"For helvede, Oscar! Du står jo i vejen HELE tiden. Flyt dig nu!" prustede jeg utilfreds, efter at jeg for tyvende gang havde skudt bolden lige i fødderne på min elev og dermed have misset endnu en scoring.
"Jamen ... øh ... jeg er jo målmand. Jeg skal tage bolden," svarede Oscar undskyldende.
"Men JEG er læreren. Det er MIG, der bestemmer. Og jeg kan jo ikke score, når du står der og spærrer," prustede jeg tilbage (meget pædagogisk i øvrigt).
Oscar rystede overbærende på hovedet med et skævt smil. Han kender mig heldigvis.
Måske har du gættet, at jeg spillede fodbold i går. Med 8.B faktisk. Pigerne mod drengene.
Og det gik selvfølgelig helt ad lort til for pigerne. Som således havde god brug for en totalt korrupt medspillende lærer/dommer med stærk hang til uretfærdige, ensidige kendelser, muahahaaah.
Men det var fandme spas, var det :-D
Mine elever vil altid gerne have mig med til at spille. Hvad enten det er høvdingbold, rundbold eller fodbold. Jeg tænker, de ser det som en slags anerkendelse, når jeg gerne vil lege med dem. Pissegodt for relationerne, så det gør jeg selvfølgelig af og til.
I dag betaler jeg så prisen.
Hold kæft, hvor havde jeg glemt, præcis HVOR øm man lige kan blive. Over-fucking-ALT. Selv i muskler, jeg ikke anede, at jeg havde.
Jeg bevæger mig jo som en på 90.
Så jeg må hellere være god ved mig selv. På alle måder. I hele weekenden.
Hehe.
Take care.
lørdag den 20. maj 2017
tirsdag den 16. maj 2017
Jeg er ... VAFFORNOGET?
Oh dear.
Har taget en test på BT. Og det ser sgu ikke for godt ud med mig, er jeg bange for.
Testen er sådan lidt Rorschach-agtig. Det vil sige, at man bliver vist en række abstrakte billeder, og så skal man angive, hvad man synes, man ser, eller hvad man føler.
Her er et eksempel:
Har taget en test på BT. Og det ser sgu ikke for godt ud med mig, er jeg bange for.
Testen er sådan lidt Rorschach-agtig. Det vil sige, at man bliver vist en række abstrakte billeder, og så skal man angive, hvad man synes, man ser, eller hvad man føler.
Her er et eksempel:
Og spørgsmålet lyder:
"Hvad ser du?"
Hvorpå man skal klikke på en ud af seks svarmuligheder:
I dette tilfælde: "et tusindben, ryghvirvler, en edderkop, et røntgenbillede, en person, andet."
Når man så er nået gennem 11 billeder, får man resultatet.
Og det viser sig altså, at jeg er ...
... PSYKOPAT!
Yeps. Mit resultat ser således ud:
Under billedet står, at jeg har en charmerende og karismatisk personlighed, og at andre mennesker ser mig som rolig og fattet og fuld af selvtillid.
MEN:
under overfladen lurer et følelsesmæssigt overfladisk væsen uden realitetssans. Et væsen, som jeg ikke en gang er klar over findes. Og desuden er jeg en manipulerende narcissist.
Damn, I could've fooled myself!
Her sidder jeg og græder, hver gang jeg ser en udsendelse om progeriabørn eller hører teksten til Puff the Magic Dragon, fordi det hele er så synd. Og så er min følelsesbevægelse i virkeligheden slet ikke noget, jeg er i stand til at føle?!
Right.
Nå, men resultatet MÅ være spot on, for nu har jeg taget testen syv gange til (er man ikke tilfreds med resultatet af en test, tager man den jo bare igen og svarer noget andet, haha), og udfaldet blev det samme i de seks. Sjovt nok selv når jeg klikkede fuldstændig randomly. For eksempel i øverste højre hjørne hver gang eller efter slag med en terning.
Eneste gang, jeg havde held til at ramme et anderledes resultat, var, da jeg klikkede på "andet" hele vejen igennem.
Jaså.
Hvis du har lyst til også at være psykopat, kan du tage testen her.
God fornøjelse ;-)
mandag den 15. maj 2017
Et socialt eksperiment
Deltog i weekenden i et socialt eksperiment.
Udtænkt af ...
... mig selv.
Og med deltagelse af ...
... også mig selv.
Og ingen andre. Faktisk.
Jeg skulle se, om jeg kunne holde ud at gå alene i biffen.
Det har jeg ikke gjort, siden jeg som barn var i Hadsten Bio nøjagtig en gang om ugen. Lørdag eller søndag eftermiddag. Klokken 14. Formedelst 20 kroner.
Dengang var jeg tit alene af sted.
Men det var jo også den slags weekender, hvor alting døde lørdag klokken 12 præcis. For her lukkede butikkerne.
Som i: fucking ALLE butikker.
Og alle mennesker myldrede hjem i deres huse. Og holdt sig så indendøre indtil mandag morgen. Hvad fanden de allesammen foretog sig i den mellemliggende tid, har jeg ingen anelse om. Men på gaderne var de i hvert fald ikke.
Og fjernsynet bestod af fucking EN kanal. Danmarks Radio. Som på en god dag startede deres udsendelser hen omkring klokken 16.
Og videomaskinen var ikke opfundet. For slet ikke at snakke om computeren eller mobiltelefonen.
Så lørdag klokken 12 til mandag klokken 8 var den lille død.
Blot ikke for mig. For jeg var i biffen. Alene. Det var det eller døden.
Så jeg har set samtlige Tarzanfilm i sort/hvid med Johnny Weissmüller. Og samtlige spaghettiwesterns med Bud Spencer og Terence Hill. De var mine helte.
Så gik der mange år, hvor jeg altid har haft nogen med. Det er jo ligesom sådan, man gør, altså.
En veninde. Klassen. En kæreste. En ægtemand. En eller flere Rotter (læs: fruens fire elskelige børn, red.)
Men så i lørdags stod jeg alene. Helt alene i verden. Og tænkte: "What to do with my life?"
Jeg kunne vælge at sætte mig. Og pille mig selv i navlen (eller skrive et blogindlæg, men sådan et havde jeg allerede skrevet).
Eller også kunne jeg vælge at gøre det, som et frit og uafhængigt menneske ville gøre: råbe "pik" og gå i biffen.
Så det gjorde jeg.
I Øst for Paradis. For det er min yndlingsbif, og her er det ikke så usædvanligt at se folk uden ledsager. Så det føltes ikke så langt uden for min comfort zone.
And guess what:
Det gik sgu fint!
Jeg følte mig ikke unormal eller stakkels. Og jeg tror slet ikke, at de andre biografgæster overhovedet lagde mærke til min alenehed.
Så det var en totalt okay oplevelse. Som jeg sagtens kunne finde på at gentage.
Woop, woop :-D
Udtænkt af ...
... mig selv.
Og med deltagelse af ...
... også mig selv.
Og ingen andre. Faktisk.
Jeg skulle se, om jeg kunne holde ud at gå alene i biffen.
Det har jeg ikke gjort, siden jeg som barn var i Hadsten Bio nøjagtig en gang om ugen. Lørdag eller søndag eftermiddag. Klokken 14. Formedelst 20 kroner.
Dengang var jeg tit alene af sted.
Men det var jo også den slags weekender, hvor alting døde lørdag klokken 12 præcis. For her lukkede butikkerne.
Som i: fucking ALLE butikker.
Og alle mennesker myldrede hjem i deres huse. Og holdt sig så indendøre indtil mandag morgen. Hvad fanden de allesammen foretog sig i den mellemliggende tid, har jeg ingen anelse om. Men på gaderne var de i hvert fald ikke.
Og fjernsynet bestod af fucking EN kanal. Danmarks Radio. Som på en god dag startede deres udsendelser hen omkring klokken 16.
Og videomaskinen var ikke opfundet. For slet ikke at snakke om computeren eller mobiltelefonen.
Så lørdag klokken 12 til mandag klokken 8 var den lille død.
Blot ikke for mig. For jeg var i biffen. Alene. Det var det eller døden.
Så jeg har set samtlige Tarzanfilm i sort/hvid med Johnny Weissmüller. Og samtlige spaghettiwesterns med Bud Spencer og Terence Hill. De var mine helte.
Så gik der mange år, hvor jeg altid har haft nogen med. Det er jo ligesom sådan, man gør, altså.
En veninde. Klassen. En kæreste. En ægtemand. En eller flere Rotter (læs: fruens fire elskelige børn, red.)
Men så i lørdags stod jeg alene. Helt alene i verden. Og tænkte: "What to do with my life?"
Jeg kunne vælge at sætte mig. Og pille mig selv i navlen (eller skrive et blogindlæg, men sådan et havde jeg allerede skrevet).
Eller også kunne jeg vælge at gøre det, som et frit og uafhængigt menneske ville gøre: råbe "pik" og gå i biffen.
Så det gjorde jeg.
I Øst for Paradis. For det er min yndlingsbif, og her er det ikke så usædvanligt at se folk uden ledsager. Så det føltes ikke så langt uden for min comfort zone.
And guess what:
Det gik sgu fint!
Jeg følte mig ikke unormal eller stakkels. Og jeg tror slet ikke, at de andre biografgæster overhovedet lagde mærke til min alenehed.
Så det var en totalt okay oplevelse. Som jeg sagtens kunne finde på at gentage.
Woop, woop :-D
fredag den 12. maj 2017
Om fremtiden og også lidt om nutiden
Så en annonce i sidste uge.
En af de lokale privatskoler søger en lærer. På fuld tid. Til engelsk og tysk. Det er lige præcis mine linjefag.
Tysklærere er eftertragtede.
Og med mine kvalifikationer (forholdsvis frisk fra seminariet, men alligevel med fire år bag katederet, supergode karaktergennemsnit i de klasser, jeg har ført til prøve, og min erfaring med internationalt skolesamarbejde) ville jeg være ret sikker på at nå langt i samtalerunderne.
Den lokale privatskole ligger tre kilometer fra forstadsvillaen.
Og min nuværende skole ligger så langt væk, at jeg må køre 120 kilometer for at nå frem og tilbage. Hver eneste fucking dag. Og i går var der en times kø på fucking E45 i eftermiddagstrafikken.
Så hvis jeg søgte stillingen, kunne jeg spare godt og vel halvanden times transport om dagen.
Det er cirka 8 timer om ugen. Og 336 timer om året. Og 6.720 timer i alt i den tid, jeg formentlig har tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er fandme mange timer. Som jeg så ville frigøre til noget andet end at sidde bag rattet i Yarisen.
Og selv om min trofaste, driftsikre, brændstoføkonomiske Yaris er en dejlig bil, var jeg helt klart fristet. Hvem ville ikke være det?
Men så kom jeg til at reflektere.
I sådan en situation er det jo ligesom lidt svært ikke at sammenligne to scenarier: fremtid og nutid.
I fremtiden ville jeg få:
En af de lokale privatskoler søger en lærer. På fuld tid. Til engelsk og tysk. Det er lige præcis mine linjefag.
Tysklærere er eftertragtede.
Og med mine kvalifikationer (forholdsvis frisk fra seminariet, men alligevel med fire år bag katederet, supergode karaktergennemsnit i de klasser, jeg har ført til prøve, og min erfaring med internationalt skolesamarbejde) ville jeg være ret sikker på at nå langt i samtalerunderne.
Den lokale privatskole ligger tre kilometer fra forstadsvillaen.
Og min nuværende skole ligger så langt væk, at jeg må køre 120 kilometer for at nå frem og tilbage. Hver eneste fucking dag. Og i går var der en times kø på fucking E45 i eftermiddagstrafikken.
Så hvis jeg søgte stillingen, kunne jeg spare godt og vel halvanden times transport om dagen.
Det er cirka 8 timer om ugen. Og 336 timer om året. Og 6.720 timer i alt i den tid, jeg formentlig har tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er fandme mange timer. Som jeg så ville frigøre til noget andet end at sidde bag rattet i Yarisen.
Og selv om min trofaste, driftsikre, brændstoføkonomiske Yaris er en dejlig bil, var jeg helt klart fristet. Hvem ville ikke være det?
Men så kom jeg til at reflektere.
I sådan en situation er det jo ligesom lidt svært ikke at sammenligne to scenarier: fremtid og nutid.
I fremtiden ville jeg få:
- En fuldtidsstilling.
- Undervisning i mine to linjefag.
- En aldeles overkommelig transport til og fra job.
Og da det jo ikke lyder så åndssvagt, lå fremtiden altså ret lunt i svinget ...
... lige indtil nutiden kom susende i inderbanen.
For i nutiden har jeg:
- En fuldtidsstilling.
- Undervisning i mine to linjefag.
- En højere løn (yep, folkeskolen betaler bedre end privatskolerne - det vidste du nok ikke, hva').
- Det privilegium at arbejde med globalt medborgerskab og samarbejde på tværs af grænser, hvilket jeg finder sindssygt interessant. For jeg er så heldig at være blevet udpeget til at lede skolens internationale styregruppe og dermed få lov at spille en rolle i vores bestræbelser på at gøre eleverne til interkulturelt kompetente verdensborgere med en global ansvarsfølelse. (Og det er så spændende, at resten af indlægget kommer til at handle om det, hvis ikke jeg omgående bremser mig selv, haha :-D)
- Status som übermensch. Når man træder ind i et jobforum som spritnyt medlem (for eksempel som nyansat lærer på en skole), er man pr. automatik the underdog. Man kender ikke kulturen og værdinormerne, skal forsigtigt føle sig frem, bevise sit eget værd, vænne sig til nye procedurer, danne nye faglige og sociale netværk. Kort sagt arbejde aktivt og med ydmyghed på at gøre sig fortjent til andres respekt og skabe en samhørighedsfølelse. Og det kan være en længere proces. Efter fire år på min nuværende skole er jeg ikke længere underdog. Jeg er übermensch. Jeg føler mig tilvalgt. Kollegerne opsøger mit selskab på lærerværelset. De spørger mig tit til råds om forskellige problematikker. Og jeg er i modtagerenden af en lang række high fives og hengivenhedserklæringer fra eleverne hver dag. Forestil dig lige det: at du HVER ENESTE DAG får at vide, at du er verdensmester i dit job. Så jeg er jo rig! Når det gælder min beholdning af respekt og komplimenter fra andre, er jeg fucking Bill Gates, og selvværdet sprudler.
Så spørgsmålet er, om jeg vil give afkald på alle disse goder for en kortere transporttid?
Har jeg lyst til at gå ned i løn? Kan jeg være sikker på lige så interessante arbejdsopgaver på den lokale skole? Gider jeg begynde forfra som underdog?
Og svaret er i virkeligheden enkelt:
Nej tak.
Til gengæld er det pissesundt en gang imellem at gøre status over sit liv og fundere over, om der er noget, man kan gøre bedre.
Det er hermed gjort.
Bum.
Til gengæld er det pissesundt en gang imellem at gøre status over sit liv og fundere over, om der er noget, man kan gøre bedre.
Det er hermed gjort.
Bum.
tirsdag den 9. maj 2017
Det var så den sommer
Wuhuuu for en weekend!!!
Sommeren, den lille skøge, var her jo for en kort bemærkning (og måske for den eneste bemærkning i år, gys).
Hold kæft, jeg har nydt det.
Lagde ud i fredags med at køre en tur til fucking Herning.
Herning er flad. Og kedelig. Og grim. Herning har et gigantisk, hæsligt og svinedyrt kunstværk af en mand ved navn Cronhammer.
Og så er der Boxen.
Den er fandme også grim.
En firkantet klods på den golde mark, de kalder ... ja ... Herning. Mørk og dyster. Og grim.
Men indeni. Ja, der gav altså John Mayer koncert i fredags. Og det var pissegodt.
Hehe.
Han er godt nok dygtig, den mand. Spænder vidt i sit musikalske repertoire og kan faktisk synge.
Tilbragte således et par fine timer i fucking Herning.
Lørdag skinnede solen. Nice.
Var på café Ziggy på Trøjborg, hvor jeg efterhånden lægger de fleste af mine cafépenge, og sad for første gang i år på fortovet udenfor. Med en stor og iskold fadbamse og en god veninde. Oh happy day!
Og arrangementet blev perfekt rundet af med en gåtur i nyudsprungne Riis Skov, hvor ramsløgene står plukkeklare over hele skovbunden. Og is ved Den Permanente. Skønt!
Derpå hjem og grille. Også for første gang i år. Og jeg svævede af begejstring, så jeg ikke havde jordforbindelse med andet end det yderste af tåneglene. For hvor er det fantastisk, når man får den første snas af sommer efter en evighed med regn og mørke og blæst.
Og ikke nok med lørdag.
Søndag skinnede solen fandme igen! Som om den lille forræderiske motherfucker aldrig havde lavet andet.
Måtte ud og have mere af den og valgte derfor at køre til Bølling Sø mellem Silkeborg og Herning (fucking Herning igen, haha).
Hele vejen omkring søen har man anlagt en vandresti. Den er 12 kilometer lang og fører forbi et utal af stenalderbopladser. Man kommer også lige forbi det sted, hvor Tollundmanden i sin tid blev ofret (og fundet).
Skal jeg bitche lidt (og det skal jeg, for det holder jeg meget af ;-)), så er stien ret flad. Høj puls må man dermed finde andre steder i landet.
Men er man den mindste smule historisk interesseret, og det er man selvfølgelig efter at have fulgt med i DRs danmarkshistorie med Lars Mikkelsen over de sidste mange søndage, så er det altså virkelig en spændende tur, der klart kan anbefales.
Havde madpakker, mazarinkager, ristede mandler og masser af koldt vand med i rygsækken og fandt et smukt sted at spise frokost undervejs. Lovely! Livsforlængende faktisk.
Løb i øvrigt på sådan en fætter:
Og pludselig forvandledes den livsforlængende vandretur til en nærdødsoplevelse, haha.
Jeg er heldigvis cool ud i slanger.
Har boet et årstid i subtropiske Georgia i USA i selskab med klapperslanger, copperheads, sorte enker, skorpioner og alt muligt andet fucking kryb. Så der skulle mere til end sådan en lille hugormebasse for at skræmme fruen.
Mistede dog for en stund lysten til at forlade den etablerede sti.
Grill igen efter hjemkomst. Denne gang laks. Nammenam!
Så det må siges, at jeg har fået maks. ud af weekenden.
Blev oven i købet ringet op af Den Fortabte Søn (læs: Barn 2, red.), som for to år siden flyttede til København for at læse ved fucking DTU, og nu kunne minde mig om, hvor mange velsignelser, der i grunden er ved at have børn.
Han stillede tre spørgsmål:
Sommeren, den lille skøge, var her jo for en kort bemærkning (og måske for den eneste bemærkning i år, gys).
Hold kæft, jeg har nydt det.
Lagde ud i fredags med at køre en tur til fucking Herning.
Herning er flad. Og kedelig. Og grim. Herning har et gigantisk, hæsligt og svinedyrt kunstværk af en mand ved navn Cronhammer.
Og så er der Boxen.
Den er fandme også grim.
En firkantet klods på den golde mark, de kalder ... ja ... Herning. Mørk og dyster. Og grim.
Men indeni. Ja, der gav altså John Mayer koncert i fredags. Og det var pissegodt.
Hehe.
Han er godt nok dygtig, den mand. Spænder vidt i sit musikalske repertoire og kan faktisk synge.
Tilbragte således et par fine timer i fucking Herning.
Lørdag skinnede solen. Nice.
Var på café Ziggy på Trøjborg, hvor jeg efterhånden lægger de fleste af mine cafépenge, og sad for første gang i år på fortovet udenfor. Med en stor og iskold fadbamse og en god veninde. Oh happy day!
Og arrangementet blev perfekt rundet af med en gåtur i nyudsprungne Riis Skov, hvor ramsløgene står plukkeklare over hele skovbunden. Og is ved Den Permanente. Skønt!
Derpå hjem og grille. Også for første gang i år. Og jeg svævede af begejstring, så jeg ikke havde jordforbindelse med andet end det yderste af tåneglene. For hvor er det fantastisk, når man får den første snas af sommer efter en evighed med regn og mørke og blæst.
Og ikke nok med lørdag.
