torsdag den 28. februar 2019

Hvad man dog slæber med sig

Residue. (Ved sgu ikke, om jeg kan finde et passende ord på dansk. Aflejringer måske.)

Men det er i hvert fald et godt ord. Som er værd at reflektere lidt over.

Det betegner noget, der ligesom bliver hængende, når noget andet er skilt fra.

En rest.

Noget, der er blevet tilovers efter en eller anden proces og måske ikke regnes for noget. 

Dermed uden egentlig værdi eller måske tilmed med negativ værdi. Men til gengæld pissesvært at undgå.

Hen over de seneste dage er jeg blevet meget bevidst om de ting, jeg selv slæber med mig. Og jeg kan se, at mange af dem stammer fra de relationer, jeg har været en del af.

For eksempel min evne til at plukke små positive elementer ud af min hverdag, blæse dem op som en varmluftballon og rette mit primære fokus mod dem. 

For at fortrænge de negative.

Nu kunne man måske argumentere for, at jeg burde fucking BEARBEJDE de negative elementer i mit liv i stedet for blot at lukke øjnene og fortrænge dem. Men det er helt klart en følge af at være stuck med en alkoholisk far under min opvækst.

For hans alkoholisme kunne jo for helvede ikke bare bearbejdes væk i mit sind. 

Som da han smed mig ud hjemmefra. 

Eller crashede ind i et vejtræ i en brandert og brækkede nakken fire steder. Hvorpå han røg i spjældet for spirituskørsel.

Eller alle de utallige situationer, hvor jeg måtte trøste min grædende mor i en alt for ung alder.

Så jeg fandt en måde at overleve på, når det blev for grimt. Som jeg har trukket med mig op i mit voksenliv.

Et andet eksempel er min boligindretning.

Det blev jeg meget bevidst om, da jeg i weekenden for første gang havde besøg af en kvinde, der for nylig er trådt ind i mit liv. Og gav hende en rundvisning i forstadsvillaen.

Jeg ejer jo tæt på ingenting, for helvede.

Man ser således næsten ingen nips hos mig. 

Ud over lysestager, som jeg ikke kan leve uden. Og nogle træfigurer og farvestrålende keramiktallerkener, som jeg har hjembragt fra diverse udlandsrejser.

Jeg fucking HADER stribede vaser. Og det hysteri og den flokmentalitet, de repræsenterer.

Det, man finder i mine køkkenskabe, er næsten uden undtagelse købt i Ikea. Det kan man selvfølgelig også kalde flokmentalitet, men disse objekter kan i det mindste tåle at gå i stykker, og jeg fører mig ikke frem på dem.

De fleste af mine møbler har jeg arvet.

Og intet i mit hus kan omsættes til et kronebeløb, der er værd at nævne.

For jeg nærer en indædt modvilje mod materialismen og alt det lort, som DEN motherfucker fører med sig. I form af bedreværd og misundelse.

Det er en aflejring fra mit ægteskab. For min eksmand er en stor beundrer af dyre ting. Der skulle helst stå Montana og Kjærholm og Dux på det hele.

Til gengæld kunne intet gøre ham mere ulykkelig end en ridse i et af hans mange statussymboler. Overfladisk og åndsfattigt, if you ask me.

Så jeg er gået i den modsatte grøft. Det mest prangende, jeg kan mønstre, er en sofa fra IDÉmøbler. Som Erling og Anker bruger som kradsebræt.

Og så mit 60-tommer. (Og indrømmet! DET er ekstravagant 😉)

Den tredje aflejring, jeg vil nævne her, er min craving efter ikke at blive kontrolleret.

Her tror jeg til gengæld, at vi skal tilbage til ... eksmanden igen.

For hold nu kæft, hvor var jeg under tøflen, da jeg levede under dække som hetero. 

Damn.

Dengang levede jeg af at oversætte litteratur. Og blev ringet op måske fucking FEM gange om dagen. Af eksmanden. Som bare lige ville høre, hvor mange sider jeg NU havde nået.

Og hvis jeg forlod matriklen, hed det sig, at jeg "føjtede". Også selv om jeg bare var til fitness.

Drak jeg kaffe hos veninden i huset overfor, blev jeg ringet hjem.

Engang spurgte jeg, om jeg måtte rejse en weekend til London med selvsamme veninde. Og svaret var nej. Pisseydmygende.

Og sådan kan jeg blive ved. Og ved. Og ved.

Så vidt han vidste, havde han fuldkommen kontrol over mig og mine handlinger.

Men sagen var bare ... at det havde han ikke. Ikke helt. For jeg havde heldigvis et oprør i mig.

Så hvis jeg ville til kaffe hos veninden i huset overfor, digtede jeg måske, at jeg var nødt til at hente kontorartikler til mit oversætterarbejde, hvorpå jeg kørte af sted i bilen, parkerede ude af syne og listede ad en bagvej over til min veninde. Hvor jeg så i ro og mag kunne blive siddende en times tid. (Oh my god! Jeg håber næsten, han læser med her 😂)

Sådan lærer man at sno sig. Og det gør jeg stadigvæk, når nogen mener, jeg skal kontrolleres. 

Nå, men det er ikke så usædvanligt at være formet af sin fortid, tænker jeg. Det er vi nok allesammen. 

Og jeg er også præget af 1000 andre ting end de tre, som jeg her har nævnt. Men som jeg ikke har reflekteret så systematisk over endnu.

Jeg tænder bare lidt på den selvindsigt, det giver, når man har held til at lægge to og to sammen.

onsdag den 27. februar 2019

Ordensmenneske

Yngstebarnet har ryddet op på sit værelse:


Dejligt med et ordensmenneske i huset 😂

Hun siger, hun ikke er færdig endnu.

Det er fint med mig. Der er jo også stadig plads på gulvet i gangen 😋

tirsdag den 26. februar 2019

Crush

Jeg har et crush 💘

På en skøn kvinde. 

Hvem hun er, og hvor jeg har mødt hende, holder jeg for mig selv.

Men jeg kan fortælle, at hun fascinerer mig (sjovt nok). For hun har temmelig mange kvaliteter, som gør mig våd i trussen.

For eksempel har hun et højt intellekt.

For ikke længe siden blev jeg spurgt om, hvad der tænder mig ved en potentiel partner. Og mit svar var, at sådan en skal kunne stimulere mit intellekt. 

Det var ikke et svar, der faldt i den allerbedste jord i det selskab, jeg befandt mig i. 

Tror nok, det blev tolket sådan, at jeg selv føler mig hævet over andre, så jeg landede i en ubehagelig krydsild, som jeg måske fortæller om ved en anden lejlighed (og bliver jeg stillet spørgsmålet igen, siger jeg bryster 😉).

Men det var nu mere ment således, at hvis ikke der er et match på det intellektuelle, tror jeg ikke, der er grobund for noget varigt. Og det gælder, uanset hvor højt eller knap så højt et intellekt man er udstyret med.

Denne kvinde kan sagtens stimulere mig på det intellektuelle plan.

Hun interesserer sig meget for filosofi, litteratur og fremmede ideologier. Og støder hun på et begreb, hun finder interessant, fordyber hun sig i det med et misundelsesværdigt engagement. 

Hun er videbegærlig og reflekteret. 

Hun er empatisk og hjælpsom. Varmhjertet.

Og så er hun karismatisk og sjov.

Aldeles henførende.

I sidste uge kastede vi os ud i en glødende chatkorrespondance. Så glødende, at jeg følte, luften omkring mig var ladet med en intens elektricitet. 

Jeg var en lortelærer hele ugen, for jeg kunne ikke fokusere på andet. Jeg MÅTTE på Messenger hele tiden. Og kunne bare krydse fingre for, at ingen af mine elever opdagede, præcis HVOR optaget jeg var af det i timerne så forbudte sociale medie.

Og jeg gik uafbrudt rundt og smilede bredt og åndsfraværende. Så åndsfraværende, at jeg flere gange blev totalt til grin på lærerværelset, når nogen sagde noget til mig, som jeg overhovedet ikke hørte. 

Fuldstændig tabt for omverdenen. Prisgivet.

Samtidig følte jeg, at hun havde det på samme måde.

Og jeg elskede det 💃💃💃

Det var kun anden gang i mit liv, at jeg havde prøvet at føle mig så tiltrukket af en anden kvinde, som lod til at føle sig lige så tiltrukket af mig.

Hun besøgte mig i weekenden. Og vi havde et par skønne dage. 

Vi snakkede og grinede og spiste sushi og bland selv-slik og drak hvidvin. Og snakkede og snakkede og snakkede. Time efter time. 

Og da hun i søndags kørte hjem, var det med den forståelse ... at det ikke skulle være os. 

Skulle vi fortsætte, måtte det være som venner.

Så mit crush blev til et crash.

Hvorfor kan være lige meget. 

Men jeg blev selvfølgelig ret skuffet og trist 😢

For jeg havde bragt mig selv helt op at køre. I 12. gear og i medvind. 120 i timen. Og jeg havde været blind for alt andet end suset. For eksempel blind for, at det slet ikke var realistisk.

Det sidste, hun sagde, inden hun kørte, var: "Vi ses." Ledsaget af et varmt smil og et glimt i de smukke øjne.

