lørdag den 24. juni 2017

Om surrealistisk op og ned

Det er ren kontrast. Mit liv.

Jeg græder. Meget. For jeg har aldrig følt en sorg som denne.

Jeg smiler også. Meget. For der er sket noget virkelig glædeligt.

Smilene kommer helt inde fra hjertet, præcis som de skal. Men alligevel føles de sådan lidt som simili. På grund af den pokkers sorg, der ligger som en træt sky over mig og komplet uforudsigeligt, på tilfældige stikord, tit får tårerne til at trille.

Forklaring:

Min far døde for fire dage siden.

Og min yngste søn blev student næste morgen.

To vigtige livsbegivenheder på kun 15 timer. (Kom ikke og sig, at vi er kedelige her i familien.)

Og næsten for meget at bære. Tabet af far. Og forsøget på at fejre min dreng og give ham en god studentertid, trods alt.

Samtidig er vi naturligvis landet i fødselsdagsugen, hvor min mor og fem af mine forældres børnebørn har fødselsdag inden for otte dage.

Min uge ser dermed således ud:

Tirsdag: Far dør lidt pludseligt af et hjertestop.

Onsdag: Mor har fødselsdag, og sønnike får huen på og har haft held til at runde af med et flot 10-tal, selv om han ganske få timer forinden har mistet sin morfar. SÅ flot! Men hejser man flaget på hel eller halv?

Torsdag: Studenterkørsel.

Fredag: Til blomsterhandler for at bestille kistepynt og kranse til fars bisættelse. Derefter direkte til translokation.

Lørdag: Fødselsdagsbrunch hos min søster for at fejre hendes børn. Og her har vi så aftalt, hvilke salmer, der skal synges i kirken, og drøftet, hvad vi skal stille op med fars aske (skal han i et hul på kirkegården eller strøes ud over havet?).

Søndag: Fødselsdag hos Store Datter.

Mandag: Møde med præsten for at give input til fars mindetale.

Tirsdag: Forberedelse af forsamlingshus til traktement efter bisættelse.

Onsdag: Fars bisættelse.

Torsdag: Pause.

Fredag: Lille Datter har fødselsdag.

Lørdag: Studentergilde for Lille Søn.

Som jeg skrev: næsten for meget at bære. Næsten surrealistisk.

Og jeg hænger kun ved med det yderste af fingerneglene.

Livet kan være en skøge.

:-(

søndag den 11. juni 2017

Om min rige onkel i ...

Nope. Ikke Amerika.

Australien.

Men ja, sådan en har jeg faktisk. Onkel Helge. 

Eller ... øh ... rent faktisk er han ikke min onkel, men derimod min morbror. Der er bare mange danskere, der ikke ved, at en morbror ikke er det samme som en onkel. Og da jeg blev gammel nok til at opdage forskellen, havde jeg kaldt ham Onkel i så mange år, at det var for sent. Den slags kan man ikke uden videre ændre på.

Onkel Helge emigrerede i midt halvfjerdserne til Australien som nyuddannet læge.

Det lå ellers ikke i kortene, at Onkel skulle være læge. Hans lærere i grundskolen anbefalede ham nemlig at blive cykelsmed. Tænker, at han har været en doven satan i timerne. 

Måske har han haft hovedet fuldt af opfindelser i stedet for tyske verber.

Som for eksempel "isomobilen": en dødsensfarlig konstruktion, han havde opfundet, som bestod af fire skøjter, en i hvert hjørne af en dør, og en stor luftpropel påmonteret en gammel Volvo-motor. Så kunne man ligge der på døren og suse ud over isen i vigen ved den lille sønderjyske landsby, hvor man boede. Drevet frem af en voldsom motor med en stor propel. Og bare håbe, at isen var tyk nok til at bære. Bindegalt. Men formentlig også ret sjovt.

Nå, men Onkel havde udlængsel. Så han rejste sin vej. Først helt hen til Århus, hvor han blev læge på fire år i stedet for de normerede fem (tænker, han var blevet mere arbejdsom ud i skolearbejde). Dernæst til en midlertidig stilling ved et hospital i Australien.

Her ragede han så uklar med det danske forsvar. I en grad, så han pludselig måtte se sig selv efterlyst herhjemme i mange år.

