Fortabt

Shit.

Jeg er fortabt. 

Håbløst. Nådesløst. 

Er i afmagt.

Prisgivet faktisk.

Og nu tænker du nok, kære bloglæser, at det i grunden lyder lidt synd. At min sindstilstand åbenbart matcher det røvsyge vintervejr udenfor.

Og du funderer over, hvad i alverden der mon er i vejen. 

Måske tænker du også på, at det egentlig er lang tid siden, jeg sidst har skrevet et drop herinde. Og at det måske har noget med mit tydeligvis halvdepressive mode at gøre.

Hvis du var min mor, ville du blive downright bekymret over sådan en melding. Og så ville du komme farende med hjemmestrikkede hyggesokker og brunkagedej for at muntre mig op.

MEN.

Jeg har IKKE brug for sokker og juleknas for at finde livsgnisten.

For.

Livsgnist har jeg masser af 💃💃💃

Og når jeg skriver, at jeg er fortabt. Så MENER jeg ... at jeg er fortabt ... 

... i en kvinde.

Yes.

Som i fuldkommen solgt! Head over heels. Infatuated.

Forelsket 💘💘💘 

I en grad så jeg ikke kan fucking tænke to sammenhængende stavelser, der IKKE har med omtalte kvinde at gøre.

Og det er ... FORTRYLLENDE 😄🎆🎇🎉

For når man som jeg har brugt 40 ÅR på at undertrykke sin egen seksualitet, ja, så er man altså ikke forvænt med gengældt forelskelse.

Men det oplever jeg nu. Og jeg er SÅ taknemlig for hvert eneste nanosekund 💘

Så nej. Det røvsyge vintervejr kan slet ikke trænge ind bag det skjold af regnbuer og klokkeblomster og enhjørninger, jeg er omsluttet af.

Skulle egentlig bare på café og drikke en mokka med en ny kollega, som jeg sidder ved siden af i lærerforberedelsen.

Vi har siden august haft mange kollegiale chit-chats om lidt af hvert, og jeg syntes, hun var sød. 

Meget sød 😉

Men efter min bedste overbevisning var hun heteroseksuel, da hun var kæreste med en mand. Mens jeg også selv var i et forhold.

Samtidig var hun umanerlig karismatisk. Tjekket. Smuk. Cool. Populær. Sådan en, som alle ligesom bare ... VIL.

Og således helt uopnåelig.

Så jeg lagde låg på. Gav mine spirende følelser en dosis Roundup med ukrudtssprøjten. For jeg vidste, at det var en lost cause. Og jeg havde det jo også godt i mit daværende forhold.

Men for satan altså.

Så sad hun der over for mig på caféen. Vi havde konverteret kaffe til hvidvin. Og jeg var sådan lidt star struck. Sådan lidt vantro over, at denne overjordiske kvinde virkelig gad bruge søndag eftermiddag på ... MIG?

Men inden jeg fik set mig om, havde hun betroet mig ... øh ... ting.

Og jeg måtte konstatere, at min ukrudtssprøjte alligevel ikke havde indeholdt Roundup, men derimod ECOstyle Ukrudtsfri, som ikke virker nær så godt.

Nu er den underskønne kvinde min kæreste 💃💃💃

Til gengæld er jeg SÅ taknemlig for, at jeg får lov at prøve DET igen. Da jeg jo, som ovenfor antydet, i det meste af mit liv har sejlet under falsk, heteroseksuelt flag, er det ikke sket mange gange før. Og jeg forstår at værdsætte det. Big time.

Jeg oplever HELE pakken: 

Jeg har kun jordforbindelse med det yderste af tåspidserne. Løftet op af berusende champagnebobler og sommerfuglevinger, der får det til at krible i hele min forelskede kvindekrop 🐛🍹 

(Okay, mit idiotiske blogprogram indeholder nogle fucking UANVENDELIGE emojis 😡. Der er således ingen sommerfugle eller champagneglas, når man skal bruge dem. Og derfor må DU, kære bloglæser, nøjes med en klam larve og en tropisk cocktail. Hrmpf!)

Jeg er kort fortalt så optaget af min nyfundne kærlighed, at jeg ikke kan rumme meget andet end hende. Jeg nyder at tilbringe hvert ledigt øjeblik i hendes livgivende selskab og sætter mit øvrige liv på standby

Så der har du forklaringen på min tavshed herinde. 

Men mon ikke jeg finder på at skrive mere om lidt. Jeg har nemlig meget på hjerte.

So stay tuned! Og så høres vi ved igen.

💜

T plus ti

Så havde man lige jubilæum i går. Ti år.

Ti år, siden jeg traf den største og mest skelsættende beslutning i mit liv. En beslutning, som skulle vise sig at blive overordentlig svær at implementere, og som kom til at kræve en lang og fuldkommen overmenneskelig kamp. Før alt blev godt.

19. september 2010 forlod jeg den konventionelle og trygge, men desværre pivfalske, heteroseksuelle læskærm, jeg havde gemt mig bag i tæt på fyrre år, og sprang ud. I den skarpe vind. Uden at vide, præcis hvordan jeg skulle finde ly.

Lille og sårbar og ulykkelig havde jeg taget det første skridt. Ud på en tynd og skrøbelig bro. Som jeg måtte krydse uden at ANE, hvad jeg ville finde på den anden side. 

Jeg vidste bare, at jeg ikke længere kunne gøre vold på mig selv ved at blive hængende, hvor jeg var.

Nå ja, og så vidste jeg selvfølgelig også, at jeg ville finde fire fortvivlede børn, hvis lykkelige liv jeg havde styrtet i grus. 

Og jeg vidste, at jeg ville finde arbejdsløshed, for jeg havde lige lukket mit oversættelsesfirma, da jeg ikke kunne tjene nok ved litteraturoversættelse til at være eneforsørger.

Og jeg vidste, at jeg ville få en uendelig hård skilsmissekamp, for min eksmand er ikke en mand, der giver fortabt. Nogensinde. Og han ville ikke finde ro, før jeg var tværet ud. Hans første handling, efter at jeg havde orienteret ham om nationens tilstand, var således at ringe til en advokat. Så var banen ligesom kridtet op. (Det blev til tre retssager. Og to politiransagninger. Som jeg har skrevet om i tidligere indlæg.)

Og endelig vidste jeg, at jeg helt sikkert ville blive the talk of the town i omgangskredsen. Ligesom jeg formentlig ville blive genstand for fordomme og homofobiske stokkeslag her og der.

Den slags småting vidste jeg.

Men jeg vidste IKKE, hvordan fanden jeg skulle navigere mig selv igennem den største krise fucking EVER for at finde den krukke med guld (eller måske snarere med godt liv), der forhåbentlig ventede på mig. For enden af regnbuen 😉🌈

Og det var der, jeg stod, for nøjagtig ti år siden.

Jeg havde selvfølgelig overvejet mit spring i nogen tid. Og jeg havde også allerede indviet alletiders bedste veninde, Übermensch, i min situation. Men 19. september nåede jeg the point of no return:

Jeg tog "snakken" med mine aldrende forældre. Og der var ikke længere plads til fortrydelse. 

Det var åndeløst og monumentalt. Jeg havde skubbet en tung maskine i gang, som aldrig kunne standses igen.

At det skulle blive den 19. september var ikke tilfældigt. Det var symbolsk (og måske også lidt melodramatisk og smagløst 😳). 

For se nu her, hvad jeg foretog mig en ANDEN 19. september for mange år siden:

Da blev jeg sørme gift 😂 Og her står jeg uden for kirken i min lejede brudekjole sammen med min far og et par invasive pufærmer.

Jeg sprang således ud over for mine forældre på min 18-års bryllupsdag.

Så ved du det 😊 

Og hvis du havde læst det før, ... så har du altså læst det igen 😉

Nu mangler jeg bare at binde den sløjfe på historien, at jeg i løbet af de ti år, der er gået, siden jeg holdt mig for øjnene og sprang, har fundet mig umanerlig godt til rette herovre på den RIGTIGE side af min bro, hvor verden er i farver 💙💚💛💜💘

Og mine nærmeste har fundet fodfæste og er glade igen 💃

Fortsat god søndag! 🙏😄

Til mine nye læsere

Jeg ved, jeg har nye læsere. Det har jeg næsten altid, men jeg ved også, at jeg har flere nye læsere, end jeg plejer. For jeg har inviteret en Facebook-gruppe med i klubben.

Til mine nye læsere vil jeg sige velkommen. Rigtigt hjerteligt velkommen. Jeg håber, I får lidt ud af at læse med her 💜

Jeg skriver dette indlæg til jer. For at prøve at fortælle lidt om, hvem jeg er. Så I ikke behøver arbejde jer igennem alle de 500 blogindlæg, jeg i tidens løb har lagt her på Dropsene.

Til mine gamle læsere. Bær over med mig, please. I vil møde gentagelser. Håber, det er okay. I får også et hjerte: 💜

Nå, men kort fortalt (eller måske ikke så kort fortalt, for jeg er pissegod til at cykle ud ad en eller anden tangent og komme til at skrive alt for meget, haha):

Jeg er 51. 

Jeg bor i Randers, men det er ikke noget, jeg sådan går rundt og fortæller folk. For så får jeg alle mulige ... øh ... interessante bemærkninger og spørgsmål, hvoraf mange sjovt nok indeholder ordene Mokai, Nike Shocks eller scooter.

Underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole. 60 kilometer fra min bopæl. Hvilket er praktisk, fordi jeg så ikke risikerer at løbe ind i elever og forældre til spontane skole-hjem-samtaler, når jeg færdes i gademiljøet i min by. Og IKKE så praktisk, fordi jeg hver dag får fornøjelsen af fucking E45.

Før jeg blev lærer, var jeg selvstændig og arbejdede i 14 år med oversættelse af litteratur for snart sagt alle de store forlag, vi har her i landet. 

Det var fedt, fordi jeg kunne sidde hjemme og arbejde og havde en stor grad af selvbestemmelse i min arbejdsdag. Og ikke så fedt, fordi jeg aldrig så en sjæl. Jeg kunne sagtens sidde fordybet i et manuskript fra 8 til 17 og ikke tale med nogen. Så jeg trampede så at sige mine egne sociale behov ned under parketgulvet med det arrangement.

Oversættelsesarbejdet spillede heller ikke så godt for min kreativitet. 

Jeg elsker at udtrykke mig på skrift. Lege med ordene. Lade sproget sprudle. Og jeg sætter stor pris på den kreative frihed, jeg har her på Dropsene. 

Men når jeg sad med en engelsk eller amerikansk originaltekst og skulle omsætte den til et dansk manuskript, ja, så var jeg en anelse bundet på min kreativitet. Tror sgu nok, at forlagsredaktørerne ligesom forventede, at jeg lagde mig forholdsvis tæt op ad udgangsteksten og ikke pludselig begyndte at digte og indføje et brutalt sexmord i et værk af Dalai Lama. Sådan bare for at give hans bog en smule kant, you know 😉

Nå, men jeg fortryder ikke min tid som selvstændig. For på det tidspunkt var jeg gift med en mand, en travl konsulent med masser af rejsedage. Og med ham havde jeg fået fire børn. Yes, du læste rigtigt: FIRE.

Og når nu manden næsten aldrig var hjemme, var det praktisk for familien, at JEG var.

Nu er Rotterne store (når jeg skriver om Rotterne her på bloggen, så er det altså mine fire elskelige børn, jeg mener). 

Ældste Datter på 25 blev færdig som lærer før sommerferien. Og underviser blandt andet i engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Det er jo det samme som Mutti! Ved sgu ikke, om det er creepy eller flatterende, men hælder nok mest til det sidste. Hun bor i en lejlighed i Aarhus og havde en nærildebrandsoplevelse nytårsaften. Den kan du læse om in another afsnit.

Ældste Søn på 23 er udvandret fra Jylland. Det ved jeg ikke, om jeg helt har tilgivet ham endnu. Men objektivt set var det vel okay, da drengen blev optaget på kemiingeniøruddannelsen på DTU, og DTU altså ligger i Lyngby. Not much to do about that.

Somme tider besøger jeg ham på hans kollegium. Så rykker mor ind på en luftmadras på gulvet og lærer under besøget at glæde sig over, at hun ikke SELV lever med et fælleskøkken. For hold nu kæft, hvor kan sådan nogle unge studerende altså svine på fællesarealerne.

Yngste Søn er 20. Han læser nano science på Aarhus Universitet. Jeg aner ikke en skid om nano science, men det er vist nok noget med nogle meget små ting. Han lader til at være ret glad for det, og det er vigtigt. 

På muren på hans institut står der INANO med store bogstaver. Det har jeg set nogle gange, når jeg er kørt forbi. Men først i sidste uge faldt det mig ind at læse skiltet bagfra. Oh my god, haha! Nogen har lavet lidt af en brain fart der 😂

Yngste Søn bor også på kollegium. Skjoldhøj i Brabrand. Kollegiet fra helvede. Eller i hvert fald der, hvor de andre ikke gider bo. Skjoldhøj ligger et stykke uden for byen, og det er ikke hipt ikke at bo centralt, så alle vil gerne videre. Derfor var det også let for drengen at få et værelse derude. 

Mutti render til gengæld rundt med armene over hovedet over drengens boligforhold, for han har haft en privilegeret opvækst i et pænt og dyrt kvarter, og det er godt at prøve det andet også.

Og så er der Bette. Yngste Datter. Hun er 14 og går i 8. klasse på en privatskole her i byen. 

Som mange andre teenagere oplever hun tilsyneladende, at hendes mor er blevet mere og mere vanskelig og urimelig i den senere tid. Hun er i hvert fald god til at rulle opgivende med øjnene over en del af mine holdninger og dispositioner. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer jeg i bedring, når barnet nærmer sig de 18-20 år. Så genvinder mange forældre nemlig deres fornuft 😉

I min fritid dyrker jeg en fantastisk portefølje af interesser. (Synes jeg da selv. Heldigvis.):

1. Jeg skriver for eksempel blogindlæg (SURPPRISE!). 
2. Jeg læser. Romaner. Gerne spændende. Og gerne på både engelsk, tysk og dansk. 
3. Jeg er næstformand i bestyrelsen på Yngste Datters skole. 
4. Jeg synger i kor. 
5. Jeg spiller tennis. 
6. Jeg vandrer. Ude i Guds grønne natur, det billige pis. 
7. Jeg tager til foredrag og koncerter og udstillinger. 
8. Og en hel masse i biffen. 
9. Og så elsker jeg at rejse.

Det er oplevelser i ind- og udland, jeg bruger de fleste af mine penge på, når mine faste udgifter er betalt.

For 8½ år siden sprang jeg ud som lesbisk.

Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg PLUDSELIG var blevet homoseksuel. For det havde jeg sådan set altid været. Men jeg var blevet træt af at leve det forkerte liv. Af at følge konventionerne og pænt leve under tag og dyne med en mand. 

Under min opvækst og i hele mit hidtidige liv havde jeg aldrig truffet en homoseksuel. I hvert fald ikke en, der var sprunget ud. Jeg havde aldrig haft nogen at spejle mig i. Der VAR ganske simpelt ingen åbent homoseksuelle i de kredse, hvor jeg færdedes. 

Derfor troede jeg også, at jeg var anderledes. Forkert. Når jeg blev ved med at forelske mig i andre kvinder.

Og jeg skammede mig over det. Ingen måtte for Guds skyld vide noget. Så jeg lavede en heteroseksuel skinmanøvre og gik i flyverskjul i min kernefamilie.

Indtil jeg altså fik nok.

Da jeg var cirka 40, begyndte jeg nemlig at reflektere over den del af mit liv, der var gået, og den, der var tilbage. Og det blev en hårrejsende refleksion. Som med en lægtehammer blev jeg blev ramt midt mellem øjnene af den erkendelse, at jeg ikke kunne fortsætte med min tilværelse, som den var.

Så jeg oprettede en profil på et dating site for homoseksuelle.

Og der mødte jeg en skøn kvinde. Sød og skarp og smuk og empatisk og sjov og sexet og meget andet guf.

Hende forelskede jeg mig håbløst i. 

Så håbløst, at jeg forlod min mand, flyttede fra stor villa til lejlighed i den lokale ludergade, lukkede mit firma, fordi jeg ikke tjente nok til at kunne forsørge mig selv og fire børn, tog ny uddannelse, fik nyt job, købte hus.

Og her sidder jeg nu. 

Med en kop friskrørt pulverkaffe. Og tænker, om jeg i grunden ikke har fortalt nok om mig selv sådan lige for nærværende. Jeg vil i hvert fald mene, at nye læsere nok har fået en idé om, hvem jeg er, så de ikke behøver at slæbe sig gennem alle 500 indlæg på bloggen 😉

Så mangler jeg bare at runde af. 

Det vil jeg gøre ved at fortælle, at forholdet til min dejlige kvinde holdt i 8½ år. Hvoraf langt de fleste stunder har været fantastiske. Hun gav mig lov til for første gang i mit liv at opleve gengældt kærlighed, og for det vil jeg altid være hende dybt taknemlig.

Men for to uger siden gik det i stykker. Og jeg tror ikke, det kommer til at genopstå.

Enough about me. Måske høres vi ved igen 🙏

Om homorygter

Jeg har været ude som censor. I fredags og i går. På en anden skole i den by, hvor jeg arbejder. 

