mandag den 29. september 2014

Well, thanx a lot, Mum

Min mors timing er fantastisk.

Fabelhaft!

Prøv at se, hvad hun havde lagt på mit køkkenbord, da jeg i dag kom hjem fra Institutionen (læs: den skole, hvor jeg arbejder):



Det er Jyllands-Posten, som skriver ... jaøh ... det kan du jo selv læse.

Og det er jeg da virkelig SUPER taknemlig for! I særdeleshed nu, hvor jeg for et øjeblik siden har malet køkkenloftet i mit nye hus kridhvidt.

Jeg har også købt lys maling til væggene, men måske skulle jeg overveje at lade dem stå i det smarte og opløftende 70er-look i nikotinnuance, de har lige nu:


I øvrigt godt underbygget af klinkerne på den nederste del.



Og hvis jeg så bare køber sorte skabselementer, står jeg faktisk allerforrest i modebussen, guys.

Øh, såfremt jeg altså lige maler loftet om.

Hrmpf!

Og det samme gælder velsagtens min stue, hvor jeg bør ændre min nylagte parket i hvidpigmenteret ask tilbage til de mørke gulvtæpper, der lå der, da jeg overtog huset.

Loftsmalingen i stuen kan jeg også sagtens ændre tilbage. Jeg er jo ikke helt færdig. For eksempel har jeg endnu ikke malet disse to arealer:


Eller situationen beskrevet med andre ord: argh, argh, argh!

Nå, men hvem gider også være trendy? 

Og bare jeg venter 30 år, så er mine lyse farver inde i varmen igen.

Yup!

Så jeg vil rette en varm tak til min mor for at gøre mig opmærksom på, at jeg midt i istandsættelsen af mit nyindkøbte slot er på vej mod en totalt forældet stil.

Jeg er næsten lige så taknemlig som dengang for et par måneder siden, hvor hun på køkkenbordet deponerede en artikel om nye typer af huslån, der var meget billigere end det, jeg netop havde skrevet under på.

Pis.







søndag den 28. september 2014

"Syrlig eller ond og overfladisk??"

Sådan havde en anonym læser skrevet i kommentarfeltet under mit seneste indlæg.

"Uhada," tænkte jeg. "Det var sørme en grim kommentar. Den må jeg hellere slette."

Og så gjorde jeg det. Inden jeg fik tænkt mig om.

Nu har jeg tænkt.

Og er nået frem til den konklusion, at jeg ved at slette kommentaren jo rent faktisk har øvet censur.

Jeg er jo fucking Nordkorea!

Shit.

Så nu er kommentaren altså tilbage på bloggen. Oven i købet blæst op som overskrift til et indlæg.

For jeg vil godt kommentere.

Lad os starte med "ond."

Hmmm. Det kan da godt være, at jeg somme tider er en ond motherfucker. 

Men jeg tror ikke, at jeg er den rette at spørge. Mine nærmeste omgivelser lader ikke til at forbinde mig med den store ondskab. But then again: Måske siger de ikke altid hele sandheden. Det kan være, de ikke tør ;-)

Så den vil jeg lade hænge og i stedet rette fokus mod "overfladisk."

Igen vil jeg ikke afvise kategorisk. 

Jeg går ud fra, at det er min karakteristik af og holdning til Linse, den anonyme læser refererer til.

Og jeg må tilstå, at de ting, jeg skrev om damen i forgårs, udelukkende hviler på det subjektive indtryk, jeg har dannet mig i løbet af de forholdsvis få gange, jeg har været eksponeret for hende i medierne.

Jeg havde således ikke foretaget nogen som helst research, inden jeg skrev mit indlæg. Og dermed er det altså en håbløs journalistik, jeg leverer.

Det har jeg nu rådet bod på.

Jeg har googlet Linse Kessler:

Ifølge Wikipedia er Linse Kessler kendt for "at have Skandinaviens største barm" og "at være storesøsteren til den professionelle bokser Mikkel Kessler."

Aha!

Allerede nu falder mit indlæg fra i forgårs jo fra hinanden. For her skriver jeg, at hun er berømt for "absolut ingenting."

Næse til mig.

Der står også andre interessante sager på Wikipedia, som KUN understreger, at jeg ikke havde gjort mit forarbejde godt nok i forgårs, da jeg nøjedes med at omtale damens bryster og formodede intelligens.