Det må vi så se, om vi gør.

Jeg vil i hvert fald gerne først have fundet min de-crush-knap. For jeg har brugt alt, alt, ALT for meget af mit liv på ulykkelige forelskelser.

Til gengæld fortryder jeg ikke min stormfulde sidste uge i så meget som et sekund. For det er præcis den følelse af gengældt affektion, jeg har længtes efter altid. Og den kan ingen tage fra mig. Den VAR der. 

For den gave vil denne skønne kvinde have en plads i mit hjerte temmelig længe 💘

And what's almost as good: Jeg blev i processen opmærksom på, at jeg er kommet HELT over min ekskæreste, som jeg gik fra før jul.

Jeg er SÅ klar til endnu et kærlighedseventyr, og det skal nok komme.

Wish me luck 😊

onsdag den 13. februar 2019

Måske sidste indlæg

I denne ferie.

For i morgen tidlig suser jeg østover mod hovedstaden. Eller ... øh ... "suser" er måske et stærkt ord, når det skal foregå i min aldrende Yaris med 340.000 kilometer under dækkene 😋

Men ja. Som jeg har skrevet tidligere, begiver jeg mig altså ud på eventyr (eller evenTUR, om du vil) de sidste fire dage i min vinterferie.

Det bliver en todelt affære.

For fra torsdag til fredag har jeg booket hotel på Frederiksberg. 

Avenue. 

Smager lidt på ordet. 

Det lyder ret sådan københavneragtigt på en posh fransk måde. Der er i hvert fald ikke meget, der hedder noget med avenue her i Randers. Her hedder det i stedet noget med Randers. 

Hotel Randers for eksempel.

Jeg ankommer ved middagstid i morgen. Og vil jo nok begynde med at lede efter et sted at spise frokost. 

Det er lidt grænseoverskridende for mig sådan at skulle være aleneturist i København. Det har jeg aldrig prøvet før. 

Også at skulle alene på café. Det HAR jeg ganske vist prøvet før, men det er stadigvæk en anderledes caféoplevelse.

Det er dog fint nok. Jeg tager en bog med.

I morgen eftermiddag vil jeg gå en tur. 

Mest på Frederiksberg. En veninde, som har boet der, har tegnet et kort til mig over steder, hun selv synes er fede. Det vil jeg prøve at følge. For alle de store turistmagneter, som København kan byde på, har jeg vist allerede besøgt. Og det bliver heller ikke den slags tur.

Det bliver en tur med stille iagttagelser og refleksion.

I morgen aften går jeg i biffen. Jeg har bestilt billet til Unge Astrid i Dagmar (det lyder næsten som en lesbisk pornofilm: Unge Astrid i Dagmar, haha 😂).

Nå, men Dagmar er vist nok en biograf, der ligger ret centralt og forhåbentlig i gåafstand fra mit hotel. 

Ville egentlig hellere have set filmen Kapernaum i en kunstbiograf. For jeg er MEGET til smalle, internationale film i kunstbiografer, men den eneste kunstbiograf i København, jeg kunne google mig til, holder lukket i morgen. Ærgerligt.

Filmen går klokken 18, og bagefter havde jeg tænkt at spise aftensmad på Oscar.

Oscar er et fantastisk sted. I hvert fald når man kommer fra provinsen. 

Det er en homobar/-café, og den er 10.000 gange mere cool, end hvad Aarhus kan byde på i samme genre. 

Ikke fordi den visuelt adskiller sig så meget fra alle mulige andre caféer i alle mulige andre byer. Men homostederne i Aarhus er bare sørgelige i sammenligning, og jeg tror slet ikke, vi HAR den slags steder i Randers.

Så jeg vil rigtig gerne en tur på Oscar. Ikke for at score. Men for at iagttage. Og måske i processen prøve for en stund ikke at føle mig så fucking anderledes.

Dog havde jeg næppe tænkt tanken, før jeg droppede den igen. Det er jo for helvede VALENTINSDAG i morgen! Og der vil formentlig være fuldkommen overcrowded mange steder. Også på Oscar.

Så måske må jeg nøjes med en hotter ved en pølsevogn.

Men så spiser jeg bare frokost på Oscar på fredag 😋 Der skal fandme mere end sådan en importeret "helligdag" som valentinsdag til for at vippe MIG af pinden.

Fredag bliver også dagen, hvor jeg vender kølergrillen mod Helsingør. For at tage hul på anden etape af min forunderlige rejse.

På anden etape møder jeg syv andre lesbiske single ladies, som jeg ikke kender på forhånd. Og som jeg tilbringer weekenden med i et lejet sommerhus.

