lørdag den 30. marts 2019

Læser igen

Har ladet sofaen springe på ryggen af mig, selv om det er midt på dagen. Jeg kan nemlig mærke i min idiotiske fod, at det var lovlig kækt at springe rundt i butikker her i formiddag. Uden krykker.

For jeg er SÅ træt af de fucking krykker. Mit temperament er SLET ikke til svimlende hastigheder på op til fire meter i minuttet. Og jeg har besluttet at lægge dem fra mig nu. 

Om end det ikke var nogen nem beslutning, for det er jo en vanedannende motherfucker af en servicepakke, der følger med sådan et par handicaphjælpemidler. 

Jeg er således hele ugen blevet betjent af venlige, medfølende kolleger, der har hentet kaffe, åbnet døre og båret tasker for mig, hehe.

Overvejede af samme årsag en kort overgang, om jeg eventuelt skulle beholde krykkerne indtil hen omkring sommerferien. På skadestuen siger de nemlig, at jeg ikke behøver returnere dem, før jeg ikke længere har brug for dem. De har ikke specificeret, hvad de egentlig mener med "brug for". Såøh ... 😂😂😂

Nå, men når jeg nu alligevel ligger her, så kan jeg jo lige så godt læse lidt. Og det gør jeg i denne:


Den handler om narcissistiske forstyrrelser som følge af at have oplevet følelser af forladthed. 

Den lyder måske lidt nørdet, men den er okay interessant. Navnlig hvis man kender nogen, som kunne være ramt af den slags. Og så er den tilmed skrevet i et sprog, der er nogenlunde til at forstå.

Så hvis du er nysgerrig på psykologi, er den klart værd at læse.

Mit problem med den slags litteratur er imidlertid, at jo flere psykiske lidelser, jeg læser om, desto flere symptomer finder jeg hos mig selv.

Fuck!

Så når jeg er færdig med denne bog, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er ramt af svære narcissistiske forstyrrelser, haha.

Meget andet kommer lørdagen ikke til at byde på.

Jeg har haft en morderisk arbejdsuge.

Var således på job torsdag fra 7.15 til 22.15. Eller hjemmefra 6.30 til 23.00. På grund af skolefest om aftenen. Og det er fint for eleverne med en fest. Men det trækker fandme tænderne ud på eminencen at skulle socialisere i så mange timer på en dag.

Er stadig træt. Så det er fint med en slapper fra nu og resten af dagen.

Take care og lad os høres ved 💜💜💜 

søndag den 24. marts 2019

Om at gøre en forskel

Jeg har fået en ny veninde 😍

Og så behøver jeg ikke skrive mere for at have lavet et smukt indlæg. 

For venskab er noget af det skønneste, der findes. Og mest livsbekræftende. Vi har jo svært ved at leve uden positive sociale relationer.

Men jeg kunne også vælge at fortsætte. For det er lidt fesent at slutte der. I hvert fald hvis man har mere på hjerte. Og det har jeg.

For denne veninde fascinerer mig.

Hun er klog. Tæt på alvidende, fornemmer man. I hvert fald når det gælder filosofi, psykologi og religion. 

Hvis hun støder på et begreb, der trigger hendes nysgerrighed, undersøger hun det til bunds. Det er vel sådan, hun er blevet så klog, tænker jeg.

Hun appellerer til mit intellekt med alt, hvad hun ved. Og jeg ville dælme gerne planke hendes vidensdatabase.

Social intelligens og empati mangler hun heller ikke. Hun synes, det er synd for dem, der mistrives, har ondt i livet og udsættes for krænkelser. I almindelighed. Og flygtninge i særdeleshed.

Det kender jeg selvfølgelig ikke mange, der ligefrem IKKE synes, den slags er. Synd altså.

Men her er det så, min veninde adskiller sig fra nogle af os andre. For hun har drive.

Hun HANDLER. På sin hjertevarme.

Hun sætter for eksempel indsamlinger i værk og kører sit lokalområde tyndt for at skaffe tøj og andre fornødenheder til de flygtninge, der på ubestemt tid sidder indespærret under usle, fængselslignende forhold og med en uvis, og for mange måske ligefrem truende, fremtid på et udrejsecenter i nærheden.

For at gøre deres ophold mere tåleligt.

Hun gør kort fortalt, hvad hun brænder for. 

Hun holder sig orienteret om alt, hvad der rører sig på de områder, hun har en særlig interesse for, og sørger for at poste alle links til artikler, hjemmesider, nyhedsindslag, der måtte have relevans for hendes kampe. Så vi andre også kan følge med.

(Håber fandme, hun læser med i dag, når jeg lovpriser hende sådan, for så giver hun måske en latte, når vi ses 😉)

Og hendes engagement påvirker mig, kan jeg så fortælle.

Jeg vil OGSÅ gøre en forskel for nogen.

Jeg har bare ikke lige noget udrejsecenter.

Men jeg HAR Amnesty International. Det har vi allesammen faktisk. 

Amnesty International kæmper for menneskerettighederne og for frihed og retfærdighed i hele verden.

Man kan støtte dem på flere måder.

På deres hjemmeside ligger for eksempel en række underskriftsindsamlinger, som man kan deltage i. Det koster kun et par klik på computeren.

Man kan også melde sig ind i organisationen og støtte deres arbejde med et kronebeløb.

Og så søger de frivillige. Til forskellige typer af opgaver.

Jeg har skrevet til dem. 

Jeg kunne godt se mig selv tage rundt til foreninger og på højskoler som frivillig oplægsholder. Som lærer er jeg jo vant til at tale i forsamlinger og formidle viden. Og jeg synes, Amnesty repræsenterer et anstændigt formål.

De har ganske vist ikke svaret endnu. Måske er menneskerettighedskampen sat på stand-by i weekenden 😉

Men jeg regner da med at høre fra dem og håber, de kan bruge mig.

Wish me luck 💜

lørdag den 23. marts 2019

Snart træt af Sir Eyeball

Og hvad fanden er også det for et navn?! Sir Eyeball? Klamt.

Nå, men det handler alt sammen om min datingprofil på www.boyfriend.dk.

Og jeg har et par fatwaer at kaste.

Første fatwa: 

Hvorfor fanden er man som lesbisk henvist til at oprette en profil på noget, der hedder BOYfriend.dk?

Sidste gang jeg var på datejagt, var sitet opdelt i en lyseblå BOYfriend-del. Og en lyserød GIRLfriend-del. 



Men nu er girlfriend fandme forsvundet. Og billedet ovenfor er fra et tidligere indlæg, jeg har skrevet.

Selve funktionen kvinde søger kvinde findes stadigvæk på sitet, men som lesbisk synes jeg, det er ydmygende at have en datingprofil et sted, der, i hvert fald i navnet, er rettet mod mænd.

Bum.

Anden fatwa:

Min profiltekst slutter med ordene: 

"Du må gerne skrive til mig, HVIS du er kvinde, og du kan se dig selv i noget af ovenstående.

Hvis du er mand? Don't bother."

Altså. Er DEN virkelig til at misforstå?

Nej, vel?

Men hvorfor HELVEDE bliver jeg så ved med at få beskeder fra mænd?!

Er de tungnemme? Kan de ikke læse? Er engelsk for fremmed for dem? Eller er de bare SÅ opfyldt af testosteronbetinget selvtillid, at de virkelig tror, jeg vil gøre en undtagelse i netop DERES tilfælde?

Hvabeha'r?

Sir Eyeball er særligt ihærdig.

Han har skrevet til mig et utal af gange. HAN må virkelig tro på sit held 😂

Han har anlagt en høflighedsstrategi med masser af smiger. Og det skulle da også bare lige mangle, når jeg tydeligt har frabedt mig hans henvendelser. Skulle jeg mene.

Vores kommunikation ser nogenlunde således ud:

Sir Eyeball: Har du altid kun været til piger? Vil vildt gerne prøve en moden kvinde.

Fruen: Det kan jeg godt forstå. Men det bliver altså ikke mig.

Sir Eyeball: Det er jeg meget ked af. Havde håbet du måske var hende. Kan du slet ik overtales :) Du har vel haft sex med en fyr før?

Fruen: Masser af gange. Det er også derfor, jeg ved, at jeg ikke skal prøve det igen.

Sir Eyeball: Okay. Det er jeg virkelig ked af :) Undskyld, jeg skrev. Havde da bare håbet, vi måske kunne ses.

Fruen: Det er okay. Jeg håber, du finder, hvad du søger :-) Hav en god dag.

Sir Eyeball: Du er ellers en køn moden dame.

Fruen: Tak. Det er sødt af dig :-) Men jeg er køn, moden og meget, meget lesbisk.

