lørdag den 29. oktober 2016

Tømmermænd? Jep!

Vidste det krafthelvede!

Jeg har tømmermænd.

Var på Hotel Nyborg Strand til årsmøde i Danmarks Privatskoleforening fra i går klokken 10 til i dag klokken 12. Med de to ledere fra Rotternes (læs: mine elskelige børns, red.) skole og formanden i bestyrelsen. Jeg er selv næstformand.

Shit. Vi forstår sandelig at feste igennem. Skulle måske ikke have nuppet den sidste mojito i nat ;-)

Det var et udmærket årsmøde. Det var jo den sædvanlige fremlæggelse af foreningens regnskab og budget, GAB. Men derudover plejer der at være nogle interessante oplægsholdere.

I år således en fremtidsforsker. Han kunne fortælle, at fremtiden bliver mere digital. Surprise!

Og så en tidligere ministersekretær og nuværende kommunikationsekspert, som oplyste, at man skal vide, hvilke produkter man egentlig udbyder. Altså at hvis man sælger en boremaskine, er det i virkeligheden hullerne i væggen, man sælger.

Fint nok.

Om aftenen er der altid fest. 

Sidste gang jeg var med (som også var første gang, jeg var med), var der ingen af mine kære bestyrelseskammerater, der havde tænkt på at orientere mig om festen og en fucking, uskrevet forventning om, at man altså har overordentlig pænt tøj på til lejligheden.


PIS!

Så jeg dukkede da op til middagen i det tøj, jeg havde haft på hele dagen. Og var selvfølgelig helt utrolig underdressed. Til gengæld var jeg ret iøjnefaldende i mængden.

Fedt.

Den faldgrube undgik jeg behændigt i år ;-) 

Min kjole var ganske vist en anelse kuffertkrøllet, og hælsålen var faldet af min ene sko, så der lige var en lille højdeforskel der, men min fremtræden var alligevel hele banelængder mere elegant end sidste gang.

Nå, men nu er jeg hjemme igen.

Rotterne er hos Eksmanden, og jeg glæder mig sindssygt til et helt døgn, hvor jeg bare skal være ... MIG.

Oh heavenly joy!

Så jeg har indkøbt en ordentlig motherfucker af en bøf. Som jeg i aften vil indtage. Smukt ledsaget af hasselbackkartofler, pulverbearnaise fra Knorr (nammenam), ristede champignoner og en færdigkøbt salat. 

Om jeg har lyst til rødvin, vil tiden vise. Men for alle eventualiteters skyld har jeg smidt en Coca Cola Zero i køleskabet.

Jeg har også opbygget et passende lager af popcorn, snolder, chips og dip.

Så mangler jeg bare at afgøre, om underholdningen skal bestå i Game of Thrones, Orange Is the New Black eller Broadchurch. First world problem.

Allerførst, however, vil jeg lade sofaen springe på ryggen af mig for en stund.

Take care, indtil vi høres ved igen.


torsdag den 27. oktober 2016

Og der stod ambassadøren så

Har været til middag hos Lucifer. 

I "vandkantsdanmark", som de gode borgere i Charlottenlund og omegn åbenbart kalder deres region. (Og jeg tænker, at det prædikat af ophavsmændene i al beskedenhed er tiltænkt Nordkøbenhavn og ikke Harboøre Tange, der vel i virkeligheden er lige så meget vandkant.)

"Nå?!" tænker nu den opmærksomme bloglæser. "Hvordan fanden kan DET lade sig gøre, når nu Fruen har skrevet blogindlæg efter blogindlæg om, hvor frygtelig den mand er?"

Og jo, det kan lade sig gøre, hvis Fruen skal flyve til Grækenland på efterårsferie fra fucking København, og Lucifer så har tilbudt, at Yarisen kan holde parkeret hos ham i Snobberup, mens Fruen er sydpå (må vist snart finde på et andet navn til manden, for det er ret længe siden, han sidst har været en satan).

Tænker, at de pæne nordkøbenhavnere har fået angina pectoris ved synet af så ordinært og billigt et køretøj blandt Jaguarerne og Teslaerne i deres velfriserede nabolag, haha.

Nå, men efter hjemkomst fra Grækenland til Kastrup Lufthavn i lørdags, måtte jeg selvfølgelig omkring Lucifers matrikel for at hente min dejlige, prisbillige, brændstoføkonomiske bil, så jeg kunne tilbagelægge turen til Jylland i den.