Søndag skinnede solen fandme igen! Som om den lille forræderiske motherfucker aldrig havde lavet andet.
Måtte ud og have mere af den og valgte derfor at køre til Bølling Sø mellem Silkeborg og Herning (fucking Herning igen, haha).
Hele vejen omkring søen har man anlagt en vandresti. Den er 12 kilometer lang og fører forbi et utal af stenalderbopladser. Man kommer også lige forbi det sted, hvor Tollundmanden i sin tid blev ofret (og fundet).
Skal jeg bitche lidt (og det skal jeg, for det holder jeg meget af ;-)), så er stien ret flad. Høj puls må man dermed finde andre steder i landet.
Men er man den mindste smule historisk interesseret, og det er man selvfølgelig efter at have fulgt med i DRs danmarkshistorie med Lars Mikkelsen over de sidste mange søndage, så er det altså virkelig en spændende tur, der klart kan anbefales.
Havde madpakker, mazarinkager, ristede mandler og masser af koldt vand med i rygsækken og fandt et smukt sted at spise frokost undervejs. Lovely! Livsforlængende faktisk.
Løb i øvrigt på sådan en fætter:
Og pludselig forvandledes den livsforlængende vandretur til en nærdødsoplevelse, haha.
Jeg er heldigvis cool ud i slanger.
Har boet et årstid i subtropiske Georgia i USA i selskab med klapperslanger, copperheads, sorte enker, skorpioner og alt muligt andet fucking kryb. Så der skulle mere til end sådan en lille hugormebasse for at skræmme fruen.
Mistede dog for en stund lysten til at forlade den etablerede sti.
Grill igen efter hjemkomst. Denne gang laks. Nammenam!
Så det må siges, at jeg har fået maks. ud af weekenden.
Blev oven i købet ringet op af Den Fortabte Søn (læs: Barn 2, red.), som for to år siden flyttede til København for at læse ved fucking DTU, og nu kunne minde mig om, hvor mange velsignelser, der i grunden er ved at have børn.
Han stillede tre spørgsmål:
- Hvordan har du det, mor?
- Vil du læse korrektur på en engelsk kemirapport til DTU? (Shit!)
- Kan jeg låne 10.000?
Er således nu bevidst om den store lykke, der er mig tilskikket:
Sønnike er velopdragen og omsorgsfuld og har fuld tillid til Muttis sproglige kemikundskaber og økonomiske formåen.
Så ja. Mange velsignelser ;-)
lørdag den 29. april 2017
Death wish og ridser i lakken
Ingolf har været på banen igen. Ham har jeg skrevet om før.
Det er som regel til vores teammøder, han kvajer sig. Det var det også i forgårs. Ikke med noget seksuelt denne gang (thank God), men derimod med et death wish.
Og havde det så blot været et ønske om egen død kunne jeg have levet med det (blink, blink). Men det var det ikke.
Situationen:
Jeg har bestilt billetter til to skolebioforestillinger med 7. årgang, som jeg og mit øvrige team skal undervise næste skoleår.
Den ene film hedder X+Y, og den anden hedder Syv minutter over midnat.
Det orienterede jeg teamet om til vores møde i forgårs, mens Ingolf skrev referat.
Han havde åbenbart ikke lige fanget den sidste del af det, jeg sagde, så han spurgte:
"'Syv minutter over midnat'? Hedder den anden film det?"
So far, so good. Og jeg tænker, at han spurgte for at få det noteret rigtigt i referatet.
Men her er det så, at jeg ikke kan lade være med at være totalt plat. For jeg svarede naturligvis:
"Nej, det er det tidspunkt, hvor filmen begynder."
Oh, despicable me, haha.
Nå, men de andre i teamet smågrinede over min plathed, og Ingolf ville gerne være kæk og ride med på bølgen af jokes, så han replicerede:
"Nej, det er det tidspunkt, hvor vi slår dig ihjel, Mrs. Englishteacher." Bortset fra, at han altså brugte mit rigtige navn, som han kender.
Han troede åbenbart, han var morsom. For han grinede selv. Det var der ingen andre, der gjorde.
Nå, men jeg fornemmede, at vi sad i en lidt akavet situation, og foreslog, at vi gik videre til næste punkt på dagsordenen (inden mine tæer krummede sig ned gennem mine skosåler).
Resten af mødet forløb uden yderligere pinligheder, og som teamkoordinator var jeg godt tilfreds.
Indtil jeg læste referatet. For her står:
"Klokken syv minutter over midnat slår vi Mrs. Englishteacher ihjel."
Han har fandme ført det til referat. Sort på hvidt. SÅ god synes han altså, at hans egen vittighed var.
Suk.
Jeg kan vælge at redigere i dokumentet. Men det har jeg ikke gjort. Tænker, det er okay, at det bliver stående. Det er i hvert fald vidnesbyrd for min påstand om, at manden mangler social kompetence.
End of story.
Og nu sidder du nok og undrer dig lidt, kære bloglæser. For jeg har jo ikke skrevet den mindste smule om ridser i lakken, som indlæggets overskrift ellers antyder.
Det er, fordi det kun er den FØRSTE historie, der er slut.
