tirsdag den 9. maj 2017

Det var så den sommer

Wuhuuu for en weekend!!!

Sommeren, den lille skøge, var her jo for en kort bemærkning (og måske for den eneste bemærkning i år, gys).

Hold kæft, jeg har nydt det.

Lagde ud i fredags med at køre en tur til fucking Herning. 

Herning er flad. Og kedelig. Og grim. Herning har et gigantisk, hæsligt og svinedyrt kunstværk af en mand ved navn Cronhammer. 

Og så er der Boxen.

Den er fandme også grim.

En firkantet klods på den golde mark, de kalder ... ja ... Herning. Mørk og dyster. Og grim.

Men indeni. Ja, der gav altså John Mayer koncert i fredags. Og det var pissegodt.

Hehe.

Han er godt nok dygtig, den mand. Spænder vidt i sit musikalske repertoire og kan faktisk synge.

Tilbragte således et par fine timer i fucking Herning.

Lørdag skinnede solen. Nice.

Var på café Ziggy på Trøjborg, hvor jeg efterhånden lægger de fleste af mine cafépenge, og sad for første gang i år på fortovet udenfor. Med en stor og iskold fadbamse og en god veninde. Oh happy day!

Og arrangementet blev perfekt rundet af med en gåtur i nyudsprungne Riis Skov, hvor ramsløgene står plukkeklare over hele skovbunden. Og is ved Den Permanente. Skønt! 

Derpå hjem og grille. Også for første gang i år. Og jeg svævede af begejstring, så jeg ikke havde jordforbindelse med andet end det yderste af tåneglene. For hvor er det fantastisk, når man får den første snas af sommer efter en evighed med regn og mørke og blæst.

Og ikke nok med lørdag.

Søndag skinnede solen fandme igen! Som om den lille forræderiske motherfucker aldrig havde lavet andet.

Måtte ud og have mere af den og valgte derfor at køre til Bølling Sø mellem Silkeborg og Herning (fucking Herning igen, haha). 

Hele vejen omkring søen har man anlagt en vandresti. Den er 12 kilometer lang og fører forbi et utal af stenalderbopladser. Man kommer også lige forbi det sted, hvor Tollundmanden i sin tid blev ofret (og fundet).

Skal jeg bitche lidt (og det skal jeg, for det holder jeg meget af ;-)), så er stien ret flad. Høj puls må man dermed finde andre steder i landet. 

Men er man den mindste smule historisk interesseret, og det er man selvfølgelig efter at have fulgt med i DRs danmarkshistorie med Lars Mikkelsen over de sidste mange søndage, så er det altså virkelig en spændende tur, der klart kan anbefales.

Havde madpakker, mazarinkager, ristede mandler og masser af koldt vand med i rygsækken og fandt et smukt sted at spise frokost undervejs. Lovely! Livsforlængende faktisk.

Løb i øvrigt på sådan en fætter:



Og pludselig forvandledes den livsforlængende vandretur til en nærdødsoplevelse, haha. 

Jeg er heldigvis cool ud i slanger. 

Har boet et årstid i subtropiske Georgia i USA i selskab med klapperslanger, copperheads, sorte enker, skorpioner og alt muligt andet fucking kryb. Så der skulle mere til end sådan en lille hugormebasse for at skræmme fruen.

Mistede dog for en stund lysten til at forlade den etablerede sti.

Grill igen efter hjemkomst. Denne gang laks. Nammenam!

Så det må siges, at jeg har fået maks. ud af weekenden.

Blev oven i købet ringet op af Den Fortabte Søn (læs: Barn 2, red.), som for to år siden flyttede til København for at læse ved fucking DTU, og nu kunne minde mig om, hvor mange velsignelser, der i grunden er ved at have børn.

Han stillede tre spørgsmål:
  1. Hvordan har du det, mor?
  2. Vil du læse korrektur på en engelsk kemirapport til DTU? (Shit!)
  3. Kan jeg låne 10.000?
Er således nu bevidst om den store lykke, der er mig tilskikket:

Sønnike er velopdragen og omsorgsfuld og har fuld tillid til Muttis sproglige kemikundskaber og økonomiske formåen.

Så ja. Mange velsignelser ;-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar