torsdag den 31. marts 2016

Årets babe

Det lakker stille og roligt mod skoleårets afslutning. Det mærker man tydeligt på 9. årgang. 

Vi knokler for at nå de sidste dele af pensum, og eleverne er så småt begyndt at arbejde på blå bog og revy til sidste skoledag.

I denne uge har englebasserne foretaget deres award-nomineringer. Det vil sige, at de nominerer "årets par", "årets brandert", "årets blondine", "årets lærer" ogsåvidere, ogsåvidere, ogsåvidere.

Jeg er af en hel del nomineret som "årets lærer." Hehe. 

Ganske vist på andenpladsen efter en af matematiklærerne. Men alligevel. Og i betragtning af at jeg underviser i alle tiders hadesfag: tysk (GYS!). Så er det sgu helt godt gået ;-)

Efter sigende ligger jeg også ret lunt i feltet til nomineringen som "årets babe".

Så det er sgu ikke, fordi de små mangler humor, haha :-D

Det der med award-nomineringer er måske efter amerikansk forbillede. 

Jeg kan i hvert fald huske, at der til årbogen på min high school i USA i 1985 også blev udpeget elever i kategorier som "most talkative", "most likely to succeed" og sårn.

Jeg er også nævnt i den amerikanske årbog. Ikke fordi jeg var "most likely to succeed", men fordi jeg blev kaldt "Hanna Banana."

Det er det eneste, der står i årbogen om mig: "Nickname: Hanna Banana".

SÅ flot.

fredag den 25. marts 2016

Om negerknogler og Seoul-mates

Jeg har en Seoul-mate.

Hun hedder Kirsten. Hun er gift med en diplomat. Og hun bor sjovt nok i Seoul.

Jeg har aldrig mødt hende. Og jeg har heller aldrig snakket med hende.

Men jeg har skrevet en del med hende. Her på Dropsene.

Hun må være snublet over et af mine indlæg på et tidspunkt. Og, tjah, så er hun blevet hængende i min blogsuppe, den stakkel.

Hun lægger somme tider en kommentar. Det er super hyggeligt :-D

I sin seneste kommentar reflekterer hun lidt over den teknologiske udvikling og det faktum, at sådan en banal ting som et telefonrør er SO last year.

Well, Kirsten, det er det altså ikke her på matriklen. JEG er nemlig den lykkelige ejer af et stk. telefonrør.

Og det er fandme ikke et hvilket som helst telefonrør.

Det er en NEGERKNOGLE:



Yep.

Det hed det sgu, dengang jeg var lille! 

Hvis man altså gerne ville være lidt smart og stå allerforrest i slangbussen.

Jeg er super glad for min negerknogle. Og også for resten af telefonen. Jeg synes, den har charme. Og så VIRKER den. Den siger DINGELING på den helt rigtige måde.

Eneste problem er, at sådan en motherfucker kræver en fastnetforbindelse. Og sådan en har jeg ikke.

Nå, men fuck det. Min gamle telefon pynter smukt i mit hus.

Og apropos pynte, så tror jeg, at jeg vil rulle for i dag. Overvejer en tur på genbrugspladsen med et par småting. Som for eksempel:



Og:



Så pas på dig selv + keep cruisin', og så høres vi sgu nok ved snart igen ;-)

torsdag den 24. marts 2016

Vågnede med et grynt

Du kender sikkert situationen:

Du vågner op om morgenen, og det første, du gør, er at række ud efter din mobiltelefon og gå på BT for at læse nyheder der. (Så højkulturel er du nemlig.)

Og efter en stund ligger du og øffer, fordi du er stødt på en artikel, hvor folk ganske enkelt er nogle små idioter. Dem er der åbenbart mange af i BTs artikler.

Som nu her til morgen altså.

Den artikel, jeg stødte på, var denne.

Her kunne jeg læse, at en eller anden fodboldkommentator er landet i en offentlig shitstorm, fordi han i et tweet efterlyser muslimer, der tager afstand fra de modbydelige terrorangreb i Bruxelles i forgårs.

And guess what:

Det skulle han eddermame aldrig have gjort.

Nu bliver han nemlig kaldt en "klam gammel mand" og en "fordumsfuld fed klaphat", der har "fået lukket for ilttilførselen til hjernen" (bemærk i øvrigt den unikke måde at stave "fordomsfuld" på). 

Selv menneskesmugleren Lisbeth Zornig kaster verbale stokkeslag efter den stakkels fodboldkommentator, idet hun glæder sig over, at hun ikke kender ret mange af de personer, der har liket hans tweet.

Øh ... og så er det lige, at jeg må stille et diskret spørgsmål:

Har manden egentlig ikke ret? 

Jeg har sgu for eksempel ikke hørt en eneste imam fordømme de usle møgdyr, der myrdede løs i Bruxelles i forgårs.

Ikke en.

Og når imamerne tier, skal vi så antage, at de samtykker? Er det ikke sådan, tavshed plejer at tolkes?

Og hvis de samtykker, er de så ikke godt i gang med at undergrave og mistænkeliggøre alle de fredselskende, velintegrerede trosfæller, de har her i landet? De muslimer, der ØNSKER vores samfund?

Det er i min optik dem, det går ud over. Røvrendt af deres egne talsmænd.

Så vil d'herrer imamer venligst se at bringe Dem selv helt frem i rampelyset og få sagt tydeligt fra! 

Ellers tror jeg, at I mener det modsatte.

Bum.

I artiklen kan man også læse en kommentar fra en muslim, der ikke ville vide, HVORDAN hun skulle bære sig ad med at sige fra.

Øh ...

Hun kunne jo for eksempel lave et tweet. 

Eller også kunne hun møde op til en mindehøjtidelighed. Dem er der som regel nogle stykker af.

Eller også kunne hun starte en Facebook-gruppe.

Eller bare udskifte sit profilbillede med det belgiske flag.

Eller hun kunne skrive et læserbrev.

Eller et blogindlæg.

Eller lægge et billede på instagram.

Der er talrige muligheder for at sige fra. 

Brug dem.

Og til den stakkels fodboldkommentator vil jeg sige:

GODT BJÆFFET!

Bum igen.

onsdag den 23. marts 2016

Så yndigt

Hmm, ved sgu ikke lige, hvorfor jeg kom til at tænke på bryllupper?

Måske fordi min niece snart skal giftes. 

Eller også af en anden grund. Som jeg bare ikke ved.

Jeg holder meget af bryllupper. Synes, det er nogle sjove fester og kan godt lide alle traditionerne.

Men ... let's face it: 

De er sgu ret ens.

Det har de bryllupper, JEG har deltaget i, i hvert fald været:


  • brudenes påklædning = same, same
  • gommenes påklædning = same, same
  • gæsternes påklædning = same, same
  • brudevals, bryllupskage, taler, blomster, menuer, gaver, sange, lokaler, spillemænd = same, same
  • alkoholindtag og pinlige optrin = same, same

Alle sammen ens. Undtagen ét. 

Dét var fandme ikke ens.

Læs bare her:

"Der skulle være bryllup. Lars og Pernille ønskede at besegle deres smukke kærlighed til hinanden og havde venligt inviteret familiemedlemmer og gode venner til at overvære ceremonien og deltage i den efterfølgende frokost på en hyggelig kro uden for byen.

Vielsen skulle finde sted på byens fine gamle rådhus, der adskiller sig fra mange andre rådhuse på kloden ved at være blevet løftet op i ét stykke og rullet tre meter og tyve centimeter i nordlig retning i 1930 for at give plads til en udvidelse af vejen udenfor.

Det var således en bygning med en ganske særlig historie, der slog dørene op for brudeparret, mig og de øvrige 32 feststemte bryllupsgæster.

Og det VAR også en ganske særlig historie, der skulle komme til at udspille sig under de glitrende krystallysekroner i byrådssalen den sensommerdag.

Luften i rådhusets forhal var fuld af højtidelig forventning og dæmpet snak, mens bryllupsselskabet trippende stod i små grupper på stengulvet og ventede på at blive vist ind i byrådssalen.

Midt i flokken stod brudeparret selv og småhviskede med hinanden, mens de funklede om kap med solen udenfor. Han i et nydeligt, mørkt jakkesæt og hun i en florlet, lyseblå kjole. Og alting tegnede stadig til at udvikle sig helt normalt (same, same ;-)).

Rådhusbetjenten dukkede op og viste os elskværdigt op ad trappen og ind i byrådssalen. Det var et stort, aflangt lokale på første etage med et tykt, blåt tæppe på gulvet og med portrætter af svundne tiders betydningsfulde bysbørn i tunge guldrammer på væggene. 

De nuværende byrådsmedlemmers blankpolerede træborde og velpolstrede stole var anbragt i en halvcirkel, og deres pladser var markeret med navneskilte, hvilket under bryllupsselskabets indmarch i salen udløste flere spøgefulde bemærkninger blandt gæsterne om, hvilke stole man kunne tænke sig at lægge tegnestifter på.

Mere rastløs venten og lavmælt pludren. Det var, som om tiden kravlede af sted. Gommen var synligt nervøs, flyttede ustandseligt vægten fra fod til fod, skævede af og til mod dobbeltdøren ud til trappen og grinede somme tider lidt for højt. Stadig intet unormalt der.

Med et gik døren op. Og ind sejlede giftefogeden. Der gik et sus gennem forsamlingen. Al snak ebbede ud, og alles blikke rettedes mod en nydelig, midaldrende kvinde med stålgråt hår og en ophøjet aura. Målrettet skridtede hun hen til brudeparret, gav dem et fast, men venligt håndtryk og indtog sin plads bag byrådets talerpult.

Nu var tiden langt om længe kommet. Ceremonien kunne gå i gang, og en hel del af bryllupsgæsterne kunne formentlig mærke pulsen dunke en anelse kraftigere i ørerne. Enkelte af kvinderne havde allerede fundet deres lommetørklæder frem.

Lars og Pernille trådte ydmygt hen foran talerpulten og tog opstilling side om side, mens gæsterne frøs fast, hvor de stod. Ingen sagde en lyd.

Så rømmede giftefogeden sig, kastede et blik i sine papirer, rettede ryggen, lagde hovedet en anelse tilbage og begyndte at tale.

Med myndig stemme forklarede hun brudeparret, at de nu stod på tærsklen til et ægteskab, der burde bygge på gensidig kærlighed og respekt. Det var en kort og fornuftig tale, som kvinden rundede af med at ønske parret held og lykke i fremtiden.

Og endelig skete det, vi alle havde ventet på. 

Akkompagneret af spredte snøftelyde fra nogle af de kvindelige gæster vendte giftefogeden sig mod Lars, holdt en velplaceret lille kunstpause for dramatikkens skyld og sagde:

"Er dit navn John Dupont?"

Lars tøvede, mens spørgsmålet blev hængende lidt i luften. 

Det var ikke de ord, han havde regnet med at høre. Derhjemme havde han øvet sig i at sige ja, men rent teknisk hed han jo ikke John. Og nu anede han ikke, hvad han skulle svare.

Giftefogeden tolkede hans ubeslutsomhed som ren forfjamskelse over at stå i et af sit livs allerstørste øjeblikke og ville hjælpe den stakkels mand lidt på vej. Så hun lænede sig en anelse frem, kiggede ham dybt i øjnene med et moderligt smil og sagde:

"Du skal bare sige ja!"

"Ja!" erklærede Lars lydigt og med tilsyneladende oprigtigt eftertryk.

Han var åbenbart ikke længere så sikker på, at han ikke hed John.