Jeg ikke er KOMMET til den anden historie endnu.
Den har nemlig ikke den fjerneste forbindelse til beretningen om Ingolf. Hvis man altså ser bort fra, at den er mere feelgood og derfor måske kan opveje lidt.
Here it comes:
For nogle uger siden blev min ældste datter påkørt. I MIN bil.
Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet: HUN holdt stille på en parkeringsplads. HAN bakkede ind i hende. Og lavede derved en lillebitte ridse i lakken på min kofanger.
Meget dramatisk altså.
Et kvarter efter min datters hjemkomst til forstadsvillaen blev jeg ringet op. Det var skadevolder. Som var MEGET ked af at have påkørt min bil og betingelsesløst påtog sig skylden.
Jeg fik helt ondt af ham.
En ung militærmand fra Nordjylland. Usædvanlig høflig og undskyldende. Og inderligt taknemlig for, at jeg ikke var vred.
Øh, vred? Mig? Over en ridse i lakken?
Oh dear. Den slags kan jeg virkelig ikke hidse mig op over, haha.
Min bil er ikke et statussymbol. Jeg kører ikke rundt og spiller smart i den. Den er ganske simpelt et praktisk transportmiddel. That's it and that's that.
Nå, men den stakkels unge mand ville gerne betale uden om forsikringen, og vi aftalte, at jeg skulle bringe bilen på værksted og få en pris på udbedringen af skaden.
Den var på værksted i forgårs.
Shit.
Omlakering af 1 stk. kofanger på halvgammel Yaris: 3.932,28 gode danske kroner.
Shit, shit, shit.
Det var jo MEGET dyrere, end jeg havde forestillet mig.
Og selv om det ville være reelt nok at lade den nordjyske ungersvend betale for den skade, han selv havde lavet, gav tanken mig en megadårlig fornemmelse indeni. Totally feelbad.
Det krævede da heller ikke mange overvejelser at nå frem til den konklusion, at jeg ganske simpelt ikke kunne få mig selv til at bede ham om næsten 4.000 kroner for SÅ lille en skade.
Men hvad så?
Han HAVDE jo for helvede ridset min bil. Og det ville da kradse lidt i min retfærdighedsfølelse bare at lade manden slippe uden beregning og selv køre rundt med ridsen i resten af bilens levetid.
Damn.
Heldigvis har jeg nu og da held til at generere en fornuftig tanke, hvis jeg arbejder længe nok på det.
Så efter at have belastet mine hjernevindinger i et par timer, fandt jeg på følgende:
Jeg ville skrive til manden, hvordan det forholdt sig med prisen for reparationen.
Dernæst ville jeg foreslå ham at hugge 3.000 kroner af, så han kunne nøjes med at overføre 1.000 kroner til mig. Og så ville jeg leve med ridsen.
Alternativt kunne han selv prøve at finde en lavere pris for omlakeringen end de 4.000.
Og som tænkt, så gjort.
Jeg skrev til manden og var ret godt tilfreds med mit eget løsningsforslag. Tilfreds, fordi jeg følte mig som et godt og anstændigt menneske, selv om jeg ville snyde mig selv for udbedringen af skaden på min bil. Og gode følelser er vigtigere end pæne ting. I min optik.
Det var ungersvenden også. Tilfreds altså. Glad faktisk. Og taknemlig. Og lettet.
Efter 25 sekunder havde jeg modtaget 1.000 kroner på mobile pay.
End of story.
Det er som regel til vores teammøder, han kvajer sig. Det var det også i forgårs. Ikke med noget seksuelt denne gang (thank God), men derimod med et death wish.
Og havde det så blot været et ønske om egen død kunne jeg have levet med det (blink, blink). Men det var det ikke.
Situationen:
Jeg har bestilt billetter til to skolebioforestillinger med 7. årgang, som jeg og mit øvrige team skal undervise næste skoleår.
Den ene film hedder X+Y, og den anden hedder Syv minutter over midnat.
Det orienterede jeg teamet om til vores møde i forgårs, mens Ingolf skrev referat.
Han havde åbenbart ikke lige fanget den sidste del af det, jeg sagde, så han spurgte:
"'Syv minutter over midnat'? Hedder den anden film det?"
So far, so good. Og jeg tænker, at han spurgte for at få det noteret rigtigt i referatet.
Men her er det så, at jeg ikke kan lade være med at være totalt plat. For jeg svarede naturligvis:
"Nej, det er det tidspunkt, hvor filmen begynder."
Oh, despicable me, haha.
Nå, men de andre i teamet smågrinede over min plathed, og Ingolf ville gerne være kæk og ride med på bølgen af jokes, så han replicerede:
"Nej, det er det tidspunkt, hvor vi slår dig ihjel, Mrs. Englishteacher." Bortset fra, at han altså brugte mit rigtige navn, som han kender.
Han troede åbenbart, han var morsom. For han grinede selv. Det var der ingen andre, der gjorde.
Nå, men jeg fornemmede, at vi sad i en lidt akavet situation, og foreslog, at vi gik videre til næste punkt på dagsordenen (inden mine tæer krummede sig ned gennem mine skosåler).
Resten af mødet forløb uden yderligere pinligheder, og som teamkoordinator var jeg godt tilfreds.
Indtil jeg læste referatet. For her står:
"Klokken syv minutter over midnat slår vi Mrs. Englishteacher ihjel."
Han har fandme ført det til referat. Sort på hvidt. SÅ god synes han altså, at hans egen vittighed var.
Suk.
Jeg kan vælge at redigere i dokumentet. Men det har jeg ikke gjort. Tænker, det er okay, at det bliver stående. Det er i hvert fald vidnesbyrd for min påstand om, at manden mangler social kompetence.
End of story.
Og nu sidder du nok og undrer dig lidt, kære bloglæser. For jeg har jo ikke skrevet den mindste smule om ridser i lakken, som indlæggets overskrift ellers antyder.
Det er, fordi det kun er den FØRSTE historie, der er slut.
Jeg ikke er KOMMET til den anden historie endnu.
Den har nemlig ikke den fjerneste forbindelse til beretningen om Ingolf. Hvis man altså ser bort fra, at den er mere feelgood og derfor måske kan opveje lidt.
Here it comes:
For nogle uger siden blev min ældste datter påkørt. I MIN bil.
Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet: HUN holdt stille på en parkeringsplads. HAN bakkede ind i hende. Og lavede derved en lillebitte ridse i lakken på min kofanger.
Meget dramatisk altså.
Et kvarter efter min datters hjemkomst til forstadsvillaen blev jeg ringet op. Det var skadevolder. Som var MEGET ked af at have påkørt min bil og betingelsesløst påtog sig skylden.
Jeg fik helt ondt af ham.
En ung militærmand fra Nordjylland. Usædvanlig høflig og undskyldende. Og inderligt taknemlig for, at jeg ikke var vred.
Øh, vred? Mig? Over en ridse i lakken?
Oh dear. Den slags kan jeg virkelig ikke hidse mig op over, haha.
Min bil er ikke et statussymbol. Jeg kører ikke rundt og spiller smart i den. Den er ganske simpelt et praktisk transportmiddel. That's it and that's that.
Nå, men den stakkels unge mand ville gerne betale uden om forsikringen, og vi aftalte, at jeg skulle bringe bilen på værksted og få en pris på udbedringen af skaden.
Den var på værksted i forgårs.
Shit.
Omlakering af 1 stk. kofanger på halvgammel Yaris: 3.932,28 gode danske kroner.
Shit, shit, shit.
Det var jo MEGET dyrere, end jeg havde forestillet mig.
Og selv om det ville være reelt nok at lade den nordjyske ungersvend betale for den skade, han selv havde lavet, gav tanken mig en megadårlig fornemmelse indeni. Totally feelbad.
Det krævede da heller ikke mange overvejelser at nå frem til den konklusion, at jeg ganske simpelt ikke kunne få mig selv til at bede ham om næsten 4.000 kroner for SÅ lille en skade.
Men hvad så?
Han HAVDE jo for helvede ridset min bil. Og det ville da kradse lidt i min retfærdighedsfølelse bare at lade manden slippe uden beregning og selv køre rundt med ridsen i resten af bilens levetid.
Damn.
Heldigvis har jeg nu og da held til at generere en fornuftig tanke, hvis jeg arbejder længe nok på det.
Så efter at have belastet mine hjernevindinger i et par timer, fandt jeg på følgende:
Jeg ville skrive til manden, hvordan det forholdt sig med prisen for reparationen.
Dernæst ville jeg foreslå ham at hugge 3.000 kroner af, så han kunne nøjes med at overføre 1.000 kroner til mig. Og så ville jeg leve med ridsen.
Alternativt kunne han selv prøve at finde en lavere pris for omlakeringen end de 4.000.
Og som tænkt, så gjort.
Jeg skrev til manden og var ret godt tilfreds med mit eget løsningsforslag. Tilfreds, fordi jeg følte mig som et godt og anstændigt menneske, selv om jeg ville snyde mig selv for udbedringen af skaden på min bil. Og gode følelser er vigtigere end pæne ting. I min optik.
Det var ungersvenden også. Tilfreds altså. Glad faktisk. Og taknemlig. Og lettet.
Efter 25 sekunder havde jeg modtaget 1.000 kroner på mobile pay.
End of story.
tirsdag den 25. april 2017
Om navne
Oh dear, jeg står i et dilemma.
Det forholder sig nemlig sådan, at jeg for snart syv år siden lod mig skille. Fra min eksmand (surprise!). Hvis efternavn jeg tog, da vi i en endnu tidligere tidsalder giftede os.
Under mit ret lange ægteskab med manden vænnede jeg mig til at bære hans navn, og det var også dette navn, vi gav vores fire børn.
So far, so good.
Øh ... bortset fra at jeg nu altså ikke længere er gift med manden.
Jeg har fået et fuldkommen nyt liv. Ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, ny seksualitet. Næsten alting nyt.
Til gengæld render jeg stadig rundt og hedder det samme: HANS navn.
Og nu begynder jeg så at synes, at det er lidt træls.
Faktisk synes jeg, det er ydmygende, at jeg sådan valgte at skrotte mit eget navn til fordel for hans.
Hvad fanden var nu det for en underkastelse?! Han kunne da lige så godt have taget mit. Men det kom ligesom aldrig på tale.
