Om fremtiden og også lidt om nutiden

Så en annonce i sidste uge.

En af de lokale privatskoler søger en lærer. På fuld tid. Til engelsk og tysk. Det er lige præcis mine linjefag.

Tysklærere er eftertragtede. 

Og med mine kvalifikationer (forholdsvis frisk fra seminariet, men alligevel med fire år bag katederet, supergode karaktergennemsnit i de klasser, jeg har ført til prøve, og min erfaring med internationalt skolesamarbejde) ville jeg være ret sikker på at nå langt i samtalerunderne.

Den lokale privatskole ligger tre kilometer fra forstadsvillaen.

Og min nuværende skole ligger så langt væk, at jeg må køre 120 kilometer for at nå frem og tilbage. Hver eneste fucking dag. Og i går var der en times kø på fucking E45 i eftermiddagstrafikken.

Så hvis jeg søgte stillingen, kunne jeg spare godt og vel halvanden times transport om dagen.

Det er cirka 8 timer om ugen. Og 336 timer om året. Og 6.720 timer i alt i den tid, jeg formentlig har tilbage på arbejdsmarkedet. 

Det er fandme mange timer. Som jeg så ville frigøre til noget andet end at sidde bag rattet i Yarisen.

Og selv om min trofaste, driftsikre, brændstoføkonomiske Yaris er en dejlig bil, var jeg helt klart fristet. Hvem ville ikke være det?

Men så kom jeg til at reflektere.

I sådan en situation er det jo ligesom lidt svært ikke at sammenligne to scenarier: fremtid og nutid.

I fremtiden ville jeg få:

1. En fuldtidsstilling.
2. Undervisning i mine to linjefag.
3. En aldeles overkommelig transport til og fra job.

Og da det jo ikke lyder så åndssvagt, lå fremtiden altså ret lunt i svinget ...

... lige indtil nutiden kom susende i inderbanen.

For i nutiden har jeg:

1. En fuldtidsstilling.
2. Undervisning i mine to linjefag.
3. En højere løn (yep, folkeskolen betaler bedre end privatskolerne - det vidste du nok ikke, hva').
4. Det privilegium at arbejde med globalt medborgerskab og samarbejde på tværs af grænser, hvilket jeg finder sindssygt interessant. For jeg er så heldig at være blevet udpeget til at lede skolens internationale styregruppe og dermed få lov at spille en rolle i vores bestræbelser på at gøre eleverne til interkulturelt kompetente verdensborgere med en global ansvarsfølelse. (Og det er så spændende, at resten af indlægget kommer til at handle om det, hvis ikke jeg omgående bremser mig selv, haha :-D)
5. Status som übermensch. Når man træder ind i et jobforum som spritnyt medlem (for eksempel som nyansat lærer på en skole), er man pr. automatik the underdog. Man kender ikke kulturen og værdinormerne, skal forsigtigt føle sig frem, bevise sit eget værd, vænne sig til nye procedurer, danne nye faglige og sociale netværk. Kort sagt arbejde aktivt og med ydmyghed på at gøre sig fortjent til andres respekt og skabe en samhørighedsfølelse. Og det kan være en længere proces. Efter fire år på min nuværende skole er jeg ikke længere underdog. Jeg er übermensch. Jeg føler mig tilvalgt. Kollegerne opsøger mit selskab på lærerværelset. De spørger mig tit til råds om forskellige problematikker. Og jeg er i modtagerenden af en lang række high fives og hengivenhedserklæringer fra eleverne hver dag. Forestil dig lige det: at du HVER ENESTE DAG får at vide, at du er verdensmester i dit job. Så jeg er jo rig! Når det gælder min beholdning af respekt og komplimenter fra andre, er jeg fucking Bill Gates, og selvværdet sprudler.

Så spørgsmålet er, om jeg vil give afkald på alle disse goder for en kortere transporttid? 

Har jeg lyst til at gå ned i løn? Kan jeg være sikker på lige så interessante arbejdsopgaver på den lokale skole? Gider jeg begynde forfra som underdog? 

Og svaret er i virkeligheden enkelt:

Nej tak.

Til gengæld er det pissesundt en gang imellem at gøre status over sit liv og fundere over, om der er noget, man kan gøre bedre.

Det er hermed gjort.

Bum.