Sir Eyeball: Fuck hvor æv. Kan du ikke gøre en undtagelse?

Fruen: Sorry. Du er nødt til at glemme mig. Håber, du finder en anden kvinde, som vil tage pænere imod dig.

Og så har jeg tilmed sorteret nogle af hans beskeder fra i gengivelsen ovenfor.

Nu venter jeg på svar fra Sir Eyeball. Og det skal nok komme.

Men helt ærligt! 

Er jeg ikke tydelig i min kommunikation? Hvilke dele af mine svar giver ham mon anledning til at tro, at det er okay, han bliver ved med at skrive?

Jeg kan da ikke læse andet end afvisninger.

Eller er jeg bare en naiv og høflig amatør, når jeg sådan synes, jeg skal blive ved med at svare ham pænt?

Skal jeg ignorere ham fremover? 

Eller skal jeg være mere krasbørstig?

Der er mange ubesvarede spørgsmål. Men én ting kan jeg sige med sikkerhed:

Det er sgu ikke kedeligt 😂😂😂

Må rulle nu. 

Take care 💜💜💜


fredag den 22. marts 2019

Læs den!

Så. 

Nu har jeg lige vendt sidste side i en virkelig læseværdig bog. 

Som har gjort mig meget mere bevidst om en lang og sej kamp mod nogle sørgelige, kvindeundertrykkende mønstre og strategier på utrolig mange områder i det danske samfund.

Den ser sådan ud:


Og er skrevet af Birgitte Possing, som er professor emerita i historie og antropologi og har vundet en række priser for værker om sammenhængen mellem biografi, køn og historie.

Jeg kan ikke referere noget fra bogen lige så godt, som Birgitte Possing selv har skrevet det, men jeg kan citere lidt fra epilogen. Som en slags teaser:

"Vores samfund er båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det er et mønster, der har gentaget sig fra demokratiets spæde barndom til i dag: Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet. Argumenter imod kvinder viser, at magtbærende personer gennem 170 år har forsøgt at gøre repræsentanter for et helt køn tavse ved at kalde alle dets repræsentanter for magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige. Selv om de enkelte kvinder, der stak hovedet frem, i virkeligheden var det modsatte."

Birgitte Possing skriver videre, at:

"Magten er ulige fordelt mellem de to køn, så det kan ses: 80 % af alle ledere på alle samfundets domæner er mænd, og kvinder er kun repræsenteret på 20 % eller færre af samfundets topposter."

Til gengæld støder vi på det samme mønster, "uanset om vi bevæger os i det politiske liv, i erhvervslivet, i organisationslivet, i den videnskabelige verden, på den kulturelle, kirkelige eller kunstneriske scene, i sportsverdenen eller i mediernes magtbærende cirkler."

Værsgo og spis!

Har du, kære bloglæser, den mindste interesse i kvindekamp og ligestilling, skal du således skynde dig at købe bogen. Den er virkelig "tragispændende".

Birgitte Possing giver også foredrag. 

Jeg glæder mig for eksempel til den 6. maj, hvor jeg skal høre damen fortælle live hos Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus. 

Så vidt jeg ved, er der stadig billetter. Måske ses vi 😉

Nu vil jeg til gengæld lade sofaen springe på ryggen af mig og min kvæstede fod og et afsnit af Sopranos springe i øjnene 😄

Take care and keep cruisin' 💜💜💜

onsdag den 20. marts 2019

Om at være fighter

Stupid, stupid me.

Har næsten lyst til at dunke mig selv i knolden med disse:



Men de er ellers flotte, ikke? Sorte lakkrykker. Føler mig jo helt sexet 😋 Mangler bare noget i læder.

Dem krabber jeg så rundt med i denne uge. Fordi jeg lige syntes, jeg skulle være kæk på tennisbanen i mandags. 

Pis.

Jeg KUNNE jo allerede mærke, at der var noget galt i venstre fod. Har i nogen tid kæmpet med en inflammation under hælen, som brokker sig ved overbelastning.

Og jeg HAVDE ondt. Ikke MEGET ondt. Dog NOK til, at jeg bare burde have ladet den sidste bold fare.

Men nej, nej. DEN slags magter jeg selvfølgelig ikke. Jeg er for stor en fighter og MÅ naturligvis gå efter boldene. Også selv om de ser helt umulige ud.