Heraf nævner jeg nu nogle få:

  1. Hun er for nylig gået konkurs med stripklubben Copenhagen Redlight.
  2. Hun er kendt skyldig i hashsmugling, trusler mod vidner og ulovlig indtrængen.
  3. Hun har drevet mindst tre bordeller.
  4. Hun er engang flygtet fra Haderslev Arrest.
  5. Hun er hele TI FUCKING GANGE dømt for overfald og vold (hvilket gør mig taknemlig for, at jeg skriver anonymt her på bloggen).
Alle disse interessante oplysninger om frøken Kessler (foruden lidt om tatoveringer, ansigtsløft, botoxbehandlinger, pornonegle og realityserier) havde jeg altså indføjet i omtalte blogindlæg, hvis jeg ikke havde været så overfladisk.

Næse nummer to til mig.

Men én ting står jeg ved: Jeg er godt nok ked af, hvis alt for mange børn og unge ser denne barmfagre forbryderske som et forbillede.

Bum.

lørdag den 27. september 2014

Lidt om tomme dåser med store bryster

Var for nogen tid siden en tur nede i det lokale storcenter i den by, hvor jeg arbejder som lærer. Skulle lige handle lidt med hjem fra Føtex.

Her mødte jeg et par elever, hvilket omgående fik mig til at glæde mig over, at jeg ikke bor i min arbejdsby. For jeg møder ret tit elever, hvis jeg handler i min arbejdsby, og det kommer faktisk ikke dem ved, hvornår jeg køber hygiejnebind, vin og kondomer.

Nu køber jeg selvfølgelig ikke så mange kondomer, da Ladyen og jeg som regel dyrker ubeskyttet sex, høhø. Men for eksemplets skyld, you know.

"Hej Fru Lærer," lød det glad fra den ene elev. "Skal du ind i centeret og se Linse?"

Linse? Nej, hun var dælme den sidste, jeg gad bruge min kostbare tid på. Jeg bryder mig SLET ikke om Linse. Hold nu kæft for et stykke forarbejdet uintelligens.

Berømt for ... absolut ingenting. 

Og med verdens grimmeste bryster. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med sådan et par varmluftballoner. Det ville være som at kærtegne to Halloween-græskar, tænker jeg. 

Blot sørgeligt, at mine elever vælger at spilde tid på damen. De ville have haft bedre af at gå hjem og skrive den engelske stil, de havde for ;-)

Nå, men ikke mere om tomme dåser. Det er lørdag morgen, dagens første kop kaffe er drukket, og nu vil jeg skynde mig at liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. 

Tudserne er på vej for at lægge trægulv i mit nye hus, og jeg er bange for, at det vil vække misbilligelse, hvis jeg bare sidder her og feder den i min lune, lodne morgenkåbe, mens de kravler rundt på alle fire i stuen.

Måske når jeg også en tur til frisør i dag :-D

torsdag den 25. september 2014

Hvad mad kan betyde og mere

Er blevet klogere. En god del klogere. På mad. 

Og mere.

For nu at begynde med maden:

Havde i dag en håndfuld uddannelsesvejledere til at rende rundt på ... 

... UPS, var sgudda lige ved at skrive navnet på min skole, men så finder du mig lynhurtigt på skolens hjemmeside, og DEN går altså ikke!

Nå, men de rendte altså rundt og fortalte hele 8. årgang om de ungdoms- og erhvervsuddannelser, der findes. 

Med RET stor fokus på lyksaligheden ved at vælge en erhvervsuddannelse. Og RET stor fokus på, at man naturligvis skal vælge gymnasiet, hvis man holder uendelig meget af lektier. Og uendelig meget af at gå i skole i RIGTIG mange år.

Hvilket gør mig irriteret TOTALLY pissed! Fordi de løber regeringens ærinde og lokker kvikke skoleelever med både evner og vilje til en boglig uddannelse væk fra gymnasiet og over i bagerfaget.

Og jeg mener tilfældigvis ikke, at det er uddannelsesvejledernes opgave at manipulere mine elever til at tage en uddannelse, de måske ikke ønsker og måske slet ikke vil trives med.

De har fandme bare at orientere objektivt og lade mine elever træffe deres egen beslutning. Det andet er respektløst. Samfundsøkonomisk fornuft eller ej. Hrmpf!

Nå, men her render disse såkaldte vejledere (læs: manipulatorer) altså rundt, og så er det, at jeg har en dreng til engelsk og tysk. En ret opvakt dreng, som vi jo kan kalde Ingolf. Og som har held til at få mig til at småklukke.

For han rækker pludselig hånden op og siger med den dybeste alvor i stemmen:

"Er det rigtigt, at kantinen på HTX er bedre end den på gymnasiet? For så skal jeg nemlig på HTX."

Åh, haha, tusind tak til Ingolf for at pille uddannelsesvejlederen ned fra hans bedrevidende piedestal ;-)

Og nu videre til dagens hændelse nummer to:

Som handler om en anden dreng, som jeg har til engelsk og tysk på 8. årgang. 

Vi kan jo kalde ham Brian, Johnny eller René, for han er dælme ikke specielt opvakt.

Han er underfrankeret (eller "udfordret", som det hedder, hvis man skal være politisk korrekt). Og øretæveindbydende upoleret. Har klart sin egen dagsorden i timerne og er ligeglad med direktiver fra mig. En skidt knægt.

Ham møder jeg i Rema 1000, da jeg køber ind efter skoletid i dag. 

Det vil sige, jeg møder ham egentlig ikke. Jeg står cirka fem kunder foran ham i kassekøen og er ved at betale mine varer, da hans stemme pludselig gjalder gennem butikken, så alle andre forskrækket vender sig efter lyden:

"HEJ FRU TYSKLÆRER!!!" 

(Bortset fra at han selvfølgelig ikke kalder mig fru tysklærer, fordi jeg hedder noget andet.)

Og der står han så smilende og vinker. Og jeg bliver en lille smule blød om hjertet, for jeg har egentlig ikke forventet, at Brian, Johnny eller René overhovedet vil kendes ved mig ude i byen.

Men det vil han godt. Måske fordi han kan lide mig.

"HEJ BRIAN, JOHNNY ELLER RENÉ!!!" råber jeg storsmilende tilbage gennem butikken og vinker.

Det var da en feelgood lille episode henne i Rema 1000 :-D

tirsdag den 23. september 2014

Du kender det sikkert

Du kender sikkert udmærket det der med, at man har taget 8C med i gymnastiksalen for at lade dem spille høvdingbold i en del af en tysktime (bevægelse i undervisningen er en del af skolereformen).

Og at man så vælger at spille med, da man ikke gider stå i hjørnet som en anden vindtør og humørforladt gammel tranlampe af en tysklærerinde og holde øje med uret, fordi man synes, at eleverne skal skynde sig tilbage til klasseværelset og bøjningen af de uregelmæssige udsagnsord.

Og at man går op i kampen med ildhu og springer rundt som en Duracell-kanin. Og får taget livet af en hel del elever i processen, muahahaha (fru tysklærerinde er dælme god til høvdingbold).

Og derfor ikke opdager, at ... øh ... den ene strop i ens bh er sprunget.

Så bh'en faktisk er gledet ned og sidder i navlehøjde.

Mens ens forholdsvis store bryster har fået en vis ... øh ... autonomi. Eget liv vil jeg næsten kalde det.

Pis!

Glæder mig dog over, at nogle af drengene og pigerne i 8C måske har fået en uforglemmelig oplevelse, haha.


tirsdag den 16. september 2014

Pis osse!

Har lige siddet nede i en sportshal, mens Barn 4 trænede basketball, og skrevet et megalangt og giftigt indlæg om en person, som jeg ikke kan lide, fordi hun er en sur og dum og negativ og bedrevidende og superegoistisk møgkælling, der konstant brokker sig over andre og altid føler sig forurettet.

Hun spreder lige så meget hygge og munterhed som Chopins sørgemarch.

Og hun giver mig hårrejsninger af irritation og frastødthed.

Og hun var til stede i hallen. Fordi hun har en søn, der spiller basketball sammen med min datter.

Og jeg havde min computer med og brugte de 90 minutter, træningen varede, på at svine hende godt og grundigt til i et blogindlæg. 

Mens jeg omhyggeligt lod, som om jeg slet ikke var der, hvilket ikke var let, da vi var de eneste to tilskuere til træningen.

Og så glædede jeg mig ellers til at komme hjem, så jeg kunne få netforbindelse og udgive indlægget.

Despicable me, muahahahaaaah! 

Men så ...

... havde mit elendige hakkebræt af en computer valgt at slette hele svineriet på vejen hjem i bilen.

Pis osse!

Det er måske Gud, der holder hånden over møgkællingen.

Derfor må du i dag nøjes med dette nødindlæg.

Og så vil jeg ellers hive mine forårsruller ud af ovnen, så jeg kan give min datter et måltid med samme næringsværdi som et stykke bølgepap, men jeg har fucking ikke mange andre muligheder end hurtige halv- eller helfabrikata, når pligtdelen af dagen begynder klokken 5.45 og først slutter klokken 20.00.

Hrmpf!

søndag den 14. september 2014

Apropos Broløb

Har lige gennemgået den goodie bag, jeg fik udleveret efter løbet.

DER kan man sgu snakke om bizarheder.

Se nu bare her:

Okay, medaljen kan jeg forstå. Og det samme gælder snolderet og sæben og kuglepennen og de to P-tærter, som jeg allerede har trykket ind. 

Det meste af det kan være nyttigt efter et langt løb, og kuglepennen kan man altid bruge.

Men her går så grænsen for min forståelse. 

For hvad fanden skal man med en pose Paneng-krydderimix, når man lige er kommet over målstregen og tror, man skal dø af udmattelse? 

Og måske nogen kan fortælle mig, hvad den hvide plasticdims yderst til venstre er for en fætter? 

Nogen prydgenstand er den ikke, og den kommer i hvert fald ikke på mit juletræ, selv om sønnike har foreslået, at det kunne være en julekugle med temaet hvid jul.

En enkelt ting i posen fangede dog i særdeleshed min opmærksomhed:


Der lå nemlig et blad for træningsglade danskere, og på forsiden reklameres for en artikel, der er som skræddersyet til mig.

Hehe, jeg ser en gylden løbefremtid for mig ;-)

Nå, men ellers vil jeg runde af med at undre mig over speakerstemmen i højttalerne ved startområdet, der inden afgang orienterede alle løberne om, at der hele vejen over broen var posteret en official for hver 50 meter, som kunne "guide os på vejen over."

Øh?

Fordi hvad?

At man let kommer til at dreje forkert derude på broen?

Haha, de er fandme skøre, de sjællændere :-D


Still here

Yep, der er sgu stadig puls :-)

Jeg har besigtiget skaderne:

To vabler og to blå tånegle, som sikkert falder af. Tæerne ser det heldigvis ud til, at jeg får lov at beholde.

Derudover naturligvis en ret bizar og ikke særlig kæk gangart.

Jeg skriver selvfølgelig sådan, fordi jeg i går løb halvmarathon på Storebælt. Broløbet. Sammen med barn 2 på 19.

Eller ... øh ... "sammen med" er måske så meget sagt.

Vi var selvfølgelig sammen på den lange køretur i Yarisen til Knudshoved. Og i en af de busser, der transporterede løberne over broen til Korsør, hvor løbet skulle starte. Og i de fire fucking timer, vi måtte vente ved betalingsanlægget, inden løbet skulle skydes i gang (vi fik os tilmeldt så sent, at vi kun kunne få plads på en af de tidligste busser - deraf ventetiden).

Men så ophørte vores samvær ret så eftertrykkeligt.

Barn 2 er nemlig en veltrænet og muskuløs ung mand med et forrygende kondital, så da starten gik, sprang han af sted som en gazelle og kom i mål som nummer ... Nå nej, det kan jeg ikke skrive, for finder man ham i resultatlisterne, ja så ved man jo også et splitsekund senere, hvem jeg er. 

Og den går ikke.

Men han kom i hvert fald ind på en rigtig flot plads og måtte stå ved målet og vente i en hel time, inden hans absolut utrænede mor indfandt sig i Nyborg. I en anden stil end hans.

Men hey, jeg gennemførte!



Har reflekteret lidt over min præstation og kan bedst kategorisere den som velgørenhed. 

Det må nemlig give alle tiders selvtillid at løbe halvmarathon mod mig. Jeg blev i hvert fald undervejs passeret af temmelig mange løbere, der bestemt ikke var forsynet med nogen form for sportslig udstråling - heriblandt en mand, der så ud, som om han havde haft polio som lille.

I dag skal jeg male loft. Det er jeg heldigvis god til ;-)


fredag den 12. september 2014

By the way ...

Det er i morgen, der er Broløb. Halvmarathon. På Storebælt.

Jeg har trænet i alt tre gange her op til løbet: 2 x 10,6 km i sidste weekend og 7,4 i onsdags.

Og bør således kunne gennemføre i elegant stil.

Så til alle de andre 12.000 løbere: Tag jer i agt for suset fra det kødpølsefarvede jyske lyn!

(Og til mine læsere: Wish me luck. I'll sure as hell need it!)

Politisk ukorrekt, hehe

Aaahhh!

Var ganske vidunderligt politisk ukorrekt i går, muahahahaaah.

Situationen:

Jeg skal med 8. årgang i biffen. Vi skal se en fantastisk film, der hedder Broken og er aldeles anbefalelsesværdig, hvis man kan tåle stærke film.

En af mine kolleger skal også med. På vejen ned til biografen småsludrer vi om udflugten - blandt andet om, hvorvidt eleverne har fået lov at tage slik med hjemmefra eller ej.

Det har mine. 

Ved godt, at den måske ligger på kanten. Men for helvede altså. En biftur uden snolder er sgudda lidt fesen. 

Som en spegepølsemad uden remoulade.

Navnlig hvis man går i 8. klasse.

Så da mine elever dagen forinden pænt spørger mig, som de må have lidt med hjemmefra, siger jeg ja.

Min kollegas elever har ikke slik med.