Oh my god! Hvad HAR jeg dog rodet mig ud i? Haha 😂😂😂

Men yep. Sådan bliver det. Og jeg glæder mig 💃💃💃 Det bliver spas! Jeg er virkelig nysgerrig på de andre skønne kvinder. Og jeg håber at kunne få et lille netværk til at spire, for jeg savner jo nogen. Nogen at spejle mig i.

Der er lagt et fint program for weekenden. Som omfatter både byvandring, naturvandring og besøg på Kronborg. Så må vi se, om jeg denne gang forlader Kronborg MED trusser. Eller UDEN. Ligesom sidst 😋

Nu tror du nok, jeg har været fræk på Kronborg. Og jeg KUNNE vælge at lade dig forblive i troen. For det er selvfølgelig en fjer, jeg gerne smykker mig med 😎

Men sandheden er knap så pirrende:

Sidste gang jeg var på Kronborg, havde jeg fået mig skruet i et par spritnye trusser. Som altså ikke var "gået til". Og som bare blev fucking VED med at kravle op. HELT op at kysse rynketråden, if you know what I mean 😋 Så jeg måtte gå rundt og fiske dem ud hvertandet øjeblik. 

Komplet utåleligt. 

Og de landede da også hurtigt i en skraldespand på slottet (til formentlig en pæn undren hos rengøringspersonalet). Hvorpå jeg fortsatte mit besøg trusseløs.

Så galt, at jeg ligefrem mister mine trusser, går det forhåbentlig ikke denne gang. Og HVIS det gør, håber jeg, at årsagen er mere interessant 😋

Wish me luck!

Nu: slut. Jeg skal pakke.

😘💜😍




tirsdag den 12. februar 2019

Om at være vintage

Det er jeg. Vintage 😋

For det er bedre at være vintage end at være halvgammel. Og halvgammel, det er man vel, når man har passeret de 50. For er man 100, er man i hvert fald HELgammel.

Vintage dækker det hele. Fra halv- til hel-.

Når man er vintage, har man en vis klasse. Og en smuk patina.

Og ... TADAAAH:

Vintage er TRENDY 💃💃💃

Det opdagede jeg i dag. Hvor jeg først havde en hyggelig frokostcafédate med min førstefødte. Og med kartoffelmadder, nammenam.

For efter frokosten ville barnet gerne i genbrugsbut... øh ... nej ... VINTAGEbutikker selvfølgelig. Pardon me 😋

Og der findes fandme en del. Selv i Randers.

Jeg tror, vintagekonceptets popularitet delvist skyldes den massive individualisering, vi oplever i vores samfund i dag. Du kan få alting, præcis som du vil have det og nøjagtigt tilpasset DINE præferencer. Lige fra mobilabonnementer til design-selv-dine-Nike-sko.

Alt skal være unikt. Det skal rumme et statement. Masseproduktion er kønsløst.

Eller måske er det et resultat af den fede og ubrudte strøm af boligprogrammer, vi har været plaget med på tv i de seneste år. Hvor loppemarkeder, auktioner og genbrug er blevet ophøjet til tæt på guddommeligt.

Ikke fordi jeg har noget imod denne guddommelighedsstatus. Det er faktisk ikke så lidt bedre for klimaet at købe brugt end at købe nyt. Så two thumbs up til secondhand fra mig 👍👍 

Derfor gik jeg også gladeligt med datteren på shopping i dag.

Vi var blandt andet en tur i Von Otto. Det sagde mig ikke lige en skid. Havde aldrig været der før. Men det viser sig, at Von Otto faktisk er i fjernsynet i morgen (!). Og jeg MÅ også sige, at det var en spændende butik.

Som BUGNEDE af produkter. Gamle, billige og med monstermeget sjæl.

Jeg kunne sagtens have ladet mig friste. Ikke fordi jeg mangler noget, men fordi den slags butikker netop SKABER et behov for at købe ting, man ikke har brug for. 

Barnet købte dog: et Børge Mogensen spisebord til 1900 kroner, et entréskuffemøbel til en hund, fem krydderikrukker fra 60erne, en stuelampe og en lysestage af messing.

Og hun var SÅ tilfreds.

Det har været en dejlig dag 😄

Vandvittigt

Måske kan du huske dette indlæg. Og dette.

I de to indlæg fortæller jeg den superærgerlige historie om, hvordan jeg i sommerferien tog til Harzen og drak fadbamser, mens en vandhane herhjemme lod vandet fosse i stride mængder ud på gulvet i mit drivhus.

150 kubikmeter.

Fuck.

Og om, hvordan jeg hurtigt regnede ud, at det lille stunt nok ville koste mig i omegnen af 6.000 kroner.