Det har jeg skrevet lidt om i et tidligere indlæg. Hvor jeg blandt andet lige nævner, at en del af eleverne havde valgt at fremlægge om homoseksuelles vilkår.

Og sådan blev det. Jeg hørte en del om, hvordan det må føles at være mig.

Og jeg lyttede interesseret til elevernes refleksioner.

En af pigerne sagde alt det rigtige om diskrimination og ligestilling og tolerance. Dog spærrede jeg øjnene en kende op, da hun til sidst i sin fremlæggelse ville gøre rede for sin egen holdning til homoseksuelle. 

"I think it's a little weird," sagde ungmøen nemlig. Og var dermed umiddelbart ikke helt in sync med den fremlæggelse, hun lige havde leveret.

Men så sagde hun noget, der reddede det hele hjem for hende.

"But I think that's because I have never seen two men or two women kissing. If I had seen that from time to time, I probably wouldn't find it weird."

Smooth. 

Og totalt forståeligt, at unge kan have en holdning som denne pige, når de ikke møder bøsser og lesbiske i deres hverdag.

Hun fik således fortalt mig, at tanken om homoseksuelle i hendes optik er lidt bizar, men samtidig givet en fuldkommen fornuftig grund til, at det forholder sig sådan.

Så jeg sad der og følte mig ikke den mindste smule forulempet.

Det skulle hun have credit for, så da hun efter eksaminationen var inde for at få sin karakter og sin feedback, roste jeg hende, fordi hun havde sagt sin mening, uden at jeg følte mig trådt på.

"... og jeg lægger mærke til den slags," tilføjede jeg, "for jeg er sammen med en kvinde."

Hvorpå pigen sagde noget, der fik min underkæbe til at ramme mit brystparti med et klask. Sådan lidt i overført betydning altså 😉

"Ja, det ved jeg godt."

WTF?

Vi er lige enige om, at jeg ALDRIG i mit liv havde set omtalte pige før, ikke? Og der sad hun og fortalte, at hun ved, jeg knalder med en anden dame.

Fuck.

Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, hvordan hun er blevet gjort bekendt med oplysningen. For hun kender nok nogle af eleverne på MIN skole. Og så har hun spurgt lidt ind til, hvordan censor er. Det er ret normalt, tror jeg.

Og jeg tænker, mine elever har svaret, at jeg er sød og venlig. Sjov måske. Ikke særlig skrap. 

Og ... homoseksuel.

Hvorfor det sidste er væsentligt, ved jeg ikke. De havde nok ikke omtalt min seksualitet, hvis jeg havde været sammen med en mand.

"... og så er hun hetero!" 

Nej, vel?

Nå, men jeg er snart vant til at være the talk of the town. Og jeg håber, at jeg netop ved at være åben over for denne pige kan få hende til at synes, det er mindre bizart at elske en person af sit eget køn.

Snart Pride

Tjah, den nærmer sig faktisk. Aarhus Pride. Det er på lørdag.

Og jeg har gode planer 💃

Har ellers et lidt ambivalent forhold til Priden.

For dels er det jo en vildt festlig og farvestrålende dag. En hyldest til mangfoldigheden. Og en stædig påmindelse om ikke at lade sig knægte, blot fordi man er født med en anden seksuel orientering end flertallet.

Jeg elsker at se regnbueflaget på busser og på domkirke, rådhus og andre kendte bygninger. Der ligger et skønt statement i det.

Men når det er sagt. Damn. Så må jeg altså også sige, at hvis man HAR fordomme mod bøsser og lesbiske og biseksuelle og transpersoner, ja, så skal man nok få dem bekræftet til overflod uden at behøve at kaste mange blikke på pridedeltagerne. 

For hold nu kæft, hvor er der mange ... øh ... alternative eksistenser i bybilledet den dag. 

Lak og læder og fjerboaer og glimmer og glitter og plasticbryster og pailetter og perlebesatte plateausko. På mænd, forstås. 

Karseklip, skovmandsskjorter og hængerøv i beskidte, slaskede jeans på kvinder.

Hvis det ellers giver mening at tale om mænd og kvinder.

Men når DET til gengæld er sagt, så er det saliggørende at færdes blandt så mange andre homoseksuelle og så mange heteroseksuelle, som bakker op. Og den dag behøver jeg  for en gangs skyld ikke at føle mig anderledes. For der er mange andre, der er LANGT mere anderledes. I tell you!

Derfor planlægger jeg at deltage.

Og det bliver en god dag.

Først skal jeg mødes til brunch med en gammel veninde, som jeg trænger til at få en snak med. En skøn og empatisk kvinde, som vil lytte til det, jeg måtte have at klynke over for tiden.

Og så tager vi ned i byen.

Jeg håber, vi kan komme til at gå lidt med i selve paraden, men det er også fedt bare at kigge.

Vi ender på Officerspladsen under Regnbuen på Aros, og her er der fest. Jeg håber også at kunne lokke et par kolleger til at drikke en øl med mig derinde. Stille og roligt og hyggeligt.

Og så tager jeg hjem. Måske.

Ses vi?

Om tre små ord

De MÅTTE jo komme. Tre små ord. Små sataner faktisk.

Ved selvfølgelig godt, at jeg har valgt en arbejdsplads (den danske folkeskole) med et højvirulent miljø, når det gælder spredningen af beskidte tiltaleformer.

"Luder" for eksempel. Meget smittefarligt. Fordi det har en forførende negativ effekt på modtageren.

Eller hvad med "faggot"? "Svans"? "Bøsserøv"?

I særdeleshed homofobisk ladede prædikater synes at være populære blandt mine elever. Og det er fast arbejde at sige fra. For det gør jeg konsekvent, når disse lidet flatterende udtryk lander i min øregang.

Det er i min lesbiske optik et uheldigt skråplan, at homofobiske ord og vendinger sådan er blevet en fuldt integreret del af almindelig tale. For det bidrager til at bekræfte den vildfarelse, at vi homoseksuelle er andenrangsmennesker.

