Om pandaer og drikkepenge eller to gange "hrmpf!"

Var en tur i zoo i søndags 🐒🐍🐘 I København.

Er ellers ikke den største tilhænger af dyr i fangenskab. Og da slet ikke, hvis ikke de trives super godt. 

Som for eksempel før i tiden, hvor man, i hvert fald i NOGLE zoologiske haver, kunne opleve store, stolte kattedyr både med og uden striber og prikker. Klemt sammen i golde, diminutive betonaflukker. Et mega trist syn 😭😭😭 

Nu er dyrevelfærden højnet en del. Og når man betaler de svimlende 195 kroner, det koster at komme ind i Københavns Zoologiske Have, forsikres man om, at en del af beløbet går til forsøget på at stoppe krybskytteri og bevare truede dyrearter.

Så jeg lod mig lokke med. 

Det var Ældste Søn og hans søde kæreste, der lokkede. De er for nylig flyttet til Frederiksberg og ville gerne udforske området lidt.

Og det var både hyggeligt, informativt og sjovt at iagttage dyrene sammen. Jeg nød i særlig grad, at det var uden børn, for den slags krapyl kan være nogle enerverende showstoppere.

Eller ... helt børnefri var jeg selvfølgelig ikke, men det barn, jeg havde med, er lige fyldt 25 og er begyndt at lære at opføre sig pænt, når han er med Mutti i byen 😂

Det eneste minus ved besøget var faktisk de der to fucking pandaer i deres 160-millionerkroners pandaanlæg. Ikke så meget, fordi de ikke var nuttede:

Men fordi de repræsenterer dansk knæfald for Kina. I et politisk spil, hvor VI til gengæld for at holde kæft om Tibet og tibetanernes rettigheder får lov at LEJE de fucking pandaer for den astronomiske sum af EN MILLION DOLLARS årligt i foreløbig 15 år (= cirka 95 millioner kroner i alt) og samtidig MULIGHED for at lave nogle lukrative handelsaftaler med Kina.

Det handler om penge. Stolthed til gengæld for penge. 

Også dronningens. Stolthed altså. For hvis nogen siger, det er dronningens pandaer, lyver de. 

Hun har bare smurt et par hjul her og der. Ved at invitere Kinas præsident indenfor til en mundfuld mad på Christiansborg OG selv aflægge et pandabesøg i Kina, hvor hun måtte spørge pænt om lov til at leje bamserne.

Øv.

Nå, men jeg var rent faktisk også på restaurant. Det var bare i lørdags.

På Vedbæk Havn. Fin med de fine 😂

Nautilus. Det hed restauranten. Der har en ualmindelig smuk beliggenhed. Lige ned til ... øh ... det der vand, som ligger der og flyder på den fjerne side af København.

Og maden var SUPER LÆKKER 😋

Og pæn:

Og alt var godt 💃

Indtil regningen kom. Og den medfølgende bærbare betalingsterminal i hånden på tjenerinden.

For. Her blev det lidt akavet, methinks.

Den skønne dame, der gavmildt havde inviteret englebassen 💘 og mig på restaurant, måtte nemlig inden sin kortbetaling trykke enten "ja" eller "nej" til at lægge drikkepenge oven i beløbet.

Awkwaaard! Og lad nu vær' med den slags pis 😡

Det er nemlig ikke fedt for nogen. 

Det er givetvis ikke fedt for tjenerinden, som jo nærmest står der med hatten i hånden og via betalingsterminalen stiller gæsten et spørgsmål, der ved et tryk på den forkerte svarknap kan få gæsten til at fremstå som en fedtsyl.

Og det er ABSOLUT ikke fedt for gæsten. At føle sig presset til at trykke "ja", når man altså mener "NEJ".

Og det gør man! Mener nej altså.

Der er nu gået fucking 51 ÅR, siden vi afskaffede drikkepenge på restauranter og barer herhjemme. Til gengæld lagde man 15 procent oven i priserne. Dermed var service inkluderet og drikkepengene ikke længere en betydelig del af lønnen.

Det var en god deal for alle:

Serveringspersonalerne var ikke længere afhængige af gæsternes goodwill, og gæsterne vidste på forhånd, hvad de skulle betale for den vare, de købte. Nemlig det, der stod på prisskiltene.

Præcis som når man handler i supermarkedet. Her står man sgudda heller ikke og bliver bedt om at takke ja eller nej til at lægge procenter oven i prisen på dagligvarerne. Uanset hvor pænt kassemedarbejderen har smilet til en.

Så drop nu det der drikkepengepis. Og lad være med at spille på folks samvittighed.

Bum.

Lidt om stammekrig

Nåda. Nu har jeg sørme læst en artikel 📰

Som, sagt på jysk, faktisk ikke er dårlig. Og oversat til københavnsk: er FÅRKING FED, mand! 😉

Den beskriver lige præcis noget af det, jeg har følt i nogen tid, men ikke rigtig har fået sat ord på.

Måske fordi jeg ved at påtale fremfærden hos den person, artiklen blandt andet handler om, kan komme til at fremstå politisk ukorrekt og risikerer at blive udskammet som klimaignorant.

Artiklen er et interview med en mand, som jeg har måttet google. Søren Ulrik Thomsen.

Havde sgu aldrig hørt om ham før. Og det er der en god grund til: Han er modernistisk digter og befinder sig dermed på så højt et kulturelt niveau, at jeg umuligt kan nå op og kigge over kanten, selv om jeg står på det yderste af tåneglene.

Jeg interesserer mig kort fortalt ikke en skid for poesi. Jeg forstår det ikke. Ligesom ballet.

Men det vil jeg ikke lægge manden til last, for han kan åbenbart også udtale sig til artikler, og her kan jeg bedre være med 😂

Nå, men det, hr. Thomsen siger, er, at vi skal passe på, klimadebatten ikke ender i en opsplitning i gode og onde mennesker og en dæmonisering af fjenden. For så bliver klimaproblematikken pludselig til identitetspolitik. Det kommer til at handle om, hvem vi er (OS imod DE ANDRE), og ikke, hvad vi hver især siger, og dermed fjerner vi fokus fra det egentlige issue og den vigtige samtale.

Prøv for eksempel at læse følgende citat fra artiklen:

"Jeg er blevet meget overfølsom over for politisk afpresning af typen: Enten er du en del af løsningen eller en del af problemet. Enten er du enig med mig, eller også er du et problem. Hele din person er enten med til at redde Jorden eller skubbe på for dens undergang. Du skal tage stilling nu, ellers går Jorden under. Dén har jeg hørt før. I vores ungdom var det atomtruslen og Den Kolde Krig, men i det øjeblik, der går vækkelse i det, handler det ikke længere om det virkelige problem. Debatten forpestes, og faren er jo, at man bliver så vred over udskamningen, at man selv forfalder til at etablere sig som en modidentitet til korrektheden."

Well, you can say THAT again, Mr. Thomsen!

Tag nu for eksempel min mor, fru Tudse.

Fru Tudse er SÅ irriteret over en vis Greta Thunbergs sure miner og anklagende pegefingre, der for en stor del svirpes mod hele min mors generation, at Mutti er blevet demonstrativt ligeglad med klimaet.

Og det er velsagtens ikke der, vi skal hen. Hvor en gruppe tager patent på sandheden og de rigtige holdninger og har så travlt med at udskamme andre grupper, at disse andre grupper får lyst til at ørle og modarbejde hele klimaprojektet.

Så er vi nemlig landet i et stammeunivers. Eller tribalisering, som Thomsen kalder det. Og i et sådant univers er man tilbøjelig til at identificere sig med en gruppe ud fra nogle bestemte karakteristika og har så travlt med at bekrige andre grupper ud fra DERES karakteristika, at kampen bliver et mål i sig selv. Til gengæld glemmer man at lytte til de andres perspektiver og argumenter.

Eller som digtermanden længere nede i artiklen siger om begrebet woke:

"Man er virkelig imod noget, oprørt over, hvor galt det går, og hvor forkert det er, at de andre ikke har set nøjagtig det samme som en selv. Dér er man allerede langt væk fra at tale om de konkrete problemer. Og umådeligt selvoptaget. Man forholder sig ikke til meningsforskelle, men til, hvor typisk det er af de andre at sige sådan og sådan."

Frøken Thunberg kan i min optik med al sin fokus på skyld og skam have skabt en træls og kontraproduktiv polarisering i klimadebatten. Den er ligesom kørt lidt af sporet og kommet til at handle om PERSONEN.

Jeg fornemmer således, at der findes en ret stor gruppe af fortrinsvis unge mennesker, der ser Thunberg som den store guru. Eller som Thomsen skriver: "barnet i Kejserens Nye Klæder" med en "særlig adgang til sandheden".

Og en anden ret stor gruppe af fortrinsvis lidt ældre mennesker, der måske føler sig stigmatiseret og ser hende som en pisseirriterende møgunge, der hellere skulle passe sin skolegang.

Begge grupper viser dermed en unuanceret tilgang til klimasagen, som i følge Thomsen ikke kan løses via "klubdannelser og stammefællesskaber", men derimod gennem dialog og respekt for andres meninger.

SåDAN, Thomsen! 👍 

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Eller ... øh ... jeg kan faktisk SLET ikke sige det bare tilnærmelsesvis lige så godt som digtermanden.

I artiklen siger han også mange andre gode, kloge ting. Du kan læse den her.

Nå, men jeg vil liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren. Har lige været et smut til 🎾, og jeg lugter lidt af gnu.

Fortsat god søndag 💜

Om sym- og antipatier

Så er krydset sat ❌

Det BLEV Enhedslisten. Ganske som lovet 😋

For jeg fastholder stadig, at i sammenligning med klimakatastrofen er andre problemer kun falske problemer.

Derfor grønt til mig, tak 🙏

Og Enhedslisten er, sammen med klaphattene fra Alternativet, vores grønneste parti.

Tog jo ellers en kandidattest, der viste SF. 

MEN.

Nu er problemet med SF, at de var med til at stemme vores dilettantiske folkeskolereform igennem i 2013 og dermed køre lærerne over. Så vi er sure 😡

Og det skal jeg også love for, at min mor blev, da jeg i går fortalte hende, hvem der ville få min stemme i dag.

Hun begyndte faktisk at føre en intens og lidt skinger valgkamp over mobilen for at tale mig hen i en mere blå setting. Og i hendes stemme kunne jeg næsten høre panikken over, at hendes eget BARN, for helvede, kunne være SÅ forræderisk.

Den fik på tangenter som arveafgift og regler for generationsskifte i virksomheder OG Pernille Skipper, som er "frelst til det utålelige".

Åh, haha 😂😂😂

Det kan godt være, det er mig, der ikke tager det alvorligt nok, men jeg synes altså, det er lidt komisk, når man går så meget op i politik, at man ligefrem bliver vredladen over for folk med andre holdninger.

Jeg er meget stor fortaler for, at man godt kan være venner til trods for politiske holdningsforskelle. Det har således altid undret mig, når mine forældre har udtalt, at der var personer, de ikke kunne lide, FORDI de stemte rødt.

Come on!

Til gengæld er der også røde, som ikke er meget bedre. På lærerværelset hører jeg for eksempel utrolig nedsættende personlige bemærkninger om dem, der stemmer på DF.

De bliver lige puttet i en kasse og stemplet.

Altså. Med andre ord:

De fleste mennesker vil velsagtens beskrive sig selv som forholdsvis tolerante. For tolerance er en lovprist social egenskab.

MEN.

Jeg oplever somme tider, at folk er SELEKTIVT tolerante. 

Som for eksempel min mor. Der er mest tolerant over for personer med nøjagtig samme holdninger som hun selv.

Oh my god 😂 

Nå, men det var en fornøjelse at sætte mit kryds. Jeg er blevet SÅ meget rebel, efter at jeg er blevet 50 😋

Ellers vil jeg godt lige følge op på mit seneste indlæg.

Det, der handler om denne uges censorat og mit møde med en lesbisk dame med et paddleboard.

I går var jo sidste dag af min censoropgave hos omtalte dame. Og jeg mødte op på hendes skole om morgenen. Fast besluttet på, at jeg altså IKKE skulle ud på noget bræt på nogen sø og padle rundt om eftermiddagen.

Det var jo en totalt fremmed aktivitet. Langt uden for min comfort zone. 

Jeg kendte jo heller ikke damen særlig godt, og her i DK kan vi bedst lide at holde en vis distance til folk, vi ikke kender, you know 😉

Og hvis jeg plumpede i vandet? 

Og jeg havde ikke det rigtige tøj med.

Og jeg havde ligesom ikke BRUG for flere fritidsinteresser, så hvad nu, hvis det var sjovt?

So thanks, but NO thanks!

Og da jeg fem timer senere stod af hendes paddleboard efter en tur på Skanderborg Sø, havde jeg næsten besluttet at købe et selv.

😂😂😂

Fra min lit de parade

Sådan ser det ud, når jeg kigger op fra min lit de parade:

Det er loftet i mit soveværelse.

Men selv om det er et okay pænt loft. Så giver det mig ikke de store, skelsættende oplevelser at kigge op på det. Det skulle da lige være, hvis der lå en lækker kvinde oven på mig. Og så er det jo nok ligesom ikke loftet, der giver mig oplevelsen. Og formentlig heller ikke det, jeg kigger mest på.

Nå, men nu har jeg kort fortalt nærstuderet det idiotiske loft i dagevis. Uden at føle mig særlig godt underholdt.

Og bedre bliver det fandme da ikke af at kigge til siden:

Der ligger mit "kit" på min nathylde. Det er jo fucking deprimerende altså.

Øh ... har jeg for resten fortalt, at jeg ikke bryder mig specielt meget om at ligge syg? 

Eneste formildende omstændighed er, at fire dages feber nu er blevet afløst af snot. Ganske vist i mængder, der gør Niagara Falls til skamme. Men trods alt bedre end feber 👍

Og godt, at der findes kemikalier, man kan sprøjte ind i kraniet, som kan bremse de klamme tsunamier lidt.

Og eneste anden formildende omstændighed (det giver ingen mening at skrive "eneste omstændighed" to gange, I know, men jeg har heldigvis kreativ frihed 😉) er den varme, der strømmer imod mig mange steder fra 💘 

Jeg får sms'er, mail, chatbeskeder, opringninger og kommentarer på Facebook. Allesammen fra mennesker, som vil mig det godt, og MANGE af dem fra kolleger og elever, som HÅBER, jeg bliver frisk til at tage med til Berlin.

Noget må jeg have gjort rigtigt med SÅ meget hengivenhed 😄

Nå, men jeg har jo haft masser af tid til at reflektere. Eller ... jeg har faktisk brugt rigtig meget tid på at skrive med forskellige damer, hehe. Men LIDT tid har jeg også brugt på refleksion.

Jeg har reflekteret over, hvor jeg mon skal sætte mit kryds til folketingsvalget.

Og det bliver et banebrydende valg for mig.

Se, jeg har jo altid stemt blåt. Fordi det ligesom passede til min livssituation. 

Min far var således virksomhedsejer og direktør, så det gav jo næsten sig selv, at mit barndomshjem var blåt. "Hellere død end rød", stod der på en af min brors plakater.

Så flyttede jeg hjemmefra og giftede jeg mig med the person formerly known as Lucifer. Som tjener røvmange penge. Flyttede ind i en svinsk stor velhavervilla. Og etablerede mit eget lille firma. Stadig blå vilkår altså.

MEN.

Så "blev" jeg sørme lesbisk. Gik fra the person formerly blablabla ... Flyttede i lejlighed i ludergaden. Og uddannede mig til lærer.

Og hov!

Nu var min situation en anden.

Så til kommunalvalget sidste gang vovede jeg det helt store og førhen utænkelige spring: 

Jeg stemte på en SOCIALDEMOKRAT 😱😱😱

Og opdagede, at jeg hverken fik byldepest af det. Eller blev slået til jorden af en tordenkile. 

Nu skal jeg snart stemme igen. Til et folketingsvalg. Og jeg har været helt i vildrede. For jeg kan godt mærke, at min blå fortid stadig har et par tentakler viklet ind i mit hår. Men det PASSER bare ligesom ikke til mit liv.

Socialdemokratiet så? Blødt rødt?

Njah. Jeg synes jo, at Socialdemokratiet førte en totalt blå politik, sidste gang de stod ved roret. Og så kan det jo være lige meget. Så kan jeg lige så godt stemme på Løkke.

Paludan kommer nok ikke lige på tale. 

Om end man skal tage ham alvorligt. 

Eller rettere sagt: Man skal tage det alvorligt, at sådan en spandfuld undermedicineret kneppeaffald (for nu at bruge et udtryk, han sikkert selv ville have brugt) virkelig kan samle stemmer nok til at komme i Folketinget. For så er der eddermame noget galt. 

Så er der nogle politikere, der har sovet i timen og ikke har fået taget hånd om indvandrerproblematikkerne. Det MÅ for fanden da være muligt at leve fredeligt sammen, tænker jeg.

Nå, men jeg anede faktisk ikke mine levende råd, for jeg har jo stadig den overbevisning, at det er min fucking PLIGT at stemme. Så krydset SKAL sættes. Men hvor?

Det ved jeg nu 😄

For mens jeg lå der og iagttog loftet over min seng, gik det op for mig, at der er ET problem, som overskygger alle andre. Som faktisk ligegyldiggør (er der noget, der hedder sådan?) alt andet. ALT. Andet.

Og det er den klima- og ressourcekatastrofe, vi alle sammen i årevis har været på vej imod. 

Fordi vi opfører os ufornuftigt. Vi producerer ufornuftigt, vi forbruger for meget, vi forbruger uhensigtsmæssigt. Vi har kort sagt en masse vaner, som er stærkt skadelige for jordkloden. Som den kloge professor Steen Hildebrandt siger.

Jeg tror, han har ret. Og jeg mener virkelig, at alt andet kan være ligegyldigt, hvis vi ikke har en klode, der er beboelig.

Hildebrandt har et citat i en af sine bøger: "Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen."

Den lader jeg lige hænge lidt.

...

...


Nå, men jeg satte mig for at finde ud af, hvilke partier der mon har den grønneste politik. 

Det var nemt nok. For i følge DTU står de fleste partier næsten lige på CO2-udledning. Men to skiller sig åbenbart ud: Enhedslisten og Alternativet.

Og med mulighederne således indsnævret blev det en nem beslutning for mig. Alternativet fremstår nemlig som nogle amatørklaphatte.

Så jeg stemmer på:

Enhedslisten.

Ja, ja, jeg ved godt, at nogle af deres politikker er komplet gak, men nu er det ikke "nogle af deres politikker", det kommer an på for mig. For dem får de jo alligevel aldrig gennemført. Men hvis de kan sætte mere klima på dagsordenen, så er det super.