Og om, hvordan jeg syntes, det var noget pis at skulle betale så mange kroner, da 3/4 af prisen på vand udgøres af den afgift, det koster at AFLEDE vandet. Altså hælde det ud i et afløb. Hvilket jeg jo ikke havde gjort, da jeg for helvede ikke HAR noget afløb i mit drivhus.

Og om, hvordan jeg skrev et hjerteskærende brev til Vandmiljø Randers for at høre, om jeg eventuelt kunne få en reduktion.

Og om, hvordan jeg fik et blankt afslag. En kold spand vand i ansigtet for nu at bruge et passende udtryk.

Well. 

Nu er regningen så kommet. 

Og der bliver i dag trukket svimlende 12.000 kroner fra min konto. Hvoraf de 6.000 er for mit ekstra forbrug af vand. Og de 4.500 således for "afledning" af vandet. Eller med andre ord: for at modtage en ydelse, jeg ikke har modtaget.

Rent tyveri og SUR RØV.

Overvejede en kort overgang at sende historien til Ekstrabladet. But then again. Det ville være ren, usympatisk payback og sikkert alligevel ikke flytte noget.

Så jeg betaler min regning, suk, og tager så ud at spise frokost med en smuk, ung kvinde. 

Som plaster på såret. 

Min økonomi er alligevel helt ad helvede til i denne måned, så hvorfor ikke bruge lidt ekstra på en hyggelig cafétur, haha 😄

Nu sidder du måske og tænker på, hvem min mystiske cafédate mon er 😋

Og ja. Hun ER smuk. Og klog. Og sjov. Og empatisk. Og en hel masse andet, som jeg kan lide at se hos andre. Hun er i øvrigt også lærer. Underviser også i engelsk og tysk. 

Og så kalder hun mig mor ... 

Mest fordi jeg ER hendes mor 😂

Det var det indlæg.

Pas nu på jer selv, folkens, og hav det super til næste gang 💋😍💖

mandag den 11. februar 2019

Ny bucket list

I marts 2018 skrev jeg et indlæg med titlen Bucket list. Har lige genlæst det. Ellers et udmærket indlæg. If I may say so. I al beskedenhed 😋

Du kan læse det her.

Og hvis ikke du gider læse det, vil jeg yde den service at fortælle, at det handler om at gøre sig klart, hvad man gerne vil have ud af livet. For det er megasundt lige at mærke efter en gang imellem, methinks.

Sådan en bucket list kan jo ændre sig nogle gange over et livsforløb. Således også min. I hvert fald delvist.

Jeg lavede min første bucket list, da jeg gik på high school i USA. Det er ... pyha ... øh ... mange år siden.

Jeg ved, at jeg skrev fem punkter ned. Men jeg kan kun huske de to af dem: Jeg ville stå på toppen af Keops-pyramiden i Egypten. Og jeg ville udgive en bog, jeg selv havde skrevet.

Well, du kan næsten selv gætte, hvordan det gik med det første punkt. Det er nemlig FORBUDT at klatre op på pyramiderne. So clever me.

Det andet punkt har jeg ikke opgivet endnu. Det står stadigvæk på listen. Jeg skal bare liiige finde den rette idé. 

Og indtil da må jeg begrænse mine skriblerier til Dropsene. Men det gør sådan set heller ikke noget. For her skriver jeg jo også til et publikum. Og tak for det, kære bloglæser 💜 

Jeg tjener bare ikke penge på at skrive blogindlæg (eller ... jo, det gør jeg faktisk, for jeg tjener mellem 1 øre og 1 krone om dagen på at have reklamer på, men det er i hvert fald ikke det, jeg får smør på brødet af).

For ti år siden stod der på min bucket list, at jeg MÅTTE prøve at være i et kærlighedsforhold til en anden kvinde. Det stod allerøverst, for det var mit altoverskyggende mål. Jeg kunne ikke forestille mig større ulykke, end hvis jeg aldrig fik prøvet en kvinde.

Den kan jeg så vinge af. 

Sådan da. For nu har jeg prøvet en kvinde. Og det har givet mig en craving efter ... EN KVINDE TIL. Jeg MÅ have en kvinde til. SÅ let er jeg altså at tilfredsstille, haha 😂

Det var to punkter. Jeg plejer at synes, at fem er fint.

Det tredje punkt kalder jeg Kärntner Tomaten-Mozzarella Nudeln. Og det kalder jeg det, for det HEDDER de.

Jeg smagte dem i Østrig for måske 15 år siden, da jeg en sommer havde cyklet fra Italien gennem Østrig til Slovenien og som belønning efter strabadserne hapsede et par dages afslapning ved en badesø og en by, der hedder Klagenfurt. 