"Kommunen har altså vedtaget, at vi skal give eleverne mulighed for en sukkerfri hverdag," kommer det snusfornuftigt fra hende, da hun hører, hvad jeg har formastet mig til at tillade min klasse.

Point taken. Og jeg har nok en lille smule dårlig samvittighed over sådan at have spoleret mine elevers gode helbred.

Indtil i morges.

Hvor jeg lægger ud med to timers tysk i kollegaens klasse. Og tilfældigt komme til at læse, hvad hun har skrevet på tavlen:

Ugens boganmeldelse: Victoria
Ugens kage: Thomas

AHA!

Min fromme og frelste kollega, som i går så det som hendes pligt at orientere mig om kommunens sundhedspolitik, har altså indført en fast kageordning for 8A!

Og en nærmere efterforskning afslører, at det samme er tilfældet i de andre ottendeklasser.

Hmmm ...

JEG vil til gengæld sætte en ære i at tillade mine elever slikspisning under biograffilm for evigt! 

Hehe.

torsdag den 11. september 2014

"Hej. Hvordan hænger den i dag?"

Shit altså, Frue. Somme tider får De sagt nogle ting, der mildest talt er lidt kiksede, haha.

Som nu i morges. 2. lektion. Engelsk i 8A.

Min gode kollega, Christian, som er matematik- og idrætslærer, træder ind i klasseværelset, hvor jeg står med ryggen til og er ved at viske tavlen ren.

Han skal være min støttelærer i den time, og det er rart at være to til at holde englebasserne i 8A i ørerne, så jeg er glad for at se ham.

Derfor siger jeg muntert over skulderen: "Hello, Christian. How is it hanging today?"

Den engelskkyndige ved, at det spørgsmål i daglig tale betyder "Hvordan går det i dag?" Der er således ikke noget uheldigt i sådan en formulering.

Men ...

... Christian er ikke specielt engelskkyndig, så han hører følgende: "Hej Christian. Hvordan hænger den i dag?"

LOOOOOOL!

Det er tydeligt, at han ikke rigtig ved, hvad han skal svare, så han nøjes med et lidt tørt "Høhøhø ..."

Hvorpå en elev bagerst i lokalet kommenterer: "Please don't use that kind of language in here!"

Åh, jeg dør af grin, hahahaaaah!

tirsdag den 9. september 2014

Komplimenter fra boghandlerdamer

Var en tur i midtbyen for nogle uger siden. For at købe fødselsdagsgave til Barn 2 på 19.

Gik ind til boghandleren og fandt en bog om Sydafrika.

"Vil du være sød at pakke den ind for mig?" sagde jeg pænt til den venligt smilende dame bag disken.

"Ja, naturligvis. Er det til en dreng eller en pige?"

Hun skulle træffe en vanskelig beslutning om farven på gavepapiret og havde derfor brug for at kende barnets køn.

"Det er til en dreng. Min søn."
 
Hvorpå damen med øvede hænder gik i gang med at kreere så smuk en gaveindpakning (af grønt papir), som man kun kan frembringe, hvis man har oplevet en pæn mængde julehandler bag en butiksdisk.

"Det er et lidt usædvanligt sted at købe rejsebøger om," chitchattede damen. "Skal han på ferie dernede?"

"Øh nej, det skal han ikke," svarede jeg. "Han er lige blevet student og vil gerne holde et sabbatår. Og så har han valgt at rejse derned for at lave frivilligt arbejde. Han skal træne nogle sydafrikanske drenge i fodbold og undervise dem i engelsk. Så de får lidt positivt indhold i hverdagen altså."

Jeg ved lige, hvilke knapper jeg skal trykke på over for boghandlerdamer på omkring de 50 (blink, blink), og fik da også omgående stående applaus fra den modsatte side af disken.

"Hold da op, det er flot af ham!"

Det var rart at modtage ros på sønnikes vegne, og jeg ville have mere, så jeg smed den største trumf, jeg lige kunne komme i tanker om:

"Ja, og det er ret dyrt at komme af sted, så for at tjene penge til turen, står han op midt om natten og skurer toiletter for ISS."

... hvorved jeg tog stikket hjem (the final kill, you know):

Damen svævede af begejstring, så hun kun kan have haft jordforbindelse med det yderste af sine formentlig manicurerede tånegle.

"Det lyder som en fantastisk ung mand, du har dig der. Vil du hilse ham mange gange fra boghandlerdamen og sige det?"

You bet.

Ros tilbage til damen for at få sine kunder til at føle sig temmelig godt tilpas.

(Og måske var det således i virkeligheden hende, der tog stikket hjem, for hvor tror du, jeg handler, næste gang jeg skal bruge en bog? Smooth!)

