt, at jeg har et ambivalent forhold til Priden. 

At jeg på den ene side synes, det er SÅ fint at fejre mangfoldigheden. 

Men at jeg så til gengæld på den ANDEN side tænker, at man somme tider kan se nogle weirdos til den der Pride. Og at de mennesker, der ligger på kanten til at udvikle et par fordomme, med sikkerhed vil få det sidste spark ud over afgrunden, når de ser nogle af de skøre kegler, man kan opleve i paraden.

Og her på bloggen har jeg også tit øffet over det homofobiske sprog, jeg hører, når jeg er på job. 

Men i forhold til DET, ja, så er der faktisk urimelig lidt at øffe over for tiden. For jeg synes sgu ikke rigtig, jeg hører så meget homofobisk længere. Enten fordi det ikke bliver sagt. Eller fordi jeg er blevet immun (eller eventuelt hard of hearing). 

Så det er jo ganske simpelt dybt utilfredsstillende ikke rigtig at have noget at brokke sig over, når man nu gerne vil kæmpe for homoseksuelles rettigheder. Pisseirriterende faktisk 😡

However! 

Miraklernes tid er ikke forbi. Og i går kom AFS mig heldigvis til undsætning og gav mig anledning til at sende et par verbale stokkeslag i deres retning, hehe 😈

Hør nu bare her:

AFS står for American Field Service og er en udvekslingsorganisation. Sådan et foretagende, der formidler kontakt mellem unge, som kunne tænke sig et skoleophold i udlandet og værtsfamilier i ... øh ... samme udland.

Og da mit Barn 4, aka Yngstedatteren, brænder efter sådan et år i udlandet, ja, så tog hun i går aftes Mutti, aka mig, under armen og gik til informationsmøde hos AFS.

Det var interessant. 

Der var en fyr, der begejstret fortalte om sit år i Argentina. Og en pige, der lige så begejstret berettede om et tilsvarende år i Costa Rica.

Og så var der en lidt ældre mand, som var en slags lokalrepræsentant for organisationen og orienterede lidt om alt det praktiske med relation til sådan et skoleophold:

Den unge skal for eksempel udfylde en ansøgning. Her skal man skrive om sig selv. Sine interesser, sine værdier, sine fritidsaktiviteter. Og meget andet.

Ønsker man til gengæld at være værtsfamilie for en udvekslingsstudent, skal man udfylde en tilsvarende ansøgning. Hvor man OGSÅ fortæller om sig selv. Interesser, værdier, fritidsaktiviteter. Og meget andet.

Dernæst bliver den unge parret med en værtsfamilie i det land, han eller hun har ønsket. 

AFS tilstræber, at der er flest mulige ligheder mellem den unge og værtsfamilien. Sammenfald mellem ... ja ... interesser, værdier, fritidsaktiviteter. Og meget andet. Sjovt nok.

Når man så har fået tildelt en værtsfamilie, takker man ja til den pågældende familie. 

Man har altså ikke noget valg. Som kommende udvekslingsstudent kan man ikke sådan shoppe familie. Heller ikke selv om man har skrevet "fægtning" under "fritidsinteresser", mens værtsfamilien IKKE har skrevet "fægtning".

Man tager kort fortalt imod den familie, man bliver tilbudt. Punktum.

Og det er helt i orden, tænker jeg, da AFS jo har gjort sig pæne anstrengelser for at finde et godt match.

Til den regel er der to, og KUN to, undtagelser, som betyder, at den unge bliver tilbudt at takke nej til en værtsfamilie og bede om en anden:
  1. hvis der er tale om en enlig person uden børn
  2. gæt selv.
Yes! 

Rigtig gættet:

HVIS VÆRTSPARRET ER SAME-SEX. Homoseksuelle. Med eller uden børn.

Øh?!

Den lader jeg lige hænge lidt.

...

...

...

Så hvis min datter i første omgang bliver matchet med et homoseksuelt par i udlandet, får hun altså som SÆRREGEL lov at takke nej og bede om en anden familie, hvis hun har lyst?

Fordi? 

Homoseksuelle er dårligere værtsfamilier eller hvad?!!!

Undskyld mig et øjeblik.

No comprendo 😵

No FUCKING comprendo!

Homoshaming? I Danmark? 2019?

Really?!

Som teenager med drømme om et udlandsophold må man da uvægerligt spekulere over, hvad der mon er i vejen med homoseksuelle, når man nu som absolut undtagelse får lov at takke nej til en homoseksuel værtsfamilie. 