Fuck, de smager godt! Det er sådan nogle abnormt store pastalommer med fyld af tomat og mozzarella (deraf navnet, sjovt nok). Nu ligger en ny tur til Kärnten, som regionen hedder, ikke lige på tegnebrættet, men så må jeg fandme lære at lave nudlerne selv! Hrmpf!

Fjerde punkt hedder Caminoen i Spanien. Eller eventuelt Fishermen's Trail i Portugal. Vil VIRKELIG gerne prøve at vandre i Sydeuropa. Egentlig vil jeg helst Caminoen, men det er bare ærgerligt, at den er så overrendt. 

Venter bare lige på, at mine fucking menstruationer skal holde op. For jeg gider simpelt hen ikke vandre rundt på måske primitive steder og bløde uden hyppig adgang til sanitære faciliteter. Det ville faktisk være et mareridt. Så hellere vente. Det varer nok heller ikke længe, før jeg er fri for det lort for good. Som 51-årig må man vel nærme sig.

Femte punkt er ti kilo til. Det er i hvert fald overkommeligt. For siden sidste sommer har jeg tabt de første ti. Jeg har knækket koden, hehe 😋 Det handler bare om at spise mindre. Og det kan jeg sagtens fortsætte med. 

Det er dælme også tiltrængt. For efter at jeg mødte min kvinde (nu EXkvinde), tog jeg mindst 25 kilo på. Vi hyggede ganske enkelt for meget. For mange cafébesøg. For meget chokolade foran Netflix. For mange rødvinsmiddage.

Men det er slut nu. Og det går så godt, at jeg i dag måtte købe et bælte, så jeg kan holde mine fede Fjällräven-vandrebukser oppe. Positivt problem.

Det var fem. Som her kommer i prioriteret rækkefølge:
  1. Ny kvinde
  2. Ti kilo
  3. Vandretur
  4. Bogudgivelse
  5. Nudler

Nå, men jeg vil lade sofaen springe på mig og se et par afsnit af Krøniken.

Ud over at være en rigtig fin tv-serie udmærker Krøniken sig ved at have stået på min forrige bucket list. Af en eller anden grund kom jeg nemlig aldrig med på vognen, da den blev vist første gang, og det har jeg siden fortrudt. Nu griber jeg altså chancen for at se den, og har dermed fjernet den fra listen 😄

Så jeg vil lade dig være i fred lidt. Beklager, hvis jeg har plaget dig med rigeligt læsestof i dag. Det er jo andet indlæg 😋

Mens jeg venter på Falck

Da jeg forlod dig i går, var jeg på vej ud at vandre en tur. Det gør jeg tit. For det er balsam for sjæl og krop.

Har tænkt lidt over de gode grunde, jeg har til at snøre vandrestøvlerne. Og er nået til den konklusion, at min motivation er ret mangesidet.

For det første er der naturoplevelsen. Jeg tror, de fleste coaches kan pakke biksen sammen, hvis bare folk får øjnene op for, hvad en vandretur i det grønne kan udrette for trivsel og humør. Det er så fint at følge årets gang derude, og alle årstider har deres egen charme.

Så er der motion og kalorieforbrænding. Vidste du for eksempel, at man ved en vandretur i rask tempo og eventuelt i kuperet terræn forbrænder næsten lige så meget, som hvis man løber samme distance?

Vandring virker for mig i flere forskellige konstellationer.

Når jeg er alene, giver det mig en fantastisk mulighed for refleksion. Jeg er tænkertypen. Kan bruge timer på at bearbejde en eller anden følelse eller problematik. 

I går kredsede mine tanker om mit forliste parforhold. På torsdag er der gået otte uger, og jeg har ikke været i kontakt med den forhenværende kvinde i mit liv siden. 

Vores sidste kommunikation fandt sted den dag, hvor jeg kørte hjem til hende for at hente de få ejendele, jeg havde liggende hos hende (en hovedpude og et par hjemmefutter og tre bøger), og fandt dem i regnen uden for hendes hus.

Næstsidste kommunikation var, da jeg foreslog, at hun betalte de penge, hun skyldte mig, fordi jeg lagde ud for vores flybilletter, da vi var i Norge i september. Og hun svarede, at så ville hun da lige modregne det, jeg formentlig havde kostet hende i vand, varme og el de gange, jeg havde været på besøg hos hende.

Okay. 

Jeg har også haft udgifter til både hende og hendes søn under vores forhold, men jeg orker ikke at kæmpe på så lavt et niveau. Så hun kan beholde beløbet. Til gengæld satte hun dermed en tyk streg under min beslutning om aldrig at vende tilbage til hende.