Og tavsheden blandt bryllupsgæsterne var ikke længere så andagtsfuld, som den var vantro og forfærdet. Alle sendte hinanden forlegne blikke, men ingen vovede at skride ind og korrigere den respektindgydende giftefoged midt i højtideligheden.

Det var ikke det dristigste bryllupsselskab i verdenshistorien.

Giftefogeden derimod var ret godt tilfreds med svaret, så hun vendte sig uanfægtet mod Pernille og sagde:

"Og er dit navn så Henriette Nielsen?"

Bryllupsgæsterne holdt vejret i tavs rædsel. Men til forskel fra Lars var Pernille åbenbart helt med på, hvad det var, hun hed, og kvitterede derfor med et rungende "Nej!"

Hos bryllupsgæsterne fornemmede man omgående et kollektivt lettelsens suk. Som hurtigt blev efterfulgt af en sporadisk småklukken. Som igen blev efterfulgt af et rullende kor af latter, der gav genlyd mellem de portrætsmykkede vægge i den gamle sal. 

For hvor var det dog dejligt, at en af "os" havde fundet mod til at redde vielsen på målstregen.

Haha, lede bryllupsselskab altså :-D

Nå, men Pernille var en anelse stram i betrækket, men havde alligevel held til at foregive at le med gæsterne - hun var jo øjeblikkets heltinde - mens Lars blot så fåret ud, og giftefogeden omgående klappede i og undergik en interessant transformation.

Den stilfulde ophøjethed sivede ud af hende som af en lækket gasflaske, og tilbage stod et mere jordisk eksemplar af menneskeracen og kvækkede et par afbrudte brokker, mens hun virrede med hovedet, og hendes famlende fingre hvirvlede rundt i hendes papirer.

"Æh ..." sagde hun nogen tid efter med tynd og pibende stemme. "Hvad hedder du så?"

En assistent blev tilkaldt og hastede til åstedet med favnen fuld af vielsesdokumenter, og efter et omhyggeligt udredningsarbejde, hvor den stakkels giftefoged måtte udholde flere højkomiske bemærkninger fra bryllupsselskabet, dukkede de rette papirer op, og vielsen kunne genoptages. Denne gang med bedre harmoni mellem navne og centrale personer.

Så Lars og Pernille BLEV gift. Oven i købet med hinanden.

Det håber jeg, at John og Henriette også blev.


Så, kære bloglæser. Nu har du fået beretningen om et ganske særligt bryllup. 

Hvorfor jeg fortalte dig den, ved jeg ikke. 

Måske fordi jeg synes, det er en fantastisk historie :-D

Bum. 

Og hav så en dejlig dag!

mandag den 21. marts 2016

Om reklamer

For nogen tid siden skrev jeg en længere og ret ond svada mod reklamer på blogs.

En fatwa.

Fordi jeg HADER reklamer. 

I hvert fald den slags, hvor bloggeren er blevet købt til at skrive en eller anden vammelsød tekst om et eller andet ligegyldigt produkt. Som makeup eller moderigtige tasker.

Så man mere eller mindre narres til at tro, at man læser et ærligt blogindlæg, i den hensigt at få en til at fiske dankortet op af lommen og bruge penge. 

Det er usympatisk. Og røvkedeligt.

Og således rundede jeg min omtalte reklamefatwa af med at skrive følgende:

"Det er grunden til, kære læser, at du ALDRIG vil finde reklamer på min blog. Mine indlæg er oprigtige. De er ikke styret af økonomi. De er styret af en hengivenhed til det at skrive og et ønske om at formidle nogle budskaber, som jeg finder vigtige. Eller somme tider bare et ønske om at være fjollet. Eller provokerende. Eller lesbisk. Tit lesbisk faktisk.

Men de er i hvert fald ikke styret af et ønske om at få dig til at fiske dankortet op af lommen og brænde det varmt.


For jeg er ikke til salg.


Bum."


Yep.

Sådan skrev jeg dengang.

Øh ...