Og det er selvfølgelig meget prisværdigt ikke sådan uden videre at give op. Men det er fandme ikke altid særlig kløgtigt.

Så jeg skulle lige flytte fødderne lidt snabt. Og det var så sidste gang, jeg gjorde noget, man kan kalde snabt, i denne uge.

For hold kæft, hvor gjorde det pludselig ondt. Dernede i foden. En stærk, skarp smerte, så jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne og hoppe af banen på et ben.

Så hjem på sofaen med en ispose. Senere i seng. Ligge vågen med smerter hele natten. Dernæst op og konstatere, at fruen på ingen måde kunne støtte på foden. Og så af sted til læge og på skadestuen.

Sådan ret kort fortalt.

Det er ikke noget alvorligt. Ikke noget, der er bristet. Men det ER en overbelastningsskade, som betyder, at jeg skal forholde mig helt i ro resten af ugen. Og så ser vi.

Selv om det er besnærende med god samvittighed at kunne nyde at læse og se Netflix og koste rundt med den stakkels yngstedatter, som mener, hun har det hårdt, er jeg altså ikke typen, der synes, det er fedt at være immobil i længere tid ad gangen. 

Kom således til at røvkede mig allerede efter to en halv time på sofaen i går. Og så er der fandme langt til ugens udgang.

Når det er sagt, så kan jeg allerede nu konstatere, at en stor del af tiden kommer til at gå med logistik. 

For damn, hvor er det besværligt at skulle manøvrere sig selv rundt på matriklen ved hjælp af de der fucking stokke.

Og jeg kommer til at reflektere over ting, som jeg aldrig NOGENSINDE havde forestillet mig, jeg skulle reflektere over.

For eksempel: Hvordan kommer jeg fra køkkenet og ind til sofaen i stuen med en lortekrykke i hver hånd ... OG et krus med kaffe?

Nej, vel?

Ser således pludselig tilværelsen i et helt andet perspektiv.

FUCK.

Men Rotterne (læs: fruens elskelige børn, red.) har heldigvis en fest. 

For da yngstedatteren var færdig med at jamre over at måtte hjælpe ekstra til i denne uge, huggede hun mine krykker. 

De er åbenbart morsomme at tumle rundt i stuen med, når man er 14 år gammel og ikke er fucking NØDT til det.

Og da ældstedatteren sent i aftes kom anstigende for at tage en overnatning hjemme hos Mutti, huggede HUN fandme mine krykker. De er åbenbart OGSÅ morsomme at tumle rundt med, når man er 25.

(Så det er måske først, når man er 51 og NØDT til at bruge dem, at de bliver lidt belastende, to put it mildly.)

Nå, men her til morgen er ældstedatteren gået et level op i disciplinen "udnyt en handicappet", da hun har neglet min bil (efter først at have sikret sig, at den havde fuld tank, naturligvis). Det forlyder, at hun bringer den tilbage på fredag. Eller lørdag.

Right.

Nå, men sådan er livets gang her i forstadsvillaen for tiden. Det kan til gengæld næsten kun gå fremad. Og det er jo dejligt 😊

Take care now og lur mig, om vi ikke høres ved lige om lidt igen. For nu bruger jeg heldigvis ikke foden til at skrive med.

💜💜💜

søndag den 17. marts 2019

Frokost i Niceville

Kunne man måske godt kalde det.

Eller også bare hjemme hos mor med mine lykkelige, succesrige og økonomisk velfunderede, borgerlige kernefamiliesøskende.

Det skal jeg i dag.

Men misforstå mig nu ikke. 

Det KUNNE ud fra ovenstående lynsnabbe karakteristik måske lyde, som om jeg ikke bryder mig om mine søskende.

Og det er meget langt fra sandheden.

For jeg elsker mine søskende. De er hjertevarme mennesker, som til hver en tid vil bakke mig op, hvis jeg skulle komme i vanskeligheder. 

Som for eksempel da jeg for ni år siden forlod eksmanden (eller The Person Formerly Known As Lucifer) og var ude i en big time crisis. 

Og da jeg lige før jul forlod min damekæreste. Den første, der ringede, spurgte ind og lyttede til min grædende stemme i telefonen, var min storebror.

Og min lillesøster var her i går. Til vafler og kakao. Hun er hyggelig og empatisk og klog og sjov.

MEN.

Fuck, hvor jeg føler mig anderledes i deres selskab.

