fredag den 24. juli 2015

Vil bare sige farvel

Så er det i morgen tidlig klokken fucking 04.30, at jeg spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 2 og 4 og vender kølergrillen mod Praha.

Så der har været lidt at se til i dag. Men der er ved at være godt styr på bagagen. Mangler faktisk kun toiletgrej og madpakker til turen.

Har også brugt tid på opdatering af gps. Og for SATAN, hvor er Tomtoms hjemmeside utrolig LIDT intuitiv at navigere i. Så pludselig kan man altså opdage, at man:

  1. har betalt 300 kroner for nye og opdaterede kort
  2. ikke ANER, hvordan man får lortet downloadet til "navigationsenheden"
  3. lang tid senere må konstatere, at der ikke er ledig plads på navigationsenheden til det kort, man lige har betalt 300 kroner for.
Pis.

Og godt, at Store Søn var her til at lægge en dæmper på Muttis irritabilitet. 

Nå, men vi fik udredt trådene, phew.

Koordinaterne er således tastet ind i min opdaterede gps, og det lader til, at det skal tage 9 timer og 20 minutter at køre til Prag.

Så jeg vil tro, at vi kan gøre det på en 12-13 stykker.

Og så har jeg i øvrigt booket en guidet segway-tour rundt i Prags gader på søndag. 

Åh, haha :-D 

Det bliver anything but elegant. Faktisk nok lidt kikset. Men hey, hvem siger, der er noget i vejen med kikset? Spas skal det i hvert fald nok blive!

Der er også tømt postkasse og vandet blomster og alt det andet. Så nu venter jeg bare på, at pizzamanden kommer med dagens gourmetoplevelse.

Og så skal vi tidligt i seng.

Slut.


torsdag den 23. juli 2015

Lidt om homoseksuelle berømtheder

Sidder lige her og reflekterer lidt over de følelser, jeg oplevede, da det under et besøg i Sverige for nylig gik op for mig, at den svenske forfatter Selma Lagerlöf formentlig var homoseksuel.

Det var sgudda feelgood, folkens. Big time :-D

Hun var ligesom mig altså. 

Og derudover var hun dygtig og respekteret.

Jeg tænker, at jeg har brug for at spejle mig i mennesker som frøken Lagerlöf. Jeg har brug for den anerkendelse af min seksualitet, som disse kendte mennesker repræsenterer. For de viser mig, at jeg ikke er en halvdefekt andenrangskvinde, bare fordi jeg elsker en person af mit eget køn.

For den følelse har jeg altså altid bokset lidt med.

Og det er ikke så underligt. For se nu her, hvad man kan læse på Wikipedia om homoseksuelle og identitet:

"Unlike members of other minority groups (e.g., ethnic and racial minorities), most LGB individuals are not raised in a community of similar others from whom they learn about their identity and who reinforce and support that identity. Rather, LGB individuals are often raised in communities that are either ignorant of or openly hostile toward homosexuality." 

Til forskel fra mange andre minoriteter er jeg altså ikke vokset op i et samfund af mennesker som mig selv, der har kunnet lære mig noget om min identitet og har kunnet underbygge den. 

Jeg er derimod vokset op i et ignorant miljø. Begrebet homoseksualitet blev fuldstændig forbigået i mit barndomshjem. Som om det slet ikke fandtes.

Og det var ensomt, kan jeg så fortælle. For allerede i tre-fireårsalderen var jeg fortvivlende bevidst om, at jeg faldt uden for normen.

Til gengæld turde jeg ikke nævne det for en sjæl, for jeg troede, at jeg var den eneste i universet, der havde det på den måde. Og jeg skammede mig.

Sådan gik de første 40 år.

Nu er jeg kommet et par skridt videre i min selvaccept. Men jeg er stadig mere end tilbøjelig til at bide mærke i det, når jeg støder på afholdte og respekterede personligheder, som samtidig var eller er homoseksuelle. Fordi jeg i dem finder en slags bekræftelse.

Jeg har engang læst en artikel om, at homoseksuelle er overrepræsenterede blandt de kendte, og at det blandt andet skyldes en længsel efter anerkendelse, som de ellers måske ville have svært ved at finde, fordi deres seksualitet kan medføre fordømmelse og social eksklusion.

Derfor har de et megastort drive, som angiveligt skulle være en af grundene til, at vi finder mange bøsser og lesbiske i gruppen af notabiliteter.

Som for eksempel Selma Lagerlöf. Og H.C. Andersen. Og William Shakespeare. Og Tjajkovskij. Og Greta Garbo. Og Leonardo da Vinci. Og Jodie Foster. Og Andy Warhol. Og Ellen DeGeneres. Og Thomas Mann. Og Martina Navratilova. Og Virginia Wolff.

Og jeg kunne blive ved. Men det gider jeg ikke, for du kan selv finde dem på nettet.

Jeg vil blot nøjes med at glæde mig over, at de findes :-D

Bum.

fredag den 3. juli 2015

Lidt om hvad andre tænker

Har nogle gange i den seneste tid været i selskab med hele min familie. Juni måned er nemlig tæt pakket med fødselsdage. 

Det har jeg faktisk allerede skrevet om ved en tidligere lejlighed.

Hvad jeg ikke skrev dengang, er, at min søster også har valgt at få sine to børn inden for samme godt-og-vel-en-uge. Altså samme godt-og-vel-en-uge, hvor jeg har fået tre af mine. 

Mine forældre har således børnebørn med fødselsdage henholdsvis den 24-6, 25-6, 27-6, 30-6 og 2-7. Og dertil skal lægges min mors fødselsdag den 21-6 og min svogers den 14-6.

Så jeg har fornøjelsen af min families selskab i rigelige mængder lige præcis i denne tid.

Det indbefatter naturligvis min bror og svigerinde og deres to døtre. 

Min bror er direktør i en okay stor virksomhed. Ikke voldsomt stor, men okay stor. Han kører i en ordentlig motherfucker af en BMW. Han og konen har en lækker lystyacht til halvanden million og en hyggelig ældre villa i en lille landsby uden for Århus (som tilmed er ryddelig og ren til forskel fra min). Denne villa er proppet med møbler af danske designere (Kjærholm, Panton, Jacobsen, Hein), og det meste nips er hipt og trendy. Ferier holdes på fjerne, eksotiske destinationer som Den Dominikanske Republik, Sri Lanka og De Vestindiske Øer. Og garderoben er spartlet ud med tøj af de rigtige mærker.

Deres tilværelse er som hentet ud af et boligmagasin, et luksusrejsemagasin og et modeblad. 

Og min svigerinde ved til hver en tid, hvad der er hot, og hvad der er not. Det kan hun recitere i søvne. Hun er for eksempel ved at besvime af fortørnelse, når jeg fortæller hende, at jeg har tænkt mig at male væggene i mit køkken. For disse vægge er åbenbart totalt hotte (og så er det ligegyldigt, at de også er totalt grimme). De ser i øvrigt sådan ud:


Og bemærk lige skjolden på væggen, hvor husets tidligere ejer havde sin opslagstavle hængende. Ren, bevaringsværdig patina, haha.

Nå, men min bror og svigerinde lever altså et materielt strømlinet liv uden økonomiske bekymringer. Og samtidig er de vældig søde og karismatiske begge to. 

Det er en fornøjelse at snakke med dem. De spørger interesseret ind til min og Ladyens gøren og laden. De er gode, empatiske lyttere. Og min bror kan være umanerlig morsom.

Kan det næsten blive mere perfekt, spørger jeg bare? De er jo nærmest som to glitrende, overjordiske eksistenser.

Men ja. Det kan det. Blive mere perfekt. Synes jeg. Eller rettere sagt: MINDRE perfekt. Less is more. Somme tider.

For min svigerinde er panisk angst for nogensinde at måtte iføre sig en størrelse 40. Og så snart solen kommer frem, ligger hun i haven og steger. Næsten helt manisk. Og selvfølgelig uden solcreme. Man rækker hende en flaske solcreme, og omgående ser hun ud, som om man har budt hende en lårtyk skovsnegl.

For oven i al den materielle velstand skal man for alt i verden være tynd og mørkebrun.

Og jeg synes, det er synd for hende, at hun er så styret af alt det ydre. Hvad andre tænker, må betyde uendelig meget for hende.

Faktisk så meget, at det er en slags besættelse. Som desværre har smittet af på deres børn.

Måske.

I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at mine to underskønne niecer desværre begge har kæmpet med spiseforstyrrelser og går til psykolog.

De ligger formentlig under for et pres, som er meget godt beskrevet i denne artikel, der fortæller, hvordan det er et nederlag for unge piger, hvis de ikke er dygtige i skolen, ser godt ud, har de rigtige venner, den perfekte kæreste og en tjekket Facebook-profil.

Og jeg tænker, at for netop mine to niecer er det pres, som artiklen omtaler, meget godt underbygget af mors og fars perfekte liv.

Og de har ikke fortjent at gå og føle sig som små nederlag. For de er fantastisk dejlige mennesker begge to, og jeg holder meget af dem.

Så hermed vil jeg slå et slag for det uperfekte liv. 

For retten til at være den, man er. For morgenhår og birkes mellem tænderne. For 4-taller. For hvidløgsånde. For melhvide ben. For et par kilo for meget. 

For bumser. 

Og for venner med bumser. 

Og kærester med bumser. Og hvidløgsånde.

Bum.

Nå ja, for resten. Ladyen og jeg rejser til Sverige i morgen tidlig, så jeg holder lige en blog-pause.

Vi høres ved, når vi er vel hjemme igen.

Take care and keep cruisin'