Han var nemlig stukket af fra værnepligten. Eller det var han faktisk ikke. Han havde fået udsættelse. Og da forsvaret så lidt brat skrev efter ham dernede i Australien og bad ham om at komme hjem før det aftalte tidspunkt, takkede han pænt nej. Han havde jo skrevet under på en midlertidig jobkontrakt i Sydney.

Forsvaret reagerede venligt og imødekommende ved at skrive, at han så måtte betragte sig selv som tugthuskandidat, hvis han viste sig i fædrelandet inden det 40. fyldte år.

Hvilket han selvfølgelig gjorde. Blot via Sverige eller Tyskland, hvor paskontrollen var lemfældig.

For Onkel har været hjemme på besøg cirka en gang om året.

Det er nemlig gået sådan med Onkel, at hans midlertidige ansættelse blev til en fast stilling, og at han nu er blevet en højt renommeret hjertespecialist, som ofte rejser verden rundt til konferencer. Og hvis en af disse konferencer fører ham til Europa, kommer han altid forbi.

Han er altså en betydningsfuld mand. Temmelig velhavende også. Han bruger en del af sin tid på forskning og har taget patent på en række medicinske præparater.

Så i et både job- og indkomstmæssigt perspektiv spiller han i en noget anden liga end fru undertegnede folkeskolelærer.

"Beundrer du ham?" blev jeg for nylig spurgt af en veninde.

Og ja, det gør jeg faktisk i nogen grad.

Men det er ikke hans penge eller hans status, der får mig til at synes vældig godt om Onkel. Det er ellers ofte lige netop de to parametre, der kan få nogle mennesker til at kaste sig i støvet for andre.

Nej, det er noget ganske andet ved Onkel, jeg kan lide. Det er den personlighed og de værdier, han har TIL TRODS for penge og status.

Onkel er uimponeret af autoriteter og titler, men har respekt for viden og dygtighed. I stedet for at klappe hælene sammen rager han for eksempel somme tider uklar med den australske sundhedsminister i faglige spørgsmål - også på tv. Fordi den australske sundhedsminister åbenbart ikke altid ved, hvad han snakker om.

Onkel er beskeden. Han mener, at jeg som folkeskolelærer bestrider en af de vigtigste funktioner i et samfund. Og han sender mig et anerkendende blik, når jeg fortæller, at jeg er glad for mit arbejde, og at mine elever bliver dygtige til det, jeg underviser dem i (det ved jeg, at de bliver, for jeg har lige haft min klasse til afgangsprøve i mundtlig engelsk med et snit på 8,7, woop, woop!). Og det fuldstændig uagtet, at han selv dagligt redder liv, hvad jeg i grunden også synes er okay vigtigt.

Onkel er en fin samtalepartner. Han er ikke selvfed. Han spørger ind og lytter interesseret til det, jeg fortæller ham. Og ingen samtale er for ubetydelig. Heller ikke selv om de ikke handler om kvantefysik, og det er der dælme ikke mange af mine samtaler, der gør.

Onkel er til en vis grad ligeglad med penge. Det kan han selvfølgelig også sagtens være, når han har mange af dem. Men han tager bussen på arbejde. Og indtil hans kone tvang ham til at skifte bil, kørte han i 20 år rundt i den samme Toyota Camry. Han overnatter også hellere på bed and breakfast end på luksushoteller. Og hans tøj? Hmm, han lader til at synes, at de gamle fløjlsbukser, han også havde på, sidste gang jeg så ham, er for fede. Desuden rejser han kun med håndbagage. Tre skjorter og en pose vaskepulver.

Onkel er bevidst om vores mishandling af miljøet. Hans hospital vil så gerne sende ham verden rundt til konferencer på business class. Det er åbenart kutyme. Og det KAN da også være ret bekvemt på lange flyvninger, tænker jeg. Men Onkel nedgraderer. Han mener, det er brændstofsvineri at rejse på business, for der er længere mellem rækkerne og færre sæder på hver. Så han napper sgu en plads på monkey.

Onkel har humor. Han kan sagtens se det sjove i livets små pudsigheder. Om det ligefrem er en egenskab, jeg beundrer hos andre, kan diskuteres. For beundre er et stort ord. Men det er i hvert fald en egenskab, jeg sætter pris på.

Onkel har været på besøg i denne uge. Han rejser faktisk hjem i dag. 