Jeg er det klemte barn i midten. Hulk 😢

På nettet kan jeg læse, at min bror som den ældste er den ansvarsfulde, den pålidelige og ham, der træder i karakter, når det er nødvendigt.

Mens min søster er den morsomme charmør, der naturligt føler sig i centrum, fordi hun som den yngste naturligt har FÅET meget opmærksomhed.

JEG er til gengæld uafhængig, oprørsk og hemmelighedsfuld.

Well, you can say THAT again 😂😂😂

For man MÅ sandelig sige, at jeg har fulgt en anden fodsti end mine søskende.

De lever for eksempel begge to i pæne kernefamilier. Har pænt fået to børn hver. Med deres partnere, som de har været sammen med, siden de var henholdsvis 18 og 16.

De har gode, vellønnede stillinger, som de har haft i mange år. De har således begge kun haft ansættelse et enkelt sted. De har succes på jobbet og er avanceret til højere positioner på deres respektive felter. Ledere. 

De har i mange år boet i de samme pæne villaer. Oven i købet kun tre minutters kørsel fra hinanden.

Og de dyrker sejlsport i fritiden. Min bror, som er den rigeste i familien, har en ordentlig motherfucker af en lystyacht med bekvemme sovepladser til 8 personer. Mens min søster indtil videre må nøjes med sølle 6 køjer.

De er borgerlige. Mit bedste bud er, at min bror stemmer Liberal Alliance. Min søster er jeg mere usikker på. Jeg tror, hendes hjerte banker lidt mere for samfundets svageste, så hun er nok ikke helt så outreret i de krydser, hun sætter på stemmesedlerne.

Og så er der mig.

Jeg er fraskilt og single. Mor til fire. Homoseksuel. 

Om jeg har succes på jobbet er et fluffy spørgsmål. For hvad er succes for en lærer, og hvordan måler man det? 

Jeg har i hvert fald ikke mange muligheder for at avancere. Så skal jeg da søge en lederstilling. Og så er jeg jo ikke længere lærer i den forstand, jeg er det nu. Men jeg er super glad for mit job. Det er bare ikke en parameter, der rigtig kan måles på.

Til forskel fra mine søskende har jeg ikke haft samme job i utrolig mange år. Jeg har været lærer i fem. Før lærerjobbet var jeg selvstændig litteraturoversætter. Og før det arbejdede jeg med marketing for Silvan-kæden, for jeg er oprindeligt økonom. Jeg har således to videregående uddannelser og har skiftet erhverv to gange. So far.

Hvad bopæl angår, tjah, så boede jeg i mange år i en gigantisk kæmpevilla sammen med min eksmand. Men da det var slut med ham, var det også slut med villaen, og jeg flyttede en tur i lejlighed i den lokale bordelgade. Der boede jeg i fire år.

Nu har jeg købt et hus i en Randers-forstad. Jeg har købt for præcis det beløb, min økonomi tillader: 1,16 million. Huset er ikke prangende, men det er mit, og jeg er godt tilfreds (selv om haven er FUCKING stor og tidskrævende).

Politisk har jeg altid været blå. Ligesom mine søskende. Sådan er vi vokset op. Vores far var virksomhedsejer. Og både han og vores mor har i mange år stemt meget konservativt. Så den blå indflydelse hjemmefra var temmelig markant.

Jeg giftede mig til en høj husstandsindkomst. Og så var jeg selvstændig i en del år, hvilket også er en forholdsvis blå position i samfundet.

Men nu forholder det sig anderledes. Nu er mit liv jo rødt. Og dermed også mit kryds. Det eneste røde kryds i familien.

I min fritid dyrker jeg ikke sejlsport. Min brors båd har kostet det samme som mit hus. Så vil jeg alligevel hellere have et hus 😉

Jeg læser derimod. Og skriver sjovt nok blogindlæg. Og går til foredrag. Og i biffen. Og jeg spiller tennis. Og vandrer. Ude i naturen, det billige lort.

Og for tiden bruger jeg også lidt krudt på datingsites. 

Oh dear. Det er horisontudvidende.

Jeg tror sgu ikke, der er nogen af mine pæne søskende, der for nylig har modtaget en fristende henvendelse fra en "toiletslave" med tilbud om at bruge ham som toilet og oven i købet blive slikket ren bagefter.