Og så havde Lucifer altså spurgt, om jeg og de to af vores børn (Barn 3 og 4), der havde været med mig i Grækenland, ikke ville have en bid tapas med inden den lange køretur.

Det var et hus i sorg, vi trådte ind i.

En lille forhistorie:

Jeg har tidligere fortalt, at Lucifer har fået ny kæreste, som vist giver ham jern på i mere end én forstand, da damen er datter af en finsk diplomat, som senest har været ambassadør i Chile. Og Lucifer tænder for vildt på den slags titler.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den finske ambassadør ulykkeligvis døde for 14 dage siden. 

Han blev begravet i fredags. Med reception på den finske ambassade i København. Et utal af internationale gæster. Og tale af den finske udenrigsminister. Hele svineriet. Og Lucifers øjne skinnede af lykke, da han fortalte mig om alle de prominente arrangementsdeltagere, han havde trykket i hånden.

Så vidt jeg kan forstå, en udmærket dag, selv om anledningen var trist.

Hvad Lucifer og ambassadørfamilien imidlertid ikke på forhånd havde regnet med, var nok, at de efter højtideligheden i kirken ville få udleveret urnen. 

Som så skulle tilbringe FUCKING HELE WEEKENDEN hjemme hos Lucifer og kæresten. Inden den skulle nedsættes mandag.

Shit.

Jeg gjorde i hvert fald store ører, da jeg hørte det. For hvad fanden stiller man lige op med sådan en urne weekenden over?

Det er jo en fuldkommen psykedelisk tanke. 

Jeg personligt ville sgu ikke ane mine levende råd i hvert fald. Man stiller jo ikke sådan en motherfucker i garagen eller i haveskuret, vel? 

Toilettet så? NEJ.

Et af børneværelserne? Nej, for helvede.

Soveværelset? Suk.

Men da jeg trådte ind i huset lørdag aften for altså at spise en mundfuld tapas inden hjemfarten til Jylland, og jeg så, hvor de havde stillet ambassadøren, gik det pludselig op for mig, hvor ligetil svaret i virkeligheden var:

KAMINHYLDEN SELVFØLGELIG.

Det er jo fuldkommen logisk, at en urne med de jordiske rester af et elsket familiemedlem skal stå på kaminhylden.

Om end tanken ikke er helt original:




Nå, men jeg håber, at ambassadøren nu er kommet godt i jorden, så hans familie kan komme videre i sorgprocessen og i livet.

Nu skal jeg pakke. Tager i morgen tidlig en tur til årsmøde i Privatskoleforeningen på Hotel Nyborg Strand. Og kommer hjem lørdag. Formentlig med en ordentlig røvfuld tømmermænd.

Forplejningen plejer i hvert fald at være super ;-)

mandag den 24. oktober 2016

Nyt snudeskaft

Eller ... øh ... "nyt" er nok så meget sagt. For dermed insinuerer jeg måske noget med plastiske operationer, og sådan nogle motherfuckere er jeg slet ikke til.

Men jeg har i hvert fald fået brunet det, snudeskaftet. I sidste uge. På Kreta.

Oh heavenly joy! 

Hold nu kæft, hvor var det godt. At få ferie. At komme hjemmefra. At lande i sol og varme. At opleve kultur, natur, historie. At trykke både moussaka og souvlaki og bifteki og kalamari og gyros og grillet lam ind i brutale mængder, godt ledsaget af iskold fadøl og lokalbrygget rødvin.

Så yep, ferie er noget, jeg aldrig bliver træt af. Og med aldrig mener jeg ALDRIG. NEVER. NIE.

Og det gør ikke sagen ringere, at vejret vist var noget gedigent pis herhjemme i sidste uge. (Jeg holder mig således ikke for dannet til at være skadefro, haha.)

Om grækerne kan jeg sige, at de er nogle banditter. 

Lejede således en bil dernede og kørte lidt rundt på øen. Og jeg havde ikke kørt mange kilometer, før jeg forstod, at de to fuldt optrukne striber midt på vejene kun er vejledende. I lighed med åbenbart mange andre færdselsregler som for eksempel vigepligt og hastighedsbegrænsninger. 

Det er survival of the fittest, når man begiver sig ud i trafikken.

Vejskilte bruger de heller ikke mange af. Men det kan måske i nogen grad skyldes, at dem, der bliver sat op ... hurtigt bliver skudt ned. Se nu bare her:




Det er jo fucking gangsterland! 