Jeg er aldrig selv blevet kaldt noget af det ovenstående, når jeg har været på job. (Måske fremstår man også lidt komisk, hvis man ligefrem kalder mig bøsserøv.)

Og når jeg griber nogen i at bruge betegnelser for homoseksuelle i en nedsættende betydning, får jeg næsten altid en uforbeholden undskyldning og en forsikring om, at ordene sandelig aldrig har været rettet mod mig.

Eller ... øh ... sådan var det i hvert fald indtil forrige fredag.

Men forrige fredag sker der noget:

Jeg har tysk i 9. klasse, og eleverne skal lave en mundtlig gruppeøvelse. 

En af pigerne i klassen - vi kan jo kalde hende Lonnie (det hedder hun ikke, men hendes rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)) - har for længst opgivet tyskfaget. I stedet for at forsøge at tilegne sig bare en smule af fremmedsproget bruger hun timerne på forskellige sociale medier. Ganske åbenlyst tilmed.

Nu sidder Lonnie så i sin gruppe med computeren slået op på Facebook. Skærmen vender op imod lærerens bord, så jeg tydeligt kan se, hvad hun IKKE laver: tysk.

Jeg går ned til hende og beder hende om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende igen om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende om at klappe skærmen i, for hun skal ikke bruge computer til den øvelse, hun skal deltage i. Hun vipper skærmen cirka tre centimeter hen imod sig selv. Så hun stadigvæk kan se alt, hvad der foregår på den.

Nu har jeg efterhånden fået nok. Så med en finger skubber jeg stille og roligt til skærmen, indtil hun ikke længere kan se skærmbilledet.

"Du skal ikke lukke min fucking computer!" lyder det elskværdigt fra den unge dame.

"Jamen, så kan DU jo lige lukke den," foreslår jeg som svar.

Ingen reaktion.

Skærmen klapper i af sig selv de sidste centimeter. Hvorpå pigen drejer hovedet i ninjaspeed og stirrer på mig med lynende vrede øjne.

"Din fucking homo!" 

Hendes respons rammer mig som en syngende lussing. 

Se, jeg bliver i almindelighed behandlet med respekt på min arbejdsplads. Aldrig har en elev kaldt mig noget som helst, der begynder med "din fucking". Og da slet ikke efterfulgt af "homo".

Og nu er jeg sendt til tælling. Står der foran klassen og føler mig totalt ydmyget. Og ked af det.

Jeg smider pigen ud. Hun kan ikke deltage i min undervisning sådan lige for en stund. For i situationen kan jeg ikke rigtig få luft for hende.

Den adfærd, hun lige har demonstreret over for mig, er nemlig en af årsagerne til min gamle rædsel for at springe ud. Til min årelange, ynkelige kamp for at knægte min natur og for alt i verden fremstå heteroseksuel.

Andre menneskers nedværdigende fordømmelse.

Jeg må have en timeout. Trække mig ud af rummet et øjeblik, så jeg kan finde fodfæste igen. Derfor lader jeg grupperne arbejde videre med deres mundtlige øvelse i klassen og flygter hen på lærerværelset.

Her kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Damn, det gør ondt. Jeg føler mig lillebitte. Skammet ud.

Heldigvis er der ikke andre i lokalet. Det er jo midt i en time.

Øh ... indtil vores arbejdsmiljørepræsentant tilfældigt træder ind ad døren.

Fuck.

Han er ikke sen til at reagere, da han hører, hvorfor jeg græder. Så han suser hen på gangen og hapser pigen for at konfrontere hende med fakta.

Selv suser jeg ned på toilettet. Søger isolation bag toiletdørens trygge værn. 

Får et chok, da jeg ser mig i spejlet. Jeg er tudegrim. Det er værst med øjnene. De er røde som trafiklys. Min eyeliner er tværet ud. Til gengæld er jeg ophovnet og skjoldet i resten af ansigtet.

Ikke noget kønt syn. Jeg vil helt sikkert være længe om at genvinde mit normale udseende.

Alt for længe.

For jeg har jo 17 elever siddende i klassen. Nu uden lærer.

Fuck igen!

Jeg tripper lidt på stedet, men ser ikke andre muligheder end at lade tudegrim være tudegrim og vende tilbage til min undervisning. Jeg KAN ganske simpelt ikke lade mine elever sidde alene.

Det er ikke helt let. Faktisk kræver det adskillige dybe indåndinger og en længere peptalk til mig selv. Men til sidst ... GØR jeg det sgu!

Rødøjet og uskøn træder jeg ind i klasserummet. Forsøger af al magt at overbevise mig selv om, at mine elever GERNE må se, at lærere er mennesker. Med rigtige følelser. Og hvad det gør ved mig at blive behandlet, som jeg blev.

Håber samtidig inderligt, at jeg kan holde tårerne tilbage, når englebasserne med garanti vil spørge, hvorfor jeg ser sådan ud.

No such luck though.

Der går ikke mere end et splitsekund, før jeg igen står og smågræder. Komplet blottet. Og denne gang med 9. klasse som publikum.

Fedt.

Jeg vender et øjeblik ryggen mod klassen. Læner panden imod den kølige, hvide tavle. Og ønsker mig til Timbuktu.

Så fortæller jeg dem sandheden. Det var de færreste, der havde bemærket mit lille sammenstød med Lonnie. Men nu ved de alle det hele. 

Og jeg bliver mødt med ...

... en OVERVÆLDENDE sympati.

Mine elever kan i virkeligheden slet ikke klare at se mig sådan. Lille og sårbar. De kender mig jo som den altid søde, sjove, glade mig. Og nu har de fået et kulturchok.

I særdeleshed AP (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)). 

AP er en karseklippet slambert. Tilsyneladende lidt hård i filten og altid god for en halv rubber med flimmer og ballade. Og så kunne han allerede i 7. klasse trække et kondom op gennem næsen og ud gennem munden. Det har jeg selv set (YUCK!). Måske er han ikke en af Guds artigste drenge. Men han har til gengæld hjertet på rette sted, når situationen kræver det.