Haha 😂

Jeg køber også sexlegetøj. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide, om mine søskende gør, men umiddelbart kan jeg bedst se dem i en traditionel missionær uden hjælpemidler 😂😂😂

Lige nu venter jeg på en ny vibrator, som jeg har bestilt. Den ene af mine gamle legesager er nemlig brændt sammen. Hvilket så har affødt spørgsmålet: Hvad fanden stiller jeg op med den?

Jeg smider den jo ikke bare i skraldespanden. Dertil er den vist ikke miljøvenlig nok. 

Men hvad så? 

På genbrugspladsen som elektronikskrot? Eller småt brændbart, hvis batterierne er taget ud? Jeg kan selvfølgelig prøve at fiske den frem og spørge derude.

Well, well. Indtil videre ligger den i skabet, mens jeg tænker.

Nå, men nu har jeg vist anskueliggjort, hvordan jeg på mange områder ikke er helt in sync med mine søskende. Glæder mig alligevel til at se dem om lidt. For vi hygger os, når vi er sammen 😄

Nu: i bad.

Have a smashing Sunday, folkens. Og vi høres ved 💜💜💜




lørdag den 16. marts 2019

Nå ja, jeg glemte lige ...

Da jeg i går tog dig med på en feministisk rundrejse, glemte jeg lige en enkelt bagatel:

OMSKÆRING:



Fy for helvede!

Det er nogen tid siden, der rigtig har været spot på omskæring af piger og kvinder i medierne. Som om det kommer lidt i bølger.

Men det SKER, folkens. En pige omskæres i snit hvert 11. sekund. HVERT FUCKING 11. SEKUND!

Prøv at forestille dig det:

Du bliver holdt fast. Af mennesker, som burde beskytte dig mod alt ondt. Som du burde have tillid til. 

Du er nøgen fra livet og ned. Blottet og sårbar.

Dine ben tvinges fra hinanden. Og du skriger af rædsel. Bønfalder dine overgrebskvinder om at lade dig slippe. For du ved, hvad du har i vente.

Men ingen lytter.

Så går hun i gang. Damen med barberbladet.

Hun skærer systematisk dine ydre kønsdele væk. 

Måske syr hun også din skedeåbning næsten helt til, så du i al fremtid vil have svært ved både menstruation og samleje.

Og du er prisgivet. Du kan intet stille op. 

Smerten er langt hinsides dine værste mareridt. Du tror, at du skal dø nu.

Og det skal du måske også.

Det er i hvert fald mange gange konsekvensen af de infektioner, der kan opstå. 

FUCK, jeg får det dårligt ved tanken.

Det er klam og hjerteskærende brutalitet i en utrolig høj potens.

Da jeg skulle finde et passende Youtube-klip at poste i indlægget, var jeg forbi nogle stykker. Og nogle af dem kunne jeg ganske enkelt ikke se til ende. 

Som for eksempel dette (jeg lægger bare linket, og så kan du jo se, om du kan holde ud at klikke på det).

Jeg ville ønske, jeg kunne gøre mere for at protestere mod denne uhyrlighed end bare skrive et snoldet blogindlæg.

Det må jeg lige undersøge.

Take care og nyd det, hvis du selv bestemmer over din krop.


fredag den 15. marts 2019

Feministisk rundrejse

Vil egentlig godt brygge lidt videre på sidste uges bølge af feminisme. 

For det er jo meget godt med sådan en enkelt årlig kampdag, hvor kvindekampen får masser af opmærksomhed. Men budskaberne er jo lige så vigtige IMELLEM kampdagene.

Desuden ved jeg, at der findes mennesker rundt omkring, som har misforstået. 

En ret så harmdirrende veninde fortalte således i sidste uge, at hun havde hørt en bekendt mene, at kvindekampen i Danmark ikke er så relevant som i andre lande. 

Fordi vi herhjemme jo har FÅET så meget ligestilling.

Og det lyder jo umiddelbart som en smuk, altruistisk gestus. Problemet er bare ...

... AT DET ER DET IKKE.

Det er fandme ikke nogen gestus. 

Vi har ikke FÅET noget som helst.

Den grad af ligestilling, vi har her i Danmark, har kostet en utrættelig, ihærdig indsats fra dygtige, modige, visionære, engagerede, vedholdende kvinder. Især. Og nogle få mænd. Men mest kvinder.

Til gengæld. Med DEN lille detalje på plads. Så ja. Så findes der steder i verden, der er længere fra målet end os.