Nå ja, hehe

Prøv lige at se, hvad Barn 3 præsenterede mig for forleden dag:
 
 


 Funny :-D

"Måske skulle du lære at håndtere det ..."

Har en elev i 8A. Vi kan jo kalde ham Slemdreng.

Slemdreng er en af de elever, som har rigtigrigtigrigtig svært ved at blive siddende på sin plads i timerne og i øvrigt høre efter, hvad Fru Lærer siger, som ofte ikke har sine bøger med, som aldrig laver lektier, som tit kommer for sent.

Han flimrer.

Flimrer er det ord, jeg bruger, når en elev har svært ved at fastholde koncentrationen og hele tiden skaber en anelse uro i sit nærmiljø.

Jeg tror ikke, han har en diagnose. Han er bare ualmindelig dårligt opdraget og har ingen respekt for sine lærere.

Forleden dag havde han hugget en klassekammerats computer og sad og dekorerede skærmbilledet med ordet FAGGOT, mens denne klassekammerat var på toilettet.

FAGGOT, FAGGOT, FAGGOT, FAGGOT overalt på skærmen. Virkelig intelligent at bruge undervisningstid på den aktivitet.

Jeg reagerede. Det gør jeg tit, når betegnelser for min minoritet bruges i en nedsættende betydning.

Så jeg fortalte stille og roligt klassen, at jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører udtryk som "fucking homo," og når jeg ser skærmbilleder som omtalte. At jeg ikke selv har valgt, hvem jeg forelsker mig i. Og at jeg afgjort ikke var homoseksuel, hvis jeg selv kunne bestemme.

Afgjort ikke.

Det udløste forskellige reaktioner.

Flere elever rakte hånden op og sagde ærligt og alvorligt, at eventuelle homofobiske bemærkninger bestemt ikke var rettet mod mig, og at det var svært at lade være med at sige den slags, fordi det nu en gang er den måde, mange taler på i 8. klasse.

Slemdreng havde også en kommentar:

"Måske skulle du lære at håndtere det."

Eller sagt med andre ord: Hold op med at klynke.

Hmmm ...

mandag den 8. september 2014

Lidt om landbrugsprodukter på motorvejen og andet guf

Er fandenfuckme snart TRÆT af landbrugsprodukter på motorvejen!

Sad faktisk i Yarisen på vej hjem fra Institutionen (læs: den skole, hvor jeg underviser) i dag og ønskede ild i håret til hele den danske landbrugsbranche.

Hvorfor helvede går de og strør om sig med produkter på den motorvej, som ideelt set skulle gøre det nemt for mig at komme frem og tilbage til arbejde og andre spændende destinationer?

For halvandet år siden var landbrugsbranchen således elskværdig at slippe en lastbilfuld levende svin løs på mit stykke af motorvejen, så jeg var næsten fire fucking timer om at tilbagelægge ti kilometer OG dermed slet ikke nåede ind på seminariet i Århus til mine allersidste engelsktimer inden min afsluttende lærereksamen.

Og i dag var den så gal igen.

10 tons korn, hældt ud nærmest nøjagtig samme sted som svinene sidste år = motorvejen lukket i timevis.

Pis!

Det får mig til at tænke på, hvad lastbilchauffører egentlig LAVER, når de er på arbejde?

Altså ud over at læse avis og skrive sms-beskeder. Og tabe deres last.

Og de er tilmed ikke de eneste, som fortjener en tur over knæet. 

Det samme gør nemlig alle de halvskaldede, midaldrende mænd i store, sorte lokummer af BMWer, Mercedeser og Audier, som mener, at de har bedre ret til at komme frem på motorvejen, blot fordi de er mere uvenner med deres penge end jeg og derfor har tilgodeset statskassen med de mange 100.000 kroner, det koster i afgifter at købe deres svinedyre statussymboler.

Og som lægger sig helt oppe i røven af Yarisen og skaber sig, fordi de tror, de kan tvinge sig forbi mig i en morgentrafik, der kan beskrives med tre ord: kofanger til kofanger. 

Hvorfor skulle jeg underdanigt trække ind for dem? Kan de ikke se, at samtlige køretøjer på den motorvejsstrækning snegler sig af sted? Er deres behov for at komme frem større end mit?

I think not. 

Nå, men ellers vil jeg se at komme i bedre humør. Der er godt og vel to timer tilbage af dagen. Gotta make the most of it.

Øh ... og vil derfor skifte en vask og lave mig en dejlig madpakke til i morgen. Tænker lidt på at smøre en æggemad.

søndag den 7. september 2014

Weekend og overvurderet løbetræning

"God weekend, Mrs. English Teacher," lød det muntert fra en god kollega i fredags. "Hvad skal du lave?"

"Jeg skal hygge med Ladyen," svarede jeg. 

"Øh ... nå ja, og så skal jeg for resten løbe halvmarathon på Storebæltsbroen den 13., og da jeg ikke har fået løbet hele sommeren, skal jeg nok også lige træne op til det."

Oh fuck. Bliver jeg aldrig klogere?

Mit bud er nej.

De fleste rettænkende mennesker vil vel nok lægge et par træningsture ind i sommerens program, når de medio september skal tilbagelægge så fucking lang en strækning som 21,1 km i løb og uden brug af kunstig ilt.

Men næhnæh, så ordinær er Fruen sandelig ikke. Ingen grund til at være overdrevet forberedt.

Det var jeg heller ikke, da jeg løb Århus City Halvmarathon sidste år, og ved den lejlighed var jeg da fysisk ovenpå igen allerede tre uger efter løbet.

Pis.

tirsdag den 2. september 2014

I orkanens øje

Hooooold nu kæft, hvor var jeg tæt på at få nogle på gummerne på skolen i dag.

Som forvalter af et af verdens vigtigste job, er jeg somme tider gårdvagt. 

Hate the damn concept! 

Det er med andre ord ikke altid pissefedt at rende rundt i farvestrålende, havnearbejderagtige gårdvagtsjakker i al slags vejr og holde ro og orden på legepladsen i spisepausen, mens kollegerne krydrer røv på lærerværelset med deres delikate madpakker.

Derfor var jeg også lettet, da mit kvarter var overstået, og jeg blev afløst af min afløser.

Øh ... skrev jeg AFLØST? HA! Det skulle vise sig at være en illusion.

For i samme sekund jeg havde afleveret havnearbejderkostumet til afløseren og langt om længe havde min halve rugbrød med røget ørred i sigte, blev der kaldt på mig.

"Frau Lehrerin, Frau Lehrerin", lød det ret insisterende fra et sted oven for en trappe (nu hedder jeg ikke Frau Lehrerin i virkeligheden, men det lader vi lige, som om).

Jeg piskede op ad trappen og fandt en af mine tyskelever fra 9. i håndgemæng med en fyr fra parallelklassen. Det var parallelklassefyren, der havde overtaget.

Med ret høj stemmeføring fik jeg ungersvendene skilt ad, mens jeg forgæves ønskede, at en kollega ville lægge vejen forbi. Jeg fornemmede nemlig klart, at disse to pænt store 15-årige drenge var SÅ uvenner, at det kunne udvikle sig til noget grimt, som jeg måske ikke kunne håndtere alene.

Og det gjorde det også.

Efter nogen tids gensidige skub og ukvemsord og mine forgæves bestræbelser på at mægle i striden, måtte jeg bede parallelklassefyren om at trække ned mod sit klasseværelse, mens jeg beordrede min egen tyskdreng til at blive, hvor han var.

Tænkte, det var bedst at skille dem fysisk. De var begge to komplet styret af reptilhjernen, der åbenbart havde i sinde at tilintetgøre objektet i målsøgeren.

Og resultatet var, at parallelklassefyren en stund senere tøvende trak ned ad gangen.

Mens tyskdrengen desværre fulgte efter.

Begge svinede de hinanden fuldstændig til undervejs.

Selv opgav jeg alle mæglingsforsøg og lagde mig strategisk som fysisk bolværk midt imellem de rasende kamphaner (ved sgu ikke, hvor jeg fik modet fra).

Og det gik sådan set meget godt over en strækning på cirka 25 meter.

Men da vores bizarre og disharmoniske lille klynge nåede frem til parallelklassefyrens klasseværelse, fik min tyskdreng åbenbart affyret et verbalt missil, der traf sit mål i en grad, så det næste, jeg oplevede, var en knytnæve på størrelse med et vaffeljern, som kom susende tæt forbi mit øre og med en træls lyd traf tyskdrengen midt på munden, så blodet sprøjtede.

FUUUUUCK!

Jeg kastede håndklædet og løb. Op på lærerværelset for at hente hjælp. Som heldigvis hurtigt kom og fik skilt drengene ad.

Jeg var rystet.

Og havde derpå to virkelig dårlige lektioner i 8B.

Og synes, det var et nederlag, at jeg selv ikke kunne løse konflikten.

Just another day at the office.




Første brandert

Mærkedag:

Barn 3 på 16 gennemlevede sin første brandert i fredags.

Oh shit!

Eller måske snarere: Oh puke!

Han er lige begyndt på htx, og klassen skulle holde fest.

Fint nok: Knægten har længe været lidt for meget huleboer og holdt lidt for meget af at sidde under dynen i sin seng og nørde med computeren.