... nu har jeg så fået reklamer på Dropsene.

Haha.

SÅ troværdig er jeg altså.

Det er sådan lidt ligesom dengang, jeg af min mor havde fået penge til at gå ned i byen og købe et par idrætsshorts ... og i stedet kom hjem med en bakke russisk salat fra Brugsen, der lige præcis kostede så mange kroner, at jeg ikke havde råd til shortsene.

Intentionen var god nok. Udfaldet blev bare et andet end ventet.

Nå, men inden jeg giver mig selv en ordentlig sviner for min reklamegenistreg, vil jeg gerne forklare, hvorfor:

Det er, fordi jeg desværre vil opleve en indtægtsnedgang til sommer. Jeg vil miste 50.000 gode danske kroner årligt. Og det er lidt af en post i mit ret beskedne budget.

Situationen:

Min søn fylder 18. 

Og dermed er Lucifer ikke længere forpligtet til at give mig økonomisk støtte til englebassens forsørgelse, selv om jeg altså stadig skal forsørge ham.

Sådan er reglerne, og de er ikke til diskussion.

Men jeg har været nødt til at vende mine muligheder for at supplere min startlærerløn, og en af dem er altså at lukke nogle reklamer ind her på Dropsene.

YIKES!

Men når det er sagt, så kan du tage det roligt, kære bloglæser. For jeg vil stadig ikke sælge mine indlæg. Det er stadig MIN stemme, og KUN MIN stemme, du vil støde på i mine tekster.

Reklamerne finder du i en enkelt bjælke. Og kun der.

Det bliver spændende at se, om de er salget af min troværdighed værd.

Og under alle omstændigheder kan du vel more dig lidt over paradokset og forhåbentlig værdsætte, at jeg trods alt er så ærlig, at jeg vedgår mig min ufuldkommenhed frem for bare at slette det første indlæg og lade som ingenting.

søndag den 13. marts 2016

Irriteret!

Jeg donerer hermed til Lisbeth Zornig:

en rulle tudekiks.



Værsgo og velbekomme!

Nu er det jo sådan, at vi her i DK lever i en retsstat. Det betyder, at lovovertrædere dømmes ved en domstol og må tage deres straf.

Og man kan altså ikke lade andre mennesker tage ens straf. For eksempel

BETALE ENS BØDER.

Det ville jo svare til, at en dømt morder lod en anden gå i fængsel i hans sted.

Og DET ville dælanedme være grotesk.

Så laver du lort i den, må DU og ingen anden svede for det.

Bum!

Jeg synes, det er et pissegodt princip.

Det er faktisk på grund af netop dette princip, at vi alle sammen kan leve nogenlunde trygt.

Så når Lisbeth Zornig BEVIDST overtræder dansk lov og tilmed laver et mediestunt ud af det, så må hun sgudda bare flette næbbet og tage sin straf.

Længere kan den vist ikke være.

Bum igen!

torsdag den 10. marts 2016

Om jøder

Jeg har i et tidligere indlæg lovet at skrive lidt om jøder.

Det kommer så her:

Barn 4 til Mutti for nogen tid siden:

"Mor, vi har om jøder i kristendom."

Mutti interesseret til Barn 4:

"Nå, det lyder da spændende."

Barn 4 til Mutti:

"Ja. Og har du ikke engang sagt, at mormor er sønderjøde?"

Åh haha :-D

Totally priceless that one!

onsdag den 9. marts 2016

Om at juble over et fucking foredrag

Wuhuuu!

Havde en skøn aften ved Lady Godivas side i går. 

Til foredrag i FOF.

Øh ... 

... okay.

Indrømmer, at det lyder midaldrende eller det, der er værre, sådan ligefrem at juble over et fucking foredrag i FOF. 

Og det var da også et publikum med en ret ... hmmm ... "lys" hårpragt (sender en venlig tanke til min frisør for denne forskønnende omskrivning af "grå"), der fyldte salen. 