"Vil du ikke have et stykke kage?" siger han i afmagt og rundt på gulvet over min usædvanlige ked af det-hed. "Jeg har bagt. Til dansktimen."

Han føler et stærkt behov for at bringe universet tilbage i ligevægt. Kosmos, you know. Og det med alle forhåndenværende midler. Herunder hjemmebagt chokoladekage. 

"Jamen, den har du jo bagt til jeres kageordning i dansk," snøfter jeg.

"Jeg synes, vi skal have kage nu. Så gemmer vi bare et stykke til vores dansklærer," svarer han stålsat.

Og så får vi kage. Og jeg bliver varm indeni :-)

I mellemtiden har arbejdsmiljørepræsentanten OG klassens kontaktlærer haft fat i nakkehårene på Lonnie. 

Hun benægter selvfølgelig alt. DET har hun aldrig sagt, bedyrer hun stædigt. Men lader sig alligevel overtale til at mødes med mig klokken 14.30 for at give mig en undskyldning.

"Jeg har fået at vide, at jeg skal sige undskyld," indleder hun sødt, da vi mødes på gangen på det aftalte tidspunkt. "Så undskyld ... men jeg sagde det altså ikke."

Og med den ikke-undskyldning ender historien så.

Jeg får aldrig nogen beklagelse fra pigen. Til gengæld fik hun ingen kage.

Nu har jeg igen været ved at læse

Denne gang en artikel på dr.dk om debattøren Mads Ananda Lodahl, som har skrevet en ny bog, der vender sig imod den "heteroseksuelle verdensorden," som forfatteren kalder det.

Hr. Lodahl er læreruddannet og kalder folkeskolen "et sted med mangel på bred repræsentation af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter".

Og han fortæller, at han har studeret "hele det univers, som folkeskolen er, fra lærerseminarierne til selve undervisningen, skolegården, undervisningsmateriale, lærerværelse".

Her har han så konstateret, at "LGBT-personer (homoseksuelle, bipersoner og transpersoner, red.) er fuldstændigt fraværende. De bliver overhovedet ikke repræsenteret nogen steder."

Og derfor kan folkeskolen "føles klaustrofobisk for mennesker, der afviger fra den heteroseksuelle norm, fordi de støder på denne norm, uanset hvor de vender sig hen."

Well.

Hvor har han ret.

Man støder på heteroseksuelle normer overalt i samfundet, i film, bøger, musikvideoer, reklamer, nyhedsmedier. 

Også i folkeskolen, hvor mange elever er optaget af for alt i verden ikke at skille sig ud fra mængden og derfor vælger at følge de heteroseksuelle konventioner.

For der er kontant afregning ved kasse 1 i både retorik og adfærd, hvis man afviger fra disse konventioner. 

Jeg har også i et tidligere indlæg skrevet, at jeg som homoseksuel kan føle mig lidt ensom på min arbejdsplads, fordi jeg er den eneste. Den ENESTE. Hulk!

Bortset fra, at ... gu' er jeg da ej.

Et regnestykke:

Vi har et sted mellem 800 og 900 elever på min skole, hvoraf en 200-300 er udskolingselever. Og hvis man dertil lægger et personale på en 80-90 stykker, så nærmer vi os 1.000 mennesker, hvoraf mindst 300 er kønsmodne.

So what are the odds? spørger jeg bare. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg er den ENESTE LGBT-person på jobbet?

Nej, vel?

Rent statistisk bør jeg, bare i personalegruppen, færdes blandt mindst 4-5 kolleger, som også afviger fra den heteroseksuelle norm. 

Jeg ER imidlertid den eneste, der er sprunget ud.

Det er jeg til gengæld ganske eftertrykkeligt. 

Jeg lægger ikke på nogen måde skjul på min seksualitet. Fra min første time i en ny klasse gør jeg mine elever klart, at jeg har en damekæreste.

Så ved de det.

Det er ikke, fordi jeg er ekshibitionist (ekshibitionisme gemmer jeg til bloggen 😉). 

Det ER derimod for at vise de elever, der sidder fanget i en seksualitet, som de skammer sig over, at det er okay. At DE er okay. Og da jeg ved, at jeg er okay afholdt i elevgruppen, håber jeg, det virker.

JEG føler mig i hvert fald okay. Langt om længe.

Men deres skam forstår jeg. For retorikken eleverne imellem er dælme hård og fordomsfuld. Og jeg var selv fucking VOKSEN, før jeg fandt modet til at stå ved min seksualitet.

Så jeg vil faktisk også give debattøren, som er nævnt ovenfor, ret i, at folkeskolen kan føles klaustrofobisk, hvis man har en anden seksualitet end flertallet. For der er tæt på INTET at spejle sig i.

Til gengæld mener jeg egentlig ikke, at man kan kaste fatwaer over de heteroseksuelle for at skabe en heteroseksuel verdensorden. For gad vide, hvordan verden så ud, hvis flere end 90 procent af os foretrak vores EGET køn. Så ville verdensordenen sgu nok være overvejende homoseksuel. 

That's how the world turns.

Hvis man vil have større seksuel tolerance i folkeskolen, kan de heteroseksuelle selvfølgelig gøre meget. For eksempel søge at sikre en anstændig sprogbrug og vælge undervisningsforløb og -materialer, der understøtter mangfoldighed.

Men jeg synes altså også, at en del af ansvaret må påhvile de voksne, der render rundt i klasselokalerne og på lærerværelserne og skjuler, hvem de er. Det er vel også OS, der skal vise, at vi ikke er nogle freaks.

Jeg har naturligvis al respekt for de homoseksuelle, der vælger at holde deres seksualitet for sig selv. De kan jo frygte omverdenens reaktion eller mene, at deres seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Men det er jo angsten for det fremmede, der i mange tilfælde driver fordommene. Så JEG har for mit vedkommende sat alle sejl til for at forsøge at gøre det fremmede mindre fremmed. Ved at være åben.