Når det er sagt, så har hun givet mig nogle af de bedste år i mit liv. Og jeg ville aldrig have undværet den personlige udvikling, hun har hjulpet mig igennem. Hun har været den mest betydningsfulde voksenrelation, jeg har haft, og jeg har en million fantastiske minder om vores tid sammen.

Den sidste uheldige periode udgør kun en mikroskopisk brøkdel af det, jeg har fået med mig videre i livet gennem mit forhold til hende.

Jeps, det reflekterede jeg over på min vandretur i går.

Når man vandrer sammen to og to, er det anderledes. Det giver en smuk anledning til en walk & talk, til at bonde med hinanden.

For ikke længe siden var jeg på sådan en walk & talk med min genfundne veninde. Hende, som jeg skriver om her. Vidunderligt sådan at vandre med hende alene i skoven og finde hinanden igen.

Og så er der gruppeturene.

I sidste weekend var jeg med lebbevandreklubben Gaia i Silkeborg. Og det er noget HELT andet end både alene-turen og walk & talk-turen. 

Vi var 15 kvinder af sted. Jeg var mest med for at connecte med andre lesbiske. Dem har jeg nemlig ikke mange af i mit netværk. Og det var godt, at det var det sociale, der var målet for mig. For vi gik eddermame LANGSOMT. Faktisk var vi næsten fire timer om at tilbagelægge sølle 13 kilometer. Haha 😂 

På den tid kunne jeg have tilbagelagt samme distance baglæns, tror jeg.

Men der blev pludret igennem på kryds og tværs, og det var så hyggeligt, at det klart tåler gentagelse 💃💃💃

Jeg skal også vandre i dag. Vejret er smukt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg kan næsten ikke vente med at begive mig ud i det.

Jeg må dog slå koldt vand i blodet. 

For jeg sidder og venter på Falck. Som kommer for at hente Yarisen. Hvis kobling heldigvis var så elskværdig at vente med at stå af, til jeg var næsten hjemme fra min vandretur i går og lige netop kunne trille resten af vejen i første gear, som var det eneste gear, motherfuckeren ville i.

Damn!

Så dagens vandretur bliver distancen på 8,5 kilometer fra forstadsvillaen til Quickpot for at hente bil senere i eftermiddag. Ikke pisseromantisk, men det er okay motion.

Det var dagens melding.

Take care, folkens, and stay tuned 😋💘

søndag den 10. februar 2019

Lidt om ferien ... og om at være plat

Ahhh! Ferie 😄

Denne gang vinterferie. Men nu har jeg også arbejdet i fulde fem uger og to dage siden sidste ferie. Og så er det da klart, at man trænger igen.

Jeg har glædet mig. Så meget, at jeg mødte fuldstændig kåd og plat op på job fredag morgen.

Jeg var den første på lærerværelset. Det er jeg næsten altid. For jeg møder ind klokken 7.15, så jeg har tid til at besvare mails og kontaktbogsnotater og lave kopier til dagens undervisning and so on and so forth.

Min computer manglede strøm, så jeg satte stikket i den kontakt, der, strategisk smart, sidder bag en sofa. Rykkede altså sofaen ud, satte stikket i, rykkede sofaen ind igen. Så mit stik nu sad i klemme mellem sofa og væg.

Og så satte jeg mig til at arbejde i mit foretrukne sofahjørne.

Efter nogen tid kom Nanna. En sød ung kollega. Og satte sig ved siden af mig. Hvor hun blev siddende, indtil jeg skulle til undervisning og derfor måtte have mit computerstik fisket ud af kontakten.

Det afstedkom følgende unikke monolog:

"Åh, Nanna, du kan vel ikke lokkes til at rykke dig selv og sofaen lidt frem? Jeg skal bruge mit stik. Så er du en sveske."

Nanna, som er sød og hjælpsom, begyndte derefter at flytte sig selv og møblet via en række millimeterkorte ryk.

Og mens hun således moslede med inventaret, fortsatte min monolog med tiltagende erotisk intensitet:

"Åh ja. Sådan der. Åååhhh. Ja! Bliv ved! Uhmmmm. Mere! MERE! Den kommer. Den KOMMER! ÅÅÅÅHHHHH!!!"

Nu havde jeg så fået opmærksomheden fra alle de andre kolleger, der efterhånden var mødt ind på job.

Og det var på tide at smide trumfkortet:

"Shit, det var godt! Var det også godt for dig?"

Åh, for helvede altså, haha 😂😂😂 

De er heldigvis vant til mig.

Nå, men jeg er alene i ferien. For min sidste hjemmeboende rotte er taget med sin far på ski i Italien.

Og det er sååååå nice 💃💃💃 

Tænk engang. En hel uge, hvor jeg kan gå nøgen rundt og prutte og pille næse og klø mig, hvor det klør. 