Sikke en omgang gedigent (puritansk-religiøst?) pis! 😡😡😡

Og her tænker jeg så, det kunne være morsomt med et lille tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis det var handicappede, der sådan blev skammet ud? Eller farvede? Eller personer med en bestemt politisk eller religiøs overbevisning?

Nej, vel?

AFS markedsfører sig på at være en organisation, der arbejder til fremme for interkulturel forståelse.

Well ...

Men i det mindste fik jeg da lidt at brokke mig over 😉 


tirsdag den 6. august 2019

Vinger Irland af

Damn, hvor HAR du måske savnet mig? 

Eller måske ikke 😂

Men faktum er i hvert fald, at jeg ikke har skrevet i nogen tid. Radio silence. 

Og det er der en simpel årsag til: Jeg har været anderswo engagiert. Nærmere betegnet: i Irland.

Og til det har jeg kun én ting at sige: Skynd dig derover.

OM det har jeg imidlertid meget at fortælle.

For eksempel kan jeg jo berette om, HVOR-fucking-FOR mit valg faldt på regnfulde Irland i en sommerferie. Og er det ikke simply stupid?

Nej. Det er det så ikke. 

For det første er jeg ikke så meget til stinkende varme sommerdage. Og for det andet får jeg lange patter af kedsomhed, når jeg ligger på en strand. Og for det tredje ELSKER jeg kulturrejser. Og for det fjerde var det slet ikke mig, der foreslog destinationen, men derimod min 14-årige datter.

Underlig 14-årig, I know! Men sådan var det nu engang. Og jeg er faktisk okay stolt over, at barnet åbenbart rummer en vis dybde.

Så vi drog af sted til den irske hovedstad tirsdag i forrige uge.

Og det har vi, som måske ovenfor antydet 😉, dælme ikke fortrudt. For Dublin er jo et motherfucking ... skønt sted.

Her er et par billeder:




Okay, nu kommer jeg så med et statement: Temble Bar er ikke en bar. 

Så. Nu er det ude. Og den opmærksomme bloglæser sidder sikkert og undrer sig over, at bloggeren på billedet ovenfor jo tydeligvis kan ses uden for en pub, der fuckcing HEDDER The Temple Bar.

Well. Det er muligt. Men det ER altså hele kvarteret, der hedder sådan. "Bar" stavedes oprindeligt "barr" og betyder sandbanke. Altså et sted, hvor man kunne færdes tørskoet i et ellers fugtigt flodområde. Og denne "barr" var ejet af en fyr ved navn Temple.

Nu er kvarteret et gak og løjer-kvarter fyldt med pubber og restauranter og spændende småbutikker. Og MENNESKER. Helt ufattelig mange mennesker. 

Og musik. Live.

Helt ufattelig meget musik. 

Og her må jeg sige, at de irske pubber slår de engelske med hele hestelængder. Det giver bare en skøn atmosfære, når der i et hjørne sidder et par spillemænd og -damer med guitar og banjo og spiller irsk folkemusik.

Præcis det rette miljø til indtagelse af en velskænket Guinness, nammenam. Og fruen var ikke sen til at præsentere pubkulturen for yngstebarnet. Hehe.


Vi springer omgående til en anden form for kultur: det gamle bibliotek på Trinity College. Eller The Long Room, som det også kaldes (måske fordi det er ... langt 😉). 

Det er da et af de fedeste lokaler, jeg har besøgt i moderne tidsregning. Når man lige har vænnet sig til lugten af tudsegammel bog, MÅ man ganske simpelt lade sig fascinere.

Det føles nærmest, som om man træder direkte ind i Harry Potter.

Biblioteket rummer 200.000 værker, som er opstillet efter en blanding af alfabet og størrelse, således at de tungeste bøger står nederst, og reolerne dermed ikke vælter. Disse værker kan i øvrigt stadig lånes af de studerende på universitetet. Men hvis man læser computer science kan det være, at man bør finde et andet sted at låne sine materialer 😉


Nå, men tilbage til pubkulturen. Eller i hvert fald ølkulturen. 

Guinness Storehouse er en af de største turistattraktioner i Dublin. Og KLART et besøg værd. Også selv om man måske synes, det er lidt fesent bare at gøre som alle de andre turister.


Guinness Storehouse er den eneste del af Guinness-bryggerierne, man som almindelig dødelig har adgang til, og man bliver faktisk en hel del klogere på øl. 

Og så omfatter billetprisen en pint af den mørke, fyldige bryg øverst oppe i Gravity Bar med en fantastisk udsigt over byen. 