Og jeg vil ikke give hr. Lodahl helt ret, når han siger, at LGBT-personer er fuldstændig fraværende og overhovedet ikke repræsenteres nogen steder i folkeskolen. 

Han har ikke været med i MINE timer.

De siger, det nok ikke er så svært

Det der homo-noget altså.

Jeg mener ... hvis man møder nogen ... fra det "rigtige" hold. Og man er sprunget ud over for vedkommende. Hvilket mange har en skjult forventning om, at man gør.

Så er reaktionen tit den, at det "... nok ikke er så svært at være homo i Danmark, for her er tolerancen jo høj."

Right.

Altså, jeg er enig så langt, som at tolerancen i Danmark er høj i sammenligning med at få hugget hovedet af i Saudi-Arabien eller et af de andre seks lande, hvor homoseksualitet udløser dødsstraf.

Men derfra og så til at mene, at det "nok ikke er så svært" ... øh ... der er lige et skridt.

Og ja ja, jeg ved, jeg har skrevet om det før, men jeg gør det lige igen, for jeg har for nylig renset ud i mine indlæg og slettet svimlende 241 af dem. Og der kan altså være røget et par guldkorn med i kloakken der.

Desuden kommer der hele tiden nye læsere til, som altså IKKE er gamle rotter på bloggen og IKKE har læst med i årevis.

Så hvis du har læst alle disse ting allerede, beklager jeg dybt og lover at skrive noget, jeg ikke har skrevet før, i nærmeste fremtid.

Nå, men for nu at vende tilbage til knasterne ved at være homoseksuel:

Jeg har gennemlevet en hel barndom fuldstændig stålsat i troen på, at jeg var defekt.

Allerede som 3- eller 4årig vidste jeg, at jeg var anderledes. Og IKKE på den fede måde altså.

Jeg troede således, at jeg skulle dø af forlegenhed, når mine forældre stoppede mig i en kjole, hvis vi skulle i byen. De kunne lige så godt have klædt mig nøgen.

Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med de dukker, jeg fik i jule- og fødselsdagsgave. Jeg fornemmede, at jeg burde være glad for disse flotte gaver, men jeg ejede ganske simpelt ikke dukkeinstinktet.

Jeg var kort fortalt ulykkelig og fortvivlet over, at jeg ikke var en dreng. Og når jeg kom til at tænke på det, var det som at blive suget ned i en bundløs afgrund af håbløshed.

Samtidig var jeg alt for lille til at sige fra over for den heteronormative bås, som mine omgivelser blev ved med at presse mig ind i.

Så jeg sad i saksen, eller båsen, og måtte finde mig i gang på gang at få overskredet mine grænser af mine uvidende, men velmenende forældre.

Nå, men alt var heldigvis ikke råddent. For når jeg ikke KUNNE være en dreng, kunne jeg heldigvis ofte se mit snit til at LADE som om.

I de første år i skolen legede jeg derfor primært med drengene i min klasse. Og jeg tror, de syntes, jeg var cool nok.

Vi legede med biler. Og klatrede i træer. Og lavede konkurrencer i, hvem der turde lave de vildeste udspring fra vipperne i friluftsbadet. Og jeg kunne banke de fleste af dem. Og dem, jeg ikke kunne banke, kunne jeg heldigvis løbe fra.

Og jeg var ligeglad med, hvad andre tænkte.

Så det var i grunden en ret lykkelig tid.

Men så blev jeg teenager og var lige pludselig ikke længere så ligeglad. Pludselig handlede det om at passe ind. Og jeg tog mere og mere afstand til mine drengevenner.

Jeg blev også forelsket. Først i en dreng fra klassen, der hed Gorm. Og så i en pige fra årgangen over vores, der hed Britta.

Jeg var bevidst nok til at vide, at den legitime af de to forelskelser var den heteroseksuelle, så den klyngede jeg mig til. Mens jeg fortrængte min fascination af Britta.

For i min begrebsverden fandtes homoseksuel kærlighed nærmest slet ikke. Jeg havde ingen som helst referenceramme at holde mig til. Jeg kendte ingen homoseksuelle og havde vel knap nogen forestilling om, at to personer af samme køn overhovedet KUNNE indgå i en romantisk relation med hinanden.

Jeg levede så at sige i en osteklokke. En fantasi med mig selv som heteroseksuel hovedperson. For jeg havde INTET, der kunne inspirere mig til at tænke anderledes.

Og her blev jeg hængende i næsten 30 år.

Jeg blev gift. Med en mand. Og med ham fik jeg fire børn. Og dermed for travlt til at reflektere over den kendsgerning, at jeg blindt var sprunget på et tog, der ikke var mit.

Hvilket måske virker bizart, for jeg var faktisk ofte forelsket i andre kvinder i den periode, men det fik åbenbart ingen klokker til at ringe i mine ignorante hjernevindinger. Jeg ville/kunne ikke erkende, at der var tale om regulære forelskelser.

Først da jeg rundede de 40 år, FUCKING 40, var det, som om mine synapser endelig begyndte at gløde på en måde, der fik mig til at se klart. Og kastede mig ud i et panick attack. For nu var halvdelen af mit liv gået, og jeg havde aldrig, som i ALDRIG, oplevet ægte, gengældt kærlighed.

Den kærlighed, jeg havde brug for, var nemlig kærligheden fra en anden kvinde. En for mit vedkommende fuldstændig overset mulighed.

Så fulgte alt det grimme.

For jeg vidste, at jeg ville styrte mine dejlige børns verden i grus, men jeg MÅTTE handle på min nye erkendelse. Hvis jeg fortsat skulle kunne se mig selv i øjnene altså. Og ikke skulle ende på mit dødsleje om forhåbentlig mange år i dyb fortvivlelse over at have forpasset alle chancer for at opleve rigtig kærlighed.