Fredag aften forkælede jeg mig selv med en dejlig lille lammeculotte, nammenam 😜 

Yngstebarnet HADER lam. Og det gør min ekskæreste (som jeg gik fra før jul) også = NUL lammesteg til fruen i efterhånden flere år, da jeg næsten konstant har været sammen med enten den ene eller den anden lammehader.

Og i går forkælede jeg mig selv ved at blive hængende i sengen til klokken halv tolv. 

HALV TOLV, folkens! 

Jeg kan ikke en gang HUSKE, hvornår det sidst er sket. Og selv om dagen unægteligt blev en kende amputeret ved den manøvre, og jeg oplevede det seriøst ubehagelige dilemma, at jeg ikke vidste, om jeg så skulle lave morgenmad eller frokost (first world problem, I know), var det fan-fucking-tastic!

Teenager igen!

Jeg var slet ikke ude af huset hele lørdag. Sad bare og hyggede med computeren. 

Mere teenager!

Og med Erling og Anker selvfølgelig. De to af mine tre bedårende misser, der rent faktisk er katte.

Hvorvidt jeg også hyggede med den tredje mis, vil jeg holde for mig selv 😂 (Åh, for helvede. Nu er jeg plat igen. Sorry 🙏)

Nå, men i går var også dagen, hvor jeg lige købte mig en enkelt hotelovernatning i København. På torsdag.

Eller rettere sagt: Jeg TROEDE, jeg havde købt en overnatning i København, da jeg bestilte hotel på Frederiksberg. 

Men en skøn chatveninde kunne hurtigt orientere mig om, at Frederiksberg ikke er København. Så blev jeg så klog. For ligesom mange andre jyder går jeg jo rundt og tror, at alt, hvad der ligger øst for Storebæltsbroen, ER København. 

Sådan forholder det sig åbenbart ikke.

Så jeg skal altså til Frederiksberg 😜

Det sker som optakt til min lebbesommerhusweekend i Helsingør, som du kan læse om her, og som jeg glæder mig virkelig meget til 😄

Havde bare lyst til at udvide oplevelsen lidt. For det er fandme skønt at komme til hovedstaden en gang imellem. Den by KAN altså noget.

Derfor tager jeg et livgivende aleneophold fra torsdag til fredag, hvor jeg vil gå lidt rundt og snuse indtryk til mig. Min omtalte chatveninde har givet mig et par gode tips til steder at besøge, som måske ikke er de mest turistoverrendte. Nice 😍

Jeg vil tage mit kamera med og skyde et par billeder. Og en bog at læse i, når jeg drikker latte på en hyggelig café. Måske en tur i biffen eller på Café Oscar. Måske ikke. Nu ser vi. Min hverdag er så skemalagt, at det er vigtigt for mig at kunne være lidt spontan i ferien.

Nå, men øh ... må hellere slutte nu. Jeg har som ambition at forlade mit hus i dag. Eventuelt for at vandre lidt. Det begynder også at blive lidt iltfattigt herinde, haha 😂

Take care, folkens. Og så høres vi ved 💜😘😍

søndag den 3. februar 2019

Bare et hurtigt hej :-)

Jeg har ikke glemt dig 💜

Ved godt, at jeg plejer at skrive i weekenden. Men lige netop denne weekend har jeg fyldt ud med andre gode ting:

Yngste Søn kom hjem til Mutti fredag aften og har været her siden. 

Jeg spillede tennis i går formiddags og spiste frokost hos min mor. Sammen med hele tre af mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn).

Brugte efter hjemkomst ret lang tid på Messenger og dejlig hyggechat med ... en dame. Som jeg chatter med.

Og om en times tid vil jeg køre til Silkeborg, hvor jeg vil vandre med kvinderne i Gaia. Sidder faktisk her i mit vandregear. Og må konstatere, at mine skønne Fjällräven-bukser er blevet for store. Eller rettere sagt: Det er sgu nok mig, der er blevet for lille. For jeg har tabt 10 kilo siden sidste sommer. Woop, woop 💃💃💃

Nå, men jeg må se, om jeg kan finde et bælte.

Klokken 17 tennis igen.

Og SÅ er jeg træt.

Vil derfor fede den i aften. Med Netflix. Og den hvidvin, der er til overs fra i fredags.

Så nej, jeg får sgu nok ikke tid til at skrive et indlæg i denne weekend 😉

Men om fem arbejdsdage får jeg ... VINTERFERIE. YAY! Og da jeg ingen planer har før fredag den 15., ja, såøh ... lur mig, om ikke der skulle blive tid til en linje eller to her på Dropsene.

Der er sådan set nok at fortælle.

Take care, og vi høres ved 💘💘💘