Jeg vil dedikere en del af Dropsene til at sætte spot på kvindekamp. Både herhjemme og i udlandet.

Og jeg har besluttet at foretage en lille, eksemplarisk rundrejse.


Lad os begynde i Saudi-Arabien

Med Google og Apple som formidlere har saudiarabiske mænd nemlig mulighed for at installere en app på deres mobiler, som kan hjælpe dem til at spore og overvåge kvinder.

App'en Absher giver mænd mulighed for at begrænse deres koners og døtres bevægelsesfrihed. 

Brugerne af app'en kan således se, hvor de kvinder, de ønsker at overvåge, befinder sig, ligesom de får adgang til informationer om flytrafik og andre former for offentlig transport. 

Modstandere af app'en fremfører, at den er forbundet med systemisk diskrimination forankret i en tradition for vold mod kvinder.

Både Google og Apple har imidlertid valgt at ignorere alle indvendinger om brud på menneskerettighederne.


Hvorefter vi suser videre til Argentina

Hvor en lille pige på kun 11 år for nylig blev tvunget til at føde et barn, 23 uger efter hun blev voldtaget af sin bedstemors 65-årige kæreste.

Pigen og hendes mor havde anmodet om en abort, men behandlingen af deres anmodning blev forhalet i ugevis.

Under graviditeten forsøgte pigen to gange at begå selvmord.

I Argentina er abort som udgangspunkt forbudt ved lov.

Og stikker et smut forbi Iran

Her er menneskerettighedsadvokat og kvinderetsforkæmper Nasrin Sotoudeh blevet idømt 33 års fængsel og 148 piskeslag for protest mod tørklædepåbudet i landet.

Ved retssagen var hverken Nasrin Sotoudeh eller hendes advokat angiveligt til stede.

Ifølge Amnesty International er det den hårdeste dom mod en menneskerettighedsforkæmper, som organisationen har dokumenteret i de seneste år. Dommen indikerer, at myndighederne til stadighed øger undertrykkelsen af iranske kvinder.

Og Venezuela

Hvor der er pres på grænserne som følge af, at et anslået antal på tre millioner mennesker forsøger at flygte fra den økonomiske krise i landet.

Ved grænsekonflikter og flygtningekriser som den i Venezuela er kvinder særligt udsatte for seksuelle overgreb, kidnapning og andre former for vold. 

Ofte har de ikke andre muligheder end at prostituere sig for at skaffe mad til familien. Og denne prostitution foregår særligt i militærlejrene, hvor mændene er mere aggressive end andre steder, forlyder det.

For at runde af i Brasilien

Her mister gennemsnitligt fire kvinder livet hver dag som følge af vold i hjemmet.

Faktisk udgør brasilianske kvinder hele 40% af alle kvindelige drabsofre i Sydamerika.

Mange af disse drab bunder i skarpt afgrænsede kønsroller, og problematikken med vold i hjemmet forværres af, at landet ikke kan tilbyde meget hjælp til voldsramte kvinder.

Og således opmuntret

Vil jeg gå på weekend. 

Denne weekend kommer til at byde på hyggelige sociale sammenkomster. Nærmest i kilometermål.

I morgen eftermiddag kommer min søster og min niece for eksempel en tur forbi til vafler og varm kakao. 

Og når de er daffet hjem igen, vil min smukke, genvundne og meget nære veninde bimle an med en flaske rødvin under armen til en lille pludder. Hende har jeg savnet big time, men det ved du, hvis du læser med her på bloggen.

I morgen aften: velsignet alenehed. For min søster vil bortføre mit sidste hjemmeboende barn til en overnatning. Og DET bliver skønt. Ikke, at jeg ikke bryder mig om at være sammen med mit barn. For hun er sød og dejlig, og jeg elsker hende højt. Men jeg sætter OGSÅ pris på mit eget uforstyrrede selskab 😉

Og jeg SKAL vitterlig nyde min alenehed, for allerede søndag går det atter løs med socialisering. Denne gang hjemme hos min mor, som byder på frokost til mig, min bror og svigerinde og min søster og svoger med børn.

Vil til sidst benytte lejligheden til at ønske dig, kære bloglæser, en henførende weekend. Og opfordre dig til at reflektere over kontrasterne mellem din egen virkelighed og dem, jeg har skitseret ovenfor på min rundrejse.

Det er nemlig sundt!

Take care 💜




fredag den 8. marts 2019

Om feminisme i islam

Dropsene markerer i år Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts ved for første gang nogensinde at give ordet videre til en gæsteblogger.

Indlæggets forfatter har stor viden om kvinder i islam og flygtningespørgsmål i almindelighed. Hun er feminist og en engageret forkæmper for de svageste mennesker i vores samfund.

God læselyst!

Kærlig hilsen
Dropsene 💜

Kvindernes kampdag er en international kampdag. Og ikke kun for os vestlige kvinder, der har stemmeret og medbestemmelse.

Ikke at vores kamp på nogen måde er slut, da ligestillingen i Danmark langt fra er i mål.

I prologen til bogen Argumenter imod kvinder af Birgitte Possing bliver vi således mindet om, at kvinder kun i sørgeligt ringe omfang er repræsenteret på topposter inden for politik, videnskab, erhverv, kultur, medier, sport og organisationsliv i Danmark.

Lige så aktuelt er det, at man forleden på Amnesty Internationals website kunne læse om en spritny rapport, der fortæller, at "straffrihed, en forældet lovgivning og kønsstereotyper og myter i retssystemet står i vejen for retfærdighed for voldtægtsofre i Danmark."

Og man behøver bare nævne ordet "ligeløn" for endnu en gang at sætte spot på vores manglende ligestilling.

Så vores kamp er ikke forbi.

Men vi har en hel verden af kvinder, der stadig må kæmpe for selv små rettigheder i hverdagen. Og internationalt set er vi stadig lysår fra at kunne tale om et minimum af retfærdighed, hvad angår kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv.
En del af vores frihedskamp er at skabe forståelse for forskellige religioner. Og kæmpe side om side med kvinder, der ønsker at bevare deres tro og samtidig være frie kvinder. Altså at have ret til at bestemme over egen tro og påklædning.
Debatten i Danmark er ensporet og jagten på kvinder med anden religiøs overbevisning er begyndt.

Islam anses af de fleste som en kvindeundertrykkende religion. Og det er den også mange steder, men der er et utal af muslimske kvinder, der ser deres religion som frihed og mener, de selv træffer deres valg, hvad angår religiøs praksis.

Disse kvinder skal både kæmpe mod religiøse lærde, der har en yderst konservativ udlægning af Islam, og det danske samfund, som anser dem for undertrykte og nu kriminelle, hvis de tildækker deres ansigt.

Det må vi da kunne gøre bedre.
I 2009 bad en arbejdsgruppe i folketinget, som så på burkabrug og tilsvarende beklædning, Københavns Universitet – Tværkulturelle og Regionale Studier om at udarbejde en rapport for dem.
Alle kvinder, der blev interviewet, bar niqab, og alle kvinder fastholdt, at det var eget valg. Alligevel har regeringen indført forbud mod denne beklædning. Det er både undertrykkende og diskriminerende.
Din og min holdning til dette må ikke være afgørende for en lovændring, og vores politikere har her kun skabt mere ulighed og frataget disse kvinder retten til at bestemme over egen krop.
Ligesom der findes muslimske kvinder, som kalder sig selv feminister og ikke ønsker at bære niqab, og som finder belæg for deres overbevisning og tro i Koranen, er andre kvinder inspireret af salifisterne og mener, at de ved at bære niqab lever de ud fra deres tro.

Det er ikke vores anliggende at dømme i den sag. Vores anliggende er at sikre, at alle kvinder har ret til at bestemme over deres eget liv.
Selv i vores lovgivning på flygtningeområdet er der en skævvridning imellem kvinder og mænd.

Ved opnåelse af asyl får en del kvinder således tilkendt en paragraf 7.2, hvor den mand, de er gift med, får tilkendt en paragraf 7.1. Det gælder, hvis manden er den primære forfulgte i hjemlandet. Og det betyder, at manden har opnået varigt ophold, mens kvinden kan risikere, at hun lettere kan udvises af Danmark, hvis hun bliver skilt fra manden, da 7.2 ikke giver varigt ophold.
Vi kvinder har en moralsk forpligtelse til at kæmpe alle kvinders kamp. Ikke kun vores egen. Vi har trods den manglende ligestilling i Danmark stor mulighed for at hjælpe kvinder i andre lande og de udlændinge og flygtninge, der er her i landet. De er vores søstre og behøver os.