På billedet ovenfor står bloggeren selv. Ikke med en pint (så er det i hvert fald verdenshistoriens mindste pint), men med sådan et lille smagsprøveglas. Fordi vi fik lov at ... prøvesmage.

Den nyeste produktion af øllet bliver i øvrigt prøvesmagt af eksperter hver dag klokken 10. Lousy job, but someone has to do it 😂





Så er vi på The Crown. En ret ikonisk pub i ... 

Nope, ikke i Dublin 😉

Men i Belfast.

For når man har en hel uge i Irland, er det altså en pissegod idé at søge op til den nordirske hovedstad. For også den by har meget at byde på.

Hos turarrangørerne i Dublin kan man købe en endagstur til Belfast. Men lad hellere være med det! Det koster 60 euro pr. person. Og hvis man tager en almindelig rutebil derop, kan man få en returbillet for sølle 20. 

Dernæst er det bare et spørgsmål om at finde turistinformationen lige over for rådhuset, hvor de i øvrigt er ualmindelig hjælpsomme, og så er man kørende.


På The Crown kan man naturligvis også spise. For eksempel fish 'n chips, som man MÅ prøve under sådan et ophold. Dog skal man lige vide, at man ikke kan bestille mad før klokken 12.00. 11.55 er således ikke godt nok. Men så kan man jo bare bestille sin øl 11.55 og vende tilbage til bardisken fem minutter senere for at afgive resten af bestillingen 😂😂😂



Når man så er færdig med at trykke sin fish 'n chips ind på The Crown, kan man vælge at besøge The Peace Wall. For det er ikke kun Berlin, der har mure. Det har Belfast også.

Der er et par kilometer derud fra centrum, men vi valgte at tage den til fods for at få det mest reelle indtryk af byen.

Nu tror man måske nok, at konflikten i Nordirland efterhånden er død og begravet, MEN ...




... det er den ikke helt. Den ulmer. 

På graffitibilledet ovenfor ser du således muren ind imod republikanerne. Eller katolikkerne, om du vil. Disse mennesker vil gerne løsrives fra Storbritannien og danne deres egen republik. 

Inden for muren ligger almindelige boliger. Det går jeg i hvert fald ud fra. Men som billedet måske antyder, er det ret svært at se OVER muren.

Uden for muren løber en øde vej. Og på den anden side af den øde vej er et blåt gitterhegn i hele vejens længde. 

HER kan man til gengæld kigge ind på den anden side. Og man bemærker strax, at fucking ALLE de huse, der er i syne ude fra den vej, der adskiller boligområderne, flager med Union Jack eller det engelske flag, som ligner et omvendt Dannebrog. Demonstrativt og provokerende. Synes man.



Adgangen til nogle af gaderne i kvarteret kan afspærres ganske effektivt.



Nå, men når man nu ER i Belfast, må man helst ikke gå glip af Titanic-museet. For Titanic blev fucking BYGGET i Belfast, og museet ligger nøjagtig der, hvor byggeriet fandt sted, og er i øvrigt byens største attraktion.

Her får man en grundig gennemgang af Belfasts historie og bliver rigtig klog på de omstændigheder, der medførte, at lige præcis Belfast var det perfekte sted at bygge sådan et synkefrit vidunderskib.

Man hører også om alt, hvad der har med selve byggeriet at gøre, man får et kig på indretningen af kahytterne på henholdsvis 1., 2. og 3. klasse. Man får et indblik i selve søsætningen og møder nogle af de menneskeskæbner, der blev afsluttet på skibets jomfrurejse i 1912.

Pissespændende! 😱



Lige der! På arealet til venstre. Blev Titanic bygget. Pælene markerer, hvor stor en dok, der skulle til. Det risler mig koldt ned ad ryggen at tænke på, at jeg rent faktisk befandt mig på det sted. Og hvis du nogensinde kommer til Belfast. Så tag derhen!



Tilbage i Dublin. 

På billedet ovenfor sidder fruen og nyder en latte i solen, inden hun skal på rundvisning på Dublin Castle. 

Det tåler gentagelse: en LATTE. Og altså IKKE en øl denne gang 😂 



Dublin Castle er OGSÅ et besøg værd. Men man skal huske at møde op i god tid, for rundvisningerne bliver hurtigt udsolgt. 

Under rundvisningerne hører man blandt andet om Dublins vikingefortid. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger, og det er dublinboerne (eller hvad sådan nogle motherfuckere nu hedder) meget bevidste om, så den oplysning støder man på mange gange under et ophold i byen.

Vores guide kunne i øvrigt også fortælle hårrejsende historier om, hvordan adelen for nogle hundrede år siden fik blyforgiftning af det hvide pudder, de smurte i ansigtet. Således at håret faldt af og tænderne ud. 

Yuck!

Men løsningen var selvfølgelig helt ligetil: Man fik bare tjenestefolkene til at fange nogle mus, og så limede man musehår fast som øjenbryn, mens hovedhåret blev erstattet af parykker af hestehår bygget op over træskeletter så høje, at damerne måtte sidde op og sove og skulle passe på ikke at klonke ind i en lysekrone med levende lys 🔥🔥🔥

Tænderne blev erstattet af trætænder, porcelænstænder eller tænder fra døde mennesker. 

Fedt sådan at måtte rende rundt med en andens tandsæt 😱


Her er et billede af en pub, vi IKKE var inde på 😉 Og det, jeg vil vise med billedet, er heller ikke pubben, men derimod homoflaget 🌈

Irland er et meget homovenligt sted. Faktisk så homovenligt, at same sex marriage er vedtaget ved FOLKEAFSTEMNING. Oven i købet med et ret stort flertal. Way to go, Ireland!

Billedet af pubben skød jeg på vejen ud til Kilmainham Gaol (Jail):




Som udmærkede sig ved to ting:

For det første løb vi i-fucking-GEN ind i en umanerlig interessant rundvisning (og her skal man altså sørge for at købe billetter hjemmefra, for ellers er der totalt udsolgt). 

Det var grufulde historier om menneskelig nød og lidelse. For eksempel om, hvordan mange mennesker under hungersnøden (The Potato Famine) i midten af 1800-tallet ganske simpelt begik kriminalitet med det ene formål at blive smidt i fængsel, for her fik man jo mad hver dag.

Så mange mennesker, faktisk, at fængslet på et tidspunkt husede 9000 indsatte, selv om det kun var bygget til 200. 

Fuck!

Nå, men sørg nu for at få besøgt fængslet, hvis du er i Dublin.

Tilbringer man en uge i Dublin, er der, som ovenfor nævnt, tid til et par udflugter ud af byen. Vores første udflugt gik til Belfast, som du måske har bemærket 😉

Den anden tur gik ned til Glendalough i Wicklow Mountains en smule syd for Dublin:



Glendalough er en gletscherdal med en temmelig velbevaret munkebosættelse fra 600-tallet. Og Glendalough var lige præcis en af grundene til, at vikingerne overhovedet drog til Irland. De ville nemlig plyndre klostre og bosættelser som denne for de rigdomme, der fandtes her.

Og faktisk viser det sig, at vikingeskibet Skuldelev 2 fra Roskilde Fjord, som er det næststørste vikingeskib, der nogensinde er fundet, er LAVET af egetræ fra Glendalough. Altså lavet i Irland 😄

Well, well. Det var da en oplysning!

Køber man en færdigpakket Glendalough-tur, kommer man sandsynligvis også forbi Powerscourt House:



som er et stort landsted, der er kendt for de omkringliggende haver. Faktisk er haverne så smukke, at de af National Geographic er kåret til de 3. smukkeste haver i verden.



Nu er fruen jo ikke så meget havemenneske, at det ligefrem gør noget, men jeg kan da godt se, om noget er pænt. Og det var det ganske vist.

Jeg fik også en strålende mulighed for at vise, hvor rebelsk jeg er:


Man lever vel på kanten 😂😂😂

Nå, men den sidste lille ting, jeg vil fortælle om, er Saint Patrick's Cathedral i centrum af Dublin:



Saint Patrick's Cathedral er en af de ældste og mest betydningsfulde katedraler i hele Irland. Saint Patrick er jo landets skytsengel og ham, der har lagt navn til Saint Patrick's Day.

Derfor er det også så meget desto mere hysterisk morsomt, at indsamlingsbøsserne i kirken består af ...

... fustager fra Guinness:



Oh my god, det er eddermame værkstedshumor 😂 (og samtidig giver det jo begrebet "organdonation" en helt ny betydning 😉).

But then again: Hvis ikke i Irland, hvor så?

Jeg er ellers ikke så meget til kirker og religion og alt det frelste og dobbeltmoralske og menneskeundertrykkende, som kirken OGSÅ repræsenterer. Men det der! DET er fandme i orden 👍

Nå, men det var enden på sommerens ferierejse. Det har været fantastisk.

Nu er jeg begyndt på job igen, og det går okay, for eleverne møder først ind på tirsdag 😄

Take care now, og måske høres vi snart ved igen 💘💘💘