Og jeg må hermed konstatere, at de blå tentakler langsomt slipper grebet.

Nu vil jeg takke af for i dag. Jeg skal skrive til en dame 😉

Take care og vi høres ved 💘💘💘

Åndelig føde og politiopbud

I april skrev jeg dette indlæg.

Det er ét indlæg i en række, som handler om min fortvivlelse over at være blevet forladt af min dejlige kæreste. En nærdødsoplevelse, man så vidt muligt bør undgå, kan jeg så berette. Hvis du vil det bedste for dig selv, så lad være med at blive forladt!

I omtalte indlæg fortæller jeg, at vi begge elsker kultur i forskellige afskygninger. Som for eksempel litteratur og smalle film. Og foredrag.

Det er åndelig føde. Grillet ribeye med pomfritter og bearnaise, nammenam.

Vi har i tidens løb været til foredrag med et ret bredt spektrum af foredragsholdere. Som for eksempel Hanne-Vibeke Holst, Eske Willerslev, Hella Joof, Christine Feldthaus, Jakob Holdt, Leonora Christina Skov, Svend Brinkmann, Anders Agger, Peter Lund Madsen, Rasmus Tantholdt.

Spændende, ikke?

Vi var også af sted i sidste uge. Til et foredrag. (Og bemærk venligst, at jeg skriver VI, woop, woop 💃For jeg er nemlig sammen med min skønne kvinde igen!)

Med en ret interessant fyr. Ved navn Naser Khader.

Jeg har aldrig spekuleret nærmere over hr. Khader og hans budskaber. 

Han var for mig bare sådan en, man somme tider mødte i mediebilledet uden rigtig at bide mærke i ham. 

Og indtil for få år siden interesserede jeg mig faktisk ikke en skid for politik. Borgen lå fjernt fra min hverdag, tænkte jeg. Og politikere var nogle løgnagtige, manipulerende, selvpromoverende, magtliderlige typer.

Så derfor var jeg tæt på komplet uvidende om manden, da min kæreste for nogen tid siden foreslog et foredrag med ham.

Det er jeg så ikke længere.

Jeg er tæt på forundret.

Over to ting:

1. på den fede måde over mandens enorme viden
2. på den ufede måde over, at det virkelig kan være nødvendigt med politibeskyttelse 24/7 i mit land, blot fordi man har de "forkerte" holdninger.

Hvis vi begynder med hans viden, så må jeg bare sige ... øh ... shit. 

Han er godt nok velinformeret, den mand.

Stille og roligt (og oven i købet med en vis humor) havde han held til at forklare mig og de øvrige tilhørere, hvad konflikterne i Mellemøsten egentlig handler om. Og om det somme tider anspændte forhold mellem kristne og muslimer. Og om, hvorfor de arabiske lande er gået fuldstændig i stå. Bag ud af dansen faktisk.

Han redegjorde også for sit eget første møde med Danmark og for sin egen integration, og på det felt synes jeg, han er forbilledlig. Flot, at hans børn selv må bestemme, om de vil døbes og konfirmeres, og om de vil spise røde pølser eller ej.

Det samme er hans videbegær. Forbilledligt altså.

Hør nu bare for eksempel her: 

På et tidspunkt blev han nysgerrig på kristendommen. Han er selv muslim, men lever blandt kristne, og han følte, at han burde vide noget om vores religion. 

Hvilket naturligvis ansporede ham til at begynde at læse teologi. 

Fuck altså. Han ved jo mere om danskernes religion, end jeg selv gør. Sejt.

Nå, men hr. Khader leverede kort og godt et interessant foredrag, der gjorde mig klogere. Two thumbs up for det.

Til gengæld kan jeg blive forarget over, at det virkelig skal være nødvendigt at mandsopdække ham. Det må mildt sagt være træls altid at have følgeskab af politiet.

Blot fordi man har mod til at mene, at det ikke fører til noget godt at ophøje et tudsegammelt helligt skrift til lov. At være tvunget til at tage ordlyden bogstaveligt, når denne ordlyd stadig er, som da den blev opfundet for en gazillion år siden.

De arabiske lande er sat helt i stå, fordi samfundene skal reguleres af det gamle skidt, som ikke må fortolkes eller moderniseres. 

Som hr. Khader siger: Hvor mange gange har en muslim vundet en nobelpris?

En.

En gang.

I litteratur.

Ikke i medicin eller fysik eller en af de andre discipliner, der skal til for at skabe økonomisk vækst i et samfund.

Man bagbinder sig selv, når halvdelen af befolkningen ikke må tage en uddannelse. 

Han sammenligner kristendommen og islam med to huse. 

Kristendommens hus har tidligere været lidt ramponeret. For eksempel i korstogenes tid. Men nu er det pænt, sikkert og trygt. Det centrale møbel er bordet, hvorom vi samles for at forhandle vores problemer frem til en løsning.

Og islams hus er et håndværkertilbud. Malingen skaller af, taget er utæt, og der er fugt i krogene.

Sådan sagde han.

Og den slags må man åbenbart ikke sige. I særdeleshed ikke, når man er muslim og somme tider kan opleves i medierne.

Så Naser Khader lever under en konstant trussel. Ligesom Kurt Westergaard. Og Salman Rushdie. Som altså betyder, at han bevogtes døgnet rundt.

Således også, da han i sidste uge aflagde Egaa Sognegård et besøg for at holde sit foredrag.

Før jeg lagde to og to sammen, undrede jeg mig en kende over at se en stor kassevogn fra politiet på sognegårdens parkeringsplads inden hovedpersonens ankomst.

Foredragspublikummet lignede i hvert fald ikke urostiftere. De lignede snarere en masse aldrende, krumryggede, gråhårede damer med rindende øjne og rollator eller krykker. 

(Rart for en gangs skyld at være med til at trække gennemsnitsalderen ned.)

Jeg kunne kort sagt ikke regne ud, hvad den politivogn skulle der. I den fredelige lille landsby.

Men så ankom hr. Khader, og jeg begyndte at forstå. For han var ledsaget af et par bredskuldrede mandspersoner iført jakkesæt og øresnegl.

FBI med andre ord.

Og det må han jo være døgnet rundt.

Damn.

Der er i hvert fald ikke mange thumbs up til ytringsfriheden, når DET skal være vilkårene.

Nå, men jeg må videre i programmet. Jeg er ved at afloppe babyerne (Læs: vores to søde små misser, Tove og Hilmer, red. Eller ... øh ... altså ikke mine og kærestens "misser" (blink, blink), men et par vaskeægte katte.)

Ville også bare anbefale Naser Khader. For uanset hvad man måtte mene om hans politiske holdninger, er han faktisk en rigtig god foredragsholder.

To indrømmelser og lidt om en weekend

Okay.

Jeg lægger mig fladt ned og tilstår:

Jeg har haft lus. 

Og det var ikke svært at få. 

Man skal faktisk bare avle børn. Så kommer de helt af sig selv. Lusene. I særdeleshed, hvis man avler pigebørn med langt hår, der hvirvler omkring dem og vikler sig ind i ting. For eksempel i andre børns lange hår, som måske indeholder nogle af de små kræ. Og sluttelig i Muttis hår. Det er ganske vist knap så langt, men det lykkedes sgu alligevel at sende et par af de blodsugende krapyler i min retning.

Pis! Hate the little motherfuckers!

Dels er det noget grænseoverskridende sådan at være omdannet til værtsorganisme eller fodertrug, om du vil (yuck), og dels koster det intet mindre end en formue at behandle bæsterne.

Se nu bare denne diminutive lorteflaske:

Det er et oliebaseret produkt til behandling af lus. 

Flasken indeholder 60 milliliter. 60 milliliter olie. Gad vide, hvad det koster at producere sådan en flaske? En krone måske. Eller mindre. 

Men gæt så, hvad den koster at KØBE på apoteket:

SVIMLENDE 140 GODE DANSKE KRONER.

Det svarer til en literpris på 2.333.

Hold kæft, hvor er det uartigt. Jeg er forarget ud over alle grænser. 

Sidst måtte jeg købe to flasker. Og set over de sidste 20 år tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange liter jeg mon har købt i alt.

Fuck.

Jeg vil således kaste dagens fatwa over Thornton & Ross i Storbritannien, som fremstiller produktet. 

Eller eventuelt over Norpharma i Vedbæk, som er dansk distributør. (Med de priser på deres varer er det sgu ikke så mærkeligt, at de har adresse i Vandkantsdanmark, som nogle af de gode borgere nord for København selv kalder området. I al beskedenhed naturligvis.)

Eller eventuelt over apotekerne.

Et eller andet sted ligger der i hvert fald en grotesk avance. Til skade for os børnefamilier.

UARTIGT, siger jeg.

Nå, men jeg har også en anden tilståelse. I en lidt anden kategori:

Jeg stemte rødt ved kommunalvalget i tirsdags.

Så. Nu er det ude.

Som du måske fornemmer, kære bloglæser, krævede det en del overvindelse for mig at sætte mit kryds på den røde del af stemmesedlen. For hele setuppet om mit liv var indtil for få år siden ærkeblåt.

Lige fra jeg var lille.

Min far var virksomhedsejer og direktør. Han stemte venstre. Eller konservativt. Og de røde var djævelens yngel. Hellere død end rød, you know.

Og min mor stemte på Fremskridtspartiet. (Nu stemmer hun sjovt nok DF. Hun er nemlig bange for de fremmede. At hun ved at stemme på DF også stemmer på et homoskeptisk parti til skade for sin egen datter, tænker hun ikke på. Og hun skal jo også stemme efter sin EGEN overbevisning og ikke min. Selv om det andet selvfølgelig kunne være rart.)

Så blev jeg voksen og gift. Med en mand med en rigtig indbringende stilling og et blåt livssyn.

Og jeg uddannede mig inden for økonomi og marketing og blev selvstændig. Mere blåt, you know. Og alting var enkelt og smukt.

MEN.

Så gik jeg sgu fra mand, virksomhed og velhaverhjem. Jeg blev enlig mor. Og lebbe. OG uddannede mig fandme også til folkeskolelærer.

Og nu er mit setup alt andet end blåt.

Så de sidste par år har det ligget lidt i kortene at skifte politisk side. Faktisk. Men jeg HAR ikke kunnet overvinde mig selv. Den der opvækst har altså haft større indflydelse på mig, end jeg bryder mig om at være ved.

Det virkede ganske simpelt forkert. Som at spise remoulade på leverpostej.

Men i tirsdags tog jeg skridtet: 

JEG STEMTE PÅ EN SOCIALDEMOKRAT.

Så dristig var jeg!

And guess what: Det føles faktisk rart, woop, woop :-D 

Ikke mindst er det lækkert, at det ikke er alle mulige andre mennesker omkring mig, der præger mig til at sætte mit kryds et bestemt sted. Beslutningen var MIN.

Ikke flere tilståelser nu.

Jeg stiller om til weekenden.

Den bliver skøn.

Og det begyndte allerede i går: Jeg var alene hjemme :-D

En sjælden luksus, for jeg er aldrig alene. Som i ALDRIG.

Så jeg lod mig selv træne alt, hvad jeg gad, i mit træningscenter efter arbejdstid. Fantastisk fedt sådan at køre hele kroppen igennem uden at skulle skynde mig, fordi nogen ventede på mig derhjemme.

Og jeg forkælede mig selv med en fuldkommen politisk ukorrekt bøf. Med kartoffelgratin (dybfrost fra Rema 1000) og varm salat med ristede svampe, haricots verts, løg og bacon. Dertil flødesauce og en dejlig ripasso. Nammenam!

Og, ikke mindst, valgte jeg SELV, hvad jeg ville se i fjernsynet. Plejer ellers at være underlagt indtil flere børns præferencer ud i den disciplin.

Så i går var fed. 

Det bliver i dag til gengæld også. 

Har således lige pludret lidt med Barn 1 i telefonen. Hun er 24 og et fint menneske. 

Og i dag kommer hun hjem til Mutti. For at lave julekonfekt og hygge. Hun kommer angiveligt klokken tre i eftermiddag. Medmindre hun bliver sulten inden da, forlyder det. For så kommer hun lidt tidligere, da hendes køleskab er tomt. Åh haha, det kan være så fedt at være på SU. Godt, hun har sin mor.

Nå, men barnet bliver og overnatter. Og i morgen tidlig vil MIN mor støde til. Sådan omkring morgenmadstid. Med sig vil hun have et par ruller frisklavet brunkagedej. Selv vil jeg lave dej til pebernødder. Min mormors opskrift, som BARE tager kegler.

Og så skal der bages til den store guldmedalje.

Jep, sådan bliver det. And life ain't half bad.

Håber, at du også har en fed weekend i støbeskeen.

Møzzer herfra :-*

Om at være glad for sit land

Har brugt lidt tid på nettet.

(Breaking news, I know 😏 Men hvis du lige vil læse videre, så skal jeg nok forklare.)

Se, det kommer alt sammen af Donald "Grab-them-by-the-pussy" Trump og den kendsgerning, at denne usympatiske, nedladende, uforudsigelige politiske klaphat af en narcissist om lidt sætter sig i chefstolen som verdensleder.

For han optræder oftere og oftere i medierne. Og han excellerer gang på gang i at gøre den samme iøjnefaldende, frastødende figur.

Han er med andre ord ret svær at overse for tiden.

Det fik mig til at reflektere lidt.

Gad vide, hvordan det ville føles at bo i USA og samtidig tilhøre en af de grupper, som Trump har gjort nogle af sine modbydelige udfald imod i den senere tid?

Altså handicappede, farvede, kvinder, latinoer, pressen, Meryl Streep ...

... homoseksuelle.

Jeg besluttede, at jeg ville vælge en af disse grupper (undtagen Meryl Streep, som teknisk set ikke er en gruppe) og undersøge, hvilke bekymringer man mon bokser med i den pågældende gruppe ved udsigten til hr. Trump som præsident.

Jeg valgte sjovt nok de homoseksuelle. Og så begyndte jeg at google.

Ret hurtigt fandt jeg nogle homoseksuelle organisationer, som på deres hjemmesider skrev lidt om spørgsmålet.

Som for eksempel bekymringen for, om Trump vil forringe homoseksuelles muligheder for at blive gift og adoptere. Nogle er endda bekymrede for, om idioten finder på at erklære allerede indgåede homoseksuelle ægteskaber for ugyldige.

Og så er der jobsikkerheden.

Obama har fået vedtaget en lov, som forbyder virksomheder, der leverer til det offentlige, at fyre en person uden anden begrundelse, end at personen er homoseksuel. 

Den lov ventes Trump at ophæve.

Det vil altså sige, at det overalt i USA måske bliver lovligt at fyre medarbejdere udelukkende på grund af seksuel orientering.

Damn.

Nå, men lad os nu se, hvad der sker, når klaphatten sætter sig ved roret. Han er heldigvis ikke ude af stand til at foretage en kovending. Keeping my fingers crossed!

Nu vil jeg springe videre til noget andet interessant, jeg stødte på i min søgen efter vilkår og bekymringer hos homoseksuelle i USA:

FUNDAMENTALISTISKE KRISTNE

Føj for dælen, for nogle intolerante, aggressive, hjernevaskede personager, man kan støde på i den gruppe.

Her er et par citater:

Americans for Truth  (AFTAH) skriver om sig selv:

Americans For Truth About Homosexuality (AFTAH) is one of the few organizations in the world that directly fights and exposes the homosexual-bisexual-lesbian-transgender-sadomasochism-pansexual-[insert latest perversion here] agenda.

Og det skal jeg sgu love for, at de gør.

Disse "Amerikanere For Sandhed" skriver således i en lang uendelighed om, hvordan store dele af det amerikanske samfund er korrupt og styret af de fiktive organisationer "Gay-KK" og "Gay-Stapo".

Butikskæden Walmart er åbenbart også en del af den homoseksuelle sammensværgelse, da man her kan købe en børnebog med titlen "Heather Has Two Mommies", og påkalder sig dermed de sandshedsglade amerikaneres vrede.

Jeg er sikker på, at Walmart skælver, når de læser om sig selv på AFTAHs hjemmeside:

Og ellers rabler man selvfølgelig løs om, at homoseksualitet opstår som følge af traumer eller seksuelt misbrug i barndommen (det er IKKE medfødt), at børn bliver smittet med homoseksualitet i børnehave og skole via homoseksuel propaganda (det, som vi andre kalder "informationsmateriale"), at man lige så godt kan begynde også at tillade ægteskaber med robotter og dyr, og at der i den korrupte presse er alt for lidt fokus på alle de lykkelige historier om homoseksuelle, der har ladet sig omvende.

Sammenfattende kan jeg sige, at tonen hos disse kristne er lidet næstekærlig. Så har jeg ikke sagt for meget.

Americans for Truth ligger i den aggressive ende af det kristne amerikanske antihomospektrum. En anelse mere moderate udsagn kan man finde i den frelste ende.

For eksempel hos Charismanews i artiklen The Raw, Naked Truth About Homosexuality.

Her kan man læse følgende:

I know a wonderful godly Christian couple who have had to die a thousand deaths when their son recently arrived home from college and admitted to them that he was practicing a homosexual lifestyle.

Stakkels gudfrygtige ægtepar. Det kan ikke være rart at skulle lide døden tusind gange, fordi ens søn har fundet sig en mand.

I samme artikel omtales i øvrigt vores gode, gamle moderland:

The government of Denmark has made it mandatory for all churches to conduct gay marriages, regardless of religious beliefs, conscience or convictions. No church or minister in Denmark is exempt from complying with this new law.

Could America be next? Could a law be passed that would order American churches to perform gay ceremonies if they want to maintain their tax-exempt status?

The writing is on the wall.

What will you do on that fateful day? Obey man or obey God?

Og det er selvfølgelig flatterende sådan at blive nævnt i det store udland. Øh ... bortset fra, at jeg tror, det skal forstås som et rædselsvækkende, hårrejsende skræmmeeksempel, haha.

Nå, men disse frelste kristne hjemmesider har for det meste som erklæret målsætning at "redde" os homoseksuelle og omvende os til den "rette" livsførelse.

De er fulde af forståelse og løfter om helbredelse. Og alle påberåber de sig monopol på "sandheden".

My ass.

Well, well, nu har jeg vist kaglet længe nok om de vederstyggeligheder man åbenbart må finde sig i som homoseksuel i God's Own Country.

Det får mig alt sammen til at være umanerligt glad for at være dansk. Til sammenligning er vores intolerance jo en ubetydelig størrelse og kan snildt ligge på rygskjoldet af en fladlus.

Så tak for det, Danmark. Love ya, old girl 💘