Det lader således til, at mange familier har en illegal gøb eller to liggende i hjemmet. Og ved festlige lejligheder skyder man altså et vejskilt.

Greek freaks!

Nå, men ellers vil jeg ikke skrive så meget. Andre menneskers ferieberetninger bliver hurtigt til nærdødsoplevelser for et sagesløst publikum. Så det vil jeg skåne dig for, kære bloglæser.

Jeg vil derimod glæde mig over at være tilbage på bloggen og give mig i kast med dagens menu: marineret kylling med salat og ovnkartofler. Nammenam!

mandag den 10. oktober 2016

Nu har jeg svaret manden

Har grublet længe i dag.

Fordi der i nat blev postet en kommentar her på bloggen, hvor homoseksuelle sættes i bås med pædofile og folk, der tænder på små børn, egne søskende og sex med dyr.

Jeg gætter på, at den mand, der har skrevet kommentaren, er meget kristen. I hvert fald citerer han Biblen i noget af det, han skriver.

Jeg blev selvfølgelig ked af at læse hans ord. (Det bliver jeg altid, når jeg bliver beskyldt for at tænde på små børn, egne søskende og sex med dyr.) Sikke et had, han føler, den mand. 

Eller en frygt måske. Det er jo tit frygten for det fremmede, der giver folk den slags følelser. En bange, hadefuld mand.

Og umiddelbart havde jeg lyst til at slå igen. Gå i infight. Og skrive noget lidet næstekærligt til ham også.

Men i dagens løb kom jeg på andre tanker. Hvorfor ikke gå efter at være den mest dannede af os? Bare fordi HAN er Trump, behøver jeg jo ikke også være Trump.

Nu har jeg svaret manden.

Og jeg synes, jeg har haft held til at formulere mig pænt. Ikke noget med "fuck" og "pis" og den slags (kun en ganske lille smule sarkasme).

Men døm selv:

"Tak for endnu en sober og næstekærlig kommentar fra din kant.

Okay, så lad os sige, at du ikke er hjernevasket. Du mener bare, hvad andre (din gud, din prædikant, dine forældre?) fortæller dig, du skal mene, ikke?

Fred være med det.

Dog tror jeg, du sammenblander to koncepter, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre: forplantning og kærlighed.

Jeg har for eksempel sat fire børn i verden med en mand. Ganske som din gud foreslår. Men jeg elskede ham ikke. 

Det duer altså ikke automatisk at sætte lighedstegn mellem biologisk forplantning og kærlighed.

I øvrigt vil jeg foreslå dig at finde et andet citat fra biblen, når du ønsker at svine homoseksuelle til. Det, Matthæus taler om i den passage, du bruger her, er taget ud af kontekst og handler egentlig mere om, at man ikke kan lade sig skille (og se nu bare, hvor meget succes Matthæus har haft med DET postulat ;-)), end det handler om homoseksuelle.

Endelig skal jeg takke dig, fordi du læser med på min homoblog.

De bedste hilsener
Dropsene"


Jep, sådan skrev jeg.

Bum.

Nu skal jeg lave karbonader. Som det helt almindelige og lidet sataniske menneske jeg er ;-)

Lidt mere om fordomme

Har lige fået denne kommentar til et indlæg om religiøse sekters hjernevask af deres medlemmer:

"Hvor i ligger hjernevasken? At du betragter homeseuualitet som noramlt og jeg ikke gør? Er pædofoli nu også hjenrevask hvis jeg siger at jeg er imod det? Dyresex? Der er kun en naturlig konstellation og det er mand - kvinde. Homoægteskabet er hjernevask fra samfundets side. Ægteskabet er helligt og en mand skal forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Det feminine føder og der skal en mand til. Så fat det dog. Det næste bliver gift dig med din kat. Det er jo kærlighed. Gift dig med din lillesøster. Det er kærlighed og hun ser jo godt ud osv. I lever i fornægtelse og løgn fordi samfundet siger "god" for det."

Siger mange tak til Thomas V, som har skrevet kommentaren. 

Nu behøver jeg da ikke skrive flere indlæg om fordomme mod homoseksuelle.

Skulle trangen alligevel komme over mig, kan jeg bare genudgive kommentaren fra Thomas, som altså IKKE er hjernevasket, men bare mener, hvad andre har fortalt ham, at han skal mene.