lørdag den 20. maj 2017

I det mindste kan jeg mærke, at jeg lever

"For helvede, Oscar! Du står jo i vejen HELE tiden. Flyt dig nu!" prustede jeg utilfreds, efter at jeg for tyvende gang havde skudt bolden lige i fødderne på min elev og dermed have misset endnu en scoring.

"Jamen ... øh ... jeg er jo målmand. Jeg skal tage bolden," svarede Oscar undskyldende.

"Men JEG er læreren. Det er MIG, der bestemmer. Og jeg kan jo ikke score, når du står der og spærrer," prustede jeg tilbage (meget pædagogisk i øvrigt).

Oscar rystede overbærende på hovedet med et skævt smil. Han kender mig heldigvis.

Måske har du gættet, at jeg spillede fodbold i går. Med 8.B faktisk. Pigerne mod drengene. 

Og det gik selvfølgelig helt ad lort til for pigerne. Som således havde god brug for en totalt korrupt medspillende lærer/dommer med stærk hang til uretfærdige, ensidige kendelser, muahahaaah.

Men det var fandme spas, var det :-D

Mine elever vil altid gerne have mig med til at spille. Hvad enten det er høvdingbold, rundbold eller fodbold. Jeg tænker, de ser det som en slags anerkendelse, når jeg gerne vil lege med dem. Pissegodt for relationerne, så det gør jeg selvfølgelig af og til.

I dag betaler jeg så prisen.

Hold kæft, hvor havde jeg glemt, præcis HVOR øm man lige kan blive. Over-fucking-ALT. Selv i muskler, jeg ikke anede, at jeg havde.

Jeg bevæger mig jo som en på 90.

Så jeg må hellere være god ved mig selv. På alle måder. I hele weekenden.

Hehe.

Take care.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar