onsdag den 31. juli 2013

Nedtællingen er begyndt

Der er nu 0 dage, til skønne barn 1 vender hjem fra sin jordomrejse, som i løbet af de sidste fire måneder har bragt hende omkring Thailand, Vietnam, Laos, Cambodja, Australien, USA, Guatemala, Mexico og Belize.

Så har hun også et helt døgn til at pakke ud og ... øh ... pakke, inden hun i overmorgen rejser til Ungarn på sommerferie.

Fruen vil til gengæld bruge lidt af dagen på at tilberede butterdejspakker med feta og lakseruller med cremefraichedressing som er to af punkterne på den velkomstmenu, barnet i al beskedenhed har komponeret til ære for sig selv. 

Glæder mig over hendes initiativrigdom!

tirsdag den 30. juli 2013

Nå ja, for resten ...

Jeg vil da lige give en status på mit IF-projekt.

Der er nu gået en uge, siden jeg indledte mit periodiske fasteprojekt, og jeg har været så disciplineret, at jeg nærmest har taget mig selv på sengen (der er jo heller ikke andet at gøre, når Ladyen ikke er hjemme, høhø).

Og status er altså:

Vægttab: 2,3 kilo!

BAZINGAAA! 

søndag den 28. juli 2013

Superliga

Det er herligt at være lebbe!

For det første har jeg en varm og blød og lækker kvinde at kysse på og elske med, nammenam ;-)

Og for det andet er der INGEN, der sætter spørgsmålstegn ved det, hvis jeg skulle få lyst til at tage til traktortræk.

Øh ... det har jeg så ikke lyst til.

Men somme tider tager jeg min søn under armen og tuller hen på stadion for at se en superligakamp. Det er der heller ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Jeg ER jo lebbe, forstås.

På stadion har jeg grønt lys til at lægge al dannelse fra mig ved indgangen og bruge halvanden time på at slynge primitive ukvemsord mod fjenden OG kolde fadbamser i dunken.

Ligesom alle de andre pæne borgere i byen, der undergår en slags Jekyll og Hyde-forvandling, så snart de træder ind på tribunerne. Det er ren stammekrig.

Jeg nøjes nu med fadbamserne.

Kampen begynder om en halv time.

Jeg glider. See ya!

lørdag den 27. juli 2013

Jeg prøver virkelig at få øje på skønheden ...

... men jeg KAN altså ikke lide tatoveringer. 

Som nu for eksempel da jeg løb en tur i formiddags og kom forbi en forhave, hvori der stod en mand, som var grøn i det halve af ansigtet. 

Argh! Hvad skal det nu til for? Synes han mon, han forskønner kvarteret ved at stå der og ligne et reptil? Ved han mon, at reptiler er umanerligt dumme? At reptilhjernen i mennesker er urprimitiv og udelukkende handler efter instinkt? At dens evner begrænser sig til flugt, skafning af føde og parring? 

Pudsigt ideal at signalere.

Eller måske vil manden gerne have, at man fortolker hans valg af kropsudsmykning, konkluderer, at han må være en brutal bølle, og derpå bliver en lille smule bange?

Well, guess what: Hvis det sidste var hensigten, så virkede det helt fint på fruen (som måske ikke er den dristigste kvinde i verdenshistorien), da hun kom forbi på sin joggetur. Hvad enten jeg ville det eller ej, blev jeg smånervøs over hans udstråling.

Og bagefter selvfølgelig virkelig irriteret på mig selv, fordi jeg hoppede på den. Jeg VED sgudda godt, at fyren i haven inderst inde bare var en lille skrøbelig tændstikmand i et stort og skræmmende kostume. En sølle stakkel.

Hvilket omgående leder tanken tilbage til min og Rotternes tur til Ribe i går. Nærmere betegnet til en episode på motorvejen ved Vejle: 

Jeg så i bakspejlet en motorcyklist i shorts og ærmeløs vest, men til gengæld uden hjelm, komme susende og i halsbrækkende fart overhale bilerne bag mig indenom i nødsporet.

"Nu skal I bare se, børn. Der kommer en kæmpe idiot," sagde jeg til mine passagerer, da jeg sjældent lader en chance for at moralisere lidt over for dem gå fra mig, hehe (et af mine privilegier som mor). 

Alles blikke drejede sig mod motorcyklisten, da han strøg forbi os på højre side. På ryggen af hans vest stod Hells Angels.

"Yep," tilføjede jeg så. "Det står ligefrem skrevet på ryggen af ham."

Jeg vil således hermed plante et verbalt spark lige i røven på små mænd, der får jern på ved at sprede nervøsitet og utilpashed blandt almindelige mennesker.

Get a life!

fredag den 26. juli 2013

Til hele min læserskare

Kære læserskare

Fortvivl ikke, når I ikke hører ret meget fra mig i dag. 

Jeg spartler om kort tid Yarisen ud med tre af Rotterne (fruens børn, der også somme tider lystrer navnet Bæsterne) og Svigerrotten og suser til jazzfestival i Ribe. 

Der skal vi mødes med Tudserne (fruens forældre, der også somme tider lystrer navnet Mumitroldene, fordi de er små og tykke).

Tænker, der ryger en kølig fadbamse eller to ned, mens vi i dagens løb forkæler øregangene lidt, og så daffer vi hjem igen i aften.

Derfor: radio silence herfra i dag.

Hehe.

Men jeg tænker på at skrive et indlæg om hundelort i plasticposer. Så glæd jer!

torsdag den 25. juli 2013

Giv din indre lebbe vinger

Går du rundt med en hemmelig og ulykkeligt indespærret lebbe indeni? Så skulle du tage at slippe hende fri og give hende vinger, for det fortjener hun.

Problem solved.

Bum.

Eller ... øh ... nej. Det er ikke helt så enkelt, vel? 

I hvert fald ikke, hvis du, lige siden du var en ganske lille pige, har tænkt, at du var defekt, off target, afvigende, fordi du blev ved med at føle dig tiltrukket af repræsentanter for dit eget køn. Og hvis du i din skam over at være sådan et fejlskud og i din drøm om at være "normal" kynisk har knægtet dine inderste længsler og tvunget dig selv til at følge konventionerne: gifte dig med en mand, få børn med ham og dermed omhyggeligt skabe en respekteret heteroseksuel familietilværelse.

Så sidder du i saksen, når du en dag reflekterer over din situation, og det går op for dig, at det slet ikke er dit eget liv, du lever, og at den eneste, du aldrig har være tro mod, er dig selv.

Shit.

What to do???

Må jeg foreslå girlfriend.dk?



Dette site blev min vej til Ladyen og den direkte årsag til, at jeg for første gang i mit liv skulle opleve gengældt kærlighed og prøve, hvordan det føles kun at have jordforbindelse med det yderste af tåneglene. Af ren lykke.

For mig var det afgørende, at det er gratis at oprette en profil på Girlfriend. Jeg havde fælles økonomi med min mand og tænkte, at det måske kunne få ham til at ... øh ... hæve øjenbrynene, hvis han på vores kontooversigt spottede en betaling til et datingsite for lesbiske. Det var derfor en utrolig kærkommen opdagelse at se, at en profil på Girlfriend kunne oprettes uden at efterlade spor på netbank.

I første omgang var jeg slet ikke på udkig efter hverken date, sexpartner eller kæreste. Jeg havde bare et behov for at snuse lidt til miljøet. In real life kendte jeg nemlig ingen lesbiske, og jeg havde en vis berøringsangst over for denne nye fremmede verden. Men på Girlfriend kunne jeg finde lesbiske online-venner, som jeg kunne korrespondere med og blive klogere på i sikker tryghed bag min egen skærm.

Og det var sandelig både spændende og knap så spændende personager jeg løb ind i: en operasanger med overskyggende Weltschmerz, en olympisk sølvvinder, en viceborgmester, en bjergbestiger, en clairvoyant, en hetero-kvinde, der fantaserede om, at jeg slikkede hende i skridtet, mens hendes mand tog mig bagfra (YUCK!) og adskillige hetero-mænd, der tydeligvis jagede på det forkerte site (herunder en indvandrermand, der gerne ville ordne mig på bagsædet i sin Corolla - mere YUCK!)

Og så var der lige den kvinde, der af min profiltekst åbenbart kunne læse, at jeg, ligesom hun, tændte på sex med dyr (!).

Så du skal være forberedt på, at træerne på Girlfriend ikke nødvendigvis vokser direkte ind i lebbehimlen, og at du måske vil møde både ludere og lommetyve, inden du finder kærligheden.


Men det lykkedes for mig. Mine vinger bærer smukt. Og det kan også lykkes for dig.


Held og lykke!

lørdag den 20. juli 2013

Gad vide, hvorfor ...

... jeg mon har tændt for Tour de France???

Jeg hader jo Tour de France! 

Først er der problemet doping. For hvor interessant er det lige at se en flok undervægtige narkomaner (som Rokokoposten meget rammende kalder dem) snyde sig til en podieplads i Paris?

At Tour de France-ryttere doper sig er lige så vist, som at tørre bussemænd under kontorstolesæder kradser.

I min optik er det imidlertid et problem, at enkelte ryttere i feltet måske IKKE doper sig. For så er det jo en konkurrence på ulige vilkår, hvor anstændigheden er sikker taber.

Næh, må jeg SÅ bede om fairplay! 

For eksempel via obligatorisk doping. Alle ryttere får et skud epo hver dag inden start.

Problem solved. Og vi kan tilmed spare antidopingagenturerne væk. Det er ren win/win.

Bum.

Og så er der problemet Jørgen Leth. Følgende adjektiver falder mig ind ved klangen af hans navn:
  1. krukket
  2. kvindeundertrykkende
  3. arrogant
  4. uvasket
  5. selvhøjtidelig
  6. excentrisk
  7. jeg tager kokkens datter, når jeg vil-agtig
  8. narcissistisk
  9. liderlig
  10. selvfed
Doping + Leth = en temmelig frastødende cocktail. 

Men ... øh ... jeg tænder alligevel. Måske er jeg en sucker for punishment? Eller også gør jeg det bare, fordi det er tradition. For tradition betyder, at man gør ting, som man plejer, også selv om der måske er aspekter ved seancerne, man ikke bryder sig om.

Det er, ligesom når jeg altid drikker snaps til den årlige fætter/kusinejulefrokost. 

Jeg kan ikke lide snaps.

torsdag den 18. juli 2013

Tilbage med frikadellerne!


Det ville være bizart, hvis jeg havde fordomme mod folk, fordi deres hud har en anden nuance end den kødpølsefarvede, eller deres nationalkultur er en anden end den danske. 

Jeg er jo selv født som minoritet og møder fordomme hist og her. Jeg er således blevet kaldt både afvigende, klam, pervers, syg, skadelig og analfabetisk (ved ikke rigtig, hvor det sidste kom fra, haha), blot fordi jeg i et par læserdebatter i online-medierne er stået frem som homoseksuel.

Ej heller muslimer har jeg som udgangspunkt noget imod. Jeg kender nogle stykker af slagsen, som er rigtig sympatiske og tilsyneladende har fundet sig godt til rette i det danske samfund. (Og kun ganske få gange har Ladyen og jeg følt os forulempet (og kun verbalt), når vi har mødt en ung flok alfahan-muslimer i det aarhusianske aftenbyliv.)

På et mere overordnet plan er jeg naturligvis nødt til at konstatere, at homoseksualitet og islam er to ret inkompatible størrelser. For eksempel ville Ladyen og jeg i lande som Iran, Saudi Arabien, Yemen, Sudan, Mauretanien, Nigeria og Somalia ganske simpelt blive aflivet, fordi vi elsker hinanden. I mange andre muslimske lande ville vi kunne nøjes med piskeslag eller lange fængselsstraffe.

Men uanset islams holdning til homoseksuelle vælger jeg imidlertid i et danskerperspektiv at tage tolerancehatten på og sige, at lukker vi muslimer ind i landet, må vi også behandle dem med accept og værdighed. Jeg er fortaler for, at vi i skolerne søger at give såvel etnisk danske børn som muslimske indvandrerbørn interkulturelle kompetencer. Vi skal lære dem alle at acceptere forskellighed og at finde fællesskab TRODS forskellighed. Det er det, der skal til for at opnå en fredelig sameksistens.

Her er det så, at min film knækker, når jeg i aviserne læser, at man i mange danske daginstitutioner er holdt op med at servere svinekød for de danske børn. Ikke flere pølser og frikadeller. Nu skal de alle sammen i tolerancens hellige navn have halalslagtet kød efter muslimske forskrifter.

Men hvor er lige tolerancen i forhold til de danske børn og den danske kultur i denne sammenhæng? Hvor er den accept af forskellighed, som lærerseminarierne og folkeskoleloven kraftigt understreger, at vi endelig skal bibringe vores elever i skolerne, både ikke-muslimske og muslimske? Hvorfor må lille Omar ikke opleve, at lille Søren ganske vist spiser frikadeller, men altså stadig er sjov at lege med?

At fjerne frikadellerne har intet med interkulturel kompetence at gøre, for interkulturel kompetence kræver, at man i mødet med andre kulturer også er sig sin egen bevidst og ikke knægter den. Det ligger i ordet INTERkulturel.

Tilbage med frikadellerne!

tirsdag den 16. juli 2013

Nu skrev jeg godt nok i fredags ...

... at jeg ville lave sweet potato pie. Men jeg gjorde det ikke. 

Det er ikke altid, jeg er så aktiv og overskudsagtig, som jeg gerne vil give indtryk af. Navnlig ikke hvis der lige kommer en god bog eller en tv-serie på Netflix på tværs. Eller hvis sofaen eventuelt springer på ryggen af mig, mens den ternede uldplaid angriber mig frontalt.

Men i dag skulle det være, og ovnlågen er netop smækket i. Om cirka en time må vi se, hvad der så kommer ud.

Sweet potato pie er en yndet dessert i sydstaterne i USA. Jeg tænker, at sydstaterne har en forkærlighed for netop denne tærte, fordi sådan en er meeeeeget gammeldags. 

Det er indbyggerne også. Mange er meget religiøse og forholdsvis racistiske. Men man skal selvfølgelig huske på, at der jo kun er gået fem generationer, siden Lincoln afskaffede slaveriet dernede, og de sindige sydstatsboer skal jo lige have tid til at vænne sig lidt til tanken.

Og netop det med tiden er et andet særkende ved sweet potato pie: Det tager over to timer at lave sådan en lille fanden. Håber dælme, den bliver god.

Her er opskriften:

Tærtebund:

100 g koldt smør
150 g mel
1½ - 2 spsk sukker
1 knivspids salt
½ sammenpisket æg

Bland mel, sukker og salt sammen og smuldr det kolde smør i melblandingen. Tilsæt derpå ægget og ælt hurtigt det hele sammen.

Stil ikke dejen på køl, for det er ikke nødvendigt, men rul den ud og læg den i et smurt tærtefad med en diameter på 23 cm. Tryk den godt op langs kanten og skær overskydende dej væk. Prik dejen med en gaffel.

Bag så tærtebunden ved cirka 200 grader i cirka 15 minutter.

Fyld:

500 g sød kartoffel
60 g blødt smør
120 g sukker
1 1/4 dl mælk
2 æg
½ tsk stødt kanel
1 tsk vanilleessens

Kog kartoflen med skræl i cirka 50 minutter. Lad den køle lidt af. Pil skrællen af den, læg den i en røreskål og mos den med en gaffel. Rør smørret i med en håndmikser. Rør sukker i. Rør mælk i. Rør æg i. Rør kanel og vanilleessens i.

Hæld så dejen oven på den forbagte tærtebund og bag hele molevitten ved 175 grader i 55 - 60 minutter.

Jeg tænker, tærten smager godt med en klat flødeskum eller vanilleis til, men jeg kan ikke huske det, for jeg har ikke smagt sådan en motherfucker i 27 år.

søndag den 14. juli 2013

Bund eller bøsse

"Skål!" sagde jeg og hævede rødvinsglasset i en hilsen til det muntre selskab, der hjalp mig med at fejre min dimission som lærer for et par uger siden.

"Bund eller bøsse," svarede den ene af mine sønner kækt, givetvis for at være sjov og samtidig fortælle mig, at middagen i hans optik havde varet længe nok, og at det ville være passende, hvis jeg drak ud med det samme.

Hmm... 

Jeg ved godt, at jeg er oppe imod en skræmmende overmagt, hvis jeg tror, at jeg kan få nutidens unge til at holde op med at bruge ordene bøsse, lebbe eller homo som skældsord, for at latterliggøre andre eller blot som en joke, men jeg er altså NØDT til at opponere. Jeg bruger jo heller ikke ordet hetero i den slags situationer (selv om det måske kunne være meget sjovt).

"Bund eller LEBBE, mener du vist," gav jeg igen. "Og så vælger jeg for resten lebben, for man skal altid stå ved den person, man er."

Således havde jeg held til at spolere ungersvendens smukke bogstavrim og samtidig løfte en moralsk pegefinger.

I øvrigt er det en forfærdende tanke at bunde et dejligt glas rødvin. Den dreng har lidt at lære.

torsdag den 11. juli 2013

Romantik for alle pengene ... næsten

Var på romantisk date med Ladyen i forgårs. 

Bif og burger.

Først en tur i kunstbiografen Øst for Paradis i Aarhus for at se Los Amantes Pasajeros af Almodóvar. Og vi var godt underholdt. Hr. Almodóvar er en crazy son of a bitch, men det sidste, man kan sige om hans film, er, at de er kedelige og forudsigelige. I min optik er det en kvalitet ved en film, hvis man ikke kigger på uret en eneste gang under forestillingen. Og det gjorde vi ikke.

Dernæst den bedste burger, jeg længe har smagt, i en grøn og fredelig krog i Café Englens hyggelige gårdhave. Ledsaget af rødvin, fadøl og lune aftentemperaturer.

Romantik i en meget høj potens ... hvis altså bare vi havde turdet være kærester. Flette fingre og småkysse og den slags.

Men det tør vi ikke. I hvert fald ikke ude i bylivet. Vi bryder os ikke om de blikke, vi tiltrækker. Og tro mig: Vi tiltrækker blikke! 

Eller hvad med den tanke, at en eller anden homofobisk idiot måske finder på at chikanere os.

Og det er virkelig ærgerligt og en lille smule ydmygende, at man ligefrem skal samle mod for at holde sin kæreste i hånden andre steder end i det trygge, camouflerende biografmørke, når man bevæger sig uden for sin matrikel på en romantisk date som i forgårs.

onsdag den 10. juli 2013

Ved godt, at det er ondt ...

DET er dælme ondt! Og jeg kunne aldrig finde på at udsætte mine fire rotter for det samme.

Men ... øh ... jeg kan heller ikke lade være med at grine lidt af energiudladningerne - så længe det altså er andre menneskers børn, det går ud over. 

Despicable me, muahahahaaa!

mandag den 8. juli 2013

Follow my blog with Bloglovin

Give a little, take a little





En nyligt overstået uge, hvor børnefødselsdagene har stået i kø, har fået mig til at reflektere over gaver - et ømtåleligt emne, der kan bringe pænt store følelser i spil. 

Jeg er i hvert fald ved at rive håret af mig selv af rådvildhed, når jeg skal købe gaver til mine forældre. For at gøre det nemt for os børn og børnebørn at købe noget til dem ønsker de sig nemlig altid SLET INGENTING. Så ligger de jo ikke nogen til byrde ved absolut at forlange et bestemt objekt fra en bestemt butik. 

But guess what: At dømme efter deres ansigtsudtryk, når de åbner gaver, som de ikke har ønsket sig, er det ikke specielt nemt at købe det RETTE ingenting. 

(Øh ... som for eksempel da jeg kom ridende med et smart, ledningsfrit dampstrygejern til min far på hans fødselsdag.)

Shit.

Det har dog heller ikke altid været lige let for mig at være i modtagerenden. En tidligere familierelation ophøjede det således til en tradition at forære mig grimme, bizarre eller ubrugelige gaver til fødselsdag og jul.

Her er top 3-listen over de vederstyggeligheder, hun i tidens løb bragte mig:

  1. Et par tykt forede vinterstøvler i Kaj-grønt ruskind, som var et nummer for små og til gengæld ikke kunne byttes. Denne gave pakkede jeg ud på en steghed fødselsdag midt i august.
  2. En brugt VHS-videofilm med Olsenbanden Jr. (Øh ... så manglede jeg bare et forældet apparat at afspille den på foruden en interesse i børnefilm.)
  3. En grå fleece-herrehættetrøje i str. XXXXXL (Jep, der ER fem X'er! Men hun fik den sikkert billigt.)

Til min trøst er jeg dog ikke hendes eneste offer. Sidste jul kom hun for eksempel sejlende med spejderudstyr til min søn ... som ikke går til spejder.

På den positive side kan man selvfølgelig påpege, at netop hendes gaver ofte er komplet uforudsigelige og out of the box. 

You never know, what you're gonna get.

Hun har desuden brugt både tid og penge i forløbet og dermed formidlet en form for venligtsindethed.

Og det er velsagtens essensen i konceptet gaver og en god grund til at fortsætte med at give og modtage dem, hvad enten de er on eller off target.

fredag den 5. juli 2013

Skelsættende vedtægtsændring



Var til møde hos min a-kasse i sidste uge. Det er ase.

Der kunne sagsbehandleren med stor alvor i stemmen underrette mig om, at a-kassen har ændret kravene til ledige siden sidste gang, jeg var i kontakt med systemet:

Dengang skulle man ifølge vedtægterne søge "mindst to stillinger om ugen", og nu skal jeg være MEGET opmærksom på, at man fra centralt hold har ændret formuleringen til "FLERE END EN stilling om ugen." 

Det sidste blev fremført meeeeeeget laaaaaangsomt og tyyyyyyydeligt, så damen lissom var sikker på, at jeg havde forstået budskabet.

Vi er altså gået fra "mindst to" til "flere end en."

Øh ...? 

Skelsættende vedtægtsændring. 

Gad vide, hvor lang tid det har taget arbejdsgruppen at nå frem til det resultat ...

torsdag den 4. juli 2013

Godt, at man ikke arbejder på Jensens Bøfhus

Havde en frokostdate på Jensens Bøfhus med yngstesønnen i går. 

Valget af restaurant var helt bevidst: Det er ikke gourmetmad, Jensen præsterer, men det plejer at være en okay kvalitet, og priserne er, så en jobsøgende som fruen kan være med.

Ved bordet ved siden af sad to tykke damer og havde begge bestilt en frokostbøf = 180 gram oksekød med tilbehør for 59 kroner.

Efter en stund tilkaldte den ene dame en servitrice.

"Den er sej," sagde damen forurettet og pegede på sin bøf.
"Det er jeg sørme ked af. Nu skal jeg bede kokken lave en ny til dig," svarede servitricen høfligt, hvorpå hun, henvendt til den anden dame, tilføjede: "Skal jeg sørge for, at din mad bliver holdt varm så længe?"

Pæn og tiltalende betjening.

Nogle minutter senere vendte den søde servitrice tilbage til de tykke damers bord med en nystegt frokostbøf og beklagede ulejligheden.

Men hvis hun dermed troede, hun havde lukket munden på damerne, tog hun imidlertid fejl.

"Den er også sej," lød det nemlig et øjeblik efter fra den samme dame og i samme forurettede tone som før.
"Det beklager jeg virkelig," svarede servitricen endnu en gang høfligt. "Hvis du er interesseret, vil jeg gerne bede kokken lave en kyllingebøf til dig i stedet."

Damen nikkede nådigt, og servitricen skyndte sig ud i køkkenet for at bede kokken tilberede hovedret nummer tre til samme gæst.

Mens damerne ventede på kyllingen fik de tiden til at gå med en længere samtale om, at de godt nok aldrig mere ville bestille oksebøf på Jensens Bøfhus.

Og her er det så, filmen knækker for mig: 

Hvis man på en restaurant bestiller 180 gram oksebøf med tilbehør til 59 kroner, kan man sgudda ikke forvente den højeste kvalitet. Ikke en gang i et supermarked kan man for 59 kroner købe et anstændigt stykke oksekød, kartofler og ingredienser til sovs, som man så tilmed selv skal hjem og tilberede.

Og for at sætte tingene endnu mere i relief vil jeg påpege, at en slap og fedtet Big Mac-menu med en ringere næringsværdi end et stykke bølgepap, som man selv henter ved disken og indtager i et miljø, der er lige så hyggeligt og intimt som i en banegårdshal, altså koster over 60.

Sikke en typisk dansk klage- og krævementalitet, de to sure damer udviste. De burde i min optik have stukket piben ind og affundet sig med bøffens kvalitet eller valgt noget andet fra menukortet.

Til gengæld var servitricen lidt af et studie i høflig tålmodighed. Tillykke til Jensen for at beskæftige folk som hende. Jeg håber, hun får en ordentlig løn.

tirsdag den 2. juli 2013

Bazar Vest og Magasin du Nord: same same

Bazar Vest: et par kæmpestore lagerhaller ude i ghettoen i Brabrand fyldt med duften af røgelse, falafel og billig aftershave, med hudfarver i mange forskellige nuancer af chokolade, med klokkeformede kvinder i tørklæder og niqab'er, med halal-slagtere, grønthandlere og småbutikker med hylder, der bugner af smagløs bling i plastic og guldmalede porcelænsfigurer, og med politi, der jævnligt afpatruljerer området.

Så fruen morer sig over lille ven, der med få ord ville beskrive dette farvestrålende etablissement for fruens børn, der aldrig har været der.

"Det er sådan en slags indvandrer-Magasin."

Åh, haha, gad vide, hvad "du Nord" ville sige til den sammenligning!

mandag den 1. juli 2013

A-kassevanvid


Jobsøgning. 

Efter veloverstået lærereksamen søger fruen nu stilling som ... 

... kontorassistent! 

Hvorfor? Fordi a-kassen ase siger, at hun skal søge "bredt," som de kalder det - også selv om der indtil nu har været sproglærerstillinger i rigelige mængder at søge. 

Og det betyder altså, at fruen SKAL søge stillinger som kontorassistent, rengøringsmedarbejder, receptionist, call-centermedarbejder og deslige, upåagtet at hun derved måske snupper et job for næsen af en anden ledig, der ikke er kvalificeret til at påtage sig andet arbejde.

Fik hun nævnt, at der er altså er TEMMELIG MANGE SPROGLÆRERSTILLINGER AT SØGE?!!!

Der SKAL imidlertid søges bredt, for ellers får hun ørerne i maskinen. 

(Sjovt som alle meddelelser fra a-kasse og jobcenter er ledsaget af utvetydige, ydmygende trusler.)

Men hvordan i alverden bærer fruen sig ad med at skrive en kontorassistentjobansøgning, der lyder bare den mindste smule troværdig?

"Kære tømrerfirma

Som nydimitteret sproglærer søger jeg hermed stilling som kontorassistent hos jer. Jeg har nemlig ikke den fjerneste lyst til at bruge mine lærerkompetencer til at undervise skolebørn, men vil langt hellere bruge min tid mere kvalitativt, for eksempel på at lave kaffe til mester og skubbe tilfældige papirbunker rundt på et støvet kontor. Også forefaldende rengøringsarbejde har min store interesse. 
 

I finder således ikke en kandidat til stillingen, der er mere topmotiveret end jeg."

Shit.