Jeg har selvfølgelig været sammen med ham nogle gange i ugens løb. Det har hele familien. Mine forældre, min søster og hendes mand og børn, min bror og hans kone og børn og svigerbørn. Og mine egne børn. De tre af dem. (Den Fortabte Søn, som jo er flyttet til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU, kunne desværre ikke finde tid her midt i eksamensperioden.)

Den eneste, der som sædvanlig ikke har været med til familiesammenkomsterne, er min damekæreste. For døtres damekærester er åbenbart lidt for stor en mundfuld for mine forældre.

Min seksualitet er så at sige ikke stueren i deres univers. Den er faktisk så ildeset, at jeg har haft min mor mistænkt for slet ikke at fortælle Onkel, at jeg er i et forhold. Øh, hvilket jeg altså har været i syv år nu.

Det får mig fandme til at tabe sutten. For det får mig til at føle mig udenfor i familien. Den, man skammer sig over. Det er ydmygende.

Så inden Onkels ankomst i sidste weekend havde jeg besluttet selv at tage hånd om sagen. Jeg ville fortælle ham det. I en grad så han ikke kunne være i tvivl. Og gerne mens min mor (som er den mest intolerante af mine forældre) hørte på.

Nu er Onkel ikke i tvivl ;-) 

Jeg har fortalt. Jeg har vist billeder. Jeg har inviteret ham med mig og kæresten på vandretur, næste gang han kommer.

And guess what: Han lader til at synes, det er helt fino.

Og min mor? 

Tjah, hun ved, at han ved det. Det må hun bare håndtere. Jeg kan ikke længere tage hendes skamfølelse på mig.

Bum.

onsdag den 7. juni 2017

Om at være et ensomt lille pus

For helvede!

Jeg har igen forsømt mine ... øh ... forsømte læsere. Jep, dig.

Det beklager jeg dælme.

Forklaring:

Som udskolingslærer bliver man somme tider eksamensramt. 

Eller rettere sagt PRØVEramt. 

(Af en eller anden idiotisk grund er det nemlig no go at kalde det eksamen. Selv om ... øh ... eleven altså skal testes. I et pensum. Og der er en eksaminator til stede. Og en censor. Og en grøn dug på bordet. Men eksamen? Det hedder det fandme ikke. Could have fooled me though.)

Nå, men i år er jeg altså eksaminator i to dage og ude som censor i fem. Derfor går meget af min tid i juni med prøveforberedelse og -afvikling. Og ikke så meget med blogpleje. Sorry.

Det betyder dog ikke, at der ingenting er at fortælle.

For eksempel var jeg til Pride i Århus i lørdags. 

Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ikke ubetinget tilhænger af paraden. 

Faktisk er jeg lidt ambivalent.

Dels synes jeg, det er fedt, at så mange viser tolerance og support for mangfoldigheden ved at gå med i sådan et optog. Så føler jeg mig accepteret. I hvert fald af paradedeltagerne.

Og dels frygter jeg, at de små og skræmte heteroseksuelle individer, der har fordomme mod mennesker med en anden seksualitet end dem selv, blot bliver bestyrket i deres fordomme, når de ser en række feminine, fjerboaprydede mænd i lak og læder og plateausko komme sejlene gennem byen. Eller betonlebber med maskinklippet hår, skovmandsskjorter og stålkam i baglommen.

Jeg deltager faktisk ikke i paraden. Men jeg dukker op på Officerspladsen ved Aros og Musikhuset bagefter. For her samles folk. Både fra homo- og heteromiljøet.

Jeg kommer for at opleve den glade stemning.

Og for ikke at føle mig så fandens alene.

For det er til tider lidt ensomt at være homo. Det er det i hvert fald i mit univers. Når man ikke rigtig kan finde sig til rette i "miljøet" og derfor ikke dyrker det. 

For hvem siger, at man klikker med folk, bare fordi man har samme seksualitet? Det er jo heller ikke alle heteroer, der klikker med alle andre heteroer.

Jeg er kort fortalt altid den eneste. Den eneste i familien, den eneste på jobbet, den eneste til kor, den eneste i skolebestyrelsen, den eneste i yngstedatterens rideklub.

Og når jeg er sammen med en kæreste, er VI de eneste. De eneste i vennekredsen, de eneste til familiefesterne.

Hvor jeg end mig vender hen, kan jeg aldrig kigge mig omkring i mængden og finde nogen ligesom mig. I hvert fald ikke i de mængder, jeg normalt plejer omgang med.

