Death wish og ridser i lakken

Ingolf har været på banen igen. Ham har jeg skrevet om før.

Det er som regel til vores teammøder, han kvajer sig. Det var det også i forgårs. Ikke med noget seksuelt denne gang (thank God), men derimod med et death wish.

Og havde det så blot været et ønske om egen død kunne jeg have levet med det (blink, blink). Men det var det ikke.

Situationen:

Jeg har bestilt billetter til to skolebioforestillinger med 7. årgang, som jeg og mit øvrige team skal undervise næste skoleår.

Den ene film hedder X+Y, og den anden hedder Syv minutter over midnat.

Det orienterede jeg teamet om til vores møde i forgårs, mens Ingolf skrev referat.

Han havde åbenbart ikke lige fanget den sidste del af det, jeg sagde, så han spurgte:

"'Syv minutter over midnat'? Hedder den anden film det?"

So far, so good. Og jeg tænker, at han spurgte for at få det noteret rigtigt i referatet.

Men her er det så, at jeg ikke kan lade være med at være totalt plat. For jeg svarede naturligvis:

"Nej, det er det tidspunkt, hvor filmen begynder."

Oh, despicable me, haha.

Nå, men de andre i teamet smågrinede over min plathed, og Ingolf ville gerne være kæk og ride med på bølgen af jokes, så han replicerede:

"Nej, det er det tidspunkt, hvor vi slår dig ihjel, Mrs. Englishteacher." Bortset fra, at han altså brugte mit rigtige navn, som han kender.

Han troede åbenbart, han var morsom. For han grinede selv. Det var der ingen andre, der gjorde.

Nå, men jeg fornemmede, at vi sad i en lidt akavet situation, og foreslog, at vi gik videre til næste punkt på dagsordenen (inden mine tæer krummede sig ned gennem mine skosåler).

Resten af mødet forløb uden yderligere pinligheder, og som teamkoordinator var jeg godt tilfreds.

Indtil jeg læste referatet. For her står:

"Klokken syv minutter over midnat slår vi Mrs. Englishteacher ihjel."

Han har fandme ført det til referat. Sort på hvidt. SÅ god synes han altså, at hans egen vittighed var.

Suk.

Jeg kan vælge at redigere i dokumentet. Men det har jeg ikke gjort. Tænker, det er okay, at det bliver stående. Det er i hvert fald vidnesbyrd for min påstand om, at manden mangler social kompetence.

End of story.

Og nu sidder du nok og undrer dig lidt, kære bloglæser. For jeg har jo ikke skrevet den mindste smule om ridser i lakken, som indlæggets overskrift ellers antyder.

Det er, fordi det kun er den FØRSTE historie, der er slut. 

Jeg ikke er KOMMET til den anden historie endnu. 

Den har nemlig ikke den fjerneste forbindelse til beretningen om Ingolf. Hvis man altså ser bort fra, at den er mere feelgood og derfor måske kan opveje lidt. 

Here it comes:

For nogle uger siden blev min ældste datter påkørt. I MIN bil. 

Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet: HUN holdt stille på en parkeringsplads. HAN bakkede ind i hende. Og lavede derved en lillebitte ridse i lakken på min kofanger.

Meget dramatisk altså.

Et kvarter efter min datters hjemkomst til forstadsvillaen blev jeg ringet op. Det var skadevolder. Som var MEGET ked af at have påkørt min bil og betingelsesløst påtog sig skylden.

Jeg fik helt ondt af ham. 

En ung militærmand fra Nordjylland. Usædvanlig høflig og undskyldende. Og inderligt taknemlig for, at jeg ikke var vred.

Øh, vred? Mig? Over en ridse i lakken? 

Oh dear. Den slags kan jeg virkelig ikke hidse mig op over, haha.

Min bil er ikke et statussymbol. Jeg kører ikke rundt og spiller smart i den. Den er ganske simpelt et praktisk transportmiddel. That's it and that's that.

Nå, men den stakkels unge mand ville gerne betale uden om forsikringen, og vi aftalte, at jeg skulle bringe bilen på værksted og få en pris på udbedringen af skaden.

Den var på værksted i forgårs.

Shit.

Omlakering af 1 stk. kofanger på halvgammel Yaris: 3.932,28 gode danske kroner.

Shit, shit, shit.

Det var jo MEGET dyrere, end jeg havde forestillet mig.

Og selv om det ville være reelt nok at lade den nordjyske ungersvend betale for den skade, han selv havde lavet, gav tanken mig en megadårlig fornemmelse indeni. Totally feelbad.

Det krævede da heller ikke mange overvejelser at nå frem til den konklusion, at jeg ganske simpelt ikke kunne få mig selv til at bede ham om næsten 4.000 kroner for SÅ lille en skade.

Men hvad så? 

Han HAVDE jo for helvede ridset min bil. Og det ville da kradse lidt i min retfærdighedsfølelse bare at lade manden slippe uden beregning og selv køre rundt med ridsen i resten af bilens levetid.

Damn.

Heldigvis har jeg nu og da held til at generere en fornuftig tanke, hvis jeg arbejder længe nok på det.

Så efter at have belastet mine hjernevindinger i et par timer, fandt jeg på følgende:

Jeg ville skrive til manden, hvordan det forholdt sig med prisen for reparationen. 

Dernæst ville jeg foreslå ham at hugge 3.000 kroner af, så han kunne nøjes med at overføre 1.000 kroner til mig. Og så ville jeg leve med ridsen. 

Alternativt kunne han selv prøve at finde en lavere pris for omlakeringen end de 4.000.

Og som tænkt, så gjort. 

Jeg skrev til manden og var ret godt tilfreds med mit eget løsningsforslag. Tilfreds, fordi jeg følte mig som et godt og anstændigt menneske, selv om jeg ville snyde mig selv for udbedringen af skaden på min bil. Og gode følelser er vigtigere end pæne ting. I min optik.

Det var ungersvenden også. Tilfreds altså. Glad faktisk. Og taknemlig. Og lettet.

Efter 25 sekunder havde jeg modtaget 1.000 kroner på mobile pay.

End of story.