Så jeg glædede mig naturligvis over den sociale aktivitet, han havde i vente. Og mente også, at jeg havde sikret ham et skånsomt indtag af alkohol, da jeg kun havde lagt fire øl på køl til ham.

Stupid me.

Havde ikke forudset, at han også ville opsnuse og bortfjerne mit lager af lunkne øl fra skabet (hrmpf!).

Ej heller, at nogen formentlig ville medbringe og rundhåndet uddele en forsyning af shots til festen.

Hvilket giver følgende regnestykke:

Nogle shots er stærke som snaps og smager af lakrids

+

Barn 3 elsker lakrids

=

Dårlig cocktail. Navnlig når den lander på en  solid bund af øl.

Måske har han fået respekt for alkohol.

Mine tanker suser nu tilbage til min egen første brandert:

Gløgg med snaps.

Føj for satan. Klamt.

mandag den 1. september 2014

Verdens vigtigste job

Aaahh, SÅ kører nettet på fruens matrikel. Nu har jeg også undværet det i halvanden måned: nærdødsoplevelse.

TV havde jeg heller ikke: mere nærdødsoplevelse.

Og så alligevel ikke.

For én ting har jeg konstateret: Verden er stadig derude. Jeg er ikke blevet socialt isoleret og koblet helt af mit netværk. Jeg er på ingen måde ”udenfor”. Jeg er ikke gået glip af noget livsvigtigt.

Jeg tror ellers, det er netop dén grusomme skæbne, mine elever frygter at lande i, når jeg for 117. gang i den samme lektion må bede dem om at logge af Facebook og lægge mobilen i lommen.

Pisseirriterende.

Jeg har elever, der åbenlyst går på det lorte, pseudosociale medie, de kalder Facebook, hver eneste fucking gang, jeg vender ryggen til dem. Hrmpf!

Og ja, jeg vil til næsten enhver tid kalde Facebook pseudosocialt. For man er dælme ikke social, når man er omgivet af rigtige levende mennesker i den fysiske verden og alligevel foretrækker at rette alt åndeligt nærvær mod sin computer- eller mobilskærm for at træde ind i et kunstigt cyberunivers befolket med somme tider ret konstruerede personligheder.

Men fru Lærerinde, hvorfor konfiskerer De ikke elevernes mobiltelefoner, hvis djævlebørnene ikke kan finde ud af at lade dem ligge i timerne? tænker den kvikke læser måske.

Fordi vi ret ofte bruger dem i undervisningen. Til at lave lydoptagelser med, til at filme med, til at lave ordbogsopslag med, til at søge informationer med. 

Eleverne skal jo med reformen have en spændende og afvekslende skoledag, you know. Og den slags involverer for eksempel mobiltelefonen.

Et svært løseligt problem.

Og det var fannerme også et problem, da nogle af mine elskelige elever forleden dag låste mig ude på gangen.

Hængerøvene havde spottet, at jeg havde lagt mine nøgler fra mig på katederet, og da jeg så forlod lokalet for at hjælpe en gruppe, der sad ude på gangen og arbejdede, gled døren lige så stille i bag mig.

Og blev låst.

Pis. PIS. PIS!!!

Ved du, hvor degraderet man som lærer føler sig, når man sådan bliver sat udenfor?

Ret så fucking meget, kan jeg berette.

Min reaktion:

Tre larmende, aggressive spark mod den formastelige dør. SÅ flot og modent af mig.

Dernæst en MEGA skideballe til klassen. Krydret med indtil flere sprogblomster.

Op i røven med alle teorier om "anerkendende tilgang"! 8C fik en regulær verbal afklapsning og blev sat billigt til salg i Den Blå Avis. 

Mens jeg gav hele folkeskolen et utal af fuck-fingre.

Altså indtil jeg om aftenen samme dag befandt mig i behageligt selskab med min onkel Helge fra Australien.

Onkel Helge er en af mine helte. Han er verdensanerkendt hjertespecialist og vistnok lidt af en forskerping down under. Han har været flying doctor og reddet utallige menneskeliv, og jeg har altid tænkt, at han havde et af de mest betydningsfulde erhverv i universet.

Men så sagde han pludselig:

"Hvor er det rart at høre, at du er glad for dit nye arbejde (well, måske ikke lige den dag, men det er jeg altså i almindelighed). Du har jo et af de vigtigste job i verden."

Hehe.

Og tusind tak, onkel!

For han har velsagtens ret i, at hvis der ikke var nogen af mig, var der heller ikke nogen af ham.

Det er da feelgood :-D Og pludselig blev det lidt lettere at bære over med både 8C og de pisseirriterende Facebook-freaks, jeg dagligt møder.