Hvis du, kære læser, er heteroseksuel, så prøv at forestille dig hele tiden at være omgivet af homoseksuelle. Kun homoseksuelle. Altid.

Eller hvis du er kvinde, så prøv at forestille dig at leve helt alene blandt mænd.

Eller hvis du er mand, så prøv at ... nå, det behøver jeg sgu ikke skrive igen. You get the point, I'm sure.

Så derfor nyder jeg at sidde der under regnbuen på Officerspladsen på Pride-dagen og drikke dåseøl (er meget til dåser, blink, blink) og holde i hånd med min kvinde. For jeg behøver blot at vriste blikket fra hendes smukke øjne for at få øje på andre ligesom os. Når jeg altså kan afholde mig fra at stirre på lakmændene og betondamerne.

Fedt for en gangs skyld ikke at være the talk of the town.

Bum.

torsdag den 1. juni 2017

Om at møde nogen i byen

Der er en vis uenighed om det på lærerværelset. For nogle synes, det er praktisk.

Jeg vil imidlertid være helt klar i spyttet:

Jeg er SÅ glad for, at jeg ikke bor i den by, hvor jeg arbejder.

Bum!

Og så skidt med, at jeg dagligt må transportere mig 120 kilometer til og fra job. Så er jeg da på sikker afstand af mine elever. Og ikke mindst deres forældre. 

For det ER fandme somme tider forældrene, der kan gøre livet pissesurt for en hårdtarbejdende folkeskolelærer.

Krævende og snotforkælede har nogle af dem for eksempel svært ved at respektere lærernes arbejdstider. Jeg hører somme tider fra lokalt bosatte kolleger, at de bliver passet op på gaden af forældre til uformelle skole hjem-samtaler. 

Som om det ikke er slemt nok, at jeg nu og da må lade mig ekspedere i Rema 1000 af en elev (handler som regel INDEN jeg forlader den by, jeg arbejder i, for jeg gider sgu ikke i min lokale Rema, når jeg først har luntet af sted i myldretrafikken på E45 i den bedste del af en time). 

For det ER slemt. Det kommer nemlig ikke mine elever ved, hvad jeg putter i indkøbskurven.

Jeg vil faktisk gerne have mine bind og tamponer og min rødvin og mine chips og mit bland selv-slik i fred for nysgerrige elevøjne.

Og hvis jeg var heteroseksuel sikkert også mine kondomer.

Så nej tak.

Jeg vil gerne være omsorgsfuld og nærværende og lyttende og empatisk og konfliktløsende i arbejdstiden. Men jeg vil også have fri, når jeg har fri. 

Helt fri.

Og det indbefatter fri for at møde elever i bylivet.

Hvilket jeg tydeligvis alligevel ikke helt kan undgå. 

For eksempel er det pissepopulært blandt mine elever at tage på shopping i Århus midtby i weekenden. 

Det kan jeg godt følge dem i. Det gør jeg jo også selv.

I lørdags var jeg i Århus midtby med min søster. Det har jeg skrevet om in another afsnit.

Og hvem, tror du, render vi ind i på en af rulletrapperne i Magasin?

Jeps: en gammel elev.

En COOL gammel elev. Som sprang ud som lesbisk i 8. klasse. Og som gik all in på alt det der stereotype lesbiske: megakort hår, regnbuesymboler overalt, og jævnlig omgang med homoseksuelle ungdomsgrupper.

Fedt! Modigt!

Nå, men denne elev mødte jeg altså, mens jeg var i selskab med min lillesøster på rulletrappen i Magasin sidste lørdag.

Eleven hilste pænt på sin tidligere engelsklærer. Og jeg hilste selvfølgelig pænt igen. Så kastede hun et blik på min søster. Et lidt for langt blik.

Oh dear.

Der gik ikke mange sekunder, før jeg havde et par bud på årsagen til dette lange blik:

Enten syntes hun, at min søster var en lille lækkermås. Eller også gættede hun på, at vi var kærester (til nye læsere: jeg er i et homoseksuelt forhold til en laber kvinde :-)). Jeg hælder mest til det sidste.

Haha, OMG, jeg ørler af grin :-D

Det er altså risikoen, hvis man som kvinde færdes med mig i Århus midtby:

AT BLIVE OPFATTET SOM LESBISK.

Det guldkorn kunne jeg naturligvis ikke holde for mig selv.

Og min søster tog det heldigvis pænt. Hun er ikke helt humorforladt ;-)