Som tænkt, så gjort. Med et enkelt slag vendte jeg alting på hovedet for både mig selv og de børn, som jeg var forpligtet til at gøre mit yderste for at værne mod alt ondt.

Shit.

Men jeg gjorde det. Og det har jeg ikke fortrudt (og heldigvis har mine børn også med tiden fundet deres gode ståsted i situationen).

Heller ikke selv om jeg må leve med mine forældres manglende accept.

De lukker ganske simpelt øjnene for min seksuelle orientering og lader, som om den ikke findes. Og jeg bliver altid inviteret alene med til familiesammenkomster, selv om mine søskende har DERES partnere med.

Jeg må også leve med min egen utilbøjelighed til at vise min kærlighed offentligt.

Efter alle de mange års fornægtelse længes jeg. Men jeg holder ikke i hånd ude i byen. Og jeg kysser da slet ikke. For tænk nu, hvis den dag, hvor jeg valgte at kysse en kvinde på gaden, samtidig var den dag, hvor den der idiot stod og så på og besluttede at forulempe os. Ydmygelsen ville være svær at bære for mig.

Til gengæld arbejder jeg i et af de mest homofobiske miljøer, der findes i Danmark: Folkeskolen.

Her fyger det mig dagligt om ørerne med udtryk som "fucking homo", "faggot", "er du bøsse", "hvor er du bare gay" og andre flatterende prædikater. Ikke henvendt til mig selvfølgelig (dertil nyder jeg for stor respekt), men de rammer alligevel. For jeg bliver ked af, at man automatisk siger noget homofobisk, hvis man ønsker at tale nedsættende til andre.

Og så er det næsten, som om man har oplysningspligt.

Der ligger ofte en skjult forventning om, at man toner "rent flag" over for Gud og hvermand. Men hvorfor? Hvorfor forventes det, at man fortæller andre om sin seksuelle orientering, hvis man tilfældigvis er homoseksuel? Og hvorfor skal man finde sig i, at andre taler om det bag ens ryg?

Det modsatte er svært at forestille sig:

"Pst, har du hørt om Yvonne ovre i regnskabsafdelingen? Du må ikke sige det til nogen, men hun er vist nok sammen med en mand!"

Nej, vel?

Men der BLIVER snakket. Og der FINDES homofober. Alle steder.

Til min egen jobsamtale på skolen måtte jeg næsten vende vrangen ud på mig selv for at undgå at fortælle, at min kæreste var en kvinde. Af ren rædsel for, at det kunne få en udslagsgivende betydning.

Og nu, hvor vi alligevel snakker homofober, så prøv at forestille dig ydmygelsen, når religiøse fanatikere får spalteplads og taletid i medierne og tillader sig at påstå, at homoseksualitet er et perverst og unaturligt livsstilsvalg.

HVAD VED DE OM SAGEN?

Jeg er fucking FØDT sådan her.

Min homoseksualitet er IKKE et valg, jeg frivilligt har truffet. Meget ville være lettere, hvis jeg var hetero.

Jeg er IKKE blevet smittet eller påvirket, ligesom jeg heller ikke kan smitte eller påvirke andre til homoseksualitet.

Og man spytter mig i ansigtet, hvis man påstår andet.

Jeg er ulykkeligvis fra fødslen dumpet ned i en seksualitet, jeg ikke selv har valgt og ikke ønsker. Jeg har kæmpet i 40 år for at undertrykke min natur og følge konventionerne, og jeg har endelig fundet modet til at bryde ud af cirklen og danne en ny, selv om jeg møder modgang i mange kontekster.

Så kom ikke her og sig, at det "nok ikke er så svært."

Udspringsdag igen

Eller bryllupsdag, om du vil.

For på denne dag for nogle år siden stod jeg hvid brud i kirken ved siden af Lucifer. 

Og på denne dag for knap så mange år siden sprang jeg ud og erkendte over for Tudserne (læs: mine aldrende forældre, red.), at jeg er til kvinder, og at jeg måtte forlade mit ægteskab og det liv, jeg kendte. Pronto.

Så 19. september er for mig en dato, der kalder på refleksion og næsten stadigvæk kan gøre mig stakåndet ved sin monumentalitet.

Og ved tanken om, hvad jeg har gennemlevet i de sidste seks år. "Ny" seksualitet. Ny partner. Ny civilstatus. Ny bolig - TO gange. Ny uddannelse. Nyt job. Ny og uventet intolerance visse steder i nærmiljøet (avs!). 

Foruden to politiransagninger foranlediget af Statsforvaltningen og tre retssager mod Lucifer.

Oh dear. 

Alting på hovedet i et rædselsvækkende leap of faith. Den ultimative nærdødsoplevelse.

Heldigvis er jeg landet på benene, det ved du. Men det har ikke været uden masser af sitrende utryghed og fortvivlede, plaskvåde tårer.

"Men hvis De havde vidst, hvor opslidende en affære det ville være at komme fri af det gamle liv og starte et nyt, var De så blevet i Deres ægteskab?" spørger nu den spørgelystne bloglæser.

"Ikke på vilkår!" svarer Fruen derpå klippefast.

For det er en forbrydelse ikke at være tro mod sig selv. 

Og til trods for at min beslutning om at stå ved den person, jeg er, har haft konsekvenser for mine fire skønne børn, som pludselig blev til fire ulykkelige, skønne børn, ja, så har de fået en mor ud af det, som nu er en langt stærkere og mere strålende og selvtillidsfuld kvinde end nogensinde før.

Og det kommer dem forhåbentlig til gode :-) I hvert fald lader de alle til atter at hvile godt i sig selv.

Ikke mere om udspring nu. 

Det skulle da lige være en bemærkning om, at jeg om lidt springer ud under bruseren. For jeg har været ude at løbe. Det har jeg gjort jævnligt, efter at jeg i sidste uge læste, at den næsthyppigste dræber i vores samfund er fysisk inaktivitet.

Og mig skal den der død fandme ikke få skovlen under.

Bum.