Man kunne også forestille sig, at en kæreste kunne synes, det er lidt bizart, at jeg ikke har skilt mig af med eksens navn.
For ønsker jeg da ikke at tage afstand til ham? At lægge ham bag mig?
Jo, det gør jeg bestemt.
Og for kun 480 kroner kan jeg foretage det nødvendige indgreb. Over nettet. Hjemme fra sofahjørnet. Til et let traktement af te og citronmåne. Nemt og bekvemt.
Men jeg har et dilemma:
Hvad med børnene?
Vil de ikke føle, at jeg distancerer mig, hvis jeg ikke længere hedder det samme som dem? Det er sgudda mærkeligt, at de så skal gå og hedde deres fars navn, men ikke deres mors.
De siger godt nok, at det ikke gør dem noget. Men kan jeg virkelig tro på det? Kan jeg være sikker på, at de ikke føler bare et lille strejf af ... øh ... bedrøvelse? Skuffelse? Afvisning?
Shit.
Det er paradoksalt, at en beslutning, der synes så let, kan være så svær.
Jeg må tænke.
Og mens vi venter på det, kan jeg jo lige berige dit liv med at referere en artikel, jeg har læst på BT, som netop handler om navne.
Vidste du for eksempel, at folk derude er SÅ gak i roen, at de finder på at give deres nuttede nyfødte vederstyggelige navne som:
ALTAN
GUL
MUSLING
NITTE
SOK
DRENG (dog ikke til piger)
KAMEL
AWESOME
BLÆR
TUNG
OFFER
BADR
og OG?
Ja, "Og" er et godkendt drengenavn, folkens!
Og selv om det er fuldkommen DERANGED at give sine børn SÅ åndssvage navne, kan tanken godt gøre mig glad alligevel.
For i sammenligning med at være døbt "Nitte" eller "Badr" er mine navneproblemer jo ret ubetydelige.
Det var dagens melding. Nu vil jeg sætte mig foran et afsnit af min yndlingslebbeserie (Orange Is the New Black selvfølgelig) og nyde, at sønnike laver mad.
Take care.
Det forholder sig nemlig sådan, at jeg for snart syv år siden lod mig skille. Fra min eksmand (surprise!). Hvis efternavn jeg tog, da vi i en endnu tidligere tidsalder giftede os.
Under mit ret lange ægteskab med manden vænnede jeg mig til at bære hans navn, og det var også dette navn, vi gav vores fire børn.
So far, so good.
Øh ... bortset fra at jeg nu altså ikke længere er gift med manden.
Jeg har fået et fuldkommen nyt liv. Ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, ny seksualitet. Næsten alting nyt.
Til gengæld render jeg stadig rundt og hedder det samme: HANS navn.
Og nu begynder jeg så at synes, at det er lidt træls.
Faktisk synes jeg, det er ydmygende, at jeg sådan valgte at skrotte mit eget navn til fordel for hans.
Hvad fanden var nu det for en underkastelse?! Han kunne da lige så godt have taget mit. Men det kom ligesom aldrig på tale.
Man kunne også forestille sig, at en kæreste kunne synes, det er lidt bizart, at jeg ikke har skilt mig af med eksens navn.
For ønsker jeg da ikke at tage afstand til ham? At lægge ham bag mig?
Jo, det gør jeg bestemt.
Og for kun 480 kroner kan jeg foretage det nødvendige indgreb. Over nettet. Hjemme fra sofahjørnet. Til et let traktement af te og citronmåne. Nemt og bekvemt.
Men jeg har et dilemma:
Hvad med børnene?
Vil de ikke føle, at jeg distancerer mig, hvis jeg ikke længere hedder det samme som dem? Det er sgudda mærkeligt, at de så skal gå og hedde deres fars navn, men ikke deres mors.
De siger godt nok, at det ikke gør dem noget. Men kan jeg virkelig tro på det? Kan jeg være sikker på, at de ikke føler bare et lille strejf af ... øh ... bedrøvelse? Skuffelse? Afvisning?
Shit.
Det er paradoksalt, at en beslutning, der synes så let, kan være så svær.
Jeg må tænke.
Og mens vi venter på det, kan jeg jo lige berige dit liv med at referere en artikel, jeg har læst på BT, som netop handler om navne.
Vidste du for eksempel, at folk derude er SÅ gak i roen, at de finder på at give deres nuttede nyfødte vederstyggelige navne som:
ALTAN
GUL
MUSLING
NITTE
SOK
DRENG (dog ikke til piger)
KAMEL
AWESOME
BLÆR
TUNG
OFFER
BADR
og OG?
Ja, "Og" er et godkendt drengenavn, folkens!
Og selv om det er fuldkommen DERANGED at give sine børn SÅ åndssvage navne, kan tanken godt gøre mig glad alligevel.
For i sammenligning med at være døbt "Nitte" eller "Badr" er mine navneproblemer jo ret ubetydelige.
Det var dagens melding. Nu vil jeg sætte mig foran et afsnit af min yndlingslebbeserie (Orange Is the New Black selvfølgelig) og nyde, at sønnike laver mad.
Take care.
Abonner på:
Opslag (Atom)