Men holdnukæft, hvor var det godt :-D

Hende der Christine Feldthaus er fandme spot on.

Og nu, kære dropslæser, siger du nok: "Øh, Christine hvem?"

Eller også gør du ikke. 

For du er måske ikke kendisblind som jeg.

Jeg er løbet ind i maven på Lotte Heise og har trådt Søren Pind over tæerne i en grad, så han sagde: "Undskyld," uden at ane, at disse to ikke bare var ordinære kødpølsedanskere.

For jeg får ganske simpelt ikke øje på dem. Kendisserne.

Og jeg havde heller aldrig nogensinde hørt om denne Feldthaus, da Lady Godiva sidste år lokkede mig med til et foredrag med damen på Århus Katedralskole.

Så jeg havde ikke de fjerneste forventninger, da jeg dengang satte mig til rette i skolens foredragssal (allerfuckingbagerst, fordi "at komme i god tid" er et begreb, Ladyen og jeg ikke praktiserer).

Og når man ingen forventninger har, ja så bliver man somme tider positivt overrasket, og det blev jeg dengang.

Hun var sgudda totalt grineren, hende Feldthaus :-D:-D:-D

Derfor var jeg heller ikke sen til at foreslå Ladyen endnu en runde med samme dame, da jeg så, at hun skulle komme til Århus igen.

Og det var hun så i går.

Hehe.

Denne gang havde FOF tilmed opgraderet hende til Rytmisk Sal i Musikhuset. Ikke flere skumle, tudsegamle katedralskoler til fru Feldthaus. Nice choice!

Og jeg ved ikke, hvordan jeg bar mig ad, men da jeg modtog vores billetter, stod der: "Række A, sæde 2 og 4."

Øh? Første række midtfor?! 

Den var fandme ny i mit og Ladyens komme for sent-agtige univers, haha.

Så der var virkelig lagt op til en klasseaften krydret med tårnhøje forventninger.

And guess what:

Vi blev ikke skuffede (sagt på godt jysk).

Hun ER altså virkelig en oplevelse værd, hende Feldthaus. 

I går tog hun temaet mænd og kvinder eller "Han, hun og hen" under respektløs behandling i noget, som jeg vel bedst kan beskrive som en slags stand up comedy-foredrag.

Ladyen og jeg er ellers ikke til stand-uppere (hvad enten der er tale om hele personer eller mandlige kønsorganer, høhø). For vi finder det uendelig ordinært at stille sig op på en scene og råbe løs om pik og patter i timevis.

Pik og patter kommer Feldthaus godt nok heller ikke udenom (det ligger sgu nok i mand og kvinde-temaets natur), men hun gør det hele med spidsfindighed og en skide god indlevelse.

Hendes mimik er således til at dø af grin over (og vi ved det, for vi sad på FUCKING FØRSTE RÆKKE MIDTFOR, hehe). Og så tydelig, at hun formentlig kunne holde hele foredraget uden at sige et ord.

Desuden bliver jeg våd i trussen, når intet er for helligt til en tur i vridemaskinen. 

Og sådan er det hos Feldthaus, som satte spot på både negere og kommunalt ansatte og jyder og firkantede lebber og meget andet guf.

Henførende politisk ukorrekt, nammenam ;-)

Og apropos lebber, så kan jeg oplyse, at Ladyen og jeg ikke var det eneste homopar i salen. Det ved vi, fordi "de andre" var af betonslagsen og dermed nemme at spotte i mængden.

Hvilket var interessant, fordi aftenens emne ligesom lugtede lidt at heteronormativitet. 

Men kvinden i mit liv og jeg blev hurtigt enige om, at Christine Feldthaus måske tiltrækker os, fordi vi kan lide stærke, selvstændige kvinder med succes.

Bum.

Nå, men nok om Feldthaus. Ud over, altså, at jeg vil sige: "Prøv hende!"

I morgen skriver jeg nok et lille indlæg om jøder. 

So stay tuned!